What a boring evening - Eliyah

  Solen var for længst forsvundet bag horisonten, og man kunne høre regnen falde mod taget og hamre på vinduerne på banegården. Nok var vinteren ikke så slem i Di Morga, som i norden, men det var nok til at få langt de fleste til at søge i læ under tagene, mens de ventede på det tog, som skulle føre dem hen til aftenens begivenhed. Nogle gange kom der høj latter, råb og generel støj, fra en gruppe teenagere, der allerede havde drukket lidt for meget, men ellers var der stille mellem alle væsnerne i bygningen.

En af disse stille individer, som ellers bare  passede sig selv, var en dæmon. Han var høj og tynd, havde mørkt hår, dybblå øjne og mælkebleg hud, som næsten lyste op under de gulnede lamper, der oplyste banegården. På hans arme, hals og, til dels, bryst spredte der sig flere tatoveringer, som var synlige, da man trods både kulde og regn, ikke kunne påstå at han havde synderligt meget tøj på. Tvært imod, stod han med blot en tanktop, et par slidte sorte bukser, og nogle sorte støvler, som om at det var en varm sommernat. Denne dæmon, som tilsyneladende ikke var noget specielt, men alligevel skilte sig ud, hed Damien. Et passende navn, hvis du spurgte ham selv.

Damien, havde været ude med nogle venner, da rygtet om en fed fest nåede hans ører. De besluttede straks at tjekke det ud, men da de ankom, var det ikke så fedt, som forventet. Efter blot et par timer, besluttede Damien sig for at skride, og nu stod han her, på De Ferme, og ventede på sit tog, så han kunne tage den hurtigste rute hjem derfra. Det var ikke det han helst ville, men med mindre at der skete noget vildt, som fik ham til at blive, ville han nok tage hjem og se en film på Netflix eller noget. Hvis han var heldig fandt han en eller anden at slæbe med i seng, eller følge med hjem til, men det regnede han ikke umiddelbart med.

Den evindelige hamren fra regnen, der slog imod alle banegårdens vinduer, var så voldsomt ude af takt, at den kunne få enhver trommeslager til at krumme tæer, og Eliyah tvivlede ikke et sekund på, at John Bonham ville have vendt sig i graven, hvis han havde været til stede. Ikke engang et par trommestikker i hans hurtige hænder ville kunne følge med i dén mismask af en rytme.
Eliyah selv fulgte med i regnens trommen med lukkede øjne. Han sad på en bænk, taktisk placeret ved siden af en sovende hjemløs, så han var sikker på, at ingen ville komme i nærheden af ham. Den gamle mand, der hvilede sit ansigt på en gennemblødt avis, så hverken uplejet ud eller lugtede uhumsk, men som altid undgik folk de hjemløse, lige meget hvor venlige de så end så ud. Eliyah tippede hovedet på skrå og rynkede brynene idet han spekulerede over, hvad folk egentligt var så bange for.

Efterhånden som tiden gik, blev der mere og mere stille på banegården. Eliyah blev siddende, indtil selv den gamle hjemløse forlod ham til gengæld for et tog fuld af fulde, unge mennesker, sikkert i håb om at der kunne falde et par småmønter af, hvis han pressede længe nok på. Eliyah skuttede sig.  Han følte sig pludselig helt ensom, som han sad der i nattens mørke og maskinlarmen fra det bortkørende tog fyldte luften.

En skikkelse fangede hans blik. En høj, mørk fyr, der stod med ryggen til. Beskrivelsen på ham passede perfekt på den mystiske - og dog charmerende - mandlige birolle fra en hvilken som helst romantisk roman, og Eliyah kunne ikke dy sig for at rejse sig og gå nærmere. Han ville se hans ansigt, måske endda lære ham at kende. Hvem ved, måske var han virkelig den mørke prins der kunne slå benene væk under Eliyahs tynde krop?
Eliyah kunne ikke lade være med at le ved tanken. Hans latter rungede i stilheden, og med et gisp slog han hænderne op for sin mund. Ups. Nu kunne han da være sikker på at hele stationens befolkning - der umiddelbart kun inkluderede ham og den mystiske fremmede - havde hørt ham.

(Jeg undskylder længden, men jeg skal liiiiige igang igen efter en lang pause.)

Damien begyndte langsomt at blive mere og mere frustreret over ventetiden. Det var skam ingen hemmelighed at han ikke var tålmodig, og det gav nok sig selv med hans temperament, og livsstil. Det hele skulle gå hurtig, huhej og afsted ud i verden inden den ændrede sig for meget uden ham. Så det at han stadig stod her, passede ham ikke lige.
I et barnligt udtryk stak han hænderne i sine bukselommer – ikke at det var meget plads så stramme som de var – og lod sine lyseblå øjne glide rundt over sine omgivelser, i håb at nogen eller noget kunne tage hans opmærksomhed fra tiden, som syntes at gå langsommere jo længere han ventede. Ja han kunne næsten have svoret at viseren på uret gik baglæns efter at han havde kigget på det længe nok.


Dog blev Damien brat revet ud af sin ellers kreative tankegang, da han hørte en eller anden grine. Om det var af ham, eller noget andet, havde han ingen idé om, men han var sikker på at uanset hvad ville personen få en knytnæve lige i fjæset. Dog fik han sig da noget af en overraskelse da han vendte sig, for at se hvem der morede sig sådan, og besluttede hurtigt at det med en knytnæve og et fjæs sagtens kunne vente lidt endnu.
Bag ham stod nok en af de kønneste mænd han havde set i mange år – selvom det kun var halvdelen af hans ansigt, der var synligt. Der var en dragende charme og ungdommelighed i hans øjne, men samtidig også et indblik om at han havde oplevet sit. Det fik det til at sitre i Damiens krop efter at få drengen til at skrige, om det så var af lyst eller smerte, kom alt ud efter hvad der nu ville ske.


Efter et par sekunder hvor han først have set undrende ud, – men mentalt havde savlet over den fremmede – sendte han drengen et skævt smil, der let kunne være taget fra enhver piges romantiske film. Det var næsten komisk at se sådan, som drengen havde hænderne foran munden, for at stoppe den latter, der sikkert var sluppet ud mellem hans læber.
” Hvad er det, der er så morsomt? ” han sørgede for ikke at lyde truende i nogen grad, da han godt vidste at hans højde tatoveringer godt kunne virke intimiderende, og han ville jo ikke skræmme drengen væk. Tvært imod, han ville helst charme sig ind og få noget godt med sig hjem. Med den tanke tog han et par skridt over imod drengen, stadig med hænderne i sine lommer, og et smil som sagde 'hey, jeg bider ikke særligt tit. Helt blid behøvede man jo heller ikke at være.


// ingen problemer, det kan ske for enhver //

(Goodie!)


Tålmodighed var heller ikke just noget, der kom let til Eliyah, men når man som ham tilbragte aftenen med at vandre formålsløst omkring, var begrebet 'ventetid' en by i Rusland. Han havde i den sidste halve times tid overvejet, om han skulle hoppe på et tilfældigt tog og se, hvor skæbnen ville føre ham hen. Der var intet, der talte imod beslutningen, for hvad havde han at miste? Han ejede ingenting i denne verden, hverken af materielle goder eller helt basale menneskerettigheder, for de var blevet taget fra ham for længst. Det eneste, han stadig havde i god behold, var hans stædige overbevisning om, at hans værdighed levede endnu.

Det gav så voldsomt et sæt i ham, at hans tynde skuldre blev løftet helt op til hans øre, da skikkelsen foran ham vendte sig omkring. På trods af, at mørket udtværede de fleste af mandens træk, kunne Eliyah tydeligt se et sæt øjne, der i de første par sekunder var så fulde af had og irritation, at alle hans instinkter hev i ham for at få ham til at tage benene på nakken og komme væk derfra. Blikket i den fremmedes øjne milnedes dog lynhurtigt, og Eliyah kunne ikke helt regne ud hvorfor - som sædvanlig. Det dér med at aflæse menneskelige følelser var ikke ligefrem en evne, Gud havde skænket ham - eller måske havde han, men så havde ubarmhjertlige folk taget den fra Eliyah igen, da de havde spærret ham inde og benægtet ham hans barndom.

Et smil træk i den fremmedes ene mundvige, og Eliyah mærkede endnu engang sit hjerte slå et mærkeligt lille hop, men denne gang skyldtes det ikke frygt. Den mand så godt ud, og der var et eller andet ved ham, der sugede Eliyah nysgerrighed til sig, som var han verdens stærkeste magnet og Eliyah blot en forsvarsløs papirsklips. Asparaen kunne nu se, at de snirklede mønstre, der prægede mandens ene arm, fortsætte op af halsen, og han kunne ikke undgå, at tankerne vandrede. Hvordan mon manden så ud inden under sit tøj - var hans brystkasse lige så dækket af tatoveringer?

Varmen bredte sig i den unge drengs kinder, og han var pinligt bevidst om, at hans blege ansigt måtte have antaget en let rosa farve, da han svarede den fremmede.
"Du synes måske ikke det er morsomt? Alle de mennesker," sagde han og slog ud med armen, "der har så travlt med at komme med deres tog og nå en hel masse, som om alt de gør, er åh så vigtigt. Men hvad er pointen, når vi alligevel alle sammen dør før eller siden?"
Sit negative livssyn var ikke just noget, han lagde skjul på. Han håbede bare, at det ikke ville skræmme manden væk, for han havde endelig besluttet sig. Når den fremmedes tog kom, ville han stige om bord på det samme.

Damien begyndte roligt at nærme sig drengen, uden at hans skæve smil falmede den mindste smule. Nærmest ligesom et rovdyr, begav han sig roligt tættere og tættere på, uden at fjerne blikket fra sit bytte et øjeblik. Det var næsten underholdende at se drengens reaktioner, og det var så let at aflæse hans kropssprog, at han lige så godt kunne være en åben bog. Og som han kom tættere på, og så hvor røde drengens kinder var blevet, kunne han ikke lade være med at lade et par knivskarpe tænder være synlige for drengen i sit smil.
Han trak blot på skulderen til drengens spørgsmål, selvom han blev rimeligt overrasket over hans negative synspunkt. Ikke at det var en dårlig ting, hvis noget, gjorde det egentlig bare Damien mere nysgerrig efter at finde ud af hvem drengen var. ” Jeg kan komme på ting som er sjovere... ” i det at han sagde det stoppede han op ved hvad han selv mente måtte være en social acceptabel afstand, selvom det nok var lige på kanten til at invadere drengens personlige rum.

” ... Eller i hvert fald mere interessante. Såsom en knægt, der står alene på banegården, og snakker om hvor morsomme menneskers korte liv er ” Damien lagde hovedet en anelse på skrå, stadig med hænderne i lommerne. ” Hvilket er underholdende, og gør mig nysgerrig efter at vide hvem præcist den knægt er, og hvad han mon skal her i aften? ” tilføjede han så med et hævet øjenbryn, og sit charmerende smil på plads.


Damien var godt klar over, at det ikke ligefrem var et diskret forslag han var kommet med, men som sagt var han ikke ligefrem den mest tålmodige mand på jorden. Men hvis drengens rødmen og blik var noget at gå efter, havde han allerede besluttet sig, så han behøvede vel ikke at være alt for snedig omkring det her.
Var der noget, som han ikke kunne fordrage var det at have tvetydige samtaler, som skulle afkodes, for så at svare med noget mindst ligeså ligegyldigt som betød noget andet- det at flirte var generelt bare blevet besværligt. Han elskede nutiden for de frie tøjler, teknologien og alt det der gode stads, men når det kom til, at få nogen med sig hjem, behøvede ikke at være mere besværligt end højest nødvendigt. Det afholdte ham nogle gange fra at slæbe folk med sig, da det var alt for meget arbejde for noget, som kun varede en nat.

Den fremmedes ord fik det til at hive i Eliyah mundviger lige præcis nok til, at en lige række af kridhvide tænder blev blottet. Sjældent var mennesker set med så fejlfrie tænder, men for asparaer, derimod, var sagen en helt anden. De besad alle en evne til at være uimodståelige i det almene menneskes øjne, og den evne skyldtes udelukkende deres ydre. Aspara blodet løb tykt i Eliyahs årer; han behøvede blot at blinke et par gange med sine store, lyseblå øjne, der var omkranset af et sæt lange, mørke vipper, og så kunne han få hele verden serveret på et guldfad.
Desværre for den lille knægt var han uvidende om sine geners magt.

Hans viden om sociale interraktioner rakte heller ikke langt nok til at gennemskue, når en voksen mand stod og flirtede direkte med ham, sådan som den fremmede gjorde nu. Men han nød opmærksomheden, der gjorde han, og hans smil lagde ikke skjul på det. Det søde, uskyldige smil der dækkede over en historie fuld af smerte og misbrugt tillid.
Han lagde armene over kors, da manden påstod, at han kunne komme på noget der var sjovere.
"Åh, ja?" Eliyah hævede det ene øjenbryn og sendte den anden et udfordrende blik, sådan et rigtigt, så du kan måske gøre det bedre-blik. "Lad mig gætte, du er selv standup komiker eller noget i den dur?"

Den fremmedes sidste spørgsmål fik ham til at bide sig i underlæben og sende den anden et sigende blik, før han svarede.
"Vil du have sandheden?" Hans blik strejfede gulvet i en genert manér, før han igen kiggede op på manden. "Jeg havde faktisk tænkt mig at følge efter dig for at se, hvor dit tog ville bære mig hen. Men du har måske en bedre idé?"

Da drengen smilte, kunne Damien ikke selv lade være med at smile. Ikke fordi han var blevet blødsøden og derfor glad for at se den fremmede smile, men fordi det bare smittede af på en eller anden måde. Han vidste skam godt at dette ikke var et menneske, da alle mennesker havde fysiske fejl. Og da Damien var et meget overfladisk væsen, lagde han hurtigt mærke til den slags, men nej, der var ingen gule eller skæve tænder, hudorme, pigmentfejl, eller asymmetri, uanset om han kiggede efter det eller ej.
Men hvis Damien fik sin vilje – og Damien fik altid sin vilje – så ville det ikke holde alt for længe. Han ville ikke gøre noget permanent, som at brække hans næse, eller skære hans hud, men han ville elske at se blå og gule mærker pryde drengens krop, og få ham til at tigge efter mere. Men vigtigst af alt, ville han sørge for at drengen aldrig ville glemme hans navn eller hvad der ville ske senere, og som sagt, fik Damien altid sin vilje, uanset hvad der skulle til.

” Performer, ja, komiker, nej. Desuden er min humor nok lidt for dyster til dig ” det sidste blev sagt med et kækt smil og et glimt i øjet, som var det for sjov, men han mente det nu ret bogstaveligt. Han kunne flere ”dårlige” jokes end de fleste, som gik fra alt imellem døde baby-jokes til virkelig gustne jokes, der omhandlede den dystre del af samfundet, som ellers var tabu.

” Tjo, du hører det sikkert ofte, men vi kunne jo finde ud af noget her til aften? Jeg har ingen planer, du har ingen planer.. ” sagde han overvejende, som om at han skulle finde på noget de kunne lave, selvom han havde massere af idéer. ” .. Navnet er forresten Damien. Og yeah, hvis du alligevel smutter med på mit tog, kan vi lige så godt lære hinanden at kende. Jeg giver gerne en øl eller to, og så kan vi eventuelt smutte hjem til mig” Han trak på nonchalant på skuldrene, og lod sine mørkeblå øjne søge drengens ansigt efter nogen form for afvisning. Han ville trods alt ikke være for hurtig og ende med at skræmme sit lille offer væk.