So much for some quiet.... (Max)

Tid: omkring 21:00
Sted: Parkens udkant
Omgivelser: Bortset fra et slagsmål længere inde i parken så stille og roligt.

Hænderne var stoppet godt ned i lommerne på den slidte pilotjakke han havde tilranet sig. Ellers gik han i et par sorte jeans og en grå t-shirt. Heldigvis var der tørt da hans sko ikke var meget værd længere. I et forsøg på at være mere menneskelig gjorde han netop det han ellers aldrig gjorde. Han stoppede ved en pølsevogn og sagde lavmælt:
"En med det hele....."
Pølsemanden kiggede på ham imens han lavede den og sagde: "Hård aften?...."
Charlie nikkede roligt imens han rodede rundt i sine lommer efter den smule penge han havde tilbage. Pølsevognen smilede roligt og rakte Charlie to hotdogs og sagde roligt:
"Det skal du ikke tænke på... De er betalte...." Charlie kiggede undrende op og sagde: "Tak...."
Charlie tog posen med de to hotdogs og bevægede sig ind til en bænk i parken han havde brugt nogle gange før. Selv når Charlie forsøgte at være ubetydelig, vendte han stadig en del blikke da han var så stor og muskuløs som han var.

Så nåede han sin bænk.... Den var ikke specielt langt væk fra byen men det var nok til at der ikke var helt så meget larm. Noget der var rart for en med hans sanser. Hurtigt fandt han den ene hotdog frem og spiste den glubsk. Nøj hvor smagte den godt! Det var selvfølgelig også længe siden han havde spist. Dog ikke det smarteste valg når man skulle holde bæstet i sit indre i ro.

Den næste hotdog var på vej ind da der kom en sten flvende og slog den ud af hans hånd.
En stak unge mennesker grinede højlydt og råbte efter ham imens de løb væk: "Ha! Stadig sulten bums?! Så må du samle op!"
Charlie kiggede ikke en gang efter dem, han prøvede bare at holde sig selv i ro så de ikke ville komme rigtig slemt til skade. Men hvor var det dog fristende...

Max havde en af sine mere stille dage, hvor manien havde lagt sig lidt. Han var heldigvis ikke faldet end i et hul med depression - men lidt trist føltes det nu alligevel bare at være sig selv. Men selvom han var normal, havde han indre uro, hvilket igen havde sendt ham ud på en længere gåtur. Han elskede frisk luft og han elskede aftner, så det passede jo fint med en gåtur.

I dag var han kommet ned til parken, hvor der duftede frisk og forårsagtigt. Med hænderne i lommerne slentrede han roligt ned af en af de grusbelagte stier, efter at have været inde for at udforske det grønne område.
Han havde taget en stor, grå sweater, et par beghagelige cowboybukser og converse på. I dag havde han ikke nogen hat på, så hans lidt for lange hår hang frit om hovedet på ham. Han trængte virkeligt til at blive klippet, hvilket han nok ville tage sig sammen til en af de nærmeste dage.

En enkelt solsort sang sin aftensang, selvom der var ved at være rimeligt mørkt, men med alle de gadelygter var det sikkert ikke til at finde ud af. Det lød til, at der var en slåskamp i gang et stykke den modsatte vej inde i parken. Nysgerrigt kiggede Max den vej, men han kunne ikke se noget. Nå, skidt. Han fløjtede et par toner til fuglens melodi.

En hånlig latter og et råb fik Max til at se frem for sig. En lille gruppe teenagere havde åbenbart kastet noget efter en stor mand, der sad på en bænk, og løb nu væk i retning mod Max. Max rynkede på næsen og kom tilfældigvis til at stikke et ben ud, da de løb forbi, hvilket fik to af dem til at tumle om på jorden, den ene fældet af hans ben, den anden væltende over den anden. Det faldt ikke i god jord.
"Hvad fuck tror du, at du laver?!" De andre stoppede op med at løbe. Den ene unge mand, der var væltet, kom på benene og så vredt på Max, der stak øjenbrynene i vejret og satte et uforstående udtryk op.
"Mig? Dig? Hvem?" Hele hans fremtoning skreg idiot, hvilket oftest fik folk til at glemme ham igen, men ikke denne gang. Den unge mand skubbede til ham.
"Spasser. Jeg skal lære dig at blande dig udenom." De andre samlede sig, så Max var ved at være omringet. Max fortsatte med at se dum ud, men man skulle ikke tage fejl. Han var udmærket klar over, hvad der skulle ske. Og han var klar. Da den unge mand slog ud efter ham, greb Max fat i hans arm og kastede ham ind i en af de andre ved at bruge hans egen fremdrift bag slaget.

Hurtigt satte han i løb. At skulle slås med så mange, var ikke ligefrem en god idé. Desvære kom han ikke ret langt, da en eller anden brugte samme trick som ham selv - et ben. Han ramte jorden og trillede rundt for at undgå et spark, der var rettet mod hans mave. Han var næsten kommet på benene, da der var en, der skubbede til ham, så han måtte ned at ligge igen. Det var ikke godt det her! En fod ramte ham i ryggen, og han skar ansigt af smerten. Endnu en fod kom i mod ham, nu forfra og han greb fat i benet og bed hårdt i det. Et eller andet skulle han finde på, indtil han kunne komme til kniven, han havde siddende ved anklen.

Charlie sad og kogte af raseri over de unge mænd men sagde ikke noget. Da de så fandt et nyt offer, reagerede han dog. Meget langsomt rejste han sig og så på hvad der skete. Først så det ud som om den unge mand ville klare sig fint men det gik over for nu. Selvom Charlie var rasende, så havde den unge mand jo givet igen på de unge mænd så han kunne ikke bare lade stå til.

Meget hurtigt gik han hen mod dem og gik efter den der sparkede i ryggen. Knægten skulle lige til da Charlie greb fat i benet som om det var ingenting. Knægten virkede bange over det blik Charlie sendte ham og sagde:
"Hvad f..... Bland dig uden....."
Mere nåede han ikke at sige før Charlie hamrede en næve ned i knægtens knæ der brækkede med en meget voldsom lyd efterfulgt af voldsomt skrig.
Så slyngede Charlie en næve bagover og ramte en mere der fik en kæbe brækket så den sad fuldstændig forkert. Han begyndte ligeledes at skrige imens Charlie kiggede rundt med et blik der kogte af vrede.

Han havde endnu ikke sagt et ord

Max havde ikke regnet med at få hjælp nogen steder fra og var forberedt på at få tæv. Det ville absolut ikke være første gang - men han ville nu helt sikkert også dele slag ud, også selvom han var startet med at ligge på jorden. Upraktisk som det var. At blive sparket på var ikke specielt sjovt og var svært at forsvare sig i mod, men han skulle nok komme på benene igen. Han var allerede i gang, da den store mand, som de unge havde provokeret kom til hans redning. Eller hvad man kunne kalde det.

Max slap det ben, han havde fat i og kom på benene med et elegant hop med kroppen, der sendte ham op at stå. Drengen, hvis ben han havde bidt i, skulle til at slå ham, men han dukkede sig, slog tilbage og ramte hans kæbe, hvilket fik drengen til at bakke væk. Et skrig fik Max til at vende sig. Den store mand havde brækket en af drengenes ben og mens Max så på, brækkede han en anden drengs kæbe. Max spærrede øjnene op.

"Shit." Han sprang frem mod manden, mens han viftede med armene. "Hey hey hey, hvad laver du, du skal ikke ødelægge dem!" Selvom de var nogle klaphatte, var der ikke nogen grund til at flå dem fra hinanden. Heldigvis var de fornuftige, og dem der kunne, løb deres vej. Max hoppede rundt foran manden i et forsøg på at fange hans opmærksomhed. At han måske kunne være næste mål, slog ham ikke. Manden var jo i gang med at redde ham, ikke? Max havde en positiv indstilling til folk og regnede med, at han ville kunne få manden til at stoppe.

Charlie kogte stadig af raseri da de unge mænd forsøgte at komme væk. Et par af dem hjalp de mest sårede væk imens Charlie nu stod og kiggede meget forvirret på den unge mand han havde hjulpet der nu stod og hoppede som en gal.
"Hvad laver du?..... Stå dog stille...."

Kort stod han og kiggede igen i retningen af de unge mænd inden han igen kiggede vredt på den unge mand. "Jeg ødelagde dem ikke.... Så ville de slet ikke kunne komme her fra.... Og hvorfor tænker du sådan over det? Det var dig de var ved at banke"
Charlie kunne ikke selv mærke det men grundet den overvældende vrede, var hans øjne blevet helt ulveagtige at se på.

Dog kunne Charlie godt mærke at hans vrede var for høj til det var sundt så han gjorde hvad han kunne for at falde til ro. Men det virkede ikke specielt godt både grundet volden der lige havde fundet sted og så den unge mand der stod og skabte sig. Han virkede ikke til at være rask i hovedet

Max holdt op med at hoppe, da manden så på ham og talte til ham. Yay, han havde fanget hans opmærksomhed. Han kastede et blik bagud mod teenagerne, der var på vej væk, og sukkede lettet. Han havde ikke fået tæv og de kunne selv stikke af fra den her store voldelige mand. Så det hele var egentligt endt godt nok. Selvom han nok ville få et par blå mærker. Men skidt med det, den slags havde han haft mange af. Lidt for mange.

Max rettede blikket mod manden og trak på skuldrene.
"Og hvad så? Der er ikke nogen grund til at rykke folk fra hinanden, bare fordi man kan." Han kneb øjnene lidt sammen og betragtede ham. "Det var bare en flok unger." Han trak på skuldrene igen, og hans ansigt flækkede i et grin.
"Desuden havde jeg vundet alligevel!" Han slog ud med armene for at vise, hvor "stor og stærk" han var.

At manden stadig virkede rasende bekymrede ikke Max. Dog havde mandens øjne fortalt ham, at han enten var noget varulv eller navajo. Eller noget, Max ikke kendte til endnu, hvilket sagtens kunne være. Selvom han havde kendt til den her mystiske verden i nogle år, havde han det som om, at han stadig intet vidste. Bare forleden havde han mødt en elver for første gang. Hvor vildt var det ikke lige?!

Charlie's blik blev undrende imens han stoppede hænderne i lommen igen. Næsten flovt kiggede han væk da hans mave knurrede meget højt.
"Jeg rykkede dem heller ikke fra hinanden.... De har alle deres lemmer endnu.... "
Da den unge mand rakte armene og nærmest viste hvor stor og stærk han var, kunne Charlie ikke lade være med at smile og grine lidt inden han nikkede og sagde roligt:
"Det er jeg sikker på knægt..... Jeg hedder Charlie.... Hvis du vil have mig undskyldt... jeg var lige midt i maden...."

Charlie gik hen og samlede resterne op af den hotdog der var røget på jorden og vrissede og knurrede. Pokkers.... Han var jo ret sulten. Så han samlede sit affald op og smed det i en nærliggende skraldespand. Han kunne jo bare tage ud og jage for at få mad men han prøvede at bevare sin menneskelighed noget mere. I stedet for at være i skoven som et vilddyr

Max himlede med øjnene over mandens bogstavlighed, men smilet forsvandt ikke fra hans ansigt mere end et par sekunder. Da manden, der åbenbart hed Charlie, gik tilbage til bænken, fulgte Max efter. Han sprang op på bænken og lagde hovedet på skrå, mens han så på at han smed sit skrald ud.
"Hej Charlie, jeg hedder Max." Han rakte hånden frem for at give en ordentlig hilsen.

Manden så hjemløs ud med sit slidte tøj og sko. Max havde aldrig selv været hjemløs, det havde hans familie dog søret for, trods deres ellers manglende opbakning. Lige nu levede han i en lejlighed, som hans far sørgede for at betale. Det der med økonomi var ikke Max' stærke side.
Lige meget om Charlie havde taget hans hånd eller ej, ville Max hoppe helt op på ryglænet af bænken og balancere med armene ud til siderne.

"Jeg er sulten. Var det en god hotdog?" Han så hen mod pølsevognen, der stadig havde åbnet, overraskende nok. Han VAR sulten, gik det op for ham. Hvornår havde han sidst spist? Han rynkede panden, mens han forsøgte at komme i tanke om det.

Charlie havde kun lige smidt det sidste af sit affald ud da den unge mand rakte ham hånden som hilsen. Dette fik Charlie til at kigge undrende da han ikke ligefrem så tit mødte nogen der var så venligstemt overfor ham.
Men han valgte at følge sit instinkt og svarede håndtrykket. Dog var Charlie meget forsigtig da han var så stærk og selv der kunne folk som regel mærke det lidt for tydeligt.

"Rart at møde dig Max.... Tror jeg..."
Charlie's øjne vendte tilbage til normalt da han accepterede håndtrykket dog stadig med det undrende udtryk i de slidte øjne. Charlie manglede stadig at komme på fode i byen da de folk der ville hjælpe ham forsvandt.

Da Max så spurgte om hotdogs var gode, kiggede Charlie undrende på ham og så over på pølsevognen. Det var en noget ny verden for Charlie at nogle var så venligstemt overfor ham med mindre de ville bruge ham.
"Den af dem der ikke faldt på jorden smagte fint.... Hva da?"

Max svingede lidt med armene, da han var lige ved at miste balancen, men han blev stående på ryglænet. Han grinede til Charlie.
"Duh, jeg vil købe noget mad. Er det ikke det, man gør, når man er sulten?" Han hoppede ned med nogle lidt barnlige bevægelser. "Lad være med at gå nogen steder!" Efter at have sendt den store mand et formanende blik, satte han i løb og løb over til pølsevognen, hvor han bestilte hotdogs.

Mens han ventede på, at manden fik dem lavet, vinkede han energisk til Charlie en enkelt gang for at sikre sig, at han ikke gik nogen steder. Han fik øje på et skilt, der sagde, at man kunne købe en hotdogs til hjemløse, så da han skulle betale, smed han nogle ekstra penge. Han fik udleveret en papirspose med maden og løb så tilbage til bænken igen. Uden at være rigtigt forpustet smed han sig ned på bænken med et grin.

"Puh, der var langt." Hurtigt fiskede han to hotdogs op til sig selv og rakte posen mod Charlie. Han havde købt fire hotdogs til den store mand, der så ud til at kunne spise hele pølsevognen i én bid.
"Her, det er til dig." Uden at spekulere på, om han ville tage i mod dem eller ej, kastede Max sig over sin egen mad. Han var virkeligt blevet sulten! Det var nok, hvad en slåskamp kunne gøre ved en.

Max's nærmest barnlige entusiasme forvirrede Charlie helt vildt. Hvad ville han overhovedet med Charlie? Efter hvordan verden var gået ham det sidste stykke tid, kunne han ikke rigtig stole på at folk ville ham noget godt. Kun Angelie havde behandlet ham som ligemand. Selvom hun nok alligevel så sig selv som højere end ham. 
"Ok?..... Jeg skal nok blive her..."


Charlies nysgerrighed havde for en tid vågnet og ville se hvad den unge Max havde tænkt sig. Man kunne jo aldrig vide om han bare ville være flink eller om han bare ville indynde sig hos ham. 

Da Max så rakte ham posen, tog han imod den og kiggede på ham med et endnu mere undrende blik.
"Tak..... Tror jeg...."
Charlie kunne ikke helt afgøre om hvor vidt Max rent faktisk vidste hvad han var men det måtte tiden jo vise. Roligt men stadig i godt tempo, begyndte Charlie at spise de fire hotdogs der dog hurtigt var væk igen. Egentlig brød han sig slet ikke om junkfood men det var alligevel mere menneskeligt end at jage i skoven med de bare næver.
Dog var det væsentlig sundere for Charlie med hans normale kost.
Kort fik Charlie øje på sine hænder hvor neglene der var begyndt at blive til kløer ikke var helt normale endnu så han gemte dem så godt han kunne.
"Tak for mad Max..."

Max fik hurtigt spist sine hotdogs, sulten som han var. Og det var nogle gode hotdogs. Mens han spiste, så han nysgerrigt på manden foran sig. Hans tøj var slidt og Max fik et kraftigt indtryk af, at han ikke var vant til at være sammen med mennesker. Så han gættede på, at manden var hjemløs, selvom det ikke kunne forklare det hele.
Max var ikke fordomsfuld, faktisk dømte han ikke folk, han ikke kendte. Det var ikke før, at han havde brugt noget tid med folk, at han dannede sig en mening om dem. Så at Charlie så slidt ud, påvirkede ham ikke. I stedet var han virkeligt nysgerrigt, også over hans øjne og negle, som han havde bemærket, og deres forvandlinger.

"Det var så lidt. Der er ikke noget værre end at være sulten!" Han klappede sig selv på maven med en flad hånd og et grin. Grinet forsvandt dog hurtigt for et nysgerrigt udtryk.
"Hvad er du egentligt? Navajo? Varulv? Noget helt andet? Jeg er stadig ret ny i den her verden, så.." Han trak på skuldrene og smilede skævt, inden han flyttede sig op, så han sad på ryglænet af bænken og lagde hovedet på skrå.
"Jeg kunne ikke helt undgå at bemærke.." Han viftede lidt med fingrene. ".. og dine øjne. Sejt, by the way."

Efter at have spist færdig, tog Charlie et gammelt tørklæde fra lommen og tørrede sig om munden og smed affaldet i skraldespanden ved siden af bænken. Max's spørgsmål overraskede 
men dog ikke helt. Der havde jo åbenbart været nogle tydelige tegn. Heldigvis var menneskets hjerne god til fornægtelse så folk lagde sjældent mærke til når de småting skete.

Charlie trak kort på skulderen og nikkede stille.
"Var det så tydeligt?.... Der er ikke så mange der lægger mærke til det før det er..... Gået galt...
Jeg er varulv.... Jeg er født ind i den her verden dog... Selvom jeg ikke har været i byen mere end et par år... Tak for maden forresten.... Jeg forvandles i aften.... Det er knapt sså voldsomt når jeg har spist først.... "

Max betragtede nysgerrigt den store mand. Han var altså lidt spøjs. Max trak på skuldrene og smilede skævt.
"Jeg holder øje med den slags. Ellers er det svært at gætte, hvad folk er heromkring. Og det var så lidt." Da Charlie sagde, at han var varulv, var Max ikke overrasket. Det havde jo været hans gæt, også bygget på den voldelighed, som manden havde lagt for dagen. At han skulle skifte til varulv i dag, havde Max ikke lige overvejet. Han flyttede sig lidt længere ned af bænken, væk fra Charlie. Han kastede et hurtigt blik mod himlen.

"I aften? Er det nu, jeg skal løbe?" Han lavede stadig lidt sjov, men der var kommet et lidt mistroisk blik i hans øjne. Det VAR aften. "Jeg har ikke planer om at blive ulveføde i nærmeste fremtid." Han grinede lidt, men man kunne pludseligt skimte den mere alvorlige Max neden under laget af sjov, der altid lå over ham.

Selvom Charlie virkede ganske flink lige nu, vidste Max godt, at når varulve skiftede.. så var det med at komme af vejen. Han havde heldigvis aldrig været tæt på at komme i klemme mellem sådan et bæsts kæber, men han havde stødt på forvandlede varulve et par gange. Så lige nu var han mere end klar til at springe ned af bænken og løbe ind i mellem bygningerne, hvor han ville have mulighed for at stikke af.

Charlie fangede hurtigt den forandring der kort var i Max's opførsel men ikke desto mindre bed han ikke yderligere mærke i det.
"Jeg spiser ikke menneskekød... Jeg er blevet opdraget fra barnsben til hvad jeg er så jeg har også mere kontrol end andre varulve har. Og så er jeg.... Større end andre varulve... Men hvis jeg skiftede så ville jeg ikke gøre dig noget med mindre du virkede truende overfor mig..."


Det var en af de ting han altid havde gjort rigtig meget i. Nok var varulve aggressive skabninger men der var ingen grund til uskyldige kom til skade hvis man kunne undgå det. Der var heller ingen grund til at tiltrække uønsket opmærksomhed. Det var besværligt nok at gemme sig under et skift så man ikke endte med at blive jaget af en eller anden galning der troede de skulle have et særligt trofæ.
Dette var dog noget der uhyre sjældent endte særlig godt for jægerne. Der var en hel del der havde endt deres dage mellem Charlies kløer

Max var ikke helt overbevist, men valgte alligevel at tro på, hvad Charlie sagde. Selvom manden var stor og sagtens kunne virke farlig, især efter det vold han lige havde udøvet, kunne Max alligevel fornemme, at han ikke var farlig som sådan. Håbede han da.

Hans nysgerrighed blussede op igen, da Charlie nævnte, at han var opdraget fra barnsben, så han flyttede lidt nærmere igen og så nysgerrigt på ham.
"Har du altid været varulv? Kan man godt blive født som varulv? Og jeg synes varulve er store i forvejen, hvor stor bliver du?"
Han lænede sig frem og hvilede albuerne på sine ben og hovedet på sine hænder. Han virkede igen uskyldig, frejdig og nysgerrig, men han havde dog stadig i mente, at Charlie var varulv og åbenbart skulle skifte i aften. Siden det var aften, var det jo svært at vide, hvornår den slags skulle ske. Så selvom han var afslappet, var han alligevel klar til at stikke halen mellem benene og finde et sikkert sted.

Charlie kunne ikke lade være med at kigge smilende på Max der virkede endnu mere nysgerrig end før. Tænk sig at kunne få den entusiasme.
"Du er nysgerrig hva?.... Men ja jeg er født som varulv. Jeg voksede op hos Sarsi-stammen i det nordlige Amerika hvor stammens ældste mente at en ulveånd havde taget bolig i mig. Nu er jeg ikke så god til at måle som sådan men jeg vil tro jeg bliver omkring en meter højere ca... Det næste bliver du spørger om min pelsfarve?"


Et eller andet sted var det forfriskende at fortælle om det så det ikke virkede helt så meget som en forbandelse at være varulv. Tænk sig at nogen kunne virke så interesseret i det? Det var der sikkert mange der var men ikke noget Charlie havde tænkt specielt meget over. 
Og nu sad han så og gav et enkeltmands-foredrag til en der havde købt mad til ham. Verden var ind imellem et finurligt sted

Max tabte måbende underkæben over, hvad Charlie fortalte. Både over, at han havde levet ved en stamme i Nordamerika og at han blev SÅ meget større. Det tog ham lige et par sekunder at få styr på, hvad han nu skulle spørge om. Hvor skulle han starte? Han klappede munden i igen og rynkede kort panden, mens han spekulerede.

"Wauw, du bliver stor så!" Han rettede sig op igen og lagde hovedet på skrå med øjnene spærret op. "Du tager ikke pis på mig, vel? Altså. Vokset op i en stamme i Nordamerika. Det lyder som noget, der er rykket ud af en film." Hans ansigt lyste op i et grin, så det var ikke fordi, at han ikke troede ham. Det lød bare vildt!
"Hvorfor boede du der? Er du indianer? Du ligner ikke en indianer." Han kneb øjnene lidt sammen og så vurderende på ham. Han havde aldrig mødt en indianer, kun set dem på film.

Denne gang kunne Charlie ikke holde den varme latter tilbage og slog kort hovedet bag over inden han rettede sig op og kiggede på Max der tilsyneladende var skeptisk og begejstret på en gang.
"Nej jeg tager ikke pis på dig.... Men jeg kan godt se hvorfor det lyder vildt"


Charlie's blik nærmest drilsk da Max kommenterede hvor Charlies udseende ikke just lyste af 'indianer'.
Ganske rigtigt havde han ikke alle de typiske træk men den var god nok.
"Min far blev gift med en kvinde fra Sarsi-stammen og han er fra London. det er nok derfor. Men skuffer jeg da som indianer? Den er ellers god nok.... Den her fik jeg af stammens Shaman"


"Så træk Charlie en rigtig flot halskæde af indiansk afstamning frem hvor der lod til at være knækket stykker af

Max' grin blev større, da han fik Charlie til at le. Han elskede at få folk til at le. Om det så var på hans egen bekostning. Han rynkede kort på næsen for at vise lidt mistro, men det blev hurtigt skiftet ud med endnu mere nysgerrighed. Tænk at være halv indianer! Det måtte være meget mere spændende end bare at være ren franskmand, som Max selv var. Oppe i Max' hoved havde Charlie levet som indianerne man så på film med cowboys og den gamle prærie. At de fleste indianere levede som alle andre faldt ham ikke ind.

"Wauw! Det er bare sejt!" Han kunne slet ikke sidde stille af begejstring og flyttede uroligt på sig. "Hvordan bliver en mand fra London gift med en indianer? Der er langt fra det ene til det andet." Hans øjne glimtede af undren. Da Charlie hev sin halskæde frem, lænede Max sig frem for at nærstudere den.
"Hvorfor er den gået i stykker?" Han så op på Charlie, der tårnede sig op over ham.

"Ja sejt kan man vel godt kalde det. Shamanen levede i en tipi hele vejen til han døde. Han nægtede at flytte i hus som de fleste i stammen. Jeg var tit ude og bo hos ham i en måned for at hjælpe ham"


Charlie strøg ganske stille sin halskæde og tænkte på de mange samtaler han havde haft med Shaman om sin egen historie og at få lavet halskæden. Shaman havde ageret som fader for Charlie da hans forældre jo døde noget voldsomt.
"Han var på rejse rundt i USA og kom på besøg hos Sarsi-stammen. De blev forelskede og han valgte at blive og lære kulturen. Da de var blevet gift, fik de mig kort efter og.... Mor døde..."


Charlie rettede sig lidt mere op og satte sig til rette på bænken igen. "Når jeg bliver forvandlet er det rigtig hårdt fordi jeg netop har mere kontrol. Når jeg bliver normal igen så spiser jeg et stykke så jeg kommer mig hurtigere"

Max sprang let og elegant over, at Charlie havde sagt noget med huse, det passede ikke til de billeder, der var i hans hoved.
"Hvad hjalp du ham med?" Han betragtede Charlie, som han tydeligvis rejste tilbage i sine minder. Det måtte være en meget speciel halskæde, og Max satte sig til at stirre lidt på den. Ubevidst rørte han sig foran på brystet, hvor han selv havde en halskæde hængende under al tøjet. Det var ikke andet end et lille sølvkors, men han havde fået det af sin mor.

Han blinkede en enkelt gang og flyttede blikket til Charlies ansigt, da han begyndte at tale igen. Han vidste ikke lige, hvad han skulle svare, da han sagde, at hans mor døde. Max havde begge forældre endnu, og selvom han havde et meget anstrengt forhold til sin far, kunne han ikke forestille sig at miste dem. Slet ikke sin mor. Det var ikke så ofte, at Max ikke lige vidste, hvad han skulle sige, så han skyndte sig at springe videre til det næste, Charlie sagde.

"Spiser du den?" Hans ansigt vred sig i vantro - stadig ikke dømmende, bare overrasket. Han kunne ikke lige se, hvad det skulle gøre godt for. At spise en halskæde.

Ganske rigtigt havde Charlie lige nu en god tur ned af 'Memory Lane' tilbage til tiden sammen med Shamanen der også gennem tiden havde lært Charlie utrolig mange forskellige ting.
"Jeg hjalp med at jage, garve skind sørge for han havde adgang til frisk vand. Så skaffede jeg alle de forskellige urter han skulle bruge til sine ritualer og den slags. Nok var Shaman magtfuld men alderen indhentede også ham. Han blev 122 år gammel. Han var for svækket til at leve på den gammeldags måde så jeg gjorde hvad jeg kunne for at hjælpe ham med det"


Han kunne ikke lade være med at more sig over Max's ansigtsudtryk da han spurgte om halskæden skulle spises. Det virkede måske også underligt for de fleste men det var jo ikke hvilken som helt halskæde.
"Jeg spiser et lille stykke hver gang jeg bliver menneske igen så kommer jeg hurtigere til hægterne igen. Det er lavet af meget sammenklemte urter. Prøv et stykke"
Så knækkede Charlie en stump af til ham og nikkede roligt. Selve stumpen ville have konsistens som en druesukker-tablet men smage af stærk lakrids

Max havde lidt svært ved at sidde stille, hans indre uro var frygteligt påtrængende, så han flyttede lidt på sig. Men da Charlie sagde, at manden var blevet 122, var han nær faldet bagover.
"122?!" Han så måbende på varulven. Det var godt nok mange år. Især hvis han bare havde været et menneske! "Så kan jeg godt forstå, hvis han havde brug for lidt hjælp."

Da Charlie tilbød han et stykke af halskæden, hvilket Max stadig fandt meget sært, selvom han sagde, at den var lavet af urter, så han lidt mistroisk ud for et øjeblik. Men til sidst trak han på skuldrene, tog stykket og stak det i munden. Da han kunne smage smagen af stærk lakrids, spærrede han øjnene op.
"Det smager jo faktisk godt!" Den smagte i hvert fald ikke lige af, hvad Max havde forventet.

"Ja han blev 122.... Folk har bare meget sjældent begreb om hvordan man behandler sig selv godt. Og han havde jo levet af naturen altid så hans krop var overrraskende stærk. Han jagede selv indtil han blev omkring 100"


Charlie grinede igen tydeligt og venligt da Max virkede så entusiastisk omkring hvordan det smagte. Men så igen ville de fleste nok ikke forestille sig at 'Hey den halskæde smager godt!' 
Charlie skulle til at sige noget da der hørtes lyden af en lav kaliber pistol der ramte Charlie i skulderen. Det lod til det var de unge mennesker fra før der ikke havde lært lektien.
Charlie tog sig til skulderen og kiggede på Max med ulveøjne der kogte af intens vrede.
"Du skal nok passe på nu....."


Da Charlie ikke faldt sammen, løb de unge mennesker alt det de kunne