Let's go to the beach!

Efteråret havde endnu ikke meldt sig i Di Morga. Sommeren herskede endnu, i det sydlige Frankrig. I dag var en af de varmere dage. Solen var dog på vej ned af himmelen. Den var ved at gøre plads til at månen ville rejse sig og gøre dag om til nat. Det var sent på eftermiddagen, og hun følte sig som fanget inde på biblioteket, hvor hun havde været siden den tidlige formiddag. Hun sad ved et bord, der bugnede af forskellige bøger, mens hun irriteret sad, bøjet ned over et stykke papir og skrev noter. Hun havde længtes efter bølgen blå hele dagen, da vejret havde været så skønt. Ikke én sky havde virket faretruende, nej hun havde såmænd heller ikke set særlig meget til skyerne, fra vinduet hvor hendes bord stod placeret. Det ville ikke undre hende, hvis stjernerne var klare i aften. Dette måtte hun så nøjes med, en kølig sommeraften med flotte funklende stjerner, selvom alt indeni hende skreg efter, at komme ud mens det stadig var lunt. Hun ignorerede dog tanken, trøstede sig med stjernerne hun ville få, at se på sin vej hjem, når hun engang var færdig med, at læse og skrive noter.
Cathy rejste sig op fra sin plads hvorefter hun påbegyndte sin leden efter en bestemt bog, som hun manglede. Hun gik indimellem bogreolenerne, der var fyldt op til randen med bøger, der gik helt tilbage til 1700 tallet, hvis ikke mere. Hun lod en hånd røre hvert eneste bog, som hun gik forbi. Betaget af bøgernes unikke beklædning, og her måtte hun huske på en bestemt sætning, hun fik fortalt lidt over to uger siden, ’don’t judge a book by it’s cover’ hun smilede ved tanken. Hun havde set Damien hvert eneste dag lige siden, på nær i går og så i dag hvor hun ikke havde haft tid på grund af sit studie, til hendes egen ærgrelse. Damien var spændende, at snakke med og han var aldrig kedelig at høre på. Hans syn på tilværelsen havde smittet en smule af på hende, for hun undrede sig mere over ting, ting hun aldrig ville have undret sig over før. Hun var ovenud glad for, at han havde betalt for hendes kaffe, den dag. Han var uden tvivl en af de mest interessante personer hun nogensinde havde mødt.
’Når man snakker om solen’ tænkte hun for sig selv, ved synet af en fyr med let krøllet brunt hår, med de velkendte sorte briller sat på næsetippen. Han sad dog med ryggen til hende, nær et vindue, foroverbøjet over en bog, fordybet i sine egne tanker. Et stort smil plantede sig på hendes rosa røde læber, og langsomt uden en lyd, listede hun sig om bag ved hans stol og lænede sig ned, så hendes læber var ud for hans ører. ”Guess who?” hviskede hun i hans øre, efter hun havde taget hænderne op foran hans smukke blå øjne. Tænk at hun skulle støde på ham her, netop i dag.

Cathy trådte et skridt bagud i stor overraskelse over hans dramatiske fald mod gulvet samt bogen der fik sig en flyvetur. Hun slog sine små spinkle hænder op foran sin mund, i et forsøg på, at kvæle et fnis, men det mislykkedes. Hun brød ud i en stille latter, med den samme smukke klang der normalt ville få folk til at vende hoveder, over hans forskrækket hed. ”Jamen godeftermiddag Damien” sagde hun dernæst højtideligt med megen høflighed i stemmen. Hun flettede sine fingre ind i hinanden, bag ved sin ryg og trippede dernæst på tæerne, der altid bar de grå og slidte converse. Hun forsøgte stadig ikke, at briste ud i latter. Det havde simpelthen set for komisk ud. Hun var dog ked af at hun havde forskrækket ham så meget, det havde hun ikke forventet at hun ville. Bogen måtte virkelig havde være spændene. Cathy bed sig dog hårdt i underlæben for at holde grinet inde, ”Ej undskyld… Kom du noget til?” spurgte hun, stadig med en vis munterhed i stemmen. Resterne af et grin var stadig at se på de rosenrøde læber, der sendte ham et stort hvidt tandsmil. Cathy fandt en stol fra en af de andre borde og stillede den ved hans side. Hvorefter hun tog plads og rettede dernæst på den hvide blondekjole, som hun havde iført sig i dag, ”Hvad har du gået og lavet?” spurgte hun med lysende øjne. Hun havde skam savnet, at snakke med ham. Det var altid spændende, aldrig kedeligt.

Som om, at der var nogen der havde tændt en kontakt, lyste hun op. En idé havde strejfet hende. Hun rettede ryggen, ”Damien… Vil du ikke med mig på stranden? Pleeeaase” Hun gav ham hundeøjnene samt skubbede underlæben frem, så hun var endnu mere sød, at se på. ”Vil du ikke nok? Jeg har sådan brug for, at komme ud!” Tiggede hun, mens hun lænede sig frem mod ham. Hun håbede inderligt, at han ville sige ja. Det var så kedeligt, at gå selv og lige meget hvor spændende der så end var på biblioteket, så var det altid sjovere, for hendes vedkommende, at tage ud og bade. Hun fjernede et lok hår, der havde forvildet sig foran hendes ansigt, hvor hendes ’kom-nu-please’ blik sad som limet fast. Hun sørgede for, at holde hans blik. Hun ville så gerne afsted.

Hun gjorde store øjne af ham, og stirrede lettere forbløffet på ham, med munden åbent på vidt gab. ”Har du… aldrig været på stranden før?” spurgte hun og missede et par gange med øjnene. Hun kunne ikke helt tro det han sagde men det måtte være sandt, siden en rosenrød rødmen dannede sig på hans vaniljefarvet hud. Hun havde aldrig set Damien rødme før, og hun fandt det ret sødt. Hun smilede blidt af ham, ”Jamen, så kommer du af sted nu” Hun rejste sig op, glad og forventningsfuld. Hun var dog usikker på om han ville finde stranden ligeså interessant som hun gjorde. For hun vidste, at han mere var til bøger, teori og forsøg. Stranden ville være for ham, et ’farligt’ og nyt sted. Men hvis han i sin natur var meget nysgerrig, så ville han vel gerne vide noget om stranden, ikke?
Lettere spontant, tog hun hans hånd og førte ham ud af biblioteket. Hun var sådan set ligeglad med noterne, de ville ikke ligesådan forsvinde. Hun kunne altid komme tilbage igen i morgen. Hun førte ham ud af de store tunge hoveddøre, i mahogni. Og hun slap først hans hånd, da hun nåede fortovet. Heldigvis, var der en taxi der holdt længere nede af gaden. ”Kom, vi tager taxaen” sagde hun med et sødt smil og de blå iskrystaller lyste muntert op, inden hun fortsatte ned af gaden. Hun nåede taxaen, åbnede døren og satte sig ind. ”Hvor skal i hen?” spurgte taxachaufføren som var en stor mand, der så ud til, at have spist lidt for meget junkfood. ”Stranden La Page” sagde hun, og med det samme startede bilen.
Det ville tage et stykke tid, at nå derud. For stranden lå i udkanten af Di Morga. Cathy slog blikket ud af vinduet og betragtede i stilhed, hvordan byen susede forbi hendes øjne og samt hvordan landskaberne skiftede. Det var et smukt syn, syntes hun. Hun vendte fronten mod Damien, så siden af hendes hoved, lå mod ryglænet. Hun sendte ham et lille smil, og først nu kunne man se hvor træt hun var, ikke blot på grund af det gab der undslap hendes læber, men også hvordan hun blinkede med øjnene, for at forsøge at holde sig vågen. Hun betragtede dog Damien, hvordan brillerne skjulte hans skønhed. ”Dine briller skjuler din skønhed” sagde hun stille, ”det er ret synd, syntes jeg” Hun kørte en hånd igennem sit isblonde hår, der i dag hang løst ned over skuldrene. ”Kan du svømme?” spurgte hun så efterfulgt af et gab.

Hans selvsikre måde, at være på var forsvundet som dug for solen og hun mærkede det tydeligt på ham. Et stik af skyldfølelse ramt hende som en bølge og hun klemte læberne sammen til en smal streg. Var det nu en god idé? Hun sukkede stille for sig selv, inden hun steg ud af taxaen og stak taxachaufføren sine penge, hvorefter han satte af med hvinende dæk. Hun vendte sig rundt. Havet var stille i dag, dog kunne man sagtens høre bølgerne og dufte saltvandet. Der var nærmest tomt, de fleste måtte været taget hjem. Solen var også ved, at gå ned. Det måtte være sidst på eftermiddagen.
Cathy vendte sig mod Damien og tog en dyb indånding, ”Damien.. Det er helt okay, hvis du ikke vil” startede hun stille og fortsatte, med ansigtet lagt i blide og ikke mindst bekymrede folder, ”Jeg vil ikke tvinge dig til noget, du ikke vil – ligesom du heller ikke vil tvinge mig til noget, som jeg heller ikke vil.” Hun sendte ham et prøvende smil. Brisen legede let med hendes hår, førte det ind foran hendes kønne ansigt. Hun satte de vildledte lokker om bag sit øre, og fandt så Damiens blå øjne. ”Hvis du vil hjem, så tager vi hjem. Okay?” Hun lagde hovedet let på skrå. ”Vil du få det bedre, hvis du holder mig i hånden?” spurgte hun så, for hun var ikke helt sikker. Hun vidste godt, at Damien ikke var god social, for det havde han selv betroet hende. Tilgengæld var Damien god så mange andre steder, f.eks i hans laboratorie, når han lavede forsøg eller var nysgerrig efter viden. Som hun havde sagt til ham før, man kunne ikke være god til, alt. Cathy var selv ikke videnskabeligt anlagt. Hun var god nok socialt og rigtig god når det kom til det kreative. Det fuldkommen modsatte af Damien. Hun vidste derfor nu, at hun måske skulle passe lidt på, af frygt for at han pludselig ikke gad, at snakke med hende mere. Hvorfor den tanke strejfede hende, vidste hun ikke. Hun ville nødig miste Damien, som var sådan en fantastisk person som han i sandhed var. Han havde bare selv svært ved, at se hvor meget han selv var værd. I hendes øjne, var han millioner af venner værd. Det var bare aldrig noget, hun ville fortælle ham.

Hendes smil voksede en smule og hun kunne ikke lade være med, at betragte ham. Stranden var badet i den sidste dags lys, bølgerne rokkede fredeligt og på himlen var der ingen sky at se.  Hun fulgte hans eksempel, og tog skoene af, ved at bøje sig ned, binde skoene op for dernæst, at hive dem af hver sin fod og smide dem i sandet. Hun satte fødderne, i det blide og varme sand, som solen havde opvarmet hele dagen igennem. Hun skubbede fødderne mere og mere ned i sandet, så de næsten ikke var til, at se mere. Hun kunne godt lide følelsen, som om at sandet kærtegnede hendes hud. Hun faldt dog ud af sine drømme igen, da Damien var nået ned til vandkanten. Hun satte den ene fod foran den anden og begav sig ned til ham. Synet af ham, uden sine klæder, var ligeså skønt som hvis han havde dem på. Hun var dog overrasket over hans muskuløse brystkasse. Det havde hun ikke forventet, eftersom hun vidste, at han brugte megen af sin tid indenfor, på at læse, vide mere og ikke mindst lave forsøg i sit laboratorie. Dette forklarede også hvorfor hans hud havde den vanilje farve. Dog var han stadig mere farvet end hun. Hende selv kunne aldrig få noget sol, selvom hun ihærdigt prøvede. Hun blev bare rød i stedet. Det var som om, at den porcelæn hvide farve aldrig ville forsvinde, som var den limet på, perfekt og fejlfri. Dog hvis man kiggede godt efter, kunne man ane nogle næsten helt hvide ar, der havde placering på hendes arme og ben. Hun havde det altid med, at falde og slå sig og hun havde også forstuvet både hendes hånd, arm og fod. Dog var den porcelæn hvide farve god til, at kamuflere det ’ikke perfekte’. Hvilket hun syntes var synd, det ikke perfekte var for hende helt og aldeles perfekt. Hun kunne godt lide, at kigge på ar. For de fortalte altid en historie. Ligesom hvis folk fik tatoveringer, så var det normalt også fordi, at de havde en historie at fortælle. I det samme fik hun øje på tatoveringen, der sad på Damiens bryst, med de to nøgler der krydsede hinanden og ordene ’Francisco’ skrevet lige under. I det øjeblik, kom hun i tanke om det navn, der havde stået under skitsen af Damien i hans medaljon, ’Henri Charles Archambault’ . Hun bed sig tænkende i læben, mens hun betragtede ham. Men hun valgte ikke, at sige noget nu.

”Gå du bare..” sagde hun blidt, inden hun tog fat i kjolens ender og trak den over hovedet. Til syne kom hendes utrolig tynde krop, hvilket havde fået folk til, at stille hende en million spørgsmål, ’Er du syg?’ – ’Har du en sygdom?’ – ’Spis dog noget mere!’- ’Burde du måske ikke tage lidt på?’ etcetera. Hun var ikke så perfekt som hendes ansigt ellers fremstod som. Hun havde ikke de flotte timeglas former, som ellers var det ideal, der ville fremstå som perfekt. Hun havde det dog ikke dårligt med sin krop, hun var egentlig ligeglad. Så længe, at hun var sund og rask, hvad var problemet så? For de fleste ville det, at stå i undertøj være grænseoverskridende, men hun mærkede intet til det. Hun var iført plain sort undertøj, med en bh der ikke var fyldt op med push-up. Hun ville ikke fremstille sig som noget hun ikke var eller havde. Hun tog et par skridt ud i vandet og bølgerne slog mod hendes skinneben. Sandheden var, at hun ikke kunne svømme, men det havde aldrig holdt hende fra, at bade. Hun skulle bare kunne bunde. Hun tog et par skridt længere ud, med armene over kors, mens hun hvinede let. Vandet var en smule køligt, hun skulle bare vænne sig til det.

Cathy var slet ikke forberedt da Damien kom farende og smed hende over skulderen. Hun hvinede højlydt og slog ham blidt på ryggen med knyttede næver, ”Sæt mig ned! Damien!” råbte hun, dog med et stort smil og et let melodisk grin over læberne. Hun hang nærmest bare og dinglede, fuldkommen hjælpeløs. Det var ret spontant af ham og hun havde slet ikke set det komme. Damien, der slappede af og var spontan var noget af det mest sjældne, det vidste hun. Inden længe mærkede hun det kølige vand omsluttede hende og hun nåede lige akkurat at holde vejret inden hun kom under. Stilheden ramte hende, som en bølge. Hendes øjne var lukket og hun følte det som om, at alle sanser blev taget fra hende. Alt var stille, under vandets overflade. Det var så fredfyldt, så hun næsten havde lyst til at blive der. Hun vidste ikke hvor længe hun havde været under vandet, men da hun kom op igen, gik det op for hende at hun ikke kunne bunde, i forhold til Damien, der med sin høje højde sikkert stod på sandbunden. I panik svang hun armene om halsen på ham og trykkede sig ind mod ham. Hun havde helt glemt at fortælle ham, at hun ikke kunne svømme.

Hun så på ham, da de nu var i øjenhøjde. Hun havde aldrig været så tæt på ham, og det gjorde ham egentlig endnu kønnere, at se ham så tæt på. Hans øjne var nærmest blevet mere blå og hans brune hår, var vådt og rodet, hvilket klædte ham utrolig godt. Vandet løb ned af hans ansigt, og hun betragtede de smukker linjer. ”jeg glemte helt, at fortælle dig at jeg ikke kan svømme” sagde hun stille og sendte ham et lettere undskyldende smil. I øjenkrogen fik hun dog øje på hans tatovering. Detaljerne var slående flotte, og lettere betaget betragtede hun det. Nysgerrig over hvad meningen med netop den tatovering var. For han havde ikke nogen andre steder. Langsomt og forsigtigt, lod hun hånden lægge sig på hans bryst mens den anden stadig lå omkring hans nakke. Hendes finger fulgte linjerne i tatoveringen og pludselig skar der en smerte ind i kraniet på hende. Alt blev sort.

Hun så Damien blive bundet op til en pæl mens massere af mennesker stod rundt om ham. Han så ud ligesom på skitsen, med det lange krøllede hår og de utrolig blå øjne. Hun stod ved siden af og så på ham, som var hun til stede. Bag ved ham stod en mand, med en pisk i hånden. Med gru i øjnene så hun til, mens han svang pisken og råbte ’ALANO!’ til ham. Alano måtte være hans slavenavn. Meget vidste hun ikke om slavetiden, men dog vidste hun at man blev bortført og solgt og dernæst givet et andet navn. Damien skreg og lyden af piskeslagene mod huden var nok til, at give hende kvalme og ikke mindst, at kaste op da hun så hvordan hans hud blev flået op. Hun kunne ikke klare lyden af hans skrig, ”STOP! STOP!” råbte hun forgæves i drømmen mens hendes hænder lagde sig om ørene i et forsøg på at skærpe lyden. Mindet skiftede og det var nu vinter. Damien sad i hjørnet og så ud af vinduet, han rystede… Frøs. Så hurtigt som mindet var kommet skiftede det igen. Damien stod overfor den selvsamme som havde pisket ham, ”Alano!” råbte han ind i hovedet på ham, ”Ja, Francisco, min herre?” svarede Damien og uden så meget som et varsel blev han slået omkuld. Forskellige glimt af slag, tortur og dårlige forhold fór forbi hendes øjne. Og med et var hun tilbage i Damiens favn, i vandet, på stranden. Hendes hjerte galopperede afsted og hun hev kort efter vejret. Hun ville ikke se på ham, så blikket blev lagt ud mod vandet. Armene hang stadig om hans hals og forsigtigt lagde hun hovedet på hans skulder, for at se bagud. Hun prøvede at bearbejde det hun lige havde set og ikke nok med det, var hun utrolig ked af at hun havde set noget hun tydeligt ikke skulle havde vidst noget om. ”U… undskyld… jeg..” hun nåede ikke videre i sætningen, hun stoppede bare og kneb øjnene sammen. Hun var bange for, at han var sur på hende og hun forventede nu det værste. At han ville gå, uden at sige noget og aldrig snakke med hende igen. Hun gemte sit ansigt ind mod hans hals uden rigtigt at vide hvad hun skulle gøre.

Stilheden omringede dem. Det eneste man kunne høre var vandets stille brusen. Solen badede stranden i det sidste dags lys. Farverne på himlen var smukke, som de blandede sig ind og ud om hinanden i rødlige og lyserøde nuancer. Cathy klamrede sig til ham, ude af stand til at bevæge sig. Det føltes trygt og sikkert i armene på Damien. Skyldfølelsen lå dog over hende, tryggede mod hendes kranie, hvor en lille hovedpine havde dannet sig efter hendes møde med Damiens gamle minder. Hun havde det så dårligt med det og hun kunne godt forstå hvis han aldrig ville se hende igen. Minderne var private, noget hun ikke skulle have set. Hun havde helt glemt alt om, at hun ikke havde fortalt ham om sin evne. Det hele føltes nu ødelagt og hun havde mest af alt lyst til at græde. Dette skete dog ikke. Hun holdte bare mere om ham, da hun mærkede hvordan hans krop rystede. Det gav et lettere chok i hende, da han begyndte at gå i land med hende i hans favn. Han sagde ikke noget. Gud, hvor ville hun ønske at han gjorde. Hun klamrede sig stadig til ham, med hovedet gemt ind mod hans hals. Han var varm i forhold til hende, så hun tillod sig at stjæle noget af hans kropsvarme. Hun troede ellers at han ville give slip da de nåede land, men det gjorde han ikke. Han holdt hende derimod tættere, til hendes egen store overraskelse. Da han endelig sagde noget, sukkede hun dybt. Langsomt slap hun ud af hans greb og satte sig i hans skød, med fronten mod ham samt begge sine ben svunget rundt om livet på ham. ”Damien… Se på mig..” Bedte hun stille, men der skete ikke noget. ”Henri!” Kaldte hun lidt højere, med en mere desperat klang i stemmen. Hun tog dernæst hans kønne ansigt i hænderne og tvang ham til, at se på hende. Det isblonde, våde hår klistrede sig til hendes ansigt samt skyggede en smule for hendes ene øje. Men lige nu var hun ligeglad. ”Please tilgiv mig..” Peb hun stille mens hendes hånd kærtegnede hans våde kind. Hun så ind i hans blå øjne. Bedende, undskyldende. Tårerne pressede på de smukke blå iskrystaller. Hun var så inderligt ked af det. ”Jeg burde havde fortalt dig det noget før.. Undskyld.. Det er bare ikke altid noget jeg kan styre” Hun bed sig hårdt i underlæben, i et forsøg på at standse tårerne der pressede på. Der var dog en der undslap og som faldt ned over hendes våde kind. Hun havde en smule ondt af ham. Over hvad han var blevet udsat for igennem årerne. Han havde slet ikke fortjent tortur eller dårlige forhold. Han havde fortjent alt det bedste i verdenen, for han var inderligt sådan en god person. Men som det tit skete, så sker alt det dårlige for de gode sjæle. Damien var en af de uheldige. Hun fjernede en tot hår, der havde klistret sig fast på hans pande, og skubbede den op i hans rodede og ikke mindst våde frisure. Hun holdt stadig øjenkontakten og bedte til, at han ikke hadede hende.

Lettelsen skyllede over hende, da han forsikrede hende om at det var okay. Et lille tandløst smil dukkede op på hendes læber og hun så lettet på ham, dog stadig bekymret. Han rystede ikke så meget mere. Hun lukkede et øjeblik øjnene og nød hans kærtegn mod hendes kind, inden hun atter åbnede øjnene og mødte hans smukke blå. ”Du havde ikke fortjent det..” hviskede hun bedrøvet, ”Du havde ikke fortjent noget af det” Hun bed sig en smule i underlæben, mens hun lod en hånd køre igennem hans hår. Hun sagde ikke noget i et godt stykke tid, sad bare med panden mod hans med sine øjne lukket i mens hun lyttede til hans vejrtrækning blandet med lyden af bølgerne. Hun frøs en smule og dette kunne ses på hendes nøgne hud hvor gåsehuden netop var trådt frem. ”Henri…” Hun slog øjnene op, ”det er et smukt navn..” det tandløse smil blev nu større og viste det fine hvide tandsæt. Hun forstod ikke helt, hvorfor han ikke havde fortalt hende hans rigtige navn, men hun valgte ikke at spørge på nuværende tidspunkt. Hun fjernede sin pande fra hans og lænede sig en smule tilbage så hun kunne se på ham. Solen var efterhånden ved at ligge stranden i mørke. ”Bor du ikke ved skoven?” spurgte hun så, stadig en smule stille dog med blide øjne. ”Ville du have noget imod hvis vi tog hjem til dig?” Hun lagde hovedet en anelse på skrå. Hun håbede lidt på et ja. Han havde tit fortalt om hans hyggelige hytte i skoven. Der var højest sandsynligt varmere der end her. ”Ikke for at være til for megen ulejlighed men må jeg overnatte hos dig?” Spurgte hun og tilføjede dog hurtigt, ”jeg tager gerne sofaen” med et lille smil.


//Samme her.

Hun nikkede bare, lyttede opmærksomt til hvert eneste ord og sætning der forlod hans mund. Det rørte hende ikke det mindste, at han fortalte hende at han havde slået ihjel. Han var vel en djævel i sin natur, men han havde lært af den del af ham og hun stolede på ham, valgte kun at se det gode, hvilket til tider kunne være farligt. Dog så hun intet farligt ved Damien, Henri, eller hvad han nu ville kaldes. Hun kunne dog ikke lade være med at grine en smule af ham.. ”Nej, det vidste jeg ikke” smilede hun stort. Hans måde at komme med til tider ubetydelige fakta, var meget morsomt. Dog havde hun intet imod det. Han var altid spændene at snakke med. Det blev aldrig kedeligt, specielt ikke med hans fakta om alt.
Hun dumpede ned i sandet da han rejste sig, ”Jamen okay så… jeg tager sengen så” Normalt ville hun havde sagt ham imod, men hun havde en følelse af at det ikke rigtigt ville nytte noget. Hun fulgte hans eksempel og rejste sig op, børstede det værste sand af hvorefter hun fandt sine hvide kjole, der var flot udsmykket med blonder, og trak den over hovedet. Det øverste af kjolen klistrede sig til hendes overkrop og den sorte bh var nu tydelig igennem det hvide stof. Hun gik op mod en vejen, hvor taxachaufføren havde sat dem af. Hun kunne se skovens træer, der var smykket med mørkegrønne blade, i horisonten. De var vel i gå afstand til hans hytte. Hun ville dog lade ham vise vejen, da hun ikke vidste hvor den præcist lå. Hun tog sine grå converse i hånden, besluttede sig for at gå i bare tæer da sand havde klistret sig fast til hendes små fødder. Hun snurrede rundt på hælen og så på ham, ”Kommer du?” spurgte hun med et lille smil, inden hun begyndte at følge vejen. Solen stod nu i havet, badede himlen i et fantastisk flot lys. Det ville blive mørkt snart og dernæst ville stjernerne dukke op på himlen. Måske kunne hun lokke Damien til, at se på stjernerne med hende? Det holdt hun så meget af.

Han var ualmindeligt stille på vejen hen til hans hytte. Det undrede hende en hende smule specielt lagde hun mærke til de knyttede næver. Hun valgte ikke at sige noget. Om det var fordi hun havde set det, hun ikke måtte se, vidste hun ikke. Hun valgte ikke at sige noget. Lod dem gå i stilheden mens hendes tanker vandrede tilbage til hans minder fra slavetiden. En kvalme bredte sig, og hun bed sig en smule i underlæben.  Lyden af hans skrig gav genlyd i hendes ører. Hvor ville hun ønske at hun ikke havde set det. At se Damien i så megen smerte gjorde helt ondt i på hende. Hun skubbede dog tankerne væk, og så mod himlen der blev mørkere og mørkere, jo længere de kom ind i skoven. Efter et kvarters tid, nåede de hytten.
Cathy’s kønne ansigt lyste op i et smil. Hytten var utrolig flot og imponerende lavet. Hun lod hænderne køre op af gelænderet, ”Hvor er det smukt..” hviskede hun tydeligvis betaget af stedet. Hende selv boede i et beton kompleks, på 48 kvadratmeter, to værelser. Det var slet ikke så hyggeligt som hans hytte. Hun trådte ind i det der måtte være stuen. Hun følte et kort øjeblik, at hun gik tilbage i tiden – nærmere præcist det 1700 århundrede. Hun blinkede et par gange med de blå øjne og betragtede omgivelserne. Damien havde selvfølgelig ikke særlig mange ’high-tech’ ting. Præcist som hun havde forventet. Stedet havde sin egen charme og hun fik en meget hjemmelig og tryg følelse.  Før hun nåede at sige noget var Damien borte, gået til højre op af et par trapper, til det som hun tænkte måtte være hans værelse. Hun betragtede væggene, hvor der var malerier der var i stil med de skitser som Thomás havde tegnet. Hun bevægede sig ind i stuen, mod bogreolen hvor hun betragtede titlerne. Det var mest faglitteratur, hun havde endnu ikke fået øje på en roman. Hun drejede rundt på foden, da han kom tilbage. ”Det er perfekt” sagde hun muntert med et stort smil, da hun tog imod tøjet. ”Du bor virkelig flot” Hun så atter rundt i rummet inden hun atter lod blikket gå mod Damien, ”Må jeg evt. Tage et bad?” spurgte hun med et lettere skævt smil, men med blide blå øjne. "Du skal vel også skifte, du må vel være ligeså fyldt med sand som jeg er” Hun trippede lidt på tæerne.

Hun fulgte med ham op af trapperne, så ind i de forskellige rum, inden de fik sagt godnat til hinanden. Hun åbnede døren ind til badeværelset, lagde tøjet han havde fundet frem til hende, ovenpå vasken, inden hun trak kjolen over hovedet samt fjernede det våde undertøj. Hun tændte for vandet i bruseren, ventede et minuts tid på at det blev varmt inden hun trådte ind. Hele kroppen blev varmet op, gåsehuden forsvandt og lavede i stedet røde plamager på hendes hud. Et kvarters tid efter, trådte hun ud af badet, slukkede for vandet og tog et håndklæde fra en af knagerne. Hun kunne høre Damien rumstere nedenunder. Hvad han lavede vidste hun ikke, hun gættede dog på, at han sad og læste. Hun tørrede resterne af vand væk fra kroppen, tørrede hendes hår med håndklædet, hoppede i boxershortsene og den sorte sweater, der var så lang at den gik til på midten af hendes lår. Hun åbnede døren. Stoppede op for kort at lytte. Der var stille, bortset fra lyden af sider der blev vendt samt noter der blev skrevet ned på papir. Hun smilede for sig selv, inden hun åbnede døren til hans værelse. Dobbeltsengen stod midt i rummet, beklædt med snehvide dyner. Hun gabte træt, gned sig i øjnene hvorefter hun lagde sig ned i den bløde seng. Kort tid efter faldt hun ind i drømmeland.

Hun vågnede ved, at solen skinnede hende ind i øjnene. Dagen var kommet igen. Udenfor kunne hun høre fuglene kvidre og vinden blæse i træerne. Hun missede med de klare blå øjne, inden hun vendte sig om på ryggen og lyttede. Der var stille i huset. Damien måtte ikke være stået op endnu. Hun satte sig langsomt op i sengen og svang benene ud over kanten hvorefter hun skjulte et højt gab med hånden, som derefter kørte igennem det rodede isblonde hår. Hun satte fødderne mod gulvet og med langsomme skridt begav hun sig ned af trappen. Et smil viste sig på hendes læber over det syn som hun mødte da hun trådte ned i stuen. Kaffekopperne stod overalt. Bøgerne lå opslået hulter til bulter på sofabordet, papir hvor noter var blevet skrevet ned lå også og flød og Damien var faldet i søvn på sofaen, med en bog hvilende på maven. Hun listede sig nærmere sofaen og han så ud til, at være langt væk i drømmeland. Hun nærmede sig ham, netop for, at se hvad titlen på bogen, der lå på hans mave hed. ’Kærlighed’ hun rynkede de perfekte bryn og bøjede sig ned over noterne, i et forsøg på at tyde hans skråskrift. Det eneste hun kom frem til var at han beskrev nogle følelser, som hun desværre ikke helt kunne tyde. Hun rettede sig op og slog blikket ned på ham. Han så så fredfyldt ud i søvnen. Hun nænnede ikke, at vække ham så i stedet satte hun mod døren, som hun langsomt og stille åbnede op på vidt gab. Hun trådte ud i solskinnet og betragtede sine omgivelser. Træerne der var beklædt med mørkegrønne blade, svajede let i vinden og solen kunne ses titte frem mellem bladende. Hun smilede for sig selv, inden hun valgte at hoppe op og sidde på gelænderet. Det undrede hende lidt, hvorfor Damien sad med en bog om kærlighed – det var ikke just sådan noget som hun vidste, at han interesserede sig for. Han var mere videnskabelig anlagt i forhold til det psykologiske. Han kunne vel ikke….. nej, det var umuligt.

”Ja er det ikke?” Hun så ikke på ham. Hendes opmærksomhed var vendt mod himlen, træerne, fuglene der sad oppe på en gren og sang. Det var så idyllisk. Så fredeligt. ”Hvor ville jeg ønske, at jeg boede her” mumlede hun med et stort smil over sine læber. ”Det er mere fredeligt end inde i byen” Hun fjernede sit blik fra omgivelserne og vendte dem mod Damien. ”Har du sovet godt?” spurgte hun muntert med et lille glimt i øjet, ”nogen har i hvert fald haft travlt…” Hun hentydede tydeligvis til ham. Som det legebarn hun var, rejste hun sig op på gelænderet, der lige præcis var så bredt så hendes fødder kunne stå ved siden af hinanden. Hun balancerede ved, at sprede sine arme ud til siden, hvorefter hun tog et skridt og et til. Hendes ansigt strålede af munterhed, som hun koncentreret satte fødderne ved siden af hinanden igen. ”Jeg troede ellers ikke, at du studerede følelser” sagde hun så, i det der syntes som en evighed. Hun så ned på ham, med et stort smil. Armene der var holdt udstrakt til siden faldt slapt ned.  Hun var egentlig ligeglad med om han ville have, at hun stod deroppe. Hun kunne godt lide, at tage chancer hvilket også havde været grunden til, at hun var kommet galt af sted i fortiden. Hun rettede kort på den sorte sweatshirt. Lod blikket atter vandre rundt på omgivelserne. Hun havde altid holdt af skoven. Naturen generelt. ”Hvor lang tid tog det dig, at bygge hytten?” spurgte hun så hvorefter hun fortsatte, tydeligvis imponeret ”Det er virkelig flot! Imponerede…” Hun betragtede arkitekturen. Han måtte være god til andet end bare det videnskabelige – i dette tilfælde måtte det være håndværk, hvilket hun overhovedet ikke kunne forestille sig. Hun smilede for sig selv ved tanken, inden blikket atter faldt på ham. Hun nød for en gangs skyld, at være højere end ham.

Hun lagde armene over kors og så lettere utilfreds på ham. ”I saw that!” sagde hun højt, ”Don’t you dare roll your eyes on me, Damien Thorn!” med en pegefinger, pegede hun truende på ham. Dog kunne man godt se munterheden i hendes blå iskrystaller. Hun var slået komplet over på sit britiske, uden rigtigt at være klar over det. Sproget passede dog godt til hende, ligesom hendes rodede morgenhår samt det alt for store tøj, der tilhørte Damien. Hun bøjede sig lidt ned i knæene, lænede sig forover og lagde en hånd på hver sin side af hans skulder, brugte ham som en form for støtte så hun kunne hoppe ned igen. Hun landede på trappen med et stort bump. Den store højdeforskel var tilbage. Hun tog et skridt tilbage, hvorefter hun drejede rundt på hælen for, at se ud mod træerne. Sommeren så stadig ud til at have sit tag i Di Morga, men september nærmede sig. Snart ville bladende få andre nuancer og til sidst falde helt af. Hun vendte sig mod Damien, ”please sig, at du kan lave mad… jeg kan knap nok riste brød uden det brænder på” det franske var tilbage, ligeså hurtigt som det britiske var dukket op. Hun kørte en hånd igennem håret  med et skævt smil på læberne. Hun var elendig til, at lave mad. Hun købte altid færdigretter eller bare noget nemt ude fra byen. Det var altid meget nemmere end at lave det selv.  ”Jeg regnede i hvert fald at du gav morgenmad inden jeg smuttede hjem” sagde hun glad med strålende øjne.