Pillars of Sand - Tess

af **Gordon** Søn 15 Jun 2014 - 1:29

Dato: Lørdag d. 14. juni
Tid: 20.59
Sted: Lige udenfor en rigmandsklub ved siden af hotel Quatre.
Vejr: Skyfrit og lunt.
Omgivelser: En befolket gade. Velklædte mennesker bevæger sig forbi med høj latter og snak. Dyre biler og blinkende smykker.

Needless to say, var det at dette miljø ikke repræsenterede Gordons fortrukne domæne. Cocktailkjoler, diamantringe og luksusbiler, som hans Audi A3 bestemt ikke kunne hamle op med. Derfor var den også pænt parkeret et par gader derfra, hvor ingen ville kunne koble den til ham.
Aftnen var så småt i gang, og solen ville snart dykke ned over byens tage, og efterlade indbyggerne tilbage i skæret fra neon reklameskilte, gamle sitrende lygtepæle og klubbernes gennemtrængende belysning, som kastede lokkende lyskegler ud på gaden og inviterede til drinks. Og drinks var lige hvad der blev serveret. De første ældre herrer var allerede begyndt at stavre fulde ud til deres dyre Lamborghini eller Brabus sedan, for at sætte sig uforsvarligt bag rattet, og det var på trods af at aftnen stadig var ung. De få frafaldende gjorde dog ikke op for det mylder af festklædte luksus-dyr som lige nu væltede ud i gaderne i søgen efter en god aften.

Så man bort fra den sorte Audi, som var blevet gemt væk, blendede Gordon udmærket ind i mængden foran den prestigefyldte rigmandsklub ’Losange’. Hans garderobe var blevet piftet op ved hjælp fra lidt mafiapenge der blev væk fra deres regnskab, og normalt ville han aldrig bruge de penge på sig selv. Al fortjeneste fra hans sideerhverv gik til børnehjemmet, og de lovligt tjente penge fra advokatkontoret var til ham selv, men denne gang havde det jo været til et Libra formål, og dermed et godt formål, så han havde ’lånt’ lidt penge til et finere jakkesæt. Han måtte passe på, for mafiaen kendte hans navn, og ville let kunne opsnuse ham, men så længe han havde sine kontakter kunne de ikke røre ham. Ja ikke uden at lederen fik problemer med hans kommende kone i hvert fald.
Derfor følte Gordon nu at han passede fint ind. Det mørke hår kørt tilbage så godt som det lod sig gøre, og han var iført et mørkegråt jakkesæt i meget bedre kvalitet, end han havde det behageligt i. Dertil fulgte en lyseblå skjorte og et fint sort slips.

Gordon tog sit mobil frem og skævede til klokken. 20.59. Hans slidte ur var blevet efterladt derhjemme, da det ikke ligefrem matchede de dyre Rolex ure, som prydede stedet her. 1 minut til mødetid. Hvordan Millicent havde fået ham logget med i Libra var ham en gåde. Han havde altid arbejdet alene, men hun var sjov på den måde. Way to laugh, way to sing, that way, she could make him do just about anything.

Mobilen forblev oppe af lommen, for at sende en besked til den partner han nu en gang havde fået tildelt. Han vidste intet om hende udover køn og dæknavnet ’Penny Cash’.

”Penny Cash,
Jeg er ved klubben.
Find mig, hvis du kan.
- Bluebird”

Tastede han hurtigt ned med et lille smil. Han nød udfordringerne i livet, så hvorfor ikke give andre dem? Desuden var det altid en fordel at se sin partner an så hurtigt så muligt. Finde ud af hvor opmærksomme de var og hvilke svagheder de havde. På den måde kunne man hurtigere træde ind hvis noget gik galt. Lige nu var det dog bare en leg. En lang limousine gled forbi på gaden, og chaufføren dyttede for at få folk af gaden, så han kunne passere. Inde i det lange sorte køretøj lød skålen og den øredøvende latter fra fulde folk. En dame rullede det mørke vindue ned og smed leende et par mønter ud imens de passerede forbi, og de sang klirrende da de ramte asfalten, men ingen stoppede op for at samle dem op. Så vidste man hvilket kvarter man befandt sig i. De penge kunne have holdt en hjemløs kørende i mindst en uge.
Gordon rettede på det antracit sorte slips, og da han slap det kom en lille slipsenål af sølv til syne. Enden af den var formet som en sølvfugl med krystal blå øjne, som næsten matchede hans egne i det stærke lys fra klubben bag ham. Det var nok den eneste ting der kunne afsløre hans identitet, medmindre hun ligefrem kunne se at han ikke passede ind.

af **Tess** Søn 15 Jun 2014 - 11:05

For en gang skyld fandt man ikke Tess siddende hjemme ved lejligheden, foran det store fladskærms tv. Klokken var omtrent 19:16 da hun endelig havde fundet sin mobil. Den havde været væk siden i går og det kunne hun takke sin kat for. Beskederne havde væltet ind og kun en af dem tjekkede hun. Black Swan, stod der på displayet. Kvinden havde skrevet meget til hende her på det sidste, måske kunne deres leder lide Tess? Hun smilede skævt over sin tankegang og blev dernæst en smule forvirret. Hvorfor gjord det hende glad, at en eller anden fremmed kvinde havde lagt mærke til hende? Hvorfor havde hun sådan nogle følelser over for en person hun aldrig havde mødt? Det var hende en gåde.

Dæmonens grålige øjne havde læst, at hun skulle ud på en mission for Libra. Denne mission var lidt anderledes, da hun fik en partner med. Denne partner gjord Black Swan selvfølgelig ikke noget stort ud af, da hun kun nævnte at han, hendes partner, hed Bluebird. Men der stod ellers, at han vil kontakte hende, så hun måtte tage det som det kom. Men mission blev ellers forklaret med store bogstaver og derfor var hun her. Derfor befandt hun sig i Terre’s gågade. På vej til et af de dyreste butikker der netop var her. Hvis hun havde læst rigtigt, så skete det her et finere sted. Derfor nyt tøj.

”Kan jeg hjælpen Dem?” en lyshårede, meget smuk, ung kvinde kom over til hende. Hendes perlehvide tænder lyste næsten for falsk og hendes makeup var sat til det yderste. Tess gav hende dog et smil tilbage og nikkede: ”Ja. Jeg skal ud på en meget fin date senere og derfor vil jeg gerne have en fin, elegant og meget iøjnefaldende kjole”. Den lyshårede kvinde lyste med det samme op og klappede i sine små tynde hænder. ”Selvfølgelig! Og jeg kan regne med, at der ikke skal spares her?” hun blinkede til hende og Tess forstod ikke helt hvad hun mente, men rystede alligevel på hovedet.
”Miss Tess. Kan De lide kjolen?” den lyshårede kvinde havde fået hendes navn, fordi hun havde bedt om det. Hun havde sagt, at hun arbejdede bedst med en kunde, hvis hun følte at hun kendte dem.

Tess var lige gået ind i prøverummet. Hun havde endnu ikke prøvet kjolen, da hun tjekkede sin mobil efter beskeder fra Bluebird, men der var ikke kommet noget. Hun tog derefter sine bukser og bluse af. Kjolen hun var i gang med at prøve var en af de kønneste hun havde set. Hun var allerede forelsket i den. Den var en elegant vinrød kjole, der lige akkurat nåede over knæene. Der hang, som smykke, en meget tynd guldbælte på. Hun smilede over resultatet, det var kjolen. Hun skulle bare ind ved siden af, få ordnet makeuppen og hår. Og som andet tilbehør fik hun en lang frakke med. Det kostede dog ekstra.
”Wow!” sagde den lyshårede kvinde da hun kom ud. ”Det som om kjolen er specielt lavet til Dem, Miss Tess” hun klappede i sine hænder og stillede sig bag hende så de begge nu kunne ses i spejlet. Kvinden rettede kjolen til bagved og det så rimeligt dumt ud, for Tess var en del højre end hende.
”Din date bliver glad for at se dig” sluttede hun af med, da hun betalte for kjolen. Hendes andet tøj havde hun bedt om, det ikke kunne ligge i butikken, så kunne hun hente det i morgen. For hun havde ikke tid til at tage hjem.

Time Jump

Hun havde kjolen, makeuppen var på plads og håret hang glat ned. Hun havde ikke valgt at tage sin bil med, for hun var rimelig sikker på, at hendes partner havde kørt til mødestedet og derfor vil det være lidt upraktisk, hvis de begge havde deres biler med. Ikke fordi hun regnede med at køre med ham, for det kunne han bande på det ikke kom til at ske, men det kunne nu være, at alt blev så sent, at hun i sidste ende måtte blive kørt hjem. Desuden kunne hendes partner være en gammel mand. I så fald, ville det blive kedeligt. ”Bare hold her” sagde hun til chaufføren, da han nærmede sig hotellet. Hun fiskede hurtigt sin mobil frem og kiggede på beskeden fra Bluebird, der var kommet tikkende ind, da hun havde siddet ved frisøren. Find mig hvis du kan, havde han skrevet som slut. Find mig hvis du kan? Hvad troede han? At dette her var hide-and-seek? Hun blev revet væk fra sin tanker, da hun hørte glade og højtråbende stemmer. Det var rigmandslatter. Det her var folkefesten som hendes far engang havde holdt. Dette var dog en del større, men stadigvæk det samme.

Hun betalte til chaufføren og hendes blodrøde hæle ramte asfalten og en mønt. Hun kiggede ned og så, at der lå masser af mønter på jorden. Kort rullede hun med øjnene og sukkede. Børn sultede og levede usselt her i byen og de kastede med penge, som var det sten.
Hun havde sin lille sorte pung under armen, for i aften skulle der spilles. Hun havde endda sorte, lange og gennemsigtige handsker på. Endnu engang tjekkede hun sin telefon og gik imod indgangen. Imens hun gik, var hendes næse begravet i telefonen. Hun var i gang med at skrive en besked til Bluebird;

Bluebird,
Jeg har sgu altid været dårlig til gemmeleg og du virker svær til at finde.
Men jeg er på vej imod indgangen og jeg tror jeg kan se dig. Jeg har for resten en vinrød kjole på og jeg har kort hår.

Hun synes ikke hun vil slutte af med sit dæknavn, da det ligesom var hendes mobil hun skrev fra og han sikkert vil regne ud, at det var Penny Cash og ikke en anden person, der skrev til ham. Men som hun skrev, så var hun på vej til indgangen. Hun kunne se en ældre herre stå med en mobil og kigge forvirret rundt. Hendes hjerte sukkede for manden kunne ligeså godt være hendes far. Hun pakkede sin mobil væk i pungen og gik imod manden.
”Bluebird?” sagde hun stille og den gamle mand kiggede op på hende. Han kneb øjnene sammen og det hvide skæg rustede lidt. ”Hvad mener De frøken?” spurgte han og nærmede sig hende. ”Er De ikke Bluebird?” hun kunne mærke, hvor dum hun lige pludselig føltes sig. ”Desværre nej” sagde han og smilede venligt til hende. Hun nikkede og tvang også et smil frem. Hun var dog nødt til at blive stående, da hendes partner sikkert var rundt omkring. So far so good right?

af **Gordon** Søn 15 Jun 2014 - 14:46

Havde han været i for god tid? Det virkede i hvert fald til at en evighed havde passeret siden han havde lænset sig op af ruden bag ham, og han var nervøs for at det ville virke underligt at han bare stod der, men et blik rundt forsikrede ham om at han ikke var den eneste enlige herre, som befandt sig udenfor.
En ældre herre ved siden af ham, med et prægtigt gråt overskæg, havde fundet en stor cigar frem, og pulserede roligt på den imens han talte dæmpet ind i sin telefon. Duften af den søde tobak prikkede til nikotintrangen i Gordon, og han trippede lidt frem og tilbage, inden en pakke med cigaretter blev hevet op af en jakkelomme. Års erfaring havde lært ham at købe og ryge mentol cigaretter. På den måde var der ingen som havde lyst til at nasse smøger af ham. Så kunne han være så heldig at have dem for sig selv.
Efter de første par tiltrængte sug nåede den lidt anderledes tobak duft den ældre manden ved siden af, og han kiggede vantro på den grønne pakke, som Gordon stadig havde i hænderne. Så vente manden sig væk imens han rystede på hovedet og mumlede noget diskriminerende om nyrige.

Hans iPhone, som han tro imod mainstream kulturen rendte rundt med, brummede i den grå jakkes lomme, og den grønne mentolpakke blev skiftet ud med mobilen. De blå øjne skimtede teksten, og et skævt smil brød frem. Ikke god til gemmeleg, nu måtte de se.
Han slog blikket op, og fik ikke sent øje på en iøjnefaldende mørkerød kjole. Et øjeblik kiggede han rundt efter andre røde kjoler. En del af ham havde troet at hans makker ville være ældre. Han havde hørt at hun havde mange penge på lommen, deraf dæknavnet. Hvor man i en så ung alder fik de penge fra, gik ud over hans forstand.
Han var dog tilfreds. En ung og smuk kvinde ville lettere end en ældre kunne lokke informationer ud af griske mafiamænd.

Gordon ville sende hende et imødekommende smil og et nik, men hun så ikke ud til at kigge på ham. Han fulgte hendes blik og fandt at det var fæstnet på den ældre herre ved siden af ham, som netop havde afsluttet sin telefonsamtale, og forvirret prøvede at få hans touchskærm til at adlyde hans fingres tryk på ’afslut samtale’ knappen.
Der gik ikke mange øjeblikke inden Gordon havde en ide om hvad hun havde gang i, og han undrede sig over hvorfor hun troede at den ældre herre var ham. Specielt fordi han var registreret som hacker for Libra, og den kære mand kunne knap afslutte en telefonsamtale.
Et bredt smil bredte sig da Gordon vendte sig væk for at skjule sin åbenlyse morskab. Han kunne have nået at stoppe hende, men hvor lå det sjove i det?

Cigaretten hvilede i hans mundvig, imens han hev telefonen op igen, og brugte begge hænder til hurtigt at skrive en SMS, imens den unge kvinde tog kontakt til den stadig forvirrede ældre ham.

”So close!”

Skrev han og sendte den med det samme. Selvom han stod med ryggen til kunne han tydeligt høre deres samtale, og da manden valsede væk fra indgangen imens han snakkede til sig selv om den forvirrede ungdom, kunne Gordon ikke holde et grin tilbage. Han stod lige ved siden af hende, så hun ville nok lægge mærke til det.
”Det må jeg sige..” Smilede han og vendte sig om mod hende, imens han hvilede smøgen i den ene hånd imellem to fingre. ”Jeg er lidt skuffet nu.” Drillede han stadig med et smil.

af **Tess** Søn 15 Jun 2014 - 20:24

Hun bed sig nervøst på underlæben og de grålige øjne så forvirret ud. Hun begyndte at trippe på sine hæle og lige pludselig viberede hendes mobil og hun tjekkede den med det samme ud. Hun blev mere rolig i kroppen og hun smilede skævt, mens hun læste de tre små ord. So close. Så ramte hans latter hendes ører og hun vendte sig om samtidig som ham. Yet so far..
Hun smilede og så ned på sine sko og dernæst på Bluebird. ”Jeg sagde jo jeg ikke var god til gemmeleg” sagde hun flovt og holdte sig for panden. Nå, sådan så han så ud. Tænk på den person hun havde forvekslet ham med? Han lignede ikke noget, der nærmede sig manden. Hun rynkede sin pande på en trist måde, da han sagde, at han nu var skuffet. Inderst inde vidste hun hvad han mente, men hun holdte af små drillerier. ”Av.. det brændte” sagde hun, ”jeg synes ellers at rød klæder mig”. Hun rystede kort tid efter på hovedet og nikkede imod indgangen. De fleste væsner og mennesker var allerede gået ind og aftenens leg var begyndt. ”Skal vi?” sagde hun og tog ham under armen. De skulle jo ikke virke som to snushaner. Ingen vil løfte et eneste øjenbryn af to par unge væsner som elskede hinanden op til skyerne.

Når Bluebird begyndte at gå, vil hun også bevæge sig med ind. En fin herre med mørkt skæg og ikke ældre end de 30 år vil byde dem velkommen. Indenfor vil der være prydet med alverdens sager. Fra fine planter til store guld skjolde. På loftet vil der hænge en stor lysekrone lavet af små diamanter. Tess’ øjne vil flyve rundt i det store lokale fyldt med velhavende kvinder og mænd. Få sad ned og snakker, andre spillede kasino og de sidste stod op og dansede. Det lignede virkelig noget, der var taget fra en film. Hun lænede sig tæt ind til Bluebird, for nu var legen begyndt. ”Har du lige set det her sted?” sagde hun og nikkede imod den store scene, hvor der var live musik. Hun havde været til sådan nogle steder henne før, med sine forældre, men det var så lang tids siden, at det var svært at huske.
Hun huskede sig selv hurtigt på, at hun var på mission og ikke minde jagt. Hun kiggede på Bluebird og ventede på hans næste træk. Hallo, he was the guy.

af **Gordon** Søn 15 Jun 2014 - 21:23

Gordon fortrængte en sær lyst til at give hånd. Det var vel hvad man gjorde når man mødte nye mennesker, men han synes alligevel ikke at det passede ind, og siden de skulle følges, ville det også se underligt ud.
Han lagde hovedet let på sned og fnøs underholdt, uden nogen form for nedladenhed i tonen. ”Skuffet over gemmelegen, ikke din kjole.” Svarede han og himlede drillende med øjnene. Hvad var der også med kvinder og deres kjoler? Den mørkerøde kjole lagde dog næsten en kontrast til hans lyseblå skjorte, men på trods af det, synes han nu ikke at de virkede så forskellige. ”Du ser henrivende ud. Jeg kunne have trukket en langt værre partner vil jeg gætte på” Blev der lidt efter formelt tilføjet med et venligt smil. Han skulle ikke risikere at komme på den forkerte side af en person han skulle samarbejde med resten af natten.

Han spejdede imod indgangen, og lod hende flette armen ind omkring hans, imens han fiskede i lommen efter de falske medlemskort, som han havde sørget for på forhånd.
”Ja lige et sekund.” Svarede han og fik hevet to gyldne kort op af lommen, som næsten kunne minde om hvad man ville finde i en Willy Wonka bar fra Charlie og Chokoladefabrikken. Heldigvis for dem havde medlemskortene ikke billeder på. Det havde givet et problem, for han havde ingen mulighed haft for at skaffe hendes billede id.
”Her har vi dit nye medlemskort. Du hedder for i aften..” Gordon så ned på det ene kort. ”Penny Stark. – Hyggeligt at møde dig, Penny” Fortsatte han og rakte det til hende. Penny blev det, for så skulle han kun huske ét dæknavn. Dernæst studerede han sit eget. ”For i aften er jeg … Oliver Birdie”. Gordon smilede lidt dumt for sig selv, over sine egne navne, og deres relation til dæknavnene. Kortene var handy, for det så ud som om man skulle vise det ved indgangen. Derudover var det bare mere praktisk at kunne kalde hinanden ved et fornavn. Samtlige medlemmer af klubben ville kigge lidt, hvis han blev introduceret som Bluebird.

Så var det tid til at begive sig af sted, og indgangen forløb strålende. Den skæggede fyr kiggede knap nok på kortene, og lod dem uden et ord passerede. Man kunne mildest talt sige at indgangen ikke var det eneste der var strålende. Sølvtøj, krystalglas og store våbenskjolde i guld prydede på bedste konservative vis klubben. Klassisk musik, som han bedømte til at være en fuga fra barokken, strømmede ud af et ældre, men dyrt udseende stereoanlæg, og fyldte rummet med en meget overvældende stemning. Der var ingen tvivl om at et hvert medlem af klubben Losange enten havde, eller følte de havde, meget magtfulde erhverv.
”Nej, jeg efterlod mine øjne udenfor” Smilede han ironisk, men nikkede alligevel. Om han havde set det. En helt anden verden, end hvad samfundet normalt ellers tilbød den almene borger.

Gordon havde husket navnene på de to mænd, som var kendt for at holde til på klubben. Roberto Constantino og Salvador Jenkens. To højtstående mænd, med forbindelser til den franske mafia. De var målet.
En lang skinnende bardisk strakte sig langs en af væggene, og fine flasker med likør stod lignet op bag bardisken. Ville hun følge med, ville han lede dem derover, for at læne sig ind over bardisken, og bestille 2 glas af det bedste cognac til den pris hans pengepung nu en gang kunne holde til. Siden han blev engel, havde han egentlig lagt alkoholen på hylden til kun at være til særlige lejligheder, men alle hans værdier synes at være røget ud af vinduet på grund af en hvis vampyr frøken, og var blevet erstattet af nye. Hvordan han levede sit liv var ikke så vigtigt mere. Han havde kun én ting for øje som det var nu. Tragisk nok var denne ting sværere at få fat på end som så.
Et af glassene blev rakt til ’Penny’, og han lænede sig ind over baren igen. Han fik hurtigt fanget bartenderens opmærksomhed.
”Undskyld mig. Jeg leder efter min forretningspartner Roberto Constantino. Er han her i aften?” Spurgte han bartenderen, og havde allerede opbygget en helt anden attitude end han normalt havde. Hans tone havde han prydet med arrogance og vigtighed, hvilket synes at være den eneste vej frem i dette lokale.

af **Tess** Søn 15 Jun 2014 - 22:04

Hun fik en underlig trang til at kaste sig over Bluebird og kvæle ham til døde. Måske var det for hans kommentar, men han mindede så meget om hende at det halve var løgn. Det var en måde at vise sin kærlig på til en fremmed mand. Han skulle være glad for hun havde sådan nogle tanker om ham. Hun kommenterede dog ikke yderligere på hans ord, fordi hun arbejdede på en stærk comeback. Han skulle ikke tro, at han kunne slippe så lidt.

Tess smilede til gæsterne som passerede forbi dem og kunne ikke lade være med at blive fascineret af kjolerne kvinderne bar. Også med ét, tænkte hun tilbage på navne som de fik uddelt. Hun kunne bide tungen af sig selv, men hun holdte den for engang skyld vedlige. Hun kunne brokke sig så meget hun lystede, når de var færdige med deres mission. Tess fulgte efter Bluebird, som var han hendes kommende mand. Hun lod ham føre samtalen, bestille drinksene og al det der hørte med. denne aften var den mest kvindeundertrykte hun nogensinde var blevet udsat for.

”Tak” sagde hun og gav slip på Olivers hånd for at tage imod sit glas. Tess stod lidt i baggrunden, da Oliver begyndte at snakke til bartenderen. Hun nippede til sit glas og kunne med ét mærke en person prikke hende på skulderen. Hun var ved at spille sin drink udover sig, men hun var evig taknemlig for sin umenneskelige gode balance med glas. ”Frøken?” hørte hun en lille stemme kante sig frem. Tess vendte sig om imod personen og så, at det var herren, der havde budt dem velkommen. ”Deres frakke. Skal jeg tage den?” spurgte han og hun kunne se en ældre herre ved døren, der så sur ud. Manden, der havde budt dem velkommen havde åbenbart glemt at tage imod hendes frakke, formodede hun. ”Åh ja. Tak skal De have!” sagde hun og lagede glasset ved siden af Oliver og tog sin frakke af. De nøgne arme kom tydeligt til syne og hun følte sig fri på mange punkter. Manden gav hende et nummer og nikkede ydmygende og gik sin vej. Tess smilede for sig selv og lagede sit nummer i sin pung. Hun vendte sig tilbage til Oliver og havde ikke lige fulgt med i samtalen. Hun lænede sig ind over ham og smilede varmt til bartenderen som ellers ikke så helt fornøjet ud.
Hun klappede Oliver på skuldrene og satte sig ned på barstolen med de lange ben over kors.
Hvad der end kom til at ske i aften, så vil det være en oplevelse. Plus, hun havde på fornemmelsen af, at Oliver var en tæt ven af Black Swan. Måske kunne hun senere på dagen fiske nogle informationer fra ham. Men nu måtte tiden jo viser sig, det kunne godt være de begge havde en maske på, som senere hen vil blive smidt og ingen af dem ville kunne lide, hvad de så. Who knows?

af **Gordon** Søn 15 Jun 2014 - 22:32

Bartenderen synes en smule skræmt ved hans ord. Skræmt nok til at han glemte at tage betaling for de to glas han lige havde skænket dem. Det måtte være vidt udbredt at Roberto var en del af den frygtede mafia, og ved at give sig ud som hans forretningspartner, havde Gordon åbenbart også givet sig ud som et medlem af mafiaen, men det gjorde intet. Han havde trods alt lavet lidt for mafiaen i årene efter sin ’engle opstandelse’.
Den unge man bag bardisken bakkede lidt tilbage og nikkede imens han pegede i retning af en salon i den anden ene af rummet.

Der var mere affolket derinde end i resten af lokalet, og store røde sofaer og egetræsborde husede et par velklædte mænd, som hver sad med en cubansk cigar og et glas whisky.
Gordons øjne fangede to mænd, som spillede kort ved et bord ved den bagerste væg, og et smil gled over hans læber. To fluer med ét smæk. De to mænd var der begge to. Roberto en kraftig italiensk udseende herre med et fyldigt overskæg og højst røst som skar igennem lokalet når han lo. Den anden, Salvador, var slank ældre herre. Han var glatbarberet og grå skær havde overtaget hans ellers mørke hårpragt.

Efter at have hevet Penny lidt væk fra baren nikkede han i retning af de to mænd. ”Jeg har set dem før. Det er dem vi leder efter.” Startede han ud, og ville ikke nævne mafiaen direkte da pæne damer var kendt for at have lange øre, og pæne og rige damer var der nok af i denne klub.
”Hvordan foreslår du at vi griber det an? ”Spurgte han så, og kørte en hånd igennem sit brune hår, for at holde det tilbagestrøget.
”De ligner nogen der ville være modtagelige overfor smigr og flirteri, men nok ikke fra mig.” Lo han dæmpet og spejdede derover igen. Egentlig havde han ikke meget erfaren med sådanne missioner. Han var ny i organisationen, men han vidste hvordan man omgik sig mafia mænd. De var pralende typer de fleste, og konkurrerende som bare fanden. Til en flot kvinde ville de, med lidt at drikke, nok ikke have et problem med at prale af deres erhverv. Så var det bare at få det optaget med den mikrofon, som praktisk nok også sad i sølv slipsenålen.

af **Tess** Man 16 Jun 2014 - 15:45

Tess sad med sin drink og kiggede imod gæsterne. Alle virkede til at have travlt med deres partner og ingen så lusket ud, udover hende, selvfølgelig. Hun rynkede sin næse, da hun lige pludselig fik en bitter smag i munden. Men hun nåede ikke rigtig at undersøge det nærmere, da Oliver rev hende væk. Hun stillede hurtigt glasset på bordet og smilede undskyldende til bartenderen som så helt skrækslagende ud. Tess kastede hurtigt et blik på Oliver og han begyndte at overraskende hende så småt. Måske var hans maske ved at falde af?
Hun kørte en hånd bag nakken og nikkede til hans ord. Hun lod blikket glide imod det sted han nikkede og hun blev ikke overrasket over synet. Selvfølgelig skulle de være sådan nogle halve klamme svin. Hvorfor kunne de dog ikke finde på nogen bedre mænd? Hun fik kuldegysninger og vendte tilbage til Oliver da han igen sagde noget. Hun fik for første gang øjenkontakt med ham og nu ville han kunne se hendes grålige øjne brænde inde i hans. ”Okay. Planen i første omgang er vel, at komme ind til dem. Være deres venner” hviskede hun og lagede mærke til, at der stod et par bag Oliver, som kiggede underligt på dem. Det kunne hun også forstå, da de stod midt på dansegulvet og de bare hviskede til hinanden. Hun tog stille fat i Olivers hånd og trak ham ind til sig. Øjenkontakten vil derfor brydes her. Hun nærmede sig hans øre og fortsatte så:

”Vi skal få dem til at sige alt og jeg har en lille hjælpere med” hun holdte en pause og drejede Oliver en omgang så hun kunne se over på mændene. ”Jeg kan helt klart for ham den største af dem til at snakke, men det skal være privat. Uden dig og hans partner. Så ham skal du tage dig af” hviskede hun ind til hans øre og klemte hans hånd. ”Uanset hvad, så mødes vi ved kasino bordet. Jeg har en plan derfra” hun løsrev sig fra hans øre og kiggede ham dybt inde i øjnene igen. Der kunne ske alt under missionen. Det kunne ende galt på mange måder, men det kunne fandeme også være en fordel for dem. Dog var missionen ikke bare en mission for hende, som det var for Oliver. Hun havde nogle personlige ting hun også skulle finde ud af og det var derfor, at hun gerne vil skilles fra Oliver for en stund. ”Held og lykke partner og vi skrives” det var hendes sidste ord inden hun gav slip på ham og nejede dybt. Hun sendte ham et selvsikker smil og gik forbi ham med en vrikkende røv. Det var en god ide hun havde valgt en tæt siddende kjole, tænkte hun, men hun gik imod mændene. Fokusset var dog sat på den tykke af dem. Måske havde det været en god ide, hvis hun havde hørt hans navn?

Hans høje latter kvalte hende og hun følte sig overhovedet ikke så selvsikker som hun udgav sig for. Hun rystede inderst inde og det var hendes første gang, at hun skulle nærme sig en mand, der var ligeså gammel som hendes far. Hun trak vejret dybt ind til lungerene og skød brysterne frem. Det var nu eller aldrig. Lugten af cubansk cigar skar i hendes næseborer og hun kunne se, at der ikke var sparet på whiskyen.
Hun gik forbi den kraftige mand, som hun lige fangede hed, Roberto. Hun mærkede hans latter stoppede og kiggede på hende, eller i hvert fald på hendes røv. Hun gik over til en af de røde sofaer, hvor der ikke sad nogen og bestilte en drink. Roberto’s øjne skar hende i små stykker og hun lænede sig blot tilbage i sofaen med benene over kors. Hun kiggede dog tilbage på Roberto og smilede flirtende. Han smielde stort med sine hvide tænder og rejste sig op. Hun var så skrækslagende og hun havde bare løst til at løbe væk. Sandheden var, at det havde set helt anderledes ud, hvis Roberto havde været ung og en del tyndere. Men smagen af gammel rusten søm var ikke noget hun tændte på. Langt fra.

”Være hilset” kom den dybe stemme og hun kunne fornemme, at whiskyen var ved at tage overhånd. Hun rykkede sig så han kunne sætte sig ned og hun havde den største maske på. ”Godaften” hilste hun og blinkede en ekstra gang med øjnene. Hun kunne se, at han allerede var væk i hende og kiggede utallige gange på hendes kavalergang. ”Hvad bringer dig her, helt alene?” spurgte han og lænede sig ind til hende. Hun kunne se, at hans venner sad og kiggede misundeligt på ham. Fuck hvor var de egentlig dumme. ”Ja, I smukke mænd, vel?” smilte hun og en kvinde kom med hendes drink. Kvinden kiggede underligt på hende og Tess havde løst til at bide hovedet af hende. Helt ærlig, som om det her var noget hun selv havde valgt.
Efter en længere samtale, et par drinks, havde hun helt glemt hun var skrækslagende. Det var dog ikke fordi, at hun lige pludselig indså, at Roberto var en fin herre, der var misforstået, men efter et par drinks så gik alting bare smurt. Dog vendte det hele i hende, da han spurgte om de ikke skulle gå op. Sjovt nok, så havde det været hendes plan, men alligevel blev hun overrasket og angsten kom sgu igen. Hun nikkede og han var på benene hurtig. Hun kiggede på den kraftige mand og tog sin pung. Han holdte om hende og hans svedige kropslugt ramte hende på den mest kvalende måde. Måske var det her ikke en god ide? Hvor var Gordon overhovedet?

”Sikke et stort sted” sagde hun, da de var gået op ad trapperne og ind til en fin lokale. ”Her holder vi tit møder” sagde Roberto og begyndte at tage sit jakkesæt af. Hun lagede dog ikke mærke til det, men havde travlt med at kigge rundt i lokalet. Der lå en lang sofa, der var magen til dem der lå ved salonen. Farven rød skreg det, ligesom hendes kjole. ”Møder? Hvad er du da medlem af?” spurgte hun dumt og satte sig ned. Først nu lagede hun mærke til, hvordan han havde hældt to glas vin til dem og han kun stod i en T-shirt. Roberto rakte hende glasset og satte sig ned ved siden af hende. Skægget var ikke til at tage seriøst længere. Svedpletterne på den hvide T-shirt var værd at kaste op over, men Tess holdt hovedet koldt.
”Jeg er medlem af DFM” sagde han og lagede sin hånd på sofaens ryglæn og lænede sig tættere ind til hende. Hun strammede grebet om glasset og smilede til ham. ”Den franske mafia” sagde hun og han grinede. ”Et sted for os med penge og bare genrealt til dem, der vil have fri mening og holdning til at gøre og sige det de vil” sagde han derefter og drak sin vin. Tess kiggede ækelt på ham, men det var et blik han ikke kendte til. Han lagede glasset fra sig, da han havde tømt det og begravede sin fede næse i hendes hår. ”Du dufter godt” sagde han med et slesk smil. Hun rynkede sin pande og rejste sig op. Hun hørte ham sukke. ”Fortæl mig lidt om denne her mafia. Jeg synes det lyder spændende” hun kunne se på ham, at han var blevet irriteret over hendes afvisning. Derfor satte hun sig på hans skød og slog armende rundt om hans svedige nakke. Han smilede stort og skulle til at kysse hende, men hun vendte blot kinden til. ”Fortæl mig nu om mafiaen!” sagde hun og begyndte at lave de der tøse latter.

af **Gordon** Ons 18 Jun 2014 - 12:19

Gordon følte sig urolig. Hans ene hånd trommede med jævne mellemrum på den ene side af hans lår. Så det var sådan at være i felten? Han havde lyst til at ryge, også ryge noget mere. En af de eneste vaner, som stædigt hang ved fra hans menneskeliv.
”At etablere tillid til os er en god plan.” Smilede han af hendes forslag. Var han ved at tabe sin maske? Så længe han ikke tabte den overfor de mafia gutter, så han intet problem i at opbygge tillid til personen han næsten lagde hans liv i hænderne på. Gordon var ikke god til ikke at være ærlig overfor andre, ja ikke andre som virkede til at være på den gode side af personlighedsskalaen i hvert fald.
Tæt på samme tid som hende, opdagede han de mærkelige blikke. De måtte ligne nogen som havde en diskussion midt i det hele, så han fulgte lydigt med og svingede hende en gang rundt, for at skabe en illusion om at de hele tiden havde danset. Vivaldis 4 årstider violinkoncert flød ud igennem højtalerne, og stemningen steg da den glade forårssats startede ud. De svang rundt igen, så hun havde udsigt til de to mænd.
Et sekund havde de øjenkontakt, men han brød den og så væk. Øjenkontakt var en sjov ting. Han havde svært ved den med personer han ikke kendte. Nok kunne han opsætte en facade og en mur, men han var bange for hvad folk ville se i de lyseblå øjne, hvis hans facader skrumpede ind.

At hun ville gå efter den italianske vom havde han intet problem med. Det var en god fordeling, for hun ville have størst held med ham var han sikker på. I hvert fald i en så stram kjole. Salvador Jenkens, den ældre herre med et grålige stæng i det ellers mørke hår var en anden sag, og Gordon havde på fornemmelsen at hans mindgames ville virke en del bedre her. Hvor de nok på Roberto ville prale af, så var Jenkens en del mere udspekuleret og overvejende. Lige den herre han ledte efter.
”Slå dig løs. Vi mødes ved kasinobordet om en halv time tops.” Svarede han, og hun var allerede smuttet. Han stod lidt småforvirret tilbage. En handlingens pige måtte man sige. Det var næsten gået så stærkt, at han følte han var snurret rundt flere gange end de to han egentlig havde.

Først ville han lade hende sætte gang i sin plan. Imens fik han fundet sin drink, og bundet den. Det burde holde hæmningerne nede. En ældre dame havde set hans alkohol indtag og så forarget på ham. Han smilede høfligt til hende og bevægede sig imod den del af klubben, som ’Penny’ havde indtaget.
Det så ud som at gå som smurt. Hun havde allerede fået lokket Roberto væk fra bordet og over i den anden ende. Så nu sad den anden mand og så lettere irritabel ud med sin cognac og cigar.
Gordon fik bestilt en drink mere og sundede sig et øjeblik, før han lidt vaklende og påtaget beruset vandrede over imod bordet med enlige mand.
”Salvador! Gamle dreng! Lang tid siden!” Udbrød han da han kom tæt nok på, og dumpede ned i stolen hvor Roberto før havde siddet. Manden så både mistroisk og forvirret på ham. De havde aldrig mødtes og Gordon kendte kun hans ansigt igennem lidt research på nettet.
”Sig ikke du ikke kan huske mig! Vi var forretningspartnere! Eller ja, du var partnere med min far.” Fortsatte han med at lyve og lo falsk. Hans hoved gennemsøgte de navne han kunne huske at have læst om, og prøvede at fiske et navn fra at andet højtstående medlem af mafiaen op. Han synes at kunne huske en anden ældre herre, også måtte han håbe de to havde lavet et eller andet sammen. ”Christoph Julian er min far.” Løj Gordon videre og håbede at virke bare nogenlunde troværdig. Han håbede den påtagede rus ville få Salvador til at se igennem fingre med småfejl i udstrålingen.
Et øjeblik sad hjertet helt oppe i halsen da den ældre mand ikke sagde noget. Havde han ikke haft noget at gøre med denne Christoph var hans plan i jorden. Efter t par sekunder lyste han dog næsten op og lo hæst. ”Argh gamle ven! ”Sagde han så med en tør russisk accent og tilbød en cubansk cigar, som Gordon med glæde tog imod og stak i munden for at lade den anden mand tænde den med en guldbelagt lighter.
Tobakken i cigaren var en del stærkere end han var van til, men heldigvis vidste han at man ikke skulle inhalere cigarrøg, og fremstod ganske van til den stærke tobak.

Han småsnakkede lidt med manden, og famlede mest i blinde. Han anede ikke hvad de snakkede om, men heldigvis var Salvador snaksaglig og snakkede om sin formue og damer. Desværre var han klogere ned direkte at nævne mafiaen og de ulovligheder der stod på. I stedet refererede han til hans indtjening som ’sine investeringer’ og det ville ingen steder putte ham bag tremmer.
Efter ca tyve minutter med at opbygge troværdighed var halvdelen af den cubanske cigar væk, og Gordon tog en chance. ”Fortæl mig Salvador – hvordan gik det egentlig med din og min fars planer?” han håbede på detaljer, og han håbede at de to glas cognac han havde fået i manden ville give pote, men i stedet mumlede han bare ”Fint fint” og skoddede sin egen cigar. Gordon så på sit ur. 10 minutter til den halve time var gået. Han så sig omkring efter sin partner, men hende og Roberto var pist væk og det var bekymrende.

af **Tess** Ons 18 Jun 2014 - 20:32

Han holdte om hendes talje, da hun havde sat sig på ham. Han kiggede ned på hendes kavalergang og hun havde svært ved at kontrollere sine tanker. Han var et gammelt svin, som snart vil blive fundet i badekaret. Druknet i sit eget lort. Hun nænnede ikke at pisse på missionen, så hun holdt hovedet koldt.

”Hvad er der at sige?” brummede han og strammede grebet om hende. Hun begyndte langsomt at trække sine hænder væk fra ham. ”Det går af lort til. Andrija har sgu ikke styr på sine mænd” han grinede og lænede sig tilbage. Det betød for hende, at hun igen kunne trække vejret. ”Hvad har han gjort?” sprugte hun med en lille stemme og bed sig uskyldigt på underlæben. Hun skulle passe på med ikke at virke al for clichéagtigt. Men det gamle gris tændte sikkert på det.

Han fnøs og begyndte at lege med hendes korte hår. Han svarede ikke i lang tid og hun var ved at tvivle på, om han overhoved havde hørt hende. Men så svarede han: ”Det mere det han IKKE gøre” sagde Roberto og hans finger var nu landet på hendes kind. Tess tog ikke helt af hans berøring for hendes hoved kørte rundt med tanker. ”Han render med den der trunte hele tiden” fortsatte han, ”man ser sgu ikke så meget til ham”

Trunte? Hvem var lederen af Den franske mafia sammen med? Det var måske ikke en relevant tanke, men det overraskede hende, at der overhoved var nogen, der gad være sammen med sådan en tyran. Tess burde lave flere lektier angående de her emner. Hun anede ikke det store om Den franske mafia.
”Men..” mere nåede hun ikke at sige, da Robertos kæmpe læber og skæg ramte hendes læber. Tess spærrede øjnene op og dernæst sprang op, som var hun en kat, der blev trukket i halen. Roberto blev overrasket og med den fede øl mave han havde, rejste han sig hurtigt op og så forvirret ned på Tess, der knap kunne bevæge sig i den stramme kjole. Nu kunne hun sgu ikke tage det mere. Hun havde sgu kysset en, der var ældre end hendes far!

Tess smilede akavet og begyndte så at kravle væk. Jep, KRAVLE væk. Hun var på vej imod døren, da Roberto lige pludselig stod foran hende. Hun rejste sig op og hun kunne se, hvor forpustet han var blevet. ”Hvem er du?” spurgte han så og nu så han ikke så flink ud, som han tideligere havde gjort. Tess’ hjerte begyndte at flyve afsted og hun troede for et kort sekund, at hun skulle dø. Tænk Tess, tænk Tess. ”Hvem er du?!” råbte han så og hun spjættede i kroppen over hans dybe og høje stemme. Hun stirrede bare på ham og han begyndte at gå imod hende, så hun var nødsagelig til at gå baglæns. Hun stødte lige pludselig imod bordet og hørte hvordan glasset hun havde drukket af gik i stykke. Lidt ligesom hendes værdighed.. I tusinder af stykke..
Uden at tænke yderligere på konsekvenserne tog hun fat i det ødelagte glas og svingede det lige i hovedet på ham. Han skreg og hun lagede mærke til, at han havde fået noget glas i øjet. Blodet pillede ud og hun havde ikke tid til at føle sig skyldig. Hendes sko røg af hende og hun havde ikke tid til at samle dem op. Hvad havde hun overhoved tid til? Hendes liv sluttede måske efter denne aften.

”Fuck” mumlede hun, da hun hørte nogen på gangen, da hun løb ud. Nogle kvinder så underligt på hende og begyndte at hviske om hende. Hun kunne ikke være mere end lige glad. Hun havde kun en tange og det var Oliver.. Bluebird.. hendes partner for fanden!

En kvinde skreg, da hun så Roberto, Roberto skreg efter Tess og Tess skreg for sit liv. Hun løb skoløst ned ad trapperne. Det gik hurtigere end forventet og hun følte med ét, at hun havde vinger. Mange væsner kiggede på hende og hun prøvede at spejle efter Bluebird. Hendes hjerte bankede da hun så sin partner på mødestedet. Hun kom til at smile af lettelse. ”Oli! I am out!” råbte hun over musikken og kunne høre folk råbe bag hende. Hun kunne ikke vente på Bluebird, så hun løb ud af indgangen og rendte så ind i en gyde, hvor de ikke havde muligheden for at finde hende. Thank you God. Og fuck fede Doriten Roberto.

Tess lå på asfalten med hænderne over hovedet. Hun havde løst til at græde, men i stedet grinede hun af lettelse. Hun satte sig op og fjernede håret fra øjnene. Nu var hun tilbage til sit gamle jeg. Hun fandt sin mobil frem og skrev så til sin partner:

Bluebird,
Nu er det sgu din tur til at finde mig.
Penny.

af **Gordon** Ons 18 Jun 2014 - 23:46

Efter godt 10 minutter mere med at famle i blinde i sin samtale med den ny meget fornøjede mafia herre, kiggede Gordon på sit ur igen. Det var tid til at mødes ved billard bordet, og lige tids nok at han havde fået Salvador til at love at fortælle en hemmelighed, hvis han kunne slå ham i poker.
Derfor havde han også slæbt fyren over til billard bordet. I den påskyndelse at han skulle møde nogen. Der gik ét minut, så to, og Jenkens begyndte at blive utålmodig. Hans berusede hjerne kiggede sig lidt irritabelt omkring, og Gordon måtte berolige ham med at det ikke kunne vare længe nu.
Lige som han sagde det strøg en velkendt kvindelig skikkelse hurtigt forbi, og forvirrede kiggede han efter hende. Hun så ham, men fortsatte.
Han så på Salvador igen og åbnede munden imens han pegede i retning af hvor ’Penny’, var forsvundet hen, så lukkede han munden og kiggede i den retning, før han forsøgte igen. ”Vil du undskylde mig? Det var min ledsager. Hun så lidt oprørt ud.” Sagde han så, og uden at vente på svar satte i retning af indgangen. Bag ham kunne han høre Jenkens mumle noget med at en hver gentleman satte kvinder før sig selv.

En besked bippede ind på hans telefon, og den var hurtigt oppe af lommen. Lidt irriteret rynkede han brynene og kiggede imod Salvador, som var begyndt at chatte med et par yngre damer. Dette satte virkelig missionen i jepardy.

”Gemmeleg er ikke svært, når den der gemmer sig har en telefon som kan spores.
- Bluebird”

Svarede han, og slog sin GPS til, hvor han allerede havde pejlet den ind på hendes telefon. Det gav nogle gange pote at være en dygtig hacker, men oftest drev det bare folk til vanvid.

Ude i den kølige natteluft igen, stoppede han op. Den kvælende varme fra klubben lå bag ham, og for første gang mærkede han hvor varmt han havde det. Den ældre herre havde haft en intimiderende aura, som næsten slyngede ham rundt i lokalet. Det var ikke helt forkert at sige, at han havde været en smule bange for ham.

”Hey.. Er du okay?” Lød det da han drejede ned af gyden hvor telefonen afgav hende for at være. Som forventet var hun der, men han blev overrasket over at hun tilsyneladende lo. Skulle han være lettet eller irriteret? Deres mission var ved at hænge i en tynd tråd, men den kunne stadig reddes.
”Du har ingen sko på. Hvad skete der med Roberto?” Fortsatte han og knælede ned ved siden af hende. Engleinstinkterne gjorde ham mere tilbøjelig til at trøste andre, men han var ikke sikker på at hun behøvede det. Om ikke andet ville engle auraen vel virke beroligende.
Efter nogle sekunder uden at sige noget, trak han sine mørkegrå jakke af og rakte den til hende. Han havde det mere end rigeligt varmt, men han kunne forestille sig at kjolen ikke ligefrem udbad isolering imod kulden.
”Vi kan stadig nå at få noget ud af Salvador og få noget ud af missionen. Et kortspil, så tror jeg at jeg har noget.” Han kastede blikket retning af klubben. Det stressede ham en smule. Manden kunne vade ud og ind i sin bil hvert øjeblik. Så sukkede han opgivende.

”Men hvis du er færdig for i aften, er det også okay.”

af **Tess** Fre 20 Jun 2014 - 23:32

Hun følte ikke, at hun havde siddet ret lang tid, da hendes mobil lavede en lille lyd. Hun tog den op og kiggede på displayet. Hun låste mobilen op og grinede stille. Bluebird fyren var sgu noget for sig selv. Hun kunne ikke nå at svare på beskeden, for så stod han pludselig foran hende. Hun kiggede op på ham og måtte sikkert se underlig ud i hans øjne. ”Hænger bare ud du ved” sagde hun og slog ned på den kolde asfalt. Man kunne se på hende, at det ikke var helt rigtigt. Hendes hjerte bankede stadigvæk, men hun havde i sit hoved, at hun ikke gad tabe ansigt overfor Bluebird, i hvert fald ikke endnu. Men igen, det blev lidt svært, da han knælede ned til hende og hun kunne se inde i hans øjne.

De beroligede hende så meget, at hun næsten blev i tvivl om, hvad hun var bange for. Hun sad bare og kiggede på ham. I virkeligheden nød hun, den beroligende aura han havde. Hvad var det overhovedet? Hun blev slået ud af sine tanker, da han lagede sin mørkegrå jakke over hendes nøgne skuldrer. Hun smilede og holdte roligt om jakken. Hun trak vejret dybt ind til lungerene og mens hun gjord det, kunne man fornemme en lille rusten gennem hendes krop, som om hun havde grædt i flere dage.

”Jeg kan ikke gå tilbage derinde. Ikke hvis Roberto ser mig. Jeg har voldt ham problemer og skader, jeg tror ikke lige han glemmer mit ansigt” smilede hun og kiggede imod indgangen. ”Men du kan Bluebird” sagde hun og rejste sig op. Det snorede i hendes ben og hun skulle lige prøve at holde balancen. ”Og jeg tror, at jeg har fået det jeg skulle bruge. Jeg har selv en del, som skal arbejdes på, men der er nogle veje, der er rettet til nu. Med andre ord, så er der noget, som er gået op for mig nu” hun kiggede igen imod indgange. ”Men det er langt fra slut” sagde hun stille, mens øjnene var rettet imod indgangen. Hun lukkede kort øjnene og kiggede så endeligt på Bluebird. ”Gå ind, spil og vind nogle informationer. Jeg venter her” nikkede hun, bare for at fortælle ham, at det var i orden. Hun vidste ellers ikke hvad de skulle gøre. Mission skulle ikke dø på grund af hende.

”Og Bluebird?” hun havde vendt sig fra ham, for at gå, men vendte fronten imod ham igen. ”Vi tager hjem til mig senere. Jeg har noget jeg skal vise dig som kan føre os meget langt i denne her mission” hun holdte om jakken da hun vendte sig om, men det var egentlig ikke få at gå væk fra ham, men for at sætte sig på en stor sten. Hun satte sig da også ned på stenen med nøgne og hun omfavnede jakken som var det hendes elskede. Hun frøs egentlig ikke så meget igen, men det var som om, den beroligende følelse hang på jakken.

af **Gordon** Søn 22 Jun 2014 - 17:00

*Hænger bare ud* havde hans evne ikke vibreret og afsløret at det var løgn, var han nok blevet gal på hende. Hele missionen var sat over styr. En so far spildt aften. At dømme ud fra situationen, var det ikke gået stille for sig. Selvom hendes kjole var mørkerød, var der alligevel næsten usynlige blodstæng over den, og ud fra hendes manglende skrammer, måtte det stamme fra Roberta. Han håbede da ved gud hun ikke havde slået ham ihjel. Det var ikke ligefrem en diskret måde at gøre tingene. Hun gjorde åbenbart ikke tingene på samme måde som han gjorde. Diskret og ubemærket. Først når optagede samtaler om mafiaen blev bragt frem som bevismateriale i retten, ville den anklagede vide hvem der havde forrådt ham. Eller når Gordon sendte ham et første klasses smil fra anklagebænken.

”Jeg er virkelig ikke vild med din måde at gøre dette på” Sukkede han uden nogen ond mening bag det. Det havde bare været en fordel at have en køn kvinde til at forføre Jenkens under et spil poker. Det ville distrahere ham, og gøre det nemmere for Gordon at snyde, men nu? Nu måtte han gøre det på den gode gamle besværlige måde. Nu måtte han bare vinde.
Han lyttede til hvad hun sagde, men det var kryptiske ord. Hun gav ham nok informationer, til at afsløre at der var noget med hende og mafiaen, men ikke hvad det var. Ligesom at læse prologen på en bog, uden at måtte læse resten.
”Denne mission var for at få noget på mafia gutterne, og få dem ind bag tremmer. Havde du en personlig mission burde du have informeret mig om den, så vi kunne have undgået det her.” Svarede han skarpt. Hun sagde hun havde skadet Roberto, så var han ude af deres kikkert lige nu. Gik de efter ham, ville han kunne fremstille anklager om mordforsøg og personlig skade.

Han rejste sig op med et nik. Hun kunne bande på at han nok skulle få nogle informationer, om det så var det sidste han gjorde. Ikke mange kunne se det ud fra hans ydre, men Gordon var en dårlig taber. En meget dårlig taber. Men det var ikke en så stor ulempe, når man næsten altid fik hvad man ville have.
Som han begyndte at gå imod klubben sagde hun noget igen, og han drejede rundt på hælen. Noget om missionen. Hvorfor ikke sige det nu? Han ville have spurgt, men uret tikkede og Salvador ville ikke vente for evigt. Det irriterede ham, men han måtte indrømme at han var nysgerrig. Hjemmebesøg var dog ikke hans terræn, og selvom det var for missionen, så havde han sat en ære i ikke at tage med fremmede piger hjem, siden han blev engel.
”Jeg har en lang dag i morgen, og ikke meget tid. Mød mig på café Humlechock et par gader væk, så kan vi tage den der inden vi splitter op.” Kaldte han efter hende med et vink. Lige havde den sætning heldigvis ikke behov for at blive visket. Ingen ville kunne se den som noget mistænkeligt.

Inde i klubben igen fandt han den ældre herre ved et bord sammen med 2 lidt yngre herre, som han ikke kendte. De var allerede i gang med et spil poker, og han satte sig ned. ”Hvad siger i, tager vi lige en opvarmningsrunde, inden det for alvor går læs med de høje gevinster?” Smilede han høfligt og mændene nikkede fornøjede.
Spillet var mest om penge, men som han havde aftalt med den ældre herre overfor, så kunne der komme informationer på bordet senere hen. Der gik dog en time og flere spil, som Gordon havde brugt på at tælle kort, for at sikre at alle spillekort var med, og ingen snyd var involveret, inden Salvador synes at være fuld og sikker nok til at ligge noget værdigfuldt på bordet. De sidste par spil havde Gordon tabt fælt, og sad nu kun med en håndfuld småpenge tilbage på bordet foran ham. Mændene omkring havde leet af hans elendige færdigheder inden for kortspil, men hvad var det man sagde. Den der lo sidst lo bedst?

Kortene var igen givet ud, og næsten med det samme efter at Salvador havde raiset med et par hundrede dollars, havde de andre to meldt ud af runden. De vidste at stoppe når legen var god. Gordon derimod lagde det sidste han havde ind, og selvom det ikke var nok til at matche de par hundrede som lå på bordet, så var det faktum at han gik all in, nok til at lade ham spille runden ud.
”Modigt..” Strøg den russiske accent fra Salvador ud over bordet, imens han skubbede sin egen stak med sedler ud. Han ville lege. Selvom han ikke behøvede at gå all in, så gjorde han det. Der så ud til at være mange hundredetusind på bordet, og hvis Gordon tabte, ville hans Alias Oliver, være i megen spillegæld.
Gordon smilede dog roligt, og manden fortsatte.
”Jeg elsker hemmeligheder, og jeg står ved mit ord. Vinder du denne omgang, får de detaljer fra min opgave med din far. Hvis ikke, skylder du de penge på bordet, og en hemmelighed fra din side. Ja?” Lød det overordentligt selvsikkert fra Hr. Salvador Jenkens, som kærligt strøg en hånd over sine kort.
”Du har dig en aftale.” Blev der roligt svaret, og selvom de sidste par spil havde fremvist Gordon som en meget dårlig pokerspiller, som satsede for meget, så var det egentlig et dække. At tælle kort tog sig godt ud, for han kunne efter så mange spil næsten sige hvad manden havde på hånden.
På bordet lå 3 kort, og det var tid til at vende for at afsløre hvem der sad ved de 2 kort, som matchede de 3 på bordet bedst. Hjerter 10, konge og dame lå på bordet, og Gordon havde været umådeligt heldig.
Jenkens lo højt og klaskede efter et øjebliks intens tavshed sine kort ned på bordet med billedet op. Hjerter 5 og 7. ”Flush!” Råbte han og foldede tilfredst armene overkors.

Gordons blå øjne kiggede på ham og ned på kortene, så smilede han igen. ”Salvador.. Det kan du gøre bedre..” beklagede han sig og lagde sin hjerter knægt og es ned. ”Straight flush” smilede han triumferende, og samlede foran en måbende Salvador Jenkens pengene på bordet foran ham ind. Det ville blive et godt bidrag til at få startet hans advokatfirma op. Og i firmaets ånd og det hele! At tage fra de rige og kriminelle.
Havde de ikke været på et offentligt sted, ville han være bange for at få en pistol stukket i hovedet, men han vidste at det ikke ville ske her. I stedet ville den ældre man opsøge sin nye ven Oliver om et par dage og likvidere ham for at få pengene igen. Desværre eksisterede Oliver ikke, og det ville han først finde ud af når Gordon var over alle bjerge.
Som del af aftalen begyndte manden at fortælle om sine mafia operationer, og selvom han gjorde det distræt, så ingen andre ville høre det, så opfangede chippen i slipsenålen hvert et ord. Som at stjæle slik fra et barn.

Gordon ville takke og hurtigt fordufte fra klubben. Desuden så det ikke ud til at den ufornøjede ældre mand ville se på ham mere, så i stedet satte han i retning af caféen han havde givet Penny, og som han åbnede døren til den, ville han håbe at kunne se hende sidde derinde.

af **Tess** Fre 8 Aug 2014 - 23:42

Floden strømmede så lystigt i hovedet på hende. Det var lige før hun intet kunne høre. Men hvad skulle hun også høre? Stemmerne, der skrev i hendes hoved eller den stille vind, der susede rundt omkring hende? Hun kunne mærke, at den positive energi var forsvundet efter Bluebirds ord; ”Personlig mission”. Kunne det virkelig ses så tydeligt? Hun kunne virkelig ikke fordøje mafiaen lige nu og hun plejede ellers at være meget professionel omkring de her missioner. Men åbenbart ikke i dag. Hun var også meget skeptisk over for den måde Bluebird snakkede til hende på. Han virkede så nedladende og altvidende. Måske talte trætheden lige nu, men hun var skam ikke lige i det bedste humør. Det sidste hun havde brug for var en knægt, der fortalte hende, at hun ikke gjord sit job ordentligt. Men alligevel var der noget over Bluebird som fik hende til at synes godt om ham. Noget ubevidst.

Efter noget tid på den kolde sten, rejste hun sig op og travede med nøgne ben imod den café Bluebird havde henvist hende til. Hun havde armene over hans mørkegrå jakke og følte sig latterligt beskyttet. Hun smilede skævt for sig selv og før hun vidste af det, stod hun foran en café med store blokbogstaver. ”Café Humlechok” hviskede hun til sig selv. Hun blev overrasket over, at caféen stadigvæk var åben. Den lille klokkelyd fór igennem den tomme café, da hun åbnede døren. Hendes nøgne ben fik straks gåsehud over den hurtige temperatur skift. Duften af kaffe og fløde snorede sig omkring hendes lille næse. Hun tog stille og roligt Bluebirds jakke af og holdte den i vestre hånd, mens hun gik over til et bord. Manden bag disken to mistroisk på den røde, elegante kjole og de nøgne ben. Men hun havde ignoreret det. Selvfølgelig vil man løfte et øjenbryn. Hun lignede da også noget katten havde slæbt med ind, hun følte sig sgu heller ikke alt for frisk. Nu ventede hun bare på den unge mand ved navnet ’Bluebird’. Hvordan mon det går?

Tankerne og tiden var fløjet afsted. Manden bag disken havde været over ved hende og tilbudt hende kaffe over tre gange nu. Hun havde også siddet i caféen i et stykke tid nu så det vil ikke have overrasket hende, hvis han havde bedt hende om at forlade stedet. Men heldigvis lød den lille klokke fra døren og hun havde aldrig troet, at hun vil blive så glad for at se Bluebird. Hun rejste sig hurtigt op, tog hans jakke over skulderen og gik over til hans søgende blik.
”
Hej” sagde hun roligt og nikkede imod døren. ”Lad os gå, jeg tror jeg vil besvime, hvis jeg sad herinde et minut længere”

Da de kom ud, mærkede hun hvordan mørket havde lagt sig over den lille by. Hun havde mistet tidsansen og hun var allerede godt i gang med at fucke med sit døgnsystem. Hun kiggede på den tomme vej, men hun trak vejret roligt. ”Hvordan gik det så?” spurgte hun og kiggede for første gang på Bluebird siden de kom ud. ”Fik du lagt alle kortene på bordet?” et smil vil kunne ses på de trætte læber.

af **Gordon** Ons 13 Aug 2014 - 18:29

En lille klokke kimede igennem caféen, da han efter en gåtur fra klubben nåede ind på den lille café. Han havde fået hvad han ville have fra Jenkens, og smilet var stort, da døren blev lukket bag ham.
Det så ikke ud som om at ’Penny’ ville spille tiden, eller blive hængene, så han besluttede at en kaffe to go var bedste mulighed. ”Kan du lide kaffe?” Blev det første han sagde bare. Sagde hun ja, ville han købe en kop til dem begge, som de kunne tage med. I den lille hverdagscafé følte han sig underligt malplaceret i det fine habit.

Ude i kulden igen, rakte han hende den ene varme kop, og foldede selv begge hænder om den anden. Den beskyttede hans fingre imod aftenkulden, som han ellers godt kunne lide.
”Hey.. Undskyld, hvis jeg virkede en smule irriteret før” Måtte han efter nogle sekunder opgive at holde tilbage. Han havde det utrolig dårligt med at såre andre, og selvom hun nok havde været ret ligeglad, så var det nok bare engle natur. På den anden side, så holdt han ved at det havde været uansvarligt ikke at indvige ham i planen, og det følte han ikke der var noget arrogant eller bedrevidende i.
”Men jeg håber du forstår min bekymring. Du kunne have slået os begge ihjel, hvis Roberto havde sladret. Hvis vi skal lege partnere, så vil jeg også have en jeg tør lægge mit liv i hænderne på.” fortsatte han og så på hende med de klare blå øjne. ”Så skal vi ikke lave den aftale, at hvis der kommer en næste mission, så er vi ærlige overfor hinanden?” Et smil spillede på hans læber da han sagde det. Intet havde været ondt ment, men han var seriøs omkring dette job, og han havde ikke lyst til at dø i den nærmeste fremtid.

”Kortene på bordet, ja det må man sige. Han er toast” Lo Gordon, og viftede med slipsenålen, som indeholdt en mikrofon.

”Så, hvad var det nu du skulle fortælle?” Hoppede han lige til sagen, og hev en cigaret frem for lommen, og stak den i munden, for at han kunne bruge den samme hånd til lighteren. I den anden var stadig kaffen, som endnu var for varm til at drikke.

af **Tess** Tors 14 Aug 2014 - 20:41

Hun havde takket ja til kaffen, selvom hendes øjne var rettet imod døren. Hun længdes så meget efter noget andet tøj og sko. Hun havde jo intet på fødderne og det følte ubehageligt at rende halvnøgen rundt i Terres mørke gader. Hun tog rundt om den varme kaffe kop og lukkede øjnene da det varme væske omfavnede hende kolde krop. Hårene på hendes arme rejste sig af ren nydelse. Hun smilede stille og fremtvang et ”Tak” med en hæs stemme. Hun kørte det halv lange hår bag øret og lod de varme øjne, som havde en brunelige skær kigge på himlen. Hun havde fået hans læderjakke på og den dækkede det meste af hendes nøgne krop, hendes lange ben måtte desværre lide lidt endnu.
Mens hun havde travlt med at suge det varme væske i sig, begyndte Bluebird at snakke. Hun var sjovt nok i bedre humør lige pludselig og hans lille sørgmodige undskyldning fik hendes læber til at trække sig lidt mere op. ”Du skal sgu ikke undskylde gamle ven. Jeg ved hvad du mener” sagde hun og trak vejret dybt ind til lungerne. Hendes øjne så ikke længere så trætte ud og hun kiggede forsat imod himlen. Hun smilede stadigvæk, mens den varme kop var presset tæt ind til hendes krop. ”Det er en aftale” sagde hun som afslutning på emnet. Selvfølgelig skulle deres mission ikke ende sådan. Det havde hun ikke i sindet.

”Hold op!” hun havde smidt kaffen væk, da hun ligesom havde drukket det hele. Skoldede sin tunge et par gange, men det var sgu det værd. Hun havde både været tørstig og hun takkede aldrig nej til kaffe. Nu havde hendes hænder gemt sig i læderjakkens indre lommer og så ikke rigtig ud til at komme ud igen. Hun bøjede let ryggen og grinede stille. Øjnene var rettet imod slipsenålen med det største smil hun nu kunne komme frem til. Intet af det her var falskt, skulle det lige tilføjes. Som sagt, hun var tilbage til sit rette element. "Sådan skal det lyde.."

Hans næste spørgsmål fløj ud og hun nikkede lidt mere alvorligt. ”Åh det.. ja.” sagde hun mens han fandt sin smøg frem. ”Du vil aldrig, aldrig nogensinde gætte hvad jeg har fundet frem til” sagde hun og højre hånd fandt alligevel ud fra læderjakkens indre lomme. Den kørte over hendes hår og det afslørede de varme øjne se tænkende ud. Hånden forblev begravet i håret og hun kunne nu skimme sin lejlighed ikke ret langt fra hvor de selv gik. ”Men jeg kan ikke forklare dig det, jeg bliver simpelthen nødt at vise dig det” sluttede hun af med og sendte ham et skævt smil. Hun nikkede imod nogle høje lejlighedskomplekser som tegn til, at de snart var hjemme. Eller rettere sagt, hun snart var hjemme..

Der var cirka gået 1-2 minutter og de stod nu foran døren til hendes lejlighed. Hun rystede af glæde, for hun kunne allerede mærke det bløde gulv under hendes fødder. Hun fandt sine nøgler under dørmåtten, da hun ikke rigtig havde taget andet med end sin mobil. Hun åbnede døren og en pjusket kat gik stille forbi dem. Hendes kat skænkede hende ikke engang et eneste blik. Sådan havde den sgu altid været, men hun nænnede ikke at skaffe sig med den. Den havde været i hendes liv i al for lang tid. ”Velkommen til min ydmygende lille lejlighed” sagde hun, mens hun tændte lyset. Nu ville han kunne se hendes lejlighed som alligevel ikke var så lille. Lejligheden vil overraskende have stil over sig. Ligeså snart de kom ind, ville de stå midt på gangen. Der var en lang gulvtæppe, der førte ind til stuen. I stuen lå der to store brune lædersofaer overfor hinanden. Bag ved en af sofaerne lå det hvide køkken og imellem dem var der et stort egetræbord med en enkel vase med en vinrød plastik blomst. Ellers var der pyntet med dyrfigur og naturbilleder i lejligheden. Desuden vil duften af skov møde deres næsebor og hun kunne allerede mærke, hvordan det beroligede hende. Det vil faktisk berolige et hvert væsen. Hun havde lært tricket af en spåkone engang. De væsner, der ikke følte ro af duften... jamen det var så mørkets kræfter.. uuuh.

Hun tog Bluebirds læderjakke af og hængte den på stumtjeneren. Hun skulle ikke rigtig have sine sko af, da hun ligesom ikke havde noget på. Så i stedet kastede hun nøglebundet på entré bordet og forsatte ind i stuen. Bag ved en af sofaerne lå en fladskærms tv, den var i en lidt speciel tilstand. Den var nemlig på dvale mode og her viste den et billede af en bevægende pejs, som var det en rigtig pejs.

”Bare sæt dig ned, Bluebird. Jeg skal lige finde sagerne frem!” råbte hun ind fra sit værelse af. Ligeså snart hendes værelse dør lukkede bag hende smed hun den stramme kjole af. Hun lukkede øjnene af ren nydelse, da den stramme kjole virkelig havde irriteret hende. Hun rendte rundt i sit undertøj over mod sit store skab. Her fandt hun en løs sort skovmandsskjorte, som hun tog over hendes undertrøje, og nogle knælange hvide bukser. Nu så hun mere casual og realxed ud. Håret blev bundet i en sjusket knold og hun følte sig mere selvsikkert nu. De nøgne ben betrådte det bløde sorte tæppe i hendes værelse på vej ud af døren. Hun fornemmede Bluebird i stuen og gik selv over til en kommode og fandt en tyk grøn mappe frem. På den grønne mappe var der en rød krys på og nedenunder den røde kryds stod der ’taberne i marøven’. Hendes måde at, sige ’mafiaernes medlemmer er nogle røvhuller’ på. Mens hun holdt mappen tæt ind til kroppen, gik hun lige forbi stuen og ind i køkkenet. Her fandt hun to kolde dåse colaer og lagede dem på mappen. Hun gik ind til Bluebird og rakte ham en af colaerne og den anden lagede hun på bordet. Hun satte sig på den modsatte side af den sofa han sad på, i skrædderstilling. De nu ikke særlige brune øjne kiggede på ham og hun lagde den tykke mappe på sit skød. Hun lagede sin hvide hånd på den og kiggede intens på mappen. ”Her er hvad jeg opsamlet om mafiaen efter jeg stødte ind i Hr. Keefer” sagde hun og gøs ved hans navn. Hun slog op på den første side. Her var der et billede af en mand og nedenunder stod der små noter om personen. ”Jeg mangler naturligvis diverse ting og jeg har ingen anelse om Andrija Luzar, men jeg kan sgu ikke lide den mand” sagde hun og rynkede over ansigtet på det første billede. Det var nemlig Hr. Luzar, der kiggede smilende tilbage på hende. Hun havde faktisk ikke gjort særlig meget ud af, at samle informationer af selve bidronningen, men derimod arbejdsbierne. Og dem var hun mest interesseret i.

”Jeg fandt dog frem til en ting. Den røde tråd i det her mafia ballade..” sagde hun efter en lang kunstpause. Hun kiggede på Bluebird og rynkede med et sin pande. ”For resten.. hvad hedder du?”

”…” What da fuck, Tess?
, hviskede hendes hjerne.

af **Gordon** Fre 15 Aug 2014 - 12:37

Taknemmelig for at hun forstod, hvad han havde ment, nikkede han, og tog noget af den varme kaffe. Han kunne mærke den varme væske bevæge sig ned igennem hans hals og lavede en lille grimasse, da det brændte en smule. ”Great ” Svarede han så bare, og begyndte at gå i den retning, som han regnede med han skulle hen for at finde sin bil.
Slipsenålen blev sat fast igen, så han ikke tabte den. Det havde taget noget tid, men svært havde det ikke været at få oplysninger ud af den pralende Salvador Jenkens. Det var bare at være en god nok menneskekender, til at vide hvordan man lokkede oplysningerne ud.

Cigaretten fandt vej til hans læber og fra dem igen et par igen. Den søde nikotin dulmede nerver og sind, og sendte grålige røg spiraler op imod himlen.
”Hvad er det så?” Gentog han lidt utålmodigt. Han havde jo ingen mulighed for at gætte det.
Længere fremme kunne han skimte den sorte bil, og ville til at stoppe op for at høre resten, inden han kørte hjem. Ja det var lige indtil at hun mente at det blev nød til at blive vist.
Lidt tøvende fulgte han dog alligevel med, drevet af nysgerrigheden ved hendes ord. Kunne det virkelig være så specielt? Han kendte meget til mafiaen i forvejen, men ikke til de ting der lå helt inde i gemmerne. Mafiaen var god til at holde deres kort tæt ind til kroppen, og det var sjældent man kunne få den store sammenhæng ud af dem.

Så han endte alligevel med at trippe lidt rastløs rundt foran hendes dør, imens hun fandt nøglen frem. En pjusket kat gled ud forbi dem, og han satte sig på hug for at hilse på den. Først snusede den til hans finger, men så ignorerede dem ham, og valsede videre.
Efter hun var smuttet ind, trådte han selv indenfor og lod varmen omfavne hans krop. En underlig duft af træer og græs mødte ham, hvilket virkede underligt midt inde i byen, men han kommenterede det ikke. Duften var behagelig på en måde. ”lille og lille.. Den er større end min lejlighed” Smilede han bare og tog sine sko af indenfor døren, før han ville følge efter ind i stuen.
Imens hun ville hente ’sagerne’, satte han sig ned i en stol ved siden af sofaen og ventede. Mobilen blev hevet frem, og mens hun var væk, ville Gordon sende en besked til ’Black Swan’ om hvordan det var gået. Han kaldte aldrig Millicent Black Swan, men besluttede at han nok ville gøre klogt i ikke at bruge hendes rigtige navn, hvis nu Tess skulle komme til at se hans telefon.

’Svaneprinsesse,
Missionen var fin. Vi fik oplysninger fra den ene, men den anden havde lidt hård medgang og forduftede før vi kunne få noget ud af ham. Du får historien senere. Jeg regner med at vi ses snart? – Blue’

Han sendte beskeden af sted, og få sekunder efter lød en susen, som fra et rumskib der landede, hvilket indikerede at beskeden var gået igennem, og nåede lige at lægge telefonen væk, sekundet efter hun trådte ud af værelset igen.

Han satte colaen fra sig ved siden af stolen. Han ville alligevel ikke kunne nå at drikke den inden han smuttede. ”Nej tak, jeg smutter så snart jeg har set hvad jeg skal. Lang dag i morgen du ved” Undskyldte han og trak på skulderen.
Interessen kom dog tilbage ved den grønne mappe med den lidt … specielle tekst. Han havde ikke selv mødt denne Mr. Keefer, men blot læst lidt om ham hist og her. Derfor havde han ikke så meget at sige til det. Manden der smilede op til ham fra første side, kendte han til gengæld. Hans tanker røg et øjeblik tilbage til den aften han rent faktisk havde mødt Andrija. Det havde været en … spændende aften, men ikke noget han ville gentage. Egentlig synes han at manden var ganske kløgtig og effektiv, selvom de havde helt forskellige moralske kodekser. Det var af mere personlige årsager, at de to ikke brød sig om hinanden.
”Jeg kender ham. Han bliver ikke bedre af den grund. ” Sukkede Gordon og hvilede sin kind imod sin håndflade. Det næste fik ham til at læne sig lidt interesseret forover og se alvorligt på hende. ”Den røde tråd?” gentog han og ville have hende til at uddybe. Et blik på mappen igen, for at se om han kunne gennemskue det, men han kunne ikke se det ud fra bare det.
De blå øjne fløj over på hende igen. Hans navn? Han gav aldrig sit navn ud når det kom til Libra. Det ville ende med at få ham slået ihjel. ”Blue bird er fint. Bare kald mig det.” Svarede han med et skævt smil, og rettede tænkende blikket imod mappen igen, og ventede på at hun ville uddybe. Andrija smilede stadig op imod ham fra mappen. Noget der gav ham en følelse af håbløshed. Selv lederen af mafiaen kendte hans navn og ansigt. Så let som ingenting ville han kunne slå Gordon ihjel, og Gordon var ikke i tvivl om mafia lederen havde lyst til det, givet at han i en længere periode havde prøvet at vriste hans forlovede fra ham, men af samme grund kunne han heller ikke gøre det. De sad lidt fast der. Stuck between a rock and a hard place.

af **Tess** Tirs 19 Aug 2014 - 20:13

Hun løftede det ene øjenbryn. Hun måtte indrømme, at netop det svar ikke lige havde kantet sig vej igennem hendes lille hjerne. Prøvede han at spille smart eller var han så smart? Hun smilede skævt og et lille uskyldig fnøs kom lige efter. ”Anyways” sagde hun og fandt tilbage til sit arbejdes udtryk. Der blev ikke yderligere kommenteret på det med navnet og hun var nu fokuseret på arbejdet. ”Ved du hvor mange væsner, der har mistet livet på grund af hans navn? Det er gyseligt” sagde hun og bladrede videre i mappen. Der var mange kendte ansigter, men også ansigter, man aldrig så. Hun stoppede op på et specielt navn, men det var egentlig ikke ham, hun lige vil snakke om. ”Dean Sanders” sagde hun og nikkede kort og bladrede til den næste side. ”Her” sagde hun og lagede den tykke mappe på bordet. Foran ham ville han se en mørkhåret mand. Et meget smukt ansigt, men med masser af mørke skygger i sig. Hans øjne på billedet sagde mere end tusinder af ord. ”Thomas Keefer. Du har sikkert hørt om ham, hvis ikke, så er der noget galt med dig” sagde hun og satte sig bedre tilrette. Hun lænede sig fremad og hvilede sine albuer på knæene. ”Han er pulsen i det her. Jeg troede først det var Dean, men knægten sidder i problemer og er konstant på flugt fra et eller andet, men Thomas derimod. Jeg ved ikke hvad for et forhold Andrija har til Thomas, men det i hvert fald noget.. specielt” sagde hun og øjenbrynet var løftet forvirret op. Under billedet stod der kort information om Thomas, men hans navn var markeret rødt, fordi hun intet andet vidste om ham.

Hun bed sig på underlæben efter en lang tænkepause og kiggede så endeligt på Blue Bird, hvis navn hun sikkert aldrig vil få, men det gjord heller ikke den store forskel. ”Men de her tre mænd.. de er sgu noget for sig selv. Andrija Luzar, Dean Sanders og ikke mindst Thomas Keefer” sagde hun og nikkede imod mappen. ”Jeg har hørt mange ting rundt omkring i byen angående Thomas. Jeg troede at han var et vigtigere ressource for Andrija, men det tyder det alligevel ikke på. Men han er altså kernen til det hele og det mener jeg helt seriøst” sagde hun kort og konkret. ”Så derfor synes jeg, at hvis vi skule gå efter bidronningen, så skal vi igennem ham. For jeg tror, at alle overser eller tager, Thomas forgivet” hun strakte sin hånd frem imod mappen og bladrede til den allersidste side. Godt nok havde det her intet med club mafia drengene at gøre, men personen hvis ansigt ikke var der, var en ligeså stor gåde for hende og hun havde på fornemmelse af, at Blue Bird vidste en del mere omkring det emne. ”Rygterne går også ude i byen igen og igen. Jeg er godt nok ikke helt ny til byen, men jeg har svært ved at tro, at vores leder her…” på mappen vil han se en sort skikkelse med et rødt spørgsmålstegn. Nedunder vil der stå Black Swan og andet vil ikke kunne ses. ”… skulle have et eller andet med Andrija Luzar. I så fald, uden at træde i det, så må jeg give mig udtryk for, at det ikke kan gå. Jeg er ikke den eneste med den holdning iblandt Libras tilhængere, men jeg tror at jeg er den eneste, der tør at tage ordene til magt. Jeg har endnu ikke set eller snakket med Black Swan, men derimod skrevet frem og tilbage med hende og modtaget nogle missioner. Men en leder er ikke sammen med modstanderen, medmindre man fiskere informationer fra dem. Men jeg kan bare ikke forstå, at vi er så tæt på hjertet i kroppen og alligevel så langt væk? Al det her kunne stoppes med det samme, ingen Libra eller andre modstandsorganisationer behøves. Er det en leg det hele? Hvorfor skal vi rende rundt og samle skrald efter de to? Der er faktisk nogen af os, der gerne vil se en forandring i Di Morga. Ikke en omvandrende kærlighedshistorie .. ” hun sukkede og kørte en hånd igennem håret. ”Men ja. Undskyld for flippet” sagde hun og rejste sig op. ”Se at komme afsted” sagde hun venligt og ventede på at han gik til døren. Hvis han valgte at takke for i dag og gå imod døren, vil hun glædeligt følge ham derover og lukke døren bag ham.

I aften skulle hun tage store beslutninger, om hun vil blive i organisationen eller om det var farvel og tak. Efter mødet med Blue Bird og missionen Black Swan havde kastet i hovedet på dem, så vidste hun ikke længere om Libra nu var et sted for hende. For jo tættere hun kom ind på hjertet af organisationen desto mere vil hun ud af den. For det var lige før, at hun ikke kunne se forskel mellem Den Franske Mafia og Libra. På Andrija Luzar og Black Swan.

af **Gordon** Ons 20 Aug 2014 - 15:18

Hendes lille fnys blev bestemt opfanget, men han tog det ikke til sig. Det var intet personligt at han ikke delte sit navn ud. Det gjorde han bare ikke på missioner, og slet ikke til partnere han kun havde kendt et par timer. Var det partnere han havde flere og længere missioner med, så han det bedre med et personligt forhold også. Det gjorde det nemmere at stole på hinanden og kende hinanden. Det havde intet at gøre med at spille smart eller være det. Det havde noget at gøre med at være fornuftig. Desuden havde navne aldrig betydet så megetfor ham. Ikke hvis man ikke skulle samle informationer om personen i hvert fald.
”Jeg har ikke set talene, men kan forestille mig at det ikke er en lille sjat der har mistet livet på grund af ham.” Nikkede han og strøg en hånd igennem det mørke hår. Hun bladrede videre i mappen og et kendt ansigt strøg forbi i form af Dean Sanders. Gordon havde hverken mødt Dean eller Thomas, men de var ikke svære at finde informationer på. Begge højtstående mafiamedlemmer.
De blå øjne strøg over den mørkhårede mand. Blikket var gennemtrængende og gav ham kuldegysninger af en eller anden grund. Det var Black Swan der kendte forbindelserne imellem disse mafiamedlemmer. Gordon var stadig forholdsvis ny i Libra, så om dette allerede var kendt hos organisationen, eller om det var ny viden, det kunne han ikke sige.
”Og du er sikker på dette?” Sagde han så efter en tænkepause. ”Det betyder jo at vi skal gå efter Keefer.” Fortsatte han så lidt og nikkede. ”Jeg kan prøve at tage det videre til ledelsen i organisationen? Jeg vil helst ikke igangsætte en mission selv, og komme til at spænde ben for en, som ledelsen allerede har sat i gang. Er du ikke enig?” Blikket blev rettet imod ’Penny’ igen og han prøvede at sende hende et skævt smil.

Hun bladrede videre og hans øjne fæstnede sig på det sidste billede. Et mørkt omrids af en person med navnet Black Swan. ’Penny’ ville selvfølgelig kun se den mørke skikkelse, men navnet ville med det samme få Millicents ansigt frem i Gordons hoved. Lidt spørgende så han på pigen ved siden af ham igen, hvorfor nu dette?
Han ville lytte til hendes ord, og med hvert og et af dem rejste der sig en lille rebelsk vrede i hans mave. Han havde intet imod ’Penny’ på den måde, men de ord der kom ud af hendes mund lige i det øjeblik gav ham lyst til at blive vred på hende. Hun anede intet om de ting hun snakkede om lige der. Og det ville han påstå, som en der så det fra første række.
”Hør…” Sagde han efter en lille pause, og borede sine himmelblå øjne ind i hendes med en meget fast mine. ”Jeg vil ikke lyve for dig. Jeg kender både Black Swan og Andrija Luzar ganske godt, og jeg vil ikke benægte at de har en relation, men jeg kan forsikre dig om at Black Swan aldrig ville give nogle oplysninger om organisationen til mafiaens leder. ” Begyndte han, og havde egentlig tænkt sig ikke at sige mere, men han kunne mærke at han havde behov for at få budskabet klart igennem. ”Hun er den mest godhjertede og hårdarbejde person jeg kender, og det er hende vi kan rose for at Libra netop ikke ligner Mafiaen. Hende vi kan rose for at vores metoder er menneskelige og ikke barbariske. Hvis der er én person som går en forskel for De Morga, så kan jeg love dig at det er hende. Det skrald du taler om at vi samler op? Jeg kan ikke se det. ” Han sukkede og brød øjenkontakt. Hans tone havde måske været hård, men det var ikke fair at kritisere den person som nok gjorde mest for libra. Ikke i hans øjne. ”Så ja, de har en relation, en relation jeg nok mest af alle har prøvet at stoppe men hvis hun elsker ham, så kan vi ikke dømme. Hun giver ikke Libra ud. Det er jeg sikker på” Han ville se ned i jorden for at undgå at hun ville kunne se igennem ham. Øjnene var sjælens vinduer. Hun ville ikke vide det, men den det gjorde mest ondt på at sige sådan var ikke bluebird libras medlem, det var Gordon. Han kendte deres forhold. Ja man kunne sige han var midt i det egentlig. Og selvom han aldrig ville synes om det, så ville han have at Millicent gjorde hvad hun troede blev lykkelig af. Han havde ikke en tvivl i sit hoved om, at hun aldrig ville give noget til mafiaen.

Han ville rejste sig op, men vente på at gå ud af døren. Ville høre hvad hun havde at sige. ”Hvis du føler at organisationen intet gør, eller er korrupt, så er der ingen der tvinger dig til at blive. Men man løfter bedst i flok, og jeg tror på organisationen. Tror på blackswan, som det medlem der nok kender hende bedst.”

af **Tess** Ons 20 Aug 2014 - 18:39

Hun vidste ikke helt om hun havde misforstået situationen, men hun havde vidst tændt et bål i Blue Bird. Det skulle fandeme heller ikke et videnskabeligt øje til at se, at her var noget andet på spil. Men igen, det rodede hun ikke i. Hun vidste tværtimod ikke, hvad Blue Bird havde gang i med Black Swan eller hvad deres relationer var, men noget sagde hende, at hun skulle tage sine ord til sig. Men hun sagde egentlig bare det, der forvirrede de fleste væsner rundt omkring. Det var da logisk nok, at man satte et spørgsmålstegn ved, at to væsner fra to vidt forskellige organisationer, havde et forhold. Jovist, at Black Swan ikke gav informationer om Libra videre til dæmonen, for hvis hun havde gjort det, ville dette parti være nede med et slag. Men hvordan ville deres forhold være, når en af dem en skønne dag vinder? Hun forstod slet ikke sammenhænget. Måske skulle hun lade boksen være låst? Både indefra og udefra..

Hun tog sig til hovedet og lagede vægten i den ene fod. ”Undskyld” sagde hun stille og lod hånden glide ned til hendes hage. Hun havde ikke rigtig øjenkontakt med Blue Bird, men det behøves ikke. ”Det var ikke mening at sætte krig imellem os. Nej, jeg kender tværtimod ikke Black Swan som du gør og jeg kan kun forestille mig, hvad hun gøre for Libra. Men jeg forstår bare ikke denne her detalje med Luzar” sagde hun og rettede sig op. Begge hænder blev ført til lommerne og hun krympede ryggen og kiggede ned på sine nøgne fødder. ”Men som et medlem, så skader det vel aldrig at løfte en finger af det der sker, vel?” hun kiggede nu på ham og havde nu et mere roligt ansigt. Hun var ikke typen, der holdte af at se andre være irriteret på hende, men nogen gange skulle man altså komme ud med det man har på hjertet, ellers ender det med, at det brænder inde i en og det ga hun altså ikke prøve .. igen.

”Hvad nu hvis Libra går til grunde? Lad os sige, at Black Swans højre hånd bliver slået ihjel,” begyndte hun og prøvede at fange de blå øjne, der før i tiden havde boret sig ind i hendes grålige. ”hvordan vil hun reagere? Det er jo Luzars skyld, men vil hun stadigvæk blive hos ham? Eller endnu værre, hvad hvis det var omvendt?” hun trak kort i det sidste og slog en lille smæld med tungen. ”Altså. Har du nogensinde stillet dig selv de spørgsmål Blue?” egentlig kom hun til at slutte sætningen for hurtigt og derfor nåede hun ikke, at tilføje hele hans dæknavn, men hun var da godt nok en smule træt af det. Måske skulle hun have holdt på Oliver? ”Men tilgiv mig. Du skulle da heller ikke belemres for mine tanker” hun prøvede at give et skævt smil fra sig og det kom da også ud. Måske vil han aldrig glemme denne her samtale, men i det mindste skulle hun ikke rende godt og have det dårligt over, at hun aldrig havde undskyldt for sin dårlige opførsel.

af **Gordon** Søn 24 Aug 2014 - 19:15

Nej det tog ikke et geni at regne ud at der var mere på spil end hans professionelle relation til Libras leder Black Swan. Han prøvede heller ikke på nogen måde at skjule det. Ikke lige nu i hvert fald. At medlemmer undrede sig var ingen skam, og det var da også fint at der så var nogen, som rent faktisk prikkede til emnet og spurgte ’hvad fanden sker der i toppen?’ for det var kompliceret lige nu, og mafiaen var tæt på. Men der var en forskel på at prikke til emnet og spørge hvad der foregik, og næsten direkte påstå at personen som stod for libra var korrupt af mafiaen. Måske havde hans reaktion meget at gøre med hans følelser for Millicent, men en del af reaktionen kom også fra respekten for aliaset black swan, som havde fået Libra på rette køl igen. Han vidste ikke hvad der ville ske når den ene en gang vandt, men det ville ikke være den største katastrofe i dét forhold. Desuden tvivlede han på at forholdet ville holde til det kom dertil. Hun fortjente bedre end det. Det kunne en hver der kendte hende se.

Hun undskyldte og han så ned i jorden, og fejede hendes undskyldning lidt til side. ”Nej. Det er okay. Det er tydeligt at jeg også har personlige ting i klemme i mafiaen, lidt som dig, og det påvirkede min reaktion.” Indrømmede han. Der skulle heller ikke geni til at fornemme hendes personlige involvering.
”Det er fint at sætte spørgsmålstegn, men du kan ikke dømme når du kun kender halvdelen af historien. Det… provokerede mig bare” Sukkede han og prøvede at smile lidt. Selvfølgelig kunne han se at det så underligt ud det hele. Hendes udtalelser havde bare lydt så… fordømmende.

Han så villigt op, da hun prøvede at fange hans blik. Hvis hendes højre hånd blev slået ihjel af mafiaen. Han sank en klump. Hendes højre hånd måtte vel være ham selv, hvis han tænkte efter. Luzar ville aldrig selv slå Gordon ihjel, lige meget hvor meget han havde lyst, og det var på grund af Millicent. Men hvis det nu skulle ske? Han var faktisk i tvivl.
”Nej det har jeg ikke.. Stillet mig selv de spørgsmål” Halv løj han, og var faktisk ikke helt sikker på om han havde tænkt over det før. Han troede det, og han håbede da at hans egen død ville kunne åbne Millicents øjne op for alt det han havde prøvet at fortælle hende, men før hun så det med egne øjne, hans egen død eller ej, tvivlede han på at hun ikke ville tilgive det med tiden.
”Jeg ved det ikke” Svarede han lidt tøvende, og ville ikke indrømme at dilemmaet havde ramt et lidt følsomt sted.

”Nej nej ” Sagde han hurtigt da hun fortsatte. ”Jeg vil hellere end gerne høre dine tanker” afbrød han hende midt sætningen. ”Bare du er klar til at høre mine svar” Smilede han så til sidst.

af **Tess** Fre 29 Aug 2014 - 18:20

Hendes venstre hånd fløj bag nakken og smilede skævt til Gordon. Selvfølgelig var det hele provokerende, det var jo nærmest det hun have givet udtryk for siden missionen gik til spilde og hun havde gjort ham irriteret. Der havde han godt nok undskyldt for sin opførsel og nu havde hun så undskyldt for sin opførsel. Hun lænede sig op ad dørkarmen med armene omkring brystet. Øjnene iagttog Bluebirds læber og fangede hvert ord, der kom ud af dem. Hun vil af og til nikke enig og andre gange vil et smil komme til syne. Da læberne stoppede med at bevæge sig kiggede hun først ned på sine nøgne fødder og nikkede et utallige gange. Hun havde været midt i en sætning, da hans læber endelig overraskede hende. Et smil. Det var altid tegn på fred, eller, hvis det da ikke var falskt. Hendes øjne arbejdede sig langsomt frem til hans igen og hun nikkede nu tilfreds. ”Altid” svarede hun, medhensyn til, at hun gerne ville høre hans svar. Det var pointen med det hele. Så skulle hun da heller ikke gå rundt og have forkerte tanker om Black Swan eller Libra.

”Jeg forstår dig fuldt ud, virkelig, for jeg vil da også blive godt træt af folk, der dømmer mig før de kender noget som helst til min historie. Så den fejl begår jeg aldrig igen” sagde hun og fugtede sine læber. Hun løsrev sig fra dørkarmen, da positionen irriterede hendes arme. ”Forstå mig ret, jeg har aldrig set Black Swan med mine øjne, men jeg har hørt mange gode ting om hende. Det bare, at denne her emne lige er dukket op og jeg forventer selvfølgelig det værste” hun var en kvinde, der snakkede med hænderne. Mens hendes ord kom ud af hendes mund, fægtede hendes arme, som om de prøvede at tegne ordne. Det var ikke på en overdrevende måde, men nærmer når en lærer forklarede noget på tavlen. Hun stillede ubevidst vægten på den ene fod og lagede hovedet en anelse på skrå. ”For resten det med, højre hånd og det, jeg mente bare, hvis den ene gjord et træk, før det andet vidste noget om det. Men igen, det er intet af mit problem, og for at være helt ærlig, så vil jeg ønske, at jeg aldrig havde fået det af vide” sukkede hun dog med et vemodigt smil.

”Hvor godt kender du egentlig Black Swan? Sådan helt seriøst"

af **Gordon** Søn 31 Aug 2014 - 16:23

’Forvent altid det værste’ var det ikke noget en eller anden filosof en gang havde sagt ? På mange måder var han enig. Man blev aldrig lige så skuffet, hvis man forventede det værste. På den anden side var der så heller aldrig noget at glæde sig til.
”Det er også forvirrende det hele, men ingen grund til bekymring på Libras vegne. ” Smilede han, og ja, det var en forsoning. Et smil. Han havde aldrig været typen til at bære nag. Alle kunne træde ved siden af, eller sige noget de gerne ville trække tilbage. Det kunne man bare ikke, og der var der brug for en person i den anden ende, som kunne trække på skulderen og vifte det lidt af.

Han havde ikke rigtig forventet at hun sagde mere, og selv spørgsmålet overraskede ham en smule. Hvor godt han kendte Millicent ? Black Swan. Skulle man være ærlig vidste han intet om hvor hun kom fra, hvem hendes familie var eller om hun havde bøjle på i hendes skoletid, men han var hendes skytsengel og han kendte hende nok til at vide når noget gjort ondt bag hendes klare øjne.
”Om jeg kender hende godt” Han tyggede lidt på den og trak på skulderen. ”Det var jeg ikke, men vi har en ... forbindelse” kom han lidt forlegent til at smile uden helt at vide hvordan man skulle formulere sådan noget. Det ville være for personligt at nævne det med skytsengle tingen.
”Men hun kender mig” Besluttede han sig så for at svare, og lagde blikket ned på sine sko. ”De gode og ikke mindst de dårlige sider. Som om de ikke betyder noget. Du ville elske hende med garanti” Nikkede han til sidst og kørte en hånd igennem det mørke hår.

af Sponsoreret inhold

Pillars of Sand - Tess

Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess

Sv: Pillars of Sand - Tess