Hvem er dog det? - Walian

S: Forêt
O: Skov
V: Forårs lunt
T: Middag

De lyssegrønne blade skinnede i forårssolen der kæmpede sig ned mod de grønne blade, som opsnappede solen, og dens energi, og ændrede lyset til en letter grøn farve, så underskoven var smuk grøn. Lige et sted for Tarja, som for tiden fortrak skovens stille ro, selvom hun godt vidste at der ofte og tit var mere end skovens dyr gemt bag de høje stammer, der strakte sig så langt øjet rakte.
Hun havde en lys sommerkjole på, og et par klipklapper. Hendes hår hang lyst ned af skuldrene og bevægede sig lidt hver gang viden greb fat i de mørke lokker.
Hun kiggede ned af den vinterblege hud og smilede. Hun havde aldrig været den der elskede solen, den eneste måde hun blev brun på om sommeren, var fordi hun elskede at løbe udenfor. Hun sprang let op på en trastamme der lå på tværs af hendes vej igennem skoven. Hun smilede, og dansede afsted på stammen, imens hun stille nynnede en sang. Hun drejede omkring sig selv, så kjolen blev løftet op, og hun kunne mærke den dejlige duft mod hendes ben. Hun sukkede frydefyldt da hun hoppede ned fra stammen og næsten dansede vidrer.
Hun stoppe op og kiggede rundt, før hun hoppede videre til den næste trastamme og dansede videre på den, imens hendes hår hvivlede omkring hendes ansigt, og skuldre. Hun nød varmen der kom ovenfra og bare at ... det jo var forår!

der var nogen nogen meter længe fremme. Det var Dværgen Walian som var ude for at hent brænde, og matrialder til smykke og våven som han lavet og solget til alle. Som hade råde til det han var alene ingen familie eller noget, han så ret farelig ud, når han hade sin hjeml på og hans økse som hang i hans bælte. Men han var ikke så farelig som mange trot han var meget sky og blive hurtig, urolig han stoppe op og lytte til sine omgivlser og opdage det der var en. Kun nogen for meter borte han gik stille i hendes retning og fik øje på hende, men han var svære at se han var lille og klædte i brunte tøj ig brunsko. Så han var slet ikke til at se i skoven når han var som et træ

Hun stoppede brat op, da hun hørte noget komme igennem skoven. Hun kiggede rundt, og lod øjne hvile lidt alle steder og kunne intet se. Det kunne ikke være et menneske, de ville være meget mere klodset. Hun slikkede sig nervøst over læberne, og var ikke sikker på hvad hun skulle gøre. Hun hoppede let ned fra stammen og lod blikket suse omkring hende, med hjertet let hoppende i brystet. Et let, næsten dyrerisk smil gled over hende. Hun lukkede øjne, og satte sig ned, klar på alle mulige ting, der kunne komme. Det var hun selvfølgelig ikke, men hvis det var et menneske, eller noget i menneske form ... kunne hun klare det, det var hun ret sikker på.

Walian stod helt stille. I mellem træern og sagde ikke et ord da ville ikke afsølger sig med minder, hun hade brug for hjælpe så ville han være der med det samme og hjælpe hende. Sådan var han og det ville han altid være som en Dværg bliven han, betraget som en lille og pengegrisk fyr men det var han ikke. Da han kun brugen pengen på mad og drikke og altid på ander ting end, det han hade brug for til at overleve dagen og vejet i gemme livet