A walk in the park { Caspian - åbent }

T: 16:47
S: Parken
V: Koldt, men vindstille. Det sner en lille smule.
O: Tomt. Der er kun meget få gæster i parken.

Koldt var det, og overskyet også. De fleste ville nok anse dette for værende et dårligt vejr, især nu hvor sneen var begyndt at dale ned fra himlen, kold og kridhvid. De få gæster, der var i parken, var enten hjemløse, der sad og hang på bænkene som en samling forstenede statuer eller såkaldte ordentlige mennesker, der hastede hjem efter dagens juleindkøb for at spise middag med deres perfekte kernefamilie bestående af dem selv, en ægtefælle og to nydelige englebørn.
Engel… Det var i sandhed en mærkelig betegnelse. Folk kaldte små, snottede unger for engle, når de opførte sig pænt og så særligt søde ud med deres krøllede, lyse lokker hængende ned om kinderne og deres fine prinsessekjoler på, men de færreste ville beskrive Milo som en engel, selv det var lige præcis det, han var.
Milo lignede ganske vist ikke en engel. Hans ryg, der burde være præget af et par store, fjerklædte vinger var helt bar, og han var langt fra så uskyldig, som racestandarden påkrævede. Det mest engleagtige ved ham var hans blege hud, lyse hår og så det faktum, at han havde været død i tre år nu.

Snefnuggene ramte hans nakke og løb ham koldt ned af ryggen. Han gøs. Han burde måske have taget en vandtæt vinterjakke på, men da han forlod sit hotelværelse i morges for at tage på arbejde, havde han tænkt, at han nok kunne udholde kulden, bare han trak sin store, hvid sweater over sig. Der havde han dog vist sig at tage fejl. Træet, han lænede sig op af, hjalp ham heller ikke ligefrem med at holde på varmen, idet dets stamme var halvvejs frossen, men i det mindste havde han udsigt til det meste af parken herfra, selvom mørket var begyndt at sænke sig og slørede hans udsyn.

Caspian havde sat sig for at lufte sin ulvehund Ariel. Det firbenede dyr havde trippet rundt og til sidst havde han givet sig. Den var vel efterhånden også vant til at kunne strejfe omkring ved Vanillas hytte i skoven, men lige pt. boede han i sin egen lejlighed igen.
Han havde hevet en vest udover den grå trøje og samlede så den brune hundesnor op. Den var relativt kort i forhold til så mange andre hundesnore, men nu var Ariel jo også hans førerhund. Dog gik den ikke med den sædvanelige sele, som mange andre førerhunde bar. Nej, Caspian ville ikke have særbehandling, for han behøvede ikke længere øjnene for at se.
Hundesnoren klikkede han i det tykke læderhalsbånd og så gik de afsted.
Ariel kendte efterhånden vejen til parken og guidede trofast sin ejer derhen. Caspian selv gik med den ene hånd lukket tæt om hundesnoren og den anden i sin lomme. Deri lå den lille pen, som var hans andet redskab til at finde vej, når Ariel ikke var en mulighed.
Den var på størrelse med en kuglepen, måske lidt mindre, og for enden sad en lille scanner, der scannede det stykke jord der var foran ham og alt efter hvilke genstande der var, vibrerede den på forskellige måder. Derved kunne han undgå de fleste forhindringer.
Da de nåede parken, klikkede han dog hunden fri og lod den løbe. Den gik altid fri i parken og fandt selv hen til Caspian, når den ville hjem.
Selv stoppede han op ved indgangen og tog snoren over skulderen, mens han lod som om han så rundt. De blå øjne med den mælkehvide hinde var gemt bag et par sorte Rayban solbriller, så for én udefra, ville han blot ligne en, der så sig om efter en bænk.
Men han vidste præcis hvor bænken var og hvor han stod i forhold til den.
Alligevel fiskede han den lille pen op af lommen og lod den guide ham hen til den gamle træbænk, hvor han satte sig.
En hånd løb gennem hans hår og de sarte næsebor opfangede duften af et andet væsen. En anden engel. Et smil gled over hans læber og han forsøgte at lokalisere englen ved sine evner. Det var lettere når det var en artsfælle han skulle lokalisere, end hvis det var et helt andet væsen. Det blev ofte svært i længden.

Kulden bed værre end sult, og selvom Milo nød årets første sne, overvejede han kraftigt, om han mon skulle begive sig hjemad – eller i hvert fald bare tilbage til sit værelse. Hjem var så meget sagt, når man boede midlertidigt til leje på et smudset hotelværelse. Han var faktisk nået så langt i sine overvejelser, at han havde skubbet sig selv væk fra træet og havde taget det første skridt. Han nåede dog aldrig længere på sin vej hen imod grusstien, før et firbenet dyr susede forbi ham og nær han havde givet ham sådan et chok, at han var væltet omkuld i græsset. Han formåede dog at holde balancen, men idet han fik fjernet sit lyse hår fra panden for at se, hvad i al verden der var løbet forbi ham, var dyret forvundet i mørket. Pokkers også…
Da han denne gang fik sat sin forfrosne krop i bevægelse, nåede han hen til grusstien, som han begyndte at bevæge sig hen af. På sin vej ud af parken fik han øje på en fremmed, der sad på en bænk. Overraskende nok så fyren ikke spor hjemløs ud. Han sendte denne et uinteresseret blik, men måtte standse op, dreje hovedet skarp og ofre ham et ekstra blik, da han fik øje på den brune hundesnor, fyren holdt i hænderne. Der var ingen hund for enden af den. Enten var fyren lettere rundtosset i hovedet og var ude at lufte sin imaginære bedste ven, eller også var det hans hund, der nær havde væltet Milo omkuld.

Normalt ville Milo havde ladet det ligge og ladet hund være hund, men ikke i dag. Desuden var der et eller andet ved den fremmede, der virkede underligt bekendt, selvom han aldrig nogensinde mindedes at have set ham før. Tanken slog ham, om fyren mon var en engel – ligesom ham selv? Det kunne i hvert fald forklare, hvorfor han følte en anderledes aura omkring fyren end han følte omkring andre racer.
Uden at spørge om lov først slog han sig ned på bænken ved siden af den fremmede. Da han talte, var hans ord dog venlige:
”Undskyld mig… Er det din hund, der løber der?”
Han pegede på hunden, der igen var kommet til syne i mørket. Sådan et dyr havde godt nok let ved at forsvinde i mørket i forhold til de fleste menneske, der yndede at iklæde sig kraftige neon- eller pastelfarver, der nærmest lyste op i natten.

Ariel var stormet afsted, den kunne bedre lide den anden ende af parken og derfor altid skyndte sig derover. Her gik den begejstret igang med at snuse til hver sten, markere sit territorium der hvor andre hunde havde markeret sig.
Men denne gang stoppede den op halvvejs. Noget eller nogen nærmede sig dens ejer og var der nogen som den hund var trofast og beskyttende overfor, var det Caspian.
Caspian havde dog lagt mærke til englens bevægelser og blev derfor ikke overrasket over at han satte sig ved hans side.
Hans spørgsmål var dog ikke lige hvad han havde forventet, men livet blev også kedeligt i længden, hvis det var så forudsigeligt.
"Ja, Ariel dér er min.." nikkede han og sendte den fremmede, bevingede artsfælle et smil. Foran dem tittede Ariel frem fra træerne og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at hun var en ulv.
Dog var dette dog kun delvist sandt. Hun var en ulvehybrid, en blanding af et par hunderacer og en ulv. Dette resulterede også i, at hun var en meget sky hund.
"Du skal ikke tage dig af at hun kan være lidt fjendtlig.. Hun bryder sig sjældent om de, der kommer for tæt på mig.." forklarede han, da han hørte den lavmælte knurren der kom fra hundens strube.

Et snefnug landede på Caspians næse og han lod sig distrahere i et kort øjeblik. Billedet af snefnug der dalede fra himlen spillede for hans indre og han havde lukket øjnene i. Når øjeblikke som disse opstod, savnede han at kunne se.
Godt nok kunne han færdes ligeså godt i Di Morga som en seende kunne, han kunne se folk og føle, hvad de følte blot ved kropskontakt. Men det var ikke det samme som at kunne se folk, se skønheden i verden.
Samtidig kunne man sige, at han blev skånet for alle de grimme syn som livet ville byde ham gennem tiden. Men for ham var det nogle gange svært at afgøre, hvad der vejede tungest.
Et svagt suk gled over hans læber og man kunne se den varme ånde i den kolde luft. Den blev dog hurtigt kølet ned igen og den lille dampsky forsvandt.

Ariel hed hunden åbenbart. Milo fulgte den tavst med blikket, idet den kom nærmere og afgav en dyb knurren helt nede fra maven af. Den lod virkelig til at have set sig ond på ham. Han var ikke ligefrem den store hundeelsker – katte matchede hans personlighed langt bedre – så han havde ikke meget forstand på de trofaste firbenede dyr, men han måtte jo bare tage fyrens ord på, at han ikke skulle tage sig af den.

”Tror du så ikke, hun vil snakke med mig?” spurgte han, idet han lænede sig let fremad og rakte sin hånd frem imod hunden, så den kunne lære hans lugt at kende, før han kunne gøre sig nogen forhåbninger om at kunne komme til at klø den bag øret. Da han var lille, havde han altid ønsket sig en hundehvalp, men han havde aldrig fået en. Det var nok der, hans skepsis over for hunde stammede fra. Fordi han aldrig selv havde fået lov at få en, var han blevet bitter på alle verdens hunde som om det var deres skyld, at han ikke måtte eje en af dem. Som om det var dem, der sagde nej, og ikke hans forældre.

Han sendte sin sidemakker et nysgerrigt blik og bemærkede i samme øjeblik, at fyren havde solbriller på. Det ville så sige, jo, selvfølgelig havde han godt lagt mærke til det før, da det første, hans blik søgte ved en fremmede var dennes øjne, de åbne vinduer til personens sind, men det var først nu at han rigtigt bemærkede, at fyren havde solbriller på. I mørke. En overskyet aften. Hvad godt skulle det gøre? Det gav selvfølgelig en hvis form for anonymitet, en form for tryghed. Til gengæld gjorde det bare Milo ekstremt utilpas, da han hadede ikke at kunne aflæse og analysere folk, som han lystede, og deres øjne var som regel den del af dem, der afslørede deres inderste tanker. Han kunne lige så godt have været blind, for han ville få præcis lige så meget ud af personen foran som han ville, når han ikke kunne se dennes øjne.

”Hvorfor har du solbriller på…?”
Milos stemme var tøvende. Et skud i tågen ville være, at fyren enten var en kendis på flugt fra medierne eller en blind person, der forsøgte at skjule sine øjne. Milo havde hørt, at nogen blinde kunne have deforme øjne, hvilket forhindrede dem i at se, så han håbede så sandelig ikke, at fyren her var en af dem.

Ariel nærmede sig forsigtigt englen og snusede til de fremmede fingre, inden den sendte ham et skeptisk blik. Til trods for at Caspian ikke så ud til at føle sig truet af dette nye væsens tilstedeværelse, havde han ikke sagt god for ham.
Det firbenede dyr lagde ørerne tilbage og gik i stedet hen til Caspian og strøg sit hoved mod hans hånd, inden den luntede væk igen. Den var meget sky og bare det at den havde snuset til hans hænder var et stort skridt for den.
"Hun kan godt lide dig.." brummede han og smilede til den unge mand, der sad ved hans side.
Skulle han gætte en alder, ville han sige omkring 18-19 år. Dog havde han ikke været engel længe, det fornemmede han tydeligt. Der var forskel på engle, ihvertfald for ham. Men nu var hans sanser også skærpede, nu hvor han manglede sit syn.
Han havde udviklet en utroligt god fornemmelse for andre og især engle, der var bare et eller andet som connectede.

Caspian skuttede sig under den fremmedes nysgerrige blik. Det var sikkert solbrillerne der undrede ham. Det var det altid. Han endte ofte med tage dem af og lade se sine øjne. Han afskyede den hvide hinde som ind i helvede og ud igen. Da han havde fået fortalt hvordan hans øjne blev mere og mere hvide, havde han lukket af for alt og alle i flere dage.
Men selvfølgelig ville det blive opdaget. Han bar solbriller på en overskyet aften, der var intet som kunne genere hans syn som kunne retfærdiggøre det dyre briller.
Ved hans spørgsmål strøg han en hånd gennem sit hår og trak på skuldrene, alt imens han overvejede om han skulle vise ham sine øjne.
Til sidst lod han til at tage valget og tog langsomt de sorte solbriller af og foldede dem sammen.
"Jeg er blind og har været det i mange, mange år..." sagde han og så hen på den anden engel. De hvide øjne var dog kun ikke kun hvide. Bag den tykke hinde gemte der sig et par blå øjne, der var smukkere end havet på en skyfri sommerdag.
Det var de øjne, som havde fanget pigernes interesse, det var de øjne der charmerede sig ind på begge køn og lod ham få sin vilje.
Nu var han nødsaget til kun at bruge stemmen og sit smil, men halvdelen af hans charme lå i de blå øjne. Om han så kunne se eller ej, så længe de var blå.
"Mit navn er Caspian, forresten.." sagde han lavmælt og smilede skævt.

Milo fulgte hunden med øjnene, da den luntede væk fra dem igen. At den havde så meget som snuset til hans hånd, var nok til at gøre ham helt glad, og da han vendte sig imod den fremmede, var det med et stadigt voksende smil på læberne.
”Tror du virkelig?” spurgte han. Hans humør var steget et par grader i løbet af de få sekunder, hundens snude havde været i nærheden af hans hånd, og den fremmedes ord hjalp da også en del på det. Hunden kunne lide ham… Det var lidt af en overraskelse. For en kort stund havde han glemt alt om mørke og kulde og sne, der gled nådesløst ned af nakken på én.

Han var ikke den store menneskekender, men han kunne tydeligt fornemme på den fremmede, at han ikke var meget for, at Milo spurgte ind til hans øjne. Han trak på skuldrene og tøvede lidt ved Milos spørgsmål, men til sidst tog han trods alt sine solbriller af, hvilket fik den lyshårede engel til igen at smile.
Synet af den andens øjne kunne ikke ligefrem siges at skræmme Milo, men han mærkede alligevel et lille stik af overraskelse i sig. Øjnene var ganske vist ikke deforme, som han havde frygtet, men til gengæld var de næsten helt hvide. Allerede inden fyren nåede at åbne sin mund, havde han gættet, at denne var blind.
Hans ord kom ikke bag på Milo, der sad og vred sig lettere nervøst uden at vide, hvad han skulle sige. Han ville meget gerne fortælle, at han var ked af den andens skæbne, at det var trist og at han ikke ønskede at den slags skulle ske for et medmenneske – eller medengel – men han kunne bare ikke. Det dér med følelsesladet snak havde aldrig været hans stærke side.
Han sad og pillede ved en løs tråd på sin sweater, bankede sine skosnuder imod hinanden, trak ærmerne ned over sine hænder og trak dem op igen, før han endelig åbnede munden: ”Det er trist. Men jeg synes nu, at dine øjne er fine.”
Han sendte den anden et tvungent smil, før han kom i tanke om, at fyren alligevel ikke kunne se det, og smilet falmede igen. Det betød dog ikke, at han ikke mente sine ord – for det gjorde han. De fleste ville nok finde den fremmedes øjne frastødende, fordi de ikke lignede enhver andens øjne, men Milo havde altid ment, at forandring frydede. Alle kunne jo ikke rende rundt og ligne hinanden, vel?

Caspian. Caspian hed den fremmede. Milo nikkede, før han rakte sin hånd frem som en hilsen. ”Jeg hedder Milo. Og jeg holder min hånd frem lige nu,” informerede han den anden, da Caspian jo ikke kunne se det. Måske kunne han til gengæld fornemme det? Milo syntes dog, det ville være bedst at påpege det overfor den anden, så han selv ikke kom til at sidde og ligne en idiot.

Caspian strøg en hånd gennem sit hår, mens han afventede den andens reaktion. Mange havde reageret negativt på synet af øjnene med den mælkehvide hinde. Børn havde fundet ham skræmmende og folk veg nogle gange fra ham på gaden, hvis han ikke bar sine solbriller.
Dog var der også dem, der fandt hans øjne betagende og beundrede den hvide hinde eller den blå iris bag den. Vanilla syntes ikke at have noget problem med at hans øjne ikke var som alle andres, men hun kunne vel heller ikke være så tæt på ham og afsky hans øjne?
Og så var der dem, der reagerede som han. De, der hverken fandt dem flotte eller hæslige, blot anderledes dog stadig acceptable. Det var jo også okay.
Men ingen havde endnu formået at få ham til at ændre mening om hans øjne. Han hadede dem som pesten og ville gøre alt for at slippe af med den frustrerende hinde og blindhed.
Han havde en teori om at de to ting hørte sammen, et eller andet sted. Hinden var kommet meget hurtigt efter at han var blevet skadet ved øjnene efter en kamp. Samtidig var hans syn blevet værre og værre og til sidst kunne han knap nok skelne lys fra mørke.
Lige nu kunne han sagtens se forskel på lys eller mørke, men så heller ikke mere.

Caspian fornemmede tydeligt den andens nervøse træk og overraskelsen. Der var sjældent nogen som vidste hvad de skulle sige, lige efter at han havde afsløret hvorfor han bar solbriller.
Men han lod sig ikke slå ud, sukkede blot svagt og lænede sig tilbage på bænken. Manden var jo trods alt ung og der var da sikkert et par manerer han ikke havde lært endnu.
Til trods for at englens ord var velmente, var det alligevel som en lussing. Caspian rettede sig op igen og så ned i jorden, mens han langsomt knyttede hånden.
Det var medlidenheden som gik ham på. Han kunne ikke fordrage den og hvis helt fremmede begyndte at ynke ham, kunne han blive stiktosset. Hvilket var usædvanligt for ham, da han sjældent lod sig irritere af småting som det.
Men medlidenhed var et ømt punkt for ham.
"Jeg synes nu ikke det er trist. Godt nok kan jeg ikke se sneen dale, men jeg kan mærke den, lugte den, høre den.. Jeg ser verden helt anderledes end mange andre og det er nogle gange bedre end at kunne se hele verden og alle dens grusomheder.." svarede han blot.

Da englen rakte hånden frem, nåede Caspian at gribe den inden han varslede at han rakte sin hånd frem. Han havde allerede fået en god fornemmelse af Milo og hans skærpede sanser hjalp ham til at lokalisere hånden.
"Milo...?" sagde han, en anelse spørgende. Det lød mere som et kælenavn end et egentligt navn. Men hvis det ikke var, ville Milo sikkert blot opfatte det som at Caspian smagte på navnet. Det var jo et pænt navn. Ingen tvivl om det.

Allerede inden Caspian nåede at sige noget, vidste Milo, at han havde gjort noget forkert. Han kunne se det på den måde, den anden rykkede på sig og knyttede sine hænder. Et øjeblik frygtede han næsten, at den knyttede næve ville styre i hans retning, men så galt gik det dog ikke. Han kunne heller ikke se, hvorfor det skulle ske… Set gennem hans øjne, havde hans ord kun været venlige. Jo, han havde tøvet lidt, hvilket selvfølgelig kunne ses for værende en fornemmelse, men var det måske ikke den reaktion, Caspian var vant til?
Den andens ord ramte ham som en mavepuster, der slog al luften ud af ham. Hvad i alverden…? Alt, han havde gjort, var jo at forsøge at være venlig for en gangs skyld.

Han begravede lettere frustreret sit ansigt i sine hænder; han lod hænderne glide igennem sit lyse hår, og da han igen kiggede op, kiggede han ud mod parken. Sneen havde lagt sig som et ganske tyndt lag over græsset, så det nu så helt pastelgrønt ud - eller nærmere gråt, faktisk, men det var nok mest på grund af mørket.
”Hør, undskyld. Jeg sagde det ikke for at fornærme dig. Jeg kunne lige så godt have holdt min mund, men jeg følte mig nødsaget til at sige et eller andet, så jeg sagde det kun for at være venlig,” forsvarede han sig.

Da den anden gentog hans navn, nikkede han blot, før han slap hans hånd og gemte sine egne hænder af vejen i sine ærmer. Han skuttede sig let og var tydeligvis stadig påvirket af den andens ord fra før, så da han svarede, var hans stemme lettere sammenbidt.
”Jah… Jeg hedder egentligt Miles, men jeg hader det navn.”
Han lod luften sive ud gennem sine tænder, idet et dybt suk trængte sig op hele vejen nede fra varmen af. Nu, hvor hans tanker endnu en gang kredsede omkring hans omgivelser, kunne han mærke kulden snige sig ind på ham igen.

Caspian fortrød sine ord, da han fornemmede Milos reaktion. Det havde ikke været meningen at være sådan overfor ham, han vidste jo at det var venligt ment.
Han overreagerede. Det var ellers sjældent at han gjorde det, han gemte ofte følelserne væk og lod dem ulme nede i underbevidstheden.
Tøvende rakte han frem og lod sin hånd køre ned over hans ryg i en trøstende bevægelse.
"Undskyld.. Det var ikke sådan ment, Milo.." beklagede han og lød oprigtigt ked af det.
Måske var han lidt ude af balance for tiden? Den sidste tid havde det været ret hektisk med Vanilla og alt det, men han var jo nogenlunde fit for fight igen. Men måske ikke psykisk.
Han trak hånden til sig og bed sig i underlæben. Han ville havde slet ikke ment det sådan. Havde han nu ødelagt det hele? Milo havde ellers virket så sød.
Caspian havde få venner, til trods for at han var både åben og venlig overfor de fleste.
"Det var mig der tog fejl, ikke dig.." tilføjede han og rettede hovedet mod jorden.

Dog rettede han hovedet op, da Milo snakkede igen. Han havde haft ret, det var et kælenavn. Miles. Det var et sødt navn. Et sådan navn kunne let bane sig vej til Caspians hjerte. Han kunne sagtens finde på at kalde en fremtidig søn for Miles.
"Jeg synes nu det er et sødt navn.." mumlede han, med et skævt smil.
Han lagde hovedet let på skrå og lod sine sanser fokusere på Miles. Frøs han eller var han bare.. Årh, hans sanser svigtede ham og han måtte opgive at få en fornemmelse af hans sind lige nu.
"Hvad laver en engel som du her, på denne tid af aftenen? Der er ikke lang tid til at vampyrerne stiger op af graven, hvis jeg ikke tager meget fejl.." forsøgte han sig, i håb om at starte en samtale.

Milo mærkede en trøstende hånd køre ned over sin ryg. Han rykkede lidt på sin ene skulder, som sad der noget og irriterede ham der, og havde mest af alt lyst til at skubbe hånden væk, i hvert fald lige indtil han hørte Caspians ord. Han kiggede forbavset op. Undskyldte den anden? Men han havde jo virket så irriteret for mindre end et minut siden… men…
Han forsøgte at få visket det forbavsede udtryk væk fra sit ansigt. Han tænkte slet ikke et eneste øjeblik på, at hvis Caspian kunne gennemskue hans overraskelse, ville det nok ikke være hans opspærrede øjne, der afslørede ham.
”Undskyld. Jeg… jeg skulle bare have holdt min mund,” lød det fortrydende fra ham. Det der med undskyldninger havde aldrig faldet ham særlig naturligt, simpelthen fordi han var for stolt til at indse sine egne fejltagelser. Denne gang kunne han dog godt fornemme, at han virkelig havde dummet sig, hvilket da også var grunden til, at han helst ville skifte emne. Han overvejede, om han mon skulle kommentere vejret, fortælle en lam joke eller spørge ind til Caspians hund, der lige i øjeblikket så ud til at være forsvundet, men alle tre ting virkede lige åndssvage og overfladiske…

Derfor blev han glad, da Caspian valgte at kommentere hans navn. Det var ikke så meget det, at det var hans navn, der blev komplimenteret, der gjorde ham glad, men mere det, at han fik lov at tale om noget andet.
”Tak,” svarede han lettere forlegent. Han ville gerne fortælle den anden, hvor meget han hadede det navn, men han kunne godt fornemme, at han havde tabt den diskussion på forhånd. Desuden var det ikke et særligt interessant samtaleemne, så han sprang let og elegant videre til det næste emne, Caspian fandt frem. Denne gang handlede det om, hvad han lavede ude så sent.

Han kunne ikke lade være med at grine af Caspians advarsel om vampyrerne. Vampyrer havde aldrig rigtigt kunne skræmme ham, selvom han ellers havde hørt masser af gyserhistorier om dem. For ham var de ikke andet end en samling kæmpestore zombiemyg, der sugede blodet ud af enhver, de fik held til at stikke deres tænder i.
”Årh, sådan en flok omvandrende lig,” lød det fornøjet fra ham. ”Jeg har lige været på arbejde, og nu er jeg på vej tilbage til mit værelse. Lad mig gætte, du er her for at lufte din hund, eller er du i virkeligheden en vampyr med en skjult dagsorden?”
Han kneb sine øjne ganske let sammen og sendte Caspian et granskende blik. Ham, en vampyr? Nah... Han lignede ikke en, og så duftede han tusind gange bedre. Han stank ikke lafgt væk af kirkegård.

Caspian fornemmede, hvordan Miles ikke følte sig særligt tilpas ved deres samtaleemner. Derfor lod han dem ligge. Han havde intet behov for at rode i noget, som gjorde den kære engel så utilpas.
Han brød sig egentlig ikke selv om den trykkende stemning omkring emnet. Det virkede så dumt og ligegyldigt. Måske de blot skulle springe let og elegant hen over det stykke og så komme videre på deres rejse til at lære hinanden bedre at kende?
Et eller andet sted kunne det være smart, hvis man blot kunne spole tiden tilbage og gøre det hele om. Han kunne have håndteret det anderledes, meget bedre end han gjorde.
Han strøg en hånd gennem sit hår og modstod trangen til at rejse sig og få lidt liv i benene. Måske han kunne foreslå at de gik lidt eller tog et andet sted hen?

Miles' kommentar om vampyrer, fik Caspian til at trække på smilebåndet. Et eller andet sted havde han jo ret. Men alligevel lå der en eller anden frygt for de store myg, dybt inde i ham. Det dyre armbåndsur på hans håndled, der udover at fortælle om hans velstand, også bippede ved solnedgang og solopgang. Det var hans middel til at varsle de dødes genopståen.
"Har du boet her længe? For hvis du har, burde du også være klar over at antallet af vampyrer er højt her i Di Morga.." mumlede han, mest af alt bekymret. Han ville nødig have at en af hans artsfæller blev føde for et af de modbydelige væsner. Især ikke Miles.
Det slog ham, at han følte en eller anden svaghed for Miles, uden helt at vide hvorfor eller hvordan.
Det var denne tanke, der fik ham til at rejse sig fra den trygge bænk og han stod nu med front mod ham.
"Vil du med et eller andet sted hen? Eller gå lidt rundt her?" spurgte han og sendte ham et svagt smil. Måske han hellere ville undgå ham efter det, der skete før?

Milo rystede på hovedet af Caspians spørgsmål.
”Jeg er næsten lige kommet hertil,” svarede han. Det var her, han døde for tre år siden, da han havde opholdt sig her i en kort periode. Han havde ikke været meget for at tage tilbage til Di Morga, men han agtede at finde ud af mere om sin morder. Sæt han stadig rendte rundt i gaderne… Tanken var skræmmende.

Da Caspian spurgte, om de skulle gå deres vej eller blot gå lidt rundt i parken, kunne han have været faldet ned på sine knæ og kysset den andens skosnuder, men han lod være. For det første ville det være en socialt uacceptabel handling, som højst sandsynligt nok ville få den ældre engel til at opfatte ham som lidt af en tosse – og hans egne læber ville nok ikke smage så godt efterfølgende - og for det andet var han bange for, at han var frosset fast til bænken, så han ikke kunne flytte sig.
Han nøjedes i stedet med at nikke begejstret. Det var nok det bedste forslag, han havde hørt nogen komme med i lang tid. Bare tanken om varme var nok til at få ham til at springe op fra bænken – og i det øjeblik gik det for resten også op for ham, at han slet ikke var frosset fast.

Hans begejstrede smil blegnede dog en smule, da han opdagede Caspians svage smil, der virkede noget halvhjertet. Hvad var der galt? Havde han det stadig dårligt over det, der var sket før? Milo mærkede skylden skylle ind over sig som en flodbølge, der destruerede alt på sin vej. Det var hans skyld, at Caspian havde det sådan, og selvom den anden blot var en fremmed for ham, en fremmed, som han kunne være komplet ligeglad med, mærkede han, at han ikke var spor ligeglad. Han bekymrede sig faktisk for den anden.

”Caspian, vil ikke nok smile rigtigt?” nærmest bad han, idet han sendte den anden et skyldbetynget blik under et par rynkede bryn. For fanden da… Han rømmede sig, før han fortsatte. ”Skal vi ikke gå indenfor et sted? Det er lige meget hvor, bare der er varmere og mindre… vådt end her.”
Han skar en grimasse ved de sidste tre ord og fjernede med sin hånd en samling snefnug, der var begyndt at smelte mod den varme hud i hans nakke. Som for at understrege sine ord, slog han armene rundt om sig selv idet han kiggede op på den anden engel. Nu, hvor de begge stod op, kunne han se, at Caspian var noget højere end ham selv, men det gjorde ham nu ikke noget. Så var han jo bare nemmere at få øje på i mørket, ikke?

Caspian nikkede svagt. Det havde også været hans teori. Miles virkede ikke særlig bekendt med området og hans kommentar om vampyrerne gav et indtryk af, at han ikke havde opholdt sig her særligt længe.
Men det skulle han nok lære tids nok, om ikke andet ville han jo støde på en. De fleste var dog venlige og der var jo også regler for hvad de blodsugende væsner måtte sætte tænderne i. Det var jo ikke acceptabelt at spise hvad der passede dem.
De fleste var også venlige og høflige, dog var de ofte draget mod engle grundet deres velsmagende blod.

Da han havde færdiggjort sit spørgsmål lagde han mærke til, hvor begejstret Miles blev og han måtte trække på smilebåndet. Det var rart at se den unge engel live lidt op.
Det ubehagelige stemning fra før, var lettet og Caspian lagde hovedet let på skrå, mens den unge mand kom på benene.
Men den begejstrede engel blev ikke ved med at være begejstret. Et eller andet forsvandt, for den trykkende stemning vendte tilbage. Han bed sig i underlæben, en anelse usikker på hvad han skulle gøre.
Men da han fremsagde sin bøn, lyste han op igen. Det svage smil havde ikke været halvhjertet, han var bare ikke typen der sendte hele verden colgate-smil nonstop.
"Kære Miles dog.. Jeg smiler helt rigtigt og oprigtigt!" svarede han med et let grin og rystede kort på hovedet.
Hvor var han dog sød, ham Miles.

Ved hans foreslag vendte Caspian sig om og fløjtede en enkelt gang. Ariel kom springende ud fra den mørklagte park og stoppede så et par meter fra dem. Her rystede hunden sig, så vandet stod til alle sider.
"Har du været i søen igen?" spurgte han bebrejdende hunden, der blot luntede logrende over til ham og lod karabinhagen fra hundesnoren sætte sig fast i den lille ring, der sad i hundehalsbåndet.
"Jeg får ikke hende ind nogle steder.. Så.. Enten kan vi gå hjem til mig og efterlade hunden og så finde et sted eller vi kan blive hos mig.." sagde han og trak beklagende på skuldrene.
Det var langt fra sikkert at Miles ville med ham tilbage til hans lejlighed, det virkede jo både skummelt og suspekt. På den anden side kunne det vel godt være?
"Eller du kan finde dig et sted, jeg kan gå hjem med hunden og så mødes med dig?" foreslog han med hovedet let på skrå.

Helt rigtigt og oprigtigt. De få ord fik Milo til at lyse op i et smil. Okay, så Caspian var åbenbart bare ikke typen, der smilede lige stort hele tiden. Hans smil havde bare virket så mut, at Milo ikke kunne lade være med at kommentere det. Heldigvis havde der ikke stukket ned under.
Da han hørte, hvad den anden kaldte ham, rystede han voldsomt på hovedet. ”Nej… Milo,” rettede han ham.

Caspian fløjtede, og i det samme kom et virvar af pels og vanddråber springende frem imod dem. Selvom hunden stod flere meter fra væk, da den rystede sig, skærmede Milo alligevel sit ansigt. Han syntes at kunne mærke et par vanddråber ramme sin bare hånd.
”Addr…” lød det fra ham, idet han sænkede sine arme igen.

Han overvejede hurtigt de muligheder, Caspian gav ham. At invitere en fremmede med sig hjem var virkelig en anelse skummel, men Milo gik ikke så højt op i den slags. Desuden stolede han på Caspian, selvom de ikke havde kendt hinanden særlig længe, og det var ikke kun, fordi han var en artsfælle. Desuden, hvad var det værste, der kunne ske, hvis han tog hjem til Caspian? Han tvivlede ikke et sekund på, at den ældre engels hund kunne finde på at angribe ham og æde ham i en stor mundfuld, men så ville Caspian jo nok stoppe den… Så hvad havde han at frygte?
Den sidste mulighed udelukkede han i hvert fald hurtigt. Hvis de delte sig op nu, ville de sikkert aldrig finde hinanden igen. Han kunne jo selvfølgelig bare give Caspian sit mobilnummer, men han tvivlede på, at en blind person som ham kunne finde ud af at ringe andre op.
”Lad os bare tage hjem til dig og tage den derfra,” svarede han og smilede, idet han kastede et blik ned på hunden, der nu havde fået snor på og stod ved Caspians side. Han tippede hovedet let på skrå, idet han undersøgende betragtede den.
”Hun ligner ret meget en ulv, synes jeg...” undrede han sig højt. Måske var hunden halv ulv eller sådan noget?

Caspian fornemmede, hvordan Miles godtog hans ord og accepterede, at han bare ikke smilede lige stort hele tiden. Måske Milo var det? Han virkede ihvertfald til at smile lige nu.
Dog varede det ikke ved. Miles lod nemlig ikke til at blive kaldt ved det navn, han foretrak vel Milo? Men Miles lød bare så meget bedre!
Caspian nikkede dog og lod ham få sin vilje. Hvis han bedre kunne lide lyden af Milo, så skulle han nok kalde ham dét.

Milos kommentar til hunden der rystede sig, fik Caspian til at trække på smilebåndet. Han var jo efterhånden vant til dyret og dens særheder og tendenser. Han vidste, at hunden altid stoppede på passende afstand af ham, til at vandet ikke ville ramme ham. Ariel kunne dog godt være ligeglad med andre omkring sig. Det var kun Caspian den søgte anerkendelse og klap fra.
"Du er da sart, Milo..." brummede han og rystede kort på hovedet, med et drilsk smil. Det var ment i sjov.

Ariel satte sig ved hans side, mens de begge betragtede Milo, mens han funderede over de muligheder han havde fået. Der virkede til at være stor chance for at han ville takke nej og blot fortsætte selv.
Det var jo et skummelt tilbud og han ville selv have haft sin tvivl om hvorvidt han skulle takke ja eller hvad han skulle. Dog var det jo åbenlyst at der ingen chance var for at få den våde hund med sig ind nogle steder. Hvem vil have en våd hund? Den både lugter og sviner.
Hans svar overraskede dog Caspian, som lyste op i et smil. Han havde håbet på at de kunne tilbringe mere tid sammen og lære hinanden bedre at kende, for han virkede som en utroligt spændende person.
Desuden var han engel og til trods for at Caspian havde mødt andre engle, havde han ikke nogen som han ville betegne som værende en ven.
"Skønt! Men så lad os da gå.." sagde han og begyndte at gå mod udgangen af parken. Ariel havde lært, at turen nu ville gå hjemad og den gik troligt i den retning, hvor deres lejlighed var.
Milos spørgsmål kom ikke bag på den høje engel. Han nikkede en enkelt gang og så sig over skulderen, for at lokalisere Milo i forhold til sig selv.
"Ariel er en ulvehybrid.. En sky hund, som det dog har lykkedes nogen at træne op til at være en formidabel førerhund.." forklarede han med et let smil.

(Bare min hund var sådan… Hun løber altid op på siden af mig, før hun ryster sig, lige meget hvor hurtigt jeg løber væk D:)


Sart? Milo rystede voldsomt på hovedet.
”Nej, jeg er ej… Du skulle bare vide, hvor meget mange ulækre ting, jeg har oplevet i mit liv,” forsvarede han sig. Såsom dengang han spiste rå broccoli, eller dengang han trådte ned i en mudderpøl med bare tæer, eller dengang han brækkede sin arm, eller…

Han nikkede bidragende til Caspians forslag om at begynde at gå. Det var helt underligt at få sat gang i kroppen igen efter at have siddet stille, men det var ikke mindst skønt.
Han gik op på siden af Caspian, men sørgede for at holde afstand til hunden – bare for en sikkerheds skyld… Gad vide, hvor langt de skulle?

Han nikkede af Caspians svar. Så hunden var altså en ulvehund… Det forklarede jo, hvorfor den var så fjendtligt indstillet over for ham. Han havde hørt et eller andet sted, at ulvehunde var mere sky overfor mennesker end andre hunde, men til gengæld gøede de mindre – lidt ligesom slædehunde. Slædehunde var trofaste arbejdsdyr, men selvom de lignede store bamser, var de ikke just nogen, man bare kunne kæle med og pusle omkring, som man ville. Der var jo også en grund til, at man havde avlet mere menneskevenlige racer frem såsom retrievere og tæppetissere.
Han måtte nu indrømme, at hvis han nogensinde skulle have en hund, skulle det nok være en i stil med Caspians Ariel. Han kunne simpelthen ikke fordrage hunde i rottestørrelse, der gøede af alt, der kunne gå og stå, og altid var i deres aggressive hjørne.
”Hvor sejt,” lød det fra ham, da han ikke rigtigt kunne finde på andet at sige.

Da de begav sig igennem parken, lod han nysgerrigt sit blik undersøge Caspian, idet han forsøgte at gætte sig frem til, hvor han mon boede henne. Om hans hus mon var overdådigt eller blot en lille lejlighed. Om han mon havde en stor baghave, som Ariel kunne løbe rundt og lege i. Om han boede inde i midtbyen eller i forstaderne.
Lige meget hvor og hvordan den ældre engel boede, så håbede han bare, at gåturen derhen ikke ville blive alt for lang.
Han manglede varme og nu, hvor han rent faktisk havde fået forhåbninger om at kunne komme indendørs snart, kunne han næsten ikke vente. Bare den blotte tanke om en varm kamin eller radiator var nok til at jage kulden på flygt for en kort stund.

Caspian trak på skuldrene, han ville ikke sige Milo imod når han gik i forsvarsposition. Men han forstod ikke hvorfor han følte sig så angrebet?
I stedet sukkede han svagt og koncentrerede sig om lyden af hundepoter og sko i sneen. Den knasende sne var altid fantastisk at lytte til. Han elskede lyden, men han elskede generelt også sne og vinter.
Han var dog sjældent god til at klæde sig efter vejret og det endte ofte med at han frøs. Men han var nu også noget kuldskær.

Resten af turen mod hans lejlighed foregik i stilhed, eftersom samtalen døde efter Milos "hvor sejt" kommentar. Der var vel ikke meget at sige til det faktum, at hunden var en ulvehund. Med mindre man selv havde hund eller gik op i racerne, var det jo for så vidt ligegyldigt.
Der var nu ikke langt til hans lejlighed, så det var ikke et langt øjeblik med pinlig tavshed. Det føltes dog mere som en form for passende pause. Det virkede ikke akavet, ihvertfald ikke for Caspian.
Men han var også vant til at nyde lydende fra naturen og verden omkring ham. Det var rart at kunne lytte til sine omgivelser og lade sig forføre af de mange lyde.
Dog blev han revet ud af sit lille frirum af Ariel, der nu hev ind mod højre.
Da de nåede hen til døren, skubbede han det, der lignede en almindelig lås til side og trykkede sin tommelfinger mod den lille glasplade. Det var en fingeraftryksscanner, der tillod beboerne i bygningen at komme ind. Det var Caspian selv der havde betalt ejeren af bebyggelsen for at installere den, eftersom han ikke ville kunne bruge en nøgle.
Der var samme lås på hans egen dør. Det var simpelthen praktisk for ham. Dog havde det kostet og det var en pris han var villig til at betale.
"This way.." mumlede han og viste Milo ind i opgangen, der lignede noget fra en gammeldags herskabsbebyggelse. Det var også store lejligheder og det havde været her at rigere familier havde boet før i tiden.
Ariel trak hen mod den store mahognidør i højre side, hvor Caspian igen skubbede den normaludseendede lås til side og låste op med sin tommelfinger. Han skubbede så døren op og Ariel stormede ind.
"Velkommen til min ydmyge bolig.." sagde han og holdt døren for Milo.

Lejligheden var stilfuld og ren, den virkede nærmest upersonlig. Men eftersom at Caspian var ved at flytte hjem til Vanilla, havde han rykket en stor del af sine ting hjem til hende.
Men der var dog stadig ting som bar præg af at han boede der. Billedrammer, malerier, en hel masse Disneyfilm, det nydelige køkken hvor der stod en skål med frisk frugt.
Samtidig var der også varmt, dejlig varmt.
Caspian selv smed sin jakke i en lænestol, der stod i entreen og fik hurtigt sine sko af. Han klikkede derefter snoren af Ariel og beordrede hunden ind i sin kurv. Den adlød straks og luntede ind på sin plads.

Normalt ville Milo have fundet den vedvarende stilhed ekstremt akavet, men denne gang var det anderledes. Han havde travlt med at kigge sig omkring for at få det hele med; parken så helt anderledes ud, når årets første sne var faldet.
Desuden var der noget sælsomt ved at gå igennem det hvide landskab i stilhed, kun afbrudt af den knirkende lyd under deres skosåler, når de trykkede sneen flad, og den klingende lyd skabt af metallet i hundens snor.

Pludselig blev han hevet ud af sine tanker – eller rettere, mangel på samme – da Ariel drejede skarp; han kunne høre, hvordan den gispede, da den lagde sin vægt i snoren. Forundret kiggede han op på den høje bygning, de stod foran. Det lignede et almindeligt lejlighedskompleks, men det så uhyggeligt fint ud. Var det virkelig her, Caspian boede?
Det var det åbenbart. Fingeraftryksscannere kom noget bag på ham, men han kommenterede det ikke. Det moderne indgangssystem gav ham en følelse af, at han var på vej ind i en tæt bevogtet fæstning eller et hovedkvarter for en hemmelig sekt eller et fængsel eller noget andet i den dur.
Han smilede blot til Caspian og fulgte med ham indenfor i opgangen. Han kunne ikke lade være med føle sig en smule genert og betuttet nu, hvor han endelig var hjemme hos den anden engel. Han følte sig altid så underligt tilpas, når han trådte ind i en fremmedes lejlighed for første gang.

Han var nær ved at blive væltet omkuld af hunden for anden gang, da den susede forbi ham. Igen måtte han skubbe sit blonde hår væk fra øjnene, før han frit fik udsyn til lejligheden.
Ydmyg ville han nu ikke ligefrem kalde den. Lejligheden var ganske vist en anelse tom at se på og havde ikke mange personlige præg og detaljer, men den var stort og rummelig og fik Milo til at spekulere på, om Caspian mon var rig eller sådan noget. Mon man fik støtte fra regeringen, når man var blind? I så fald var det noget, han burde overveje at blive… selvom han nu aldrig nogensinde ville kunne give slip på sit syn.

”Ydmyge bolig?” gentog han og rystede grinende på hovedet. ”Caspian, her er jo perfekt!”
Bange for at komme til at svine gulvet til med sine sjaskede skosåler, trådte han ikke mange skridt ind i lejligheden, før han faldt ned på gulvet og gav sig til at hive sine slidte converse sko af.
”Er du ved at flytte eller er her altid så tomt?” spurgte han, idet han gav sig til at hive sin anden sko af.

Caspian kløede sig forlegent i nakken og sendte Milo et skævt smil. Han havde mistet lysten til at bo i den store lejlighed efter at have mødt Vanilla. Han følte ikke længere at han var et overklassebarn. Han følte sig sjældent noget, egentlig.
Han havde aldrig hittet ud af hvilken social klasse han tilhørte. Det meste af hans menneskeliv levet som forældreløs, uden at kende til sine sande forældre.
Han havde levet på gaden, i bander, på børnehjem og hos tilfældige piger der blev fanget af hans charme.
Men et år inden sin død og transformation til engel, havde han modtaget et brev om, at hans biologiske forældre var døde og havde efterladt ham en kæmpe formue.
De penge blev investeret og han havde tjent mere og mere på den efterladte sum penge. Det var dog først som engel at han gjorde brug af pengene.
"Jeg er ved at flytte ud til.. Min veninde.." svarede han og sendte Miles et hurtigt smil, inden han gik ud i køkkenet og satte elkedlen over, for at koge noget vand.
Han vidste ikke helt hvorfor han havde kaldt Vanilla for sin veninde. Hun var vel hans kæreste? De var aldrig kommet frem til en officiel titel, men de var jo så godt som kærester.
Det behøvedes Milo jo ikke vide. Det var vel også ligegyldigt om han vidste det eller ej? Hvad skulle det gøre godt for? Caspian var jo ikke til drenge, ikke som sådan. Der havde været Charon og så ikke flere.. Han tændte da på drenge, men han var primært til piger.
De mange tanker skød gennem hans hjerne og han lukkede øjnene, mens han lod sig distrahere af kedlens brummen af det kogende vand. Han ville ikke tænke over sin seksualitet nu. Det var simpelthen for besværligt og uoverskueligt.
"Har du lyst til noget at drikke?" spurgte han ud til Milo, mens han selv var ved at lave te.

Milo satte sine sko pænt ved siden af hinanden, før han rejste sig op og børstede sine bukser af. Da Caspian trak på de sidste to ord på den måde, forstod Milo med det samme, hvad han med ’sin veninde’. Hans kæreste, selvfølgelig. Et bredt smil gled over hans læber. Var Caspian mon bange for at indrømme, at han havde en kæreste, siden han ikke sagde det ligeud?
Milo undrede sig lidt over hvor han mon så skulle flytte hen. Var det langt væk herfra? Og hvis det var, ville han så nogensinde komme til at se Caspian igen? Hans smil falmede lidt igen, men hvad gjorde det også, når den anden engel alligevel ikke kunne se ham.

Han trådte ind i lejligheden og måtte dreje et par gange rundt om sig selv for at få det hele med. Her var virkelig stort, især i forhold til det hotelværelse, han selv boede på for tiden. Han regnede dog med snart at finde noget andet, når han havde fået skrabet nok penge sammen, men det blev nok ikke lige foreløbig.
Caspians ord fik ham til at vende opmærksomheden imod køkkenet.

”Ja tak,” svarede han, før han fik gang i sine tunge fødder og trådte ind i køkkenet. Han lænede sig imod køkkendisken, idet han gav sig til at betragte Caspian, der allerede var i gang med at lave te. Vandet i kedlen boblede allerede lystigt, så det var vist ved at være godt varmt.
"Såeh... Hvornår flytter du så ud til din såkaldte veninde?" spurgte han for at bryde den akavede stilhed mens de ventede på, at vandet skulle koge færdigt. Han kunne ikke helt skjule den fornøjede undertone i sin stemme, da han udtalte de sidste to ord.

Caspian bemærkede undertonen ved de sidste to ord, men lod sig ikke mærke med det. Han gik ikke så meget op i det, ihvertfald ikke lige nu. Han gad simpelthen ikke.
"Jeg bor stortset derude, Ariel og jeg er bare hjemme for at hente det sidste og så ville jeg gerne sove her et par dage.." sagde han og lagde hovedet let på skrå.
Ved klikket fra elkedlen fandt han endnu en kop frem og fik puttet to tebreve, et i hver kop. Derefter hældte han vandet over og satte så den halvtomme elkedel på plads.
Han kunne godt lide te. Det var så beroligende og rart at drikke.
"Du var ny her, ikke? Har du egentlig noget sted at bo? Sådan fast? For ellers kunne du jo låne min lejlighed her... Den skal ikke sælges og ellers bare stå tom?" foreslog han og skubbede den ene te kop over mod ham.
Tanken havde slået ham, at Milo lige så godt kunne bo her hvis han manglede noget. Alle møblerne fulgte med lejligheden, da han intet skulle bruge. Vanilla havde jo det hele i sit hus.
"Altså.. Hvis du har lyst?" tilføjede han så lidt efter og lod de hvide øjne søge rundt i køkkenet, inden de til sidst lod til at hvile på hans kop.
Det kunne jo være at han havde fundet noget, at han havde en lejlighed eller et hus et eller andet sted.
Men selv havde Caspian boet på hotellet i starten, imens lejligheden blev indrettet færdig. Den skulle jo være brugbar for en blind person som ham.

Milo nikkede blot til Caspians ord. Han kunne ikke rigtigt finde på noget at sige til det. Det kunne vel også være lige meget, om han sagde noget eller ej.
Han lagde sine hænder om tekoppen og lukkede øjnene, idet han mærkede dampen stige op imod sit blege ansigt. Koppen var dejlig varm imod hans kolde hænder, og så duftede teen himmelsk.

Hans øjne blev dog ikke så længe efter slået op igen, idet han kiggede overrasket hen på Caspian, netop som han skulle til at tage en tår af sin te, så han nær havde fået den galt i halsen. Han hostede. Låne hans lejlighed… ham?
”L-låne den?” gentog han, idet han forsøgte at stoppe sin hosten. Det lykkedes. ”Men, jeg… jeg…”

Han var tom for ord.
Lejligheden var jo alt, alt for overdådig til ham. Han fortjente slet ikke noget så fint, ikke efter al det rod, han havde været ude i. Hvad ville Caspians naboer ikke også tænke, hvis de fik øje på ham? De ville nok undre sig over, hvad sådan en som ham lavede i deres bygning, og de ville sikkert mistænke ham for at være en indbrudstyv eller besætter. Han lignede garanteret en druknet gaderotte i modsætning til dem i deres dyre mærketøj og rolexure og sporsvogne.

Han kiggede ned i sin tekop, han igen havde stillet på køkkenbordet. Den gyldne væske hvirvlede omkring som en hel lille tyfon.
”Jeg ved ikke, Caspian… Sæt jeg nu ødelægger noget... Eller nogen bryder ind og stjæler alle dine ting, fordi jeg har glemt at låse døren... eller... eller…”
Han bed sig i læben. Der kunne ske så meget.

Caspian trak på skuldrene, hele stedet var forsikret i hoved og røv, der var overvågningskamera og hans naboer kunne bare tie stille. Han havde ikke set meget til dem, dels fordi han jo ikke kunne se, men også fordi de ikke færdedes særligt meget udenfor deres trygge hjem.
Dog vidste han, at hans nabo overfor var en ældre dame, der altid havde kunne lide Caspian og hun forstod ham relativt godt, til trods for deres fysiske aldersforskel.
"Det er jo kun hvis du har lyst.. Det hele er jo forsikret, så bare du vælter en vase eller taber et glas, erstatter min forsikring det.." brummede han og sendte ham et skævt smil.
Han betalte utroligt mange penge til den dumme forsikring, men det var ikke noget der bekymrede ham. Han havde også en god ven til at holde styr på hele hans formue, så intet gik tabt i det store pengeræs.
Han havde jo også sin interesse i elektronik, som han tjente lidt på. Diverse ideer han solgte videre til større firmaer. Det var så sjovt at lege med de forskellige elektroniske genstande han havde i huset.
"Jeg ved ikke.. Måske var det en dum idé.." mumlede han, mest til sig selv. Han kendte bare ingen andre der kunne bo der og han overlod ikke stedet til folk, han slet ikke kendte.
En artsfælle var jo altid godt, men når det så var sådan en sød én som Milo..
Caspian rettede hovedet op mod ham igen og lagde hovedet let på skrå, inden han rakte ud og lod to fingre strejfe hans kind.
Den lette berøring gav ham et indblik i Milos udseende og nuværende sindsstemning. Det var én af de evner Caspian havde fået, da han blev engel. Han kunne se folk hvis han rørte ved dem. Den lette kropskontakt malede et billede af en smuk, ung mand med blond hår.
Et smil tegnede sig over de blege læber og han trak hånden til sig. Milo var smuk. Smukkere end han egentlig havde forventet. De bløde læber, de mørke bryn, de brune øjne. Han fandt Miles smukkere og smukkere, for hver detalje han huskede.

"Skal vi ikke gå ind i stuen?" spurgte han så, for at bryde tavsheden. Han havde fisket tebrevet op og smed det ned i vasken, inden han gik ind i stuen og satte sig i sofaen. Overfor stod der en blød lænestol, men sofaen var stor nok til de begge kunne være der.

Forsikringen… Den havde Milo ikke lige tænkt på.
Nu, hvor han overvejede det nærmere, kunne han godt høre, hvor åndssvage hans ord fra før havde lydt. Hvis nogen brød ind i lejligheden, ville Caspian selvfølgelig få erstatning for de stjålne og eventuelt smadrede genstande. Til gengæld kunne Milo ikke for erstatning for den andens tillid, og han ville stadig føle sig skidt tilpas over, at det var ham, der havde haft ansvaret for lejligheden.
”Nåja, det har du jo ret i…” lød det fra ham, men det lød ikke videre overbevisende.

Da Caspian mumlede noget, der mest af alt lød til at være henvendt til ham selv og ikke Milo, kunne den lyshårede ikke dy sig for alligevel at svare ham. Det var ikke en dum idé, nej. Det var nok den bedste idé, en anden længe havde fået i hans nærvær. Den sidste idé, han havde hørt, var kommet fra en noget beruset dæmon på en bar, der havde hevet ham i ærmet og foreslået, at de skulle kravle op på taget og springe ned derfra. Milo havde pænt takket nej, men nu, hvor hans hoved var en del klarere end den aften, kunne han ikke lade være med at spekulere på, om fyren mon havde gjort det alligevel. Stakkels, dumme kræ…
”Nej, det var en god idé. Det var en sød tanke,” forsikrede han Caspian om, og han mente det virkelig.

Det gav et lille ryk i ham, da han pludselig mærkede Caspians fingre strejfe sin kind. Det havde han ikke lige set komme, fordi han stod med blikket vendt mod sin tekop og dermed ikke kunne se den anden. Han ville aldrig kunne begå sig som blind…
Den ældre engel havde bløde fingre, bemærkede han, selvom berøringen var flygtig og det ikke var meget, han nåede at sanse. Det smil, der tegnede sig på den andens læber, fik et undrende udtryk til at glide over hans ansigt.
Han kommenterede det ikke, selvom der kun var en eneste tanke, der fyldte hans hoved lige nu: Hvad gik det lige ud på?

Han var helt væk i sine egne tanker – eller rettere, tanke – da han hørte den andens stemme. Det tog ham et par øjeblikke, før det gik op for ham, at Caspian havde spurgt, om de ikke skulle gå ind i stuen.
”Åh – jo, selvfølgelig,” mumlede han lettere forfjamsket, før han tog sin tekop og fulgte efter den anden ind i stuen. Han tog plads i sofaen ved siden af Caspian, da den var stor nok til, at de begge kunne sidde der uden at blive mast.
Som han sad der, kunne han ikke lade være med at lade sit blik vandre. Når først man vænnede sig til pladsen i lejligheden og det noget tomme udseende, var der faktisk ret hyggeligt – og hjemligt, ikke mindst. Først nu lagde han mærke til alle de Disneyfilm, Caspian havde, hvilket fik ham til at trække lidt på smilebåndet.
”Jeg kunne faktisk godt vænne mig til at være her,” indrømmede han.