Hvem er du så?

Tid - N'ataya går ikke op i hvad klokken er
Sted - skoven
Omgivelser - træer og alt det der som regel er i en skov
Vejret - lyst, solen skinner men blæsten er der

Hænderne blev vasket, i floden. De var efter hånden blevet lidt, for beskidte efter N’ataya mening. Og normalt generede skidt hende bestemt ikke, med blikket rettet mod flodens overflade spekulerede hun aldrig på hvordan hun levede. Men hun var ret så lige glad, med andres mening omkring hvordan hun levede hun havde da overlevet ind til nu? Det gik jo ganske fint. Det var stadig lyst, hendes yndlings kniv samlede hun op fra jorden mens hun kastede et kort blik på sine omgivelser. En skov som denne, skulle man nærmest altid være bevæbnet hvilket hun jo var med kniven.

De bare fødder, var møg beskidte hvilket tydeligt kunne ses. Med rank ryg bevægede hun sig ned langs floden mens hendes lange sorte kjole bevægede sig i tak til når vinden tog fat i kjolen. Hendes hytte lå i det mindste ikke særlig langt væk fra floden, endnu et blik kastede hun rundt hun havde tit en følelse af at blive betragtet men det var. Nok bare N’ataya, men man vidste jo aldrig om der rent faktisk var nogle der betragtede en.

Det var ganske få steder hun havde muligheden til at finde ro, men skovens beskyttende kroner havde altid gjort det for hende, indtil for ikke alt for længe siden. Selv i denne skov var hun end ukampfærdig og havde tabt.
Som hun passerede lysningen, hvor hun havde kæmpet imod dragemanden, sendte hun den et irriteret blik, inden tempoet blev sat i vejret, som hun småluntede i retning af den lille flod, der befandt sig i nærheden.

Det var først da hun nåede udkanten af træerne, at Angelie så skikkelsen. Hun stillede sig i skjul bag stammen, som hun betragtede kvinden, eller pigen, der uden tvivl havde elverblod i sig. Det var få væsner der kunne hamme op med en elver skønhed, vampyren var en, men solen stod trods alt højt på himlen.

Da kvinden satte sig i bevægelse, fulgte Angelie parallelt med inde mellem træerne, både nysgerrig og afholden på samme tid. Det var sjældent at se en anden elver i Terre, der ikke var medlem af Zanes klan.
Som kvinden kiggede rundt, næsten nervøst, besluttede hun dog endelig at træde ud fra træernes gemme.
Rolige skridt bragte Angelie hen foran kvinden, inden hun lod det målende blik glide over hende. Hun så ung ud, og virkelig beskidt.
Hun sagde intet, men afventede den anden piges reaktion på hende. Hendes ører var synlige imellem det røde hår, så hendes egen race var ingen hemmelighed over for denne elver.

Uventede ting skete til tider temmelig tit når, man befandt sig ude i en skov og alene eller næsten alene. Da den anden elver lige pludselig trådte foran, N’ataya trådte N’ataya nogle skridt tilbage. Automatisk knugede, hun hånden mere omkring hendes kniv ikke at hun havde tænkt sig at bruge den kun hvis det blev nødvendigt. Hvis man kiggede godt efter, kunne man godt se nogle indtørrede blodpletter på hendes kjole men det var skam ikke hendes eget blod men nogle andres.

“Hvem er du?” Kom det langsomt fra hende, mens hun stadig så på den rødhårede kvinde. N’ataya bevægede roligt sine tæer, i bladene hun elskede at mærke bladende mellem hendes fødder skoven var nu et dejligt sted. På nær, når der dukkede fremmede op og så igen. N’ataya kunne jo ikke vide hvis denne rødhårede elver kvinde havde boet her i længere tid, som regel holdte N’ataya sig ofte for sig selv for ikke at støde ind i andre væsner hun var oprigtig ikke ballade typen.

De dybblå øjne, med den sædvanlige kolde glød, så med lethed hvert beskidt område på pigen, også de indtørrede blodpletter.
Hun kunne ikke helt lade være med at fryde sig, da hun så pigen trække et par skridt tilbage, for samtidig at knytte hånden om sin lille kniv, hvor kært. Hun virkede så frygtsom, hvilket Angelie ikke engang havde opfordret til... Endnu.

Blikket studerede elvernes udseende nøje. Hun var blevet godt oplært i at skille racer fra hinanden, men denne elver virkede ikke til at være hel. Hun var ikke helt sort eller helt lys, men bar træk fra begge sider af elverracen. Interessant, det var uden tvivl første gang dette var sket for hende.

Som pigen udspurgte hende med det tøvende spørgsmål, satte Angelie langsomt en hånd i hver side SF hofterne, hævede det ene øjenbryn og rankede stolt ryggen en anelse.
"Sådan hilser vi ikke" lød hendes kølige stemme, der ikke bar den mindste antegnelse af morsomhed eller varme. "Jeg skal fortælle hvem jeg er, når du, min kære, har fortalt hvem du er" intet mere eller mindre forventede hun.

Hun flyttede let vægten over imod venstre ben, så hoften automatisk skød lidt til siden. Pigebarnet virkede ikke synderlig fornuftig når det kom til denne situation, men mon ikke hun ville komme på bedre tanker ganske hurtigt.
"Samtidig kan du jo fortælle hvorfor jeg finder en elver midt i skoven.." Langsomt fugtede hun de sarte læber inden hun fortsatte sin talen i samme tonefald. "En elver jeg endnu ikke har set på disse kanter".

Som elveren dog gloede på N’ataya, ikke at det generede hende eller på en måde gjorde det bestemt når hun jo ikke var vant til at snakke med andre. Da den kølige stemme kom fra den rødhårede elver kvinde, og i N’ataya ører lød det jo nærmest som om. At kvinden forlangte at N’ataya skulle præsentere sig, det var efter hånden lang tid siden hun havde sagt sit navn. “N’ataya Nimphel” kom det ganske kort fra N’ataya, endnu en gang lød det til at denne rødhårede kvindelig elver forlangte at få endnu en ting at vide.

“Jeg bor her, jeg er bare god til at skjule mig” hvilket jo ikke en gang var løgn. Men nu var det nærmest der, skulle hun være ekstra forsigtig over for denne fremmed elver? N’ataya betragtede forsigtigt kvinden med det røde hår, lidt lige som. Nu hvor kvinden jo valgte at glo på N’ataya, men man kunne jo tydeligt høre forsigtigheden i N’ataya stemme og at hun ikke var vant til at snakke med andre. N'ataya betragtede kort hvordan, den fremmede fugtede hendes læber i forhold til N'ataya læber som virkelig var tørre men som sagt sådan som hun så ud generede hende bestemt ikke.

Mon kvinden overhovedet havde tænkt sig at præsentere sig, for i første omgang så det ikke ud til, at hun havde tænkt sig at åbne munden, men til sidst kom der dog et navn over kvindens læber. N'ataya..
Hun tyggede lidt over navnet, der i sig selv var ganske umenneskeligt, men nu var denne person jo heller ikke et menneske.

Den næste kommentar frembragte endnu et af Angelies målende blikke, som gled ned over kvinden. "Tydeligvis" lød det enkelte ord, da hun i Angelies forstand bestemt ikke havde været synderlig diskret eller dygtig til st skjule sig. Hun havde jo fundet pigebarnet uden større problemer, og denne var ikke engang løbet skrigende ind imellem træerne.

Hun kendte dog godt til hendes egne manerer, selvom hun ikke var født ind i traditionerne, og nu hvor hun havde fået kvindens navn, måtte hun trods alt fortælle hendes eget.
"Mit navn er Angelie" lød stemmen igen, som hun udelukkede at fortælle hendes efternavn. Det var et efternavn hun aldrig benyttede sig af alligevel, og burde egentlig bare blive slettet eller ændret. Derfor så hun ingen grund til at fortælle det til pigen.

Hendes nervøsitet var ganske underholdende. Gad vide hvorfor hun var så skræmt over at møde en artsfælle her i skoven? Der var formegentlig en grund, og Angelie var ufattelig bramfri når det kom til informationer, der faldt i hendes interesse.
"Hvorfor så nervøs, lille fugl?" Man skulle jo tro, at kvinden forventede st Angelie rev hende ved hårrødderne og trak hende over skovbunden til hendes egen henrettelse, hvilket ikke var hvad hun havde planer om. Selvfølgelig var det en mulighed, men på nuværende tidspunkt var der andre og mere interessante ting hun ønskede at kende til.