I found the light, but then I lost it.

Sted. Kirkegården.
Omgivelser: Omkring de hundrede væsner samlet til et lille foredrag. Foredraget handler om livet og konsekvenserne der følger dertil.
Vejr: Solen skinner varmt udenfor, og der er tegn på sommer.
Tid: Middagstid.

Forbeholdt til Lionheart.

____________

Dette her var en speciel dag, for denne unge hybrid. Der skulle gøres noget ved hendes liv, hele hendes liv. Du momentane var så kommet. Der skulle seriøs gøres nået. Pengene var ved at smutte fra hende, glæden var allerede smuttet, og hendes liv er bare blevet mere forvirrende end nogensinde før. Hun levede som en teenager. Brugte sine penge på noget unyttig, tænkte ikke på fremtiden og det værste af alt; hun drak, for at glemme alt. Og denne kedelige rutine, var nu for alvor bleven tydelig. Hun var meget træt, hun orkede ikke noget, selvom hun aldrig lavede noget. De fleste væsner var begyndt at holde sig fra hende, og det var vel forståeligt.
Det første skridt på vej til hendes nye var, hendes udseende. Det var den mørke look, der havde ændret sig. Den mørke look havde efterhånden fået meget dårlige ry, så hun kastede den så småt væk. Håret, den sorte aske, var nu blevet rimelig lang, og hun holdte op med at klippe det. Øjnene var det værste, at vågne op til om morgen. De før mørke øjne, var nu to strålende blå pletter. Kort sagt, hendes rigtige øjenfarve. Før i tiden brugte hun nemlig farvede kontaktlinser, men nu da hendes penge sådan set døde hen, havde hun ikke råd til det mere. Men det var nu skægt, at hun skulle glo på sig selv.

I dag bar hun en grå trøje, samt en sort blazer og jeans. På hendes hoved hang en doven bandana, som var sort og hvid. Man kunne se på hende, at hun var en der prøvede på noget. Men sådan var det slet ikke. Hun kunne bare ikke slippe sit gamle look helt. Men for at vær ærlig, så tænkte hun ikke så meget på udseendet. Lige nu var udseendet ikke de tanker der kørte op i hendes hoved allermest. Det var tværtimod den lille mand der stod op på alteret, og snakkede. Hans ord gad ikke rigtig finde plads i hendes hoved. Og varmen gjord det ikke bedre. Solen skinnede nemlig igennem ruderne, og når strålede ramte noget, kunne man se alle mulige farver, og det gav en slags paradis-udseende på stedet. Et kort smil slikkede over hendes blålige læber, og hun rettede sig op, så hun sad bedre. Hun kiggede på den gamle mand, og prøvede at fange hans ord.

Folk begyndte at rejse sig op, og hun forventede, at de sikkert skulle synge nu. Salmer, var det de kaldte det. Aino rejste sig også op, og rettede på sin blazer, og tog sin salme bog frem. Hun troede ikke på noget af det, men dog følte hun en slags ro i sit sind. Også åbnede omkring hundrede læber på engang, og sang den samme salme. Det lød egentlig meget godt, da de fleste stemmer klingede. Aino’s øjne så rundt, mens folk havde travlt med at følge med i teksten. Der var fra børn til unge. Voksne til gamle. Alle de væsner samlet en kedelig søndag i kirken. Til et ligeså kedeligt foredrag! Men noget sagde hende dog, at hun skulle blive. Og det gjord hun.

Gåden var i salmen. Nej, det var en kode. En kode, som man skulle knække. Men hvordan knækkede man koder, når man var en som hende? Man kunne ikke smigre sig ind på salmen, hun kunne ikke bruge sine våbner. Dette her var hemmeligheden bag alle salmer. Der lå en kode, og tallene skulle man selv finde. Aino smilede skævt, og åbnede sine læber og sang med på tredje strofe. Det lød underligt, da hendes stemme blandede sig sammen med alle de andres. Aino’s stemme var meget hæs og rusten. Man kunne høre på hende, at hun havde brugt sin stemme meget efterhånden, så den havde simpelthen ændret sig til noget rusten. Noget unikt, egentlig.
Hun lukkede sine øjne, og mærkede solens varme stråler på sin ene kind, mens hun prøvede at tænker langt tilbage. Tilbage til en tid, hvor hun havde følt glæde, og ikke anede noget til stoffer og sprut. Det var svært. Det fortalte rynkerne på hendes pande. Ja, hvornår var det egentlig hun opførte sig som et normalt menneske eller elver? Hun kom til at grine, og damen på en højre side, kiggede irriteret på hende. Aino blev ved med at smile, og hun kunne mærke kvindens blik luer bag brillerne.

Femte strofe. Så stod hun af. Hun kunne ikke mere. Og alligevel var hun nødt til at blive stående, da den damen holdte øje med hende. Hun orkede ikke problemer nu. Så hun stod pænt., og kiggede på den gamle mænd, som sang højere end alle de andre, fordi han stod ved en mikrofon. Så gammeldags var kirken åbenbart ikke. Aino blev forstyrret i sine tanker, da en mande stemme trængte ind. Hun tabte sin salme bog, da hun fik et lille chok. ”Den er fri” kom det fra hende, og hun bukkede sig ned, for at samle sin salme bog op. Hun havde ikke set hvem manden var, men for at være ærlig, så havde hun travlt med at efterligne den gamle mand på alteret. Hun begyndte igen at synge, og denne her gang skiftede melodien, til noget mere behageligt. Aino kiggede på damen på sin venstre side. Hun var nu fuld koncentreret. Også sluttede salmen. Aino begyndte straks at klappe, og samtlige ansigter kiggede på hende. Aino rømmede sig, og lod som om, hun slog en flue væk, for at få opmærksomheden væk fra sig. hvordan skulle hun kunne vide, at de ikke klappede herinde? Det var vel ikke helt som en rock koncert, som en af hendes venner havde sagt.
Aino satte sig ned, og lag salme bogen i sit skød. Det sorte hår gled ned over hende, som en mørk dyne. Den gamle mand på alteret begyndte at snakke igen, og hans ord begyndte langsomt at sætte sig fast op i hendes hoved. ”Vi former vores liv efter de former vi har” gentog hun, og nikkede anerkendende. Hendes hjerte bankede hurtigt, da hun mærkede hvordan den gamle mand kom, tætter på hendes liv. ”De folk som danser rundt om deres liv, er de folk vis liv danser rundt om dem” sagde hun efter ham, mens hendes blå øjne strålede op. Den gamle sluttede med guds navn, og folk begyndte at klapper. Aino rullede med øjnene, og klappede langsomt, mens hun bøjede hovedet ned, for at skjule et smil. Hun smilede ikke så tit. Og slet ikke på den her måde.

Nu begyndte folk at stille spørgsmål, og Aino rodede i sit hoved, for at finde et spørgsmål at spørge om. Hendes ben rystede, mens folk stillede personlige spørgsmål, og den gamle mand svarede klogt tilbage. Aino smilede af den første kvinde, som stillede et spørgsmål om gud. Den gamle mand svarede, at det var en der beskyttede os, og tjenerne var renere en ren. De var engle. Bare hun kunne røre ved en af de engle. Det var lang tids siden hun havde været en nærheden af dem.

Hun hørte interesseret efter, og prøvede at besvare spørgsmålene inde i sig selv, som den gamle mand gjord. Hun smilede skævt, da en kvinde spurgte, om engle nu fandtes. Men mere fik Aino egentlig ikke tænkt, da manden ved sin side rejste sig med ét op. Først der, lod hun sin opmærksomhed går til ham. Men hun fik ikke set rigtig på ham, han stod lige der hvor solen vil blænde en. Og manden selv, så ud til at lyse op. Stille blinkede hun med øjnene, og væk var han. Aino rettede sig op, og kiggede interessant efter ham. Hvad skulle det til for? Hun kløede sig bag nakken. Engle var det meste interessante emne hele dagen, også løber han bare væk? Hun trak kort på skuldrene, og vente opmærksomheden imod den gamle mand igen. Emnet var desværre skiftet. Nu stillede de spørgsmål om ægteskab og kærlighed. Emnet som Aino helst vil være fri for. Som om hun nogensinde skulle finde ’kærligheden’.

Hun rejste sig langsomt op, og fandt sin cigaretpakke frem, og listede stille ud. Langsomt, og på en meget sørgmodig måde traskede hun over til en af statuerne, som skulle forestille sig en kvindelig engel. Langsomt tændte hun sin smøg, og lod røgen fylde hende, inden hun pustede resten ud gennem næsen. Da hun fik åbnet sine øjne, opdagede hun manden der havde siddet ved siden af hende. Denne gang kunne hun se ham, men der var stadig en underlig lys omkring ham, og det var ikke bare solen. Aino havde egentlig ikke noget interesse for denne smukke mand, men alligevel kunne hun ikke fjerne blikket fra ham.

Hun slukkede sin smøg, og rettede på sin bandana. Det var varmt at have den på, men hun gad ikke tage den af. Stille sled hun sine støvler hen ad gruset, og bevægede sig over til ham. Hvorfor hun gjord det anede hun ikke. Han vil sikkert høre hende, for hun kom sådan rimelig larmende bag ham. Hun bøjede sin ryg, og stak sine hænder i lommen. Hun stillede sig ved hans side, og betragtede kirken udefra. Døren til kirken stod åbnet, så hun havde fri udsigt til den gamle mand. ”Han er genial” sagde Aino ved mandens side, og rystede imponeret på hovedet. Hun rettede sig op, og kunne mærke, at manden var lidt højre end hende. Hun smilede skævt, og så op imod den lyse og klare himmel. ”Sådan en dag. Smukt, ikke?” hvorfor det lige var, at hun snakkede til ham, anede hun ikke. Men noget sagde hende, at det var klogt. Hun følte noget særligt ved hans side. Noget beroligene. Derfor kiggede hun på ham, og lag hovedet kort på skrå, så det sorte hår gled til den ene side. Derefter smilede hun til ham, og rakte sin hånd imod ham. "Aino. Ny her" sagde hun, og ventede på hans hånd, som hendes hånd glædede sig til ar røre. Hvis hun da fik lov.

Hans hånd fik hende til at vågne, og komme tilbage til virkeligheden. Hun havde det med at svømme væk fra det hele, når der ikke skete noget interessant. De blå øjne rettede sig imod deres hænder, der slap hinanden. Hun begravede sin hånd ned i lommen igen, og lænede sig fremover, så hendes ryg var halv bøjet. Hun kiggede ikke længere på manden ved navnet Alex, men i stedet imod kirken. Hun undrede sig over hvorfor han ikke fortalte sit navn. Aino havde jo den evne, at kende personen før personen så meget fik øje på hende. For det meste skjulte hun ikke sin evne, men spyttede den ud til alle sider, men i dag var en undtagelse. Hvordan mon ’Alex’ vil have det, hvis hun fortalte ham, at hun allerede kendte ham i forvejen? Uhyggeligt, ikke? Så hun holdte mund, og lod som om det hele var nyt for hende.

Hans korte svar irriterede hende en del, men hun forstod ham trods alt. Hvem kunne tale åben og ærlig med en fremmede? Kun Aino kunne, men hun var skam heller ikke helt normal. Hun rømmede sig kort, og var allerede nu tiltrukket af denne unge mand. Det var første gang denne følelse vældede ned over hende. Underligt men troværdigt. Hun smilede kort for sig selv, og rettede sig op. ”Så…” lød hendes hæse stemme. Hun kiggede på manden og lignede en der så igennem ham, med de havblå øjne. Hans ansigt, som var peget imod solen.. det var perfekt indrammet. Så. Så smukt. Aino så væk, og kiggede ned på sine støvler, der havde tiltrukket støv. Hun smilede skævt, og sparkede en lille sten væk, som lå foran hende. ”… du kommer her tit?” Det var egentlig ikke et spørgsmål, men bare en tanke der blev tænkt højt. Men emner plejede altid at starte kedeligt og ende som en overraskelse. Men nu synes hun, at den startede på en meget overraskende måde.. og hvem ved.. måske ender den kedeligt og måske ikke?

”Engle. Jeg kommer altid i tanke om engle, når solen skinner. Engle. Engle, engle. Smukke væsner, med lyset omkring dem” Aino kiggede op på den blå himmel og løftede sin ene hånd imod solen, og foldede den sammen, som om hun havde selveste solen i hånden. ”Smukke væsner”. Nu kiggede hun på manden, og smilede stort, med sine lyse tænder, og de blå øjne der skinnede i dag. Nu vidste hun hvorfor hun var tiltrukket af ham. Hendes hjerte hoppede kort i det hun sænkede sin hånd. Hun begyndte stille at gå frem, og derefter vende sig om, så hun stod lige foran ham. Hans højde.. perfekt. Lige til at kunne nu hans..

”Jeg vil ønske, at jeg var en engel. Så kunne jeg bare flyve væk og holde omkring den jeg elsker. Flyve væk med personen, og skabe en ny historie, og dø smukt og smertefri, og komme et sted hen, hvor du ikke brænder op. Derfor er engle smukke..” de blå øjne kiggede uhyggeligt kærligt på ham og prøvede at få øjenkontakt.

Du er smuk, lød en lille tanke.

Øjnene som længe havde kigget på ham, betragtede nu hans læber lidenskabelig, i håb om at høre tre små ord med stor betydning, men al det forblev jo kun ’i håb om’. Da han begyndte at snakke, havde deres øjne ramt. Grønne. Hans øjne var grønne. Håbets farve, det hjertesidens farve. Hun smilede stille, og hendes hjerte hoppede et slag over. ”Simpelt…” sagde hun og kiggede ned på hans læber igen og derefter tilbage til hans smukke øjne, som var fyldt med liv. ”Engle er hvide. Rene. Perfekte. Når de dør..” hun stoppede sig selv. Hun havde glemt noget. Engle kunne dø som hende. Det kom an på hvordan englen dør. Mord eller bare på sengen.
Aino så ned på sine fødder, og lod det mørke hår skjule sit ansigt. Hun havde virket al for sikker, men som altid endte det med, at hun bed på sig selv. Selvfølgelig kunne man ikke sige, at en engel kunne dø smertefri. Det vil være det samme so at sige, at en elefant kaster op være tredje uge. Netop, det er sgu da noget man ikke ved.
Hun kiggede igen på manden, og rystede undskyldende på hovedet. Flov over sig selv. Kort bed hun sig på læben, og blev glad for hans næste spørgsmål. Det beviste bare, at han havde lidt interesse i hende, eller så var han en af de typer der virkelig kunne holde alt ude. ”Hvorfor jeg tænker så meget på engle?” sagde hun, og kløede sig bag nakken. Hun lukkede det ene øje, som om hun nød at klø sig bag nakken. Stille gled hendes ene hånd i lommen, og den anden hvilede sig bag hendes nakke. ”Når jeg tænker på engle, så bliver jeg fri herinde..” hun lag en hånd på brystet og rynkede kort sin næse. ”Det er en rar følelse. Derfor er jeg begyndt at komme her, ikke for at blive, men for at høre mere og englene, som jeg ved eksistere. Mit hjerte banker for dem, og min krop.. den bliver så afslappet. Jeg har løst til at kaste mit liv væk, og starte på nyt” hun lag mærke til, at hun stod og smilede rigtig, noget hun ikke gjord så tit. Aino skiftede ansigt udtryk, og droppede det drømmende udseende. Hun begyndte stille at grine, noget man heller ikke så hende gør.
Stille satte hun sig på hug, og legede med de små sten foran hende, med sin pegefinger. ”Derfor vil jeg aldrig give op, Alex. Jeg vil gerne have en engel.. i mit skrøbelig hjerte” hun bed sig på underlæben, og kiggede ned. Som sagt, en Aino-ting, at åbne sig så meget for en fremmede.