hvem er du ?

Påklædning

På trods af det varme vejr, og den direkte bagende sol der skinnede ned over folk. Havde hun i stedet valgt at bruge tiden inden i byen, i stedet for at finde et kølligt sted. Erelah, en ung kvinde, var vant til at skulle kæmpe for at få de ting hun ønskede. Så dette var blot endnu en kamp mod hvad hun gerne ville opsøge. For blot en måned siden flyttede hun til den franske by, i det håb om at møde en bror hun aldrig før havde hørt om eller set. Det eneste hun kunne gå efter var et billede og et navn, men så var der heller ikke mere. Ereleah havde brugt godt største delen af sit liv i Bulgarien, så hendes franske var ikke super godt, men det var bedre end hvad man kunne forvente.
I dette øjeblik gik hun imellem en masse mennesker, fast besluttet på at nå cafeen, hvor hun vidste han arbejdede. De nøddebrune øjne var rettet direkte mod døren og det tog hende måske fem minutter før hun endelig var fremme. Med et køleanlæg, der i den grad fungerede var det som blev hun fuldkommen kølet ned det sekund hun trådte ind. Lidt ligesom når man trådte ind i et fryserum, alt varme forsvandt og dog var der stadig varmen fra ude.

De glatte brune hår hang ned over brystet og indrammede et uskyldigt ansigt, dog med et par øjne der røbede denne pige i den grad havde oplevet ting, som ingen andre nogensinde ville. En let rynke samlede sig i hendes pande og de brune øjne så søgende rundt. Selvom hendes bror ville havde kunne forandre sig igennem årerne, så var der ingen der på nogle punkter lignede drengen på billedet. Hun gik stille op mod baren, der var intet andet hun kunne gøre end spørge de der arbejdede. Hun fik hurtigt øje på en kvindelig medarbejder og gik stille mod hende ”undskyld mig” spurgte hun den blonde arbejder, som hun trak billedet op og lagde det på bordet ”jeg leder efter nogen… du skulle vel ikke kende en ved navn David, jeg fik af vide han arbejdede her” hun kørte en lok hår om bag øret og bed sig i læben. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hvis han nu ikke var der, hun havde allerede mistet så meget, så det at miste en bror hun aldrig havde mødt, det ville nok ramme hårdt.

Bailey kunne ikke gøre andet end at glæde sig, til han fik fri der fra det helvede som det var at arbejde denne dag medførte. Han kunne jo knap nok tænke, det var som om hans fødder bare tog ham fra det ene bord til det andet og munden blot snakkede. Hans krop var næsten helt ødelagt, og det eneste han kunne tænke på var endnu en tur i byen denne aften. Det var næsten det eneste sted, hvor han følte sig lykkelig. Det var med en drink i hånden og med høj musik i ørene, det var jo næsten som en stof han ikke kunne undvære. Tiden gik også bare så utroligt langsomt, som hvert minut tog flere 1000 år.
Han stod roligt bag disken, mens hans blik flere gange røg op på uret som hang hen over hoveddøren. Det gik ikke længe efter han havde faldet ind i en dagdrøm, da døren gik op og en ung kvinde kom gående ind af den. Hun så ud til at søge efter noget eller nogen? som hun kom op til disken og hen til ham. Han rettede sig hurtigt op, og smilte venligt til hende "hva..." han fik ikke lov til at sige mere på fransk, før den unge kvinde snakkede til ham. Hans øjne blev kort store i det når hun sagde David, han viste jo udmærket godt at der ikke arbejdede nogen der som hed David... udover.. var det ham som hun søgte? Hans blik gled langsomt ned på billedet på bordet, og et overrasket gisp kom ud mellem hans læber "hvor kender du ham fra?" spurgte han om på engelsk med sin franske accent, det var ikke ligefrem fordi han var mester i engelsk. Det var dog heller ikke fordi han brugte det hver dag, de fleste der kom ind i caféen var jo franskmænd.

Hun lagde hoved på skrå, betragtede den unge kvinde tydeligt og ledte efter mulige genkendelse til den dreng hun vidste på billedet. Hun ville virkelig gerne møde denne unge dreng, bare vide hvad han kendte og om han overhoved kendte til hende. Det havde næsten taget hende flere timer bare for at få åbnet munden på sin far, da hun havde opdaget billedet af drengen. Da hun så til gengæld fik gjort det, så blev den så også åbnet godt op. D spørgsmålet kom om hvor hun mon kendte denne dreng fra, kørte hun hånden igennem håret. Skulle hun blot fortælle det til denne fremmede? Eller bare komme med en eller anden mærkelig historie? Mulighederne var der mange af, spørgsmålet var bare hvilken en skulle hun tage.
Hun kløede sig i nakken og sukkede "han er min bror....eller rettere min halv bror. Min far, som så er hans far, har haft holdt det skjult hele min barndom. Det er først her for nyligt jeg fik det af vide, og nu vil jeg enlig bare gerne møde denne mystiske bror" hun trak på skulderne. Der var vel intet andet for end at fortælle sandheden. Hun smilede for sig selv, hun havde altid godt kunne tænke sig en bror eller søster, bare en eller anden hun kunne snakke med om livets forskellige ting. Dog havde hendes mor kun haft lyst til et barn, hvilket resulterede i at hun hele sit liv havde været ene barn, en som og uden nogen at kunne få tiden til at gå med. Med to forældre der var utrolig meget væk, fandt hun sig ofte alene i det store hus. Der havde en søskende været en ganske behagelig ting.

//jeg undskylder vente tiden :) og den korte længde, skal lige ind i det igen

Bailey kunne godt mærke hvordan hans hjerte hamrede inde i ham, det var jo ikke ligefrem rart at denne kvinde faktisk søgte efter ham. Ikke det at vide hvad hun faktisk ville ham, havde han været sammen med hendes kæreste? Eller mand? Det var nok det han var mest bange for. Det var bestemt ikke det han havde regnet med, når hun faktisk fortalte grunden til det. Der kom et overrasket gisp ud mellem hans læber, og mest fordi han ikke helt viste hvad han skulle gøre.
Han havde mest af alt bare lyst til at sige at han ikke var der, at hun ikke kunne finde ham i området. Han kunne dog bare se i hendes øjne, at hun faktisk ønskede at lære ham at kende.
Han så kort hen mod uret, som havde endt med at blive lidt over 13 tiden. Det gik bare ikke længe, før blikket atter igen var rettet mod ham ”kom tilbage i aften, ved 22 tiden.. så skal jeg nok fortælle om ham” sagde han og var bestemt ikke klar at fortælle at det var ham, ikke foran så mange mennesker og mest når han ikke viste hvordan hun ville reagere. Så heller gøre det hvor de var alene, så kunne han altid klare hvordan hun tog det alene.