That's Life - Gordon

Lawrence Watsons smukke  ansigt, med de meget markeret træk var gennemsyret af små huller, så man ordenligt efter. Det stod så galt til , at selv hans øjne var blevet ubarmhjertig spiddet og ikke gået ram forbi. Det var naturligvis kun nålepuden med fotoet af Millicents chef der her var tale om, men den havde nu meget tilfælles med mennesker og væsner man mødte på gader og stræder- selv om nålepuden dog  udelukkende stod på Millicents store arbejdsbord, og ikke rendte rundt i den store by.
Når man betragtede den fra en lille afstand , så den ....pæn ..ud.
Indbydende og flot.
Hel og uden de store fejl. Men når man så nærmede sig og det sande sande ansigt blev afsløret, slog det hårdt hvor mange huller og mangler der havde været hele tiden, som man havde været blind for.
Men var det ikke sådan livet var? En skide nålepude fyldt med huller, fra nåle man kunne stikke sig på, og bløde?

Aftenen var rolig.Det summende liv og den travle tue af myre som Desiré Noir normalt bød på , var så småt ved at ebbe ud.
Enkelte top chefer og deres personlige sekretærer var endnu at finde i det store hus, og ligeledes enkelte af gulv medarbejderne. Her iblandt Millicent.
Som kostumier havde hun fået frie hænder, endog meget .
Arbejdstider styrede hun efterhånden helt selv , sålænge opgaverne var løst til ug til den aftalte tid, var der ingen der åndede den blonde vampyr i hendes nakke, og det havde hun det helt fint med.

Selve lokalet var spækket med stof, accesories, tøjstativer og alverdens sygere og maskiner.Målebånd og tøjkridt og prøverum.
En stor kongerød sofa der kunne have prydet hos en velhavende adelig familie engang , så mægtig den så ud og en hel masse andre spændende ting var at finde.
Skrivebordet havde mange ting, udover nålepuden , der signalerede at det var Millicents , og ikke en af de mere ...tørre ...sypigers desk.
Man kunne til eksempel finde en køkkenrulleholder i form af en grisling eller kaffekrus med Starwars tema.
Et viskelæder med One Direction som kun var for at irriterer de haters hun havde lagt øre til , da hun selv dårligt kendte til deres sange.
En skitse blok med Angrybirds, og et hav af andre underlige ting.
En fotoramme med billed af Andrija og Senka, stod der såmænd også stadig.
Millicent var ikke en kvinde der let kunne tænde og slukke for sit hjerte.


Et lille anlæg i en af de mange reoler, bød på Frank Sinatra, og ordene svøb sig omkring den arbejdende kvinde.
Millicent svajede en smule med til det gamle nummer, hvor både melodi og lyric havde en tiltalende  effekt på hende,  imens hun fik sat de sidste rhinsten på en smuk sort advantgarde hat, der skulle med på det næste fotoshoot.

Hun var spændt på om hun ville få besøg denne aften. Det havde været svært at høre på Gordons stemme om han var glad for hendes opkald eller ej.
Men han havde da sagt at han ville kigge et smut forbi,og det var hun nu ret glad for. At sidde hver dag og stirre på sin mobil, for at vente på et tegn fra Andrija, havde ikke ligefrem boostet hendes humør til tårnhøje højder. Især fordi det ligesom ikke kom.
Hun trængte til selvskab.Isolation var ikke sundt for hende.


Den sorte hat med et lille sort slør foran øjnene, placerede hun på sit hoved, imens hun begyndte at danse langsomt med bløde bevægelser, en smule rundt i de tårnhøje sorte sko,  i det mennesketomme lokale.

-  her stoppede både ord da Millicents stemme knækkede en smule og dansen fik en ende, da hun med et lille suk tog hatten af og lagde den tilbage på dens rette hylde.
Millicent rystede lidt på den lyse hår, der hang løst og flagrede .Hun smilede.
Her stod hun med en uendelighed af liv til sin rådighed, og så anede hun bare ikke hvad i himlens navn hun skulle stille op med det, hvor var det bare typisk !

" Gotta get back on track" mumlede hun og vendte tilbage til sit skrivebord, for at løbe gennem diverse mails. Hun behøvede dog ikke sidde ned , da bordet kunne hæves og sænkes, hvilke var ret så fedt.
Så imens øjnene løb over pc skærmen, gled hendes hænder ned og glattede en smule på den sorte tætte nederdel, med den hvide lynlås der løb hele vejen ned over hendes bag. Benene var beklædt med tynde sorte nylonstrømper med små sorte prikker . Og som overdel havde Millicent valg en hvide skjorte ,der skulle egenlig være figursyet, men var nok et eller to numre for stor , så den sad mere løst  og virkede mere piget, end det var tiltænkt oprindeligt.Men den føltes afslappende og måske lidt tryg , for hun kunne næsten putte sig i den .

Hvis man kiggede ud af vinduet den aften, så ville man nok være fristet til at tro at netop denne aften ville være præcis den samme som forrige - KEDELIG ! Himlens gråtoner havde taget fat om byen, og en gang imellem kom små regnbyer trillende ned, men de stoppede efterhånden og efterlod duften af våd asfalt hængende i gaderne.

Desiré Noir hovedbygning tårnede sig op i de våde gader. Det var tydeligt at se at bygningen indeholdt status. Den skinnede på en anden måde end bygningerne omkring, og man var ikke i tvivl om at dette var en arbejdsplads for mange arbejdere med en meget rig chef !

Gordon var stoppet op og betragtede bygningen. En smule usikker, og den ene hånd dybt begravet i hans jakkelomme.
Skuldrene på hans grå jakkesæt var blevet en smule våde idet han var blevet nød til at gå et stykke. Hans arbejde havde bragt ham til nabolaget, og han havde måtte vende rundt da Desiré Noir bygninger fandt vej til hans blik.
*Click* lød det da den sorte Audi A3 låste bag ham, og dens nøgle blev begravet i den anden jakkelomme.

Det så ud til at de fleste fik fri her kl. 20, for mange var på vej ud i deres biler, og han måtte gå imod den blide strøm af mennesker for at komme ind i receptionen.
Indenfor var der skruet godt op for varmen, og i forhold til den kolde november aften udenfor var det en tropeørken indendøre.
Gordon så sig omkring imens han tog den grå jakke af, og rettede på en mørkeblå skjorte indenunder, og det sorte slips om hans hals. Normalt når han var ude var han ikke så formelt klædt, men hans arbejde krævede at han så myndig ud, og derfor bar han et jakkesæt.

Imens han bevægede sig hen imod en receptionist, som så træt ud, foldede han de blå skjorteærmer op til albuen, og stryg sit hår lidt tilbage. Voksen i håret sad stadig nogenlunde, men efter en lang dag på arbejde så han selv lidt træt ud.
"Jeg leder efter en Millicent." Sagde han lidt fraværende til receptionisten.

Der var gået to uger, og hun havde ikke skrevet heller ringet trods hun havde fået hans kort. Ikke at han kunne bebrejde hende, for det var vel lidt payback, men noget i ham ville ikke acceptere det, og derfor var han stoppet her ved Desiré Noir. Der var en eller anden følelse der nærmest havde hevet ham herhen. En følelse der var vokset lige siden den aften for 14 dage siden.

"Millicent hvem?" Svarede den lidt pirrelige receptionist. En ung pige der utålmodigt tyggede på en stor klat tyggegummi.
"Øhh.. Er der flere? Noget med W... Williams? Walser?" Prøvede han, men vidste det var forkert. Han kunne simpelthen ikke huske det.
Den unge pige så lidt irriteret på ham og løftede et øjenbryn, men efter et kig på hendes computer sendte hun ham dog i en eller anden retning. Han var spændt på om hun var her endnu. Som vampyr arbejdede hun jo hurtigt. Det havde hun i hvert fald sagt.

Bygningen var efterhånden ved at være tømt og de sorte sko under ham gav genlyd når de ramte det polerede gulv.
Han stoppede op midt på gangen og måtte indrømme at han ikke anede hvilken dør det kunne være. Lidt forvirret kløede han sig i nakken. Musik strømmede ud fra en længere fremme. Det lød som den eneste med liv i, så han besluttede at det var den han måtte tage.

*Bank* *bank* lød det da hans knoer gjorde kontakt med døren. Han ventede et minuts tid, men intet. Så prøvede han igen. Musikken måtte overdøve det. Han så sig til begge sider og trak på skuldrene inden han besluttede at åbne døren lidt op. Indenfor blev hans blå øjne mødt med et hav af andre underlige farver fra stof og andre ting. Han trådte indenfor og lukkede stille døren bag sig.
Et smil fangede hans mund da en kvindelig skikkelse foran ham kom til syne. Hun havde endnu ikke set ham.

Inden han trådte hen bag hende fik han øje på en sort hat med sort slør og rhinsten, som lå på en hyle ved siden af ham. Han prøvede at lade vær at grine da han tog den ned fra hylden og ned på sit hoved i den vinkel han troede den skulle vende.

"Hva siger du? Klæder den mig?" Spurgte han lidt højt og smilede ned til hende.

Millicent havde fået en forudroligende mail. Hun ænsede slet ikke hverken de lyde eller bevægelser i rummet, som hun normalt ville have opfanget som den lille vampyr antenne hun nu engang var. Opslugt som hun var, fik hendes omgivelser intet af hendes opmærksomhed, i netop de minutter Gordon nærmede sig, og lavede sin entre. Operation Libra havde sendt hende en mail. Og det var simpelthen ikke iorden.Havde Millicent ikke meget udtrykkeligt frabedt sig at de kontaktede hende på arbejdet...eller ..,det måtte de gerne men sku da ikke på hendes arbejdsmail, vel? Her kunne alle der havde bare en smule it pli opsnappe den, og så ville helvede da først bryde løs.

Mailen oplyste ydermere at der var optakt til ballade. En ny gruppe af tumper uden hjerner ,skulle have sat deres mærker på Terre by, pisset op af deres træer og de skulle være vældige interesseret i at lave en alliance med mafaien.
Millicent rynkede på de lyse bryn, da bekymringen greb om hende.
Andrija, hvad var hans rolle i det? Ingenting håbede hun ....så dum ville han vel ikke være. De led jo af storhedsvanvid, og ejede ikke skyggen af social samvittighed for ikke at nævne empatiske gener. Millicent fnøs lydløst og klikkede på delete knappen, og et par andre steder i historikken og harddisken, for at sikre alle spor var fordampet af den mail. De ville have hende til at gå ind og se hvad hvad kunne opsnuse, men faktisk.....ville hun sikkert springe den her omgang over.
Hun var irriteret over FUN havde holdt deres mund lukket omkring Salai, og ikke ville oplyse hvor han var nu.Millicent havde ville besøge ham og sikre sig at alt var vel, men de var klappet i som små sure citroner spiddet på et søm.

Hun havde sin ret til at takke nej til opgaver, idet hendes arbejde var mere freelance end på lydig bestilling. Hendes frihed var dyrbar for hende.

Millicents spekulative tanker blev blæst væk med et frist pust, så snart hans stemme nåede hendes gehør.Hun drejede hurtigt omkring og så op i Gordons øjne .
Hendes øjne ville blive store af overraskelse , men også en rar følelse ved at se ham igen svøbte hende ind. Igen....isolationen havde ikke været sundt for hende, måtte hun sande.

" Gordon ! " udbrød hun i en glad tone ...
" Ja...bestemt du er et sikkert hit med dén der på !" Lo hun og rettede hatten 60 grader på hans hoved, så den sad som den skulle.

" wow...det er dejligt at se dig...du lød ikke så glad i telefonen, så jeg var faktisk i tvivl om du ville dukke op, eller bare endte med et ja for at få mig ud af røret"
smilede hun og tog et ekstra kig på ham .
Han var ulastelig klædt, i stilfuldt tøj.Enten kom han fra arbejde eller en selvskabelig begivenhed et sted.

" ..men jeg er glad for du kom.Du ser godt ud. "

Millicent kunne høre kaffemaskinen hoste et sted i baggrunden, det var helt klart tid til afkalkning efterhånden.

" Skal jeg ikke lige hænge din jakke op?" Tilbød hun. Bøjler var de da ikke i mangel af her .
" Og Vil du have en kop kaffe at varme dig på ?" Forsøgte hun at få ham til at føle sig vel tilpas, både med hende og på Desiré Noir.

Gordon kastede et blik over hendes lyse hoved og ned på computeren. Han kunne ikke se andet end at hun læste mail. Det var egentlig utroligt hun ikke havde hørt ham. Måtte være meget opslugt. Hans nysgerrighed blev endnu mere vagt da hun omhyggeligt slettede beskeden. Så var det bestemt. Han blev nød til at finde ud af hvad det var! Men i næste nu fik hun vendt sig rundt, og hendes blå grønne øjne glødede varmt da hun lyste op. Han var ikke sikker på hvorfor han blev ved at smile fjoget et par sekunder, eller hvorfor hans mave et øjeblik føltes som mo en tyfon havde lagt rede i den.

Han lo og lod hende rette hatten. Hvad han havde troet var et slør bagtil havde vist sig at skulle side over øjnene.
"Måske det ikke er min stil alligevel. Jeg føler ikke den fremhæver mine øjne. " Drillede han og lagde hatten fra sig igen.

Hans blik blev lidt forvirret. Stemme i telefonen? Han lagde hovedet lidt på skrå og foldede armene over kors. "Har du røget vandpibe? Jeg har intet opkald fået" Smilede han lidt forvirret.

Han rakte hende taknemmeligt sin jakke og trak på skulderen. "Jamen tak, men jeg kommer altså lige fra arbejde, og det er svært at måle sig med en levende død. Er alle gået her? Jeg havde håbet at se noget af det du laver i aktion" Svarede han og blinkede til hende med en lille gnist i det lyseblå øje.

Ved hendes kaffetilbud så han sig lidt omkring i lokalet. Han kunne ikke se nogen kaffemaskine i rummet, så hun ville skulle udenfor værelset for at hente noget. Han spejdede til hendes computer, som stadig stod tændt imens han tænkte på hvad der ville tage længest tid at lave for en kaffemaskine.

"Jo tak. Koffein ville tage det værste af trætheden. Har i dobbelt espresso?" Svarede han høfligt og fangede hende med blikket igen.

En lys hånd fandt vej og purrede kort op i hans mørke hår , så snart hatten forlod hans hoved..." du har helt ret, those baby blues skal ikke gemmes af vejen. " smilede hun og hentydede til hans øjne.
" Desuden skal der en kjole til den der, og den er ikke din størrelse , så det går slet ikke" lo hun og rynkede lidt på næsen.
Millicent hænder hang igen foldet foran hendes skød indtil hun begyndte at vifte med dem , mellem Gordon og hende selv.

" Jeg siger dig....de fleste levende døde er så høje på dem selv, at de slet ikke behøver stoffer eller stylter for at nå himlen " lød det fra vampyren.
Det var ikke ondt ment, at hun sagde sådan .Det var bare den erfaring Millicent havde gjort sig.De fleste emmede af selvtillid og mente at være midpunkt for selve universet. Selv dem der iklædte beskedenhed, havde ofte en anden væremåde så snart man kradsede i deres overflade. Men derfor kunne folk jo godt være søde. Hun savnede i hvertfald Diego, hendes vampyr ven. Han var klog og god mod Millicent. Hjalp hende og respekterede hende, men han fordampede da det blev alvor mellem Millicent og Andrija.Diego havde takket nej til at komme til hendes bryllup...dengang det var aktuelt....fordi han ikke brød sig om valget af gom.

Millicent rettede sine øjne op på Gordon og svarede lidt henkastet..

" i dag er her ingen andre end mig ...men jeg har ofte modeller der kommer til fittings og nogle jeg skal finde tøj eller udstyr til, men det kan også være selve et lokale jeg skal indrette , så billederne får det helt rette set op. Jeg har lige lavet et rum så det ligner en gammel jazz klub, hvis du vil se den senere?"

Hun ærgede sig næsten over at spørge, han ville sikkert kede sig til døde, og det var jo ikke meningen.

Millicent kiggede lidt dumt på Gordon,mig fik et betuttet blik...
" Har JEG røget vandpibe? Er DU overhovedet stoppet!...jeg talte da med dig ved fem tiden i går!... O-og du...du sagde at jeg vækkede dig, husker du ikke det? Jeg måtte sige mit navn like 20 gange, fordi du sagde du ikke kendte en Millicent! Men endelig sagde du ja ja til at komme. Jeg..æh...regnede med det var fordi du sov eller var...påvirket...at du var lidt underlig"

Hun nikkede til hans kaffe bestilling. " Selvfølgelig, den fixer jeg lige" et varmt smil blev sendt til ham.
" Bare sæt dig i sofaen Gordon...hvis du vil slappe ludt af" inviterede hun.Han så faktisk en smule træt ud.
Pis...nu skulle hun helt over på modsatte gang, hvor maskinen stod. Hendes egen hjemmebrygget sag, gad kun Millicent drikke....men okay....det andet var da også lækkert, så kunne hun selv lave en latte- når hun nu var igang!
" be right back" lovede hun og vimsede ud af lokalet, med kurs mod kaffemonsteret.

"Var nu ikke en lyseslukker. Jeg er sikker på jeg kan klemmes ned i en small" Drillede han hende og skar ansigt af hans hår som nu stod ud til alle sider. Med et par håndbevægelser fik han det nogenlunde rettet.

"Hvordan kan det så være de fleste alligevel søger det? Men så igen, hvis de bare kunne holde sig til stoffer og stylter" Svarede han hende lidt selvironisk, men ikke med bebrejdende eller trist tone. Hell... Man skulle vel grine af det på et tidspunkt !
Selv kendte Gordon ikke andre vampyrer personligt. Han foretrak som regel en bue udenom dem, og alligevel fandt han sig selv her med en vampyr.

Gordon lyste helt op. "jeg vil vildt gerne se et gammelt jazz rum ! " udbrød han som et lille barn der lige var blevet spurgt om han ville have en hund. "Hvis du har en jazz hat jeg må låne til lejligheden altså" Lo han hjerteligt til slut.

"Jeg kan forsikre dig at jeg ikke fik noget opkald. Ja så sov jeg da stadig.. Det kan selvfølgelig godt være, for jeg sover utrolig tungt.. " Han tænkte sig lidt om.. han havde godt nok haft en underlig drøm om en eller anden 'Makrel' der havde ringet til ham.

Han sendte hende et varmt nik da hun gik ud af døren, men næsten før hun havde smækket den var han foran hendes computer.
Hans fingre kørte hurtigt og kontrolleret over keyboardet. Hun havde ikke brugt den imens han var der, så pladsen hvor mailen havde været på kunne ikke være blevet brugt til noget andet. Efter et halvt minut havde han gendannet et par filer(deriblandt en lidt bekymrende artikel der var blevet slettet fra computeren som brugen af skældshampoo) og fandt mailen frem.
Libra.. var det det der stod `? Han havde hørt navnet før. De ville have Millecent til at gøre et eller andet, men før han kunne nå at læse hvad hørtes skridt et sted tæt på, og han fik slettet mailen igen, og sad lynhurtigt i sofaen som intet var hændt. Dog med skæld artiklen oppe på skærmen.
*Argh crap..* tænkte han bebrejdende til sig selv.

" Suuure" kom det uden at være overbevisende på noget sæt, og hendes himlede øjne supplerede dertil. Gordon var bestemt ikke en lille splejs, men en ordenlig mand når det kom til udseende, så han ville aldrig klemme sig ned i en small, og sådan slet ikke i kvinde size..
Det var ikke fordi der var noget galt med små eller tynde mænd, man kunne bare ikke beskylde Gordon for at være en sådan.

Millicent lagde hovedet lidt på skrå og tænkte over hans spørgsmål.
Faktisk var det et godt et...
" jeg ved det egenlig ikke. Måske er der stadig et romantisk sagn opspundet vampyrer...og tanken om at dø er for de fleste meget skræmmende, måske mere end hugtænder? Og så er der de magt begærlige, der tror vampyrens styrker er uovertruffende? Jeg har helt ærlig inden ide."

Millicent selv ville aldrig have valgt sådan. Alt for meget måtte opgives , iforhold til hvad man vandt. Det var hendes helt personlige konklusion, men nu farvede det nok hende meget, at hun ikke havde haft et valg. Så det var vel nok en smule besværligt for hende at se objektivt på det. Hun ' sørgede' på en måde stadig over sine tab, og var ikke endnu nået til at glæde sig så meget over de sikkert fede ting, som vampyr tilværelsen også rummede.

Millicent lo da Gordon lyste op ved snakken om jazz lokalet.
" Jamen...efter kaffen kan vi da se på det. Er du jazz interesseret ,...eller bare høflig nu?" Drillede hun samtidig med hun indsamlede en smule data om ham.

" Klart ...en hat er et must, det manglede da bare"  det var svært at være i trist humør, for Gordons lette sind smittede af på hende.

" Altså...med hensyn til opkaldet, sååå er det lidt...underligt...J -jeg ved ik..så må jeg jo have trykket forkert op eller noget?"
Hun så lidt forvirret ud i øjnenen da hun prøvede at genkalde sig samtalen.Den havde jo været en smule ...underlig...og hun havde haft på fornemmeren at et eller anden var ' kørt af sporet' , da hun endelig sagde farvel og afbrød, men hun kunne bare ikke sætte en finger på hvad det skulle have været.

Ude ved kaffemonsteret , fik Millicent endelig trukket ud hvad de skulle drikke og der havde kun været en enkelt lille gnist og lamperne havde blinket lidt. den var dog ikke kortsluttet og duede forsat, så vidt hun kunne vurderer så det var en stolt Millicent der kunne bringe de to kopper tilbage. Siden hun var blevet ansat gik diverse maskine på mystisk vis ofte i sort...brændte sammen ....og der var evig og altid en teknikker på job, eller en ny maskine under forsendelse. Ingen havde , thank God, opdaget at det var Millicent der ikke kunne styre sin evne, ikke altid da, og kom til at kortslutte de elektriske tingester , når hun rørte ved dem.

Hun satte kopperne fra sig på et lille bord ved sofaen, og hendes blik blev fanget af den lysende pc skærm, der ikke var gået ud, men lyste vågent og klart.
Deeeet burde den jo ikke nu? Hun gik hurtigt der over under påskud at skulle slukke for en bordlampe, og gjorde meget store øjne da hun så at reklamen for shampoo var fremme.
Den havde hun ikke kigget på i dag!
* hmmmm var der ikke noget med Gordon var et it geni? Kan han havde rodet i min com? ...arh...hvorfor skulle han det? ...mailen fra Operation Libra...mailen...kan han havde nået at se den? *
Hun sendte ham et stort camouflerede smil, da hun slukkede bordlampen og lukkede låget på laptoppen, for at finde ud af hvad der forgik.

Millicent gik over og satte sig ved siden af Gordon , med sin latte...og så gik hun ellers i gang,
" Det er egenlig sjovt....man kan slet ikke se du har skæld! Det ses ellers tydeligt i mørkt hår" sagde hun med en engle blid stemme der nærmest dryppede af sødme og udfordring.For det var jo ret interessant hvor meget han ville diske ud med.
Og hvormeget han egenlig havde fundet? For hun var helt sikker på han havde snøvset lidt rundt. Tanken om han kunne være spion for flygtigt gennem hende, men ...nej....Gordon var alt for ægte ..så hun troede ikke på at han ville bruge hende sådan.

" Er det sådan at du mangler ....information ...om skæld? For jeg vil da gerne hjælpe dig?" Kom det en smule provo fra hendes mund. Shampooen var til en af de kvindelige modeller ,der føste havde skulle behandles for lus og bagefter for skæld. Millicent var nær gået hjem fra arbejde den dag, for hun kunne slet ikke tåle at være nær de små kryb som lus var.
Små blodsugere der bare sad der og lukrerede på deres vært. Det var da usympatisk.
Hun fik et sjovt udtryk da den sidste tanker blev tygget en smule igennem, og hun så et par paraeller til ...sig selv.
Pis...hun ville da ikke være....en lus!

" Vampyrer uovertrufne? Kommer vel an på hvordan man ser på det." Var hans eneste svar til det.
"Nå, hvad end der skete med det opkald, så er jeg her i hvert fald nu. " Konkludere han og lagde det emne langt væk. Han kunne ikke sige om han havde sovet, eller hun havde fået fat på en anden, men det var da pudsigt han var kommet her hen alligevel.

Han vidste ikke om han egentlig var Jazz interesseret. Han spillede det sjældelt, men stilen brød han sig om.
"Interesseret og interesseret.. Jeg er bare sikker på du har gjort et godt stykke arbejde." Endte han med at le.

Millicent kom tilbage og Gordon tog imod sin kop med et høfligt "tak". Selvom hun prøvede at skjule det ved at sige noget om en lampe var han nu ikke i tvivl om hvorfor hun var bevæget sig derover. Han var da også en klovn.

*Oh ha ha* tænkte han og himlede med øjnene ved hendes drilleri. "Jo skæld er et problem, og tænkte jeg kunne spørge dig til råds, nu da jeg kunne se det var noget som interesserede dig. " Gav han flabbet igen og smilede triumferende. Han prøvede at læse hendes blik, men det var umuligt.

Han stirrede lidt frem for sig inden nysgerrigheden tog over. Nu havde han fundet den mail, også måtte han også have forklaringen.
"Hvad er Libra?" Lød det så da han kiggede op på hende med et neutralt blik der krævede svar.

Millicent droppede emnet som stak hun sig på det. Der var en overhængende sandsynlighed for at hun slet ikke havde fået talt med den rigtige Gordon , og det så hun slet ingen grund til at dvæle ved.
Så hun var mere end villig til at snakke lidt arbejde.

" Jeg har intet forstand på det , men det er bringer altid en del følelser frem , synes jeg. Jeg ved ikke ... Der er garanterer dele typer af jazz , men de fleste af de mere kendte sange jeg kan lide de er enten sådan lidt døsige , afslappede og sexet.... Og eller rør de ved nogle mere triste akkorder i mig. Men ... Der jo bare mig. "
Hun pustede på kaffen og tog en slurk.
Duften elskede hun. Måden den smøg sig ind på. At hendes lugtesans var mere hyper følsom efter forvandlingen , var Millicent nu egenlig ret tilfreds med. Hun kunne godt lide at dufte til folk og finde deres individuelle personlige scent , men også kaffe og en del andre spise og drikke sager havde lige fået en tand op af nydelses stigen, når hun blev beriget med en så herlig duft. Og så blomster selvfølgelig. De var noget nær små mirakler i hendes verden nu.

" Jeg skal vise dig det om lidt - jazz rummet " lovede hun ham, inden det lille forhør gik i gang.
Millicent slap ikke Gordon med blikket , men det blev ikke det stål faste blik hun havde tænkt sig , intet høg var der over hende . Gordon var en udfordring for Millicent .Han lod sig ikke mærke med netop at være blevet 'afsløret ' ,næææ nej. Gordon reagerede ikke med at blive flov over hans hænder netop havde været et smut i kagedåsen, og det havde hun jo forventet. En kluntet undskyldning og en hjælpeløs lille forklaring på hvorfor han var kommet til at rode eller trykke på et par knapper , ved et tilfælde.
Men nej... Gordon stirrede bare tilbage og ævlede om skæld.

Millicent løftede blot et øjenbryn og smilede skævt . Hun overvejede at presse ham lidt mere , for der var helt klart noget han ikke leverede , nemlig sandheden . Hvorfor ellers omfavne skæld historien , som de begge vidste var fake. Gordon ejede ikke skyggen af et skæld. Så havde Millicents gode vampyr øjne ser dem , da hendes hånd løb igennem hans hår , da hun rettede på hatten.

Hun tog et slurk af den nu behageligt tempereret latte og .... Hostede da Gordon i det samme spurgte ind til Libra .
* oh shute " tænkte hun og krympede sig en kende under hans blik. Så nu skulle hun under forhør ?
Well ... Han var muligvis advokat ,en ikke SÅ meget advokat , at han kunne få lokket eller klemt det ud af hende , håbede hun da.
Så forsvarer og paraderne kom op da klokken ringede ind til første omgang i bokse ringen.

" Du burde virkelig ikke snuse i folks pc Gordon !" Sagde hun og undveg hans spørgsmål.

" Den mail var slettet ... Godt og grundigt ... du burde slet ikke kunne hive den frem af tågerne , og det har du heller ikke ! Er du med ?"
Millicent håbede han fangede hensigten med den bemærkning. Han skulle stoppe det i glemmebogen.
Forsøgte hun at lyde kontant. Men hans blik var altså besværligt at navigerer uden om, så hvor meget det lykkedes ? Det vidste hun ikke lige.

Han smilede og nikkede. "Jazz kan være sexet, men samtidig vemodigt. Det kan trykke på mange knapper. Bringe dig ned såvel som op i højderne." Svarede han og forstillede sig en smooth saxofon i nogle høje toner.
"Det er i orden. Jeg er sikker på at du har gjort det flot." Indvendte han og blinkede til hende.

Han gengældte hendes blik en smule mere fast og med et selvsikkert smil. Der var noget i den mail han ikke måtte se og derfor havde han forspringet. Intet tilfældigt eller pudsigt var der over de knapper han havde trykket på, og det var spild af tid at prøve at bilde hende sådan noget sludder ind.

Så kiggede hen ned i sin dobbelt espresso og tog e sip af den i et behagelidt og tålmodigt tempo.
Han var egentlig en god fyr. Gentleman og skatteyder, men der var noget der en gang imellem kildede for at komme ud. En udfordrende og selvsikker side, der måtte vide at han havde mange talenter, som han forstod at bruge. Det var nok det der havde lagt i hans blik i et sekund.

Han lo af hendes undvigelse og fangede hendes blik. "Nej det burde jeg ikke, men det er en del af den måde jeg lever på. " Svarede han og holdt hendes blik fanget i de blå nu faste øjne.
"Jeg er ret sikker på at du heller ikke burde snuse rundt med en eller anden hemmelig organisation. Mit gæt ville være at der er en grund til at den blev slettet." Han smilede lidt bredere da han lænede sig lidt frem imod hende.

Millicent havde en ide om Gordon forstod hvad hun ævlede om. Det var rart. Musik for hende bar ikke toner og lyde, det var stemninger og følelser. Og musik kunne trække hende rundt i alle kroge af sindet og vælges eller udelukkes ud fra hvordan humøret lige var , den pågældende dag.

Hvad hun dog ikke lige kunne aflure var HVOR langt hans it skills rakte ? Salai var en hacker , som Millicent selv og det de to kunne var en helt anden boldgade - og indlært på helt andre måder , end de gængse uddannelser til rådighed. Men Gordon synes at have kombineret den formelle lære med den mere ' snavsede'- ellers ville han ikke kunne fiske den slettede mail frem så hurtigt. Ikke når hun havde fået den til at forsvinde.

" hemmelig  organisation ? Hvad hvis jeg siger at jeg søger optagelse i det lokale spejder korps...Libra Natura øøøh spætterne ?" Forsøgte hun sig , men Gordons udstråling fraveg ikke den position han havde gaflet til sig af ' magt' som så tydelig kunne mærkes , da han lænede sig lidt frem.

Millicent satte sin kop ned , en smule hårdt , da hun var irriteret over hun ikke have skjult det hele bedre. Et tyndt lag af mælkeskum på hendes overlæbe blev tørret væk af pegefingeren , distræt imens hun gengældte øjenkontakten. Hendes faglighed blev også sælsomt pirret af han kunne overtrumfe hende, men den måtte hun så altså bare æde .

Millicent indså at noget var hun næs til at diske op med . Og da hun var typen der støttede sig op af sandheden istedet for løgnen , gav hun så meget hun kunne , uden at komprimerer Libra eller FUN.

" Hør ... Skal vi bare sige det sådan at jeg er den kvindelige udgave af .. Ehh ..Batmand ... Bare uden vinger og sort latex og vinger... Men jeg er efter de slemme drenge i byen .,, eller kvinder der puster varm luft ud sammen med dem. " smilede hun afvæbende.  Det var jo egenlig ret sandt. Bortset fra som blodsukker ville et lusse outfit være mer passende end en flagermus , hvis man skulle lege med den tanke.

Millicent rejste sig op og vinkede Gordon med.  Hun ville føre ham ned til jazz lokationen et stykke derfra , ned af de lange bugtende gange, imens de snakkede.

" Det egenlig meget simpelt .,, nogle skal være the good guy, og det er jeg så. "

Det var egenlig ganske smart af Adriana at erhverve Millicent.  Og endnu smartere af Graham , som var langt mere magtfuld end Adriana , at sende Millicent ud i mission- aktivt. Ikke kun som hacker.
For Millicent var så tilpas ærlig , klodset og kluntet at ingen med omløb i hovedet ville mistænke hende som agent. Kun dem det kendte hende meget godt ( hvilke jo ikke var en fremmede mafia dude) kunne måske vide at netop Millicents passion og trang til at stå op for de svage , kunne drive hende ud i sådanne ekstreme ting. Andrija var farlig på det punkt. Han kunne som den eneste begrundet tiltro hende det , hvis altså hun tabte ' Libra krummer' som han fandt.

Hendes sikkerhed ville Andrija sikkert være græsk katolsk med , men han ville ikke bryde sig om hun blandede sig i dén leg. Og slet ikke hvis han selv var involveret , hvilke hun kraftig mistænkte.

Millicent trykkede på en kontakt , så lokalet blev lyst op.
Det var ganske hyggeligt indrettet.
En nærværende og hyggelig stemning , da al lys gav en dæmpet blød belysning og en lille røgmaskine sørgede for det helt rette 'smokey look ' .
Små sofaer og stole stod random opstillet , omkring små runde borde. Sterin lys var at finde  mange steder , men de var jo ikke tændt nu.

" kom med ind " indbød hun og trådte selv nærmere rummets midte.

Et spejl blankt sort  piano var opsat i et hjørne , og en mini scene havde diverse saxofoner og andre blæse iminstrumenter stående i flotte messinge holdere.


På væggene  hang sort hvide posters i ramme , med Louis Armstrong , Ella Fitzgerald , Billie Holiday og mange flere.

Et lille stativ med tøj og nips , var placeret inden for døren.  Millicent snuppede en mørk hat med et gråt bånd om og satte den på hovedet af Gordon.
Hun smilede. Den passede så fint til hans skjorte og oprullede ærmer. Han manglede bare seler og en smøg i munden.

" Sååå det her skulle meget gerne  være ..., jaaaaazz ..." Slog hun ud med hånden og dreje et par omgange rundt om sig selv , inde i lokalet, da hun sang ordene ud nærmest.

Gordon kunne ikke bedømme hvad der foregik bag de kønne øjne overfor ham. Det var svært at sige om hun prøvede at finde ud af hvilken person han var, eller tage stilling til om hun brød sig om den person han var. Han var mange ting. Mange blandede ting. Selv havde hun studeret computer science i 3 år, og selvom det indebar meget formelt computerlære, så fandtes der folk og aftenskurser på den uddannelse, som i hvert fald kunne fortælle dig noget du ikke behøvede til eksamen.

Han slog håret lidt tilbage og smilede. Spejdere - hvor originalt! "Ja det ved jeg heller ikke. Du virker bare ikke som... spejder... typen " Smilede han og lænede sig mageligt tilbage igen og tog lidt mere af sin espresso.

Han nikkede. Ahhh det var denne Black Swan identitet, som kom frem fra overfladen. "Batman har ikke vinger. Så du er vel bare batman uden latex dragten? Den ville ellers klæde dig flot" Kunne han ikke dy sig for at drille hende, og gemte et grin i sin håndflade, som han i sekundet havde placeret over munden.

Han så hen på hende igen efter at have skudt blikket væk da han grinede. Han løftede let et øjenbryn og lagde hovedet på skrå. Han havde ikke hørt om nogle i byen der gik imod 'the bad guys'. Det mindede ham egentlig lidt om hvad han selv lavede.
"Du ved... Hvis du en dag åbnede emnet mere op, så jeg kunne se som jeg var interesseret, så ville i kunne få god nytte af mine egenskaber." Blev der til sidst sagt fra hans side da han færdiggjorde det sidste af sin kaffe.

~~~~

Et metallisk *click* lød da Millicent hånd ramte stikkontakten, og rummet foran dem blev åbenbaret. Det var et prægtigt rum og Gordon måtte indrømme at han var imponeret. Rummets let røgede og matte look mindede ham om en af 80'ernes gangster film, som han en gang havde set, og om mænd i falmede jakkesæt, og kvinder med rød læbestift. Hans blå øjne strålede om kap med den perfekt dekorerede støvede stemning, som hørte til over alt Jazz.
"Wow.. Det må jeg sige. Jeg er mundlam." Lød det endelig da han trådte længere ind i rummet. Et spinkelt øjeblik havde han lyst til at tage hende i hånden og svinge med hende rundt i rummet. Forsvinde ind i en glemt periode mange år tilbage, og bare blive der lidt, men han huskede stadig hendes sørgmodige blik imod denne lille sorte boks i hendes lejlighed, og han begrænsede sig selv.

Han blev revet ud af sine tanker da en sort hat blev placeret på hans hoved og han smilede sagte til hende.
"Klæder den mig bedre end den anden synes du?" Drillede han og puffede skyggen lidt længere ned over øjnene, så den sad lidt skævt på hans hoved. Så hev han en cigaret frem for jakken, og lagde den i mundvigen uden at tænde den.

"Så ! Jeg er klar til fotoshootet !" Mumlede han ud imellem læberne, som stadig pressede sammen om cigaretten. Han satte en hånd i siden og poserede lidt klodset.
Cigaretten blev hevet væk igen imens han lo.

Hun snoede ud i rummet, og han betragtede hende let betaget.. Hendes besynderlig og klodsede, og dog elegante adfærd virkede underlig opløftende, og tvang ham til at tage et par skridt længere frem.
"Ved du hvad jeg ville være hvis jeg var med i en af de gamle gangsterfilm, som udspiller sig i en jazz club?" Sagde han pludselig med en glød i øjet.
"Mit eget gæt ville være den der stakkels musikant hyret til at spille stemnings musik, som må dukke sig for diverse pistolkugler der flyver rundt i rummet. " Svarede han selv og næsten dansede op til det blanke sorte piano. Man kunne godt misunde designer erhvervets ubegrænsethed. Et sådan flygel havde kostet mange penge ville han gætte på, og var sikkert også nypoleret.

"Kender du noget Jazz? Vi er jo ret unge til at kende så meget til det. Det eneste lidt moderne jazz jeg kan komme i tanke om er ham der... orgh hvad hedder han nu.." Gordon smilede til sig selv da han tænkte og rettede lidt hatten lidt forover igen.
"Jo ! Ham Michael Bublé" Sagde han så til sidst og slog en helt almindelig flydende c akkord an på flyglet, bare for at føle de velbalancerede tangenter imod sine fingerspidser.

Hun havde ladet alle bemærkningerne passere, både dem omkring Batman og the good guys. Men det var absolut ikke fordi hun ikke gav dem opmærksomhed, nej - især den om han måske kunne være behjælpelig.
Gordon var ikke fan af mafiaen, det var glas klart, når han havde taget sin den frihed at rippet dem for kontanter. Egenlig var ret modig at han sådan turde lægge sig ud med dem, hvis man lige gav det en ekstra tanke.
Hun lod bemærkningerne passere, for at give lidt luft og reflektion til emnet.
Skulle hun indvige ham ? Eller var det tåbeligt at gøre? Hun ville ikke sætte ham i en farezonen, hvis det kunne undlades.
Med hans afsluttende ' i ville kunne få god nytte af mine egenskaber' havde dog kickstartet nogle små tanker i Millicent, tanker om hvorvidt Gordon ville være en egnet alliance...en partner til Millicent , når det kom til operation Libra?

Tilbage i ' jazz stuen' lyste Millicent op.
" Virkelig? Dejligt du kan lide det"

Hvis hun ikke løste opgaven tilfredsstillende , skulle hun nok få både læst og påskrevet, men det var alligevel sjællent at der dryssede anerkendelse ned. Det tog man som en selvfølge, at Millicent løste opgaverne til alles tilfredsstillelse.Det ry havde hun da fået banket op, ved at være yderst professionel og have sjæl med i hvad end for en opgave hun løste.
Så havde hun et andet pluds, som cheferne måske ville have bemærket?
Millicent socialicerede ikke privat med hendes kollegaer, og hun havde ikke en enste flirt på samvittigheden , når det kom til de tilbedte modeller.
Men nu vidste de fleste at hun skulle giftes...og da hun endelig fik krænget ringen af, havde hun sikkert set så sølle ud, at de havde holdt sig fra at spørge.

Gordon fik hende til at le. Millicent knipsede med det fiktive camera , oppe foran hendes øjne...og legede fotograf
" Åh ja, du er hot....come on...Work that body for me" efterlignede hun en Pro og grinede højt , da Gordon lege med.
Millicent ' lagde' det usynlige camera væk og smilede...

" du har helt klart en fremtid som model, hvis alt andet kikser....camaraet elsker dig "

Ude på gulvet lod hun hænderne glide over en af de små bordes duge.

" Ville du være ham? ...hmmm jeg tænker du sidder i din habit ved et bord, og udfordrer den mand der har vundet i poker HELE aftenen, for at få ham ned med nakken " små lo hun , og legede videre i de baner..." Hvem ville jeg mon være ? "

Millicents øjenbryn fløj helt op i panden, for hun anede ikke hvem hun ville være? Efter hendes forvandling havde hun tvivlet så meget på sig selv, så hun efterhånden var lidt udvasket i kanten.

" Jeg ville nok være den der rensede skudsårene ...eller noget?" Det var jo et røv sygt bud, men da klappen var gået ned, blev det hendes eneste ide .

" Jeg aner intet om det...det er bare nogle enkelte og mere kendte sange jeg har snuset rundt i. elsker Gershwins Summertime..."

Millicent gik væk fra bordet, og fulgte med Gordon over til det smukke flygel.
Hun stillede sig mageligt op af det, lænede overkroppen ind over ' det sorte spejl'.

" Arh....den lille charmeur , jo ham kender jeg! Hvad med han saxofonisten, David Sandborn? Han er nok en ældre mand efterhånden...det ene ben i graven, men ..."

Hun stoppede op, og så lidt fåret på Gordon...
" HVORFOR har ingen fået den iden at forvandle dem? De HELT store stjerner! Jeg mener Elvis, Muddy Waters, Dean Martin.....Enrigue Iglesias ? Nååå nej, han er vist ikke død!" Drillede hun og lyttede da Gordon trykkede på tangenterne .
" Såå du er også en skabs musiker? " spurgte hun da han så ud til at vide hvad han lavede.

Gordon smilede lidt tøvende over hvad han selv havde sagt omkring Libra. Hvad var det lige han lavede? Han behøvede ikke hende til at sætte sig ind i det.
Han rettede sig lidt op og så på hende med et tvetydigt blik. Der var noget i hans blik der var anerledes. Måske et glimt af hvem han havde været. En mere syndig person ville nogen måske sige, men også en person der ikke helt gengældte de samme naive forpligtelser til at være en god engel.
"Ved du hvad? Glem det. Du behøver ikke fortælle mig hvad Libra er. Med en ordenlig computer, ordenlig tid og de rigtige egenskaber kan jeg spore enhver email der nogensinde har indeholdt koden Libra. Og tage stilling til om det er noget jeg vil involveres i." Lød det så fra ham med en beslutsom tone.

Tilbage i det pænt dekorerede jazz rum var stemningen en helt anden.
Gordon morede sig. Han lo og legede med. Det havde været længe siden han sidst havde følt at han kunne give sådan slip sammen med en anden person.
"Jeg ved nu ikke... At dine hænder elsker mig er noget lidt andet" Drillede han og hentydede selvfølgelig til hendes hjemmelavede kamera.

Han løftede et øjenbryn. Måske havde hun ret. Han havde aldrig været passiv nok til bare at sidde og undvige skud. Han var med i kampen. Ingen tvivl.
"Du har ret. Og jeg ville vinde det ene spil efter det andet. Samle mig en mindre formue i poletter." Gav han hende ret. Det faldt et underligt sted hos ham, at hun ikke selv vidste hvad hun ville være i denne situation, i hans øjne var der ingen tvivl.

"Lad mig fortælle dig hvad du ville være. Det er da klokkeklart? " Smilede han og blinkede til hende, hvorefter han forsøgte at male det billede for hende som han havde i hovedet. "Du ville komme ind i klubben. Klædt i en lang rød kjole, som ikke en ærlig sjæl ville kunne benægte trak alles øjne til sig. Du ville sætte dig koldt ned overfor mig, og rulle mig for alt jeg havde med en flush. Det burde du ikke være i tvivl om." Slog han fast, og undveg hendes blik.

"Jeg synes der er mange gode gamle jazz musikere. Det er bare de færreste som spiller klaver, og jeg kan ikke spille saxofon" Han smilede med en glød i øjnene og grinede af hendes forslag.
"Tro mig. Der er skam teorier der foreslår at Elvis lever som en vampyr et sted" Svarede han og rystede på hovedet.

C akkorden klingede lidt i rummet.
"Jeg ved ikke om det er skabs. Jeg har i hvert fald aldrig benægtet det. " Svarede han. "Kender du denne? Det var derfor jeg tænkte bublé. Der er noget af det eneste jazz jeg lige kan spille på stående fod." Fortsatte han og rømmede sig.
Hans fingre begyndte tålmodigt at køre hen over tangenterne. G... Bm...Em7...Csus2...
En simpel, men smuk melodi, som havde nogle af jazzens afslappede skalaer.

"Didn't they always say we were the lucky ones? I guess that we were once, babe, we were once, but luck will leave you 'cause it is a faithless friend"

Han smilede imens han lod ordene flyde ud.

"And in the end when life has got you down. You've got someone here you can wrap your arms around."

" At mine hænder elsker dig ? " hun begyndte at le.
" Det lyder altsår ...anderledes ...men ja , måske gør de det" drillede hun ham igen og lavede en form for kilde bevægelser med dem i luften.
Millicent prøvede at se for sig , hvad Gordon beskrev.
Det var sjovt at han så hende så tydeligt, når hun selv var langt mere uklar.
Det var spændende , både hvorfor han lige så hende sådan, men også hvorfor hun selv gik i sort og ikke rigtig kunne ?

" Wow..." Hun lænede sig mageligt over klaveret og lagde begge håndflader mod det blanke ' låg'.
" En Elvis vampyr...caught in a trap, cant get out...ordene får pludselig en anden mening" pjankede hun rundt. At være fanget i evigt liv, ville være den største gave for nogen og et levende...eller dødt ...mareridt for andre.

Millicent så til, da Gordon tog flygelet under sin kærlige behandling.
Det lød dejligt....tonerne...og hun kunne mærke hvordan hendes muskler begyndte at slappe mere af, hun spændte mindre i dem.
Med hovedet tilkendegav hun ikke at kende sangen.
" .. Men den er smuk " fik hun sagt og lavedet et lille O med læberne, da Gordon begyndte at synge.
Millicent trak hænderne op og støttede hagen i den lille skål de dannede , da hun lukkede sine øjne i, og nød Gordons melodi og sang. Hun måtte huske at hente noget ned med ham, Bublé...det var ikke så ringe da.

Da han var færdig, kiggeðe hun hurtigt over på ham, og klappede i hendes hænder.
" Du er jo enormt dygtig! Aldrig overvejet at gøre det, spille som levebrød? Det er godt nok en mindre sikker indtægtskilde end dit advokat halløj, I get that....men måske som supplement? Andre burde have lov at nyde dig" sagde hun og lod skospidsen skrabe lidt i gulvet.

" Hør....det der Libra noget...vil du ikke godt lade det ligge? Jeg tror du og jeg begge kan noget med computere...noget der ikke er helt legalt, og du bør ikke stikke din snude i det. Mere for din egen sikkerheds skyld. Du har vist pisset rigeligt på mafiaens sukkermadder" sagde hun med et skævt smil.
Hun havde rykket sig nærmere, og rakte nu en pegefinger ned og trykkede på en tangent, der afgav en høj tone, slet ikke så smuk som dem Gordon fik frem Hun så skuffet ned på klaveret.

Han lo "You ain't never caught a rabbit and you ain't no friend of mine, Lyder også lidt betænkeligt hvis Elvis var en vampyr" måtte han indrømme med et træk på skulderen. Det var svært at forstille sig at en vampyr ville udstille sig på samme måde, som en stjerne gjorde. Det ville svært at gemme for offentligheden at man i sin fritid jagtede mennesker for mad.

Klaveret fortsatte med at udgyde flydende toner under Gordons hænder imens han trykkede en smule hårdere på de blanke tangenter, og flyglet gav lidt mere lyd fra sig.

"So hold on to me tight, hold on to me tonight. We are stronger here together than we could ever be alone. So hold on to me, don't you ever let me go."

Sang han lidt afslappet og sendte hende et smil. Han hoppede let og elegant over andet vers og omkvæd. Det var jo ikke ligefrem en koncert.

"They always say we were the lucky ones" Ringede han ud og smagte lidt på ordene. Han følte altid bedre igennem musikken.

"Jeg spiller skam... Fra tid til anden.. Men ikke så forfærdelig tit. Det er min måde at leve på, men ikke min indtægtskilde - de ting prøver jeg at holde separat." Svarede han og lod klaveret ringe ud lidt efter på en akkord, som egentlig ikke var tonika (hjemmeakkorden) i den tonart han spillede i. Det gav en lidt åben klang, som synes at vente på at han spillede videre. Han ville lægge en akkord mere, men da han så op og fangede øjenkontakt med Millicent var han tvivl om hvilken akkord det skulle være.
Skulle han blive ved med at spille? Han kunne bevæge sig videre i kadencen og lægge en dominant akkord og fortsætte showet som hidtil, eller han kunne lægge en tonikaakkord og slutte sangen med en følelse af at vende hjem og være tryg der, han kunne også lægge en subdominant akkord, eller modulere sangen helt og bryde med de gamle rammer af sangen. Finde på noget nyt? Han vidste at det ikke var hensigtsmæssigt at lade sangen klinge på den måde, men det passede ham ikke at sætte sig tilbage og give op med en akkord der afsluttede sangen harmonisk, det passede ham ikke at fortsætte som hidtil og det passede ham heller ikke at modulere til noget helt nyt. Derfor blev akkorden som den var. Åben. Som om den afventede hvad der nu ville ske, og ente med at klinge af på denne måde.


"En sukkermad fra eller til? Jeg kan godt slette mine spor i en datastrøm. Mig skal du ikke være bekymret for." Blev hans ord til hendes bøn. Hun kunne godt glemme det. Han skulle nok finde ud af hvad der var på færde.

Hun lod hans sang, de smukke ord lyse i sit indre. Sangen gjorde hende glad.
Millicent elskede musik, elskede en god melodi. Men talte teksten til hende, kunne hun relaterer og leve sig ind i ordene så connectede hun langt dybere med den.
Dette var ikke kun de triste sange eller kærligheds sangene, det var også sange med humor og en smitsom glæde. Hun elskede vel ord, om de så var sat til at holde en sang i hånden, eller skulle stå på egne ben på et papir.
Gordons valg af afslutning, og de overvejelser han hastigt løb igennem var ikke for hende at se. Men at hun ville sætte pris på han ikke bare knaldede det første og bedste af, men lige smagte på hvad han egenlig lystede og så fulgte den klang, ville hun have anerkendt.
" Så du spiller offentligt? Det burde ikke overraske mig, du er...pragtfuld. Måske jeg kan få liv at se dig optræde en dag? Jeg mener ...nu har du besøgt mit arbejde, og med al ære og respekt for dit advokat job, men det er nok ikke så spændende at se dig bag et skrivebord, begravet i karnov og papir stakke" små drillede hun med et lille smil til pianisten.

Millicent rettede sig op og så sig lidt om i lokalet.
Der var ikke meget for hende at rette på, det hele var stort set klart til den følgende formiddag. Da det skulle skydes så tidligt, ville det denne gang ikke være muligt for hende at se på.Det var eller en lille ting hun holdte af.
" Ja ja, du er en haj på den pc...men...stadig Gordon...der er ingen grund til at spille bold med bikuber, vel!" Prøvede hun at sætte punktum. Det var som hun kunne mærke hans lille modstand, fysisk...det var helt afgjordt noget i hans stemme, den lød så målrettet at den afkrævede ikke at blive modsagt....men hun var ikke helt god til det, ikke at sige nogen imod.

" Har du planer? Eller skal vi smutte et eller andet sted hen? Her er ikke så meget mere at se, intet spændende anyway" sagde hun og bevægede sig mod døren, imens hun slukkede på de små kontakter undervejs, så rummet blev tusmørket igen.

Den lettere afventende tone, som for et trænet øre ville være en ikke ukorrekt, men en form for skuffende afslutning, klingede af i rummet og gav genklang i væggene. Ikke overraskende at en sådan afslutning var kaldt en 'skuffende kadence'. Han følte i hvert fald skuffelsen i den, men lyste op i et smil alligevel.
"Tak. Du må vel gerne komme med, men kan ikke love hvornår det bliver" Svarede han og rejste sig fra klaveret.
Han smilede endnu mere, og tilføjede lidt drillende: "Hvad snakker du om? Du finder ikke noget mere spændende end mig der gennemgår sagsfiler" Svarede han og foldede armene over kors.

"Ja jeg ville jo elske at se dit værk i action, men jeg går ud fra at modeller arbejder om morgenen? Så må vi vel finde et andet sted" Fortsatte han og kørte en hånd igennem det kastaniebrune hår. Han ledte i sit hoved efter et sted at tage hen.
"Kan du skøjte?" Lød det efter et par sekunders omtanke. Han vidste tilfældigvis at skøjtehalen havde sent åbent denne aften. 'party on ice' tema hvis han huskede korrekt.

Han rystede på hovedet af hendes formaning, men svarede ikke. Hvis hun ikke allerede kunne se at han var fast besluttet så kendte hun ham ikke, men så igen, det gjorde hun jo heller ikke. Fare var ikke et problem for ham. Mafiaen var blot endnu en brik i det puslespil der hed verden, og ikke en brik han fandt specielt svær at placere.

Millicent smilede og nikkede. Hun havde opfanget det lille ' vel' og tolkede det som et 'Ehh..det er jeg ikke så sikker på du skal' , så derfor borede hun ikke mere i det.
At tilbringe tid med Gordon var rigtig dejligt, og selv om han var et helt nyt bekendtskab, virkede det på samme tid som hun havde en utalt med god connection til ham.

Hun fulgte hans bevægelser da armene blev lagt over kors, og forsøgte holde masken " Ja...jeg skal da lige love for du giver Arnold og Sylvester kamp til stregen dér , hva?" Hun rømmede sig og vinkede ham med sig ud.
" de kommer først ind i morgen formiddag, så der er jeg i drømme land " smilede hun trist.
Millicent savnede solen og dagslyset, og ville give alt for at kunne leve i den , bare een dag om ugen hvis det var- eller een dag om måneden, hvis det var for begærligt at ønske en dag om ugen? Bare det ikke at skulle undvære den for evig og altid.
Men det skulle hun jo, aldrig havde hun hørt om vampyrer der kunne gå i sol, daywalkers. Kun i bøger.

" Skøjter? Jo da, stod en del på dem tidligere, men jeg er nu ingen akrobat på dem " advarede hun. Hun var mere sådan....det går jo skide godt...sålænge jeg bare køre ligeud! Hun havde været en sand Bambi, der lige magtede een ting ad gangen. Det var så langt mere udfordrende at dreje og lave piruetter.
Men nu var hun vampyr, med en bedre balance og bedre skills, så det kunne være morsomt at afprøve om Bambi havde fået styr på begge ender nu.

De gik tilbage til Millicents kontor, hvor hun gav Gordon hans jakke tilbage og selv tog en strik trøje på og sin taske.
Udenfor den snart mennesketomme bygning, stoppede Millicent op, og af gammel vane trak hun sin trøje omkring sig.Det var jo ikke fordi hun som sådan oplevede kulde længere, hun var mere varme følsom.
Millicent synes at kunne huske at skøjtehallen i byen her, både var indendørs og opvarmet, hvilke nok måtte være rart, især for Gordon.

" Skal vi tage bussen dertil ? "
Hun var meget sikker på hun nok skulle styrer Gordon uden om forhindringerne, både på skøjtebanen og....dem han var så nysgerrig på angående Libra.

Han opfangede hende lidt sørgmodige tone idet hun fortalte at hun ville være i drømmeland. Han havde en gang hørt om vampyrer der kunne gå i solen. Erfarne vampyrer med den rette evne.. Hun kunne jo være heldig. Det skar i ham at et væsen, som ellers var så lyst var tvunget væk fra hvor solen kunne se hende.
"Nå, men så er det godt jeg har givet dig et fotoshoot" Smilede han opmuntrende. Selvom han nok ikke var den bedste model, og hendes hænder ikke var det bedste kamera.

"Vi kunne tage derhen. Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har prøvet det, men det har jeg nok. Lad os håbe at jeg var god og det hang ved" Grinede han og fulgte hende tilbage til det lidt rodede, men spændende kontor.

Han tog imod sin jakke og slyngede dem straks om sig. Han mente også at have et halstørklæde liggende i bilen. Selv var han en rigtig frossenpind. Han kunne fryse i 25 grader hvis han sad i skyggen. Derfor var det klart et plus at skøjtehalen var opvarmet.

"Bussen? Du tror da ikke jeg arbejder for ingenting? Jeg har en bil." Smilede han og åbnede døren ud til kulden udenfor. Han gøs, men fortsatte alligevel i retning af parkeringspladsen hvor hans audi a3 stod flot parkeret, som en af de eneste biler. Resten måtte for længst være kørt.

"Hop ind" Mumlede han efter at have låst op, og skyndte sig selv ind for at tænde bilen. Den var iskold efter at have stået udenfor, og han ville have gang i den så hurtigt så muligt.
Et sort halstørklæde med blå og mørkelilla tynde striber på langs blev slynget om hans hals.

" Åh ja, den bedste model ever.....måske skulle jeg forslå dig til et par covers?" Jokede hun, men det var mest fordi hun ikke regnede med Gordons interesser stak af i den retning. Måske var Millicent meget fordomsfuld, med de fleste modeller var bare så helt enormt selvoptaget. Selv dem der mente de var små bly violer ...det var vist mere ønsketænkning. Gordon ville udentvivl gøre sig godt på billeder, han havde et godt look, lidt casual, spændende og maskulin. Pigerne ville stå i kø.
Og hun tvivlede slet ikke på de gjorde netop det.

" årh...mindet er helt væk, ja så....så bliver vi overrasket.Måske skulle vi spænde en pude på din bagdel....just i case" smilede hun stort .
" Nå nå....JEG arbejder da også....og her er min bil !" Tegnede hun i luften ....hun havde lært at køre en dog- af Andrija....og hun stank til det for at sige det meget høfligt.
Så fik Millicent øje på Gordons bil.
" Wow....den er lækker hva" komplimenterede hun. Millicent anede Zero om biler, men den var da nice og med garanti ikke helt billig.
Da hun satte sig ind , begyndte hun at le..." hvad Sørensen....har du kidnappet
Wall-e" hun pegede på de to ventilations dimser der lignede øjnene på Wall-e og så på instrumentbrættet og radioen nedenunder , det lignede den smil. " Meget nuttet bil "sluttede hun af, og klikkede selen nøjsomt på plads.

Da de stod ud ved den formelle P- plads der tilhørte skøjte hallen, havde de været heldige at få en plads.
" Her er godt nok fyldt ...." Hendes øjne skimmede skiltene ved indgangen..." party on ice....er det disko eller hvad?" Millicents øjne skinnede næsten af en barnlig nysgerrighed. Hun elskede overraskelser, og hun havde forventet en almindelig hal med...is....og ikke mere, men nu så det ud til der var tema aften, og godt gange i den.
" Nice...Gordon...godt valgt!" Ævlede hun da de kom inden for.
Hun rettede lidt på hans tørklæde, kunne ikke helt lade vær.
Det ville sikkert irriterer ham, men det var så bare ærgeligt.
" Nå...Mr. Macho on ice....hvilken størrelse bruger du?" Millicent var allerede hende ved skøjte udlejningen og stod med et par hvide til sig selv, i hånden.

"Argh. Jeg - ligesom de fleste væsner - ønsker at stå udenfor kameraets søgelys. Jeg arbejder bedst i det skjulte." Smilede han og blinkede til hende, som var det deres lille hemmelighed.

"Flot bil... Meget let at køre ikke?" Drillede han af hendes luftbil. Han vidste ikke hvor meget hun fik i løn, men han fik i hvert fald nok.

Imens bilen kom igang bredte varmen sig, og Gordon slappede mere af. Han havde det med at spænde meget i skuldrende når han frøs, og det fik ham til at ligne en skildpadde, som prøvede at klemme sig tilbage ind i sit skjold.
Han stirrede på instrumentbrættet da hun nævnt det. Der var godt nok ligheder med et lille robotansigt, men om det var nuttet ville han ikke kalde det. Nuttet kunne hun kalde en billig Toyota Aygo.
"Oh haha, meget morsomt" hissede han. At kalde hans bil NUTTET? Det var da nok det sidste en bil skulle være, men alligevel kunne han ikke holde masken helt, og et lille smil slap ud.
Han koplede bilen ud og de gled afsted. Væk fra Desiré Noirs parkeringsplads.

Senere foran skøjtehalen smækkede han bildøren i bag sig og låste bilen da Millicent var smuttet ud.
Ud igennem vinduerne fløj lys i alle farver i takt med musikken indefra. Den var dog ikke så høj, at det var irriterende.
"Jeg ved ikke helt. Hørte bare fra en kollega, som skulle herind med sin kone, at der sent åbent." Svarede han og de fortsatte ind i den let fyldte skøjtesal. Heldigvis var det så sent at mange var på vej hjem, men her ville i hvert fald være åbent en time endnu.

Gordon skyndte sig at følge efter hende hen til skøjteudlejningen, og gav ekspedienten sin størrelse, inden han fik udleveret et sort par, som var en del større end Millicents små hvide. "43" svarede han Millicent da de bevægede sig ind i halen for at tage skøjterne på.

Indenfor lød grin og vin af og til når nogen væltede. Ud fra højtalerne kørte "The monster" af Eminem.
Gordon snørrede de sorte skøjter om fødderne, og rejste sig lidt vakkelvorent op. Endnu ikke ude på isen, men kun på det skridsikre gulv.

Millicent hyggede sig . At ' kanøfle ' en mands bil, om end det er kærligt var altid meget sjovt.
Det er et meget ømt punkt, og Millicent havde aldrig helt forstået hvad al hypen var omkring. Herre gud, det var jo et transportmiddel bare.
Hendes løn, mistænkte hun for at være rimelig rundhåndet når man tænkte på hun arbejdede deltid og var kostumier . Lawrence Watson havde ikke været fedtet, men alligevel var det ikke uden besvær at få det hele til at
løbe rundt. Hun bar jo alle udgifter alene, og selv mad og diverse måtte hun købe som dække. Hendes blodposer kostede en mindre formue, selv om Andrijs havde fået presset Patrick et godt stykke ned i pris, men hun turde ikke fortælle han stadig var vildt dyr, for så var det nok Patrick selv Der blev presset af Andrija næste gang.
Så havde hun Senka der også have en ' drift konto' og endelig var det dyrt at leve om natten- nattelivets glæder med drinks på bare kostede også en del.
Så der var slet ikke penge til noget ekstra.

Millicent kastede lidt håndtegn og rappede med, for sjov.
Hun syntes nu Eminem var ret fed, og han var en af dem hun gerne ville se optræde, live.
" Nå....men hvordan genopliver man en engel? Hvis det nu går helt galt på den farlige is? " kom det kækt...." Skal vi polstre dogmer en pude, Gordon? ..." Hun trak i snøren og bandt den sidste skøjte, og rejste sig op.
" Eller skal du holde i hånd bedstefar" Millicent gled ud på isen, og let ,elegant skøjtede hun baglæns , mens hendes øjne ikke slap Gordon ud af syne.

Ud af øjenkrogen spottede han Millicent der kastede et par håndtegn med i eminems rap, og han kunne ikke dy sig for at slynge Rihannas omkvæd ud i et alt for højt og skingert toneleje.
"I'm friends with the monster that's under my bed
Get along with the voices inside of my head" Fjollede han og vrikkede lidt med hofterne, men måtte hurtigt stoppe, for ikke at få overbalance på de høje skøjter.
"Hvordan klare i piger høje hæle?" mumlede han, imens balancen blev genfundet.

"Oh ha ha. Kunstigt åndedræt tænker jeg" Drillede han hende barnligt, og håbede at se hvordan hun blev grøn i hovedet af svaret på hendes eget spørgsmål.
"Og jeg har ikke brug for en pude eller hånd" Afslog han alt for kæphøjt, imens isen nærmede sig for hvert skridt.
Han var helt sikker på at han skulle være mester til dette, og at han ikke havde brug for--... *Vush!* Lød det da hans fødder var på isen, og på et splitsekund klamrede han sig desperat til rælingen rundt om banen.

"Okay... lad os genoverveje... Den pude der ville hjælpe.." Klynkede han og prøvede at mærke isen under sig, men den virkede mere som sæbe.

" you go girl " heppede Millicent , og viftede med både pegefinger og ' hoved' som en rigtig black mama.
Men nakken tilbage og øjne der kort så op i det pyntede loft, hvor diskokuglen hang i alle størrelser, lo hun af Gordon og hans Rihanna wanna be performance.
" Oh du Er da bare nuttet at slæbe med i byen, hva! Hvis du ikke opfører dig ordenligt må du sidde i bilen og vente til jeg er færdig" skændte hun blidt.
" Kunstigt åndedræt.....du kan få noget helende blod, kan du" sagde hun med rosa prikker på de blege kinder. Sålænge hun havde blod i sit system, kunne det trækkes en anelse ud i hendes væv.

Ude på isen spærrede Millicent øjnene op, da Gordon...væltede ud.
" Jamen..du gode" mumlede hun og skyndte sig fremad for at hribe om hans ene arm og støtte ham. Millicent var jo trods alt rimelig stærk, så vidt hun vidste havde engle ingen overnaturlig styrke, så hun burde kunne støtte ham uden at det kostede hende særlige kræfter.
" Kom nu...Bambi...ikke så bange" grinede hun og tog fat i begge hans hænder, og begyndte MEGET langsomt at trække ham ud på isen.