So quiet..(xxx)

T: Omkring midnat.
O: Ingen lige her.
S: Udenfor Khá's slot.
V: Det køligt.

Hazelin var endelig kommet tilbage til byen, efter et langt stykke tid for sig selv. Sammen med Khá havde hun besluttet at det eneste hun kunne gøre for at finde sig selv, var at være alene. Og hun havde lovet ham at vende tilbage til ham så snart som hun var kommet tilbage. Hun følte sig i meget bedre humør end hun havde gjort længe, og havde ikke haft et tilbagefald i snart en måned.

Langsomt tog hun den halskæde frem han havde givet hende og tog den på, hun skubbede tøvende den store port op og gik tænkende hen imod hans dør. det var lidt mærkeligt at være tilbage.. men hun glædede sig faktisk til at se ham igen, han havde trodssalt fyldt en del siden hun rejste, og også inden hun rejste.

Langsomt gik hun hen og skubbede døren op. så sig langsomt omkring. Hvor mon han var henne? hun havde stadig en smule svært ved at finde rundt på hans slot, men hun prøvede da. Denne aften havde hun en sort varm jakke på, lyseblå jeans og en lang skjorte, samt et par støvler.

Khá sad for sig selv bag sit store Ibenholt skrivebord og skrev. Han havde fundet en vis simpel glæde i at nedskrive hvad han oplevede i Terre. Han havde trods alt boet her et stykke tid. Der gik ikke længe og pludselig stod den gamle ved ham og sagde:

[/i]Undskyld forstyrrelsen min Herre men frk Hazelin er tilbage

Mange tak Bach de kan vise hende her op. Og gør lidt mad klar i den lille stue

Bach gik ned og tog imod hende i foyeren

Ahh velkommen tilbage frk Hazelin. Herren venter dem i sine gemakker. Skal jeg tage deres frakke?[i]

Hazelin så sig omkring og blev kort forskrækket over den gamle der kom ned til hende. det var ikke første gang det var lykkedes ham at skræmme livet af hende, af en eller anden grund hørte hun ham aldrig.

"Ja.. mange tark skal de have.."

Hun tog langsomt sin jakke af og rakte ham den, inden hun nikkede venligt og langsomt gik op til ham. hun bankede let på døren og ventede på at han sagde hun måtte komme ind, inden hun gik ind til ham og lukkede døren bag sig. Hendes blonde hår sad i en let knold.

"Undskyld jeg kommer uanmeldt.."

De kommer skam ikke uanmeldt frk Hazelin. Vi havde jo en aftale om at de kom tilbage når de var klar. Tag plads. Fortæl om deres tur. Selv en væsen som mig oplever nysgerrighed. Ja her er der ikke sket det helt store. Jeg går stærkts ud fra at de har opnået en eller anden form for selvindsigt siden de vender tilbage. Bach!

Bach kom ind igen med forskelligt frugt på et fad, kirsebær, æbler, ribs, druer.
Han bukkede for Hazelin og endnu mere for Khá hvorefter han gik stille igen

Håber det behager frk Hazelin. Jeg håber da også de kunne bruge hvad jeg har lært dem på deres færd. Og velkommen tilbage

Khá sad næsten spændt bag sit skrivebord og betragtede hende og ventede på hendes svar. Der var stadig usikkerhed at spore men hun virkede langt mere sikker end hun gjorde før

"Ja det ved jeg godt.. "

Hun så smilende på ham og satte sig overfor ham. Hun nød at være tilbage ved ham, hun havde jo brugt meget tid hos ham, og så det lidt som sit andet hjem. Maden var dog væsentligt bedre.. og selskabet..

"Jeg gjorde jo som vi havde talt om og tog bare min taske og begyndte at gå.. Efter 14 dage fandt jeg en kilde inde i et stort bjerg, og der tilbragte jeg et par nætter, gjorde som du havde lært mig med at slappe af og sådan.. og pludselig virkede det hele meget nemmere.. Jeg har haft det fint en hel måned nu.. det virkelig rart.."

Hun så på den gamle da han kom ind og smilte kort. Khá havde altid sørget for der var noget at spise til hende, selvom han ikke selv spiste.. det var ret betænksomt. Hun tog langsomt et kirsebær og spiste det tænkende.

"Jeg har glædet mig sådan til at komme tilbage til dig, jeg ville gerne have haft dig med.. "

Hun så venligt på ham.

[/i]Har du så været i nogle situationer hvor det har været påkrævet at trække på din kontrol? Har der været nogen der har ville gøre dig ondt? Jeg ville aldrig tage med men det er fordi så ville du ikke kun være afhængig af dig selv til kontrol og det har du lært. Men velkommen tilbage. Hvis du er villig til det kan vi sagtens fortsætte dine timer hos mig.[i]

Khá koncentrerede sig og en humanoid skikkelse manifesterede sig af blå flammer. Den lignede Khá og gik hen til hende og bød op til dans. Khá var noget spændt på hendes reaktion hvis han blandede noget hun følte sig tryg ved, og så en af hendes største fobier

"Ja.. Der var på et tidspunkt i en by hvor der var nogle der kom op og slås, der var jeg lige ved at følge trop fordi jeg ikke kunne lade være, men jeg tror dine timer har hjulpet mig en del.. Der er vel altid nogen der vil gøre mig ondt, jeg tror jeg tiltrækker den slags.. Mange tark, det dejligt at være tilbage.. jeg vil meget gerne fortsætte mine timer"

Hazelin smilte lidt til ham og så langsomt på skikkelsen i de blå flammer. Hun så tøvende tilbage på ham, inden hun strøg en løs tot hår om bag øret og rejste sig. Det var længe siden hun havde danset.. Det ville med garanti ende galt. Langsomt lod hun sin hånd hvile i flammehånden og fulgte tænkende de dansende flammer. Khá vidste godt hvad han skulle gøre for at få hende til at kontrollere sig selv. Og det var rart ikke at være så bange mere.

Føler de dem ikke mere fri nu? De omfavner deres frygt, endda danser med den. Jeg har sagt det før men de har altid haft det i dem, de skulle bare kunne finde det frem og det har de bevist at de kunne. Jeg er meget stolt. Hvis de skal fortsætte deres timer hos mig, kan jeg tilbyde dem et værelse, når de mangler et sted at sove

Khá lod skikkelsen bukke for hende og forsvinde igen. Han var stolt over at hans arbejde havde båret frugt. man skulle jo ikke gemme væk hvad man var eller hvad man kunne. Khá kunne se at Hazelin havde lært noget på sin tur. Noget hun så absolut kunne bruge i sin fremtid.

Skal jeg bede Bach om at gøre et værelse klar til dem?

"Jo helt sikkert.. det har virkelig været rart for mig, at jeg ikke har været fuldstændig væk i min angst.. Det betyder virkelig meget for mig at du er stolt.. jeg ville jo gerne have du kunne se hvor godt det går. Et værelse.. lyder rigtigt dejligt, hvis det ikke er til besvær vel og mærke"

Hun smilte lidt da skikkelsen bukkede og satte sig langsomt tilbage overfor Khá. Det var ikke sikkert at han forstod hvor meget det betød for hende, at han sagde han var stolt. Men det betød virkelig meget, fordi at han havde brugt sin tid på at hjælpe hende, og lære hende nye ting når andre ikke ville. Han havde været tålmodig omkring hende, og lært hende hvad hun havde brug for.

"Det ville være dejligt.. Mange tark"

Der er et gæsteværelse nede af gangen her fra. Det er altid rengjort så de kan bare tage det når de ønsker det. Selvfølgelig er jeg stolt. Det er altid rart at se ens arbejde bære frugt. Jeg er ikke ligefrem kendt for at gøre noget halvt. Ens grænser er nogen man selv sætter. Det er jeg selv et bevis på. Men fortæl mig hvad kunne de ellers tænke dem at lære fra mig? eller vil de bare fortsætte med det vi allerede har været i gang med?

Han havde nærmest ondt af hende. Hun virkede stadig nervøs over ham, og hun skulle jo gerne kunne være helt selvstændig, hvad angår kontrol men det var selvfølgelig også det timerne skulle hjælpe hende med

Hvis jeg må være så fri, hvorfor virker de stadig lidt nervøs over mig? Det virker som om de gør det for meget for at tilfredsstille mig

Hazelin virkede tænkende for en stund. Hun vidste godt at han bemærkede det.. af en eller anden grund kunne han læse hende som en åben bog, og hvis der var det mindste hun prøvede at skjule, skulle han nok opdage det.

"Det svært at forklare Khá.. Jeg er nervøs for at skuffe dig, Du er den eneste der har villet hjælpe mig med alt det her, og du har aldrig en gang virket vred, irriteret eller opført dig voldeligt.. det ikke noget jeg er vant til, og derfor er det vigtigt for mig at jeg kan leve op til dig, fordi.. ja det ved jeg ikk.. fordi det betyder noget for mig, hvad du af alle folk sys.."

Hun smilte lidt og rejste sig, gik hen til vinduet og betragtede omgivelserne. hun fandt det ikke frastødende som mange andre gjorde, og gik heller ikke en stor bue uden om stedet. Havde hun ikke kendt ham, var hun sikkert før eller siden kommet ind på grunden fordi hun var nysgerrig.

Khá gik hen og stillede sig ved siden af hende og kiggede ud over sin slotsgård og lagde hånden på hendes skulder. Selvom hans hånd var kold som graven skulle hun nok kunne klare det

[/i]Lige nu er det din største begrænsning. Misforstå mig ikke, jeg sætter stor pris på din anerkendelse. Men det du ser her og hvad jeg er, er ikke kommet af jeg er nervøs over hvad en eller andre tænker om mig. Fokus skal ligge hos dig selv. Der er ikke noget i vejen med at søge råd og lærdom. Men strabadserne er nogen du selv skal klare

Khá tog en lille sort bog fra en hylde. Siderne i bogen var blanke som om der var klar til at nogen skrev i den. Khá åbnede bogen på første side og brugte den arkane flamme til at skriver "Hazelin" imens han sagde:

Husk vi er alle sider af samme bog, men du er selv forfatter for hvad der står på din side frk[i]

Hazelin smilte ganske svagt og mærkede hans hånd mod sin skulder. Men selvom den var kold reagerede hun ikke på det. Hun slappede af sammen med ham, også selvom han var kold.

"Undskyld Khá.. det var ikke min mening at skuffe dig.. Jeg ved godt at du har lært mig at jeg kun skal tænke på hvad der er godt for mig.. det var ikke min mening at være Sådan overfor dig.. Vil du stadig have mig her? og hjælpe mig med at lære endnu mere?"

Hazelin så ham forsigtigt i øjnene og betragtede så bogen han fandt frem. Hun lod blikket hvile lidt på den og smilte kort over det han skrev. Hun var glad for at snakke sammen med ham..

"Du har ret.. Tark for at give mig et værelse jeg kan være i af og til.. jeg kan jo godt li at være hos dig"

Jeg er skam ikke skuffet over dem, men betragt det som en time mere mod at mestre dem selv. Det har mange år for mig selv at nå her til så det er jo ikke noget de kan forvente bare kommer på et år men de gør rigtig gode fremskridt. Og så længe de følger de regler jeg har, så er de mere end velkommen

Khá lukkede bogen igen og brændte et våbenskjold med et blåt flammende kranium og skrev hendes navn hen over det. Måske kunne den hjælpe hende. Det hjalp ofte at skrive sine tanker og erfaringer ned, så man senere kunne reflektere over dem og lære af dem

Denne er til dem. Betragt dem som en måde at være forfatter over deres tid hos mig, og noter om deres timer hos mig. En gang imellem vil jeg læse den for at se hvad de tænker om dem selv og deres kontrol når natten er deres eneste kompagnon. Kald det en gave

"Jeg er glad for du gerne vil vise mig alle de her ting Khá.. det er rart med en mester som dig, som ikke ser ned på mig fordi der er ting jeg ikke forstår, og ting jeg endnu ikke er så god til.. Og jeg skal nok følge dine regler, ligesom jeg har gjort indtil nu.. Jeg vil helst ikke stoppe med at komme her endnu."

Hazelin så lidt nysgerrigt på bogen da han lukkede den, og smilte lidt da han lavede et våbenskjold på den. Han var nu ret god til at styre den der arkane ild.. Måske var det også det der beroligede hende.. han havde jo lært hende en masse ved hjælp af den ild.. Let tog hun imod bogen.

"Tusind tark.. jeg skal nok bruge den.. Så håber jeg bare du kan læse mine kragetær.. at det ikke ser alt for mærkeligt ud"

Hun så smilende på ham og lod hovedet glide på skrå. holdt bogen lidt ind mod sig, den var stadig lidt varm.

Din dedikation, og din ydmyghed er to af de ting der gør at jeg overhovedet skænker det en tanke. Jeg har haft mange elever gennem tiden men der har ikke været nogen der har været villig til det der krævedes. Jeg har ikke selv haft nogen lærer, men lærte det hele på egen hånd. Og selvfølgelig ser jeg ikke ned på dig. En lærer skal aldrig regne med at en elev har klarsyn. Det er lærerens opgave at give eleven klarsyn.

Det var rart at have en elev der anerkendte hans autoritet, så han slap for at gøre hende noget. Det havde han gjort så mange gange før med tidligere elever. Nogen var bare ikke klar og andre der pludselig så sig selv som hans overmand og aldrig fik lov at se dagens lys.

Men de må forstå en ting frk Hazelin. Jeg er ikke nogen hyggelig gammel mand. Jeg har gjort frygtelige ting, og jeg kommer til det igen. Jeg straffer mine fjender og skyldige meget hårdt. Du kan komme til at se nogle af de ting jeg gør når en person bliver dømt. Er dit sind klar til det?

"Til det der kræves Khá? hvordan mener du.. Til at gøre som du siger? hvis det bare er som du har været indtil nu, kan jeg ikke forstå hvad deres problem var. Og tark.. fordi du ikke ser ned på mig, og fordi du gerne vil hjælpe mig. Jeg er jo glad for at lære nye ting.. og du er virkelig god til at forklare dem så jeg forstår det. Jeg vil bruge bogen.. så du også kan følge med"

Hun vidste godt at Khá med garanti kunne blive vred hvis man ikke fulgte reglerne, og det var egentlig også okay. Han var i sin fulde ret til at blive vred, hvis man brød hans regler. Han havde jo ikke specielt mange, og de få han nu havde, virkede nemt for hende at overholde.

"Jeg ved det godt Khá.. jeg ved godt du ikke er som jeg ser dig, og det gør ikke noget. Det jo sådan du er, og Det at du straffer folk, det har de vel selv bedt om.. Du straffer vel ikke mig for ingenting vel?.. Jeg vil gerne se det.. Jeg kan godt holde til det nu, jeg håber du tror på mig"

Hazelin betragtede ham længe mens han snakkede, og lod derefter blikket glide ud af vinduet. Hun vidste godt at han sagde han ike var specielt god, og det var da heller ikk fordi hun kun troede han var god.

"Jeg er ikke nået så langt for at bakke ud nu.. Jeg er klar Khá"

Hun vendte blikket tilbage på ham. Hun var helt sikker i sin sag, hvilket også kunne ses i de havblå øjne. Der hvilede en rolighed over hende, som hun ikke havde haft i mange år.. og den rolighed ville hun gerne bevare. men hun var stadig meget nysgerrig, og derfor ville hun se alt han ville vise hende.

Khá gik hen til vinduet hun kiggede ud af og stod nærmest stolt og autoritær.
Han var glad for at have en lærling der var klar til at stå distancen. Han var godt klar over at han ikke lærte hende hans kunst men ikke desto mindre lærte han noget af sin viden videre.

[/i]Kig ud Hazel over mit skaberværk. Jeg siger ikke at det er det du får men jeg siger at med min lærdom, men det giver dig en langt større mulighed for at skabe dit eget og skabe din egen plads i verden. Og viden er en af de bedste måder at kunne påvirke sin verden og fremtiden. Det er ikke noget særlig magi eller kraft, men den er langt større. Jeg skabte en del af verden som jeg ville have den skulle være, og du kommer til det samme[i]

Hazelin betragtede hans grund med et tænkende blik. Selvom det var gråt og dødt, generede det hende faktisk ikke. Hun var fast besluttet på at klare det her, uanset hvad der skulle til. Hun ville så gerne lære det han ville vise hende.. og han virkede da til gerne at ville fortsætte.

"Tror du virkelig jeg ville kunne skabe min egen del af det hele? ved at få mere viden?"

Hun så langsomt på ham og lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun lod hånden løbe igennem sit lange blonde hår, og gik langsomt hen og satte sig på stolen igen. Hun lod hånden stryge henover den bog han havde givet hende. Hun ville bruge den.. så meget som muligt.

Ja så absolut frk Hazel. Man er sin egen begrænsning. Det er jeg et bevis på. Og jeg er sikker på du kan. Det er ikke sikkert du ender ud med et slot og en mindre armé af undersåtter, men du kan drive det til noget stort. Du har det i dig.

Khá vidste godt det ville blive hårdt for hende, og hun flere gange ville få lyst til at forlade det hele og gå fra hans lærdom, men noget ved hende fik ham til at tro på at hun ville stå distancen.

Og hvem ved, måske kan de lære mig noget såvel som jeg lærer dem noget. Der er altid plads til at lære mere

"Du har helt ret.. Khá jeg ved godt du siger jeg skal lade være.. men jeg er virkelig glad for jeg har mødt dig.. Du har vist mig så meget som jeg førhen ikke ville have forstået."

Hun smilte lidt til ham. Vidste at det ville kræve meget af hende at lære alt det hun gerne ville, men hun ville klare det. Hun Kunne li at lære.. og især fra ham, ham der var så forstående, og havde hjulpet hende uden at behøve det. Selvom ingen andre ville.

"Tror du jeg kan lære dig noget?.. jeg er bange for jeg ikke har så meget at lære dig.. måske smile.."

Hun så drilsk på ham.

Ja hvorfor ikke? Jeg tror jeg kan smile men det er bare århundreder siden jeg har haft en ordentlig grund. Og jeg er glad for din agtelse overfor mig. En af de vigtigste ting hvis man vil lære, er at ære og respektere sin mester. Og jeg kan mærke du gør netop det.

Khá kiggede på hende og lagde hånden på hendes ene skulder og smilede til hende og sagde:

Du skal nok nå rigtig langt. Du har storhed i dig og jeg vil meget gerne lære dig at finde den storhed

"Smiler du.. fordi jeg får dig til at smile? Det er jeg da glad for, så lære jeg også dig lidt.. Og du har helt ret, jeg respektere dig mere end meget andet, og det siger ikke så lidt for en som mig.. Der helst ser sig selv som fri for alt og alle, til at gøre nøjagtigt hvad hun vil"

Hazel grinte stille og lod ham lægge hånden på sin skulder. Hun gengælde hans smil blidt.

"Og jeg vil gøre hvad der skal til.. hvad du siger der skal til, undervejs. Så jeg kan lære det ordentligt"