Hurt in every single way.

Mørket havde lagt sig tungt over Di Morga. Stjernerne havde taget deres plads på den mørke, skyfrie himmel. I de dunkle gader, slæbte en lille blond skikkelse på sig selv. Røde prikker dansede for hendes øjne, mens hun kæmpede for, at holde sig oprejst. Hun vaklede foroverbøjet og støttede sig til muren, med den ene arm. Smertelige støn, forlod hendes rosa røde læber. Hun hev febrilsk efter vejret, men det føltes som om at hendes lunger ikke ville samarbejde med hende. Det ville hendes fødder heller ikke. Hun kæmpede sig frem, borede neglene ind i den beskidte mur, for at trække sig mere frem ved hjælp af den lille armkraft som hun besad. Den umenneskelige smerte der bankede i hendes bryst, bredte sig op til hendes skulder. Hendes syn var en anelse sløret. Af og til blev der helt sort. Hendes krop var under et meget stort pres. Hun var døende, dette vidste hun. Ville hun overhovedet nå hospitalet i tide? Og var det overhovedet den vej? Hun var ikke længere sikker. Den rationelle tankegang var for længst borte. Panikken sad i hende og startede nu op for overlevelses instinkterne.
Hun faldt hårdt mod den våde asfalt. Det krævede alt for hende, at hæve sig op, ved hjælp af den ene arm. Håndfladen blev placeret fladt ned mod jorden. Det føltes koldt og beroligende. Den beroligende følelse holdt dog ikke længe. De is blå øjne rettede sig mod hendes mave. Kniven sad der stadig. Hun havde slet ikke lagt mærke til den. Burde hun trække den ud? Overvejelserne kredsede rundt i hendes tanker. Tårerne faldt stødt mod de beskidte kinder, der var farvet røde grundet kulden. Cathy frøs og hele hendes krop rystede af både skræk og kulde. Men det, at fryse synes lige meget i forhold til den smerte, der pulserede igennem hendes årer. Kunne hun overhovedet rejse sig? Hun forsøgte, men da et vindpust strøg igennem gaderne, væltede det hendes spinkle skikkelse. Hun følte sig et øjeblik som en mælkebøtte. Et lille pust og alle dets frø, fløj væk. Blomsten var ødelagt.
Kroppen føltes så tung som bly. Hun besad ikke længere kræfterne til, at rejse sig og kæmpe videre. Liggende på ryggen, lod hun de blanke is blå øjne gå op mod himlen. Stjernerne vinker til dig, min lille skat, hendes mors blide stemme lød i hendes hoved. Det var et spøgelse fra fortiden. Sætningen lød som ekko, mens Cathy faldt mere og mere ind i sig selv. Smerten trådte i baggrunden. Flere spøgelser fra fortiden, trådte til. Let go, you’re almost there.. hans hviskende stemme var, som det sødeste honning. Hun huskede ikke hvornår denne sætningen var blevet sagt. Den passede dog godt ind i situationen. Giv slip. Det føltes enormt fristende. I’ll see you in heaven, right? Hun faldt ind i mindet. De smukke stjerner, blev erstattet af et par olivengrønne øjne. Don’t cry.. It’ll be over soon. Han sendte hende et sorgløst smil. Et smil som hun aldrig rigtigt havde glemt. Det var et smil der tit havde domineret de røde læber. Det var et smil der altid havde formået, at berolige hende. Den unge mand, ved navn Joshua rakte sin arm ud efter hende. Cathy gjorde det samme, men som hun skulle til at tage hans hånd, blev bevægelsen blokeret. Hun kunne ikke rokke sig. Deres hænder var mindre end et par centimeter fra hinanden. Et forvirret og dybt frustreret blik, prægede det smukke ansigt. Hvorfor kunne hun ikke tage hans hånd? Hun længtes sådan efter, at røre ham igen. Hun længtes efter trygheden, ved at være i hans arme. Kun en anden end ham, havde formået at få den følelse frem i hende igen.. Slam! Billedet af Joshua forsvandt og blev i stedet erstattet af Roars ansigt. De kærlige grå blå øjne betragtede hende. Oh god, Roar I’m so glad that you’re here, lød hendes lettet stemme. Hun tog et par skridt hen mod ham, men det som før skete ved Joshua, skete nu også ved Roar. Hun kunne ikke nå ham. En usynlig væg, var blevet sat op. Panikken indtrådte de blå. Hun hamrede knyttede næver på ruden, mens hun kaldte på ham. ROAR! PLEASE! Et vandfald af tårer, der ingen ende havde, faldt ned af hendes kinder. Dernæst, blev alt sort.

Roars ånde var en hvid lille sky i den kolde nat, som han hvileløst vandrede rundt. Terres gader var tomme, og ensomme. Et godt sted at fordømme sig selv til en onsdag nat. Det var blevet en vane. Søvn var en stor mangelvare i hans hverdag, og skoven var ikke et sted han havde lyst til at opholde sig. Alt skønhed naturen besad mindede ham om... Et smertefuldt stik i hjertet fik tanken til at ende brat. Det emne var forbudt i hans hoved, og havde været det længe nu. Det var nemmest sådan. Sværere var det, at holde det ude af sine drømme. Derfor havde han påtaget sig vanen at vandre rundt i Terres gader, indtil han kollapsede et tilfældigt sted, så udmattet at drømme ikke kunne trænge igennem den tunge søvn. Dagen før havde han haft tid nok til at indkassere sig selv på et snusket, billigt hotel. Da han endelig vågnede sent om eftermiddagen var et bad på sin plads. Han så stadig forfærdelig ud, som han trak sig igennem Terres mørke gader, men knap så usoigneret.
De tomme, gråblå øjne fangede en bevægelse ud af øjenkrogen. De fokuserede på den alt for genkendelige skikkelse der faldt imod asfalten og ramte den hårdt. Han stoppede op, frosset fast til stedet, og hans opspærrede øjne limet fast til skikkelsen med det isblonde hår, den porcelæns hvide hud, der var meget blegere end normalt og den englelige glød, der syntes at kæmpe for at være tændt, inden den et øjeblik efter gik ud og forsvandt. Tre uendelige sekunder tog det ham, at få sat gang i benene. Hans fødder trampede hårdt imod asfalten da han løb imod hende. Hans knæ ramte jorden ved siden af hende, og skrabede hul på hans jeans og huden nedenunder. Han indtog først hendes ligeblege ansigt, og de tomme isblå øjne der syntes ikke at kunne se noget. "Cathy?" kvækkede han hæst og tog hendes ansigt i sine hænder. Hun var kold. "Can you hear me?" intet svar. Panikken overtog hvert eneste celle af hans krop. Hans øjne fløj henover resten af hendes krop, og fæstnede sig til kniven og det åbne sår der omgang den. Blod lækkede derfra og flød med hastig fart. En mindre, mørkerød pøl havde allerede samlet sig under og omkring hendes spinkle krop. Han kunne ikke tænke. Hans hoved var fuldstændig tomt. Heldigvis tog hans krop over, og gjorde de rationelle ting. Han lænede sig ned over hende, satte sit øre foran hendes læber og lyttede efter et åndedræt. Det var svagt og raspende, men det var der. To fingre blev lagt på hendes hals, og mærkede den svage puls, der for hvert sekund syntes at miste kraften, og forsvinde. Før han vidste af det, løb han med hende i sine arme. "Stay with me, Cathy!" han råbte det næsten, i håb om at hun ville kunne høre ham.
De automatiske døre ind til hospitalet gled op foran ham. Han stormede ind. "Somebody! Help!" råbte han af sine lungers fulde kraft. Der lod til at gå en evighed før en båre blev rullet frem, og han forsigtigt lagde Cathy fra sig. Hans øjne lå på hendes ansigt, imens han løbende fulgte efter båren der var styret af sygeplejersker og en læge. En hånd blev lagt imod hans bryst, og han stoppede brat. En sygeplejerske havde stoppet ham, og sagde noget til ham på fransk. Han fattede ikke et ord. Hans øjne var stadig fæstnet til Cathy, der nu forsvandt ind igennem en dør. Hun var ikke længere til at se. Sygeplejersken forsvandt ind igennem samme dør, og Roar var efterladt alene på en øde gang.
Det føltes som om der var passeret flere årtier, da en sygeplejerske satte sig på hug foran Roar. Han sad på gulvet, lænet op ad væggen, hans albuer placeret på de bukkede knæ, og hans hænder begravet i det uglede hår. Han kiggede op, da en hånd blev lagt på hans skulder. Røde, tomme øjne mødte sygeplejersken, og tårer der endnu ikke var tørret ind til ingenting hang stadig på hans kinder. Hun informerede ham på fransk om, at Cathy var blevet kørt hen på en opvågnings stue, og at han kunne se hende nu. "I don't speak french" lød hans monotome svar. Hun gentog på engelsk, og i et splitsekund var Roar på benene. Han fulgte utålmodigt med sygeplejersken der holdt et alt for langsomt tempo, da hun førte ham hen til stuen. En stol var allerede placeret ved siden af hendes seng. Han tog øjeblikkeligt plads i den, uden så meget som at takke sygeplejersken. Begge hans hænder greb om hendes lille hånd, og hans øjne flød igen over med tårer imens han betragtede hendes ansigt. Han ville ikke være rolig, før hun slog de smukke, blå øjne op og han kunne høre det fra hendes egen mund, at hun var okay. "I'm so sorry, Cathy" hviskede han, og lagde panden imod madrassen. "If I hadn't left you, I could have protected you" så snart ordene havde forladt hans mund, fortalte en stemme bagerst i hans hoved ham, at der var en meget fornuftig grund til, at han havde forladt hende. Hvis han var blevet ved hende, ville han kunne have beskyttet hende i nat, men han ville være skyld i at hun endte på hospitalet en anden gang. Shut up! skreg han af den fornuftige stemme. Han var ligeglad. For nu.

Cathy… Can you hear me? Ordene var blot meningsløs baggrundstøj. Hun genkendte ikke stemmen, der syntes at komme fra flere kilometer væk. Hun reagerede heller ikke. Hun kunne ikke. Langsomt krøb, følelsen af at fryse helt ind til benet, indover hende. Mørket blev dybere og dybere, som den omsluttede hende totalt. Hun faldt helt ind i sig selv. Så dybt, at man skulle tro, at hun aldrig ville komme op til overfladen igen.

”Wake up.. Wake up god damnit!” Hans stemme lød anstrengt. Langsomt ændrede mørket sig, i det at hun slog øjnene op. Hun lå i sin seng, begravet i hvide dyner. Joshua stod lænet indover hende, med en hånd på hendes skulder. ”Come on, get up sleeping beauty! You’ve got to see this!” han lød ivrig. ”Nooow?” klynkede hun mere eller mindre irriteret på ham. Hvorfor vækkede han hende på dette tidspunkt? Joshuas skikkelse forsvandt ud af hendes synsfelt. Hun måtte vel stå op for, at finde ud af det. Med beklagende lyde rejste hun sig og skød blikket rundt i lejligheden. De blå øjne landede på den tynde samt høje skikkelse, der stod foran vinduet, i soveværelset. Dovent slæbte hun sine fødder efter sig, indtil hun stod ved hans side. ”What?” Spurgte hun mens, at hun var i færd med at gabe. Joshua svarede hende ikke. I stedet betragtede hun hvordan han åbnede vinduet op. Dernæst puffede hans ene hånd til hendes ryg, så hun trådte nærmere vinduet. ”What are you…?” Mere nåede hun ikke at sige før, at hun blev rykket rundt og løftet op, så hun nu sad på vindueskarmens smalle kant. Hendes front var vendt mod det smilende ansigt, der var indrammet af brunt glat hår. De olivengrønne øjne var fæstnet til hendes. Han så virkelig ud til, at more sig. ”Do you trust me?” Spurgte han, mens han tog begge hendes hænder i sine. Hans hænder var virkelig kolde i forhold til hendes. Det føltes dog rart. ”I’m not quite sure” svarede hun tøvende. Det drilagtige smil viste sig på hans ansigt, og fik ham til at fremstå meget yngre end han egentlig var. ”Yes or no?” Et grin flækkede hans smil i to. I ryggen kunne Cathy mærke den lune blæst, der kildede hendes nøgne hud, indenunder t-shirten. ”Yes.. I suppose” mumlede hun, stadig meget usikker. Uden nogen form for advarsel, blev hun skubbet bagover. Joshuas ansigt forsvandt og blev med ét erstattet af den smukkeste stjernehimmel. Hendes hjerte galopperede i hendes bryst, af bar forskrækkelse. Hun hang nu ud af vinduet. Joshua havde stadig godt fast i hendes hænder. Hvis han gav slip ville hun styrte i døden. ”What do you think, huh?” lød det utålmodigt fra ham. Cathys opmærksomhed blev nu rettet, mod de trillioner af stjerner, der glimtede så smukt. Et kort øjeblik følte hun, at hun svævede iblandt dem. Aldrig havde hun set så klar en stjernehimmel. Kunne det virkelig passe, at sådan en kunne ses inde i byen? Det føltes umuligt, men det var sandt. I baggrunden kunne hun høre alle de lyde, der hørte til i Terre, Di Morgas største by. Hun hørte lyden af katte der miavede, et par få biler der henholdsvis kørte og startede op samt festglade mennesker, der råbte flere mil væk. Men hun lagde slet ikke mærke til lydende. Hun var væk i himlen over hende. Fuldkommen betaget var hun. ”They’re waving at me” hviskede hun..
Blikket blev vendt væk fra himlen og lagde sig i stedet mod en blond kvinde, som hun sad på skødet af. ”Stjernerne vinker til dig, min lille skat.” sagde den unge kvinde blidt, med det kærligste smil rettet mod hendes datter. De sad på terrassen, med et tæppe svøbt om dem begge. Sommernatten var kølig, grundet blæsten der ruskede i træerne omkring dem og som strøg indover haven. ”Gør de virkelig Mor?” udbrød lille Cathy, lettere begejstret. De is blå øjne var så store som tekopper. Hendes mor nikkede, ”Selvfølgelig gør de det min pige” et blidt kys, fra de rosa røde læber, blev plantet i Cathys pande. ”Er det fordi, at jeg er prinsesse?” Lille Cathy kunne snart ikke tro det. Hun boblede af glæde indeni. ”Lige præcis. Men skal du så ikke vinke tilbage? Så er du ikke uhøflig” hendes mor blinkede til hende, med de mørke blå øjne. Cathy vendte hendes is blå mod himlen, dernæst hævede hun sin lille miniature arm og vinkede tilbage til stjernerne, men det største smil som den lille pige kunne præstere. Hendes vinken blev dog afbrudt, ”Mommy he kicked me!” hun fløj over i engelsk. Cathy vendte blikket mod hendes mors mave, der bulede kraftigt ud. Begge hendes små hænder, lagde sig ovenpå maven. Hun mærkede endnu et spark. ”Mommy! Mommy! Ka’ du mærke det?” Hendes læber formede et stort O, mens hun stirrede med store øjne, på sine hænder. Lillebror havde sparket til hende. Glæden boblede på fuld styrke. Hun glædede sig sådan til, at møde ham. ”Se Cathy! Et stjerneskud!” Hendes mor havde hævet en hånd og pegede nu op på himlen. Cathy var hurtigt distraheret. De blå øjne vendte atter op mod himlen, hvor et stjerne skud susede forbi. Nu måtte hun ønske, det sagde mor i hvert fald.
Stjernehimlen forvandlede sig med ét, til et stort farverigt show. Den 1. Januar var kommet. Det nye år blev nu skudt ind. De is blå øjne var fæstnet til himlen over hende. Fyrværkeri bugnede. London havde gang i den. Brag lød fra alle sider, som var det en krigszone. ”Happy birthday” kom det hæst fra hendes sidekammerat. Hun løsrev sig. Ved hendes side, i en kørestol, sad en virkelig mager og skaldet udgave af Joshua. Rander dominerede under hans olivengrønne øjne. Den solbrune hud, var nu bleg. Det brune hår var faldet af. Han så virkelig syg ud. ”What are you talking about? My birthday is over” sagde hun blidt. ”So?” svarede han ligegyldigt tilbage, mens han hævede sine øjenbryn. Hun valgte bare, at ryste på hovedet af ham. ”Could you… uhm… help me up?” han lød tøvende, som han så ned af sig selv. ”I wanna go and sit on the swing” han pegede bag dem, hen på legepladsen. ”Sure thing” svarede hun ham blidt, mens hun rejste sig op fra bænken. Hun placerede sig foran hans kørestol. Joshua rakte sine arme ud mod hende, og hun tog i mod dem. Hun hev ham med lidt besvær op fra stolen. En af hans arme blev placeret om hendes skulder, som støtte. Med langsomme skridt krydsede de legepladsen, med retning mod gyngestativet. Hans vejtrækning var hurtigt. Det krævede ham mange kræfter, at tage disse skridt. Cathy bar hans vægt på skuldrende. Det var ikke længere et problem. Han havde tabt sig meget på det sidste. Endelig nåede de gyngestativet. Cathy hjalp ham med, at placere sig ovenpå gyngens sæde, der var et gammelt bildæk. Joshua lod sig klamre til kæderne. Han var tydeligvis forpustet. Et lille smil prydede dog hendes læber. Op fra lommen på sin frakke, trak hun en hue op. Hun satte sig på hug foran ham og gav ham dernæst huen på, samt rettede lidt på den måde som den sad på. ”You must be freezing” sagde hun med en bekymret undertone, inden hun også rettede på hans halstørklæde. Joshua svarede hende ikke. Hans olivengrønne øjne stirrede tomt på hende. ”What is it?”spurgte hun så. Et bekymret udtryk prægede hendes ansigt. ”It’s just funny how I’ve always been taking care of you.. and now the roles are reversed” svarede han stille med et sørgende udtryk i ansigtet. Hun kunne godt se hvad han mente. ”It only bothers you because you’re the oldest”’ svarede hun blidt, med et lille drillende smil. Langsomt hævede hun en hånd og placerede den på hans indsunkne kind. ”Tsk.. I’m only 19. I won’t make it to 20” hans stemme lød flad. Det stak hende i hjertet bare ved tanken. Det var snart. Om lidt ville han ikke længere eksistere i hendes verden. En tårer faldt ned mod hendes kind. Joshua så det. ”Please don’t cry Kitty… I’m sorry I said that” fortrydelse oversvømmede de olivengrønne øjne. Han hev hende med det samme, ned og sidde på sit skød. En arm lagde han mod hendes mave, mens den anden stadig havde godt fat i kæden, så han ikke mistede balancen. Han knugede hende indtil sig. Sammen så de op på himlen, hvor de tusindvis af brag og farver eksploderede. Hans stemme lød tæt på hendes ører, ”I love you Cathy.. Please stop crying.” men det var for sent. Tårerne tog til i hast. Der var intet hun kunne gøre for, at stoppe dem. Virkeligheden kom for tæt på. Her gik det op for hende. Hun ville miste alt, så snart at Joshuas ur løb ud. I 2011 ventede der intet andet end hjertesorg og tragedie. En tanke strejfede hende.. How am I going to survive this?

Der var bevægelse bag hendes øjenlåg. Langsomt missede hun med de smukke is blå øjne. De blev dog hurtigt lukket i, da det skarpe lys fra loftslampen blændede hende. I det samme satte hendes hjerte i galop. Hun hev febrilsk efter vejret. Hvor var hun? Et kort øjeblik troede hun himlen. Men da hun støttede sig op på albuerne og slog øjnene op, fik hun et chok over hvad hun så. Hvad var der sket? Hvorfor lå hun her? Panikken overtog hende. Maskinen der overvågede hendes hjerteslag, bippede konstant og højlydt. Hun var tilsluttet flere ledninger. En i næsen og dernæst drop i den ene hånd samt noget andet, som hun ikke anede hvad var, i den anden. Hun fortrød med det samme, at hun havde sat sig halvt op. Smerten skød igennem hende, som hvis nogen havde skudt hende med en pistol. Hun faldt ned fra de støttende albuer og tilbage ned i sengen. Hun stønnede smerteligt, mens de blå øjne kneb sig i. Først nu, lagde hun mærke til hænderne, der havde om hendes. Cathy vendte hovedet til siden og slog øjnene op. Hun stivnede ved synet af personen, der sad ved hendes seng. Hun forstod ingenting. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig, i hidsige ryk. Hvad foregik der?

Han kendte ikke stemmen der bad ham om at vågne op. Hvornår var han faldet i søvn? Den bløde madras under ham, og de tunge dyner tydede på at han lå i en seng, men det kunne jo ikke passe. Han var på hospitalet. Øjnene blev åbnet, men handlingen virkede mærkelig, som om han ikke selv havde kontrol over det. En ung mands ansigt svævede over ham. Han havde aldrig set ham før, men han vidste at hans navn var Joshua, og at han betød alverden. "Nooow?" røg det klynkende ud af munden på ham, men det var ikke hans stemme. Det var Cathys. Hvor var hun? Han forsøgte at scanne rummet febrilsk efter hende, men intet skete. I stedet slæbte han sig selv ud af sengen, og sluttede sig til Joshua ved vinduet. Meget irriteret over, at han havde vækket ham på sådan et tidspunkt.
Først da han blev skubbet ud af vinduet, kun holdt oppe af Joshuas kolde hænder omkring sine egne spinkle, og med hjertet galopperende oppe i halsen, gik det op for ham hvad der foregik. Han var fanget i et minde. Men det her var anderledes end før. I stedet for at filmen bare spillede for hans øjne og ører, mærkede han alt. Det var klart at han ikke kunne se Cathy, for han så igennem hendes øjne, mærkede hvad hun følte, fysisk såvel som psykisk. Han havde ingen kontrol over noget, og hvis ikke hans hænder blev fjernet fra Cathys lille hånd, ville han kunne være fanget i hendes minder for evigt. I stedet for panik, følte han en barnlig begejstring over stjernerne der vinkede til ham. Den blonde kvinde med det kærlige smil var genkendelig. Det var Cathys mor. Han huskede hende fra et andet minde Cathy havde vist ham. Hvis han havde været sig selv, ville han føle et stik af sorg over tragedien han vidste ville ramme den lille familie. Men lige nu, var han lille Cathy, og mindet indeholdte kun lykke og kærlighed.
Han vidste at den unge mand ved hans side var Joshua, men han så så anderledes ud, som han betragtede det blege, indsunkne ansigt, hvor skæret fra fyrværkeriet spillede henover. Det var svært at tro på, at det var et minde han var i, i stedet for virkeligheden. Joshuas vægt der pressede ned på hans skuldre var så virkelig, og bekymringen der skyllede igennem ham, da han gav ham huen på var ligeså. Stærkest var sorgen, der fik hans øjne til at overflyde med tårer. Joshua ville dø. Snart. Der var intet han kunne gøre. How am I going to survive this?

Den højlydte bippen fra hjertemonitoren var tilbage i hans ører, og det hårde sæde fra stolen tilbage under ham. Hans pande hvilede stadig imod madrassen, og våde tårer sad stadig på hans kinder. Han var ikke længere i Joshuas skød, men tilbage på hospitalet. En ny omgang tårer overflød de gråblå øjne. Han vidste om han græd som en eftereffekt af mindet, eller af eftereffekten af at komme tilbage til virkeligheden, der heller ikke ligefrem var lykkelig. Han hævede sit hoved i et hårdt ryk, da han mærkede bevægelse i madrassen. Hun var vågen. "Thank god!" hviskede han, og lettelsen skyllede indover ham. Hun faldt tilbage i madrassen igen med en smertelig stønnen. Hjertemonitoren var gået amok, og bippene lød med med mindre end et sekunds interval. Hendes isblå øjne mødte hans blodskudte, blanke gråblå. "Cathy, relax" sagde han, og gav hendes hånd et lille klem. Det havde ingen effekt, hun så stadig panikslagen ud. "I'll get a nurse" sagde han og kæmpede for at holde panikken ude af sin egen stemme. Han fløj op af stolen, og ud på gangen. Den selv samme sygeplejerske der havde fulgt ham til opvågnings stuen, og briefet ham om Cathys skader stod lidt længere nede ad gangen. "Nurse!" råbte han og vinkede hende hen imod sig. Hun kunne åbenbart høre panikken i hans stemme, for hun hastede imod ham og videre ind i stuen for at se til Cathy.

Hun følte sig rådvild. Hele hendes indre var ét stort kaos af frustration. Hun forstod ingenting og mere frustrerende var det da Roar, lige pludselig havde forladt rummet. En sygeplejerske? Først nu gik det op for hende, at hun befandt sig på et hospital. Men hvordan var hun havnet her? Og mere vigtigt, hvorfor var hun her? En dundrende smerte pulserede rundt i hendes spinkle krop. Smerten stammede fra hendes maveregion, og kunne beskrives som hvis nogen sad og hev i de indre organer. Resten af kroppen føltes bare som om, at den var blevet kørt over tre gange af en lastbil. Det havde ingen ende. De smukke is blå øjne var indhyllet i ren og skær smerte. I refleks, knugede Cathy de hvide lagner så hårdt, at hun kunne mærke hvordan hendes fingernegl, skar igennem stoffet. Det gjorde så ondt. Tårer oversvømmede hendes øjne og gled med hast ned af øjenkrogen, og ned på puden. Hvorfor stoppede det ikke? Hun hev efter vejret, men lige meget hvor meget hun trak ind, syntes det ikke at hjælpe. Ej heller blev hun beroliget. Efter, at have set op i loftet, blev hun mødt af et venligt ansigt, der måtte tilhøre sygeplejersken. Hun stod bøjet ind over hende. Dernæst mødte støj Cathys ører. Der blev talt beroligende til hende på fransk, men intet syntes at bryde igennem til hendes paniske sind. Alt hvad sygeplejersken sagde af beroligende ord, gik igennem det ene øre og ud igennem det andet. Det hjalp ikke, hvilket sygeplejersken også hurtigt opsnappede. Væk fra Cathys synsfelt, forsvandt sygeplejersken. Det hvide loft var atter tilbage. ”I can’t get her to calm down” Sygeplejersken havde nu vendt sig mod Roar, og snakkede til ham på sit gebrokne engelsk. Det var vel også tydeligt for enhver. Cathy var langtfra beroliget. Så derfor tog sygeplejersken andre midler i brug.
Hun mærkede knap nok da nålen brød igennem det tynde lag hud. Hun havde andre smerter, at forholde sig til. Dog søgte de blanke blå øjne mod nålen, der havde fundet sig en god samt tydelig blodåre. Sygeplejersken holdte dog hendes arm nede, med hjælp fra den anden hånd. Cathy kunne også godt se hvorfor. Hun rystede over hele kroppen. Var hun i en eller anden form for chok tilstand? Hun trak stadig vejret i hidsige ryk. Sygeplejersken forlod nu rummet. Hvad havde hun overhovedet lavet med den kanyle? Cathys spørgsmål blev besvaret et par minutter senere. De små hænder slap lige så langsomt lagnet. Smerten forsvandt i baggrunden og blev mere udholdelig for halv mennesket. Morfin. Hun havde fået skudt morfin ind i blodet. Et lettelsens suk forlod de rosa røde læber og et kort øjeblik, lukkede hun de smukke blå øjne i, blot for at nyde følelsen af ro der langsomt, sænkede sig over hende. Hendes vejrtrækninger blev dybe og langsomme. Hun var nu beroliget.
Et par minutter efter slog hun dog øjnene op igen og de lagde sig på Roar. ”You look like shit.” mumlede hun hæst. En hvis blidhed havde indfundet de blanke blå øjne, hvor et par tårer stadig faldt. Hun kunne ikke undgå, at lægge mærke til hans blodskudte øjne, der vidnede om alt for lidt søvn. Han lignede ikke den Roar som hun var stødt ind i, med kaffen. Den Roar, så ikke så dårligt tilredt ud. Den Roar havde mere eller mindre styr på sig selv. Men det havde denne Roar ikke og det var tydeligt at se. Bekymring indtog nu de blå øjne, mens hendes åndedræt lød igennem stilheden. Hun hadede hospitaler. Hun hadede stilheden der florerede i hvert evig eneste lokale. Det var som en spøgelsesby. ”What… happend?” hun hentydede nu til sin egen tilstand.

Sygeplejersken mumlede beroligende på fransk. Der skete ikke noget. Cathy knugede stadig lagenet, og hev panisk efter vejret. Hans egen vejrtrækning begyndte at føles utilstrækkelig, og store mundfulde luft blev gulpet ned og pustet ud i høj fart. Sygeplejersken gav op, og vendte sig imod ham. Det var irriterende så rolig hun var, kunne hun ikke se at den var fuldstændig gal? "I can see that" svarede han fladt, og knugede sine hænder. "Do something that helps!" han havde hævet stemmen. Med et neutralt udtryk, og uden flere ord fandt sygeplejersken en kanyle frem, fyldte den med en klar væske og indsprøjtede det i Cathys arm. Hun forsvandt ud af døren, uden så meget som en forklaring eller beroligende ord. Roar kunne kun se til, imens Cathy fortsatte med at ryste, og hidsigt hive efter vejret. Der var gået et par lange minutter, og han havde snart fået nok. Han ville hive sygeplejersken tilbage dertil i hendes hår og få hende til at gøre noget nyttefuldt. Men lige som han skulle til at storme efter hende, slap Cathy langsomt taget i det hvide lagen, og et lettet suk undslap hende. Lettelse overtog panikken, og han tog plads i stolen ved siden af hendes seng igen.
Han fjernede resterne af tårer fra sine kinder. Der var ingen grund til, at hun så ham sådan. Han kunne dog ikke gøre noget ved de blodskudte øjne, der stadig var blanke og vidnede om at han havde grædt. Stilheden fortsatte. Han burde sige noget, men han anede ikke hvad. Det var meningsløst og spørge hvordan hun havde det, det spørgsmål kunne han sagtens selv besvare. Hey, long time, no see, kunne heller ikke komme på tale. Han kunne ikke bare lade som om alt var i orden, og at de var bedste venner. Hun kom ham heldigvis i forkøbet og talte de første ord. "Look who's talking" var hans svar. Et næsten ikke-eksisterende smil blev fundet frem fra gemmerne, og sendt i hendes retning. Hvornår havde han sidst smilet, sådan helt oprigtigt? Han kunne ikke mindes det. Hans øjne flakkede rundt i rummet. Han kunne ikke se hende i øjnene nu hvor hun var vågen. Skyldfølelse tyngede ham, han burde have været der for hende.
Hans øjne var rettet imod hans hænder, der vred sig i hans skød da hun spurgte hvad der var sket. "I don't know exactly what happened, but I guess you were attacked" svarede han med dæmpet stemme. "You're in pretty bad shape. You have a stap wound in your side, and a broken rib punctured your lung. Oh.. And you have a concussion" hans stemme var monotom og følelsesløs, som han remsede hendes skader op. På indersiden skreg han eder og forbandelser af sig selv. Han kunne have beskyttet hende. Han troede at han havde truffet det bedste valg ved at forlade hende den aften ved ballet, men det lod til, at lige meget hvad han gjorde kom hun altid til skade. Der var ingen ultimativ løsning.

Hun forsøgte, at fange de grå blå øjne. Men Roar holdt blikket væk, fokuserede alle andre steder hen end på hende. Et stik af irritation brød igennem morfinen, der havde sat en dæmper på hendes følelser, fysisk såvel som psykisk. Hvorfor ville han nu ikke kigge på hende? Hun forbandede følelsen af længsel efter, at fortabe sig ind i hans øjne. Det var absurd. Efter at have sukket så inderligt dybt, løsrev Cathy blikket fra ham og stirrede i stedet op i loftet, med det så smukke ansigt lagt i tomme folder. Hendes glød var langsomt ved, at vende tilbage. Den hang svagt over hendes væsen. Tårer forsøgte så ihærdigt, at finde tilbage ind i de is blå øjne, men hun lod ikke en eneste følelse slippe igennem den facade, som hun havde sat op. Hun var vel glad for, at Roar var der. Problemet var bare, at hun ikke ville have at han skulle vide det. For hvad nyttede det? Han var jo – for at bruge hans egne ord – et monster. Han skulle holde sig fra hende, det havde han selv sagt inden hun at stormede ud af palæet, med et tyngende hjerte. Et kort øjeblik strejfede det Cathy, at det kunne have været ham, der havde overfaldet hende. Men det kunne ikke passe. Hvis så, havde hun ikke været i live.
”It could’ve been worse” mumlede hun fladt og dødt, som svar til hendes egne skader, der lige nu forårsagede hende store smerter. Stilheden krøb tilbage ind i rummet. Den hang tungt imellem dem. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hendes mund var så tør som en ørken. ”Could you… get me some water?” spurgte hun stille. Hendes stemme kom ud meget svag, svagere end hun følte sig, hvilket irriterede hende. Så hjælpeløs var hun heller ikke.
De blå øjne veg ikke fra loftet. I stedet granskede de detaljerne i den hvide maling, der efterhånden var krakeleret, som årerne var gået. Det mindede hende om tiden… Hvorfor kunne hun ikke huske hvad der var sket? Hun plejede ellers, at huske alt. Selv de mindste detaljer plejede, at stå knivskaropt. Men hun huskede ingenting og det gav ingen mening. ”I thought that you would have left by now” først nu lod hun de blå øjne løsrive sig fra loftet. I stedet søgte de mod Roar. ”Why are you still here?” spurgte hun så, med en hæs stemme der var lige så svag som før. Morfinen var efterhånden ved, at virke endnu mere. Hendes øjenlåg blev tungere, men hun holdt dem åbne. De is blå øjne var blide. Hun havde aldrig troet, at hun skulle se ham igen. Men det føltes efterhånden som skæbnen. Hvorfor skulle hun altid støde ind i ham? Det var absurd, og det hjalp ikke på de følelser, som hun havde gemt bag lås og slå.

"Sure" var hans svar til hendes forespørgsel. Ordet var automatisk røget ud af munden på ham. Han blev siddende og stirrede på sine hænder et langt øjeblik inden det gik op for ham, hvad hun havde spurgt om. Han rejste sig, og var nået hen til døren, da hun snakkede igen. Han stoppede op. Hun havde ret, han burde være gået. Bare tanken gjorde ham utilpas. Han kunne umuligt efterlade hende sådan. Hvad var chancerne også for, at han blev så rasende at han gennemgik en forvandling her på hospitalet? You're making up excuses. You have to leave at some point. Den fornuftige stemme var tilbage, og den havde ret. Men han kunne ikke gå endnu. Ikke allerede. Bare lidt mere tid. Han vendte sig imod hende, og så hende endelig i øjnene. Hvad skulle han sige? "Well, I guess it's because..." han tøvede og kløede sig i nakken. Just tell her the truth. Han rømmede sig inden han afsluttede sætningen "... Because I want to" han sukkede dybt, og lukkede øjnene et øjeblik. And to ease your guilt hånede den fornuftige stemme der havde evigt ret. Det mindste han kunne gøre, var at blive lidt så hun ikke skulle være ene og alene på hospitalet, og rigtigt nok ville det få ham til at få det bedre med sig selv, at han sikrede sig at hun okay.
Han slog øjnene op igen. De mørke rander og dertilhørende poser under hans øjne stod tydeligt frem, og med hans slatne holdning lignede han en der kunne dejse om hvert øjeblik. Ganske rigtigt som hun havde sagt, så lignede han lort. "But if you want me to leave..." resten af sætningen hang uafsluttet i luften. Han havde fået en klump i halsen, han havde ikke lyst til at gå. Han pegede over sin skulder mod døren, for at indikere det han ikke kunne sige; at han nok skulle gå, hvis hun ville have ham til det. Han kunne igen ikke holde ud at kigge på hende. "I'll get you some water" mumlede han og forsvandt ud af døren, inden hun kunne svare. Selvfølgelig ville hun ikke have, at han blev hængende. Han var en tikkende bombe, der kunne forvandle sig til et blodtørstigt monster når som helst. Hun var allerede dårligt tilredt, hun havde ikke brug for flere skader, og da slet ikke frygten for at det umulige skulle ske.
Han tog sig god tid til at hente vandet. Forberedte sig på hendes ord. Planlagde masken han ville holde, når hun bad ham om at skride. It'll be for the best, lød de fornuftige ord bagerst i hans hoved. "I swear, I'll kill myself just to get rid of you. Stupid, rational voice!" mumlede han irriteret, imens han balancerede fire plastic krus fyldt med vand imellem sine hænder, på sin vej tilbage til Cathys stue. De blev placeret på det lille bord, der stod ved siden af hendes seng. Han rakte et af krusene hen imod hende. "Here" sagde han i et blødt toneleje. Han ville ikke sætte sig på stolen igen. Der var ingen mening i det, når han alligevel skulle gå.

Because I want to.. Hans ord florerede i hendes hoved, om og om igen. Et af de blonde bryn hævede sig spørgende. Hun forstod ikke hvorfor. Det gav jo ingen mening, at han blev. Hun blev nu mere irriteret. Kunne han nogensinde beslutte sig for, hvad fanden han ville? Han kunne jo ikke bare komme og gå som han ville. Hvert fald ikke i hendes liv. Hun tillod det ikke. Cathy åbnede munden, og lige da hun skulle til, at spørge hvorfor at han ville, stivnede hun. I don’t want you to leave. I want you to stay.. ordende kom ikke ud af hendes mund. Hun kunne ikke få sig selv til, at sige dem højt. Han lod hende heller ikke svare. Fluks var han ude af døren for at hente vand. Et opgivende suk forlod hende. ”Why can’t I just fucking hate you!” skændede hun lavt, mellem sammenbidte tænder. Hun knugede lagnet hårdt. Vreden var nu rettet mod Roar. Hvorfor skulle han også være så… så.. ”Ughr!” mumlede hun frustreret. Tårerne vældede faretruende frem i de blå. Hun havde lyst til, at slå på ham. Ikke for at gøre ham ondt. Hendes slag ville nok ikke engang gøre skade på ham. De ville mere bare føltes som små puf mod brystet. Hun var jo så svag. Nej, hun havde lyst til at slå af ren frustration over, de ting han gjorde ved hende. De forfærdelige men også fantastisk ting, han fik hende til at føle. Det var ikke fair. Hvorfor kunne hun ikke bare hade ham? Tårerne havde nu fået frit spil, de faldt ned over hendes kinder. Hun havde ondt. Ikke blot i hele kroppen, men også indeni. You’re in love with him. Admit it to yourself! Var der en stemme bagerst i hovedet, der sagde. Hun skubbede tanken væk. Hendes følelser var ikke gået så langt. Det var blot et simpelt crush… ikke? Tvivlen skyllede ind over hende, og kastede hende overbord i et overvæld af følelser. Hun følte at hun skulle til, at eksplodere. Hun fik dog hurtigt fatningen igen. Roar ville snart komme tilbage. Hun løftede den ene hånd og hævede den op til kinderne, for at tørre tårerne væk. Han ville nok ikke se på hende alligevel, så han ville ikke opdage de blanke blå øjne, der stadig vidnede om den flod der havde krydset hendes kinder for blot få minutter siden.
Døren gik op. De blå øjne lå mod loftet, men som Roar placerede glassene på bordet, vendte de blå øjne sig mod ham. Han rakte hende glasset. Langsomt, fik Cathy sig selv op og sidde. Smerten, der gudskelov ikke var ved fuld styrke, tog til. De blå øjne blev knebet hårdt i. Ikke én lyd forlod hendes læber. Hun ville ikke fremstå som svag, selvom det dog var det der var tilfældet. Hun svang en arm rundt omkring sin mave, mens den anden hånd var placeret ned i madrassen, som opholdende støtte. Der var ikke automatiske senge på denne afdeling, til hendes eget uheld. Armen om maven, blev rystende rakt frem, for at tage i mod glasset med vand, som Roar rakte hende. Glasset blev lagt mod hendes læber og hun drak. Det var koldt. Beroligende. Tørsten blev slukket. Hun rakte ham glasset igen. ”Thanks” sagde hun stille, mens hendes blik forsøgte at finde hans. De blå øjne var blide, ellers var resten af hendes ansigt lagt i tomme folder.
Efter et par minutter løsrev Cathy blikket fra ham. Hendes opmærksomhed blev lagt mod hende selv, som hun langsomt fjernede dynen en anelse, så hun kunne se mere til sine skader. Det første der mødte hendes øjne var de blege ben, med mærker i lilla og blå nuancer. Det første mærke var stort, og lå mod hendes lår mens det andet lå med det modsatte knæ, der også var slået hul på. Dernæst, løftede Cathy op i den hvide hospitals t-shirt. Hendes mave var indhyllet i forbinding. I højre side, fik hun dog øje på den svage røde farve, der var brudt lidt igennem det hvide stof. Hun hævede t-shirten en anelse mere, så hun flashede sine ribben. Blå mærker var ligeså placeret, som var hun blevet brugt som en boksebold. I baggrunden kunne hun høre hjerte monitoren, der bippede lidt hurtigere end før. En klump havde sat sig fast i halsen. Hun havde slet ikke troet, at det så så voldsomt ud.

"No problem" sagde han og tog imod plastic kruset. Det blev sat tilbage på bordet. Øjenkontakten var ikke-eksisterende igen. Hans blik var stift rettet imod plastic kruset han lige havde sat fra sig. Han forsøgte at påføre sig selv en mental rustning, alt den forberedelse han havde gjort sig imens han hentede vand var ikke til nogen hjælp nu. Det var sikkert den sidste gang han nogensinde ville se hende, og dog kunne han ikke engang få sig selv til at kigge på hende. Hans hjerte bankede en nervøs uregelmæssig rytme, og hans håndflader svedte pludselig. Han vidste hvad der ville komme, men han kunne ikke klare at høre det. Måske han bare skulle gå, spare sig selv for smerten, men hans fødder ville ikke bevæge sig. Stilheden var pinefuld og syntes næsten at skrige i hans ører. Hadede hun ham virkelig så meget, at hun ville trække det ud? Lade ham svede inden dommen faldt? Hvorfor sagde hun ikke noget? Han sneg et blik i hendes retning, og gispede ved synet af de blå og lilla mærker der dækkede hendes torso og ben. Den svage røde farve der havde fundet vej igennem forbindingen sprang ham i øjnene. Han havde ikke lyst til at kigge på det, men han kunne ikke fjerne øjnene fra hendes skader. Den røde farve havde tiltrukket hans øjne, som var han en ækel blodsuger der var sulten efter en snack. Tanken gav ham kvalme. En ændring i hjertemonitorens konstante bippen fik ham til at blinke og vågne fra sin trancelignende choktilstand. Hans øjne indtog hendes ansigt, og han reagerede helt automatisk. Hans hænder greb om hendes, og fik dem blidt revet væk fra t-shirten, så den faldt ned og dækkede de voldsomme skader fra hendes blik. "Cathy, hey, take it easy" sagde han beroligende og prøvede at fange hendes blik. Hendes hænder var kølige imod hans svedige, varme håndflader. Dog sendte de en behagelig bølge varme igennem ham, og hans mave der der havde været så tom som en spøgelsesby i så lang tid, fyldtes nu med sommerfugle. Hun havde gjort det igen. Uden egentlig at gøre noget, havde hun pustet liv tilbage i ham. Det føltes som om den sidste måned, hvor han havde vandret rundt som en zombie slet ikke havde fundet sted. Han slap taget i hendes hænder. Han måtte ikke føle sådan. Det kunne ikke nytte noget.
Hans øjne strøg væk fra hendes ansigt igen. Han ventede tålmodigt indtil hjertemonitoren informerede ham om, at hendes hjerterytme var rolig og regelmæssig. Inden hun bad ham om at gå, var der noget han blev nødt til at sige. "I know there's never really a right time to say these things, and it's probrably the last thing you want to be reminded of right now..." hans øjne der havde stirret ned i madrassen fandt nu hendes. "But I have to tell you. I'm so sorry... About Joshua" hans stemme var alvorlig, og følelser havde endelig fundet vej ind i de gråblå øjne. De udtrykte sorg. "You showed me, while you were uncounscious..." forklarede han. "But it wasn't like you usually do. I felt everything. Your annoyance when he woke you up in the middle of the night, the amazement you felt when you saw the beautiful night sky while he held you out of the window. His weight on your shoulders as you followed him to the swing..." han havde fået en klump i halsen, der svær at snakke udenom, hans ord lød anstrengte og bævede en smule da han fortsatte. "... and your pain. The horrible pain of knowing..." han kunne ikke fortsætte. Det var heller ikke nødvendigt, hun vidste jo godt hvad der var sket. Han blev nødt til at tage et øjeblik til at samle sig selv, som sorgen fra mindet overvældede ham. "I'm so sorry you had to go through that" hviskede han, han stolede ikke på at hans stemme ville kunne sige ordene højere uden at knække. Stilhed tog over i et langt øjeblik. "I just wanted you to know, before you told me to fuck off" sagde han med sorgfuldt smil.

Hendes blik var fæstnet til de voldsomme skader, der prægede hendes hvide hud, som syntes meget blegere end normalt. Hun vågnede først rigtigt op fra hendes choklignende tilstand, da Roar tog hendes hænder i sine. Han var varm. Selvom hans håndflader var svedige, føltes det behageligt mod hendes hud. Var hun virkelig så kold? Nu hvor hun mærkede efter, kunne hun mærke kulden der havde lagt sig om hende. Hun frøs en anelse. Men jo længere hun faldt ind i hans øjne, jo varmere følte hun sig. Varmen bredte sig fra brystet og ud i kroppen. I baggrunden kunne høre hvordan hendes hjerte skippede et slag eller to. Men magien varede ikke ved. Roar gav slip på både hendes blik og hænder. Hvorfor kunne det ikke vare ved? Hun længes sådan. Irritation voksede i halvmennesket. Det var ikke fair. Han skred ligesom alle andre. But he has a good reason. He’s just trying to protect you.. Stemmen havde ret. Til gengæld svarede hun trodsigt tilbage. I DON’T NEED PROTECTION! Frustration tog over, og Cathy opgav, at fange Roars blik. I stedet så hun ned i sit skød, hvor hendes hænder nu lå og filtrede sig ind imellem hinanden. Hun betragtede de små hvide samt blå net handsker, der værnede om nålen der var sat i en åre, på hver hånd. Hjerte monitoren bippede nu mere regelmæssig og roligt. Cathy følte sig dog fortabt. Hun måtte bare lære at hade ham. Det ville blive meget nemmere sådan.
De grå blå øjne greb hendes blik. Cathys ansigt var lagt i tomme folder og ligeså var de is blå øjne. Hvad ville han nu snakke om? Hun stivnede. Kroppen synes at fryse til is. Små prikker af gåsehud dannede sig på hendes synlige nøgne hud. Hendes hjerteslag gik amok. Bippene tog til i en hastig fart. Hvordan kendte Roar til ham? Det kunne han umuligt gøre. Hun havde aldrig nævnt ham. Joshua var mere eller mindre hendes kendte hemmelighed. Dem der havde kendt hende længest, vidste hvem han var og hvad han betød, men ingen snakkede om det. De vidste alle, hvor ømt et emne det var for hende. Cathy havde mistet alt. Ikke blot hendes bedsteven, men også de mennesker som hun kaldte for sine forældre. Hun havde mistet en familie. Alt hun elskede var blevet taget fra hende i det øjeblik, hun hørte det sidste bip, der blev ved i en evighed, som den flat linede.
En klump havde dannet sig i hendes hals. De blå øjne overflød i frustration og sorg. Tårer fik de blå øjne til, at glimte. En dundrede hovedpine bredte sig i hast, ned over hendes kranium, som hvis der var blevet slået et æg udover hendes hoved. Minder, gode som dårlige, pressede sig frem med et ønske om, at overtage hendes syn. I små glimt blev de olivengrønne øjne og det sorgløse smil, vist. STOP IT! Hun hev efter vejret. Tårerne havde nu fået frit løb. De faldt stødt ned af hendes kinder. Cathy ville ikke længere se på ham, men hun var fæstnet til de grå blå øjne, der viste sorg for den smerte som hun var blevet udsat for. Hun bed hårdt ned i læben. Efter et par minutters stilhed, løsrev hun blikket fra ham og så ned på sine hænder i stedet. Hun havde mere ondt en før. Thank you for opening up that wound, tænkte hun en anelse irriteret. Hans sidste sætning fik hende dog til, at se op på ham igen ”It’s for the best… Isn’t it?” spurgte hun hæst. Det var jo trods alt hans valg. Ikke hendes.
Døren gik med et op og ind trådte en ny sygeplejerske. Hende her så lidt ældre ud. ”Miss Sylvestre. In a few hours, you’re allowed to go home. But only if you’re under surveillance” Denne kvindes engelsk var meget bedre end den andens. Dog var den franske accent stadig tyk. Cathy stirrede på hende. ”Surveillance?” mumlede hun spørgende med det ene øjenbryn hævet. Kvinden nikkede, ”Yes. Do you have any relatives that can keep an eye on you?” Spurgte sygeplejersken stift. Cathys blik landede ned i skødet igen. En tyngende fornemmelse hang over hende. ”No I don’t” svarede hun stille. Hun havde ingen. Hun var med andre ord familieløs. Ej heller havde hun venner, der ville smide alt de havde i hænderne for, at passe hende. ”Do I really need to be under surveillance?” spurgte hun så sygeplejersken. Hun kunne vel godt klare sig selv. Kvinden i den hvide kittel så nu på hende som om, at hun var komplet idiot. ”Yes” svarede sygeplejersken tomt men høfligt, inden hendes blik gled mod Roar. ”What about your boyfriend? Can’t he take care of you?” spurgte hun så med hævede bryn.

Hvad fanden tænkte han på? At lukke alt det ud og så bare gå sin vej? Det kunne han da ikke. Og hvorfor var det, at han fandt det så vigtigt at få sagt? Det kunne han ikke længere huske, da han stod og vidnede sorg og smerte spille hen over hendes ansigt. Som han havde sagt var der aldrig gode tidspunkter at kondolere over nogens død, men kunne han finde et værre tidspunkt? Især når han vidste hvad det havde gjort ved hende. Kunne man være en større kæmpeidiot? "I'm sorry I didn't mean to..." hvad? Gøre det hele meget værre, tilføje mere sorg til situationen, for ikke at snakke om den konstante akavede stilhed der hang i rummet, når han ikke lukkede lort ud, der gjorde alting meget værre. "I'm such an idiot" hviskede han og rystede på hovedet. En handling der var utilstrækkelig. Han burde sparke sig selv i hovedet, eller forsøge at æde sin egen fod, så han i det tidsrum det ville tage ham, i det mindste ikke ville kunne sige mere. Hans hånd hævede sig, som om han ville række ud efter hende, han stoppede på halvvejen og sænkede den igen. Det var ikke tilladt. Han havde ingen ret til at røre hende.
Den fornuftige stemme havde nu taget plads i Cathy. Hun havde ret, det var bedst hvis han bare forsvandt. Han bed dog mærke i, at det ikke var en direkte afvisning. Et lille håb var plantet og begyndte ufrivilligt at spire. Måske hun i virkeligheden ikke ville have ham til at gå. Døren gik op, og selskabet tillod ikke længere privat snak. "What? You're sending her home already?" han lagde ikke skjul på, at han ikke var fan af idéen. Han blev dog ignoreret, som samtalen imellem Cathy og sygeplejersken fortsatte. Det tyngede hans hjerte, da det gik op for ham at der tilsyneladende ikke var nogen der kunne tage sig af hende. Udover... "I'm not her..." han rystede på hovedet med lukkede øjne. Det var ikke vigtigt om han var hendes kæreste eller ej. Ville han tage sig af hende? Hans blik landede på Cathy i et kort, tøvende øjeblik, inden det beslutsomt ramte sygeplejersken igen. "I'll do it" lød svaret efterfulgt af et nik. Et nik blev sendt tilbage til ham, inden sygeplejersken forlod rummet. De var alene igen. Hvad havde han nu roddet sig ud i? Han havde knap nok nået at tænke, før han var gået med til det. Det var en dårlig idé. Hvad nu hvis... Det havde han ikke lyst til at tænke på. Der var ingen vej tilbage nu. Han havde lovet at tage sig af hende, så det måtte han gøre.
Han skævede til Cathy. Hvad var hendes tanker mon? Der var ingen tvivl om, at situationen var både uheldig og akavet, men hvordan kunne han lade være med at hjælpe hende? Han indtog de diverse ledninger der koblede hende til ukendte maskiner og drop. Han ønskede ikke at hun skulle bruge mere tid på hospitalet end nødvendigt. Hans samvittighed ville have godt af, at tage sig af hende. Men hvad så bagefter? Når skyldfølelsen var væk, ville den så ikke bare komme snigende tilbage, fordi han i virkeligeheden ville bringe hende i fare med sin tilstedeværelse? Det var ikke en god idé, men nu havde han ikke længere noget valg.

Kæreste? Great, nu lignede de åbenbart et kærestepar. Det føltes som endnu en mental lussing, der blev hamret med gigantisk fart ind mod hendes kind. Hvorfor gik sygeplejersken ud fra det? Havde Roar præsenteret sig selv som hendes kæreste? Irritationen voksede i halvmennesket, der sendte et kort skulende blik i hans retning. Han gjorde det virkelig ikke nemmere for dem. Men Roar, der hurtigt afværgede titlen, fik Cathy til at fjerne de skulende blå øjne fra ham. I stedet tabte hun kæben fuldstændigt, da Roar frivilligt meldte sig til, at tage sig af hende. De blanke is blå øjne spærrede sig op og hele hendes mund stod på vidt gab og var formet som et stort O. ”Wait… What?! No way!” kom det hæst fra hende, mens hun skiftes vis så fra sygeplejersken og tilbage til Roar. Det kunne han ikke mene, vel? Et kort øjeblik havde hun lyst til, at slå ham. Hun havde ikke brug for hjælp! Og hvert fald ikke fra ham! Hun ville fandme hellere klare det selv. Inden at Cathy kunne nå at protestere yderligere, var sygeplejersken smuttet ud af stuen. Det kønne ansigt så håbløst efter hende. Efter et par minutters stilhed, løsrev de blå øjne sig fra døren. I stedet lagde de sig mod Roar. ”You’re a complete moron!” Cathy var overhovedet ikke glad for den situation som han havde bragt dem i. Hendes stemme var nok svag og meget hæs, men man kunne tydelig høre irritationen igennem den. Hun krydsede trodsigt sine arme og sukkede opgivende. ”You’re not making this any easier Roar!” fortsatte hun surt og for at smøre tykkere på, skød hun underlæben frem og lod de blå øjne skule ondt mod ham. Hun lignede mest af alt et lille barn, hvis forældre nægtede at give hende, det som hun så inderligt gerne ville have. Tidevandet kom ind. Stædigheden brusede op i hende. Hun havde ikke brug for hans hjælp! ”And I swear to God that if I was all well I would have punched you in the fucking face!” det var mere eller mindre en tom trussel. Hvis Cathy var rask var hun ikke sikker på, at hun ville slå ham. Nok havde hun gjort det før under sin egen frustration, men han havde ikke gjort noget synderligt ved det, ej heller var han blevet sur. Det havde sikkert ikke engang gjort ondt på ham. Der var jo ikke særlig megen kraft i hendes slag.
Lettere opgivende lænede Cathy sig tilbage og faldt ned i den lettere hårde madras. De blå øjne kneb sig i og hendes ansigt skar en smertelig grimasse, da bevægelsen havde skabt mere smerte i hendes maveregion. Hun bed hårdt ned i underlæben som for, at distrahere smerten andetsteds hen. Den akavede stilhed lagde sig atter over stuen. De eneste lyde var lyden af hendes hjerteslag, der rolig bippede i baggrunden samt deres fælles åndedrag. ”Weren’t you supposed to keep away from me?” spurgte hun efter et godt stykke tid. Al frustration og vrede havde forsvundet fra hendes stemme. I stedet var den badet i blidhed. Hun åbnede langsomt sine øjne og vendte hovedet mod ham, så hun bedre kunne se på ham. ”You’re crazy…” det kom ud som en let hvisken, mens de blå øjne greb hans kønne grå blå. Hun havde sagt det til ham så tit. At han var sindssyg. At de begge var sindssyge. At denne tiltrækning, disse følelser var fuldkommen skøre. ”And that makes you an even bigger fool” mumlede hun så, med et mere forsigtigt lille smil. Hun følte sig træt og svækket nu. Hendes krop føltes tungere. Var morfinen allerede ved, at aftage? Hun håbede det ikke.

Han behøvede ikke undre sig over, hvad hun mon tænkte særlig længe. Protesten røg ud af munden på hende et sekund efter, han var gået med til at tage sig af hende. Så de var altså enige, det var en dårlig idé. Det var et held at sygeplejersken forsvandt så hurtigt som hun gjorde, ellers var han højst sandsynligt selv begyndt at protestere, og trække sit løfte tilbage. Ligesom hende kiggede han efter sygeplejersken. Var det mon et krav, at man ikke skulle lytte til hverken patienter eller pårørende før de sagde det man ville høre, for at blive sygeplejerske i Di Morga? Der lod ikke til at herske meget omsorg på hospitalet, man skulle bare få det bedre uden brok åbenbart.
Nu var det hele pludselig hans skyld. Han var en idiot og han gjorde det ikke nemmere for nogen af dem. "Thank you, Captain obvious. I'm aware of that" hviskede han lavt, og håbede hun ikke kunne høre det. Han var godt klar over, at situationen langt fra var behagelig, han ville også i øjeblikket ønske at han ikke var gået med til det. Hendes stædige irritation smittede dog af på ham. Han vendte sig endelig imod hende, og indtog det barnlige udtryk der prydede hendes ansigt. Under andre omstændigheder ville det få ham til at smile. Nu ville hun også til at være voldelig. Han var virkelig ikke populær i aften. Utroligt nok var der sat en dæmper på den enorme tolerance han havde over for Cathy, og hver fornærmelse hun kastede i hovedet på ham skruede bare mere op for hans irritation. "I think you're normally supposed to be grateful in this kind of situation" kom det fladt fra ham, da hun endelig syntes at være færdig med at rase ud. "If I hadn't offered my help, you would be stuck in this hospital with the charming nurses for weeks probably. But I can of course just drop you off at your home and leave, so you can be stuck on your own with no help at all!" det var ikke meningen det skulle lyde så hårdt, og næsten hånende. "Sorry" mumlede han, sukkede dybt og lod blikket vandre væk fra hende endnu en gang. Det var forståeligt at hun ikke ville have ham til at tage sig af hende. Hun var allerede skadet fysisk, hun behøvede ikke skader på det følelsesmæssige plan oven i. Det var den selv samme grund til, at han ikke havde lyst til at være hendes sygeplejer. Hvor længe ville han være nødt til at bruge tid sammen med hende, og konstant blive mindet om de følelser han prøvede at gemme væk? Men det var for sent nu. Aftalen var lavet, og om hun ville indse det eller ej, så var han den eneste hun kunne regne med lige nu.
Hendes spørgsmål trak hans øjne tilbage til hendes ansigt. Hendes stemme var blid. Havde hun mon accepteret hele situationen? "I don't seem to have a choice in the matter..." begyndte han og lod sig dumpe ned i stolen igen. "Everytime I leave you just seem to crawl back into my life again. Sad, or hurt, or covered in your own blood..." han lavede en grimasse og skubbede billedet af hende liggende på asfalten, omgivet af blodpølen væk. Hans øjne havde fundet hans hænder igen. "It's like the universe is playing a cruel joke on us" afsluttede han dæmpet og lod stilheden tage over igen. Hvorfor skulle det også være så fandens kompliceret? Det var ikke fair. Han hadede den situation de var i. Han hadede, at han ikke kunne røre hende, at han ikke var i stand til at kigge på hende, at han ikke kunne lade sine følelser løbe frit og føle det han nu engang gjorde.
Et lille smil viste sig, da hun hviskede ordene der mindede ham om deres første kys, og om hele deres mærkelige forhold. Ordene der var blevet soundtracket for deres historie. Han kiggede op, og faldt ind i de kønne blå øjne. Han ville ønske han aldrig havde ødelagt det, og at alt kunne være som de to dage de havde brugt sammen i hendes lejlighed dengang. "Yeah.. I know" lød svaret. Han var et fjols. Et forelsket fjols i en forfærdelig situation han ikke gøre noget ved. "You look tired" observerede han. "Maybe you should get some rest before they send you home" foreslog han i et blødt toneleje. Måske han selv burde sove. Alle muskler i hans krop skreg af udmattelse, men var han træt nok til at indtræde en drømmeløs, tung søvn? Han tvivlede på det.

Cathy ignorerede hans hårde ord. Hun lagde armene over kors, som for at symbolisere at hun mere eller mindre lukkede ham ude. Stædigheden havde sit tag i hende. Hun forhindrede dog sig selv i at svare ham igen. Hun havde ikke brug for hans hjælp. Hun kunne godt klare sig selv. Eller, det var hvert fald det som hun bildte sig selv ind. Hun ville højest sandsynligt få brug for hans hjælp på et eller andet tidspunkt. Hendes næste udfordring ville bar være, at lade ham hjælpe hende. Hun var ikke vant til den form for omsorg. Cathy løsnede mere op ved hans næste ord. Skæbnen. Var det ikke det som det blev kaldt? Normalt funderede hun ikke rigtigt over sådan noget. Hvis hun gjorde, ville hun nok være noget nær sur og tvær på skæbnen. Hendes skæbne havde ikke ligefrem været decideret lykkelig. Dertil kom det mere religiøse spørgsmål: Var det Gud der sørgede for, at de altid, meget mystisk stødte ind i hinanden? Gud.. Himlen.. Hun huskede altid hvordan hendes far havde fortalt hende om himlen. Det sted hvor hendes mor nu boede. Hendes mor var en engel nu, havde han sagt. Og engle kan vandre tilbage til jorden. Det var dengang, at væsener ikke eksisterede i hendes verden. Det var dengang, at hun ikke kendte til hendes fars væsen eller hendes egen. Den sandhed fik hun først smidt i fjæset som 11 årig. ”It’s called destiny isn’t it?” spurgte hun blidt. De blå øjne var rettet mod det kridhvide loft. ”Destiny sucks” erklærede hun så med et tilhørende dybt suk. Hun rettede blikket mod ham. Et lille smil viste sig på hendes rosa røde læber. ”I am tired.. I feel like my whole body has been run over by a truck” sagde hun. Øjenlågene føltes tunge. De var svære at holde åbne. Hendes vejrtrækning var blevet dybere og hendes hjertelyd bippede roligt i baggrunden. Hun slappede mere af nu. ”You should try and get some sleep too” fortsatte hun i et blidt toneleje. ”You look like complete and utter shit” indrømmede hun med en svag drillende undertone, der brød igennem hendes hæse stemme. Cathy betragtede ham. Poserne under de grå blå øjne var tydelig og markante. Sov han nogensinde? Bekymring viste sig i de blå øjne. Var det mareridtet om pigen i den hvide natkjole, der holdt ham fra at sove? Hun rakte sin hånd frem mod ham. Handlingen var gjort før, at hun ænsede det. ”I can be your fierce guardian angel” sagde hun efterfulgt af en svag latter, der brød frem fra hendes strube. Den melodiske lyd brød igennem stilheden og fyldte rummet i behagelige vibrationer. Det lød nærmest som små sølvklokker i vinden. I suspect you turn into a fierce gurdian angel at night, and fight of the nightmares, sætningen rungede i hendes hoved. Det havde lydt så dumt. Men hans ord understregede sandheden. Han havde ikke haft mareridt de to nætter, som de havde tilbragt sammen. Et kort øjeblik længtes hun efter det. Dengang havde følelserne været mere eller mindre uskyldige. Nu havde de vokset sig stærkere og blevet til et stort problem. Et problem der ikke ligefrem ville løses. Nej, det hele var mere eller mindre kompliceret. Det var unfair. Hele denne situation var virkelig unfair.
Cathy opgav kampen. Øjenlågene gled i og det samme gjorde hun. Hun gled længere væk i mørket. Helt indtil, at hun blev fuldkommen opslugt. Søvnen overmandede hende og kastede hende ind i drømmeland. Det føltes virkelig godt, at sove på morfin. Søvnen var dyb.

"Yeah... Destiny" fnyste han med en snært af væmmelse. Han var heller ikke fan. Skæbnen kunne vel i princippet have ført dem sammen, men så rev den dem også væk fra hinanden igen og igen. Måske var det bare Roar selv der ødelagde det, og skæbnen der forsøgte at fortælle ham at han begik en fejl, hver evig eneste gang han vendte Cathy ryggen. Skæbnens metoder var dog blevet noget drastiske og makabre, og han var meget mere end enig da hun erklærede at skæbnen var noget lort.
"Maybe you were run over by a truck. We don't actually know" sagde han eftertænksomt. Hun havde højst sandsynligt ikke overlevet uden brækkede knogler, hvis det havde været tilfældet. Hvis hun overhovedet ville have overlevet det. Hans hænder knyttede sig hårdt sammen et øjeblik. Han ville ønske hun kunne huske hvem der havde angrebet hende. Nogen blev nødt til at betale for det de havde gjort. Hans tanker om hævn blev lagt til side, da hun foreslog at han også burde sove, efterfuldt af en drillende kommentar om at han lignede lort. "You really know how to make a guy feel special" lød det sarkastiske comeback, et skævt smil fulgte efter. "Maybe I'll give it a try" tilføjede han uden meget entusiasme, han havde ikke tænkt sig at sove hvis han kunne lade være. Nattens begivenheder havde sikkert noget at tilføje til hans mareridt.
Flere ord fra deres lykkeligere fortid røg ud af hendes mund, efterfuldt af den smukkeste latter i verden. Han havde savnet den lyd. Blod strømmede op i hans kinder, og farvede dem røde. "I can't believe I actually said that" sagde han og kiggede forlegent væk. Selv dengang havde det lydt forkert og dumt, selv om situationen havde været helt rigtig. Da han et øjeblik efter kiggede på hende igen, var de smukke blå øjne gledet i. Hendes hånd lå på madrassen, udstrakt imod ham og hendes vejrtrækning var rolig, dyb og regelmæssig. "Sweet dreams" mumlede han og misundede hende et øjeblik morfinen i hendes årer, der uden tvivl sendte hende ind i en dyb og drømmeløs søvn. Han lagde hovedet på sin arm, der lå på madrassen. Han fulgte sine fingre med øjnene, som han forsigtigt kørte dem langs linjerne i hendes hånd. Hans hånd fladede sig ud over hendes håndflade, som hans øjenlåg blev tungere og søvnen overtog ham.

Dunk.. dunk.. dunk.. Træerne fløj forbi og farverne blandede sig sammen, og fremstod som store, mørke, grønne, uigennemtrængelige vægge på hver side af varulven. Dunk.. dunk.. dunk.. De gigantiske poter hamrede regelmæssigt imod skovbunden, og bragte ham tættere på sit mål. Langt forude sås en lille, hvid prik. Der var ikke langt endnu, han havde hende næsten. Det eneste vidne til jagten var fuldmånen, der havde indtaget sin plads på stjerne himmelen langt over dem. Dens lys udhviskede alt farve i pigens ansigt, som hun faldt over et væltet træ, og vendte sig imod sin efterfølger med rædsel malet i ansigtet. Hendes skrig fyldte natten, da hans klør rev igennem stoffet på natkjolen og flænsede huden under. Natkjolen blev farvet rød, og alt der havde gemt sig bag huden flød nu ud af det kæmpe hul der var revet i hendes mave. Men hun var ikke død. Som om intet var sket rejste hun sig, og tag hans hånd. Han var tilbage på to ben. Hun ledte ham igennem skoven for en stund, indtil mørket zoomede ind omkring dem og skoven forvandlede sig til en lang gang med bonede gulve, og døre på hver side så langt øjet rakte. Han var tilbage i palæet. Hvad skulle han der? Pigen ved hans side pegede ned ad gangen, midt i det hele stod Cathy. Hun var iført den formidable, gulvlange kjole og så præcis ud som hun havde gjort den aften. Et lille blidt smil spillede på hendes læber, hendes smukke øjne var varme og kærlige som hun betragtede ham, og tilsyneladende ikke lagde mærke til pigen ved hans side. Et ukendt instinkt fik ham til kigge på sine hænder. Hans negle voksede sig til klør i hastig fart, og et tynd lag pels groede frem på hans håndrygge. Hans mund kunne han ikke længere holde lukket, på grund af de lange, spidse hjørnetænder der tvang den åben. I et ryk var hans blik tilbage på Cathy, og han satte i løb. CATHY, RUN!! Ordene kom ikke ud af hans mund, kun en dyrisk snerren. Hun flyttede sig ikke en millimeter, hun blev stående hvor hun var. Hun smilede stadig da hans klør flænsede igennem kjolen og hendes hud, og hun fik samme behandling som pigen. Men hun var ikke død. Ligesom pigen rejste hun sig op, som om intet var hændt. Hun sluttede sig til pigen, og hånd i hånd stod de og kiggede på ham, med deres gabende, store huller der afslørede alt det de gemte på indersiden. Store smil prydede begge deres ansigter. "You did it again!" lød det fra pigen. "You did it again!" gentog Cathy og sendte et kærligt smil i pigens retning. Et smil man sender til en lillesøster. "Now I have someone to play with" sagde pigen og hvinede af fryd. Hun nikkede til Cathy, et signal til at de skulle begynde. De bukkede for hinanden, og begyndte at danse. De snurrede rundt om hinanden imens de lavede en sang ud af de traumatiserende ord. "You did it agaaaain. You did it agaaaain..."

Med et gisp slog han øjnene op. Det første han så var hans håndflade, der lå imod Cathys. Han rettede sig op, hivende efter vejret og så sig om. Han var tilbage på hospitalet. Han havde ikke slået nogen ihjel. Han svedte. Et af platickrusene på bordet blev tømt i tre store mundfulde, inden han ligegyldigt lod det falde til jorden. Han lænede sig tilbage i stolen, og forsøgte at tage dybe vejrtrækninger. Til ingen verdens nytte, han åndede stadig ind og ud i hidsige ryk. Hans blik landede på Cathys udstrakte hånd, han havde rørt ved hende imens han drømte. Fuck! havde hun mon set det hele?

Søvnen var sort, dyb og fredfyldt. Smerten i kroppen var væk. Forduftet. Hun følte sig til gengæld tom og helt kold. Hun frøs. Men med ét blev hun revet ud af sin drømmeløse tilstand. For hendes øjne spillede der nu en film. Træerne susede forbi hende. Poterne trampede hårdt mod jorden, mens hun trak sig fremad. Hun havde fået øje på sit mål, pigen med den hvide natkjole. Hun faldt. Nu skete det. Hun havde fanget sit bytte. Cathy rev med kløerne igennem stoffet på kjolen. Kløerne flænsede igennem hendes maveskind, hvor indvoldene nu vældede ud. Hun følte sig fanget i en eller anden splatterfilm. Blodet flød. Det føltes makabert. Men pigen rejste sig nu op og tog hende i hånden. Lange gange dannede sig nu for hendes blik. Hun genkendte det hurtigt. Palæet, hun var tilbage i palæet. Fremfor sig, så hun den lille skikkelse. Hun lyste op og bar en så smuk glød. Hun var fint klædt på. I en lang hvid gulvkjole. Vent… Var det ikke? CATHY, RUN!! Hun løb mod sig selv, der ikke rykkede sig en meter. Hvorfor flyttede hun sig ikke? Hun var oppe på sig selv, flænsede igennem stoffet på kjolen. Hun fik samme tur som pigen i natkjolen. Drømme Cathy gjorde også som pigen i natkjolen. I stedet tog hun bare pigen i hånden. Et kort øjeblik mindede det hende om filmen, The Shining, hvor to tvillinger stod og stirrede på gangen. Det var uhyggeligt. Selv dansen gav hende kuldegysninger. Hun ville ikke drømme længere. Hun ville væk og tilbage til den drømmeløse tilstand. Som tanken strejfede hende, forsvandt mareridtet brat.

Cathy slog de is blå øjne op. Det kridhvide loft var tilbage, hvilket måtte betyde at hun stadig var på hospitalet. Morfinens virkning havde aftaget. Hendes krop føltes som vejede den det dobbelte. En enorm hovedpine havde desuden også ætset sig ind i hendes kranium, hvilket var en eftervirkning af drømmen. Men det havde ikke været hendes drøm. Den havde tilhørt en anden. Hendes tanker blev med ét revet midt over, da hun ud af øjenkrogen lagde mærke til bevægelse. Roar sad placeret i stolen, tydeligvis i en panisk tilstand. Hun betragtede hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig i hidsige ryk. ”Roar.. It’s okay” forsøgte hun. Hende stemme var dog virkelig hæs, den var værre end den havde været før. Hun rakte sin hånd frem mod ham. Hun ville have, at han skulle tage den. ”I’m fine.. Relax” hun hentydede til det faktum, at han havde slået hende ihjel i drømmen.
Uendelig langsomt satte Cathy sig op i sengen, ved hjælp af sine tynde tændstik arme, der rystede faretruende. Et jag af smerte blev i det samme, at hun lavede en bevægelse, sendt igennem hendes krop. Det kønne ansigt fortrak sig i en smertelig grimasse. Hovedpinen dunrede af sted og hamrede stødt mod kraniet. Hun tog sig til hovedet, ”Fuck..” klynkede hun med de blå øjne knebet hårdt i. Hun begravede sit ansigt i hænderne. Det blonde, nærmest helt hvide hår, faldt ind over hendes ansigt. Hun lænede sig en anelse forover. Smerten i maven tog til. Hendes indvolde synes, at blive hevet og trukket i. Ved tanken poppede der et glimt fra drømmen op. Hun så igen hvordan hendes indvolde flød ud. Det gav hende kvalme. Tårer begyndte langsomt at falde mod hendes kinder. Det gjorde så ondt! ”Make it stop” græd hun.

Hans hænder rystede da han hævede dem for at dække sit ansigt. Hans hjerte hamrede afsted, og hørtes tydeligt i hans ører. It was just a dream. Just a dream. Han gentog det om og om igen i hans hoved, men hans hjerte syntes bare at hamre hurtigere og højere, og hans rystende hænder vibrerede kraftigere. Det havde ikke føltes som en drøm, nærmere som en ond profeti. Det var muligt at mareridtet ville blive til virkelighed en dag. Hvis han gennemgik en forvandling i nærheden af Cathy ville hun ikke overleve. Så simpelt var det. Simpelt og ganske skræmmende og rædselsfuldt. Han ville aldrig kunne tilgive sig selv, ligesom han aldrig havde tilgivet sig selv at have slået pigen ihjel, til trods for at han ingen kontrol havde som varulv. Det var stadig ham, hans klør der havde flået hende i stykker, dækket pelsen med blod, ham der vågnede indsmurt i det som var det en heldragt han havde trukket på. Det var udelukkende hans skyld.
Fingrene spredte sig, ved lyden af Cathys stemme og han kiggede ud imellem dem med paniske øjne. Hun havde set det. Der var ingen tvivl. Han tvang sin vejrtrækning til at være mere rolig, han hev dog stadig mere eller mindre efter vejret. Han lod sine skælvende hænder falde fra ansigtet, og svarede først et langt, stirrende øjeblik efter hun havde forsikret ham om, at hun var okay. "I.. I'm fi.. Fine" stammede han uden megen overbevisning. Han knyttede hårdt sine hænder, for at få dem til at holde op med at ryste. Det lykkedes næsten. "I'm sorry you saw that" hviskede han og havde endelig fået sin vejrtrækning under kontrol. Der var ingen grund til at bebyrde hende med mere. Der var grænser for, hvor meget en person kunne rumme. Hun havde rigeligt at tage sig af, uden han smed flere problemer oven i bunken.
Hendes lille klynkende udbrud blussede op for panikken igen. Han rejste sig så hurtigt, at stolen væltede bag ham. En skælvende hånd blev lagt på hendes skulder. "Cathy? What's wrong? Are you hurting?" ordene kom ikke omsorgsfulde og bløde ud, som det var meningen. De var paniske og krævende. Der kom intet svar, kun ønsket om at det skulle stoppe. For anden gang løb han på jagt efter en sygeplejerske. Gangen var øde. Hvad var klokken? Det måtte efterhånden være tidlig morgen, var det ikke nu at alle ville møde ind på arbejde? Hvor fanden var de så henne? Med hjertet hamrende oppe i halsen løb han ned ad gangen. Han havde ingen idé om hvilken vej han skulle. Han drejede til venstre. Denne gang var lige så øde. Han spottede en læge rundt om det næste hjørne. Manden så udmattet og drænet ud. Han lignede en der ville falde død om, hvis han skulle arbejde et minut mere. Men det var der ikke tid til! "I need your help!" kom det åndeløst fra Roar. Han hev fat i lægens arm og begyndte at hive ham med tilbage. "Calm down. What's going on?" lød det træt fra manden. Ligesom alle andre på hospitalet var hans engelsk præget af en tyk, fransk accent. "She... She's in pain. You have to help her!" næsten råbte han. Panikken skinnede tydeligt igennem, og lægen syntes endelig at vågne op og begyndte at holde trit med Roar. Det gik stadig for langsomt. Hvor lang tid var der gået før de nåede hendes stue? Fem minutter? Ti? En halv time? Han vidste det ikke. Lægen gik foran ham ind i rummet, og stillede sig ved Cathys side. En hånd blev lagt på hendes skulder, imens han prøvede at fange hendes øjne. "Where does it hurt?" spurgte han med en dyb og rolig stemme. Roar kunne ikke tro det, lægen spildte tiden med åndssvage spørgsmål i stedet for at give hende en sprøjte og få smerten til at gå væk. Han ville have sagt noget. Han ville være blevet vred. Men panikken havde stadig et fast tag i ham, og han fandt at han ikke kunne få et ord ud af sin tørre mund. Just help her... bad han stumt, og håbede at lægen var tankelæser.

De små salte dråber havde ingen ende. De strøg ned af hendes blege kinder. Smerten i hoved og mave tog til i styrke. Hendes hjerne synes, at ligge i et syrebad. Til gengæld skabte det en ro, uden tanker og minder der konstant synes at presse på. Værst var dog smerten der raserede i hendes mave, som var hun blevet stukket igen af selvsamme kniv. Hun forstod ikke hvordan smerte kunne komme så brat. Måske var det blot morfinen der havde forladt hendes årer. Cathy var mere udmattet end hun før havde været. Al den energi, som hun havde haft for blot et par sekunder siden, var forsvundet som dug for solen. Hun havde ellers sovet så tungt og roligt, hvis man altså så bort fra, at hun var blevet hevet ind i Roars groteske og splatterfilmsagtige mareridt. Mens hun kæmpede for, at bevare kontrollen over smerterne, skød hendes tanker dog over til Roar. Han måtte stadig være panisk. Men der var intet hun kunne gøre i dette øjeblik for, at berolige ham. Et sæt gik igennem hendes spinkle lille krop, da lyden fra stolen der faldt, mødte hendes ører. Roars hånd blev placeret på hendes skulder. Hun så dog ikke op fra dynen. Cathy hørte overhovedet ikke efter hvad han sagde. Roar lød panisk og krævende. Hvad krævede han nu? Hun så endelig op, lige tidsnok til at se ham løbe ud af stuen. ”No… Stay” klynkede hun forgæves. Hun var alene nu. Bippene tog til. Du-du-du-du-du-du-du-du…. I en uendelighed! Det drev hendes nærmest sindssyg. ”Breathe… Just breathe..” hviskede hun åndeløst, mens hun greb om maven og knugede stoffet på den hvide hospitals t-shirt. Nu måtte hun bare vente. Roar var sikkert ude for, at hente hjælp.
De kønne blå øjne var blanke og skinnede i det gullige skær, fra den hvide plastik loftslampe, der hang et stykke væk fra hende. Cathy betragtede sine omgivelser. Ved et mellemstort vindue, hvor ruderne var en anelse beskidte, stod der et bord. Hun kunne lige netop skimte den sorte uldne frakke samt hendes slidte sorte converse sko. Hun bure købe et par nye, men lige nu var den tanke underordnet. Cathy kunne dog ikke undgå, at studse et kort øjeblik over, hvor resten af hendes tøj var henne, men den tanke svarede jo sig selv. De havde højest sandsynligt klippet det op. Og havde det ikke også været blodigt? Hun synes, at Roar havde nævnt den tilstand som han havde fundet hende i. Liggende i sin egen blodpøl. Hun gøs bare ved tanken. Langsomt lænede Cathy sig længere frem i sengen, så hendes hoved til sidst ramte dynen. Hun stønnede smerteligt, og bed hårdt ned i underlæben i et forsøg på, at distrahere smerten. Men smerte i underlæben var ikke nok til at distrahere. Hun trak vejret tungt ned i dynen. Minutterne passerede langsomt. ”Come on, Roar” mumlede hun træt efterfulgt af en smertelig klynken. Hun knugede stoffet hårdere nu. Tårerne faldt stadig stødt.
Langsomt rettede Cathy sig op i sengen, ved lyden af fodtrin på gangen. Ind kom Roar, efterfulgt af en mandlig læge. Lettelse skyllede indover hende. Finally, tænkte hun med et dybt suk. Den mandlige læge snakkede engelsk, med den samme tykke franske accent som sygeplejerskerne havde gjort det. ”Det… Det gør ondt i maven… og mit hoved… det br.. brænder” sagde hun med en yderst grødet stemme, mens hendes vejrtrækning hakkede. Cathy valgte at tale fransk. Det ville højest sandsynligt gøre det lettere for lægen, at forstå hende. Lægen betragtede hendes tænksomt, hvorefter han tog plads på sengekanten. ”Fryser du?” spurgte han, mens han placerede en hånd mod hendes pande. Hun nikkede som svar og dette fik manden til at hæve øjenbrynene, så det skabte en dyb fure af rynker i hans pande. ”Jeg tror, at du har fået feber” konstaterede han med et lille nik. Slam! Cathys ansigt blev badet i håbløshed. Hun måtte være virkelig uheldig. Ikke blot havde hun været døende, men nu havde hun fandme også feber. Kunne det blive værre? Svaret var ja. ”Du mistede en masse blod tidligere. Det, at du har ondt i maven kan være tegn på blodmangel. Jeg vil forslå, at vi laver en blod transfusion inden, at du forlader hospitalet” sagde lægen eftertænksomt, inden at han rejste sig. ”Jeg kan give dig et skud morfin, for at lindre smerterne” et lille smil blev sendt i hendes retning. Cathy nikkede blot som et ja til morfinen. Hun var egentlig ligeglad med hvad hun fik skudt i kroppen, bare at det hjalp på de umenneskelige smerter. Mens lægen gjorde klar med sprøjten, lagde de blanke blå øjne sig mod Roar. Hun sendte ham et lille tandløst smil, som for at signalere at hun nok skulle blive okay igen. Egentlig var hun ikke sikker, overhoved. Men hun ville ikke have, at han skulle bekymre sig for meget om hende.
Efter at have skudt indholdet af morfinen ind i blodet på hende forsvandt lægen ud af stuen med sætningen ”Jeg henter lige en sygeplejerske der kan tage sig af blod transfusionen”. Cathy hævede en hånd og fjernede nogle løsslupne tårer, fra sine kinder. Kroppen føltes atter tung, hovedet bankede stadig smerteligt og hendes mave vendte sig hvert sekund. Hun orkede ikke mere. Hun var så mat og træt.