From the Void I fell ~ Rose ((XXX - Mature Language))

Der var intet som lyden af tårer, der regnede tungt ned over det finkæmmede mørke græs. Gråden, der ville få mødres hjerter til at splintre og fædres ansigter til at vride sig i sorg over det lille væsens tydelige ulykke. De gennemsigtige dråber, der langsomt spillede en usynlig serenade af fortvivlelse og depression med dybe toner af forstærket selvværds svigt.
Og dog lod det ikke til at ramme det sind, hærget af tusinde ødelagte stemmer og forvildede, kaotiske følelser i ét stort kluster-fuck, der var den eneste nuværende sjæl i stand til at overvære stunden dyppet i psykisk smerte.

"And as I said before, even if your parents were to look for you, they would kill themselves at the very instance of realizing they raised a moronic cry-baby like yourself. It's utterly pathetic, how insanely mind-crackingly stupid you are - leaving a safe environment, just to have fun at an usually -  by this hour - abandoned playground.. You dumb, sickening, little fuck."

Manden, der nød sin fugtige krone i form af legepladsens højeste bakke, dækket af nattens tidligere faktiske regnskyl, tog sig tid til at skubbe det usædvanligt lange hår væk fra ansigtet - hvilket afslørede nogle kendetegn, der tit ikke var til at tage fejl af når man skulle genkende ham.
Den alabast-hvide hud, der nærmest var som en plastikpose tæt syet sammen, men som stadig lod enkelte folder, i form af tydelige mørke rynker, falde ned over hans slanke ansigt og lange, knoglede fingre.
Det lange, sorte hår, der lod sig slå nærmest melodisk imod den androgyne ryg - tykt som størknet mudder, men med en uimodståelig glans, som var det redt med en luksuriøs gelé.
Og det der altid afslørede ham i sidste ende; det nærmest skræmmende lange smil, hvor de sprukne, mahogni nuancerede læber, bredte sig fra kind til kind.

Dagens klæder var dog i kontrast til hans besynderlige udseende, med det sorte, næsten rene jakkesæt, der kun lige afslørede et hint af en hvid skjorte indenunder, på grund af to-tre åbne knappehuller. Det tykke smykke om halsen, der understregede hans dybe krageben, med dets ravne-sorte tråde og den træbarks-brune juvel, der dog var alt andet end ægte. Og de kedelige, ens-farvede, mørke bukser, der nåede helt ned til de bare fødder, lige så hærgede og beskidte som resten af hans uvaskede krop.

//Håber det er godt nok c://