Wait... This Isn't Heaven!

Månen hang lavt på den svagt oplyste himmel. I den modsatte horisont kunne toppen af solen akkurat lige anes. Den store åbne plads der omgav springvandet var mennesketom. Kun en hjemløs, sort kat var vidne til det mystiske fænomen. Fra himmelen dalede, hvad man kun kunne kalde et guddommeligt, blændende lys. Kneb man øjnene sammen kunne man skimte et par hvide, fjerbelagte vinger gemt i den blændende lyskugle der nu havde nået jorden. Lyset forsvandt og afslørede en nøgen kvinde stående foran springvandet. Hendes øjne var lukkede, og hendes hoved hævet op imod himmelen. Armene var hævet foran hende, håndfladerne vendte opad som hvis hun rakte et par hjælpende hænder imod en ven i nød. De brede vinger var foldet ud bag hende, som var hun klar til at lette hvert øjeblik, og flyve tilbage imod himmelen hun lige var dalet ned fra. Scenariet var som taget ud af et smukt maleri.
Snart faldt hun sammen som en kludedukke og landede på den brostensbelagte, kolde jord. En snert af det varme lys omgav hende stadig, lyste op omkring hende, og kunne ses på lang afstand. Vingerne trak sig tilbage, og på jorden lå nu ikke længere en åbenlys engel, men en bevidstløs kvinde der lyste op med en overnaturlig glød i den tidlige morgen.


Der var mørkt omkring hende. Der var koldt. Der var uendeligt stille. Var hun død? Ja, dette vidste hun. Hun havde været død længe. Men hun havde ikke været fanget i det kolde mørke siden... Bang! Skuddet lød for hendes ører, og følelsen af at falde og aldrig lande overtog hende igen. I en evighed faldt og faldt hun. Hun vidste hvad der ville ske. Det varme lys ville omfavne hende. Varmen, trygheden og lykken ville aldrig gå væk. Hun ville være i paradis. For evigt.


Øjenlågene sitrede. Ørene fangede lyden af plaskende vand. Huden dannede små prikker ved følelsen af en kold vind, og ligeledes den hårde, kolde overflade kroppen lå på. De lyseblå øjne så ikke andet end mørkebrunt hår da de langsomt åbnedes. En skælvende hånd fjernede gardinet af hår, og frem kom en brostensbelagt gade set fra en helt forkert vinkel. Hvor var hun? Hun løftede hovedet, fik vendt sig så hun kunne støtte sig til den ene underarm og kastede et blik på sine omgivelser. Hun havde aldrig set stedet før. Forvirring fik de mørke bryn til at skyde sammen. Snart efter overtog panikken. Hjertet hamrede afsted, og vejret blev hevet ned i lungerne i hurtige ryk. Hun rystede over hele kroppen, ikke kun på grund af kulden. Et panikanfald havde grebet hende. Det var forfærdelig velkendt. Hun blev nødt til at holde hovedet koldt. Holde sig til fakta. Mit navn er Isabella Antonia Alessio. Jeg er født i Italien. Jeg er 25 år gammel. Min mor døde af en overdosis. Min far er i fængsel... Nej, det passede ikke. Han var kommet ud. Han havde haft en pistol. Han havde... Hjertet skippede et slag, inden det genoptog sin spurt. Hånden famlede rundt ved kravebenet, og fandt det cirkelformede skudhuls ar 2 centimeter under kravebenet. Han havde skudt hende. Hun var død. Hun var sikker på det. Men hvordan var det så muligt at hun lå her i live?

I Terres labyrinter, slæbte en gennemsigtig skikkelse på sig selv. Fødderne skrabede lydløst mod asfalten. De mørke øjne stirrede tomt fremfor sig. Det havde været endnu en af de forbandede nætter. Men denne havde nok været en af de værste. Smerten, der havde pulserede igennem ham havde været ulidelig. Hjertet, havde føltes som om at det blev revet itu. Dagen forinden havde også været fyldt med regret. Han havde slået hende. Hånden havde ramt hendes kind hårdt. De abnorme blå øjne havde stirret forskrækket på ham. Men hun havde tilgivet ham. You can’t help it Evan. It’s okay… havde hun sagt. Han troede ikke på hende. Raseriet, havde været pludseligt. Det stammede dog fra manglen af medicin og beroligende midler. Men hun skulle ikke have været i nærheden af ham. Nej, hun skulle have været inde på sit værelse. Gemt væk fra den ustabile person, som han i sandheden var. Man vidste aldrig hvornår bomben ville springe. Hans raserianfald havde selv skræmt ham, så pludseligt havde det været.
Evan var nu nået til pladsen, med springvandet. Vandet rislede roligt. En dyssende lyd, der satte hans væld af tanker på pause. De mørke øjne løsrev sig fra de slidte converse. I stedet lagde de sig mod himlen, der havde taget en smuk rød farve. Solen stod nu op. I det samme, at strålerne strøg over byen, faldt det grufulde udseende spøgelse, ned på sine knæ. Han greb sig om brystet. En skarp smerte, der mest kunne beskrives som hvis nogen stak ham med en kniv, opstod. Han lænede sig så langt ned, så panden blev lagt mod brostenene. Han hev febrilsk efter vejret. Han vidste godt hvad der skete nu. Endnu en dag ville komme. Han ville atter blive til sig selv igen. Han ville tage udseende som den 20-årig mand, som han havde været det i 126 år.
Roen faldt over ham, i et kort øjeblik. Som hvis Gud havde holdt et beroligende hvidt lys over hans skikkelse. Efter at have fået sin vejrtrækning under kontrol, rettede han sig op. Og han var slet ikke forberedt på det han så. Ned fra himlen, faldt en guddommelig skikkelse. Den øde plads blev næsten lyst op, i en så smuk glød. Han kneb de mørke øjne en anelse i. Lyset skar ham i øjnene. Måbende, betragtede han scenariet foran ham. Kvinden kom tættere jorden. I et ryk, faldt hun, som en kludedukke mod brostenene, blot et par meter fra ham. Panikken greb i det samme et tag om Evan, der så sig omkring i håb om, at der var andre til stede på pladsen. Men det var der ikke. Pladsen var fuldstændig øde. Hans hjerte slog så højt i brystet, at det gav genlyd i hans ører. Munden stod på vid gab og øjnene var op spillede. Hvad havde han lige været vidne til? En.. engel der blev sendt på jorden? Han kunne næsten ikke tro det. Det måtte være løgn. Men gløden, som denne kvinde besad, afspejlede dog sandheden, som han i øjeblikket nægtede at tro på.
Der gik adskillelige minutter før, at han rejste sig op. Den nøgne kvinde lå stadig helt stille. Langsomt og utroligt tøvende, tog han et skridt mod hende. Og et til, og et til.. Hans vejrtrækning var ude af kontrol. Panikken stirrede ham i baghovedet og fulgte hans bevægelser. Instinktivt gik han dog et skridt tilbage, da kvinden bevægede sig. Hun havde sat sig halvt op, tydeligvis forvirret. ”Øh… Er du øh… ok… ok… okay?” stammede han virkelig nervøst, men han stirrede opmærksomt og skræmt mod denne kvinde. Evan vidste ikke hvad han skulle gøre ved sig selv. Han havde lyst til, at løbe skrigende bort. Men hans ben var som klistret fast til stedet. Han kunne ikke rykke sig, det føltes umuligt. Hans hjerte var hoppet helt oppe i halsen, og her bankede det af sted mens han afventede denne nyfaldne engels reaktion.

Lyden af en stemme satte hendes panikanfald på pause i et kort sekund. Uendelig langsomt drejede hun hovedet, og fandt kilden til stemmen. Så overtog panikken igen. Nej, hun var ikke okay. Var han? Han kunne knap nok få ordene ud af munden, og han så yderst utilpas ud. "Dove mi trovo?" spurgte hun med udvidede, paniske øjne. Vent, det lød ikke rigtigt. Manden snakkede fransk. Forvirringsrynker viste sig i hendes pande. Hun kunne ikke fransk. Kunne hun? "Hvor er jeg?" gentog hun ubesværet på flydende fransk. Det kunne hun åbenbart. Men siden hvornår? Hun havde aldrig taget en fransktime i sit liv. Hun satte sig op. Det lange bølgende hår kildede hendes nøgne ryg, og sendte en kuldegysning igennem kroppen på hende. Hun lagde armene om sig selv, en nyttesløs handling der ikke producerede den store kropsvarme. Hun kiggede ned ad sig selv. Først betragtede hun fascineret sin cremefarvede hud. Den mystiske glød der lå om hende var guddommelig smuk. Bare ved at kigge på den, faldt der en salig ro over hendes indre, og skabte midlertidigt en følelse af tryghed. Det varede ikke længe. I et ryk var hendes blik på den unge mand, få sekunder senere lå hendes øjne igen på hendes nøgne krop. Den proces varede ca. et halvt minut, før en skinger, forskrækket lyd undslap hende. Hun var nøgen! Hun sad midt i offentligheden uden nogen form for dækkelse. Hvor var hendes tøj? En nervøs messen kunne høres fra hende, imens hun forgæves prøvede at dække sin fyldige barm med den ene arm. Den anden arm dækkede for hendes anden private kvindedel. De italienske bandeord flød stødt fra hendes mund, imens hun febrilsk kiggede rundt efter noget hun kunne dække sig med. Der var intet. Hendes øjne faldt tilbage på den nervøst udseende mand. "Kunne du... lade være med... at kigge, tak" mumlede hun. En tydelig rød farve havde indtaget hele det kønne ansigt, og hendes blik ramte jorden.
Det måtte være en drøm. Kun hendes underbevidsthed kunne komme op med sådan en situation. Sådanne ting skete ikke i virkeligheden. Dog føltes den bidende vinterkulde ufattelig virkelig. Panikken og den akavede forlegenhed var helt sikkert ægte. Det var ikke en drøm. Hvad fanden foregik der? Hun måtte være blevet udsat for en forbrydelse. Nogen havde kidnappet hende og efterladt hende nøgen på dette ukendte sted. Det gav ingen mening. Hun var jo død. Hun havde ikke været i live. Havde man fundet en mulighed for at genoplive de døde? Og hvis det var tilfældet, hvorfor ville sådan nogle forskere så efterlade hende her, efter at have udført sådan et mirakel? Der var så mange spørgsmål. De summede alle rundt i hendes hoved, og gjorde hende svimmel. "Hvilket år er det?" spurgte hun med en svag stemme, der knap kunne høres. Hendes øjne ville ikke fjerne sig fra brostenene. Panikken ville ikke gå sin vej. Hun skælvede fortsat både på grund af kulden og det panikanfald der stadig havde et fast greb i hende. Gid det havde været en drøm. Gid hun kunne vågne i sin seng i Rom, og det hele ville vise sig bare at være en joke hendes underbevidsthed havde udsat hende for. Sådan var det desværre ikke.

Han burde virkelig til, at tage sig sammen. Kvinden foran ham, havde tydeligvis brug for hans hjælp. Han gav sig selv en mental lussing. Der faldt dog ingen ro over hans skikkelse, der stod med spændte muskler, høj og hurtigt vejrtrækning, op spillede mørke øjne og med panikken malet i hans ansigt. Endelig så englen på ham. Hendes øjne var mørke og smukke, dog var de ligesom hans egne, indhyllet i panik. Evans blik fæstnede sig til hendes læber, som de formede en sætning på et sprog, der forekom ham yderst velkendt. Forundret over, at hun talte hans modersprog, glippede han med øjnene, der nu var så store som tekopper. Talte hun lige italiensk? Han havde svært ved at tro det. Men så flydende som det italienske havde været, var hendes franske lige sådan. Det røg så naturligt ud af munden på hende. Det var en af englenes gaver, vidste han. De kunne tale alle verdens sprog.
Om han ville lade være med, at kigge? Fuck! Forskrækkelse viste sig på hans ansigt. Han havde slet ikke lagt mærke til at hun var nøgen. Panikken strøg op langs hans rygsøjle, og samlede sig bagerst i hans hoved. ”U-undskyld!” stammede han, mens hans toneleje blev en anelse skinger. Det var kommet så hurtigt ud af munden på ham, at han ikke lagde mærke til, at ordet ikke var fransk, men italiensk. Så hurtigt som hans menneskelige skikkelse ville tillade det, roterede han rundt på hælen. Hans blik lå nu på springvandet, foran dem. Vandet løb sagte. Det var en rolig lyd, midt i al det kaos der herskede omkring ham. Hele hans indre var i krig. Følelser kæmpede indædt med hinanden. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Og ikke mindst, hvad han skulle gøre af kvinden. De mørke øjne, strøg hen over hans omgivelser. Der var ingen mennesker overhovedet. Det var yderst besynderligt, men spøgelset tænkte ikke videre over det. En idé poppede dog op i hans paniske sind. Akavet, fik han sine arme ud af den sorte hættetrøje som han altid var iført. En hånd blev placeret foran hans mørke brune øjne, inden han roterede rundt på hælen igen. ”H-her. Ifør dig den her” sagde han i et lidt mere roligt stemmeleje, som dog stadig var præget af hans paniske stammen. Evan kastede hættetrøjen hen til hende, og roterede dernæst tilbage igen. Hånden, faldt slapt ned af siden. Øjnene åbnedes langsomt. Hjertet i hans bryst, bankede så hårdt som ville det eksplodere hver sekund at det skulle være. Hans krop rystede. Det var svært for ham, at forholde sig rolig. Men han måtte vel forsøge.
Efter at have stået og stirret tomt ud i luften et stykke tid, tillod han sig at vende sig mod hende igen. Hans blik gled hurtigt nedover den smukke engel, for at tjekke om hun havde iført sig hans hættetrøje. Det havde hun heldigvis. Evan tog et overvejende skridt hen mod hende. Han tog et skridt til, og et til. Han satte sig dernæst på hug foran hende. De mørke øjne søgte mod hendes. ”Mit navn er Evan” ordene kom roligt ud af hans mund. Han blev næsten helt forskrækket over hvor rolig han egentlig lød, når man tænkte på at han for få minutter siden, var ved at løbe skrigende bort. ”Jeg ved godt, at du er meget forvirret lige nu…” fortsatte han, uden at fjerne sit blik fra hende. En svag prikken opstod i hans bryst. Evan vidste udmærket godt, hvordan hun havde det. Han havde selv været igennem det selvsamme. ”Og jeg vil med glæde besvare alle de spørgsmål, som du nu måtte have” med hånden fjernede han en krøllet lok, der havde forvildet sig ind foran hans øjne. ”Men lige nu, vil jeg gerne tage dig et sted hen, hvor der er lidt mere sikkert” han holdt en lille pause, mens hans tanker kørte på fuldtryk. Hvor kunne han tage hende hen? Han kunne ikke bare vade hjem med hende, på Iscariot. Malzahar ville næppe tillade det. ”Vil du stole på mig?” afsluttede han, med en enorm blidhed lagt i de mørke øjne. Han rakte prøvende, en hånd frem i mod hende. Samtalen var foregået på italiensk. Hvis hun nu kom fra Italien, ville det måske skabe mere troværdighed, så hun ville have nemmere ved at stole på ham. Men nu var det hendes tur til, at slå med terningerne. Han havde rakt sin hånd ud. Det var hendes beslutning, om hun ville tage i mod den.

Øjnene der var en næsen unaturlig lyseblå farve fandt tilbage til den unge mand, da det italienske ord ubesværet røg ud af munden på ham. Lige tids nok til at se ham vendte sig imod springvandet. At han også snakkede italiensk forvirrede hende endnu mere. Det hjalp hende slet ikke videre i mysteriet om hendes location. Var hun i Frankrig eller var hun i Italien? Og hvorfor flød det franske sprog fra hendes mund, som om hun havde snakket det hele sit liv? Der var intet hint af hendes modersprog, der burde ligge sig som en accent rundt om de fremmede ord, der alligevel føltes så velkendte. Kunne hun andre sprog? Det første sprog der poppede op i hendes tanker var tysk. Hendes tankegang skiftede lydspor, og hendes tanker blev nu fremført i det hakkende sprog der var tysk. Hun blinkede, for derefter at spærre sine øjne op til deres yderste. Var hun pludselig i stand til at tale alle sprog?
Midt i sin opdagelse af sit nye talent havde hun fuldstændig glemt den unge mand, selvom det var på ham hendes øjne lå. Under andre omstændigheder havde hånden foran hans øjne været en komisk handling. Intet smil viste sig på hendes læber nu, men taknemmeligheden skyllede indover hende, og skinnede ud af hendes øjne. Det kunne han selvfølgelig ikke se, han var igen vendt imod springvandet, og accepterede høfligt hendes trang til privatliv. Den hentydning af privatliv man da kunne skaffe sig på en åben, offentlig plads. "Tak" sagde hun, og forsøgte at ligge sin taknemmelighed ind i det enkelte ord. Det lykkedes ikke. Frygt og panik dominere stadig hendes stemme. Imens hun trak hættetrøjen over hovedet, undrede hun sig over den fremmede. Kunne han mon også alle tænkelige sprog? Både fransk og italiensk havde han snakket. Var det bare noget alle mennesker pludselig kunne? Det var bestemt ikke noget der var muligt da hun var i live. Men hun vidste selvfølgelig heller ikke hvor længe hun havde været væk fra livet. Eller om det overhovedet var sandt, at hun døde den dag i Rom. Det kunne vel være muligt, at hun havde lagt i koma i en del år, men det forklarede stadig ikke hvorfor hun vågnede op nøgen på et ukendt sted. Trøjen holdt stadig hans kropsvarme, og fjernede gåsehuden på hendes overkrop. Ærmerne var en anelse for lange, og selve trøjen var heldigvis lang nok til at dække for hendes nederste private dele.
Hun havde ikke hørt ham nærme sig, og da hun kiggede op, sad han foran hende. Instinktivt lænede hun sig tilbage, og hendes ryg ramte springvandets kant. Hjertet der var begyndt at falde en smule til ro, hamrede nu hårdt afsted. Siden hendes far havde forgrebet sig på hende, havde fysisk nærhed været et problem. Hvad der virkede som en acceptabel afstand for andre, var en indvadering af hendes personlige rum. "Isabella" kvækkede hun, og lagde en hånd på brystkassen for at indikere at det var hende. Der var en tydelig forandring over Evan. Den unge mand der var nervøs og virkede utilpas, var erstattet af en rolig, kontrolleret udgave af sig selv. Hendes øjne var fanget af hans blik. Der hvilede ingen trussel de mørke øjne. Hun nikkede. Selvfølgelig var hun forvirret. Hun stirrede tavst på ham imens han snakkede videre. Det lød som om, han faktisk vidste hvad der var hændt hende. Hvilket besynderligt, og ikke mindst farligt sted hun var endt, hvis der dukkede nøgne mennesker op mærkelige steder til dagligt. Det måtte passe, eftersom han ville have hende med et sikkert sted hen. Skulle hun tage med? Havde hun egentlig noget valg? Hvad var chancerne for, at der var andre der ville hjælpe hende. Hun kunne ikke komme op med et svar på hans afsluttende spørgsmål. Hun kiggede skiftevis fra hans hånd, til hans øjne. Det føltes som et langt øjeblik, inden hun rakte sin skælvende hånd ud og lagde den i hans. "Okay" lød svaret, der bar præg af den enorme beslutning hun lige havde taget. Et usikkert nik fulgte efter, og hun lod ham trække sig op at stå. Med det samme der ikke var en nødvendighed for deres hænders kontakt slap hun ham. Hun trak ned i hættetrøjen og sikrede sig, at den dækkede det den nu skulle, inden hun kiggede på Evan igen. Usikkerhed, mistro, panik... Alle hendes følelser spillede henover det kønne ansigt, og hun kunne læses som en åben bog. Hun slugte en klump i halsen. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun og kastede et blik rundt på den mennesketomme plads, inden de lyseblå øjne igen landede på hendes formodede redningsmand.

Evan afventede hende tålmodigt. Bagerst i baghovedet, sad panikken dog og prikkede arrigt til ham, som en trussel. Den ville komme tilbage igen. Det var helt sikkert. Englen, hvis navn var Isabella, virkede virkelig ubehagelig over situationen. Han kunne ikke andet end, at forstå hende. Men han kunne ikke undgå, at lægge mærke til det tydelige ubehag hun havde ved, at han var så tæt på. Var hun bange for ham? Et kort øjeblik strejfede tanken ham, at han måske lige pludselig var blevet til sit gyserfilms-agtige jeg. Men et kort blik ned af sig selv, svarede dog på hans naive tanke. Han var stadig sit menneskelige jeg. Og gudskelov for det. Isabella ville sikkert løbe skrigende væk, hvis hun så ham på den måde. Det var der ikke noget nyt i. Hendes varme hånd, blev lagt i hans, og sendte en kort bølge af elektricitet igennem ham. Han var ikke just vant til berøringer, specielt ikke de varme af slagsen. Autumn, føltes altid så kold. Evan hjalp hende op og stå på benene. Hun gjorde, ligesom ham selv, det at slippe så snart at de kunne komme til det. De mørke øjne løsrev sig fra hendes skikkelse, og lagde sig mod gaderne af labyrinter, omkring dem. I horisonten var himlen malet en så fin lilla farve. Skyer var blevet drysset på himlen, og lignede små klatter på et maleri. Det var et smukt syn.
Han satte gang i benene, og så sig kort over skulderen for at sikre sig, at hun var med. Ja, hvor var de på vej hen? Han kunne kun finde på et sted, og det sted var heldigvis ikke så langt væk, fra deres nuværende location. Gaderne, husene, lejlighederne, var placeret ovenpå og opad hinanden. Det lignede nærmest grå masser af beton. Stilheden synes, at hænge over dem som de betrådte de menneskeforladte gader. Hvor var alle sammen henne? Et undrende blik, prægede hans kønne ansigt. Efter en ti minutters tid, drejede Evan til højre. Brat, stoppede han op foran en lille hvid bygning. Bygningen var ikke særlig høj og så var den virkelig smal også. Et lille vindue var placeret ved siden af en gammel antik trædør, i en dyb rød farve. Dette var spøgelsets tidligere hjem, inden at han var blevet nødsaget til at flytte ind på Dé Pestis. Hans plan var dog, at flytte så snart at muligheden var der. Han havde allerede nu luftet idéen om, at købe en lille lejlighed til ham og Autumn, for Malzahar. Malzahar havde ikke sagt nej, men siden at Autumn havde lavet et lille flugt stunt, var chancerne forringet.
Evans mørke øjne, lagde sig mod hende. ”Det er så her” mumlede han med et lille skævt smil, og en hånd der rodede i de lange samt mørke, krøllede lokker. Han trådte op på dørtærskelen, og åbnede døren. Den var ulåst, som altid. Han troede ikke engang, at der fandtes en nøgle dertil. Han trådte ind, men holdt døren åben for hende. Da hun så var trådt ind, lukkede han døren i bag dem. Rummet de befandt sig i, var smalt. Det mindede mere om en gang, med døre på hver sin side. Væggene var hvide og afkalkede, og gulvet var beskidt og snavset. Der var aldrig blevet gjort rent. I hvert fald ikke hvad han huskede. Om nogen af de andre beboer, havde gjort det, var ham en gåde. ”Følg med” sagde han så, mens han begav sig ned af gangen. Tredje dør, på venstre hånd, stoppede han op foran. Han begravede en hånd i lommen, og op fra sine mørke jeans, trak han et stort nøglebundt frem. Det var tydeligt, at se hvor meget han stadig rystede. Om det var grundet mangel på medicin, eller om det var fordi at det var koldt udenfor, vidste han ikke. Men han affandt sig med det. Det var bare sådan, at det var. En nøgle blev stukket i låsen, og døren klikkede op. Et lille aflangt rum, viste sig foran dem. Der var ikke rigtig nogen møbler, bortset fra et gammelt slidt skab, der stod nede i enden af værelset. På gulvet lå der en madras med tilhørende dyne og pude. På den anden side af væggen, stod et bord med en forældet stationær computer, der havde en lille kasseskærm. I loftet hang der en pære, der kun kunne tændes ved hjælp af en snor. Der var ingen vinduer i rummet. Det eneste form for frisk luft, kom fra udluftningen. Der var ikke rigtig nogen varme heller. Hvis man var heldig, kunne man få varme ud af radiatoren, der stod ved siden af madrassen. Ellers var der koldt om vinteren, og helt døende varmt om sommeren.
Havde han virkelig levet sådan her? Det føltes næsten uvirkeligt i forhold til den virkelighed, som han levede i nu. Evan vendte sig mod Isabella. ”Det er så her, at jeg plejede at bo” fortalte han, og kastede armene fremfor sig, som for en form for præsentation, der dog kom meget akavet ud. Armene faldt tilbage, slapt ned af hans sider. ”Jeg ser lige om jeg kan finde noget tøj til dig” sagde han så. Han krydsede rummet, men sørgede for at hive i snoren, så lyset blev tændt. Kursen blev sat mod skabet. En skuffe blev åbnet. Han rodede rundt efter noget som hun ville kunne bruge midlertidigt. Han fandt et par underbukser, en sort t-shirt samt et par sorte jeans. Alt sammen, hans aflagte tøj. Han trak på skuldrende, og vendte sig rundt med tøjet i favnen. ”Kan dette bruges?” spurgte han, i en lidt forsigtigt tone mens han trådte et skridt frem i mod hende. De mørke øjne var blide og venlige. Gemt i dem, var dog en form for håbfuldhed. Han ville virkelig gerne hjælpe. Det var bare virkelig svært for ham, at vise det. Panikken synes altid, at ødelægge det for ham.

Hun fulgte efter ham, men holdt sig 2-3 meter bag ham. Det var en vane. Hvis hun gik bagerst havde hun styr på hvor han var, og kunne med det samme se, hvis han vendte sig for at overfalde hende. Hun ville have tid til at reagere. Hun havde ikke som sådan følt sig truet af ham, men man kunne jo aldrig vide. Hun stirrede på hans ryg, som hun fulgte efter ham. Men snart rev nysgerrigheden hendes øjne imod gaderne, butikkerne og husene der var stablet ovenpå hinanden. Intet virkede bekendt, og intet hintede til hvilket land eller hvilken by de befandt sig i. Hun kunne være overalt i verden.
Hun brasede næsten ind i ham, da han pludseligt stoppede op. Hun trådte et par skridt tilbage, og betragtede den smalle bygning. Der var en vis charme over husets smalle ramme, den røde dør og det lille vindue. Hun forestillede sig at indersiden af huset ville være hyggeligt og hjemligt, fyldt med antikke møbler i spøjse farver, malerier af smukke landskaber på væggene og grønne planter hist og her. I stedet trådte hun ind i en meget smal gang, med døre på hver side. Skidtet klistrede sig øjeblikkeligt fast under hendes bare fødder. Som beordret, fulgte hun med. Hun kunne ikke undgå at lægge mærke til den klirren hans rystende hånd fik nøglerne til at lave. Et blik på hans ansigt afslørede intet, men hun kunne ikke skubbe tanken væk om, at der var et eller andet galt med ham. Hun kendte ham ikke, måske det bare var sådan han  nu engang var. Måske var alle sådan på det her sted hun pludselig var endt.
Der blev åbnet ind til et lille aflangt rum. Hun kunne lige antyde de få møbler og madrassen i mørket. Plejede at bo? Så han boede der altså ikke mere. "Men det er stadig dit sted?" spurgte hun en anelse hæst, og blev mindet om, at hun ikke havde sagt noget i lang tid. Hun trådte ind i rummet, da lyset blev tændt. Nu da hun ordenligt kunne se omgivelserne blev hun en anelse chokeret. Hvordan kunne man leve med så få genstande? Han måtte da have haft noget mere, inden han flyttede derfra, noget han havde taget med. Hendes fokus blev hevet tilbage til Evan, da han rakte tøjet hen imod ham. Hun lukkede døren bag sig, inden hun tog imod det. Hun følte panikken stige et øjeblik nu hvor døren var lukket. De var med sikkerhed alene, og kunne ikke afbrydes af nogen. Det var både betryggende og skræmmende. "Tak" sagde hun og præsterede et lille smil, der ikke så særlig autentisk ud. Hun vendte sig væk fra ham og placerede sig i hjørnet af rummet. Først iførte hun sig underbukserne, så bukserne. Et hastigt blik blev kastet over skuldrene, for at sikre sig at han ikke kiggede, før hun hev hans hættetrøje af, og så hurtigt hun kunne med sine skælvende hænder trak t-shirten på. Hun brugte et langt øjeblik på at trække vejret, inden hun vendte sig imod ham igen. Hun rakte trøjen frem imod ham, og tog et par usikre skridt i hans retning. "Tak for lån" hendes stemme var skinger, og meget lav. Hun kiggede ned på sine stadig bare fødder, og foldede hænderne bag ryggen. Hun bed sig ubevidst i underlæben, og havde tygget på den længe, inden spørgsmålene begyndte at ryge ud af munden på hende. "Så hvor er vi henne?" der var ikke meget stilhed imellem hvert spørgsmål, kun små pauser til at trække vejret. "Og hvilket år er det? Det lød som om du vidste hvad der er hændt mig, fortæl mig alting, please!" hun begyndte at lyde desperat. "Og hvad er det her?" hun rakte sine hænder frem, og kiggede på dem med en tavs fascination. Hun hentydede selvfølgelig til gløden hendes hud nu udsendte. Hun kørte et par fingre henover en håndryg. Huden føltes ikke anderledes, hverken koldere eller varmere. Hun kiggede på ham igen. "Og hvordan er jeg i live?" hun havde pludselig en stor klump i halsen, og kunne ikke forklare nærmere. Hun stirrede på ham med store øjne, der var fyldt med både forventning, panik og en smule håb. Det var forhåbentlig nu hun fik svar, og fik ryddet op i kaosset af spørgsmål og forvirrende tanker.