I remeber it use to hurt

Det var med en stiv mine, at englen Lukas stod bag en blomsterløs hortensiabusk udenfor i det kølige vejr, og betragtede hvordan den jakkesætsklædte mand lod sin store hånd ramme sin lille søns kind, gennem et stort vindue. Måneden var december og året var 1999, det sidste år af hans eneste kendte århundrede. En dulmende vrede vaktes i hans bryst, da han så børnemishandlingen forgår, men endnu værre havde han med sig selv, fordi han ikke gjorde noget for at gribe ind og stoppe det. Han knyttede hænderne hårdt i sin frakkes store lommer og så misfornøjet til, da den lille dreng i en fart løb ud i haven og ned til et lille, hvidt hus forenden. Så roligt og lydløst han kunne fulgte Lukas efter ham, gemt godt bag de afblomstrede buske og træer, ned til det lille hus, der ikke så ud til at være blevet brugt i årevis.
Forskellige tanker løb på det tidspunkt gennem Lukas’ hoved, og han huskede bl.a. den dag hvor beskeden var kommet til ham fra Det Høje. ”Find drengen med det ukristne navn, Apollo, find ham, oplær ham, beskyt ham.”
Derefter havde det taget ham flere måneder at spore drengen, at finde den helt rigtige Apollo var ikke helt nemt, for selvom man ikke skulle tro det når man hørte det, så var der faktisk flere drenge i England med navnet Apollo end først forventet, men i sidste ende havde det lykkedes ham at finde den rigtige. Han havde egentlig ikke nogle beviser for det, ud over den følelse han fik når han så på den lille, mørkhårede dreng. En følelse af beskyttertrang som han aldrig havde følt den før i han 84-årige levetid, som både menneske og engel.
Drengen sad på gulvet og tegnede på væggene, og i et kort øjeblik stod Lukas fuldkommen stille, da han så hvad det var han tegnede. En stor, hvid engel var lige nu ved at blive tegnet op, og endnu engang mærkede Lukas hvordan varmen steg op i ham men denne gang var det ikke af vrede, men af glæde. Drengen havde troen på det overnaturlige! Eller i hvert fald fantasi nok, til at forstille sig, at engle og magiske væsner fandtes. Den hvide engel var færdig, og den lille Apollo skulle lige til at begynde på en ny tegning så det ud til, da Lukas - mere eller mindre - ved et uheld kom til at nyse et stille nys. De store blå øjne blev straks rettet mod ham, men de så ikke bange ud, blot forskrækkede.
”Godaften,” hilste Lukas på Apollo, med et venligt smil sat på sine læber. Det var et ægte smil, der nåede helt op i hans blå øjne. ”Mit navn er Lukas, hvad hedder du?” spurgte han så, og satte sig på hug i sneen, så han var i samme øjenhøjde som barnet. Over dem skinnede månen på sit øverste, og den kølige luft fik deres varme ånder til at vise sig.
Alt i alt en perfekt aften for de mirakler, der snart skulle til at ske.