You ought to begin, en selvhjælpsguide (Eliyah)

af Andrea le Blanc Fre 4 Jul 2014 - 18:53

Tid: 12:55
Vejr: Udenfor skinner solen kraftigt og luftfugtigheden er høj
Sted: Di Morga NEWS redaktion, kælderen

Efter en lang samtale med sin kone den forrige uge, var de begge blevet enige om, at det var ved at være på tide, at Andrea tog en pause fra chefredaktionsposten og i stedet fokuserede på sin mere private interesse. Han havde aldrig haft en officiel praksis, aldrig haft sin egen bygning eller lignende, hvilket også var derfor, at dagens møde skulle foregå i avisredaktionens kælder, hvor han havde indrettet et lokale til formålet. Rummet var lidt over de 20 m2 og havde smalle vinduer øverst oppe, hvor man kunne se fødderne på forbipasserede ude på gågaden.
Det havde været en meget nem beslutning hvad angik indretningen: han havde ikke tænkt sig at fylde stedet med tæpper og puder og planter og duftlys og røgelse. Når han vidste, hvad han ikke ville have, stod det klart, hvordan det så skulle forholde sig: han holdt det simpelt og behageligt, der måtte ganske enkelt ikke være for mange "indtryk", når man kom ind i lokalet. De mennesker, han arbejdede med (han foretrak at referere til dem som mennesker frem for patienter) led ofte af en form for overfølsomhed mod resten af verden. Så rummets inventar bestod af et fjernt skrivebord med stol og PC, det var her, hvor hans sad nu i de sidste minutter inden sine aftale og svarede på mails.

Afsender: andrealeblanc@dimorganews.net
Dato: d. 04.07 2014

Kære Juliana,

Jeg må desværre meddele, at omstændigheder har gjort, at vores mødes er nødt til at blive flyttet til d. 30 denne måned. Jeg har været nødt til at omlægge mit skema, i det jeg har taget et par ugers orlov fra redaktionen for at fokusere på min næste udgivelse. Jeg håber ikke, dette vil have en afgørende effekt på vores fremtidige samarbejde.

Fortsæt god dag og nyd solen - hils familien.

Andrea le Blanc
Chefredaktør Di Morga NEWS
Tlf.: (+33) 067 3443 7894
Fax: (+33) 0467 208 585

I resten af lokalet havde han sat forskellige siddepladser. Andreas egen stol, en lænestol med lysegrå betræk, en fladere af samme slags men i sennepsgul, en topersonerssofa og en mere elegant chaise lounge. Alle var placeret rundt om et bord, hvorpå der stod en kande med vand, krus og en kande kaffe, som Andrea havde snuppet oppe fra kantinen. Efter et stykke tid med stilhed, rejste han sig op fra sit bord og gik rundt i cirkler omkring møblementet. Denne ligegyldige kurs fortsatte han med, indtil han syntes at høre fodtrin uden for sin dør og tog et hastigt blik på sit armbåndsur. Rutineret tog han et greb om dørhåndtaget, åbnede op og stillede sig imødekommende i døråbningen.

af **Eliyah** Søn 6 Jul 2014 - 10:58

(Jeg undskylder meget for ventetiden. Der kom pludselig en masse rod i vejen.)

Som ny i denne del af byen havde Eliyah haft svært ved at finde den rigtige bygning. Heldigvis var han taget hjemmefra i god tid og heldigvis var Di Morga NEWS tilholdssted så populært, at stort set alle, han spurgte om vej, kendte stedet.
Bygningen var nu også meget karakteristisk, måtte han indrømme, da han endelig fandt den. Han trådte indenfor og fandt en kvinde, der sad bag en skranke. Hun henviste ham med det samme til kælderen, hvilket undrede Eliyah, for plejede kontorer normalt ikke at være placeret på etagerne, sorteret efter ejermandens rang? Han takkede hende dog uden spørgsmål og gik ned af trappen, som hun havde peget ud for ham.
Han fandt lokalet og havde netop løftet hånden for at banke på døren, da den pludselig gik op helt af sig selv. Et øjeblik begyndte han virkelig at sætte spørgsmålstegn ved spøgelsers eksistens, for hvem ved, han var igennem det sidste stykke tid stødt på så mange mærkværdige væsner, og i sammenligning med dem virkede spøgelsers eksistens bestemt sandsynlig. Alle tanker om genfærder forduftede dog lige så snart han så manden, der netop havde åbnet døren for ham. Akavet hang hans hånd i luften, før han fandt en løsning på sit jeg-var-i-hvert-fald-ikke-lige-ved-at-banke-på-problem; han rakte hånden fremad som en hilsen.

”Hej. Det er mig, der er Eliyah,” præsenterede han sig, idet hans blik gled over den – i hans verden – ældre mand. Andrea, hed han. Han virkede meget professionel i både sin påklædning og hele sin udstråling, men Eliyah vidste jo heller ikke bedre; manden kunne være alkoholiker og stofmisbruger, og Eliyah ville sikkert stadig ikke kunne gennemskue det.
Han kunne lige skimte et hjørne af rummet bag Andrea. Det var uhyggeligt tomt i forhold til andre kontorer, han havde set, men det var bestemt ikke på en ubehagelig måde, for hvad det manglede i små nipsting og støvsamlende tæpper, gjorde det op for i bløde siddepladser. Andre kontorer Eliyah havde været set havde været så overdådigt pyntet med så mange overflødige ting, at man knap nok kunne holde ud at være der af frygt for, at man ville vælte et eller andet. Men så igen, når man havde en stilling der var høj nok til, at man blev uddelt sit eget kontor, så skulle man da også have lov til at vise sig lidt.

af Andrea le Blanc Søn 6 Jul 2014 - 21:24

Andrea le Blanc smilede ved synet af den unge mand. Han havde ikke et forudbestemt billede af ham i sit hoved, sjældent brød han sig om at forestille sig folks udseende før at have mødt dem. Folkene omkring ham var altid langt smukkere end de blev fremstillet i hans fantasi, hvis han forsøgte. Hans hjerne havde ikke tilnærmelsesvis de samme overdådige skaberevner som "skaberen" selv.
"Velkommen i kældere, Eliyah, godt du kunne finde vej," hilste han igen og slog let sin arm ud i en gestus mod sit midlertidige kontor. "Jeg tror det er første gang i min tid på redaktionen, at jeg har arbejdet her i kælderen. Så vi er begge nybegyndere. Kom endelig ind og vælg dig en plads, hvor end du er mest komfortabel..."
Selv satte han sig i den lysegrå stol, som han kort forinden havde rejst sig fra. På armlænet havde han ligget en smal mappe, hvor han kunne notere undervejs, hvis han fandt det nødvendigt. Det var som regel kun i tilfælde af, at vedkommendes livshistorie gik ind og havde en betydelig rolle i deres samtale. Så var det vigtigt, at han ikke kludrede i de vigtige øjeblikke, så man skulle tage historien på ny hver eneste gang.
Der var mange ting, som man skulle tage hensyn til, når man arbejdede med væsner. Nogle af dem kunne leve tre eller fire gange så længe som Andrea, nogle hørte endda til de "udøde". Nogle kom fra barske samfund, som det almindelige menneske ikke engang kunne forestille sig, end ikke i deres mest grufulde mareridt. Men det var også disse særlige hensyn, som gjorde væsner interessante at arbejde med. Alle mennesker var forskellige, ja, men disse væsner bevægede sig indenfor et langt bredere spektrum af differencering. Andrea lærte altså hele tiden noget nyt, han kunne aldrig drage den samme konklusion eller stille den samme diagnose.
"Som jeg har kunne forstå, vil vi komme til at tale meget om frygt," startede han umiddelbart efter at have sat sig. "Så, hvis du kunne tænke dig det, vil jeg foreslå, at du starter med at fortælle alt om dig selv, som du synes, relaterer til frygten."

af Sponsoreret inhold

You ought to begin, en selvhjælpsguide (Eliyah)

You ought to begin, en selvhjælpsguide (Eliyah)

Sv: You ought to begin, en selvhjælpsguide (Eliyah)

Sv: You ought to begin, en selvhjælpsguide (Eliyah)

Sv: You ought to begin, en selvhjælpsguide (Eliyah)