It's a spooky forest - Anton

Årstid - Sommer.

Megan gik for sig selv, iført sorte coverse/allstar/. ingen makeup, lange smukke sorte øjenvipper, grønne/blå lyse øjne, brunt hår, silkeblød hud, klar dejlig brun farve, pinke læber, perle hvide tænder, iført en stram sort top, sorte shorts til midt på lårene, og en skjorte i hvid uden over den sorte top inden under. Megan havde lige været til et forårsfest, og den sluttede lige nu så hun gik for sig selv denne lille tur. Megann elsket alt slags feminint tøj og især skjorter der var figursyet og med knapper foran, hvor hun altid knappet den to gange, under brysteren, og rundt om livet over hofterne. Megann stoppet brat op da hun hørte en bagved sig og så sig over skuldren i det en mand løb mod hende, nærmest efter hende. Hun skrig og begyndte at løbe, hun løb alt hvad hun kunne og det lange ikke opsatte hår flagrede efter hende. Megan løb i mod en sort mørk skov med sorte træer?, og blade der så døde og blodrøde ud. Hun så på det tætte kræt og løb ind i skoven og løb i 15 min før hun stoppet og kiggede rundt.. manden havde stoppet før skoven. Megan så lidt rundt og tog sig til armen hvor hendes skjorte var revet i stykker 2 steder og havde revet hende over armen smukke lange 4 cm lange ridser. hun tog sig til armen og sagde"Auv?"Hun så sig lidt omkring skoven så meget spooky ud,og nu gad hun godt tag hjem, men hun vidste ikke hvilket vej hun skulle tag det så helt forvirrende ud,og hun var både bange for om den mand stadig ville komme efter hende når hun skulle tag hjem. Hun havde ingen anelse om hvorfor den mand kom efter hende var han en vampyre og derfor han ville have hendes blod, eller mon han var en voldtængst mand. Megan var lidt svimmel så hun lænede op af en træ og slappede lidt af i kroppen.

Anton havde stået nær hende og betragtet hende da manden havde løbet efter hende. Han skød så efter pigen, bare for at se om hun var okay, og skænkede overhovedet ikke manden en tanke eller et blik da han susede forbi ham, da han var stoppet op. Anton var kommet dybt ind i skoven nu, så han stoppede op og så sig omkring. Et par meter længere henne stod hun op af træet, og langsomt gik han hen til hende. "Er du okay?" spurgte han venligt, og gjorde et lille kast med hovedet for at fjerne hans lange sorte pandehår fra hans nøddebrune øjne, der mindede meget om en kronhjorts. Han var stoppet op en meter fra hende, man vidste jo ikke om hun brød sig om at man kom for tæt på? Han fugtede sine læber og betragtede rifterne på hendes arm. Han kunne heale dem, hvis hun altså ville..... Han blev pludselig i tvivl om han skulle gå sin vej eller blive, men han blev stående lidt og afventede svar fra pigen. Hun var meget naturlig i det så han, men også meget klassisk i sin stil hvilket mindede ham om dengang for langtid siden.. Inden han blev engel.

Megann sukkede kort og kiggede ned på jorn. Hun fik øje på en store kæmpe kæp. Den var god at slås med og hvis manden kom hen til hende ville hun lige slå ham på hovedt, og hun er sikker på det ville gør rigtig ondt. Hun hørte små lyde, og vendte sig ikke helt om men halvt så hun kunne se hvem der stod der det var et skikkelse og det lignede meget den mand der kom efter hende. Hendes hjerte begyndte banke lidt hurtig ind det plejede hun var nu bange og hun skulle bare slå ham. Hun slog ham hurtig over foden, men dog ikke på hovedt, men hun skulle lige til det ser hun at han ser ret anderleds ud, og nu kunne hunsr at hun komtil slå den forkerte"Årrh..undskyld... undskyld det var ikke med vilje jeg ville slå dig"sagde hun"Ja glem mig nu, er du nu okay??"spurgte hun bekymret. Megann smed kæpen, og kiggede på drengen med et afvented svar. Hun ville ikke have noget imod hvis han blev rasende på hende, men nu håbede hun bare han var okay.

Anton så nu hurtigt at han havde forskrækket hende, hvilket var fair nok ifølge ham selv. Han grinte nu kort, og hans fod mærkede ingen smerte, det var nærmest bare som et lille slag. "Jeg er skam okay" grinte han med en melodisk latter som kunne ha' været musik. Forsigtigt trådte han lidt tættere på hende, "Men.. Er du sikker på at du er okay?" han ville være sikker. Helt hundrede! "For.. Det ser ud til at gøre lidt ondt, de der skrammer du har fået der på armen" han pegede på skrammerne, mens han betragtede hende.

//Du må altså bære over mig, hvis jeg ikke skriver så meget, men prøver på at skrive så meget jeg kan.//

Megann kiggede kort på ham, og fik et kot smil på sine læber for en latter kom ud fra ham. Hun var nu mere rolig han var ikke sure på hende det var hun glad for, men det meste hun var glad for at det ikke gjore ondt på ham at han er okay."Ehhmm..ja jeg okay"sagde hun og holdte stadig til sin arm, men hvor han havde set til den fjernede hun"Ja..det sviger lidt eller meget, men tror nok det går over"sagde hun og så sig kort omkring, og vendte blikket tilbage hen på drengen"Har du stået hele tiden her?"Spurgte hun, og kørte forsigtig en hånd gennem sin lange brune hår og fugtede kort sine pinke fyldige læber, mens hun betragtede ham.


//Det gør ikke noget, man kan da godt miste krean nogle gange,//

"Øhm.. Jeg kan heale de sår for dig.. Hvis du altså vil lade mig.." Anton tippede lidt på fødderne, så en gren knækkede under ham. "Tjaeh.. Jeg undskylder min nysgerrighed, men nej. Jeg så dig løbe herned så jeg ville være sikker på at De .. Undskyld du! var okay." han sendte hende et lidt forlegent smil. Ordene De og Du var han stadig lidt om at lære. For den tidsalder han havde levet i, udtalte man folk som 'De' hvis man lige havde mødt dem, og gode venner som 'Du' .. Men det sagde man jo ikke mere. Nu var det jo mere 'Du' man brugte. Så 'De' var egentlig bare en gammel vane der hang lidt ved efter så mange år. Han lagde hovedet på skrå og smilede atter til hende. "Men det er godt at du er okay bortset fra de små skrammer dér" han nikkede til hendes arm.

Megan lyttede kort til ham"Ja..ehmm det må du gerne hvis du kan"sagde hun og kom lidt tætter på. Hun var nu nysgerrig på hvordan han ville gør det. Hun smilede kort til hans de og du"Det okay hvis du sige de eller du det behøvs du ikke undskylde for"smilede hun og rakte sin hånd"Men så må jeg starte med at præsenter mig selv. hedder Megan"sagde hun med et venligt smil.

//Undskyld, jeg ikke skriver så meget. men prøver så meget jeg kan//

Anton smilede og nikkede, "Tak.. Det er bare en gammel vane der har klæbet sig fast til mig gennem tiden" han betragtede hende komme tættere på, og da hun rakte hånden frem tog han blidt imod den og gav den et klem dog uden at give slip. "Mit navn er Anton" præsenterede han sig med et nik, hvorefter han lod hånden der lå i hendes hånd kante sig op til arene. Forsigtigt tog han fat i hendes anden arm og trak hende lidt tættere til sig. "Så skal jeg nok ordne de rifter" sagde han med en drilsk undertone, men lukkede så blidt sine nøddebrune øjne i og koncentrerede sig. Under hans håns som lå over hendes rifter, kom der en mørkeblå farve frem. Den mørkeblå farve, som nærmest var en lysende dis, dalede ligeså stille ned over hendes rifter, ind i dem og lukkede dem. Det ville ikke gøre ondt på hende, ikke det mindste.. Langsomt åbnede Anton øjnene igen, og den mørkeblå dis skød op fra hendes hud og op i hans håndflade igen. "Sådan.." sagde han og sendte hende et smil, som afslørede et perfekt hvidt tandsmil.

//Det helt okay. (://

Hun smilede"det er svært at gå ud af sine vaner når man er Van til bruge de ord"sagde hun smilende og gav hans hånd et blidt klem, hvor han præsenterede sit navn tænkte hun kort på sin lillebror han hed det samme. Hun smilede kort for sig selv" jeg elsker navnet Anton det hed min lille bror" sagde hun og kiggede ned på sin mærkede ridser på armen, ridderne begyndte svig hvir han lagde en hånd på den. Hun bed sig lidt i læben, og kiggede nysgerrigt på hvad han lavede." tak for hjælpen" sagde hun og kiggede lidt nysgerrigt på ham hvordan kunne han det??. Hun tænkte kort om hun skulle spørg eller lade være.

Han smilede venligt til hende, "Sejt, havde også selv en lillebror" sagde han og tippede let på fødderne, ved tanken om hans lillebror. "Men.. Hvad siger du til at vi finder et sted hvor vi måske kunne sidde ned? Hvis du altså har lyst?" Han betragtede hende med et skævt smil, og kiggede rundt mellem træerne, men endte igen på hende igen, sådan lidt afventede.

Hun smilede"Fedt, hvad hed din lillebror så?"Sprurgte hun og kiggede på ham"Jo vi kunne da godt finde et sted"sagde hun med et skævt smil, og sturderede ham lige lidt længe. Hun vil så gerne vide hvordan han gjorde det."Øhmm...må jeg spørg dig om noget"Spurgte hun og kiggede kort ned"Hvordan gjore du det med mit sår den jeg havde på armen, hvem er du??"sagde hun"Du er venlig er du et mennekse eller en engel?Spurgte hun og afsluttede sin sidste sættning.

Anton lagde en finger under hendes hage, og tippede hendes hovedet lidt op så hun så på ham, "Jeg er en engel, en gammel en af slagsen.. Men du skal ikke være bange, jeg skader ikke folk, specielt ikke mennesker" han blinkede let til hende med det ene øje, ja han havde godt fundet ud af at hun var et menneske, men han havde intet imod det. Han sendte hende et let smil og begyndte stille at gå den vej de var kommet fra, "Forresten hvis ham fyren han kommer efter dig, så skal jeg nok sørge for at han ikke rører dig" sagde han hvorefter han stoppede op et sted hvor der var nok græs så de kunne sætte sig ned igen. "Vi kan sidde her" forslog han og fejede en hånd ned mod græsset.

Hun smilede hvor han fortalt at han var en engel"du er virkelig en god" sagde hun smilende og gik vider mens hun så sig omkring for se om den mand kom efter hende, men hun kunne intet se nogen. Hun satte sig ned og kiggede tilbage på ham"kan du virkelig gør ham noget, men hvis du ikk kan så helst sød at lade være for vil da ikke have der sker dig noget når du skal til hjælpe mig"sagde hun og aede blidt hans og derefter plukkede hun nogle smp blomster i græsset.

Han satte sig ved siden af hende og betragtede hende lidt, "Jeg gør ham kun noget hvis hans hensigter er ondsindede!" pointerede han og fortsatte "Desuden så skal du ikke være bange, der sker mig ikke noget" han lagde en beroligende hånd på hendes skulder og gav den et blidt klem hvorefter han lod hånden gå ned i sin lomme, "Øh, gør det noget hvis jeg ryger?" spurgte han så på hende, han ville nødig ryge hvis hun var imod det.

Hun kiggede på ham"okay godt at Han ikke kan gør dig noget, men kan du stadig noget hvis det er en vampyre eller nogen af de andre slags væsner?" spurgte hun, og så sig lige omkring og vendte blikket imod ham" ja du på gerne ryge jeg har ikke Noget imod det"sagde hun med et kort smil, og fiskede et lille stykke tyggegummi op fra hendes lomme, hun kastede det straks ind i hendes mund og gumlede lidt på det.

Anton rømmede sig, "Altså.. Jeg kan ikke slå dem ihjel. Men jeg kan ja .. Jeg kan holde dem på afstand" sagde han og tog en pakke blå prince frem, trak en smøg frem og fandt sin sølvlighter frem som var formet som to udbredte vinger. Han tog smøgen i munden, og tændte liv i den og tog derefter et tilfredst hiv. "Men bare rolig der sker dig ikke noget" forsikrede han hende, mens røgen hvirvlede ud af hans mund.

Hun nikkede kort på hovedt og kiggede ned på græsset. Hun samlede flere blomster og lavede en blomster krans, mens hun kiggede på ham" ryger du meget?" spurgte hun og gik ned på sig krans den car smuk med hvide blomster. Hun smilede, og gav ham en krans på. Hun små grinte lidt" du ser nu meget sød ud med den" sagde hun smilende.

"Tjoeh.. Ja, jeg er vidst lidt af en skorsten" grinte Anton, og bøjede hovedet let ned for at få kransen på hovedet. "Gør jeg? Sejt" han sendte hende et stort glad smil.. "Såeh.. Hvor kommer du fra? Er du tilflytter til De Morga eller?" spurgte han så og rørte let ved en af blomsterne, hvorefter han skodede smøgen ved at presse den mod jorden.

" okay det da ikke godt, det ikk godt for kroppen og ved du hvor grimme læber og lunger man får det rigtig klamt" sagde hun, og kiggede på ham og kransen" som en engel passer den krans nu godt til dig, du ser nu meget sød ud"sagde hun smilende, og lavede nu et nyt krans men den blev lidt længere så den kunne bruges som en lang halskæde ligesom fra Hawaii bortset fra det ned nogle store blomster og de er med små"jeg kommer fra London og kom her for min bedstemors begravelse" sagde hun.

Anton nikkede let over hende med et let smil, "Ja, jeg ved godt at jeg er skide usund, men det er en rigtig rigtig gammel vane, så gammel at jeg ikke kan slippe den" han så mod hende, "Din bedstemor .. Det gør mig ondt" sagde han og hans nøddebrune dådyr øjne ændrede sig fra venlig til medlidende.. Han huskede let dengang da alt ramlede ned over ham. Død og ødelæggelse. Men det værste havde nok været at miste sine nære.