Chains of despair

Rrrss, rrs, rrsj. Lyden af kæder, der modløst blev slæbt henover et ujævnt, stenet underlag fik det til at runge i den mørklagte grottes snævre gange. De kolde, fugtige vægge kastede små, dog hurtigt uddøende ekkoer afsted, som ping-pong bolde, mellem hinanden. Det eneste, umiddelbare tegn på liv i dette dystre sten-bo, var de mange hundrede edderkopper, der af og til kriblede frem fra deres skjul i krogene, håbefulde om, at en flue havde fået forvildet sig ind i deres spind - men sjældent uden held. Dog var de ikke helt alene, de mange, ottebenede kryb. Noget andet - nogen anden - lurede i grottens midte. Noget, der var langt større, - langt farligere end hulens andre, insektædende beboere. Der skulle mere end en håndfuld indspundne fluer til for at stille denne skabnings sult. Den hungrende, gnavende sult, der havde manifesteret sig i ham som et stort, tomt hul i mavens center. Kreaturet havde lange, bastante lemmer og var dækket af en meget mørk, næsten sort, kruset behåring overalt på kroppen - eller nærmere en slidt dyrepels. Både hænder og fødder syntes deforme, med de kraftige, krogede fingre og tæer, der alle endte ud i spidse, hudflænsende kløer. De var dog intet i forhold til det tandrige gab, der i dette øjeblik var lukket i, og det frygtindgydende tandsæt var derfor gemt væk - ude af skue. Næsen, der var meget lig en hunds snude, var bred og trekantet. Ryggen af den var rynket som følge af, at det pelsede bæst trak på den, resulterende i en lettere fæl grimasse. Ikke af afsky og foragt; men af smerte. En flænge strakte sig fra den ydre del af højre kindben og op over øjet, på samme side, der var knebet betydeligt sammen. Det åbne sår lækkede en gullig, tyktflydende væske, som med usvigelig sikkerhed var et tegn på infektion. De øvrige rifter, der var til at finde her og der på resten af kroppen, så ikke ud til at være betændte, selvom de alle var mere eller mindre fyldt med skidt fra grottens løse jordbund. Det andet, venstre, øje fejlede til hans held ikke det fjerneste, og den glødende, orange iris syntes at lyse op i det ellers tætte mørke. Det så ud til at spejde efter noget. Det var rundt at vende i ethvert lille hjørne. Ikke i søgen efter en udgang. Det var alligevel til ingen nytte. De to lænker, der sad fast om hvert af håndledene, forhindrede ham i at komme meget længere end én meter. Det var bare, som om øjet ikke kunne finde ro. Hvad han ledte efter, og om han overhovedet ledte efter noget, var uvist, selv for ham. Det skadede øje sendte smertefulde pulseringer ud til næsten hele dén side af ansigtet, og det var nærmest umuligt at fokusere på andet end det.
Efter endnu en rastløs time med meningsløs cirkelgang, bumpede Altas med en opgivende, besejret mine ned at sidde på jorden, ledsaget af et langtrukkent suk, der emmede af bitter fortvivlelse. Det var ikke blot et tilfælde, at denne Altas var havnet her; isoleret og efterladt til sig selv. Nogle måneder tilbage var han blevet indfanget af en større gruppe dværge, efter en længerevarende strid med dem. De havde luret ham ind i de hensides grotte, i den alleryderste kant af skoven, og med besvær, men succes, bundet ham til stedet ved hjælp af magi-smedede lænker. Uden hverken tørt eller vådt, og i en lettere kritisk tilstand. De fleste skrammer var dog som sagt ikke noget særligt, og de ville såmænd nok gå i sig selv før eller senere, mens hans øje kun var blevet værre og værre med tiden. Men det var ikke dét, der plagede ham allermest. Det værste, var stadig sulten. Den var konstant. Den forsvandt aldrig. Det eneste, han havde konsumeret, var nogle få, vildfarne gnavere - hovedsageligt mus - og de hjalp kun for en meget kort stund.
Pludselig blev det mørkvante blik slået til siden, da en bevægelse opfanget i øjenkrogen tilegnede sig hans opmærksomhed. En spinkel, sølle-udseende skovmus havde fundet vej ind i grottekammeret, og stod fuldkommen stille, med de store, sorte øjne flakkende undersøgende rundt i omgivelserne. Altas holdt per automatik vejret, for at gøre sig så lydløs han kunne, og undgå at jage musen bort, før den var inden for rækkevidde. Langsomt, uendelig forsigtigt og endnu med blikket fikseret på den lille skabning, satte han sig med stor varsomhed op på hug, lænede sig en kende fremover, inden han nænsomt placerede de potelignende hænder foran sig som støtte; men idet han skulle til at springe frem for at indfange det intetanende bytte, pilede det afsted med høj fart, ind i en af de mange sprækker, der var at finde i stenvæggene. Et arrigt brøl lirkede hans kæber fra hinanden, og i ren frustation slog han sine nu knyttede næver hårdt ned i den sandede jord, så det stod op med støv. Hvad var det, han havde gjort galt? Han varsikker på, at han havde været fuldstændig tavs. Ikke én enkelt lyd havde han givet fra sig. Men hvad var det så musen havde hørt? I samme nu som dén tanke fór igennem hans hoved, reagerede hans ører på en lyd ved at dreje sig svagt ud til siden. Fodtrin. Hvem var årsagen til dem? Var det en af dværgene? Det var rimelig utænkeligt, men den første mulighed, der dukkede op. Han udstødte et tungt, fjendtligt grynt og pustede sig samtidig en smule op, parat til at skræmme den indtrængende ud igen.

Det var en meget døsig atmosfære, der hang hen over hybriden, der havde bevæget sig væk fra byens civilisation og ind imellem de mange nøgne træer. Hun havde flere gange befundet sig selv i Forêt af flere forskellige grunde. Men denne gang havde hun hverken et par glubske varulve i hælene eller et hylster fyldt med pile på ryggen. I stedet havde noget trukket i hende, og hun havde blot lader sig følge med. Var det ikke sådan de fleste eventyr startede? Hun gabte højlydt, hvorefter hun blinkede et par gange, så øjnene ikke ville ende med at gå i vand. Roligt hoppede hun over tilfældige rødder, der stak op ad jorden. Hun havde trods at veget væk fra de få stier, der snoede sig igennem skovens mere sikre del, så hun var allerede godt fokuseret på udfordringer. Hun begyndte så småt at nynne for sig selv. En munter melodi, som gjorde den egentlig noget dunke nat en smule mere behagelig at være omgivet af.
Den tiltrækkende fornemmelse var helt væk nu. Den var nok forsvundet, da hun havde trådt langt nok ind i skoven. Hun havde ingen anelse om, hvor langt hun havde gået, men hun kunne svagt føle det i sine lår. Den summende fornemmelse af mælkesyrer, som man gik, når man havde løbet - eller gået - relativt langt uden at være vant til det. Hun burde nok snart finde sin vej hjemad. Det var også begyndt at blive koldt. Alt for koldt. Og blæsten gjorde ikke ligefrem hendes situation meget bedre. Hun så lidt ned af sig selv og overvejede hvor dum hendes påklædning var. Hun lynede sin trøje en smule ned bare for at lyne den helt op igen for at sikre sig, at den var lukket så meget, som det var muligt. Hun tvang sine hænder ind i ærmerne, inden de blev placeret under hver sin armhule. Hun gabte igen. I det mindste skulle hun ikke tænke på at skulle arbejde den følgende dag.
Et pludseligt kraftigt pust fra blæsten afbrød dog hende i sit velfortjente gab. De totter af det brune hår, som ikke længere sad fast i den løse fletning, piskede mod hendes ansigt. Fik hende til at klemme sine øjne i indtil vinden igen lagde sig lidt. Hun blev ligeledes stående for at opretholde sin balance. Som noget af det første begyndte hun at fumle med at få hårstrå ud af munden og væk fra sine øjne. Det var tydeligvis et tegn på, at hun skulle vende om. Men som den tanke strøg igennem hende, åbnede hun sine øjne og fik øje på en form for klippevæk. Den var godt skjult bag mos og nedfaldende blade, så det kom ikke bag på hende, at hun først havde opdaget den nu. Hun stod et øjeblik og lod sit blik snige sig langt overfladen, til det landede på, hvad der lignede en åbning. Det første, der slog hende, var tanken om ly. Men så kom den usynlige hånd tilbage og trak svagt i hende igen. Og igen sagde hun den ikke imod.

Der var overraskende varmt inde i grotten. Vinden var hurtigt blevet blokeret ude. Næsten al luft fra blevet blokeret. Som et telt, hvor ens varme ånde var med til at skabe en lun fornemmelse. Hun så sig lidt omkring. Studerede klippevæggene, der sluttede sig omkring hende. Hun havde aldrig rigtig været i en grotte før. Hun havde aldrig haft udflugter til dem eller set det som en nødvendighed at søge ly i en før. Dog måtte hun indrømme at hun var lidt skuffet. Det var klamt og en smule fugtigt. Slet ikke så fascinerende, som hun havde troet. Men det var godt nok til det formål, hun havde i tankerne. Hun sukkede sagte og satte i gang igen. Fortsætte dybere ind i grotten. Mon det var en tunnel?
Med ét stoppede hun op. En noget truende lyd sendte ekkoer mod hende. Så hun var ikke alene. Hun så sig igen hurtigt omkring. Det underlige var uden tvivl det faktisk, at hun ikke følte, at hun ikke burde komme nærmere. Hun havde det mere som om, at hun skulle fortsætte. Hun var heller ikke ligefrem bange. Der havde været et noget ved lyden, der fik hende til at tænke på en forsvarsmekanisme. Ligesom når katte hvæste fordi de følte sig truet. Derfor nærmede hun sig yderligere. Og inden længe fandt hun kilden til lyden.
Det kom næsten som et chok, da hun så det store bæst. Hun havde kun forestillet sig den form for kreaturer i fantastiske fortællinger. Hun var stoppet op igen. Stirrede på ham med øjne, der lyste mere af forundring end frygt. Det lignede mest af alt en ulv. En ulv på størrelse med en varulv. Men månen var ikke fuld. Og der hang en anderledes lugt over denne ulv. Hun kørte sine brune øjne videre ned omkring bæstet. Tog sig ikke af andre forsøg på at skræmme hende væk. Hun havde allerede lagt mærke til kæderne. Eller rettere sagt - lyden af kæderne. Hun stod i en perfekt afstand, så hun selv stadig var i sikkerhed. Hun løftede sit blik mod bæstets ansigt igen. Så den i øjnene, selvom det nok ikke var den bedste metode, hun kunne vælge. Hendes skuldre var faldet ned, og hun så nærmest bare nysgerrighed. Stille og roligt bøjede hun da i knæene og kom ned på hug. Stadig i den sikre radius.
”Hey, big guy..” sagde hun så, mens en antydning på et smil spillede i hendes mundviger. Hendes spidse ører vippede en smule. ”Jeg gør dig ikke noget. Hvad har du dog gjort for at få dig selv i den her situation.” Hun talte til bæstet, som var det blot et dyr.

Som fodtrinene blev tydeligere og tydeligere, begyndte en snerren så småt at bygge sig op i hans strube. Overlæben trak sig op, således at de to rækker dødbringende tænder blev eksponeret for grottens nye gæst, idet hun kom til syne foran ham. Jo nærmere hun kom, jo mere højere blev den advarende knurren. Hans indåndinger var dybe, og svagt rallende, som var der noget, der sad fast i svælget på ham og generede; næseborene var udspilede og vibrerede let. Snuden blev vippet op ad, i luften, gentagende gange for at opfange lugten af hende, og undervejs kom ham med nogle små grynt og prustende lyde. Noget ved lugten virkede bekendt. Dog tog det ham noget tid at genkende den fuldstændigt. Dværg? Det ulvelignende væsen pressede al ilten ud af lungerne i form af et kraftigt fnys, der bar præg af ren afsky.
De pelsede ører, der ellers havde været lagt helt bagud, rørte på sig, da den uvelkomne fremmede vovende kastede sig ud i et forsøg på at kommunikere med ham. Hans ene, gode øje fæstnede sig ved hendes ører, øjeblikket også de bevægede sig, og han løftede brynene for en kort stund, af undren. Det hang slet ikke sammen med den lugt af dværg, han havde fået færden af. Måske hun blot havde begået sig med det lavstammede, skæggede folk, og dermed fået deres dunst tørret af på sig? De, hans bryn, røg ned igen og dannede nu et arrigt v, pegende mod toppen af hans næseryg, hvornæst han langsomt, men sikkert, kom op at stå på to ben, dog med en lettere ranglet holdning. "Du har intet at gøre her...elver.." Kreaturets stemme var mørk og hæs; guttural, som skulle den forceres frem. Den tvedelte overlæbe røg atter op, og med et gennemtrængende brøl, råt og dyrisk, gjorde han antræk til at springe frem imod det uønskede selskab. Men langt kom han ikke, da han satte af afsted i en sprintende fart. Kæderne standsede ham, og gav et ordentligt ryk i hans arme; sled i de allerede skadede, ømme håndled. Upåvirket af det ubehag håndjernene påførte ham, stirrede han fortsat på hende med et olmt glimt i det raske, glødende øje. Vreden, der boblede i hans indre kammer, var dog ikke det eneste, der flød rundt under huden, bag den tjavsede, gråsorte pels. Smerten, der havde hovedsæde i det væskende, meget svagtseende øje, var svær at ignorere i længden, og han endte med at bukke under for den. Øjenkontakten - hvis den havde fundet sted - blev brudt, idet han drejede ansigtet bort fra hende og klemte begge øjenlåg så hårdt sammen, at det spændte i pandeområdet.
"Gå...forsvind...du har intet at gøre..her..." Altas vendte da ryggen til hende, og sendte med den handling to klare signaler; at han ikke ønskede at have yderligere med hende at gøre, og at han ikke fandt hende overlegen - dermed trusselsfri. Han så hende ikke som en potentiel fjende, men heller ikke en ven. Stadig med nakken, og den korte halestump, rettet mod elveren, bøjede han ned i knæene, tog af med de klogrebs-agtige hænder på jordunderlaget, og slog sig ned på samme sted som før. Den ene håndflade blev lagt over det beskadigede, højre øje og en forpint, lavmæl knurren kunne høres fra ham, med et vågent øre. Følelsen af magtesløshed hang tungt i rummet omkring ham. En erkendelse af besejringen. Der var intet han kunne gøre, eller stille op, andet end at underlægge sig fortvivlelsens fordærv.

Der gik ikke mere end et splitsekund, før Venus var kommet op at stå igen. Hun tumlede et par skridt tilbage, mens hun stirrede noget overrasket mod bæstet foran sig. Så det talte? Enten det, eller også havde hun fået et nyt talenet til at kunne forstå og tale til dyr, hvilket hun tvivlede på. Det lå måske til racen, men af hvad hun vidste, lå det ikke til familien. Hun tænkte egentlig ikke så meget over, hvad der overhoved var blevet sagt, eftersom det, der prægede hende mest, var det faktum, at kreaturet faktisk forstod hende og kunne svare hende. Et sted skammede hun sig lidt over at have tage til det, som havde det blot været en tilfældig hund. Stemmen rungede meget dybt, så hendes første indskydelse, var at det meget muligt fra af hankøn. For ikke at tage om den meget robuste kropsbygning. Han var enorm! I hvert fald i forhold til hendes menneskelige gennemsnitshøjde.
Hun sagde ikke rigtig noget til ham efterfølgende. Og gjorde ikke helt så meget, da han begyndte at bevæge på sig igen. Hun så bare til, som han pludselig stormede mod hende. Et øjeblik havde hun glemt alt om lænkerne, der forhåbentlig ville holde hende udenfor farezonen. Da han så sprang ud efter hende, fik hun et kort øjeblik klemt sine øjne sammen og ført sine arme op foran sit ansigt. Men der kom ikke et hvin fra hende af en eller anden grund. Dog havde hendes hjerte sat tempoet en smule op, hvilket tog lidt tid at få ned igen. Hun stod og sundede sig en smule og kunne ikke helt tage øjnene fra ham. Hun brød ikke deres øjenkontakt. Hun havde blot stirret ham direkte i hans dyriske øjne. Hadet i dem havde virket fængslende. Derfor stod hun lidt fortvivlet, da han var den som så væk, vendte ryggen til hende. Bad hende om at forsvinde.
Men frem for at vende om og forlade grotten, blev hun stående. Hun sank tungt, inden hun atter blødnede op igen. Bekymrede sig om andre ting. Hun trak sin trøje tættere omkring sig selv, og lod atter sine øjne vandre. Uheldigt for hende, så var alle de forskellige lygte blevet blandet helt sammen, så hun kunne ikke rigtig skelne nogle fra andre. Derudover var det ikke den mest velduftende aroma, der hang i luften, så hun havde ikke i sinde at koncentrere sig yderligere.

Efter lidt tid slog hun blikket tilbage på den store stygge ulv for så at slå det ned mod sine fødder. Hun sukkede lettere opgivende og rystede samtidig på hovedet. Derefter trådte hun nærmere. Bare et enkelt skridt. Ikke mere. Hun forsøgte sig frem igen. Denne gang kun et halvt skridt. Nærmere følte hun sig ikke tryg med. Hun bed sig ubevidst i underlæben og så op for at holde bedre øje mod bæstet. Var på vagt. Forhåbentlig ville det ikke springe på hende. Og så kom hun igen ned på hug. Og så helt ned at sidde, til hun havde fået plantet måsen mod det kolde stengulv.
”Hvem har givet dig de flænger?” spurgte hun med en overraskende klar stemme. Den rystede ikke rigtig. Hun havde fået sat sig i en almen skrædderstilling, og ryggen var rettet, som ville det give hende et bedre udsyn. ”Jeg har svært ved at tro, at du har gjort det ved dig selv.” Hun kastede med hovedet for at få en tot hår væk fra sit ansigt, tog dog ikke de brune øjne fra ham. ”Hvad er du egentlig for en?” Han vidste, hvad hun var, så hun så det som et retfærdigt spørgsmål. Hun havde nogle ideer om, hvilken race han tilhørte, men flere forskellige hints fik hende til at vige væk fra en fuldkommen konklusion.