Lost and Found - Amara

Påklædning

Aften var i den grad i sit bedste, og de mange ofre lå rundt i de mange gyder, døde eller døende. Helt klart en smuk aften, hvis man spurgte de mange vampyrer, hvis mening var meget lig Amara's. Hun var ikke ikke just den engel hun lignede. De brune varme øjne, var ikke blide men derimod fulde af mord. Hun var som en killing, uforudsigelig. Der var intet hun gjorde som man forventede ville ske. Hun var i den grad kvinden der åd sig igennem de der gik ind foran hende. Hun var kølig og utrolig blodtørstig, hvilket man ikke skulle tro når man kendte til hendes fortid. Ja rigtigt nok var hendes forældre ikke just dem med det reneste mel i posen, men hun var trods alt født som en engel, hvor mange engle fødte personer forventer man ender op som en ondskabsfuld blodsuger? Det var ikke just mange.
Hun rystede tankerne væk, smilede for sig selv og fortsatte ned af gaden, dog stoppede hun med et op da en velkendt fært nåede hende... men det kunne da ikke. Hun rynkede brynet og fortsatte mod den, nu havde hun fuldkommen glemt alle andre tanker der havde kredset sig om hende, nu var hun fast besluttet for at finde ud af dette i virkeligheden var den hun troede det var. Hun var dog fuldkommen sikker på at hun virkelig ikke kunne være ret i dette. Sidst hun så Tonia var for over 15 år siden, og det var kun efter hun forlod hende.

20 år tidligere, den allerførste gang Amara så Tonia i Italien. Kjolen hun havde på samt hendes "ansigt"
Regnen slog hårdt ned mod gadens sten. De mørke skyer lagde sig over Italien. Torden rumlede i baggrunden og regnen strømmede som aldrig før. Midt i dette gik en ung kvinde. Hendes tøj sagde at hun i den grad havde en del flere penge end hvad andre på dette sted havde. Hun var elegant som hun gik rundt i den lange kjole og med en hat der gemte hendes lange brune hår inde. Hvad hun lavede her, hun var da selvfølgelig ude og jage efter blod. På trods af hendes engle side, så var hun mere end bare glad for at drikke blod. Hun lod ikke englenes principper stande hende i at nyde livet til det fulde. Hun elskede skam at drikke sig løs i verdens mageløse blod.
Hun gik netop om et hjørne da hun fik øje på en ung kvinde, ganske smuk af et menneske. Hun så så skrøbelig og underligt nok mindede pigen hende om hendes datter, hun var tvunget til at give væk. I de skjulte fulgte hun efter pigen, der til sidst faldt på knæende i regnen. Hun rynkede brynet og for første gang i lang tid følte hun sin menneskelighed røre på sig. Hun følte den ting hun ikke havde følt i flere år, netop en form for forståelse og lyst til at værne om denne pige. Stille gik hun hen til pigen og satte sig på hug foran hende "you poor little child. don't cry, some day you're going to be strong, and you will fight" hun flyttede en smule af pigens hår fra hendes ansigt og betragtede pigen med blide brune øjne. Dog efter lidt tid rejste hun sig op "just remember dear child: fight" hun smilede stort til hende, før hun forsvandt.

Hun blev kastet tilbage ud mindet da en bil kørte forbi hende. Den aften stod så klart for hende, da det var den første aften hun lagde sine øjne på hende. Hun havde dagene efter holdt ekstra godt øje med hende, indtil det rette øjeblik kom og hun ville forvandle hende. Hun rynkede brynet og stoppede op ved gyden hvor lugten kom fra. Stille gik hun ind og lagde hoved på skrå "jamen dog se hvem vi har her" hun hævede øjenbrynet og betragtede skikkelsen foran sig. Den pige hun havde forvandlet for 20 år siden og den pige der rent faktisk fik hendes døde hjerte til at føle blot en smule.


//håber det var okay....det var nok sådan jeg ville forestille mig deres første møde...så håber også det er godt nok :D

Hun betragtede overraskelsen brede sig rundt i ansigtet på Tonia. Det var enlig sjovt, for hvis man så på Tonia der var en smuk ung kvinde på 22, også derefter Amara. Så var det nok ikke det nemmeste at se hvem af dem der var ældst, de fleste ville nok vælge Tonia, fordi hun netop havde en krop af en 22-årig, hvorimod Amara havde en krop som en 20-årig, men derimod et ansigt der så to år yngre ud. Der havde ofte været folk som troede hun var yngre end hun i realiteten enlig var, de forsøgte at holde hende ude af natklubberne, dog var der efterhånden ingen steder som Amara kunne holdes ude af. Hvis hun ville ind, så kom hun skam ind på den ene eller anden måde.
Hun gik stille hen mod hende, og lagde en hånd mod Tonia's kolde kind "ja det er mig" hun smilede og lagde hoved på skrå. Dengang hun havde skabt Tonia, havde hun planer om at de to skulle se det hele, hun ville vise denne vampyr det hele, dog var tingene ikke altid som man ønskede. Det vidste sig at der var nogle italienske vampyr jagere som havde fået færten af hende, og de ville jage hende. Så den eneste måde hvorpå hun kunne redde Tonia, var ganske enkelt at forfalske sin egen død, få dem til at kigge væk.

Hun hævede øjenbrynet, og som da Tonia var menneske, kunne hun næsten læse hende som en åben bog "jeg er her virkelig...dette er ingen drøm" sagde hun og lod hånden glide fra hendes kind til hendes hals, før hun fjernede sin hånd fuldkommen. Da Amara havde været en engel, fødte hun en lille pige og da denne pige var 2 år, var hun tvunget til at give hende bort, i en alder af 19 år havde hun været tvunget til at give afkald på sin egen datter. Så da hun havde lagt øjnene på Tonia, havde minderne om hendes eget barn dukket op. Dette var derfor at hun havde ageret så menneskeligt omkring hende. For Amara havde skam igennem tiden skabt flere vampyrer, men der var ikke mange af dem der fik samme behandling som Tonia fik. Hun var ganske enkelt one of a kind

//jeg undskylder den korte længde

Hun lagde hoved på skrå, hævede øjenbrynet og betragtede hende med de døde øjne. Hun lod hende få lov til at rase ud, det var ofte den eneste ting der hjalp og hun forstod skam godt Tonia, for denne unge vampyr kendte ikke grunden til hvorfor hun forsvandt, hun kendte ikke til vampyr jagerne hun fik ud af byen og fuldkommen derefter dræbte en efter en. Dog hvad Amara på det tidspunkt ikke vidste, var at de havde skam hjælpere rundt omkring i verden og da Amara havde vidst sig et par år efter hendes såkaldte "død" havde de været over hende hurtigere end hun kunne ane. Der havde ikke været noget Amara hellere havde ville gøre end at finde denne unge vampyr igen, men med årerne havde andre ting taget over, samtidig havde hun jo altid en til at holde et ekstra godt øje med den unge vampyr.
Da Tonia endelig stoppede med at snakke, smilede hun mystisk. Ofte var hendes smil sådan, som vidste hun mere end vedkommende foran hende "det er rigtigt, jeg lod dig tro jeg var død... men kun grundet en ting. Jeg vidste at hvis jeg var omkring dig, ville de blot regne det hele ud og dræbe dig...så jeg var nød til at få sporet væk fra dig" hun snakkede i gåder, mest fordi hun selv kendte historien så meget bedre. Hun gik stille rundt om hende "kort tid efter jeg forvandlede dig, godt en uge efter gav min tjenestepige mig bud om at der var vampyrjagere i byen, de havde åbenbart fundet frem til mig...jeg har det med at dræbe mange mennesker der jeg kommer. Men ak ja... meget mod min gode vilje begyndte jeg at forfølge disse jagere, det var derfor jeg begyndte at blive så distancerende dengang" forklarede hun og stille fortalte hun historien. Hun forklarede hvordan disse jagere ikke var noget hun nogensinde havde set før, hvordan hun rent faktisk for første gang i sit liv havde frygtet for sit liv. Da disse jagere ikke blot havde været mennesker, men også andre væsner som dæmoner og varulve.

Som historien fik sit slut havde hun fortalt det hele, hvordan hun årerne senere hen blev forfulgt og derfor ikke kunne opsøge hende. Hun frygtede at de ville opdage hende. Plus Amara havde aldrig rigtigt forladt hende, hendes tjeneste pige havde været en djævel, der havde holdt hende skjult fra jagernes øjne og radar. Dette var derfor Tonia overhoved stadig var i live. Djævelens arbejde gik også ud på at med jævne mellemrum sendte hun breve til Amara, hvori hun skrev hvordan det gik hende og hvad hun lavede "så nu ved du hvad der skete...hvorfor jeg var tvunget til at forlade dig" sluttede hun af med. Hun trådte tilbage og så direkte på hende med de brune øjne. Nu var det bare om Tonia forstod eller ej. Forstod hvorfor hun skulletage afsted og hvad der enlig i virkeligheden skete, at hun aldrig rigtig havde været alene.

Hun klukkede over hendes spørgsmål, lidt alla et barn der spurgte far eller mor om noget. Selv havde hun aldrig haft sådan et forhold til nogen, hendes egen skaber døde for øjnene af hende, så meget fik hun ikke fra ham. Hun havde faktisk lært sig selv alt hvad hun havde vidst omkring at overleve, hvilket var et held når man tænkte på hvor hun kom fra og hvor stor en omvending det at blive forvandlet havde været for hende. Hun havde jo været en engel, det havde slet ikke ligget i hendes natur at gøre andre ond, så lige pludselig at finde nydelse i det. Hun havde brugt de første år på at myrde koldblodigt, hvorpå hun havde et par måneder hvor englen i hende for alvor trådte frem. Hun ønskede faktisk i en periode af sit liv at slå sig selv ihjel, dog som årerne gik blev de ting hun først havde opfattet som svært nu mere nemt.
Hun smilede og denne gang ikke nær så mystisk, næsten som det smil hun havde sendt Tonia den aften i Italien. Et smil en mor ville sende sit barn "jeg har levet i over 500 år, det giver også en del stolthed i sig. Jeg ved skam det er dumt ikke at spørge om hjælp, men min stolthed står nogle gange lidt for meget i vejen for andres hjælp" forklarede hun og trak på skulderne. Der var ikke så meget andet end stolthed, det var virkelig hvad der stod i vejen så mange andre gange "plus hvis det at tilkalde dig ville bringe dig i farer, så ville jeg hellere ofre Aeron og du ved hun har været hos mig så længe som jeg kan huske" Aeron havde været navnet på tjeneste pigen, der nok havde været sammen med Amara i flere hundrede år. Så vidst hun kunne huske mødte hun Aeron for første gang i 1502. Hun havde købt den unge djævel som slave og siden havde tingene udviklet sig, da de blev bedste veninder.
Hun sukkede "lige meget hvordan jeg er, så er du mit afkom og jeg ville aldrig gøre noget der kunne skade dig, hvad jeg gjorde... gjorde jeg fordi jeg så det som en mulighed for at holde dig sikker" sagde hun og dette var noget man aldrig rigtig hørte hende sige. Hun havde aldrig været en følelsesmæssig person, ikke en for at dele sine følelser. Så når hun sagde sådan noget, så vidste man at det var specielt