Sorry, I didn't call - Gordon

Kulden var tiltagende, som efteråret kom nærmere med hastige skridt. Solen gik allerede markant tidligere ned og vinden syntes kun kraftigere og koldere. Allerede her klokken halv ni virkede det som en kold, kedelig vinteraften. Overgangen fra tusmørke til egentligt mørke var netop overskredet og vinden syntes nærmest at blive mere påtrængende af den årsag.
Efterårsaftenen indbød ikke til udendørs ophold og i Terres gader sås kun personer, som var nødsaget til at bevæge sig udenfor at uvisse årsager. Pakket ind i overtøj og med blikket rettet mod jorden skyndte de fleste sig videre uden rigtigt at opfange sine opgivelser.

Én af disse var en høj, lys og spinkel kvinde. Ligesom alle andre førte hendes lange skridt hende i én specifik retning, mod det udsete mål som var et uopfordret besøg. Alessa nåede døren til denne lejlighed. Den havde ført tilhørt en vis Millicent Walker, nu overtaget af Gordon, om hvem besøget omhandlede. Ud fra hvad Alessa havde fundet ud af, var hun ikke sikker på, hun brød sig om dette bekendtskab. Hun havde sine anelser, men disse kunne kun bekræftes ved et personligt møde. De lange ben havde ført hende til målet og en knyttet næve bankede på hoveddøren for at melde sin ankomst.

”Gordon.. It’s me, Alessa. Åbner du?”

Hvis han var blevet introduceret lidt mere til denne verden, var sandsynligheden også at han var blevet mere mistroisk. Af den årsag plejede det altid at hjælpe, at informere hvem man var, før folk åbnede døren. Hun var på én gang spændt og bekymret over, hvad der var foregået med den unge engel de sidste par måneder.
Alessa var først vendt tilbage for to dage siden. Det første døgn havde hun tilbragt hos Khá, udnyttet sig af hans helende evner. Hun var vendt hjem til sig eget hjem i går og havde måttet indse, at der var meget at ordne. Tøjet i hendes skab hang løst på den udsultede krop. Det ville tage uger, hvis ikke måneder, før hun ville nå tilbage til sin normale kropsvægt – som i forvejen ikke var synderligt meget. Hun havde måtte ud og investere i nyt tøj, der sad bedre og mere kropsnært, i et forsøg på at dække over den svaghed, at hun var udsultet og svag. Det havde hjulpet en smule, at de grå jakkesætsbukser og den skotskternede vest over den hvide skjorte sad tæt. Herved syntes hendes vægttab ikke så tydeligt, når det ikke sammenlignedes med tøj, hun havde kunne passe førhen. Men havde man set Alessa for blot tre måneder siden, havde hendes ansigt haft mere farve, håret havde virket livligere. Kendte man hende ikke, så hun blot normal ud, men dette kun fordi en engels skønhed lå højere end det typiske menneske.

Alessa så gammel ud. Nok lignede hun ikke de 1300 år hun var, men ti år tyngede i hvert fald hendes krop, om end det kun var midlertidigt. Én ting var dog stadig det samme, én styrke var ikke forsvundet og det var den selvsikre stædighed, der sås i de vidende gråblå øjne. Trods trætheden stod den gamle engel stadig rank og selvsikkert, som hun stod og ventede på, den unge engel ville åbne for hende.

Udenfor var vejret blevet koldere. Efterårets farver havde endelig fået sit tag i byen, og brune, gule og røde blade fløj rundt på gaderne i den kolde blæst. En rigtig efterårsaften egentlig, og med udsyn til en smule regn senere.
Dette synes dog så langt væk, når man befandt sig indenfor i en varm lejlighed, som kun havde udsyn til vejrets rusken udenfor. En blød jazz fyldte stue og køkken og skabte en hyggelig stemning ud i hver en krog. Gordon smøg sig omkring køkkenbordet imens han nynnede lidt med på en saxofon, som havde begivet sig ud i en langsom mol-præget solo. Ved siden af ham, begyndte kaffemaskinen at udbrede en stærk duft, som man kun kunne kalde indbydende, hvis man var til kaffe. I dag var en afslappet dag, for alt arbejde på kontoret var ordnet for i dag. Han var netop kommet tilbage, og jakkesæts bukserne var blevet udskiftet med et par sorte jeans. Den hvide skjorte, havde han beholdt på, men slipset var taget af, og en beaudoux sweater var trukket ud over, så kun den hvide krave nu stak op. Ærmerne smøget op, så de hvide skjorteærmer lige kunne skimtes under hans albue under sweateren.
Han var ikke helt sikker på hvor Millicent var henne af. Det havde været mørkt i et par timer nu, men om hun var gået ud, eller havde sovet længe vidste han ikke, for han havde ikke ville banke på soveværelsesdøren og vække hende, hvis hun lå og sov. Egentlig havde han det godt nok med at hun var i lejligheden. Den virkede varmere og hyggeligere at komme tilbage til, når han vidste hun ville være der.

Gordon havde netop sat sig i sofaen med en kop kaffe, da det bankede på døren, og han rejste sig hurtigt for at åbne. Det var begrænset hvor mange dårlige oplevelser han havde haft med den overnaturlige verden. Få gange havde vampyrer fået færten af ham på gaden, men han var god til at snyde sig væk og ude af deres rækkevidde. Her ved lejligheden havde han ikke oplevet noget af sådanne ting.
En velkendt stemme nåede igennem døren, og han rynkede undrende brynet. Det kunne da ikke passe? Et øje blev lagt til dørspionen, og ganske rigtigt tonede en høj blond skikkelse frem foran ham. ”ALESSA!” Udbrød han overrasket og fik hurtigt åbnet døren. ”Sig mig hvor tror du lige at du har været unge dame?” Smilede han hende i møde. Godt nok var hun meget ældre end ham, og han så heller ikke sig selv som ældre, som lige der, var det dét der havde passet ind.
Ville hun tillade det, ville han trykke hende ind til sig i et kort knus. Faktisk havde han været bekymret. På den korte tid hun havde mentoret ham, var hun blevet som en spirituel mor eller søster for ham, og den pludselig forsvinden havde været overraskende og bekymrende. Først da han gav hende et knus, kunne han mærke hendes spinkle skikkelse. Hun havde skjult det godt, men det var tydeligt, at hun havde tabt sig betydeligt. Da han trak sig væk igen, var det også tydeligt at se at hun så ældre og mere træt ud.

”Kom ind, vil du have kaffe eller te?” Trådte han til siden. Svarede hun kaffe, ville han skænke en kop til hende, og blev det te, ville han sætte en kande vand over. Døren ville blive lukket så snart hun var indenfor.
Han lænede sig op af køkkenbordet og betragtede hende med en bekymret mine. ”Hvor har du været? Du ser forfærdelig ud, i forhold til hvad du plejer altså” lød hans stemme ud i lokalet. Hun måtte have vænnet sig til at han ikke altid lod høfligheden komme først. Han havde for alvor været bekymret over hendes forsvinden, da også Khá havde talt om den. Egentlig havde det nok været mere overraskende end det burde, at hun havde romantiske relationer. Hun havde altid virket så hævet over den menneskelige verden, som han ubenægteligt var bundet til.

Skridtene, hun hørte på den anden side af døren, kom nærmere. Da hånden faldt ned langs siden fra dørens overflade, blev hun overrasket over, at hun ingen beskyttende barriere over lejligheden. Nok havde Khá fortalt, at han var vokset i løbet af de sidste par måneder, men noget naivitet måtte der være tilbage, hvis han end ikke havde sørget for sådanne forsikringer, og så af sit eget hjem.

Da døren blev åbnet og Gordons kommentar til hendes alder, fik hende til at smile træt. Hun havde altid haft markerede kindben, men det manglende sul i ansigtet, fik dem, om muligt, til at fremstå endnu tydeligere.

"Og du mener stadig, at du, unge knøs, har en eller anden sær afart af autoritet, der kan tillade dig at forlange et sådant svar fra mig?"

Nok var hun træt med ordene lod der ikke være tvivl om, at hun stadig havde sine ironiske, drillende kommentarer klar til at blive sendt i hans retning.
En lidt overrasket lyd lød, da han så uventet omfavnede hende. Først hang hænderne lidt overrasket i luften, før de da fandt ned for at gengælde omfavnelsen. Det var så tydeligt at mærke, at knoglerne gravede ind mod hans noget stærkere krop.

"Whisky.. Hvis du stadig ønsker at skulle lære noget af mig, må du lære din whisky at kende og have det i huset. Har du ikke det, så må jeg vel overleve med kaffe."

Et glimt sås dog stadig i de blågrå øjne. Den glødende stædighed og livlighed skulle der mere til at jage væk.
Hun så sig om i den bekvemmelige lejlighed, mens hun lod den afslappede musik fylde hendes ører en kort stund. Da hun forsatte over mod en lænestol i stuen, kunne det ses, at hun stadig bar sig med en elegance, der typisk kun var at finde hos personer der havde levet så længe som hun.
Først da den ældre engel havde sat sig til rette i den behagelige lænestol, gav hun sig til at svare.

"Så, så! Jeg har da aldrig været smukkere!"

Lød det påtvungent gammelmandssurt fra hende.

"Spøg til side.. Jeg kom egentligt for at se til dig. Jeg ved, at Khá har hjulpet dig lidt efter min forespørgsel, i mit fravær, men jeg ville egentligt gerne se dig selv. Jeg er ked af, at jeg blev nød til at forlade Di Morga uden at nå at informere dig om hvorfor."

Nok havde hun bedt Khá om at støtte Gordon og nok havde hun en relation til ham. Men at kunne beskrive den nærmere end det, kunne man ikke, i hvert fald ikke i Alessas hoved. Hun havde været alene de sidste tusind år og fungerede alene i sin kalden, havde egentligt ikke plads til en nærere relation og kunne stadig ikke finde ud af, hvordan hun skulle få det til at fungere, få det til at virke naturligt i sit hoved.
En kort rysten på hoved sås, før hun fik sine tanker på rette spor igen.

"Jeg blev nød til at rejse med det samme, fordi jeg opfattede voldsomme forstyrrelser i balancerne og jeg måtte sætte efter ham, der var skyld i det. Jeg brugte to uger på at find ham. ..Og derefter to måneder under jorden på at bekæmpe ham. Han var en af de ældste efterkommere at mødet mellem Asmodeus og Beelzebub. Og hans styrke var næsten for meget for mig.
Næsten.. Nok blev han destrueret, men det har ikke blot efterladt mig udsultet, det vil stadig tage mig noget til at slippe fra deres magiske greb i min psyke."

Det var længe siden, hun havde fået så meget kamp til stregen, som denne gang. Det var næsten gået galt, og det var kun hendes oprindelige træning hos ærkeenglene havde reddet hende. Et øjeblik vandrede hendes tanker til, om han faktisk var klar over, hvorfor hun var nød til at gøre ting så som at jage efter en person som denne.
Tanken blev brudt, da han kom ind i stuen.

"Jeg var ikke i stand til, og tænkte sågar heller ikke over, at kontakte nogen derfra hvor jeg var. Så vidt jeg kan undersøge mig til, så har du klaret dig udemærket i mellemtiden?"

Nok var hendes tale sikker og tydelig, hendes formål med ordene klare, men det kunne anes, at hun ikke var sig selv, at hendes blik ikke var så opmærksomt som det normalt var. Hun var hurtig til at finde tilbage til sin normale, årvågne udstråling, men i de korte sekunder hun drev væk mentalt, lignede hun mest af alt en fixer, der havde påbegyndende abstinenser. Eller også skulle man se det som de sidste, inden man kom ud på den anden side.

Et fnys undslap ham, og han himlede med øjnene. Selvfølgelig følte han at han havde krav på svar. Hun var bare forsvundet og havde efterladt ham uden nogen færdig træning eller erfaring. Så kunne det godt være at hun så sig selv som en autoritet overfor ham, men hun ville blive overrasket over hvor stædig han kunne være med den slags.
”Tja, medmindre du knap nok har luft til at give mig svaret, bedstemor” Fik hun ironisk igen, da hun blev lukket ind. Der var intet ondt ment i deres små drillerier, det ville en hver kunne høre, men man blev bare nød til at give hårdt igen, hvis man skulle holde trit med hendes skarpe tunge.

Endnu et fnys til det med whisky’en, nu måtte hun da holde! Selvfølgelig kendte hun ikke nogen baghistorie for hvad der var foregået i hans liv på det sidste, ja medmindre hun havde hørt noget fra Khá, men hun vidste nok ikke at han havde haft slugt sin del procenter, og det var han ikke ene om i lejligheden, så de havde da et lille udvalg.
”Du undervurderer mig nu – er Glenfiddich whisky godt nok for dig?” Himlede han med øjnene, og gik over til et af skabene, for at hive en flaske med en gylden substans ned. 2 glas blev også hentet. Nu hvor hun fik, kunne han vel også tage en ved siden af sin kaffe. Gordon fik hældt op i begge glas, og gik hen for at række hende det ene glas, så tilbage og hente sit eget og sin kaffe, før han igen var tilbage i stuen, og satte sig ned i sofaen overfor lænestolen.

Han hævede et øjenbryn, da hun begyndte at tale, og hævede glasset til læberne, for at tage en tår af den skarpe drik, som sendte en varm fornemmelse ned igennem hans hals. Khá havde skam hjulpet ham, men han havde kun mødt manden én gang, og hans hjælp havde udelukkende været økonomisk til hans forretning, ikke at det ikke var nok, han var mere end taknemmelig.
”Ja jeg har haft ét møde med Khá og han har været en vigtig støtte i mit arbejdsprojekt. Egentlig skulle han have hjulpet med at træne min evne også, men vi har ikke nået det. Jeg har dog trænet selv! Du må se det en dag” Smilede han først stolt, som et barn der havde fået en flot ny cykel til sin fødselsdag, og skulle vise den for sin klasse. Så blev der fortsat mere seriøst.
”Jeg er glad for at du kom herover. Det var svært ikke at blive en smule bekymret” Det var oprigtigt nok. Han havde det godt med at tage tingene face to face, og ikke sende beskeder igennem andre eller efterlade talebeskeder. Alle de ting der var sket kunne alligevel ikke blive overbragt på andre måder end en samtale.

Hendes forklaring virkede som taget direkte ud af et eventyr, og han måtte lige vende den i sit hoved igen. Nej han forstod ikke helt hvorfor hun blev nød til at jagte en sådan person, men han var glad for at det ikke var hans ansvar. Faktisk var han langt fra sikker på at han ville risikere sit liv, for en sådan mission. Specielt ikke nu. Nej, han var faktisk helt sikker. Det ville han ikke.
”Så er det derfor du er så mørbanket. Hvorfor var det lige dig der skulle tage sig af dét? ” Spurgte han nysgerrigt og lænede sig lidt frem. Han var slet ikke inde i den verden, og var ikke sikker på at han ønskede at være det, men det ville nok altid være spændene at samle lidt informationer omkring hvad det præcis var, at han var blevet en del af, efter at han blev engel.

”Hvad har du da undersøgt dig til omkring mig? Eller hvad har din kæreste sagt?” Han kunne ikke dy sig for at provokere hende lidt med at kalde Khá det. Ja hun skulle ikke tro, at hun var den eneste som kunne skaffe detaljer om andres liv. Han havde skam haft en lille samtale med Khá om deres forhold.
”Ej… Ja jeg har det strålende. Langt bedre end længe” Svarede han, tog en tår af sin kaffe, og fortsatte.
”Jeg var faktisk ved at forlade Terre, men blev overtalt til at blive, af det samme som næsten fik mig til at ville smutte, så jeg har lånt en ny lejlighed, da den anden nåede at blive solgt. Ellers er jeg sikker på at Khá nævnte mit nye firma, som er ved at komme på benene. ” Lød den hurtigt gennemgang af hvad der var sket, siden hun smuttede. Det var en simplificering i den grad, men alle de små smertefulde detaljer, behøvede alle vel heller ikke at blive indviet i.

En trillende latter flød fra de smalle læber, da han kommenterede på whiskyen. Latteren var fyldt med langt mere liv end ansigtet syntes at udstråle. Når man hørte det, efterlod det ikke megen tvivl om, hvorvidt den gamle engel skulle komme ovenpå igen. Alessa havde været udfordret, såret, slidt, svag, træt før, i mere eller mindre ekstrem grad. Selvom hun havde været derude, hvor det hele virkede uoverskueligt, så var hun kommet ovenpå igen, og det skulle hun nok også komme denne gang.

"Jeg tror lige en Glenfiddich kan går."

Udover den tidligere kendte gyldne mjød, så var whiskyen den første stærkere drik hun var kommet til at holde af, da den rigtigt kom frem i det 13. århundrede. Den første gyldne tår blev slynget ned i gabet og den varmende fornemmelse fulgt hele vejen ned.

Hoved blev lagt en smule på skrå, så de blonde krøller hoppede på sin så velkendte måde. Et nærmest moderligt, kærligt smil bredte sig over det lyse ansigt med de markerede kindben.
Han så sandelig ud til at være vokset på egne ben.

"Jeg ville meget gerne se din udvikling. Det ser ud til, at du har klaret der ganske udemærket. Omend jeg har været nysgerrig over kvinden, du er flyttet ind hos."

I de gråblå øjne sås en drilsk undertone, trods det egentlige interesserede blik, der sås tydeligst.

Hans næste spørgsmål førte hende tilbage på sine tidligere tanker. Hvor var det frustrerende, at hun var så flyvsk.

"Hvorfor jeg skulle gøre det? Fordi det er mit job, kære. Mit kald indebærer at holde øje med balancen og udligne dissonanserne, når der er overnaturlige indblandet. Det er dét jeg er skabt til."

Som hun omtalte virkede forklaringen simpel ud fra hendes synspunkt, som var det en selvfølge, men hun var også en engel der havde eksisteret i langt længere tid end Gordon. Hånden søgte glasset igen for at tage endnu en tår. Først da det blev sat til læberne, gik det op for hende, at hun have tømt det i ét drag, da hun fik det rakt, uden at tænke over det.

"By the Choirs! This should be receding by now!"

De lange ben førte hende hurtigt over til flasken og i en hurtig vending var glasset fyldt igen, før hun atter satte sig til rette i lænestolen.

"Som sagt har han stadig sit greb i mig. Havde du forestillet dig en engel, der var påvirket at to ud af syv dødssynder? Heldigvis er det i små doser, og det er aftagende."

Den tørre sarkasme flød nærmest fra stemmen, som var det utroligt og dog så grinagtigt, at dette var sket for hende.

Et svungent øjenbryn hævede sig også hans næste kommentar, som overvejede hun hvorvidt hun skulle lade sig reagere på hans spottende udtalelse.

"Det er en interessant måde, du forsøger at få informationer på. For nogle ville det virke; at få dem til at reagere. Jeg vil dog indlade mig på at svare: Khá er ikke af en sådan betegnelse. Jeg er ikke skabt, ej heller har jeg tid til at have et sådant forhold. Du kunne også bare lære at spørge direkte, ikke?"

Et blink fulgte med den sidste påpegning. Selvfølgelig var han nysgerrig.

"Og for at svare på dit andet spørgsmål, så har jeg kun været tilbage i lidt over to døgn, og står egentligt kun op takket været Khás helende evner. Det er begrænset, hvor meget jeg har nået at undersøge. Jeg ved dog, at dette er en Milicent Walkers lejlighed. Og fra den tanke kan jeg ikke afholde mig fra at forsætte den videre til at tænke på den kvinde du nævnte, før jeg forsvandt. Dine tidligere spørgsmål får mig til at tænke skytsengel. Forholder det sig sådan?"

Flere gange mens hun havde talt, havde hun løftet glasset, kun for at sætte det ned igen, uden at sætte det for munden. Hun mentalt kamp foregik tydeligvis samtidig. Til sidst havde hun lænet sig tilbage i stolen og foldet hænderne om knæene, mens hun så nysgerrigt på den yngre engel.
Der var tydeligvis mere i hans forklaring end han udtalte, men i første omgang ville hun dog se, om han kom med forklaringen af sig selv.

Gordon smilede en smule som hun grinede. På trods af hendes hærgede krop, så virkede det til at hun havde sjæl og livsmod intakt. Hun skulle nok komme ovenpå igen af bare stædighed. Ingen tvivl der. Ærlig talt havde han nok også været en smule skuffet, hvis hans mentor var gået så let ned, selvom han ikke havde noget begreb om hvor svær kampen havde været,

”Argh, jeg må rette dig der. Jeg lejede hendes lejlighed, efter at jeg solgte min egen, hun var flyttet ind hos sin daværende forlovede, og den stod tom alligevel. Så teknisk set er det hende der er flyttet ind igen.” Svarede han imens han illustrerede med en finger der bevægede sig i luften, de forskellige bosteder, som var byttet rundt, og løftede derefter sit eget glas op til læberne for at nyde aromaen. Det havde aldrig været meningen eller aftalt, at de begge skulle bo her samtidig, og det var op til hende om det blev ved sådan. Gordon selv havde ingen problemer med det. Det virkede naturligt og komfortabelt at bruge sine afslappede hjemmetimer sammen med vampyren, han var kommet til at holde så meget af.

Han trak på skulderen og kunne godt se at det var hendes pligt, at gøre sådanne ting, men det virkede alligevel trist at hun nok en dag ville ende med at give sit liv for dét formål. Uden at have ondt sig selv et ordentligt liv ved siden af. Ja ikke hvad han vidste af alligevel.
”Jaja jeg forstår det godt. Når der er dissonans i melodien, skal du finde et andet tone interval” Himlede han med øjnene. Den musikalske måde at sige det på, var mest for at gøre det overskueligt for sig selv, da han ikke havde den store erfaring med dissonans i det spirituelle.

”Help yourself.” Sagde han hurtigt, da hendes glas var tømt, og han ville egentlig have rejst sig for at hente flasken, så hun kunne hælde op igen, men hun klarede det selv, og han lænede sig tilbage igen.
”Nej jeg ved ikke lige hvordan dét må føles!” Rystede han på hovedet. ”Hvilke to synder?” Igen ikke noget han havde den store forstand på, og han var ikke helt sikker på hvordan man blev påvirket af dem, på den måde hun snakkede om. ”Utugt og frådseri? Er det ikke Asmodeus og Beezlebubs synder?” Han havde prøvet så godt han kunne, at læse op på de ting, men der var så meget, og det var mere indviklet end man lige skulle tro. Der var hele englekoret, synder, dyder også de dæmoner og engle som hørte til hver synd og dyd.

Gordon kom halvt til at fnyse, halvt at grine. ”Du undervurderer mig igen. Jeg er nok ikke den bedste engel, men jeg er en fremragende menneskekender.” Rystede han på hovedet, og huskede sin samtale med Khá omkring Alessa. Han havde skam spurgt, hvis han var i tvivl, men helt ærligt så havde manden jo hellere end gerne giftet sig med hende, hvis hun ikke havde været for stolt til at lade sig selv være lidt lykkelig.
”Du kalder ham det måske ikke, men han fortalte mig om jeres forhold, og med al forlov, så er han altså af den betegnelse, når I elsker hinanden, fortæller hinanden det og holder jer fra andre. ” Gav han lidt halvstædigt igen. Det gjorde vel ingen forskel om hun betegnede dem som kærester, når alt i deres forhold skreg at de var langt mere end venner. Ja det var bare Gordons mening, men han ville ikke diskutere det med hende, hvis hun blev ved.


Han satte sit glas ned, og tog noget af sin kaffe i stedet. Den blandede smag af den stærke alkohol og bitre kaffe lavede en god blend, og hold hans krop varm. De himmelblå øjne fulgte hende, som hun talte. Alessa havde altid været skarp, og han kunne nok ikke ligefrem begynde at benægte de ting hun sagde, for hun ville gennemskue det med det samme. Gordon var ellers god til at lyve. Han havde sin mimik på plads, og vidste hvilke trækninger han skulle undgå for at virke mere troværdig. Så var det bare lige sådan, at når det kom til lige dét emne, så blev han klodset og påvirkelig. En dårlig ting, hvis man skulle lyve. Derfor var det også sandheden hun fik, da han roligt satte sin kop ned.

”Millicent er den kvinde vi snakkede om.” Bekræftede han først, for at slå det fast. Dengang havde han været i dyb tvivl om han rent faktisk var hendes skytsengel, eller om det havde været følelser der spillede ind. Nu var han dog ikke i tvivl mere. Aldrig ville han få et så tæt forhold med nogen, som det han havde med Millicent, og han kunne ganske enkelt ikke forestille sig at han nogensinde ville give sit liv til nogen så meget, som han ville give det til hende. At han var hendes skytsengel udelukkede dog ikke at der var følelser ind over. Gordon elskede Millicent, og havde fortalt hende det flere gange. Alle de gange havde været ærlige, men halvdelen havde været i en desperation over ikke at kunne få hende.
”Du sagde, at kun jeg kunne bedømme, om skytsengle tingen var en realitet, og jeg bedømmer at det er den. Kan du huske at vi snakkede om, at det var sjældent at ’mørke’ væsner, havde skytsengle?” Fortsatte han, og undlod at se hende i øjnene, for at undgå at hun kunne læse for meget. ”Jeg tænkte over det. Jeg kendte hende dengang hun var menneske. Og det var hun stadig da jeg døde. Min underbevidsthed må have klynget sig til den første person der dukkede op mit hoved som værd at beskytte” Han så lidt tænksom ud, men rettede så blikket imod Alessa igen.

”Af alt det du kunne nå at undersøge omkring mit liv, hvorfor fokuserede du så på hende?”

Alessa nikkede blot til han første kommentar. Det var aldrig, at tingene gik helt som planlagt, og derved gav hans forklaring om alt flytteriet god mening.

Et løft på skuldrene var hendes første svar på hans næste kommentar.

"Ja.. Det er vidst den mest simple, og forståelige, måde at forklare det på. Man kan meget vel overføre de musikalske forklaringer til det spirituelle.."

Nok gik hans tanker på, at hun aldrig havde ladet sig selv være lykkelig, men det var ikke sandt. Hun havde været gift, havde elsket.. Og set sin elskede falde til mørket. Hun havde været for ivrig og ladet det gå udover hendes kald. Gabriel havde straffet hende, og kun ved hendes læring heraf var hun blevet langt, langt mere forsigtig. Det var ikke noget hun snakkede om, men det lå der stadig, særlig efter hun havde mødt sin faldne eksmand igen efter mange århundrede.

"Ah! Du har faktisk læst op, mens jeg var væk. Det er desværre korrekt.. Som du kan se med alkohollen her, så er det blot én af de små ting, jeg stadig kæmper med."

Det ellers lyse ansigt så mørkt og irriteret ud ved indrømmelsen, men det var trods alt en realitet. Hvis Gordon stadig var interesseret, så havde hun stadig i tankerne at genoptage hans oplæring, men derfor måtte han også vide, hvad hun kæmpede med lige nu. Frådseriet var én ting. Utugten var en helt anden.. Hun rystede på hoved, som for at kaste de mørke minder væk på den måde.

Et skævt udtryk kom frem ved hans næste ord. Han havde jo i og for sig ret, selvom den gamle engel forsøgte at bekæmpe realiteten, netop så hun ikke kom ud for det samme, som hun havde oplevet engang..

"Jeg kan forestille mig, hvad du tænker, men.. Mit problem er, at jeg ikke kan lade mig binde for meget til én person, fordi jeg skal kunne fokusere på alt, hvad der sker.. Det er også derfor, at det ikke er muligt for mig, at kunne blive skytsengel. Khá og jeg har et helt særligt forhold, men jeg må ikke lade det distrahere mig for meget.."

Hun lød en smule ærgerlig ved indrømmelsen, men det var nu engang sådan det var. Og efter over tusind år, så faldt det hende efterhånden naturligt at være så påpasselig med dén slags. Hun var gået galt én gang. Og hendes væsen, den måde hun var kreeret på, bød hende noget helt andet. Hvilket kunne føre til dybe frustrationer over, at hun så også var blevet skabt med følelser. Men det var nu engang således Grigorierne var skabt. Omend hun havde prøvet at lade være, så fandt glasset endnu engang læberne, og denne gang blev hele glasset skyllet ned igen uden at tænkte nærmere over det.

De gråblå årvågne øjne søgte Gordons ansigt, da han begyndte at svare på hendes spørgsmål vedrørende denne kvinde. At han søgte at skjule sit blik, fik hendes blot til at være mere opmærksom. Et mørkt, betænksomt udtryk gled over hende, da han indrømmede, at han var blevet skytsengel for denne vampyr.

"Det er rigtigt, at det sker meget sjældent - hvorfor jeg også er en smule ærgerlig over, at det er sket for dig.. Men det er muligt, og det er der jo nok en årsag til. I øvrigt er et sådant bånd vidst stort set umuligt at bryde. Jeg bryder mig ikke om det, men der er vidst ikke så meget jeg kan gøre.. Omend jeg i så fald er meget interesseret i at møde hende."

Hans spørgsmål fik hende til at tænke kort. Ja, hvorfor havde hendes nærværelse netop fanget hendes fokus? Det var vel i virkeligheden fordi, hun havde været bekymret over hans forvirring, sidst de talte om det. Det kunne bringe mange negative ting med sig, at være knyttet til et mørkt væsen, det vidste hun desværre af erfaring.

"Det fangede min interesse sidste gang, vi talte sammen. Jeg må indrømme, at jeg blev en smule bekymret. Jeg ved, hvad det kan bringe med sig, at være knyttet til de mørke væsner, fordi man pludselig er villig til at gå over stregen for dem. Du kan ende ud i rigtigt mange problemer ved det her, både her på jorden, men så sandelig også med de øvre instanser. Jeg håber, du har en idé om, hvad du laver?"

Det sidste spørgsmål var virkelig en forhåbning, for hun var virkelig usikker på dette punkt.

Gordon havde ingen ide om at Alessa havde været gift, eller at hun havde mistet, men det var nok fint nok, for selvom de var gode venner, så var de nok ikke tætte nok til at kunne kringe deres hjerter ud over alt og intet. Det strakte sig til en familiær bekymring og beskyttelsestrang.
Han mente nok bare at det handlede om at komme op på hesten igen og forsøge igen. Lade sig selv være lykkelig igen, selvom man havde mistet gnisten en gang eller to. Godt nok skulle man lære af sine fejl, men nok ikke for meget. Så ville man bare ende afskåret og bange for hele verden.

”Jeg prøvede, lidt hyggelæsning du ved.” Gav han hende ret. Det var meget spændene at læse om de ting, men hvad det helt præcis skulle bruges til for ham var han ikke sikker på. Hun havde trods alt sagt, at han hørte til på det menneskelige plan, og var der for at hjælpe til der. De ting var ikke meget mere end myter og gamle historier i denne verden, hvor hun havde været, var der måske mere brug for viden omkring emnet.
”Argh, hvad er det sjove i at leve som en helgen?” Smilede han, og prøvede at få lidt humor ind, som han løftede sit glas i en tavs skål, og tog en tår af den stærke drik. Det virkede overdrevent at det skulle være en synd at tage en drink i ny og næ. Selv havde han aldrig bedt overnaturlige kræfter gøre ham til engel, eller give ham flere chancer i livet. Derfor ville han ikke betingelsesløst leve i en kedelig dyd, men også bruge sin ekstra chance på at nyde livet, og være ja… Lykkelig.

”Derfor kan i vel stadig være kærester, man bestemmer vel selv hvor meget man lægger i at være det.” Ville han fortsætte med at lokke en smule. Han kunne nu godt unde hende at have nogen tæt på sig, også var det jo op til hende, hvor meget interesse, tid og opmærksomhed der skulle lægges i det. Egentlig var det et lidt fjollet bud, for han ville aldrig selv bare kunne sige, at en partner skulle fylde så og så meget. For ham var det noget man lagde hele sig selv ind i, og håbede på det bedste. En person man ville tilbringe hver dag med, ens bedste ven.
Han betragtede hende, som hun tømte sit andet glas. Selv var han knap igennem det første. Måske havde hun ret, måske havde det taget overhånd, men mon ikke det ville indfinde sig igen?

Gordon vidste ikke helt, hvordan hendes ord om hele skytsengletingen fik ham til at føle, men han rykkede lidt uroligt på sig i sofaen. Hun brød sig ikke om det, og ville hjælpe ham med at bryde det, havde hun kunne? I starten havde han selv været ærgerlig over det. Mest fordi det betød at han stort set havde smidt alle chancer væk for at blive lykkelig noget andet sted, end sammen med en pige, som på det tidspunkt havde været lovet væk. Nu var en anden sag.
Det næste afklarede lidt følelsen i hans mave, og egentlig, uden at ville det, irriterede hendes ord ham lidt. Hun kendte ikke Millicent, og havde ingen ret til at bedømme deres forhold til hinanden.

De blå øjne lagde sig op ind i hendes gråblå. Han ville prøve ikke at vige fra dem et øjeblik, for det var vigtigt for ham at få dette igennem. ”Alessa, hør.” Blev der startet ud, som indikation på at hun skulle høre godt efter nu. Han var måske ikke en særlig god engel, men guderne måtte vide at han ikke var en idiot.
”Jeg må ærligt sige, at jeg ingen ide har om, hvad det er jeg laver, og ved du hvad? Jeg er fløjtende ligeglad. Jeg er ligeglad med hvad de ’øvre instanser’ har at sige, og jeg er ikke ærgerlig over at det er sket for mig. Om Millicent så havde været djævlen selv, havde jeg stadig været ligeglad. Hun er den person som har været der for mig mere end alle andre, og no offense, men det inkludere også dig.”
Det var ikke fordi hans stemme var anklagende eller vred, for han bebrejdede ikke Alessa for at have haft sit og se til. Han bebrejdede ikke nogen for ikke at have set efter ham, eller hjulpet, men han elskede Millicent for netop at have gjort det, og det var vigtigt for ham, at personen foran ham, som han holdt af og respekterede, forstod at dette ikke var noget han var tvundet ud i, men det bedste der var sket i meget lang tid.
Et smil prøvede at finde vej til hende, for at det hele ikke skulle blive for alvorligt igen.
”Jeg elsker hende, kan du ikke være lidt glad på mine vegne?” Prikkede han lidt til hende, og synes at kunne høre et eller andet pusle ude på gange. Måske det var samtalens midtpunkt på vej hjem?

//Skal vi give scenen til miss Millicent Walker? //

// speakning of the devil....here i come XD //


Med vinden ruskende i nakken , og de altid dejlige december pyntede gader det strålede med deres oplyste ruder som sin baggrund, en scene der gav selv den mest gnavne Scrooged en duns af julestemning i sind - gik den rimeligt godt vindblæste Millicent, i et udmærket julehumør på sin vej hjem.
Lige nu var ørene stoppet til med musik, ikke som forventet de jule sange som hun ellers elskede så mange af , men et noget andet spor som hun nynnede flittigt med til - da hun nu stod fumlede lidt med nøglerne ved gadedøren.

"If you all alooooone
pick up the phooone
and call
GHOSTBUSTERS"

Årh ja...hun havde en svaghed for ting der var lidt kitch- og Ghostbusters hørte til under den katagori, spurgte man hende. Hun havde sågar et viskelæder med den røde ring omkring det hvide spøgelse, rigtig nørdet egenlig.
Hun elskede også bare Hugo, ham den sure der kom ud fra det store maleri, og Janosh der vimsede rundt og gjorde alle de ting han ikke måtte.
Og så var der naturligvis Bill Murray og hans skarpe vid ....ham var hun også ret vild med.
Millicent havde netop læst at de ville lave en ny ghostbusters film, men gå uden om original besætningen. Det skulle være med kvindelige hovedroller istedet- og helt ærligt ...så var hun ikke lige fan af den ide.Det lød som en sikkert flop, i hendes øre.
Men det havde da givet hende inspirationen tul at downloade og tilføje Ray Parkers nummer, på hendes playlist.

Millicents humør spandt stadigt rundt som en yoyo for tiden, og selv om der nu var langt flere dage af de gode, og tingene så småt var ved at finde et leje med en glad dagligdag - så kunne man hurtigt opleve hvordan hun kunne skifte mellem det dejlige humør, over til det triste og igen helt ud i de kradse hjørner, skulle man indlede sig på emner eller springe overraskelser , som den unge vampyr ikke lige var i hopla til....eller forberedt på.
Men optimismen var så småt restaureret og med den, en tro på det betalte sig at kæmpe , for at få livet til at makke ret.
Og det var nok lettere at få livet til dét end at få håret , lød hendes tanker der var plettet med ironi.
I et optimistisk forsøg på at holde håret samlet og under kontrol, var det opsat i en stram tyk hestehale der svingede fra hovedtoppen- eller samlet og samlet... Det kunne man opgive , da op til flere lange lokker blæste omkring helt som de selv ønskede.

Med musikken i ørene og en stor fyldt weekend taske sin favn, begav hun sig op af trappen, til Gordons lejlighed. Hendes gamle .... Deres ... whatever ... LEJLIGHEDEN !

" I 'm afraid of no ghost
I hear it likes the giiiiirls
I'm afraid of no ghost
Yeah Yeeeaaahh
Who you gonna caaaall?
GHOSTBUSTERS"

lød hendes muntre stemme med pænt meget drøn på 'GHOSTBUSTERS' i en ikke al for ren tone.

Millicent kunne da synge til husbehov - og til en brusebads optræden, men at få lukket sin egen stemme delvist ude, med ørebøfferne der grundigt blokerede øregangene, havde ikke gjort noget godt for at spule tonerne mere rene ligefrem.
Hun sang med sit helt eget særpræg - kunne man strække sig til at sige.

Den store taske var stablet fuld af blodposer, da hun netop havde været ude at handle.
Sådan fortrak hun at tænke på det anyway.
Blodet var naturligvis købt både sort og ulovligt, af portøren Patrick, der havde forbindelser til blodbanken.
Efter Andrija havde forladt Terre, havde Patrick sjovt nok skruet op for prisen for blod igen.
Det var ret nederen , da hun ikke var en female Von And- men hun havde haft på fornemmeren det ville ske, da det var frygten for dæmonen der havde sørget for at holde udgifterne nede.
De var blevet presset i bund, efter Andrija og Millicent engang havde aflagt Patrick og hans ven et lille besøg . Nu kunne Millicent så lege med beslutningen om hun ville godtage hans prisstigninger - eller om hun skulle skrue op for vampyrbissen, og demonstrere for Portør Patrick, at hun var en ligeså fæl og farlig skabning, som Andrija.
NEJ MERE FARLIG! Pustede hendes ego sig legesygt op, netop som nøglen drejede rundt, og hun i en rask bevægelse skubbede døren op med bagdelen, så den gav et højt KNALD, og lod Millicent trippe baglæns ind af døren, små dansende til ...

" If you ..had... a ..doooose of ..a
Freaky ghost ,baby
You better caaaall
GHOSTBUSTERS"
Nu i et par decibel højere, hvor hun endelig var hjemme og kunne give den max gas.
Døren lukkede bag hende, og da hun forventede at Gordon ville være at finde på kontoret endnu, og ikke hjemme....
Og bestemt slet ikke i selvskab.....med en kvinde...så Blev hendes hygge sang standset brat og Millicent så lidt forbløffet fra Gordon til kvinden , med store overraskende øjne.

" årh ! ooooh...,SORRY ...jeg troede j-jeg var alene"
begyndte hun, mens de hvide øredutter blev frigjort fra ørene , en efter en.
Hun slap sit hold i de to hanke og lod dermed tasken dumpe tungt ned , ved siden af de sorte langskaftede støvler, dem med flad rågummisål og en lynlås der pyntede på bagsiden.
Millicent stoppede øredimserne i lommerne på den hvide dynejakke,der var mindst to numre for stor, og lynede ned.
Hendes øjne løb over den kønne blonde kvinde, og Millicent kunne ikke placerer hendes ansigt , ikke genkende det.
Hendes bud var det kunne være en kunde ? Men .....med det stads i deres glas og Gordon der havde skiftet til mere afslappet tøj, fik hende til at droppe det bud, som var det udstyret med en brod.
Det så mere privat ud , gjorde det ikke?

Kort lå hendes øjne undrende på Gordon, og hun tænkte om hun burde trække sig diskret væk, og give dem lidt alene tid ? Hendes blik faldt på tasken.....de ville skulle på køl, poserne....så kunne hun måske opdigte en aftale bagefter, og så stikke af under påskud af at skulle mødes med nogen?
Yup...det kunne hun gøre uden det ville virke iøjenfaldende. Måske Gordon ville ane uråd, han vidste at hun ikke socialiserer så meget i de her dage. Faktisk undgik hun stadig en smulembevidst folk fra DI Morga og omegn , så meget det lod sig gøre. Men ..... Hun kunne jo altid sige det var libra business ?
Hun lod den hvide dyne frakke glide af, og lagde den over den høje ryg, på en af spise stolene.
Millicent kørte en flad hånd glattende ud over den simple sorte kjole , der sad draperet omkring omkring hende, imens hun kom kvinden imøde , lidt forlegen dog med et ægte smil.

" Undskyld...du må finde mig meget uhøflig....egenlig blev jeg bare lidt overrasket over finde nogen hjemme"
Forklarede hun til gæsten , og rystede lidt undskyldende på ansigtet.

" Men hejsa ...jeg er Millicent, Gordons ..veninde "
ville hun præsenterer sig og fremrække sin hånd til en hilsen, med et fast handshake.
Hun kunne godt mærke gulvet gynge en smule, for det havde luget ramt hende at hun havde faktisk ikke helt vist hvordan hun skulle præsenterer sig , i forhold til Gordon- og den lille ting virkede underlig.
Han KUNNE måske også godt have varslet hende om at han havde gæster med hjem! Hun var ret sikker på han ville fange den lille anklage , i det sekundt hun kunne fange hans blik.
Hvad hvis hun åd hans gæst måske ? Ikke at hun havde det til vane , men Gordon vidste jo hvor ustabil Millicent var ..eller....HUN vidste at der var TING der kunne få hende til at tippe, men hun håbede sørme ikke dette var en af de ...ting.
Men hans tillid til hun ikke ville gribe til hendes personlige sæt af 'kniv og gaffel' i overmunden, var meget stor.
Millicent snusede lidt dybere ind, hev den unødvendige luft ned i svælg og lunger, da en lyseblå duft sneg sig omkring hendes næse, og kildede som var den et hår.
Selv om hun var helt forfærdelig til at genkende andre racer, så var hun med tiden blevet fortrolig med englenes duft, og hun var derfor ikke i tvivl, om at pigen foran hende var en vingepige oven i købet.

Vingepige....de eneste vinger Millicent havde, var dem - de små Angrybirds på hendes nylonstrømper havde. Ikke meget at prale med der.

" jeg troede du var på kontoret ?" Ville hun samle alle de mange tanker og putte dem i en enkelt spørgende sætning , adresseret til Gordon.
Hun ville stoppe sin tale der, og give Gordon en mulighed for at præsenterer hans veninde , eller lade hendes selv .

Tankerne hvirvlede rundt, hvorfor havde han ikke sms eller ladet hende vide han havde en gæst ? Hun stod med den her oplevelse af at være trådt ind og afbrudt noget, som samtalen ændrede sig og tog en anden form, og SÅ slem var hendes sang altså heller ikke - trods alt.
Det døde hjerte bankede.

Et skævt smil og et hævet øjenbryn var hendes første svar på hans kommentar om hendes forhold. Det var netop dét, Khá og hun selv havde brugt natten på at diskutere, efter han havde helet hendes fysiske skader. Formålet med den type engel hun var, var netop at de skulle kunne forstå følelser, så de kunne våge ordentligt over menneskeheden, men det var ikke meningen, at de skulle binde sig til én person selv. Og alligevel var de blevet skabt til at kunne forstå mennesket så dybt, at de ikke selv kunne undgå at føle deres følelser, og dette var nu engang inklusive kærlighed.

”Hvis du er i stand til at styre, hvor meget du binder dig til en person, så ville jeg nok ikke kalde det kærlighed..”

Lød det tørt fra den ældre engel. Khá var.. Ja, Khá. På grund af ham kæmpede hun nu med to modstridende poler: Hendes følelser og hendes kald. Og med det sidste ønskede hun jo netop at bevise, at hun ikke var som den første generation af Grigori.

Da han indikerede, at han ville komme med en længere forklaring, at hendes fokus var vigtig, rettede hun sig op i lænestolen og lod de gråblå øjne hvile på den yngre engel. En kort ærgrelse flød gennem hende, ved hans ord om ligegyldighed. Det lå så langt fra hende, at det skulle være muligt at lade sig binde til et mørkt væsen. Men hvorfor skulle de så være skabt med muligheden for netop at være skytsengel for denne type? Og var hun meget bedre selv? Var hun netop ikke blevet tiltrukket af Khá, allerede inden han faktisk blev genfødt som engel? Da han stadig var djævel?

Et opgivende, og dog roligt og affindende, suk flød over de smalle læber. Hans sidste ord havde ramt på et punkt, hvor hun også bebrejdede sig selv. Hun havde ikke gjort det med vilje. Da hun drog ud, havde hun regnet med at være væk i højst en uge. Men hun følte, at hun havde efterladt ham. Havde stukket så meget til ham, at han havde indvilliget i at lære fra hende. ..Og så var hun forsvundet i måneder..

”Jeg.. Ja, jeg er nok ikke personen, der kan tillade sig at komme med disse kommentarer. Jeg forsvandt i flere måneder. Men jeg kan bare ikke lade være med, at være en smule bekymret for dig, for jeg har set det her ske før. Jeg kan jo ikke benægte dig din kærlighed..”

Hun lod meget bevidst være med at inddrage for meget om hans ord om kærlighed. Kærligheden ved at elske en anden person ”frivilligt” og dén der opstod, når man blev bundet til én som skytsengel, var i hendes øjne to forskellige ting.

Stemmen, der blev tydeligere ude fra gangen, fik den gamle engel til at spænde op for at være klar til fare, af ren refleks. Der skulle ikke mere til. Blot lyden fra en anden persons stemme, var nok til at den gamle engel kunne placere en person race. De skarpe øjne blev rykket mod entredøren, da den syngende stemme lød i entreen, men allerede inden personen, der nok var hans sambo i og med hun havde en nøgle, trådte ind i stuen, var spændingerne forsvundet, som havde de ikke eksisteret. Nok sad den høje, spinkle kvinde ret i lænestolen, men hendes positur var afslappet. Med så lang en eksistens bag sig, var Alessa efterhånden vel øvet i at styre sit kropssprog. Et underholdt smil bredte sig over de smalle læber ved den unge (i hvert fald af udseende) hunvampyr.

”Åh, tag dig ikke af det. Det er da altid rart med et afbræk i form af musikalsk underholdning.”

Den klare, lyse stemme lød drilsk, fornøjet og tydeligt afmålt.

Da kvinden præsenterede sig selv, rejste Alessa sig op for at gøre det samme. De 180 langlemmede centimeter fremstod selvsikkert og de gråblå, vidende øjne flyttede sig ikke fra den, højst sandsynligt, yngre kvinde. Nok var den lange krop normalt tynd og spinkel, men efter Alessas.. Rejse, så den direkte udmagret ud. Det lod dog ikke til at påvirke hende i dette øjeblik.

”Ja, dig har jeg efterhånden hørt noget om. Alessa, Gordons.. Ja, veninde er nok også den nemme forklaring.”

Hun brugte med vilje det samme ord og lagde et tryk på det, som for at tydeliggøre, at hun udmærket var klar over, at man ikke bare kunne betegne Millicent og Gordons bekendtskab som blot et venskab.

”Men jeg kom også uanmeldt for at hilse på Gordon efter længere tids rejse, så det er ikke så underligt, at du troede du ville være alene. Jeg havde nu set frem til at møde dig og havde faktisk håbet på, at du ville nå hjem, inden jeg tog af sted.”

Alessa bemærkede den lidt tydeligere indsnusen, en ting de færreste gjorde, med mindre der var en dårlig lugt i rummet, og det var der ikke. Hvis hunvampyren var blot en smule trænet, da var hun nu klar over Alessas herkomst, tænkte hun sig frem til og sendte et vidende smil i den unges retning, før hun skaffede sig selv en kop kaffe og satte sig til rette i den magelige lænestol. En tår blev taget af den bitre, mørke væske, og sad blot opmærksomt lyttende, mens hun lod Gordon svare på samboens spørgsmål.

”Måske ikke psykisk, men du vægter selv hvor meget af din tid du bruger på dit forhold og din pligt.” Trak Gordon på skulderen og kunne ikke se, hvorfor hun ikke kunne gøre begge dele. De fleste personer havde et job, og kunne have et privatliv oveni. Så prioriterede man selv om jobbet eller familie og venner, kom i første række.
Men hendes arbejde var anderledes, og det forstod han godt. Det virkede bare åndssvagt at de øvre magter, som skulle være åh så gode og hellige, ikke lod deres ’medarbejdere’ få en dag fri ind imellem. Så måtte man tage fri, ringe op og melde sig syg, eller noget.

Gordon lod cognacen flyde rundt et par omgange rundt i glasset, og ville se ned i den gyldne likør der cirklede rundt. Hans ord havde ikke været til for at bebrejde hende, for det gjorde han ikke overhovedet. Men at sidde og kritisere en af de vigtigste personer i hans liv, uden nogensinde at have udvekslet et ord med hende, havde han fundet lidt for meget. Ja der fandtes vampyrer, dæmoner og så meget andet, og mange af dem var nok skabt til at tage livet af andre, men ligesom engle kunne falde, så var han overbevist om at vampyrer ikke behøvede at gøre netop det. Noget Millicent var et pragteksempel på.
”Jeg tror ikke du havde været så bekymret, hvis du havde mødt hende.” Smilede han over glasset. Millicent var ikke ligefrem prototypen af den skræmmende vampyr – langt fra.
Egentlig betød det noget for ham at få Alessas accept på dette, men det var ikke noget der var livsnødvendigt eller kunne vippe det hele. Om hun så det som frivilligt eller tvang var ikke så vigtigt, for Gordon havde hele tiden vidst et sted, at det var ham selv der havde valgt at binde sig til Millicent, og ingen andre. Det havde ikke været tvunget eller påtaget, og selvom han måske ikke havde ydret nogle ord om at ville være nogens skytsengel, så havde han selv valgt at det skulle være hende. Hun kunne få ham til at smile, le, råbe op og blive frustreret. Det hele på mindre end 2 minutter, og det havde hun også kunne den aften de havde mødtes, før nogen af dem havde stiftet bekendtskab med det overnaturlige.

Noget begyndte at give lyd fra sig ude fra entreen, og Gordon satte sig lidt op og lagde blikket på døren. Var det… Ghost Busters? Der blev sunget derude? Ja så var der da ingen tvivl om at det ikke var en indbrudstyv, men en vampyr i godt humør.
Millicent næsten dansede ind af døren, og det var helt tydeligt at hun var uvidende om ikke at være alene. Gordon kunne ikke holde et grin tilbage, men vendte sig væk for at forklæde det som en hosten. Mere eller mindre vellykket.
Et øjeblik efter lod han dem hilse på hinanden, imens han selv ville føre glasset op til munden og tage en slurk. Den var dog tæt på at blive spyttet ud igen, da Alessa selvfølgelig skulle lægge tryk på ’veninde’. Han sendte den ældre engel et halvt bebrejdende blik. Smooth Alesse… Smooth.
Millicent lidt forvirrede blik blev opfanget, og han tilføjede hurtigt: ”Khás Alessa” Bare lige så der ikke opstod nogle misforståelser om hvorfor der sad en blond tilsyneladende ung kvinde i deres lejlighed og drak cognac. Godt nok havde de ikke helt defineret deres forhold, Gordon og Millicent, men fik hun den forkerte ide, så var der nok sagt, til at hun ville have ret til at smide ham ud af vinduet.

Det lød som om Alessa selv fik forklaret hvorfor hun var her, og at hun var her uanmeldt, så det ville han ikke til at rode i. Derimod rejste han sig op, for at hjælpe hende med tasken, idet hun spurgte til kontoret. ”Jeg tog tidligt fri, fordi jeg har en stor sag i morgen. Lidt afslapning tænkte jeg ville gøre godt.”
Han behøvede ikke gætte sig til hvad der var i tasken, og poserne skulle nok til at på køl. ”Lad mig hjælpe dig med dem.” Hun ville få en varm omen diskret berøring på skulderen, inden han snuppede tasken, og ville gå hen til køleskabet for at fylde blodposerne ned i en dertilberegnet skuffe i køleskabet.

Millicent havde nu fortrukket en mere værdig ankomst, havde hun været bekendt med Gordon havde en gæst på besøg. Christ...det var jo lige ved hun havde begivet sig ud i en Electric Boogie , og så havde hun da været strippet for al værdighed nu - og i al tid fremover .
Heldigt for Millicent, havde hun høj procent af selvironi , og kunne godt smile af komikken i at.....være lidt uheldigt, eller have en timing der stank.

Kvinden viste sig  både højere og mere tynd end antaget , da hun rejste sig op for at hilse på Millicent.
Det var ikke  julesulen der tyngede  sidebenene , hvilke straks  bragte en lille bekymring frem i Millicent. Var hun okay ? Var der noget galt ?
Millicent fik igen fornemmelsen af at afbryde en samtale , en der ikke var snakket til ende, men var parkeret fordi HUN kom hjem...måske kvinden var ked af det?
Et øjeblik flakkede Millicents blik mellem den blonde pige og Gordon, før det lagde sig på  englepigen.
Millicent kunne nu godt lide kvindens ydre,selv om hun var mager.  Hun havde et interessant ansigt og øjne der virkede kloge.
Hvad hun ikke helt vidste om hun skulle bryde sig om , var derimod hendes ....'Gordons veninde' ...for han havde faktisk aldrig givet indtryk af han havde den slags relationer.
Den slags , der dukkede op om aftenen  og drak whisky ...imens Gordon  smed tøjet og skiftede til afslappet hjemmetøj.
Hun nikkede derfor bare og noterede sig trykket der blev lagt og den lille insinuering der fulgte med .

Millicent fik næste overraskelse pakket ud med det samme, da vingepigen præsenterede sig som Alessa.
Selvfølgelig ville forbløffelsen stå malet i Millicents ansigt, da hun lagde hovedet på sned.
Gordon brød da også ind , nærmest i munden på Alessa - for at glatte ud og Millicent forstod nu hvem kvinden var.
Hun forstod ikke hvorfor Gordon og Alessa pludeslig syntes som nære og tætte...private...sådan havde hun ikke forstået deres relation, nærmere som en arbejdsrelation....hun skulle lære ham om hans evner.

Millicent var dog glad for at møde Alessa. Hun vidste at Khá elskede Alessa og agtede hende højt , meget højt faktisk og hun havde ofte spekuleret på om ikke snart den mand skulle havde lov at mærke kær,igheden skinne varme og stabilt ned på ham. Hun syntes han fortjente det.
" Kha's Alessa ? Det må jeg nok sige....pas du nu på han ikke trækker sin donation tilbage " sendte hun et skælmsk dril til Gordon, og  mistede et kort øjeblik sit fokus på Alessa.
Koncentrationen vaklede ,  da Gordons hånd strøg over Millicents skulder, og hun mærkede den velkendte varme i et par sekunder, før han trak sig væk.
" Tak...det er sødt af dig...D-det min mad" lød det forklarende og lidt beklemt.
Hun var stadig ikke helt kommet til term med at blod var noget hun fik et rus på, og var afhænig af ....ville hun forsat eksisterer.
But a girl's gotta do what a girl' gotta do, måtte hun ofte messe som et lille mantra , for sig selv...og man skulle ikke tage fejl for Bag det milde sind og blide ydre, lå også en jernvilje og en kampgejst . De udsprang nok af lysten til livet - og det fik Millicent til at være mere hårdfør, end man måske lige forventede.
Libra og FUN kunne bevidne det....på det arbejdsmæssige plan.

Alessa forklarede at hun var kommet uanmeldt forbi, og Millicent havde nær svaret at så var de to. Det irriterede hende en smule at hun følte sig i vejen , i hvad der var hendes eget hjem. Som var hun ikke helt velkommen.
Gordon strøg forbi Millicent, og ud i køkkenet - og ville akkurat kunne høre Millicent tage plads i stolen , overfor Alessa med følgende ord ...." Jamen det er Gordon da uden tvivl glad for. Han har vist spekuleret på hvad der var blevet af dig ?..Du er hans mentor, kan jeg regne ud? "

Millicent trak benene op i den brede lænestol, uden at tænke nærmere over det.
Selv om hun kunne stå ubevægelig i timer, uden at føle en gene , så lå de menneskelige handlinger så dybt i hende, og gjorde det helt utroligt let at blænde ind i hvirvlen af uvidende almindelige mennersker. Hun kunne godt lide dén ....og selv de få gange hun virkelig havde ønsket sig at følelser og skrøbelighed kunne deaktiveres og vampyrens mere durkdreven og følelsesløse sind slippes løs...så havde samvittighed og empati bare klistret ved hende, som candyfloss på fugtige barnehænder.
Millicent kiggede på Whiskyen, og forhandlede kort med sig selv om hun skulle have, men hun sprang over denne gang.

Hun kom til at le, ved Alessas lille indput og holdte en afvæbende hånd frem for sig.
" Tak tak,...jeg tror ikke jeg vil vide hvad der er sagt, men vær sikker på at 80 % sikkert er til at trække fra, hvad end det er hit eller skidt du har hørt" slog hun fast med et muntret glimt i øjet.
Det var altid bedre selv at gøre sig sine indtryk og høste egne oplevelser.

" Jeg formoder Khá ved du er tilbage ? " fiskede Millicent lidt rundt.
Det kunne være både Gordon og Khá der havde snakket om Millicent.
Udover Gordon og Khá , var det kun William og Adriana der kendte hende som Millicent i Libra  ....alle andre kendte hende som hendes Alias....Black Swan.
Og hun kunne ikke forstille sig folk ville tale om privat personen Millicent, for så mange havde hun ikke socialiseret med privat. Kun Andrija og Gordon nu hun tænkte over det.

Kom Gordon ind i stuen og joinede dem, ville Millicent sende ham et uskyldigt smil og 'skænde' lidt drillende på ham...." Alessa er da ikke så moragtig som du gør hende til , hvorfor har du sagt det ?"
Og inden han kunne sige noget til dén, forsatte hun ..." Den store sag i morgen, er det den med det store parti af nylon strømper der gav folk allergiske reaktioner på deres ben ?"

Alessa besvarede Gordons bebrejdende blik med et drilsk, lidt "uskyldigt" provokerende. Hun var udemærket klar over, hvad hun netop havde sagt. Det var også en måde hun brugt til at aflæse folk på, og Millicents kommentar om veninde havde været oplagt til at se, hvordan båden den unge engel og vampyren reagerede. Hvad der lå i deres forhold og i høj grad, hvad der ikke var blevet talt om endnu. Og hun studsede da bestemt også over Gordons skyndsomme svar om, at hun havde relation til Khá. Ah, så vampyren havde også et bekendtskab i Khá, og hun var tydeligt også klar over Alessas relation til ham.

Hun vidste dog ikke helt, om hun brød sig om, at nu en vampyr, og snart sikkert også andre, var bekendte med hendes nære relation til Khá. Ikke at hun ville benægte det overfor folk hun kendte, men en sådan relation var også lig med en svaghed, hvis det skulle komme hendes fjender for øre.

Millicents forbløffelse var også værd at ligge mærke til. Hvad vidste hun, siden hun reagerede sådan? Det kunne godt være, hun skulle få snakket med Khá om, hvad han udleverede af hendes privatliv til andre. Det kunne virkelig have betydning af vital art, hvis de forkerte hørte det. Alessa var godt klar over, det ikke var den mest romantiske tanke, men med 1300 år med dét hun lavede, så var overlevelse også en vigtig faktor.

”Aha. Så enten har Gordon talt en smule for højt. Eller også kender du ligeledes Khá og så har han pladret i stedet.”

Hun vidste, at hun hverken brød sig om den ene eller den anden tanke. Nok virkede det til at denne vampyr var noget.. Ung? Blødsøden? I hvert fald på ingen måde truende lige nu. Men en vampyr var en vampyr. Alessa gættede på, at hun blot var meget ung, og den hårdhed hun kendte fra vampyrer blot ville komme med årene. Der sad altid noget menneskeligt tilbage i dem i starten.

Et svungent, blondt øjenbryn skød op i panden ved hendes forklaring om mad. Alessa valgte dog ikke at kommentere på det. Lige nu, ved første møde, var der ingen grund til at rode op i alting.

En lille rynke mellem brynene opstod. Betegnelsen mentor havde hun aldrig rigtigt sat på det, men det var vel i og for sig rigtigt nok. Det fik det til at lyde så officielt.

”Jah.. Det kan man vel i og for sig godt kalde dét om end det får det til at lyde så officielt. Og det ville vel også kræve, at han rent faktisk hørte efter, hvad jeg sagde.”

Det sidste blev sagt i et lidt højere og drilsk toneleje, så hun sikrede sig, at den unge engel kunne høre det helt ude i køkkenet.

”Men det kan vi da endelig godt kalde det; så tror jeg også jeg er berettiget til at give ham en dummeflad hist og her.”

En fornøjet glød funklede i de blågrå øjne ved tanken. Det var dog tydeligt at se, at det ikke var ment så alvorligt.

De årvågne øjne blev en smule smallere, da hun spurgte ind til, hvorvidt Khá vidste, om hun var tilbage eller ej. Hun kunne ikke helt regne ud, hvorfor den unge hunvampyr ønskede at vide det.

”Ja. Det ved han.”

Svarede hun kort og på ingen måde uddybende. Det kunne godt være, at Gordon stolede på hende, og måske også Khá? Men det gjorde Alessa på ingen måde.
Øjenbrynene røg i en påtaget forargelse op igen, da Millicent benævnte Alessa som negativt moderlig.

”Åh, hvor kan du dog få mig til at føle mig gammel, Gordon! Du skal ikke lytte til ham, Millicent.”

Der var ligeledes en påtaget forargelse i stemmen. Egentligt undrede det hende ikke, at han havde udtalt sig sådan. For det første havde hun jo taget det til sig at oplære ham, og derved kom irettesættelserne også ind i billedet. For det andet så var Alessa gammel, dét kunne hun ikke komme udenom. Og for den sags skyld ville hun det heller ikke. Nej, verden og dens vidundere var ikke længere nye for hende, men hun nød sin alderdom, sin viden og sin visdom. Under alle omstændigheder kunne hun aldrig blive træt af at se verdens skønheder, ligegyldigt om det var første eller fyrretyvende gang. Desuden ville hendes betagelse af mennesket og dets tilbøjeligheder aldrig forsvinde, det havde Herren sørget for. Alessa var én af dem, der blot blev tilpas med sin alderdom.

Den gamle engel tog blot en tår af den sorte kaffe, mens hun lod Gordon svare på vampyrens spørgsmål.

Det var ikke fordi Millicent ligefrem havde afbrudt en samtale. De havde så vidt muligt færdiggjort den inden hun var noget ind af døren, og selvom de sagtens kunne tage den op igen, så var Gordon ikke helt sikker på at det ville blive et hit, at skulle sidde og forklare Alessa hvor glad han var for Millicent, med hende lige ved siden af. Desuden var det unødvendigt. Millicent vidste det allerede, ja mere end vidste det, og kendte han Alessa godt nok, så ville hun kunne se det på hans ansigt, som var det malet derpå.
Alessa kendte ham godt, på trods af at de ikke sås så tit. Hun havde lært ham meget om englenes verden, og generelt hvordan det overnaturlige fungerede. Deres relation havde aldrig været afpudset og stiv, derfor havde han intet problem at hun dukkede op og fortalte hvad der foregik i hendes liv.
Hun var meget overlegen i forhold til han på mange måder, men noget han håbede hun ville tage lidt til sig fra ham, var at det også var vigtigt at leve sit liv udenfor pligterne. At tillade sig selv at have venner, familie og kærlighed. At se det bedste i alle, også dæmoner og vampyrer.

Overraskelsen i Millicent ansigt var næsten lettelse, for han vidste at hun nu vidste præcis hvilken person der var tale om. Han måtte dog selv se sig overrasket, ved englekvindens lidt hårde ord. Hvad havde det med at tale over sig.
”Vi er begge venner med Khá, og han fortalte os det på samme tid. Imellem venner.” Lød det lidt spidst igen. Ja en svaghed kunne man da godt se det som, havde Gordon og Millicent været terrorister, hvis mål var at overfalde Alessa, men nu havde de fået det at vide i en privat samtale, som han ikke kunne forestille sig var noget længere ud end de 3. Egentlig gav det ham en dårlig følelse at hun så det sådan, for han vidste at det ikke var ham selv, som Alessa antog var en trussel med den viden, men derimod den blonde vampyr, som han netop havde overtaget tasken med blodposer fra. De blev pænt fyldt i køleskabet, og inden længe var han tilbage i stuen igen.

Han nåede netop at få Alessas drillende kommentar med, og lidt skulle hun vel have igen. ”hey hey, jeg hører hvad du siger, det er bare ikke altid jeg tager det til mig.” Smilede han sukkersødt, og ville dumpe ned i sofaen igen ved siden af stolen Millicent havde sat sig i.
Var det bare ham, eller var der en eller anden form for spænding i lokalet? Han følte sig pludselig lidt… mast. Havde han kunne læse nogle af de tanker der røg igennem Alessas hoved, ja så havde det nok også været lige før at han blev småsur på hende, MEN det kunne han heldigvis ikke.
”Du ER gammel, Alessa” Røg det i stedet drillende ud, da han rakte frem efter sit cognac glas igen. Nok så hun ikke gammel ud, men han havde diskuteret nok med hende til at kunne fornemme at hendes værdier og personlighed var påvirket af flere år og andre tider.

Hans opmærksomhed lagde sig tilbage på Millicent, da hun spurgte ind til sagen. Hun så skøn ud, selv i den simple afslappede kjole og det lidt vindblæste hår. Klare blå øjne, som afspejlede mere menneskelighed end han havde set nogle andre steder, på trods af at hun ikke var et menneske mere. Somme tider var han sikker på at han ville kunne se på hende hele dagen, meeeeen lige nu ville det være sært og desuden havde han et spørgsmål at svare på.
”Nej en ny sag. En kvinde sagsøger hendes brudepige for erstatningen af brudekjolen, fordi hun gik i seng med hendes forlovede og fik ødelagt brylluppet inden det overhovedet gik i gang.” rystede han lidt på hovedet. Der var sære sager derude at tage fat i, hvis man så lidt efter.

Millicent lod udfordringen passere  selv om den svævede lige så fristende forbi hendes næse, da  hun opfangede den tavse lille provokation der flakkede i gæstens øje, da Alessa havde set over på Gordon.
Dén måtte de selv tage. Millicent havde rigeligt med baggage og have ikke lyst til at erhverve sig mere, hvis det kunne undgåes.

Alligevel virkede luften ladet med spænding, men måske det bare var Millicent ?
Det virkede til der lå mange udstillede spørgsmål hen, som måske kunne betyde der blev løsnet lidt op, men Millicent følte ikke det var hendes plads at stille dem.
Måske lå de mellem Gordon og hans blonde besøgende.

" så du synes at Connor virker som typen der plapre? Han talte skam meget respektfuldt om dig, kan jeg forsikre. Jeg fik bare indtryk af han ventede dig hjem ....og var meget længselsfuld" smilede Millicent , og lod så Gordon kommenterer på det også.
Alessa havde måske bemærket at Millicent brugte Khá's rigtige navn, Connor.
Gordon kendte ikke til det, ikke før nu da ....men det var helt klart en meget bevidst handling, og en måde at få et klart budskab igennem til Alessa på.
Connor havde komplet tillid til Millicent, ellers havde han aldrig givet hende sit rigtige navn- og  han vidste at hun aldrig  ville rende rundt og....plapre...andre folks business ud , hvor det intet havde at gøre.
Så vidt Millicent kendte til DI Morga, så var hun vist een af de få , der var 'dygtigst'  til både at holde på hemmeligheder og trusser,  og man skulle nok ikke tilbringe mange dage med hende, for at vide sig tryg på dette.
Så havde Millicent tilgengæld 210 andre fejl , og dem ville hun aldrig benægte.

Millicent kunne godt mærke det nyindtaget blod begyndte at boble en smule.
At Alessa skulle være berigtiget til noget som helst med Gordon ? En dummeflad ?
Årh gud, noget i hende havde lyst til at kradse lidt i dén overflade, men igen lod hun den sive pænt forbi, og lod sig stille tilfreds med den munterhed hun syntes at kunne aflæse i Alessas øjne.
Millicent var opsat på ikke at forpurre noget for Gordon.
Selv var hun et sted i sit liv, hvor hun let kunne føle sig trængt op i en krog, og på ægte baby/ killinge maner begynde at hvæse...måske enda kradse, for at passe på sig selv. Men ikke overfor Gordons....veninde.
" Mentor...er nok meget passende ellers ved jeg da ikke hvad du ville kalde det ? eftersom det er ved de lejligheder i ser hinanden . Meeeeen  hvis du tror han giver dig lov til dummeflade, så er du ikke opmærksom nok på din elev" kvidrede Millicent og tog greb om den røde elastik i håret, for at opstramme den tunge hestehale. Et sekundt kunne en næsten barnlig legesyge anes i Millicents øjne, da hun inviterede Alessa til lidt leg. Hun talte mere sagte " ... Men har du set Karathe Kid? Du ved....wax on wax off...kan du ikke finde på noget , hvor han skal afkalke badeværelset og tage panelerne ? Det ville da bare være genialt " trak smilet skævt op .

Det undrede stadig måde Gordon havde fremstillet Alessa på.
De var helt klart mere venneagtige end han havde givet Millicent forståelse af, hvilke var fint...bare forvirrende lige nu.
" Med dine gener, kan man vist leve flere evigheder uden at ty til Loreal...." Kom igen et forsigtigt smil til Alessa.
Kort blev Millicents øjne fanget af Gordons, og hun lyttede til den nye sag.
Hun skulle lige forstå det her rigtigt..

" Hør...er deeet  bruden der har sovet med brudepigens forlovet? For så det da RET frisk at sagsøge brudepigen for at have taget sin fyr med og dermed indirekte ødelagt bryllupet, i gotta say. " lo Millicent .

Hendes blik tog dog et dyk til en nuance mørkere , da hun forsatte..

" men ....hvis det er brudepigen der har messet rundt med den kommende gom, så synes jeg ærlig talt du skal droppe den sag...elelr ændre på vinklen og få fyren ned med nakken ...sagsøg hans røv ud af de nypressede ubrugte bryllups bukser.....tak"  lød det stemmen mere spinkel, trods de faste ord.
Det var nok ikke svært at regne ud, hvorfor den vinkel havde en større berittigelse, set fra Millicents perspektiv.

" ... Eller endnu bedre...can't you get them both ?"
Nu skulle de ikke gå overbord i arbejde, det ville være uhøfligt overfor Alessa , så Millicent fik hurtigt rettet spottet mod den pæne blonde engle, og lod et par spørgsmål trille afsted...

" hvad laver du ellers Alessa? Er det udelukkende engle business eller har du et normalt job, som Mr. Matthews her?
...er du skytsengle for nogen ? Guderne må da vide hvor mange uskyldige mennesker der er  derude, der kunne bruge en skærmende arm...vinge...hvad man nu lige siger om en skytsengel...kunne bruge lidt ekstra good Luck på deres side?"
Prøvede Millicent at åbne lidt op for en snak der ville være passende, passende i et selvskab bestående af 2/3 engle.