An Interview with a Devil - Anton

Som mange andre havde Hunter sendt en masse ansøgninger af sted med hans CV og andet der kunne blive nødvendigt. Der var ikke mange han ikke rigtig havde lagt hjertet i, men sin ansøgning til CEA havde han brugt lang tid, ikke fordi han nogensinde troede han kunne få det, men fordi han syntes det var sjovt. Selve ansøgningen var et dokument med en beskrivelse af ham og hvorfor han ønskede jobbet, præcist som alle de andre af hans ansøger og rasten af de andre ansøgninger, men nederst var der et link til en hjemmeside. Et udkast til CEA's hjemmeside der forhåbentligt levede op til firmaets egne værdier og reflekterende hvad de stod for og professionalismen i firmaet. Netop det sidste punkt havde krævet tid, for han kunne jo ikke bare smide noget sammen. Resultatet var en enkel side, med en masse tekniske detaljer der skulle gøre siden lækker og brugervenlig.

At chefdirektøren fra firmaet, Anton, havde skrevet tilbage til ham, havde nær væltet Hunter ned af stolen. Han havde absolut ingen arbejdserfarring, ikke sådan alvorligt, så han havde troet at mange andre kunne slå ham uden problemer, men måske var firmaet ikke ude efter arbejdserfaring. Uanset hvad skulle han til jobsamtale og derfor havde han endda købt et nyt sæt tøj. Hvilke også fungerede som en god undskyldning for at købe et jakkesæt i en rimelig prisklasse, men ikke åndssvagt dyr. Det var der slet ikke penge til med overnatninger på Quantre, som han havde insisteret at bo på efter et par dage hos Cathy. Han kunne jo ikke fortsætte med at nasse på hende som om de havde været venner i evigheder.
Efter skjorten var kommet ned i bukserne og det sorte slips var bundet korrekt, med hjælp fra Youtube, var Hunter klar til at forlade sit hotelværelse og tage ned til firmabygningen. En hvid marmorblok. Det passede fint til den idé han havde fået af firmaet efter sit arbejde med hjemmesiden. Efter at være trådt igennem de to glasdøre mødte han en sekretær, som han fortalte sit ærinde, som sendte ham hen til en elevator han kunne tage op til direktørens engelsk.

Blikket var lagt ud af det store panorama vindue, der strakte sig igennem hele rummet. Hænderne var begravet dybt i de sorte lommer på hans uendelige dyre Hugo Boss habitbukser, med dertil hørende hvid skjorte samt sorte slips. Habitjakken var blevet lagt på hans stol, der var beklædt i læder og som var placeret foran et skrivebord af klart glas, hvor der lå en stak papirer og en computer. Der var ikke mange møbler i rummet, udover skrivebordet samt stolene der stod på hver sin side af bordet. I et af hjørnerne stod en plante samt en reol, hvor der stod mapper og bøger stablet fint og nydeligt. Alt var næsten pinligt rent, ikke ét støvfnug var at finde. Hans dybe tanker, blev afbrudt af en let banken på døren. ”Come in” svarede han blidt. Da døren gik op, fjernede han blikket fra gaden og drejede elegant rundt på hælen mod Hunter. Han klaskede sit bedste og mest venlige og høflige smil på læberne, mens han gik frem mod ham og rakte ham hånden, ”Mr. Hunter I assume?” Han tog hans hånd, klemte den hvorefter han slap den og lod hånden feje mod stolen, foran skrivebordet. ”Please, take a seat” sagde han høfligt samt blidt, hvorefter han selv fulgte sit eget eksempel og slog sig ned i stolen. Fingrene blev sat mod hinanden, mens han betragtede Hunter omhyggeligt. ”So, I have looked at your application for the position as head of the IT department” startede han, mens han rømmede sig en smule. Hans øjne skiftedes med, at se på Hunter men også kort over hovedet på ham, hvor forskellige farver i mange nuancer dansede for hans blik. Nuancerne gul, brun samt blå blandede sig imellem hinanden, som en skygge der lå om ham. Anton konkluderede, at der intet farligt var ved denne djævel, da han intet sort eller rødt kunne ses blandt mønstrene. ”.. And I must say that I’m impressed” Fortsatte han, mens han lettere fraværende påbegyndte at rode i den bunke med papirer, som han havde liggende foran sig. Fremfor stakken trak han et bundt papirer frem, som var bundet sammen med en papirsklips. Han bladrede igennem siderne, af det der var Hunters ansøgning. Han stoppede dog op på den side, der viste hans bud på en hjemmeside. Han betragtede den, nikkede anderkendende mod Hunter, med et let smil på læberne. ”You must understand, that I’m quite an old man” Han lagde papirerne på bordet foran sig. Der var nu noget ironisk over det. Anton så yderst ung ud og man ville skyde ham til at være i midten af tyverne, ligeså ville man med Hunter. ”I’m still adjusting to all this… new technology” han henviste til verdenen med IT. Han rejste sig roligt op fra stolen og begav sig hen til vinduet, hvor han atter lod blikket glide ud på gaden, hvor menneskerne gik travle ind imellem hinanden. Solen havde brudt igennem de grå skyer og den skinnede nu ned på ham. Nærmest lyste hans smukke skikkelse op. En lysende glød lå over hans hud. En glød der tit kunne ses på flere meters afstand. Det var ikke fordi, at det var svært at se at han var en engel. Men så igen, var det nogensinde det? ”.. As head of the IT department, your job would be that you design the layout for our website. You’re going to make sure that every employee has acces to the Internet and you’re going to make my powerpoint presentations” Han snurrede atter rundt på hælen, vendte sig mod Hunter der var placeret i stolen. Antons kønne ansigt var lagt i blide og venlige folder, ”Then you must accompany me on my trips in and out of this country. You’ll stand for all the technical things, of course” Han gik rundt om ham, betragtede farverne der ændrede sig i takt med hans ord. Hænderne havde han placeret bag ryggen. Han vendte atter rundt på hælen, hvorefter han satte kurs mod sin stol, hvor han tog plads. ”Oh… and you’re hired” et lettere bredt smil, bredte sig på læberne som afslørede hans perfekte lige tænder, som nærmest var revet ud af en tandpasta reklame. Fødderne slog han op på glasbordet, mens han lænede sig tilbage i stolen med et mildt blik rettet mod Hunter. Afventede hans reaktion.

Det var som at komme ind i en parfumeforretning, bare uden dufte, men med lys. Det skar næsten Hunter i øjne da han kom ind og det hjalp ikke at pæren til alt lyset var den ungt udseende engel foran ham. Han fik næsten lyst til at grine over ironien i at han skulle arbejde for en engel, men var enig med sig selv i at det ikke ville hjælpe hans chancer for at han blev ansat, så han nikkede blot høfligt til manden foran ham og tog hans hånd, blev den tilbudt ham.
Efter de var kommet helskindet igennem den høflige velkomst satte Hunter sig til rette i stolen overfor glasbordet som næsten så usynligt ud, så blankpudset var det gjort. Tænk manden kunne arbejde i det rum. Det ville han aldrig selv turde af skræk for at sætte pletfingre over alt eller det der var værre. Stedet virkede også for kedeligt til hans smag og computeren, som han selvfølgelig straks vurderede med øjne. Apple computer selvfølgelig. Med et brugervenligt interface, men helt elendig at arbejde på grund af det lukket softwere program. Det skulle nok blive sjovt at få den til at lege under hans fingre - hvis han da vel og mærke fik jobbet!
Næsten som en skoledreng der sad ret, lyttede Hunter til alle de ord Anton fik skudt af sig. Det var ikke noget han bed specielt mærke i, lod det bare komme ind af det ene øre og derefter fløj det ud af det andet. Det var den sidste sætning også lige ved, men før den helt forlod hoved, fik han den trukket tilbage. Hans bryn skød i vejret i et overrasket udtryk. Han havde troet han skulle sidde og lege hr-høflig i evigheder, for så at få at vide at samtalen var slut og han ville blive kontaktet yderligt hvis jobbet stadig kunne blive hans. Ikke at han fik kastet det i hoved med det samme. Efter overraskelsen havde fortaget sig en smugle, fik han mundvigerne skubbet i vejret i et smil. "Sound gret, but i have to ask what my starting salary will be on." Økonomisk blev det hele jo nød til at hænge sammen på den ene eller anden måde og det kunne ikke ske uden han fik at vide hvad der kom ind på kontoen, som han den forgående dag havde fået oprettet. Til jobbet ville han også blive nød til at købe alverdens nyt udstyr og finde ud af hvordan firmaets it systemer fungerede. Alt i alt en hel del ting at tage sig af, men noget han ikke kunne vente med at få fingre i.

Anton bed ned i kæben, lænede sig længere tilbage i stolen, mens den ene fod på bordet vippede frem og tilbage på det pletfire glasbord. Han var egentlig ligeglad med om det blev plettet. Så snart han havde forladt kontoret ville der alligevel blive gjort så meget rent, at de pletter han ville efterlade aldrig havde eksisteret. Hans kontor udstrålede perfektionisme, overskud samt rengøringsvanvid. Dog var dette blot en facade, en overbevisende kulisse han havde stillet op. Virkeligheden var en anden. Han besad dog en form for perfektionisme i sit arbejde, men overskud havde han intet af samt at holde alt rent, var slet ikke noget der var at se i hans hjem. Hans tanker var et virvar, som han havde svært ved at holde styr på. Dog skjulte hans rolige folder det. Han så upåvirket ud og i netop dette øjeblik, tænkte han over hvilken kvinde han ville vågne op til, når dagen var omme og endnu en var startet. Hans liv var ligesom en tåge. Han gik famlende frem for sig, dag for dag uden rigtig at vide hvor han ville ende. Det eneste som han havde styr på var hans firma, hvilket man også kunne ses. Succes var noget han havde opnået for mange årtier tilbage. Han havde decideret heller aldrig manglet noget i sin tilværelse, hverken som barn, teenager eller voksen samt for ikke at forglemme, hans englelig tilværelse. Født ind i en velhavende familie, fik han alt hvad han pegede på. Dog var han ikke typen der higede efter magt, succes eller penge. Han var egentlig ligeglad. Materialisme var for ham bare en facade, dog brød han sig ikke om ordsproget ’det er det indre der tæller’ for hvem narrede man? Det var aldrig det indre der talte og det var da slet heller ikke derfor, han fik utallige kvinder med hjem. Nej, han brugte sin charme, sine blide træk samt sin yderst høflige og gammeldags maner. Kvinder var nemme narre. For ham var det kun et spil. Og han vandt altid.

Han foldede hænderne sammen og stirrede tænkende op i loftet, fordybet i sine egne tanker. ”.. I don’t know.. You’ll have to talk to Aaron about that" sagde han henkastet. Han vendte de blå øjne mod Hunter, der var placeret i stolen overfor ham. Han betragtede ham, med et lettere morende smil på sine læber. De var modsætninger og i gamle dage ville de to, hade hinanden som pesten. Han sendt fra himlen. Hunter sendt fra helvede. Mere ironisk kunne det ikke blive og det blev ikke bedre af, at han nu var hans chef. ”Sorry if I’m rude.. But you’re not an ordinary devil, are you?” det var nu ikke rigtigt et spørgsmål, for Anton synes allerede at kende svaret. Farverne koliderede mod hinanden, i farverige mønstre. Det gav ham næsten hovedpine at se på dem for længe. Han blinkede et par gange og tog en dyb indånding og i det samme forsvandt farverne. Det var et under at han havde fået slukket det, da det efterhånden var tid for ham, at få sig en smøg inden helvede ville bryde løs i bomber af farver der ville springe ind i fjæset på ham, hvis bare han vendte hovedet mod vinduet, mod de forskellige individer der passerede gaden udenfor. ”Oh.. and you can buy anything you need – I just want the best of the best. Price doesn’t matter” mumlede han, inden han fjernede lakskoene fra det pinligt rene bord. I stedet kørte han kontorstolen tættere og lagde albuerne mod det kolde glas og  betragtede Hunter med ansigtet lagt i rolige og folder samt et venligt og høfligt smil.

Spørgsmålet kom en smugle bag på Hunter, der kiggede lidt på englen, først uden at sige noget. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på det. Han forstod fint manden, han var jo en djævel og alt det, men det betød jo ikke han behøvede at sætte ild i alt hvad han kom forbi. "You wouldn't like to test me, i'm sure of that." Et høfligt smil kunne findes på hans læber, mens stilheden fik lov til at afslutte hans ord. Da der ikke kunne høres andet end et åndedrag i lokalet, hørtes den karakteristiske lyd af en lås der klikkede i, som havde det været en anden gyser film. For Hunter handlede det om at se englens reaktion og vise at ville han, så kunne han skam godt være en ond djævel helt efter bogen, men i følge hans egen filosofi skulle ting ikke ødelægges fordi det underholdte ham. Han var jo ikke den eneste i verden, men man måtte jo ikke skue hunden på hårene.
"And it doesn't help to fly away. I'am an angel in disguise." Disse ord passede måske lidt bedre end Hunter egentlig syntes om, men når han tænkte over det, passede det hele meget godt. Han kunne nemt være en høflig og venlig person, men kom man til at træde på hans hale, var det slut med alle de søde og høflige vendinger. På dét punkt var han måske lidt mere voldelig end et normalt menneske med voldelige tendenser, men det var til alt held ikke for alvor testet. London havde ikke budt på mange møder med rivaler af racer der var værd at hidse sig op over. Det gik jo ikke man var som en tikkende bombe.

En halvhjertet latter forlod hans læber, da han kastede hovedet bagover. Et stort smil var at finde på læberne, da latteren døden hen. Han morede sig gevaldigt over Hunters form for truende adfærd og han lod sig overhovedet ikke skræmme, på nogen tænkelig måde. De blå øjne var udtryksløse og han rystede kort på hovedet over djævlen. ”I’m not really interested in getting to know… That was a long time ago and I’ve grown out of such things” Sagde han høfligt med et drenget smil på læberne. Han ville lyve hvis han sagde, at han ikke havde været på kanten af den angeliske lov før. De første årtier efter hans tilbagevenden havde været begravet i dyb vrede, til Gud eller hvem fanden der ellers havde sendt ham op i det som for ham syntes som helvede. Som han havde sagt før, så var der en grund til at han valgte at pløkke hovedet af sit patetiske pjok af en menneskeskikkelse. At blive sendt tilbage til jorden, var uden tvivl det værste der var sket for ham, dog havde han lært at leve med det.

”I met a fine young woman the other day…” Han lænede sig en smule tilbage i stolen og så med venlige øjne mod ham. ”Half breed, if I recall..” fortsatte han mens hans ansigt blev mere og mere fjernt. ”Well.. long story short.. You can tell her thanks. She recommended you to me” Han foldede hænderne sammen, mens han for sit indre så det smilende ansigt, med de borende blå iskrystaller samt det isblonde hår. Halv engel, halv menneske. En yderst sjælden skabning, der også var kaldet for en nephilim. Anton blinkede kort med øjnene for, at vende tilbage til virkeligheden og da han så mod Hunter var farverne atter tilbage, eksploderede ind i hans ansigt, der med det samme sendte et smerte ind i baghovedet på ham. Farverne rød, blå samt gul og en anelse sort, synes at blande sig imellem hinanden hvilket viste en anden side af djævlen, som han havde holdt skjul da han trådte ind af døren. Anton smilte selvtilfredst over sin opdagelse, mens han kort tog sig til hovedet. Han kunne virkelig godt bruge den cigaret lige nu.

Overraskelse. Igen. Det begyndte at irritere Hunter, som alligevel var en smugle imponeret over at englen stod fast. Måske burde de bare bytte roller. Han sukkede dramatisk for sig selv i hoved, uden at lade noget komme til syne i fysisk. Det skulle jo rigtig nok blive sjovt, men han var ganske sikker på at når det kom til stykket ville han slå Anton. Det håbede han i hvert fald på, for ellers havde han misset noget vigtigt et eller andet sted i sin opvækst. Måske han skulle have hørt bedre efter da undervisningen stod på, hvornår det nu havde været tilfælde. 
Omtalen om Cathy kom igen bag på Hunter, der irriteret kom frem til at han åbenbart ikke kunne være andet end overrasket. Havde han ladet sit udtryk råbe hans irritation, ville han kunne forveksles med en teenager. Han smilede dog kort og nikkede. Aha, så ansøgningen havde ikke haft nogle virkning eller var det en kombination af de to ting? Han var ikke helt klar over om han skulle være forarget, smigert eller hvad han egentligt skulle stille op med sig selv, så han blev pænt siddende og låste høfligt døren op. 
"Soo, anything else i should now about 'angel'?" Ville han da gerne lige vide, inden han forlod stedet og skulle hjem og fundere over hvorfor hans lille skræmmetrick ikke fungerede på englebassen. Måske han måtte til at skifte the good old ones ud med noget frisk, som ikke bare fik en otte årig knægt til at grine, men som faktisk var skræmmende. Fjorten år på landjorden og man skulle allerede være kørt ud på et sidespor - eller var det bare ham der var elendig til at tilpasse sig?