A walk in the Park, A step in the Dark

Med efterårets komme havde Sombre skiftet sin beklædningsdragt ud og stod nu frem de de karakteristiske rød gyldene nuancer, der var en så smuk feature for netop den her årstid.
Parken kunne havde stået kulisse til en Disney film, så eventyragtig en fremtoning havde den over sig, især nu hvor mørket hang over den, og gaderne der lå omkring Sombre, ikke mere var synlige fra Parkens midte.
Med et par nedfaldende blade i sin hånd, spadserede Millicent Walker igennem parken, et pænt stykke på afveje fra de anlagte stier.
Luften var frisk, og bil osen ikke længere så markant , som den sikkert ville have været i myldre tiden. Mange trivia var så småt ved at gå tabt i disen , i den tåge der til tider omspandt og enda slettede hendes mindre nogle gange, minder fra da hun var et helt almindeligt menneske.

Sjovt som ting kunne ændre sig når de blev sat i et andet perspektiv, lød hendes tanker, som hun bukkede sig ned på hug og lod hænderne glide over jorden.
Her havde hun engang begravet Senka....efter at have givet den sit blod.
Millicent smilede ved mindet om den lille hund, der var blevet Healet af vampyrens blod og siden havde gravet sig fri. Hun havde ledte efter den i dage vis, hunderæd ....bange for den var blevet vampyr og ville rende rundt og suge livet ud af alle.
Hvor skulle hun kunne vide fra at en hund ikke kunne blive vampyr? Indtil hun selv var vågnet op med hugtænder og en blodtørstigt på niveau med empire state buildnig,  havde hun ligesom heller ikke troet at mennesker kunne, vel ?
Det næste blev vel at hun skulle tro på spøgelser eller boogiemanden under sengen?
For et par måneder siden var det væreste hun havde oplevet at være blevet ufrivilligt forvandlet...det var det så ikke længere, så på en måde var hun vel ved at komme til en form for accept af det ikke ville ændre sig, hun ville forblive det her blodkrævende væsen , indtil hun fik en træpæl i sit hjerte eller hun selv satte sig ud i dagslyset med en martini i sin hånd. Guderne skulle vide der var dage hvor hun ønskede intet andet end det.
Men hun kæmpede imod trangen.

Denne aften var smuk. Trods hendes længsel efter den lille bløde hund , var Millicent  i et neutralt stemningsleje.
Ikke lykkelig , men ikke opgivende. Faktisk var hun i stand til at sætte pris på den smukke natur, og mindes Senka , uden at få et bitch flip på tværs....hun nøjes med at tørre en enkelt tåre væk, og resten blev der lagt låg på.

Millicent rakte hånden ud og kastede bladene, der svævede elegant mod jorden.
Hun stak hænderne i lommerne på den hvide strik trøje, og trykkede så volumen blev højere og hun kunne give den gas da hun sang med  på All time low, imens hun vrikkede med på det taktfaste beat.

Dam Dam. No ...kid not tonight
You're not that good, - and I'm not that type !
She's beautiful, but  cold as ice
and that keeps me hanging on...

So what I am supposed to doooo uuh
When she's so damn cold - like twenty below..
That girl, that girl, she's such a bitch
I tell myself I can handle it...
- but where am I supposed to go.. uh Ooh
When she throws me out and it's twenty below?
That giiiirl she's such a trick
But I can't lie..

Argh...hvad nu ? Mobilen brummede og hun fiksede den op fornat tage et nærmere kik.
Der var ingen andre near by, kun den blonde pige hvis heste hale svejede i vinden , og de stramme sorte jeans skabte kontrast til hendes hvide strik trøje , med en lille sort tanktop under.
Hun tappede lidt rasteløs med den ene fod, da hun tjekkede beskeden der var suset ind. De små ankel støvlers hæl, fik spiddet et par nedfaldene  blade men udover dette var hun ikke opmærksom på andre lyde.

Evan begav sig ned af gaderne med raske skridt. Af og til så han sig over skulderen i tilfælde af, at der skulle komme nogen der lagde yderligere mærke til ham. Hætten var trukket langt ned over hovedet, så det gennemsigtige ansigt der var noget så forslået. Huden havde visse steder en rød eller blå farve og det ene kindben var brækket. Det mest voldsomme var dog det store aflange kødsår, der havde bosted på hans kind og som var så dybt, at der var hul indtil hans tænder, der havde taget en lettere grøn farve. I venstre side af munden manglede han også et par tænder, både for oven og for neden. Oppe i panden på spøgelset var der ligeså et kødsår, der dog var skjult bag en krøllet lok hår. Hele hans gennemsigtige skikkelse var våd fra top til tå. Tøjet klæbede sig til kroppen. Lydløst bevægede Evan sig hen mod Sombre, hvor han skulle mødes med en hvis Black Swan.
Han nåede parken og stoppede kort op, for at se sig omkring. Træerne var forklædt i gyldne, røde og orange farver. Bladende fløj rundt i luften, ind og ud imellem hinanden. Det hele mindede ham om et typisk eventyr. Det var et smukt syn. Selv holdt han meget af sommeren, da han havde mere mulighed for, at være i sin menneskeskikkelse, grundet solen der blev længere oppe. Men efteråret var så kønt, så kønt.
Han trådte længere og længere ind i parken og her, mellem de nøgne træer, fik han øje på en skikkelse, med lysende farver om sig. Lettere forsigtigt nærmede han sig og stillede sig bag personen, som han mente var denne Black Swan. ”Black… Swan?” spurgte han tøvende, i et lavt toneleje. Han blev stående og afventede denne persons reaktion. Han håbede bare inderligt, at skikkelsen ville freake ud over hans skikkelse.

Millicents øjne vendte sig mod den mørke himmel, da hun fik åbnet sin indkommende sms besked.
Det var fra hendes mor, som ville vide hvilke farve Millicent fortrak til et halstørklæde.
Et hjemmestrikket[/] et , for at gøre ondt værre.
Og nu skulle der så også strikkes små kronhjorte på, som om det almindelige strik ikke var slemt nok!
Et overdramatisk suk sev fra de blanke læber, da hendes fingre hurtigt og rutineret  gled over skærmen , og hun trykkede en retur sms afsted.

Hej mor,
Sort / hvid vil være dejligt :)
...og hvis dyrene er for besværligt , så undlad dem.
Jeg bliver glad når bare det er et fra dig !
-Millie

Mobilen røg tilbage i lommen, og Millicent var tilfreds med det afslag hun mente at have fået givet, på den helt rigtige pæne måde.
Hun orkede altså ikke rensdyr ! Havde hendes mor været lidt frisk, havde hun strikket små bloddråber på , i rød glimmer....det havde da været mere passende end ....dyr med gevire.

Nå...nu var det snart tid til at fyren fra Iscariot skulle møde op.
Millicent var godt nok spændt på , hvilke informationer der var så vigtige at de skulle mødes , og hun havde faktisk bøjet egne regler for at gøre det.
Det var yderst sjældent at hun selv tog afsted til de mere basale møder, da det ville æde al hendes tid, så ville hun intet fritid havde tilbage  !
Desuden værnede hun kraftigt om sin identitet, og kun meget få af Libras egne medlemmer , havde set Black Swans ansigt irl.
Men alle regler havde deres undtagelser , og eftersom alle agenter havde enten fri eller var på job, så var Millicent selv tavet afsted.
Desuden havde fyren specifikt sagt han kun ville mødes med Black Swan, og efter det fatale møde med Tess og Grin, da Tess skulle ager Black. Swan- så havde Millicent ikke ligefrem hoppet af glæde ved ideen om at gentage den sucess.  So here she was.
Best som hun havde bøjet sig forover, for at samle en stor grandkogle op , begyndte det at isne i nakken på Millicent.
Den kølige oplevelse bredte sig, ned af ryghvirvlerne og forgrenede sig til hjerte og mave. Det gik op for Millicent at hun ikke længere befandt sig alene på 'sin plet' i Sombre. Hun blev iagttaget.

En blød mande stemme strøg hendes stærke hørelse, og Millicent gav et knap synligt nik.
Yup- hun var Black  Swan.
Med et vagt smil, rettede hun sig op og svarede ..."Godaften Evan" før endelig hun vendte sig helt omkring , og forventede at ligge øjne på en helt almindelig ung mand.
Eller en almindelig gammel mand. Normal og normal...men i det mindste bare en mand !!
Men ...
Smilet falmede som et hår strå holdt ind i ildens altopslugende flamme, da hendes øjne forsøgte forstå, hvad de landede på.

Millicent trådte i stinktivt et par skridt bagud og hendes hånd fandt vej, lagde sig tildækkende over Millicents mund og indestængte det udbrud der seriøst ellers gerne ville have skreget sin forskrækkelse ud.

" What the fuck.." Mumlede hun og gippede et par gange ekstra med de lange vipper.
Ikke nok med han var drivende  våd, havde hudlunser der dinglede som serpentiner-  fyren var jo helt gennemsigtig.
Millicents øjne var wide open, men istedet for skræk som var at finde de første sekunder, kunne man nu spore en bekymring ... Både for hvad hun så, men mest for om han var okay - og hvordan hun skulle prøve hjælpe ham ?

" Ehh,.." Hun rystede på hovedet , rystede sine tanker lidt bedre på plads og flyttede så sin blege hånd fra læber til sin pande. Hun kæmpede stadig med at forstå hvad hun så.

" Ehh....er du okay ? Skal jeg hjælpe dig med noget ?
Duuu...øøhh... Jeg... Du er altså ikke hel...hel !"Prøvede hun sig frem, på sin typiske lidt klodset vis, og gestikulerede med hånden foran sit ansigt, på samme sted der dinglede hud lapper ned fra Evan.

Hvad nu hvis han ikke selv var klar over hvilken frygtelig stand han var i?
Han kunne jo være død , helt uden at vide det selv?!
- og så måtte man jo ligesom give ham nyheden ....lidt efter lidt, for ikke at han døede efterfølgende også af skræk.