My life, my mentor - Abraxas.

Abraxas nikkede for at svare på hendes spørgsmål. Han ville bestemt ikke lokkes i en fælde af engle, hvis de tog hjem til Mila, og han ville hellere udnytte sin egen lejlighed til sine formål. Han tog sin mobil op fra gulvet og hev AUX kablet ud, og en svag skrattene lyd. Rolig tjekkede han klokkeslættet og var bestemt ikke overrasket over tidspunktet som uret viste. Klokken var snart halv et, og Abraxas vidste at søvn ikke var noget han ville få meget af uanset hvad. Derpå vendte han sig om mod Mila der stod og så på sit tøj, og han kunne ikke lade være med at smile.

”Jeg har nok noget tøj du kan låne” sagde han roligt og gik over til hende. Han rakte sin arm frem mod hende i en elegant bevægelse for nærmest at eskortere hende. Han boede ikke langt fra Teateret, han boede faktisk kun få gader henne eftersom han boede i Terre. På vej ud åbnede han galant døren for hende uden et ord, men med et charmerende men høfligt smil.

Mila løftede et øjenbryn af Abraxas. Havde han tøj som hun kunne låne? Det hun stod og tænkte var en oversized t-shirts, men så ville hendes ballettøj, nok være lidt mere anstændigt. Medmindre han havde kvindetøj. Ja det var det. Han gik i alt hemmelighed, i kvindetøj.
Milas tanker, fik hende til at buste ud af grin. Hun ville virkelig ikke være uhøflig, og det var ikke meningen hendes tanker skulle så meget på afveje, men altså. Abraxas i kvindetøj. Et syn hun sikkert ville fryde sig over, hvis det var sandt.
Mila så Abraxas' reaktion, og holdt læberne stramt sammen, for at holde sit grin inde, men hendes skuldre hoppede stadig, af den glæde, der bobblede, når man holdt et grin inde. ''Undskyld'' Fnes hun.

Hun tog imod Abraxas' arm, og lod ham eskortere hende ud af teatret. Hendes smørrede smil, var stadig klistret på ansigtet, men hun kunne ikke få det af. ''Hvor bor De så henne?'' Spørger hun, mest for at aflede sine tanker.

Abraxas så forundret på hende mens hun var ved at bryde sammen af grin. Hvad var pludseligt så sjovt? Det ene øjeblik græd hun hysterisk, det næste var hun ved at dø af grin – var Gud virkelig så blind da han skabte hende? Abraxas rystede disse tanker ud af hovedet, men han var ikke vant til at engle var så, i mangel på bedre ord, flyvske. Han så på hende med et let smil da hun undskyldte, og tænkte at hun måtte have husket en vittighed.

Da hun tog hans arm førte han hende afsted med et let smil på sine læber. Han førte hende ud af teateret og videre op gennem et par gader før de nåede lejlighedskvarteret i Terre, men disse lejligheder var dyre. Abraxas førte hende hen til en af indgangene og hele vejen til tops, til de nåede hans såkaldte penthouse. Med en rolig hånd åbnede han døren og afslørede en smuk lejlighed der var indrettet med nye møbler og gammel kunstværker.

”Dette er mit ydmyge hjem.. Jeg beder Dem; find Dem endelig hjemme” sagde han mens han gik ind i et andet lokale. Han åbnede for sit skab og efterlod Mila til at finde sig til rette.

Da Abraxas trådte til side, så Mila kunne komme ind i hans penthouse lejlighed, fløjtede hun anderkendende. ''Det må jeg nok sige'' Siger hun blot, og går langsomt rundt i det første åbne lokale. Hun ser sig omkring, ser kunstværker, mange var originaler. Det vidste hun bare. Men det der mest tog hendes opmærksomhed, var hans samling på bøger. Hun faldt over en første udgave, af en samling af Voltairs filosofiske tanker, og bedrifter. Mila havde selv den bog, dog ikke som første udgave. Det der mest overraskede hende, var at bogen var holdt i så god stand. Den kunne være flere tusinde euro værd.
''Imponerende'' Mumlede hun, og bladre lidt i bogens sarte sider. Han havde ikke kun blot Voltairs filosofiske tanker, men han havde også novelle samlinger, digte og teaterstykker.
Der var også en del Shakespeare, og mange andre kendte kunstnere, men også en del ukendte.
Mila elskede historie, i sit dødelige liv. Det var fascinerende. Havde Abraxas det på samme måde nu, hvor han havde oplevet det meste? Hendes blik søgte, i resten af rummet, og hun spadserede videre.

Abraxas kom ud med en kjole i hånden. Den var sort og elegant, men intet pragende. Han rakte den til hende med et roligt blik i sine øjne og vendte derpå sin opmærksomhed mod bøgerne. Tydeligt kunne han fornemme hendes kendskab til Voltaires oprør mod religion, og hendes hengivenhed til Shakespeares skuespil og sonater. Uden at tænke over det tog han en af bøgerne ud fra hylden og rakte den til hende, idet han vidste at hun ville blive ovenud lykkelig for at se den; Thomas Mores Utopia. Abraxas elskede denne bog, og tog den tit til sig når dagene syntes lange. Dog var det endnu en af hans første udgaver, så bogen var skrevet på latin, men han mente at engle-racen måske stadig kendte til dette uddøde sprog.

”Jeg ved ikke hvad De er i humør til, så hvad med at jeg blot finder på det hen af vejen?” sagde han indgående og gik op i køkkenet der var i forbindelse med stuen. Her begyndte han straks at finde ingredienser frem til at lave mad. Et kort øjeblik faldt hans opmærksomhed dog igen på Mila.

Mila kiggede på bogen som Abraxas rakte hende. Hun rynkede lidt på næsen. Hun havde en bittersød mening om den. Hun elskede, hvordan Thomas Mores 'gode sted', eller rettere 'utopia', var et samfund bygget på kundskab og visdom, men sådan som livet var reguleret på brød hun sig ikke om. Gamle og syge, skulle elimineres? Det var grotesk. Det kunne godt være man ikke havde så meget adgang til lægehjælp dengang, men det var bare Milas holdning. Men historien i sig selv var betagende. Hun åbnede bogen, og så det var endnu en første udgave. Mila havde ikke problemer med latin, eller andre sprog. Man fik automatisk gaven til at tale alle nulevende, og døde sprog, når blev engel.

Hun smilede smørret igen, da Abraxas rakte hende en sort kjole. Tanken om Abraxas i kvindtøj, kom frem igen, og hun anstrengte sig for at holde sit grin inde igen. ''Må jeg spørger, hvorfor de har kvindetøj, i deres hjem?'' Spurgte hun, med et stort smil.
Mila svang kjolen og skulderen, og prøvede at finde vej til toilettet, men inden hun var gået, svarede hun blot Abraxas:''Det er helt fint, jeg er ikke så kræsen''

Mila stod foran spejlet, og så sig selv an i ansigtet. Hun havde, forholdsvis meget neutral makeup på. Intet prangende. Hun kom hurtigt ud af sit tøj, og fik smøget sig ind i den sorte kjole. Utrolig nok, passede den hende perfekt. Den sad tæt på hende som var den malede på hende. Den var hverken for kort eller for nedringet. Den var..... Anstændig. Hun rev sin hestehale ud, så hendes lange lyse hår faldt ned om hendes skuldre. Hendes naturlige fald i håret, indrammede hendes markeret ansigt. Efter et ekstra blik i spejlet, og tilfreds med resultatet, gik hun ud igen, for at finde Abraxas.

Abraxas så hendes mindre skuffelse over Utopia og lo. Hun kunne endnu ikke forstå ironien der lå i bogen, men det gjorde ikke Abraxas noget. Han vidste dog at det normalt ville være underligt at have kvindetøj liggende, men for Abraxas var det normalt. Det var ofte at kostumer fra teateret blev sendt til ham og han skulle inspicere det.

”Det var vel bare et rent tilfælde” sagde Abraxas roligt mens han hakkede grønsager. Han lod hende klæde om i fred og fokuserede derimod på madlavningen. Han studerede hvorledes kniven hurtigt skar gennem rodfrugterne, der derpå blev kastet over på en pande der stod på komfuret. Han håbede dog at kjolen passede hende, så hun ikke skulle have noget af hans tøj på – han kunne ikke fordrage den måde engle efterlod lugt alle steder. Det var som om de var territorielle dyr der skulle markere hvor end de kom frem, også selvom de ikke kunne gøre for det. Abraxas kunne tydeligt lugte at en engel havde stået ved hans bogreol, også selvom det var flere minutter siden.

Mila kom ind i køkkenet, hvor hun fandt Abraxas snitte grøntsager. ''Er der noget De ikke kan finde ud af? De kan danse, lave mad, de har viden inden for kunst, og historie, så er der noget De ikke ved, eller kan?'' Spurgte hun med et smil, og lænede sig op af en væg i køkkenet. Mila betragtede Abraxas bagfra. Hvordan hans arme, elegant bevægede sig når han skar grøntsager. Mila tænkte tilbage på Abraxas spørgsmål, om hun ikke havde fået en mentor, da hun gik i overgangen til engel. Havde han da fået en, da han blev skabt? Tanken undrede Mila.

''Da De spurgte om jeg ikke havde fået en mentor? Hvad mente de så egentlig. Jeg mener, selvfølgelig har jeg stadig meget at lærer. Men er det ikke sådan tingene ligger til. Man bliver skabt, smidt på jorden og så skal man selv regne alting ud. Havde De måske en mentor?'' Mila lagde armene overkors, og rettede sin stilling op af muren. Hun betragtede roligt Abraxas, yderligere.

Abraxas lo stille ved hendes spørgsmål. Han havde vel haft for meget tid på hænderne, så han valgte vel bare at bruge tiden på forskellige ting. Roligt hakkede han grønsagerne færdige og smed dem over i panden, og hældte hvidvin ud over dem mens de blev stegte. Med den ene hånd brugte han panden til at vende grønsagerne i hvidvinen, mens han med den anden rakte ud og tog fat om en tændstikæske. Han trak på skuldrene til hendes spørgsmål og anstændte alkoholen i panden. Da alkoholen var brændt af hev han et fad frem og hældte grønsagerne deri. Over grønsagerne lagde han kylling-filletter med en rolig hånd. Derpå satte han fadet ind i ovnen med den ene hånd og fandt en gryde med den anden. Han bevægede sig som in-sync med hans køkken – han vidste hvor alt var, og han havde styr over sine bevægelser.

”Jeg havde ikke en mentor” sagde Abraxas roligt mens han fandt ris frem og satte vand til at koge i gryden. ”Jeg formodede bare at engle skulle have mere oplæring end os djævle.” Han talte logisk, for han vidste at djævle på jorden ikke havde nogen bestemt opgave – de havde ikke behov for at kende forskel på rigtigt og forkert – men han havde nu forventet at englene havde en mere organiseret form for opvækst.

''Så er der noget de ikke kan?''Sprugte hun igen, men drillende. Hans latter fik hendes smil frem.

Hun rettede sig, fra muren og gik tættere på Abraxas, for at betragte madlavningen på tættere hold. ''Det ved jeg så ikke om den er'' Hvilket jo var klart. Hvis hun havde haft en mentor, ville hun vide det. Ironi.
Hun kiggede over Abraxas skulder, og så på ham igen. Sådan skiftede hun blikket i et stykke tid, før hun busede ud med ordene. ''Vil De være min mentor? Det kunne virkelig være forfriskende'' Hun grinte over sin sidste sætning. Han gad hende sikkert ikke, meget længere, men hun kunne da ligeså godt spørger?

”Jeg har ikke ligefrem undersøgt det” sagde Abraxas roligt mens vandet begyndte at koge. Han kom risene i, skruede ned for varmen og vendte blikket mod Mila. Han havde en underlig følelse omkring hende, som om hun endnu ikke forstod hvad denne verden indeholdt. Selvfølgelig var hun meget ung af sin alder, men hun måtte da have en eller anden form for indsigt i den verden hun nu var sat til at vandre for evigt. Det gik op for ham at hun lignede mere et menneske end en engel i dette lys, og det forvirrede hans sanser en del, men det var da hun bad ham være hans mentor han så en smule forvirret på hende.

”Jeg? Deres mentor?” sagde Abraxas undrende og tog sig til hagen. Han vendte tankefuldt blikket mod stuen og videre over til vinduet der havde frit syn ud over byen. Forsigtigt nærmede han sig hende og gik rundt om hende som om hun var et dyr til salg, men hans blik studerede mere end hendes krop. Abraxas var blevet skabt med evnen til at forstå og manipulere andres auraer og følelser, så han vidste hvad han skulle lede efter hvis hun havde en svaghed. Han kunne se hendes hvide aura.

”De har bestemt ikke været en dydig engel” sagde han stille. Han kunne se at hun havde haft sex i denne form, ved at hendes aura viste mørke pletter af skyld og lyst. Roligt så han på hende og nikkede så. ”Jeg vil gerne være Deres mentor, men på mine betingelser, må De forstå.”

Mila nikkede lidt for hurtigt, da han gentog hendes spørgsmål. Var han virkelig villig? Hun lod ham undersøge hende, og stod afslappet og ventede.

Hendes blik faldt til gulvet da Abraxas nævnte hendes dyd. Hendes uskyld blev taget af en djævel. Det har kun været den ene gang, udover det havde hun aldrig haft sex før, eller blevet kysset, for den sags skyld. Hun følte sig ret skyldbevidst, efter Matt og hende havde været sammen.
Hun rystede let på hovedet. Hun skulle ikke dvæle ved fortiden. Det skulle hun til at lærer. Mila vendte sig lynhurtigt om da Abraxas sagde ja til at være hendes mentor. Hun kiggede måbende på ham. ''Mener de det virkelig?? Ja self. Deres primisser. Jeg forstår. Men, hvad går de ud på?''

Wow.. En mentor. Det var da også på tide. Hun kunne ikke lade være med at smile. Måske ville hun en dag lærer ikke at være bange for sit væsen, eller sine magier.

Abraxas betragtede stadig denne engel foran ham. Han var fuldt ud klar over at deres forskellige racer ville udgøre et problem før eller senere, men for nu var han villig til at være hendes mentor. Han lo stille over denne situation – en engel der havde en djævel til mentor. Det lød som en apokalyptisk historie der var skrevet om i religiøse tekster. Forsigtigt lagde han en finger under hendes hage og tvang hendes øjne til at møde hans.

”Mine premisser er således: For det første, kræver jeg mit privatliv – dette er meget essentielt, så De kan ikke komme rendende når det passer Dem. For det andet, mit mobilnummer – her kan De kontakte mig døgnet rundt hvis der skulle opstå behov. For det tredje, et møde skal finde sted mindst én gang om ugen” sagde Abraxas med en rolig stemme. Han havde ingen erfaring med at være mentor, og specielt ikke for en engel, men han vidste at han måtte beskytte hans privatliv. Abraxas så på hende og rettede sig selv til en mere behagelig stilling. Lejligheden var begyndt at dufte af mad og han vendte derfor blikket tilbage mod køkkenet.

”Flere regler kan forekomme, men jeg har aldrig været mentor for en engel før, så lad mig i det mindste samle mine tanker” sagde han roligt, mens han tog fadet ud af ovnen. Han slukkede for risene der havde fået nok.

Bevares. Som om hun ville brase ind i hans, privatliv. Hun havde et selv. Hun nikkede blot. ''Lyder rimeligt nok. Det er også første gang jeg har 'djævelsk' mentor på, så jeg skal da også samle tankerne?''
Mila indåndede den dejlige duft af mad. Det hele duftede herligt.
''Det dufter rigtig godt. Hvad skal vi have?'' Spurgte Mila venligt, og hev lidt ned i den sorte kjole.

Abraxas virkede god nok. Måske lidt for lige til, men det måtte hun bare finde sig i. Hun stod og tænkte lidt på, hvad Abraxas betragtede som 'sjovt'. En tur i tivoli? Lave mad? Danse? eller var han bare en enspænder, der nydte sit eget selvskab. Milas lod sig dvæle længe i sine tanker, at hun forsvandt fra sine omgivelser.
Hvis han var en enspænder, hvorfor ville han så være mentor for Mila. Det gav ingen mening. Så hun besluttede sig for at han ikke var en enspænder, og selvfølgelig mødte nogen andre personer i sine, hverdage. Men, hvad var så sjovt for ham? Måske kunne hun gøre noget for ham, som tak for at være hans mentor.

Abraxas trak vejret roligt mens han flyttede på gryder, pander og tallerkner. Han bevægede sig lydløs i dette bekendte miljø og han fandt et par tallerkner, hvor han begyndte at opstille maden på hver af dem. Den behagelig lugt af krydderier og grønsager var blevet kraftigere i takt med at han havde taget det ud af ovnen. Han nikkede over mod et andet rum som tegn om at hun kunne gå ind og sætte sig i spisestuen, mens han gjorde det sidste klar.

”Kylling på en seng af flamberede grønsager med komplimenterende krydret ris til” sagde han som om han nævnte en helt normal menu fra McDonald’s. Da hun var gået ind i spisestuen fik Abraxas endelig lidt pusterum til at stå og få maden til at se ekstra speciel ud. Han vidste ikke hvorfor, men han havde altid til skønnet at maden skulle se ud som den smagte. Med et let sving af håndledende lettede tallerknerne sig fra køkkenbordet og de fløj let og elegant efter ham ind i spisestuen.

Spisestuen var dekoreret med en mørkt spisebord, samt mørke matchende stole. Det var svært at sige bordets alder, men man kunne se at det ikke var første gang det blev brugt – det stod dog stadig i al sin pragt og fyldte det meste af gulvet. Rundt om på væggene hang der malerier af personer, men der stod ingen navne ved deres maleri. Abraxas trak stolen ud for Mila og serverede derefter maden på de svævende tallerkner.

Mila nikkede af menubeskrivelsen, og gjorde som der blev signaleret. Hun gik ind i det der skulle forstille en spisestue. Hun lod en hånd glide over bordets, rug overflade. Bordet så gammelt, men rustik ud. Hun kiggede rundt, for at lære sine omgivelser at kende. En masse interessante malerier af personer hang rundt omkring, men der var, hverken navn eller signatur på.
Hun hørte Abraxas træde ind i rummet, og hun vendte sig om for at se ham. Han gik med to tallerkener, som efterlod en damp, der duftede lækkert af krydderier.
Hun satte sig pænt på stolen, og så Abraxas servere maden.''Det ser virkelig lækkert ud'' svarede hun oprigtigt. Det så faktisk lækkert ud, den måde maden var anrettet på.

Efter Abraxas selv havde sat sig, vidste ikke hun ikke om hun skulle begynde. Hun ville også gerne gøre bord bøn, men hun vidste ikke om Abraxas gjorde sådan noget, når han nu var djævel, og ikke havde nogen konkret sammenhæng med gud.
Hun lagde hænderne diskret på sit skød, og flettede dem sammen. Hun sagde en kort bøn i sit hovedet, og følte sig bedre tilpas.

Tallerknerne satte sig, uden hjælp fra Abraxas’ hænder, på bordet foran dem. Da hun havde taget plads, satte han sig selv og skød et blik over på et af malerierne der forestillede en smuk kvinde med gyldent hår. I kvindens skød lå en enhjørning og omkring hende var en smuk skov, som taget ud af et eventyr. Abraxas vendte derefter blikket mod Mila der havde siddet i bøn i mellemtiden.

”Bare spis” sagde han med en blid og rolig stemme mens han selv tog det bestik der lå ved deres tallerkner. Han tog en bid og nikkede for sig selv, derpå gjorde Abraxas et sving med håndledet og ind af den åbne dør fløj to vinglas samt en hvidvin af dyrere mærke. Han greb elegant vinflasken i luften, mens de to glas satte sig ved hver sin tallerken. Han hældte lidt op i sit glas, smagte på den og nikkede igen for sig selv. Derpå fløj flasken over og hældte vinen op for Mila, og dernæst for ham selv. Til sidst satte vinen sig selv på bordpladsen mellem dem.

Mila kiggede blegt på de svævende glas, og hvidvin. Hun sank en klump i halsen, og kiggede skælmsk på hendes nu fyldte glas. Hun var ikke rigtig tørstig alligevel.
Hun tog sit bestik i hænderne, og begyndte at skære et stykke kylling. Hun nikkede anerkendende, at det virkelig smagte godt, hun tog lidt ris, og grøntsager i munde, så alle tre elementer i retten gav en fantastisk fusions smag i munden. Mila sukkede glad. Det var dejligt at få noget mad i maven.

Mila mærkede en akavet stilhed snige sig. Hun sad bare på sin stol, og holdt blikket fast på sin mad. Hun vidste, hverken, hvad hun skulle sige eller gøre. Altså udover at spise sin mad. Hun følte lidt at nu Abraxas havde fået titlen som hendes mentor, så var hun blevet endnu mindre og ynkligere end hun var før. Måske skulle hun bare have holdt sin kæft, og havet taget på maccen istedet.
Hun havde først bemærket nu, at hendes krop var anspændt. Hendes skuldre var højt oppe, hun bevægede ingen andre muskler, end armene, og kæbe partiet. Hun sad bare helt stille, og var anspændt i denne akavet situation.

Abraxas sukkede ved hendes overraskelse over hans evner. Havde hun virkelig aldrig oplevet dette før? Han tog en bid og sukkede let – han var aldrig tilfreds med sin madlavning og tog i stedet vinen og holdte det op som en tavs skål. Han drak af glasset og mærkede hvor hurtigt hans system brændte alkoholen af. Det var som om intet ville samarbejde med ham denne dag, og hans gæst så ud til at holde sit stemmebånd i ro.

”Det eneste der er slemt ved at være djævel, er at man ikke kan drikke sig fuld” sagde han roligt og tømte sit vinglas i et hurtigt drag. Han viftede hurtigt med hånden og flasken kom over og hældte op for ham. Han lagde mærke til hendes anspændte krop sådan som hun sad der overfor ham. Havde han gjort noget for at gøre hende utryg, eller var det blot endnu en af hendes reaktioner overfor noget nyt? Abraxas skød tanken til side, og overvejede hvad han skulle sige. Normalt havde han det fint med stilheden, men Mila så ikke ud til at værdsætte denne stille stund som han gjorde.

”Nå.. Hvad ønsker De så skal være deres første opgave?” spurgte han med en rolig tone mens han tog en tår af sit andet glas.

Ved Abraxas spøjse konstatering, løftede hun blot hovedet svagt for at kigge på Abraxas, og komme med et skævt, venligt smil. Hun sænkede blikket igen til sin mad, og forsatte sin mekaniske bevægelser.

Abraxas spørgsmål kom bag på hende. Hun tyggede færdigt og fumlede med at sætte kniv og gaffel på kanten af tallerkenen. Det klirrede højlydt i rummets stilhed. ''Jeg..'' Mila hørte, hvor forkert hendes stemme lød, så hun hostede lidt,og prøvede igen ''Jeg, øh.. Jeg ved ikke, hvad de mener med opgave. Jeg vil bare gerne forstå..'' Mumler hun, og kigger alle andre steder end ned i sin tallerken. ''Jeg vil bare gerne forstå, hvorfor De ikke dræber mig, når det tydeligvis ligger til jeres natur. Jeg vil vide, hvad der er så kraftfuldt ved engleblod, at det gør os til et eftertragtet byttedyr. Jeg vil vide....'' Mila fik et dystert blik over sine øjne. ''Jeg vil vide, om der er på nogen måde... Er noget... Der kan gøre mig dødelige igen'' Mila gispede efter vejret. Så nu havde hun sagt det. Hun ville ikke være uddødelig. Hun hadet det. Hun ville måske aldrig acceptere det. Kun fordi hun har haft et dødeligt liv, og har haft en familie. Det har hun mistet. Alle hun elsker, har hun set dø. Det vil hun ikke opleve mere. Hvordan, klarer Abraxas det?

Abraxas lagde mærke til hvordan hun nervøst fumlede med sit bestik, men vendte i stedet sit blik mod hendes ansigt. Han hørte hvordan hun nærmest faldt over ordene og ikke mindst stammede en smule da hun udtalte de mange observationer og spørgsmål hun havde. Da hun nævnte det sidste om at gøre hende dødelig igen sukkede Abraxas næsten opgivende. Havde Gud – selveste Gud – ikke lært sine engle en smule op i hvordan denne udødelighed fungerede? Det lå vel lidt i ordet, men Abraxas kunne ikke sætte sig ind i hvilken overmenneskelig kraft der ikke kunne tage sig tid til at forklare det mest essentielle i denne verden. Han så på hende igen og så hvordan hun gispede efter vejret, og med en elegant bevægelse rejste han sig fra sin stol. Der var intet truende ved hans holdning, men han havde et fast blik, mere intens end tidligere.

”Jeg har forklaret Dem min grund til mit manglende morderiske instinkt – jeg ønsker ikke at dræbe Dem, fordi De ikke har angrebet mig først” sagde han roligt, men holdte sit intense blik på hende. Han gik omkring bordet og nærmede sig hende en smule med en let bevægelse, som havde han lige fløjet gennem luften. ”Deres engleblod er ikke mere kraftfuldt end noget andet blod, det er bare fordi jo nærmere man kommer på Gud, jo mere går det op for en at man ikke kan lade være med at gøre modstand mod alt det han står for.” Abraxas stemme hævede sig en smule, men ingen vred tone var at spore – tværtimod lød han mere kold og følelsesforladt. Han vidste at livet var ligegyldigt ligeså snart man stod udenfor dødeligheden, og han gættede at det var derfor han fandt sin spænding i at opsøge de ting der kunne såre ham mest muligt. Ja, han havde følt kærlighed engang for længe siden, men selv det blev revet væk i Guds vrede.

”Og med hensyn til Deres ønske om udødelighed, så er det bare ærgerligt” sagde Abraxas med sit blik plantet på Mila. ”Så snart en engel dør, bliver de genskabt et andet sted, sådan er det bare.”

Den nøgne sandhed gjorde ondt. Inderst inde vidste hun det godt, men havde håbet at det ikke var sandt. Det sidste slog hende hårdt i maven. Genopstå? Så hendes liv ville aldrig ende? Mila rejste sig hastigt op, så stolen bag hende væltede bagover, holdt sit tomme blik på Abraxas.
Milas anspændte krop, var mere end bare anspændt. Det var som om den samlede på et eller andet inden i. Som en slangebøsse det blev strukket ud, og ventede på den kunne kaste sit objekt på målet, i en høj fart. Mila bemærkede hun havde hårdt knyttede hænder. Hvad følte hun? Vrede? Måske. Men hvorfor? Det var ikke Abraxas skyld, at hun blev til en engel, og ikke kunne gøre hende dødelig igen. Intet var hans skyld. Hun havde spurgt ham, om han ville være hans mentor.

Hun havde ikke bemærket at en tåre gledet ned af hendes kind, før nu. Tåre? Var hun nu ked? Hvad foregik der? Frustrationen tog overhånd. Hun vendte sig skarpt om, og gik hen mod hoveddøren. Hvis vrede var tilfældet, så havde hun ikke oplevet det meget meget længe. Hun ville bare væk, så hun kunne køle af.

''Jeg ringer til Dem'' mumler hun, gennem sine sammenknebet læber, og smækkede døren efter sig.

Abraxas sukkede ved hendes pludselige reaktion. Hvorfor skulle hun også være så følsom af en engel at være? De fleste engle havde på nuværende tidspunkt forsøgt at slå ham ihjel, men hun havde derimod taget en komplet modsat rute og bedt ham være hendes mentor. Hendes mentor – en djævel! Han så opgivende på hende mens hendes tårer faldt ned af hendes kind – men hendes følelser måtte hun selv styre. Han var ikke hendes krammedyr, han var en selvstændig djævel, som hun havde bedt om hjælp ved.

”Hvad godt gør den gråd?” sagde Abraxas roligt og begyndte at samle tallerknerne sammen. ”Tror De at alt i verden vil gå efter Deres premisser?” Abraxas var kold i stemmen – ligefrem ligeglad med hendes reaktion efterhånden og så ikke engang op da hun smækkede døren efter sig. Han vidste det, tænkte han til sig selv, han vidste at denne aften var ment til at gå galt – han var bare glad for at han ikke skulle kæmpe mod hende. Han tømte begge vinglas og mærkede hvordan alkoholen brændte op. Han kastede glasset hårdt mod væggen, så det sprængtes og så på maleriet af den smukke blonde kvinde.

”Hvad skal jeg stille op, Lucille?” hviskede han til sig selv mens han satte sig på gulvet foran maleriet. Den tøs virkede kun til at avle problemer.