Quiet world, Eleanor

En måge skreg, da den fløj tværs igennem himlen, og begav sig ned i en dykkende glidende bane for at placere sine orange paddefødder i det små våde græs som var placeret i parkens halv grå struktur. De nøgne træer var efterhånden ved at danne sig nogle brune og grønne skud, men det blotte øje ville ikke lægge mærke til det, før end at de var ved at åbne sig. Det var ellers en trist og sørgelig gang, at naturens hårde kamp om at vokse frem igen til et fabelagtigt vidunder, stort set aldrig rigtig blev bemærket af forbi gående hvor efter de smed en cigaret på jorden, og dermed var ligeglade med hvilken form for ødelæggelse det havde på naturen. Men Thomas som sikkert ikke var bedre selv, da han selv fællede træer ned og ganske ofte, grundet brændet som han skulle bruge. Han prøvede dog at gøre op for det, ved at så nogle nye træer, selvom han nok ikke ville leve længe nok til at det ville blive lige så stort og majestætisk som de mange egetræer der gemte sig godt inde i skovene.
Et dyb brum kom fra den behårede mand, som havde gemt sig godt bag et blåt halstørklæde og en grøn ternet hue hvis ørelapper var hængt ned over ørerne så de varmede godt rundt om hovedet. De hvide snore som var syet fast i enderne på dem havde viklet sig godt ind i selve halstørklædets folder rundt om halsen, som ikke gjorde det lige nemt at få dem fri igen. Ikke så langt derfra kunne man hører hvordan en hund bjæffende jagtede mågerne omkring ham, som var det en form for leg, og rent faktisk ikke liv og død det handlede om. Den hatteklædte herre som sad på bænken med en avis ved sin side, havde blikket hægtet fast på himmellegemetog betragtede de forbi passerende skyer, som ville de give ham en form for budskab. Denne dag i dag, havde han ikke taget sin egen hund med, hvis hund der hyggede sig med mågerne anede han ikke. Han vidste blot at hans eget følgeskab var blevet hjemme i hytten og tyggede på et stort saftigt ben foran pejsen i varmen. Disse tilfælde var der dog, selvom Thomas sjældent gik foruden den lille hvalp. Dette skyldtes nok den form for ensomhed der ellers fyldte i ham, og hunden som han havde derhjemme, virkede som en erstatnings familiemedlem til hans egen. Med et eftertænkt brum der rykkede lidt i kroppen vendte blikket langsomt ned fra himlen, i en glidende bue forbi skyskrabere og trafik lys og ned imod asfalten nogle 100 meter længere henne, som om det havde en eller anden form for ualmindeligt svar på hans tanker.
Han bemærkede et blad der rislede i vinden ved en skakt der løb ind med vand når regnen kom. Her havde bladet bare sat sig fast, og ventede på de mange regndråber ville gribe fat i den og redde den fra den kedsommelige tilfangetagelse som resten havde givet den. Selv var varulven ret forvirret over sin idé om at tage herud, det store bæst foretrak mere eller mindre sin hytte og den omkring liggende natur frem for Di Morgas travlfyldte gader. Men lige på denne dag i dag, virkede alt ganske roligt. Næsten som var det en søndag og ingenting hændte. Ikke andet end kuren og dovenskaben efter en nat fyldt med druk og mennesker. Dog kendte Thomas ikke rigtig til den form for vildskab. Den unge varulv havde aldrig rigtig været en del af det festlige ungdomsliv der ellers kunne være opnået hvis han ville.
Med endnu et brum vendte han blikket hen imod hunden der gøede, sikkert herreløs, hvis man dømte ud fra den dårlige pels den besad af, og de lettere udmagrede ribben der syntes at blive mere og mere synlige for hvert sekund der gik, det eneste der brød stilheden var den hund og mågernes klage skrig. Alt andet var stille… Det var næsten som hvis nogen havde sunget hele byen i søvn undtagen ham, hunden og de flyvende ådselædere.

Eleanor havde bevæget sig uden for, selvom at det blæstet en del og hun ikke havde noget rigtig formål. For en gangs skyld var hun falde sko, jeans og en jakke på sammen med en lille hue. Det skete ikke så tit at hun smed sine stilletter, men hendes fødder trængt nu til en dags pause fra hende fine beklædning. Hun havde sin kamera om hals, hvis hun nu fik øje på noget hun bare måtte have et bilede af. Hun havde efterhånden et helt lager med billeder af naturen og dens omgivelser, hun burde tage i skoven på en god dag og få nogle gode billeder. Hun stoppede med at gå da hun kom til en cafe, hun kunne da godt lige bruge en kop kaffe før hun gik videre. Hun overvejede lidt hvilket kaffe, som endte i at blive en latte til hende. Da hun kom ud af cafe kiggede hun sig omkring, hun havde mange muligheder. Hun kunne kigge på butikker, men hun mangler jo ikke noget? Hun nippede lidt til hendes kaffe mens hun tænkt, hun havde set en hjemløs hund parken.. Måske skulle hun finde noget kød og tage til parken i håb om hunden måske ville være der? Hun smilte over sig, før hun tog en til en slagter og fik et kødben.
Hun begav sig hen af gaderne mod Sombre, byens park. Hun var ret så glad for at man ikke havde lavet parken om til noget andet som måske var mere brugbart. Hun havde elsket at komme i parken da hun havde været mindre for at lege, hun havde mødt en del børn i parken, dog ikke nogen hun snakkede med mere. Nu kom hun mere for at kigge på parkens natur og menneskerne som brug parken. I hendes lager af billeder var der virkelig meget fra parken og midt byen. Hun gik rundt i parken, indtil at hun fik øje på hunden. Hun smilte over den jagtede mågerne omkring, hun overvejede kort at tage et billede, men bestem sig for at det kunne vente til at hunden havde spist noget. Hun stoppede med at gå da hun lagde mærke til manden som sad på bænken, han kiggede nogle gange mod hunden. Var den ikke hjemløs? Den lignede bare en som ikke fik særlig meget mad eller pleje. Hun gik nogle skridt længere hen mod manden, så hun stod nogle meter fra ham. Hun betragtede ham med et venlig smil, hun kunne ikke lade vær med at bedømme hans udseende i hendes tanker hvilket fik hendes til at smile mere ægte. "Goddag. Undskyld mig, men er det Deres hund?" spurgte hun med en blid stemme og kastede blikket mod hunden. Hun havde besluttet sig for at hvis det var manden hund at spørger om den stadig godt måtte få det ben hun havde købt til den. Hun havde ikke ligefrem noget at bruge et kødben til, hun havde ingen kæledyr derhjemme.

Tankerne fløj afsted i den unge mands hoved, imens han betragtede skyerne som havde de et eller andet form for budskab til ham. Det var ikke til at vide hvad de rent faktisk fortalte, eller om deres særprægede former egentlige blot var grunden til det spektakulære blik der konstant fulgte deres retning. En let rummende lyd kom fra manden, som indikerede at han snakkede sagte til sig selv, som om han ville afgive en rapport til sig selv, omkring det han sad og kiggede på. Den stille hvislende lyd som kom hen over landskabet når vinden trængte sig tæt ned på jordoverfladen, fik træerne til at knage sagte, det lød som et klagens udråb, der bekendtgjorde at de var imod al idé omkring at skulle bevæge sig yderligere end hvad de allerede gjorde. Et svagt suk lød en gang imellem fra dem, som havde de noget på hjertet eller udtrykte deres skuffede følelser over det ene eller det andet. Hvis Thomas selv skulle sige det, ville han skyde på det var grundet menneskers behandling af naturen. Hunden gøede noget mere i baggrunden, inden det lagde sig fladt ned på maven, og kiggede op på mågerne med et nysgerrigt ansigt. Varulven vente de nu blågrå øjne hen imod hunden, for at betragte den. Manden var en af de få mennesker, hvis pupils muskel gjorde at øjenfarven ændrede sig. Alt dette havde nu faktisk mere noget at gøre med musklen i øjet, end solen som de fleste mennesker sagde. Da mange kritikere af øjenfarve skiftet mente at folks øjenfarve ændrede sig grundet sollyset omkring det. Men egentlig var det musklen, selvfølgelig havde solen også sit at gøre i processen.
I det samme blev hans tanker afbrudt, og de nu blågrå øjne betragtede en brunhåret ung dame, sikkert imellem de tyve og femogtyve år, tænkte han let ved sig selv, betragtede kort hendes ansigt imens hun spurgte ham, angående hunden i parken, og vendte langsomt sit blik hen imod skabningen, og rystede kort på hovedet. ”Nej, jeg tror det er en strejfer..” brummede manden kort og kontant bag skægget imens han kløede den tildækkede hage, og kiggede eftertænksomt på hunden, ”Jeg overvejede dog at tage den med hjem, men hvor god en idé det vil være, er jeg endnu ikke sikker på..” kom det eftertænksomt fra manden som vendte sit blik tilbage til kvinden, med et let sammenpresset smil. Lugten der ramte hans næse kom dog først lidt sent, han havde ikke bemærket dets sagte kødduft før nu, og måtte gå ud fra at kvinden ville give den noget kød. Blikket flakkede ned til hendes pose og betragtede den lidt inden han vendte blikket tilbage på hunden, den ville sikkert have godt af et par kilo mere på kroppen tænkte herren, og brummede svagt, inden han strakte sig. ”Ville De da give den noget?” Spurgte han så og kiggede på brunetten med et spørgende blik. Det var ikke så tit, at folk tog sådan på vej når det kom til omvandrende hunde, de fleste plejede som regel at være ligeglad, og gik egentlig bare videre. Når der var gået tilstrækkeligt nok med tid, ville der komme en hundefanger inden længe, fordi en af beboerne var blevet træt af at se på kræet. Med hovedet let på skrå, forstillede manden sig den pinefulde ensomhed der måtte komme fra at være lukket inde i et bur og ikke have nogen at snakke med. Med en kort rysten på hovedet fjernede billedet sig fra hans nethinde, og vendte atter sin opmærksomhed på virkeligheden.