I. Need. Food.

Det hele snorede, men så var det også som verden boblede? Neil tog sig til panden, mens at hans hånd støttede sig op af en kold murstens mur, han havde igen fået alt, alt for meget at drikke. Og måtte nu lide under hverken at finde hoved eller hale i noget som helst. Dette havde efterhånden blevet en hverdags ting for ham, eller i hvert fald weekends ting, at drikke sig fra sans og samling. For det meste plejede hans venner dog at få ham sikkert hjem i seng, men da han ikke længere kunne finde dem da han mente, at nu var det på tide at vende tilbage til sin varme seng. Fandt han sig selv i det dilemma, at han nok bare selv måtte finde vejen frem i livet alene. Men hvorfor skulle det også være så hårdt? Med et grynt, fik han dog skubbet sig lettere magtesløs væk fra væggen, for atter at staver afsted imod, hvad han mente ville være retningen imod forældrenes villa. Og hvis alt fejlede, kunne han altid gøre som sidst, falde i søvn på en bænk.

Det var en kold december nat, men julelysende som prydet gågaden, fik det næsten til at føles varmere. Neil smaskede lidt med munden, det han virkelig kunne bruge lige nu, var en rigtig ulækker burger med fedtede pomfritter til, så i stedet for sin første intension om at komme hjem i varmen, var erstattet af en sulten mave som knurrede efter ulækker junk. Der måtte da være en fast food restaurant som havde åben, selvom at klokken langsomt nærmede sig fire om morgenen. Men måske heldet endelig var med ham i aftenen og hvis han huskede rigtigt, så skulle han bare fire hundrede meter længere ned denne vej, hvor han ville komme til en der lå ikke så langt væk fra springvands pladsen, det spring vand med de gyslige babier med bue og pil. Dem som havde fundet på at sætte det op, måtte tydeligvis have mistet at sands for kunst, eller også så kunne han bare ikke forstå den slags form for arkitektur, men ikke meget længere gik han før at denne gyslige baby pegede imod ham med hans bue og pil. ’’Burde virkelig gøre hele byen en tjeneste og smelte dig..’’ mumlede han for sig selv, mens at han lagde hoved lidt på skrå. Hold kæft hvor var den egentlig skræmmende, beslutsomt, kravlede han op og stå på springvandes kant, således at han kunne komme tættere på den gyslige version af den græske gud Eros. Bare i barne form, med en enormt lille tissemænd. Men lige som han skulle til at ligge sin hånd på statuen for at få den til at forsvinde, mistede han balancen og faldt lige så lang han var, ned i springvandet. Det kolde vand omslugte hele hans krop, og det der nok varede ham få sekunder at komme op af, føltes for ham som flere minutter. Den måde at vandet gled ind igennem hans tøj og pressede med sin kolde flydende form imod hans varme hud, med et brøl kom han dog op af vandet og nærmest kastede sig ud imod den hårde asfalt. Der lå han og stønnede efter vejret, tanken om at alt han havde på sig nu var fuldstændig ubrugeligt rørte ham ikke særlig meget, det var mere ydmygelsen omkring at han var faldet i springvandet som tryggede. Tænk hvis nogen havde set det? Men det som havde givet ham sin ædru tilstand tilbage, forsvandt meget hurtigt igen, da alkoholen begyndte at buldre igennem blodårene da hans indre varme satte fuldskrue på at få ham opvarmet igen. Langsomt fik han stablet sig på benene, de blå grønne øjne fik nu øje på det han i første om gang var kommet her hen for. Nemlig, mad.

Duften af friturestegt mad, fyldte hans næsebor og langsomt, men sikkert fik han fragtet sig selv fra sin våde plet på asfalten hen til restauranten. Varmen der slå imod ham da han trådte ind i de nye omgivelser, var en velkommen nydelse, tydeligvis havde han fuldstændig glemt sin situation. Og hvordan han ikke måtte se ud, i hans stramme sorte bukser, sorte all stars, hvid stram t-shirt og hans læderjakke, fuldstændig gennemblødt. Men det eneste der fyldte hans hoved lige nu, var at få mad. Så hen til disken kom han, efterfuldt af en lang pøl af vand. ’’Jeg skal have jeres største og ulækreste menu jeg kan få..’’ hans store grønne øjne betragtede pigen foran ham, med et stort smil på læben, mens at han ventede på at hun ville tage hans ordre.

Det var så småt begyndt at blive ren rutine, sådan som hun løftede sin ene hånd op foran min mund for at skjule et gab. Hun kæmpede imod lysten til at gabe højtlydt, men samtidig ville hun helst ikke tiltrække managerens opmærksomhed. Det var trods alt hendes egen skyld. Det var hende, der havde valgt at tage en af nattevagterne. De gav godt, og hun havde alligevel ingen skole, hun skulle vågne op til om 3 timers tid. Hun havde startet ud med at tælle, hvor mange gange hun gabte igennem sin vagt, men efter omkring 136 havde hun holdt og siden da, havde hun opgivet sin egen lille leg.
Hun smaskede lidt, da gabet var overstået, og da hun havde klikket kæben ordentligt på plads igen. Hun modstod lysten til at gnide sine øjne, men det ville ikke ende i et kønt syn, siden hun stadig have både eyeliner og mascara på. I stedet blinkede hun hurtigt et par gange og sendte begge sine hænder op for at klappe kinderne, til hun virkede mere vågen. Derefter søgte de mørke øjne rundt i restauranten. Der var ikke mange kunder. Så vidt hun kunne se, var der kun to. En, der afsluttede sin aften. Og en anden, der startede sin dag. Man kunne tydeligt se forskel. Der var ikke andre medarbejdere i øjeblikket. Det var nok derfor, at man tjente bare lidt mere ved en nattevagt, selvom der ikke var mange kunder at gøre op med. Eller også var det, fordi det var weekend.
Hendes blik søgte så tilbage til den store mængde af varme pommes fritter, der lå foran hende og stadig skinnede svagt af olien fra frituren. Hun sukkede kort, mens hun rakte ud efter den store saltbøtte og strøg en god mængde ud over kartoffel-pindene - eller hvad man ellers kunne kalde den. Hun havde arbejdet her i over to år, så hun havde fornemmelsen i håndledet af, hvornår der var nok salt på. Efterfølgende greb hun metal-skovlen og skovlede pommes fritterne rundt, så der var salt på dem alle. Faktisk havde hun ikke været nødsaget til at lave flere, men de var sådan set også lavet til hende selv. Sulten havde indhentet hende. Og kedsomheden der krøb over hendes hud som en ubehagelig kulde, forstærkede blot sulten.

Venus nåede dog ikke så langt igen med sin natmad, før skydedørene åbnede op for endnu et noget fordrukken individ. Per automatik smed hun, hvad hun have i sine hænder for at bevæge sig hen til bestillings disken, mens hun fik strammet hestehalen en smule. Forundringen var malet tykt på i hendes ansigt, da hun endelig fik lagt øjnene ordentligt på ham. Og hun måtte virkelig bide sig selv i tungen for at ikke at bryde ud i en høj latter.
Han var jo fuldstændig gennemblødt. Hun sneg et blik hen over hans skulder for at se uden for, hvor hun lige kunne se springvandet, der stod i midten af den store plads. Stakkels dreng, dog. Han måtte være ved at fryse ihjel. Hun så tilbage på ham med et halv kvalt grin, som også blev efterladt på hendes læber. Hvilket under at han ikke var frosset til is allerede, sådan med minusgraderne udenfor. Og sne. Havde han gledet?
”Ja, så gerne.” sagde hun, mens hun stadig gjorde alt for ikke at le over hans uheld. Situationen virkede bare så komisk. Og hans hår havde sikkert siddet godt tidligere, men nu tungede vandet det tydeligvis. Hun tastede hurtigt den såkaldte ’Sylvester’s Canon’ ind i systemet på computeren. ”Det bliver 8 euro. Der går nok lige et øjeblik.” Hun gjorde kortaflæseren klar, inden hun vendte sig væk fra disken igen for at gøre hans bestilling klar til ham. ”Er det til at tage med?” Hun kunne netop til at vende sig om, da hun hørte de tunge skridt trampe hen mod disken og manageren forsigtigt skubbede hende til siden.

”Hvad er meningen med at komme vadende her ind fuldstændig gennemblødt?! Gulvet er lige netop blevet vasket, og så kommer du og efterlader en stor pøl af beskidt vand!” Den middel aldrende svagt fede mand, var begyndt at blive helt rød i hovedet. Venus var dog begyndt på bestillingen alligevel, selvom hun holdt et skarpt øre til, hvad der foregik. ”Kan du så komme ud!” Hun så ud af øjenkrogen, hvordan manageren arrigt pegede mod døren. Det var bare lidt vand.
Resten gik lidt hurtigt. Hun fik samlet burgeren og pakket den ind i en fart inden hun proppede den i en papirpose sammen med en portion pommes fritter og hvad der ellers tilhørte menuen, før hun skyndte sig hen til disken igen. Hun maste sig smidigt ind foran manageren, selvom hun blev mast op ad disken et øjeblik trak hendes højerestående tilbage for at give hende plads.
”Hey hey.. Slap af. Han er en.. Han er en af mine venner, og har bare haft en hård aften.” forklarede hun med en svag latter gemt i stemmen for at virke mere optimistisk. Det virkede for det meste på lige præcis denne mand, havde hun lagt mærke til. ”Lad mig tage mig af ham. Min vagt er alligevel snart ovre.” Og inden der blev sagt mere, havde hun kastet sig selv over disken og stod på den anden side. ”Kom så..” sagde hun med en rolig stemme til den egentlig fremmede unge mand, inden hun tvang hans ene arm omkring sin skulder. ”Lad os få dig hjem.”
Og med ham støttende op ad sig og hans mad i den frie hånd bevægede hun sig ud af restauranten. Lige i tide til at hun først hørte sin manager bag sig, da hun var trådt udenfor.
”Hey! Din vagt slutter først om en time!”

Venus åndrede lettet op efter et par skridt udenfor. Det var allerhelveds koldt. Hendes jakke lå stadig i baglokalet, og hendes uniform bestod kun af en polo button-up T-shirt. Og det blev ikke bedre af at have en drivvåd person helt op sig. ”Så.. Hvor bor du så henne af?”

Hans smil blev en smule mere charmerende da han betragtede kvinden foran sig noget mere, trods den gyslige uniform og den stramme hestehale, var hun nu meget køn. ’’Le du bare, men den dumme baby, had it coming!’’ lo han lavmeldt mens, at han fik fumlet sin pung ud af baglommen. Lige så våd som resten af hans tøj, måtte han jo erkende at alle de sedler han havde haft, nu var ubrugelige til at betale med. Så dankort var det eneste betalings mulighed han havde, nu håbede han bare at alkoholen ikke også havde sat gang i forglemmelses knappe, hvilket ville gøre han ikke kunne huske koden. Men da godkendt viste sig frem på skærmen efterfølgende af beskeden, fjern kort, kunne han ånde lettet op igen for så, at putte kortet tilbage i pungen, som atter fandt sin vej ned i baglommen på hans sorte jeans.

’’Det fint, jeg skal ikke skynde mig nogen steder hen.. Og ja, det er til at tage med.’’ fik han sagt lidt for sent, mens at han doven og med nogle tydelige fordrukne øjne betragtede sine omgivelser. Det var ikke en af de store kæder, men stadig relativ stor resturan område som sagtens kunne matche en Mc Donalds. Han fugtede langsomt læberne og undslap et lille suk, men han blev hurtigt revet ud af den drømmende tilstand som han stod i. Eller måske var det bedre at beskrive den som en tankeløs tilstand. En af de gange hvor man ville beskrive det som skete i hans hoved, som en fårekylling der gned sine ben sammen i varmen. Da manageren begyndte at råbe af ham, med et øjenbryn der skød i vejret kiggede han med ligegyldige øjne på den middelalderen fede mand, som der ikke engang gik ham til hagen. ’’Why don’t you make me?’’ brummede han, med et smil der spillede hen over de fyldige læber. Måske en ting som Neil aldrig havde været god til, var at acceptere højerstående mennesker, måske fordi de generelt bare var så meget sjovere at pisse af. Og måske også til dels fordi at han stadig hang fast i sin fortid, hvor han aldrig havde gjort som der var blevet sagt og jo mere ballade han kunne lave, desto bedre var det. Tandsættet viste sig frem da Neil fandt det endnu mere komisk, da proppen for alvor blev sur, måske han endda skulle være bange for at han ville springe hen over skranken og skubbe ham ud. Men før at han nåde at sige mere der kunne pisse den lille fyr af, var det ikke længere ham som der var i hans synsvinkel, men den kønne kvinde. Og endnu bedre, så havde hun hans mad i posen og rakte dem frem til ham ’’Wow, enden er jeg mere fuld end jeg regnede med, eller også så blev den hidsig prop der lige skreg af mig, forvandlet til verdens smukkeste kvinde.’’ smilet blev en smule bredere og hans grønne øjne glimtede som den spøgefugl han nu en gang var. Han flyttede sig lidt til side, da hun hoppede hen over disken, og der skulle ikke meget tvang til at få ham til at ligge hans arm rundt omkring hendes skulder. I alt dette, havde han næsten glemt at han var våd, derfor tænkte han ikke videre over at hun også ville blive det. Men for ham var det ikke noget problem med kulden, da han per genitik altid var brændende varm. Men derfor var det nok meget godt at komme ind i varmen og få noget tørt tøj på i stedet for dette våde sjask.

’’Hmmm… Erh..’’ mumlede han frem for sig da han vente sig hoved i flere retninger, for at få en fornemmelse af hvor han i det hele taget boede henne. ’’Med mindre du har tænkt dig at bære mig hele vejen hen til Quartier de Saint Jean, så tror jeg måske det er bedre, hvis vi finder et sted hvor der er en taxi plads.’’ brummede han snøvlet og kunne mærke hvordan kulden igen legede tricks med hans hoved, tingene blev sløret og han havde svært ved at holde fokus, men alligevel formåede det ham at flytte sine fødder uden at ligge alt for meget vægt op af hende. Med papirs posen krammet godt ind i hans hånd.

Afstanden til den ellers valgte destination slog hende hårdt i maven, da hun indså den opgave, hun havde sat sig selv på. Og hun kunne ikke helt lade være med at le noget opgivende af det. ”Selvfølgelig bor du i Saint Jean-kvarteret.” påpegede hun og rystede en smule på hovedet. Nok mest af sig selv for at være naiv nok til at tro, at der ikke var langt til hans hjem. Til trods for at hans beklædning var drivvådt, lå det i hvert fald mere over i den dyre ende. Et godt stykke fra hende, som konstant købte sit tøj fra diverse H&M-butikker eller lignende. Men samtidig forstod hun stadig sin overraskelse. Det var ikke fordi, hun så på en anden person og satte den person i bås med det samme. Og hun havde ingen forstand på alle de ligegyldige mærker, der fandtes i verden.
Venus rettede igen lidt på den hængende unge mand. Højdeforskellen gjorde det besværligt, men i det mindste kunne han stadig sagtens gå selv. Hendes støtte var kun til for, at han ikke skulle ende med at gå ind i den nærmeste lygtepæl eller afprøve livslinjerne ved at tumle ud midt på vejen. Hun slå et par bobler med en smule savl, hun havde samlet med tungen. Alt imens hun tænkte over, hvor den nærmeste taxa-plads var at finde. Hun havde taget en taxa mange gange før, men pludselig kunne hun ikke huske noget som helst vedrørende disse køretøjer. Meget vel fordi hun havde været godt beruset selv, de gange hun tog en taxa hjem.

”Det er et sandt helvede at få fat i en taxa på dette tidspunkt. Og jeg vil vædde med at de fleste endnu ikke har fået sine vinter-hjul på endnu. Så for ikke at risikere dit liv bare denne ene nat, kan du overnatte på min sofa. Jeg bor ikke mere end et par gader fra selve gågaden.” Det var måske også tænkt lidt selvisk. Hun ville bare hjem selv. Og ham her havde givet hende muligheden for at smutte en time før, hendes vagt var ovre. Hun havde egentlig heller ikke den største lyst til at bare efterlade ham til sig selv, mens han ville vente på den taxa, der ville samle en døddrukken ung mand op.
”So come on, big guy.” Han var tung. Det måtte hun indrømme. Og hun var ikke den stærkeste person i verdenen, selvom hun kunne slå hårdt, hvis hun altså ramte de rigtige steder. Men hun bildte sig da ind, at hun var stærk nok til det, hun var i gang med. Selv et menneske ville kunne klare det, så selvfølgelig kunne hun også.

Hendes lejlighed var overraskende varm. Hun havde haft varmen stået tændt, da hun havde forladt den for at gå på arbejde, siden hun ikke var nogen fandt af at fryse. Det var en rummelig lejlighed med et køkken i de typiske moderne hvide og sorte farver, der kun var adskilt fra stuen ad en skrank. Stuen havde den lovede sofa samt et lavt bord og et TV - lige stort nok til hendes smag. En guitar stod i sit stativ ved siden af sofaen og et pyntet juletræ stod i hjørnet nær køkkenet. Op ad en modsat væg var der to bogreoler. En med nogle tilfældige bøger, julepynt og et stereoanlæg, og den anden var fuldstændig fyldt ud med kassettebånd, der var afmærket med datoer helt tilbage fra 1988.
”Alright. Skoene af.” forklarede hun sin nye ven, mens hun selv fik sine sko af og kastede dem ind til siden under kragerne til jakker. Hun luntede ind i sin lejlighed og så sig lidt omkring, inden hun fortsatte mod sit eget værelse med en sidste forklaring: ”Jeg finder lige en pude til dig.” Hendes soveværelse var nok det mest rodede værelse. Dobbeltsengen var aldrig redt og der lå tøj overalt. Godt det ikke var det lokale, hun skulle bruge som førstehåndsindtryk.
Venus kom hurtigt tilbage til stue området med en af sine egne puder i sine arme, som hun blot smed i den ene ende af sofaen. Klar til at lade denne unge mand lægge sit påvirkede hoved mod sig. Han burde nok ikke lægge sig til at sove i den tilstand han var i med det våde tøj, men han måtte vel strippe, hvis han selv så det som et problem.
”Det ligger et varmt tæppe der over, som du kan tage.” Hun pegede kortvarigt hen mod den modsatte side af sofaen, inden et gab overmandede hende og tvang hende til at stoppe sin sætning noget akavet. Hun var træt. Og det blev endnu værre, siden hun nu var hjemme i den trygge varme.

”Neil Ted Mattews, huh.” mumlede Venus for sig selv, som hun så op ad id-kortet, hun havde fundet i hans pung. Hun lagde roligt sine mørke øjne mod hendes gæst, der stadig så ud til at sove tungt, selvom klokken var ved at nærme sig to om eftermiddagen. Hun tog en stor slurk af sin kop med friskbrygget kaffe og sluprede med vilje en smule, inden hun rettede sig op fra skranken, hun ellers havde stået lænet ind over. Hun smilede lidt for sig selv og nød synet af den tiltrækkende mand lidt endnu, inden hun vendte sig om mod komfuret, hvor en pande stod og stegte et par skiver bacon og et par spejlæg. Hendes toaster havde allerede spyttet to skiver ristet brød ud.
”Raindrops on roses and whiskers on kittens. Bright copper kettles and warm woolen mittens.” sang hun muntert med, som My Favorite Things spillede fra hendes stereoanlæg. Ikke for højt. Bare for at lægge en stemning. ”Brown paper packages tied up with strings. These are a few of my favorite things.” Hun vendte elegant baconen og stod lid tog dansede på stedet. Nu efter en god omgang søvn havde hun skiftet ud af arbejdsuniformen og var i stedet iført et par kedelige sorte hotpants og en fodbold T-shirt i en enkelt størrelse for stor til hende. Selvfølgelig var den blå og rød som Islands fodboldhold. Hendes hår var løst og nyvasket.

Stadig med halvdelen af burgeren i hånden, trådte han ind i den dejlige varme lejlighed. Han betragtede lidt sine omgivelser, men da hans syn stadig var tåget, vidste han at det kunne være lige meget at gøre sig et indtryk, da han blot ville have glemt det dagen efter. Han slugte det sidste af burgeren, inden at han satte sig på hug for at tage sine all stars sko af, dette resulterede dog bare i at han faldt på røven, da han ikke havde nogen balance tilbage. Fandens tage alkohol, hvorfor skulle det være så godt og så ondt på samme tid? Lidt lige som et dårligt forhold, man burde ikke, men man blev ved med at vænne tilbage. Da trætheden for længst havde overtumlet ham, gik han med ret kurs lige imod sofaen, men på vejen uden at så meget at blinke, begyndte han at hive det ene stykke tøj efter det andet af.  Ind til at han ikke var iført andet end bokser shorts, da puderne var blevet lagt til ham i sofaen, var han nåede så langt at han nærmest bare kunne falde ned i dem. Det var lige før, at han faldt i søvn som hoved ramte puderne, overvældet af træthed, var der ikke meget energi tilbage i ham. Så der gik ikke længe før at drømme land havde lagt sine arme omkring ham og ført ham ind i verden, hvor tiden pludselig var få minutter.  

En sang blev ved med at spille igen og igen, han kiggede undrende rundt, men kunne ikke finde ud af hvor denne mærkelige sang kom fra? For ikke så længe siden havde han ligget med solen i ansigtet i græsset der havde haft en dejlig duft af frisk kaffe, nu når han tænkte sig om, så duftede græs da ikke af kaffe? Og bygninger var bestemt hellere ikke sunket sammen, som var han trådt ind i det berømte maleri The Persistence of Memory. Dette kunne ikke være virkeligt, dette måtte, lige som han skulle til at nævne drøm. Vågnede han, øjenlågene var som bly, mens hoved dunkede svagt, et anstrengt støn kom hen over hans tørre læber, mens at han mens han lå der under det varme tæppe, overvejede om at han skulle stå op? Hans øjenlåg gled endelig helt op og han betragtede kvinden der stod og dansede i køkkenet mens at hun steget bacon, næsten lydløst, gled han ned fra sofaen og med tæppet rundt omkring sine skuldre, kun iført sine bokser short. Som han åbenbart måtte have klædt sig af til, mens han havde sovet? Gik hen og kiggede hende hen over skulderen ’’Hvad skal man gøre for at snige sig ind til retten af et stykke bacon?’’ mumlede han ved hendes øre, i håb om at hun ikke havde lagt mærke til at han var stået op endnu. Han trak sig dog hurtigt væk, i frygt for at han nok havde noget af en morgen ånde, af den grund stak han tungen ud ’’Shit en smag, jeg kunne vel ikke tillokke mig til en kop kaffe også?’’ hans grønne øjne blev næsten til dådyr øjne, alt i mens at han prøvede at søge sin hjerne fra hvad der var sket i går og hvornår at han havde mødt hende. Men der var intet, eller, nu når han tænkte over det, var der vidst noget omkring et springvand, en fed mand og Junkfood. Det kunne da ikke være rigtigt? Med endnu et støn, lænede han sig op af hendes køkken element og hans hånd lagde sig hen over hans øjne. Han var virkelig ramt, tømmermændene dunkede i kraniet, mens at det mindste lys fik ham til at misse med øjnene. Han kunne ikke huske hvordan at han var kommet her hen, hvem hun var, men blot at ønsket om bacon og især kaffe var større end at løse mysteriet omkring hvem denne mystiske brunhåret kvinde var.  Men alligevel kunne han ikke lade være med at betragte hvordan at hendes tøj lå mere eller mindre til alle sider inde i hendes sove værelset, mens hans eget tøj. Han kløede sig lidt i nakken, noget stemte ikke overens her, han var vågnet op på sofaen, men noget lignede at en bombe havde eksploderet, hvilket, i hans ekspertise var grundet når han tog hjem med en pige og de havde endt med at have sex. Men, nej, det burde han da havde husket? Han rynkede brynene, mens han kredsede sig i nakken, valgte dog ikke at sige noget, lige nu, kaffe.

Venus vidste allerede, at hendes gæst var kommet ud af sin behagelige seng bestående af en sofa. Hvis ikke at de små velkendte lyde fra selve sofaen, var det sikkert lugten af alkohol som afslørede ham. Men alligevel - alligevel! - blev hun mødt af noget af et chok, da hun pludselig hørte hans stemme utrolig tæt ved sit ene øre. Hun sprang måske ikke ligefrem op. Og hun skreg heller ikke som et æsel. Dog var hun ikke iskold. Hun gispede højlydt, og hendes skuldre blev med det samme skubbet helt op til ørene. Hun stod helt stiv et øjeblik med sit køkkenredskab i sin hånd.
”Jesus!” udbrød hun, da hun endelig kom tilbage til jordens overflade, og drejede sig omkring for at se hen mod denne Neil Matthews, der havde fundet det sjovt at forskrække hende. Det var vel også lidt hendes egen skyld, eftersom hun burde have set det komme. Men så igen - Hun havde troet, at han ville have det for dårligt til at overhoved rejse sig fra sofaen. Han var åbenbart stærkere, end hun havde forventet. Det var lidt skuffende, at han ikke bare lå under tæppet og klagede over de mindste ting og råbt efter en trio. Det ville blot have været, hvad han fortjente.

”Hvad giver dig dog indtrykket af, at jeg giver morgenmad?” lød det så fra hende, mens et drillende smil spillede hen over hendes læber. Det var tydeligt, hvad hun spillede på. Han virkede så arrogant, at han nok allerede havde en forestilling om, hvad der var foregået i løbet af natten. Hun gav ham nok heller ikke meget andet valg med hendes egen påklædning. Hun løftede begge sine øjenbryn i et mere spørgende udtryk, inden hun vendte tilbage til sin stegepande. Hun slukkede for varmen og uden at sige mere, gik hun på jagt efter to tallerkner i det ene skab ved siden af ovnen. Hun fik placeret et spejlæg på hver sammen med et par skiver bacon. På grund af uligheden fik den ene tallerken en skive mere end den anden. Hun greb om begge tallerkner og stillede den på skranken, som også virkede som hendes spisebord, siden hun sjovt nok boede alene og ikke have brug for andet. ”Sit.” kommanderede hun, mens hun så hen mod Neil med et mere roligt smil og pegede ham i retning af stolene på den ene side af skranken. Den vendt ud mod stuen. Hun klappede sine hænder mod hinanden, som fjernede hun støv, hvor efter hun fik smidt panden over i vasken. Klar til at blive vasket op. Senere.
Så fortsatte hun med at finde en kop frem fra et af skabene hængende på væggen. Hun fik hurtigt hældt noget kaffe op til sin gæst og inden længe, var den blevet stillet foran ham sammen med tallerkenen med morgenmad. Dog var hun ikke helt færdig endnu. For et glas blev også fundet frem og vand blev hældt op i det. Og derefter blev glasset ligeledes stillet på skranken sammen med to piller, der mest af alt lignede smertestillende. Først der lod hun sin fulde opmærksomhed lande på denne unge mand. Hun havde den største lyst til at spille videre på, at de havde været sammen i løbet af natten. Bare en enkelt sætning, hvor hun afslørede, at hun kendte hans navn. Han virkede så skrøbelig med sine tømmermænd.
”Det var så hyggeligt i går, Neil..” lød det så fra hende, som hun lænede sig ind over skranken igen fra køkkensiden. Hun så roligt og sikkert på ham, inden hun efter lidt tid fortsatte: ”Sådan at du gad komme forbi og holde mig med selskab på mit arbejde.” Hun tog en slurk af sin egen kaffen, hvor efter hun rakte ud efter hans pung, som stadig lå på bordet. Hun rakte ham det roligt, mens hun rettede sig op igen. ”Jeg gik igennem dine private ejendele. Det ville være lidt mere fair, hvis jeg kendte navnet på den mand, jeg samlede op fuldstændig fordrukken klokken fire om natten, synes du ikke.” Hendes stemme lød langt mere oprigtigt nu. Igen flirtende undertone lå i hendes stemme. Hun forholdte sig blot afslappet til situationen. Drak sin kaffe og betragtede denne unge mand.
”Jeg er Venus. Du befinder dig i min lejlighed, hvis ikke du allerede er kommet til den konklusion.” forklarede hun ham så endelig.

Han gjorde ikke meget andet end at smile over hendes kommentar, hun havde gåpåmod, man måtte give hende det. Alligevel forekom hun ham noget bekendt, men hvorfra? Måske var det blot hans hjerne der spillede ham et pus og det som der forekom ham bekendt, var egentlig bare at han havde mødt hende i går. Men alligevel føltes det som om at det ikke var derfra, men han skød tanken væk fra sig og satte sig der hvor hun havde beordret ham. Han trak tæppet en smule tættere omkring sig, selvom det ikke var særlig varmt. Var der en ting som mange nok ikke ville tro om ham, nemlig at han elskede at putte sig i tæpper og dyner. Man kunne sige, at selv den store stykke ulve dæmon stadig havde sine bløder sider, som han altid ville benægte hvis nogen gjorde hentydning der hen til. Han fugtede de sprukne læber, velvidende at det egentlig bare ville gøre det værre og ikke bedre. Hans øjne betragtede den lille kvinde, hvordan hun vimsede rundt i køkkenet, han frem mønstrede et taknemmeligt smil da hun satte kaffe, morgenmad og endda fandt nogle smerte stillende til ham. ’’Tusind tak..’’ mumlede han med et seriøst udtryk som skyllede hen over hans maskuline ansigts træk. Han sank en smule mundvand, inden han kastede pillerne ind i munden og skyllede dem ned med vandet som han havde fået. Han skar et ansigt, da smagen aldrig var særlig behagelig og bestemt ikke når ens mave allerede brokkede sig over alt den gift som den skulle prøve at arbejde igennem og få ført ud af kroppen på en eller anden måde. Utrolig hvor taknemmelig ens krop i virkeligheden var, man som person blev ved med at straffe dem, spiste dårligt mad, spiste for mange piller, drak for meget alkohol, røg for meget. Og hver gang man udsatte sin krop for disse ting, tog den imod og prøvede sit bedste at helbrede de skader som man selv havde påført. Mange mennesker kunne måske lære af deres egen krop, men så igen, han var bestemt ikke den til at skulle så og prædike omkring hvad man skulle og ikke skulle.

Han tog selv kaffe koppen imellem hænderne, mens at hans øjne betragtede hende da hun snakkede igen. Så hun vidste hvem han var, men han ikke hun. Dog uden at afbryde, valgte han at lytte og se om der ikke skulle komme noget mere, som kunne oplyse hændelserne der kunne have foregået i løbet af natten. ’’Aha’’ kom der fra han da hun var færdig med at forklare hvad der var sket, eller, måske en lille brok del af det. ’’Indrøm det, din aften blev meget sjovere af jeg vadet ind på dit arbejde..’’ han blinkede til hende og tog en tår kaffe ’’Hyggeligt at møde dig Venus og tak fordi du tog mig med hjem, må ikke have været meget værd, da det kun er brødstykker jeg kan huske fra efter jeg tager hjem fra klubben..’’ med et eftertænksomt udtryk, fik han fisket et stykke bacon op imellem fingrene og gumlede en smule på det ’’Nope.. Kan ikke huske særlig meget fra i går, må have været en god aften’’ et drenget grin gled hen over hans læber, hvilket havde været som klistret på i en længere periode, et smil som så inderligt prøvede at skjule hans rigtige følelser. Følelsen af at være fortabt, at man ikke længere vidste hvad man skulle gøre af sig selv, eller sit liv for den sags skyld.

’’Så, jeg er nysgerrig..’’ startede han igen, mens at baconet forsvandt helt denne gang ’’Siden hvornår finder en dværg og en elver sammen, og får et barn?’’ han løftede sit ene øjenbryn, ørene havde lidt givet hende væk, men det havde været duften som der havde været vinderen for ham. Med hans forstærket lugtesans og måske også det at han i for nogle år siden havde lavet mange forretninger med en dværge bande. Hjalp det på at bedømme hvilken race hun var, da hun i hvert fald ikke kunne være menneske.

”Jeg vil ikke sige, at min aften blev sjovere, men du reddede mig fra endnu en times pinsel bag disken i stanken af friture. Men så igen - Du fik min chef til at blive utrolig rød i hovedet af rent raseri, hvilket var utrolig morsomt at overværer.” Hun lo bare ved at tænke tilbage til episoden. Hun var vant til at manageren var noget af en hidsigprop, men han syntes at kunne lide hende, siden hun havde skabt sådan en god arbejdsrutine, så de eneste der normalt blev udsat for hans raseri var de nyansatte som virkelig ikke fik noget frikort. Det undrede hende af og til, hvorfor disse nye medarbejdere overhoved valgte at blive og holde denne fede mand ud. Men det var egentlig en rigtig god arbejdsplads. Lønnen var god og atmosfæren var behageligt. Ikke så stressende som på bl.a. en Mc Donald-restaurant.
”Men nu hvor vi er inde under emnet brødkrummer…” Hun stillede sin kop fra sig på bordet og vendte tilbage til den anden side af køkkenet, hvor alt det som udgjorde et køkken rent faktisk stod. Hun greb de ristede skiver brød, som hun havde glemt alt om. En i hver hånd, holdt dem kun lige oppe i hjørnet, som var de stadig brændende varme, selvom de havde stået i lidt tid og kølet af nu. Hun lagde en skive på sin egen urørte tallerken og så en på hans. ”Sådan. Morgenmad. - Fuldendt!” sagde hun helt stolt og børstede de få krummer af sine fingerspidser, inden hun endelig kom om på den rette side af skranken, hvor stolene stod klar. Ingen grund til at stå op og spise, når der stod stole klar til en. Hun dumpede roligt ned ved siden af sin gæst og trak sin kedelige hvide kop hen til sig, før hun rigtigt satte sig til rette.

Hun så derefter lidt undrende hen mod ham med et par rynkede bryn. ”Er det så underligt?” spurgte hun med et afventende udtryk i ansigtet. ”Jeg mener - Der findes ret mange engle og dæmoner som får børn sammen, hvilket jeg personligt vil se som lidt mere mærkværdigt end en dværg og en elver kommer sammen.” Hun strøg en tot brunt hår om bag sit ene øre, som vrikkede en smule på grund af følsomheden, der lå i det. Hun så så væk fra ham og mere ud i ingenting, mens hun fik et mere betænksomt udtryk i de brune øjne. Hun rev et stykke af sin toast, som hun skovlede lidt æg op med. Et stykke bacon kom skam også lagt oven på. Derefter blev den lille sammensatte mad proppet ind i munden. ”Men jeg kan godt se, hvorfor du bliver nysgerrig. Elverfolket er ikke ligefrem kendt for at mingle med andre racer.” fortsatte hun da hun havde fået tygget sin mad af. Hun så tilbage på ham, denne gang med et smil på sine læber for at løfte stemingen lidt igen.
”Hvad med dig? Siden hvornår går en dæmon?...” Hun var lidt i tvivl om lige netop den race. Dæmoner og djævle havde en lugt der mindede meget om hinanden. Specielt dæmoner af ilden og djævle af satan. ”…og en varulv sammen og får et barn? Eller blev du bidt?”

’’Perfekt!’’ med glæde i øjnene over den lækre mad som hun havde lavet, skubbede han hele ægget op på sin skive toast og begyndte af spise af det. ’’Synes også jeg kunne huske noget omkring en eller anden tyk mand, der synes jeg skulle ud af en butik’’ små grinte han efter at han havde slugt det han havde i munden, hvor efter han skyllede resterne ned med en slurk kaffe. Han kunne allerede nu mærke hvordan at hoved langsomt blev klare og tømmermændene langsomt forsvandt. Ikke om længe ville de ikke være andet end et minde, forhåbentlig en påmindelse omkring hvad der ville ske næste gang han drak.

Han nikkede lidt da hun spurgte om det virkelig var så mærkeligt ’’I forhold til de dværge jeg har mødt, så er deres had til elver lige så stort, som levede vi stadig i den mørke middelalder. ’’ han gumlede lidt videre på et stykke bacon mens han kiggede tænkende ud i luften. Hun havde fat i en pointe der med dæmoner og engle, endda så man nogen gange engle og djævle sammen. Men man måtte vel gå ud fra at nogen gange, måske få gange, var der to negative som der blev tiltrukket af hinanden. Hvis man kunne se ud over det had som ens forfædre nærmest havde bestemt for en man skulle have, så var alt vel muligt når det kom til kærlighed? Ikke at han ville vide det, tanken om kærlighed fik en klump til at danne sig i halsen, og han skubbede den halv spiste tallerken fra sig, da lysten til at spise pludselig var forsvundet igen. Dog tog han stadig tåre af kaffen ind i mellem.

’’Tror faktisk aldrig jeg har haft et møde personligt med en elver før nu..’’ sagde han en smule distræt, men vente sin opmærksomhed tilbage imod hende, da hun spurgte hvordan han havde den race han havde. ’’Født som det misfoster jeg er.’’ blinkede han til hende med kaffe koppen i hånden. ’’Well, begge mine forældre var fuldblods dæmoner, men min mor blev bidt af en varulv mens hun var gravid med mig, hvilket ud over at tilføje virussen til hende, også til mig. Ikke til min fars store glæde, da de går op i..’’ hans ansigt udtryk var lagt mere i dybe folder nu, da han aldrig havde haft et godt forhold til hans far. ’’Lad os sige min familie er gammeldags, med hensyn hvad blod der skal blandes..’’ han afsluttede emnet der, da han ikke havde lyst til at snakke om det og hun sikkert ikke gad høre omkring hans rørende barndoms historie.

Han rejste sig op fra stolen da resten af kaffen var drukket ’’Når, men tak for gæstfriheden og jeg måtte låne din sofa, men jeg må hellere komme hjem ad.’’ det kække og arrogante smil formede sig igen hen over hans læber, hvor på at han smed tæppet fra sig på sofaen og gik nu rundt i bar overkrop og ellers kun iført boksershorts mens han fik samlet hans tøj sammen.