You fell so can you rise again? (Harry Jepsen)

Tid: omkring 23:00
Sted: Et pakhus i industrikvarteret
Omgivelser: Udenfor bemærkelsesværdigt stille men indenfor var folk allerede oppe og køre over kampene der så småt var startet

Det var selvfølgelig et spørgsmål om tid inden hans kald skulle passes igen. Og denne opgave var ny. Khá havde fået informationer forskellige steder fra om hvad der skete ude i industrikvarteret og havde selv undersøgt det en smule, og var kommet frem til det var en falden Engel. Ikke nogen Khá egentlig brød sig om men der kunne være et hav af muligheder for hvorfor englen var faldet. Så det skulle der selvfølgelig kigges nærmere på. Det havde først taget lidt tid at finde et af stederne hvor de her gadekampe foregik. Khá's efterforskning havde ledt frem til den faldne kæmpede i gadekampe og egentlig ikke gjorde noget særligt af at skjule sig selv. Khá havde dog ikke fundet frem til hvem det var endnu men hans særlige øjne skulle nok fortælle det når man kom der til.
Han ville ikke afsløre noget som helst om hvad han var så han viste sig kun som sit menneskelige jeg og kaldte sig Connor McAndrews. Men han ville også gøre sig selv bemærket så den faldne engel måske fandt ham først. Khá havde i aften klædt sig i sorte jeans, en hvid skjorte og en lang sort frakke. Selv i sin dødelige form var han en rigtig flot mand og meget muskuløs. Sådan som han mødte op var det tydeligt at han havde penge og var heller ikke nervøs for at vise det. Khá var selvfølgelig også forberedt på at skulle kæmpe hvis det var det der krævedes. Men lige nu lignede han en rigtig flot rigmand der ville se noget gadekamp. Der blev også kastet mange blikke i hans retning som han gik ind i pakhuset og kiggede rundt. Der var en del mindre kampe i gang men det virkede som om at de var ved at gøre klar til noget større.
Så han tog en stol fra væggen og slog sig ned ved en kampplads der var ved at blive gjort klar.
Virkede mest af alt meget arrogant, for at mærke stemningen

Harry og de andre drenge var oppe og køre. De havde været i gang med at drikke og andet sjovt inden. Harry havde indvilligt i at kæmpe igen i aften. Det var snart ved at blive en dårlig vane for de andre, at det bare var Harry der gjorde det.

De var kommet til pakhuset hvor kamene skulle foregå, Harry var allerede fyret godt op, og havde været i gang med et par så kampe, men der var en djævel der hele tiden hang på ham, som absolut ville slås. Heldigvis vidste han ikke hvad Harry var. vidste han det havde han nok takket nej tak. Men der var ingen der skulle vide det.
Lige nu var Harry ved at gøre sig klar. Han måtte erkende at det var første gang han skulle flås med en djævel. så han var en anelse nervøs, han vidste ikke præcis hvor stærke de var.
Inden kampen smed Harry trøjen så han skulle slås i bar mave. Hvilket også afslørede hans mange tattoos.

Da Kampen startede gik begge mænd i ringen. Han var sku en smule stor ham Djævlen, Men heldigvis var det forbudt at bruge evner i disse kampe. Harry iagttog ham mens de først gik rundt i ringe og så hinanden ad. Han søgte efter eventuelle svagheder, og lagde hurtigt mærke til hvordan han gik på hans højre fod, det var hans svage punkt.
Så da Dæmonen for frem, undveg Harry. Han skulle til at sparke Djævelen over benet, men fik en halbue i nakken.
Okay han var måske ikke så nem som han så ud til

Kampene i sig selv var hvad man nok kunne forvente af gadekampe. De fleste var bare bøller med for meget vrede der skulle bruges til noget. Men det tog heller ikke Khá lang tid at spotte hvem det egentlig var han var her for. I ringen lige ved siden af skulle en ung mand til at kæmpe mod en Djævel så meget hurtigt stod Khá ved siden af ringen og kiggede med. Imens han holdt fokus på hvad der skete i ringen, fandt han en der så ud til at styre kampene og gav ham nogle penge imens han sagde: "Jeg vil gerne kæmpe når der er en åbning til det... Mod hvem er egentlig ikke så vigtigt..."
Hele tiden sørgede Khá for at gøre sig bemærket som en rigmand der ikke helt vidste hvad han gik ind til. Men dog var hans muskulatur meget markant så man kunne godt se hvor veltrænet han var.

Så vendte han blikket mod ringen og så den unge mand få en grim albue i nakken. Khá lavede et flabet blik og sagde lidt ud i luften. "Avs.... Dem skal han nok ikke have for mange af.... Det ville da være trist hvis kampen stoppede så hurtigt...."
Nu var det bare at vente og se hvordan kampen udartede sig, og om han selv skulle kæmpe på et tidspunkt. Khá vidste han måtte fange den unge mand på hans egne premisser

Harry fik en del slag, men fik også smidt nogle ind selv. Heldigvis hjalp hans healing på at han ikke havde ondt ret længe af gangen. Kampen var i gang længe, og Harry var begyndt at kunne se at djævlen var ved at køre træt. Det var nu han skulle slå til hvis han skulle vinde det her.

Djævlen for atter frem mod Harry. Harry tog en chance, og løb også direkte mod Djævlen. Men da de var lige ved at støde sammen, faldt Harry ned på jorden, og lavede noget der lignede en glidende takling, og sparkede Djævlen over anklen, hvilket fik ham til at faldt. Harry var hurtigt oppe. Han løb over, og begynde at Slå Djævlen i hovedet. Han fik sendt flere slag ind der ramte som de skulle.
Men djævlen var desværre ikke helt færdig, i hverfald fik han givet Harry et slag der fik ham til at falde til gulvet. den Djævel var sku stærk. Djævlen rejste sig, og skulle til at slå Harry. Men Harry rejste sig i en hurtig bevægelse, han samlede sine hænder til en næve, og smadrede den ind i maven på djævlen, da han bukkede sammen, placerede Harry et knæ mod hans ansigt. Da Djævlen var ved at Falder fik han samtidig et spark mod teningen der fik ham til at gå ud som et lyd.

Harry vred nakken lidt, og tørrede noget af blodet væk fra ansigtet. Han gik over til den mand der stod for kampene, og indkravede sine penge. Han gik tilbage til vennerne, og satte sig til rette på nogle stole. Han trak sin læderjakke på, og tørrede blodet væk.

Khá besluttede sig for at gå noget mere direkte til værks og rejste sig for at gå hen til knægten. Inden da stoppede en af knægtens venner Khá ved at lægge en hånd mod hans bryst.
"Hey prettyboy.... Harry skal have en kold med gutterne så smut!..."
Khá smilede lidt stille og kiggede ned på den stakkel der stoppede ham. Så blev blikket vendt over mod Harry hvorefter Khá sagde: "Hvis du endelig skal have en vagthund.... Så sørg for den gøer af de rigtige inden jeg fjerner dens tænder så den ikke kan bide... Tillykke med kampen... Godt arbejde"
Så kom kamparrrangøren hen og prikkede Khá på skulderen.
"McAndrews? Jeg har en kamp hvis du er interesseret i det. Men jeg må advare dig, han kæmper ufint"
Khá nikkede bare til Harry og sagde så: "Det er helt i orden, man skal jo starte et sted ikke sandt?"
Så gik Khá ind i arenaen til den Dæmon der stod der inde og gejlede publikum op. Imens de blev præsenteret, tog Khá frakke og skjorte af så man kunne se det keltiske kors der næsten dækkede hans ryg. Khá virkede helt rolig nærmest som om han ikke vidste hvad han gik ind til. Klokken havde heller ikke mere end ringet inden dæmonen for efter ham. Dæmonen plantede en solid næve hen over Khá's kæbe. Khá rykkede hovedet af trykket og smilede så til dæmonen der stod og så forvirret ud. "Det var et godt slag! Nå... Vi må vel hellere komme i gang ikke sandt?"
Nu virkede det også til at Khá gik mere ind i kampen, men angreb ikke så meget selv. Dog blev han ramt flere gange men det så ikke rigtig ud til at bide på ham hvilket frustrerede hans modstander voldsomt. Så fik dæmonen nogle hurtige og pludselige slag i maven hvilket fik lidt blod til at komme ud af dens mund. Så tog Khá fat i den ene arm på dæmonen og plantede et knæ ned over skulderen så armen brækkede med en voldsom lyd. Dæmonen klappede skrigende i gulvet som tegn op at den ville overgive sig, så Khá slap den øjeblikkeligt. Da Khá fik præmien, rakte han pengene til dæmonen og sagde: "Tag dem.... Du kæmpede bravt...."
Derefter gik Khá hen og satte sig på en ledig stol imens de næste kampe gik i gang

Harry og de andre sad og snakke da den ene af dem Pludselig rejste sig, og stoppede en fyr. Harry's blik betragtede manden fra top til tå. Han lignede bestemt ikke en type der burde være her.
Man kunne næsten høre en knurren fra fyren der blev kaldt for vagthund. Men han vende alligevel blikket og så om mod Harry.
Harry nikkede roligt, og lavede en viften med hånden der fik fyren til at træde til siden. Han skulle til at rejste sig og gå over mod fyren da, denne blev prikket på skulderen. Harry så lidt efter ham. Han startede med at læne sig tilbage i stolen, men han var desværre skabt med en stor nysgerrighed. Han rejste sig og gik over for at følge med i kampen.

Det første der faldt ham i øjnene, var fyrens Tattoo på ryggen. Underligt nok kunne han ikke lade vær med at tage sig til højre arm der var fyldt med tattos og hvor største delen af dem var af kristen betydning, men det var de færreste der vidste det.
Han fulgte opmærksomt kampen, og måtte erkende at denne fyr var noget særligt. Han vidste hvordan man skulle slås.

Men inden han egentlig nåede at se det sidste af kampen ud over den brækkede arm, kom den ene af hans venner og puffede til ham "Skulle vi videre Harry?... " Harry vende opmærksomeden mod sin ven, og nikkede. Det var tydeligt at det var Harry der var leder, og at det var ham der førte han. Hvorfor vidste han egentlig ikke. Men sådan var det nu engang blevet. Også selvom han faktisk var den der var kommet sidst ind i gruppen. Men det var nok fordi at det var ham der havde hjernen til at sinde på alle planerne, han var den bedste kæmper og på alle måder bare den der var bedst til at skaffe penge.

Den ene af Harry's venner gik meget langt bag dem, og så næsten skamfuld ud. Han var vampyr, og havde det ærligtalt ikke så fedt med disse steder når der var så meget blod. Harry stoppede op, og gik ned til ham, og slog en arm om ham "Kom så Josh!... så smutter vi" sagde han med et smil

Da de unge mænd gjorde tegn til at skulle gå, rejste Khá sig også lidt hurtigt og gik hen til dem. Det passede alligevel med at han skulle gå selv. Der skete for meget andet her til det kunne betale sig at gøre noget her.
"De herrer... Beklager hvis vi kom lidt skævt ind på hinanden... Jeg kan desværre ikke komme med men, her er til lidt at drikke" Khá gav dem hvad der svarede til ca 500 Euro. Det skulle nok række til en solid tur. Men de skulle nu nok kunne klare det. "Og skulle du få lyst Harry, så kig op på mit slot ude i bjergene til en snak eller måske endda træning? Tag endelig dine venner med. Man kan jo altid lære af hinanden ikke sandt?"
Så lænede Khá sig lidt tættere på Harry og hviskede:
"Og hvis han ønsker det.... Jeg kan give din ven en dag i solen... Hvis i ønsker det"
Så rettede han sig smilende op og nikkede til dem. "De herrer, det var hyggeligt"
Så var det at se om han valgte at dukke op eller Khá måtte finde ham igen

De andre drenge var allerede på krisstien da Khá kom over til dem og begynde at tale. Harry stoppede dem da de skulle til at skubbe Khá væk fra ham. Dette gjorde han med en bevægelse med hånden. Han tog sedlen inden han helt vidste hvad det var.
Han rynkede sine bryn da Khá nævnte slottet. træne? ja min bare. Som om han havde brug for det? Dog overraskede det næste der kom ud af hans mund ham meget. Hvem kunne lige det.
Da Khá begynd at gå, trådte Harry lidt frem "HEY!" Han gik over mod Khá "Jeg behøver ikke penge fra en eller anden rigmand's unge!.." sagde han blot koldt, og smed pengene tilbage i hovedet på ham.
Han begynde at gå, og gik forbi Khá mens han sagde lidt flabet "Desværre makker! du må finde en anden du kan knalde for penge"
De andre drenge fulgte med Harry som han gik mod udgangen

Meget vel.... Han var stædig.... Så måtte Khá jo blive mere drastisk i sine metoder.
Så da de næsten var ved døren, sagde han igen lidt højt:
"Hvis det var den slags jeg ville, var jeg ikke gået efter en der giver sådan op. Måske derfor du søger tilflugt i en flok stakler. Hvor lang tid siden er det du gav op på dit formål? Hovr lang tid siden du rev vingerne af? Du følte sikkert du var mere end det formål du havde? Og da du fik din straf, blev du enig med dig selv om at en højere magt aldrig skulle styre dig igen. Du følte dig frustreret over at Han efterlod dig. Du følte dig alene og forsøgte at give dig selv et formål. Og selv det giver dig ikke den fornemmelse du har søgt efter så længe"
Så gik Khá i bestemt tempo igennem flokken og et ganske kort øjeblik fik han øjenkontakt med Harry så Harry kunne se det gyldne skær dybt i Khá's øjne. Døren blev skubbet op og Khá sagde en sidste bemærkning. "Mit tilbud står stadig ved om at hjælpe dig, med mindre du vil blive i rendestenen? Du vil hurtigt opdage hvordan man bliver mere end bare hvad man prøver på"
Så gik Khá op mod sin Aston Martin

Harry startede med ikke at høre efter hvad Khá sagde! Han var ret ligeglad hvad denne mand sagde. Dog stoppede han brat op da han hørte fyren tale om hans formål, og ikke mindst at få revet vingerne af. Han vende sig, og så på Khá med næsten angst i øjnene. Han havde ikke talt med en anden engel siden han havde fået revet vingerne af. Ikke siden han var blevet en falden engel. Og hvordan kunne denne engel vide så meget om Harry?
De andre drenge så undrende på både Khá og Harry. "Harry....Hvad er det han taler om?", "Ja?... og hvad er det med at få revet vingerne af?..." Harrys blik flakkede fra Khá og til drengene. Harry havde aldrig fortalt hvad han var. Han havde altid sagt til dem at han ikke var noget.
Og det var jo egentlig også sandt. Han var intet menneske, men heller ingen engel mere.

Da Khá gik forbi ham, så Harry efter ham. Han stod lidt, men vende så hovedet mod drengene "Gå tilbage til pakhuset..." sagde han blot, den ene af drengene trådte lidt frem "Men..." "JEG SAGDE GÅ TILBAGE TIL PAKHUSET.!" udbrød han lidt mere bestemt. Det var tydeligt at drengen ikke fattede hvad der foregik, men at de vidste at der var noget galt. Josh skubbede til de andre drenge som tegn på at de skulle gå "i hørte hvad han sagde!... Kom så!" da Joah gik forbi Harry takkede Harry ham kun med mundmimik. Josh smilede bare og nikkede.
Da de var gået, gik Harry op mod Khá's bil. han stoppede foran den "hvorfor er du kommet?"

Khá var netop ved at sætte sig ind i sin bil, da Harry kom hen til ham, ganske som Khá håbede på. Så han rettede sig op og så roligt på Harry inden han svarede: "Så jeg fik din opmærksomhed. Normalt set er faldne engle slet ikke noget jeg har med at gøre. Men jeg ved hvad du har lavet før, og jeg har selv lavet noget lignende. Men det er nu en længere historie. Jeg tænkte det nemmeste ville være direkte men at bruge kræfter der inde må man jo ikke. De fleste ville egentlig bare henrette en falden engel som dig, men jeg er nysgerrig efter hvorfor du faldt. En ting er hvad jeg kan se, en anden er hvad du selv siger. Og angående at jeg tilbød din ven en dag i solen, så mente jeg det. Hvis han vil have det. Kald det en gave for at vise jeg mener det"
Så satte Khá sig til rette på kølerhjelmen af bilen og ventede lidt på hvad den unge Engel ville gøre eller sige.
"Jeg ramte rigtigt da jeg sagde du ikke hørte Hans ord længere gjorde jeg ikke? Du føler dig svigtet"

Harry rynkede brynene da Khá bedynde at snakke og spørge. Han havde armene over kors, Men da Khá begynde at tale om faldene engle så Harry lidt febrilsk rundt "Gider du godt lige skue lidt ned for glorien!... Der er ikke nogle der ved hvad jeg er! Og det er heller ikke meningen de skal vide det!" vrissede han.
Han gik over til bildøren i passager siden "Vi kan ikke tale om det her... selvom jeg ikke har en annelse om hvorfor jeg overhoved gider bruge min tid på at tale med dig"

det sidste valgte Harry ikke at svare på. Han ville vide hvad denne fyr ville ham. Der var ikke mange engle der gad bruge sin tid på at snakke med en falden engel. Nogle af dem var faktisk så syge at de ville slå en falden ihjel

Han åbnede bildøren og kiggede på Harry der stod på den anden side af bilen imens han sagde:
"Du kæmper mod dæmoner og lignende i gadekampe så der skal nok være nogen der har luret hvad du er. Måske ikke at du er faldet. Men du blev dristig i din måde at tale på, så måtte jeg gøre det samme for at nå dig"
Så satte han sig ind og startede bilen der lød som en drøm. Han åbnede døren i Harry's side og sagde næsten køligt:
"Der er heller ingen der tvinger dig til at tale med mig. Men der er heller ingen der kan mere om den situation vi begge har været i end mig. Og noget må du søge svar på siden du er her endnu. Jeg kører op til mit slot, hvor man kan tale frit og være fri som man er. Hop ind hvis du vil vide mere"

Harry brummede bare lidt af det Khá sagde. Han rynkede brynene da han sagde at Harry var blevet dristig i sin måde at tale på. Men sådan havde han talte i MANGE år. Harry vende blikket lidt mod ham da han åbnede døren i hans side. Hvad mente han med at han havde været i samme situation? Han stod og skulede ned i jorden da Khá sagde at der måtte være noget han gerne ville have svar på siden at han stadig var der. Og ja der var der, men alligevel.. så vidste Harry ikke om han havde brug for at vide noget! Han havde det fint som han havde det. Han havde accepteret hvad han var eller.... ikke var!
Han stod lidt, men satte sig så ind i bilen, uden at sige noget. Han puttede hænderne i lommerne, og så bare ud af vinduet. Han blev stadig ved med at tænke over hvorfor han overhoved havde gjord dette? Han kende jo ikke denne mand! Og hvad hvis han ikke havde lyst til at vide de ting han søgte svar på?

Han sagde ikke rigtig noget før de nåede hans slot. Porten gik op og afslørede resten af den store slotsbygning. Det var tydeligt at det ikke var hvem som helst der boede der. Netop som de parkerede, kom en ældre herre ud til dem og bukkede for dem og sagde imens: "Ahh Mester Khá... Får vi gæster?"
Khá nikkede til manden og sagde: "Godaften Bach. Det bestemmer den unge mand selv. Men foreløbig så må du gerne hente et par kolde øl eller hvad Harry gerne vil have" Bach bukkede endnu en gang og ventede kort for at høre hvad Harry ville have inden han sagde: "Så gerne Herre" og gik ind for at hente tingene.
Så gik Khá overmod en flot udskåret pavillion i slotsgården hvor der var plads til de kunne sidde.
"Jeg går ud fra du har regnet ud ca hvad jeg er, siden jeg kan give dig svar. Men først hvad søger du svar på?"

Harry studerede nøje slottet. Det var bestemt noget andet end den lagerbygning hvor han og hans venner levede. Men han havde nu heller ikke regnet med at denne fyr boede ligsom Harry gjorde. Da de kom til indgang, steg Harry ud. Han brummede dn smule for dig selv da Khá og den gamle mand talte om Harry, og han Khá valgte at præssentere ham som "den unge mand" måtte han være fri! Han var 600 år.. Nok var det ikke det hans krop viste, men ung?! Aarh!

Han fumgte med Khá ind i slottet, og så sig blot omkring. Det var bestemt ikke hans stil, det var lidt for dystert for ham. Men det var nok bare fordi slotte ikke var ham.
Der der blev spugt til hvad han ville have nikkede han bare til en øl. Så længe de ikke skullde drikke fansi vin var han egentlig ligeglad. Han gik med hænderne i lommerne på hans læderjakke. Og sjovt nok var nogme af de første tanker i hans hoved at der ville være rigligt at stjæle sådan et sted.

Han vende opmærksomjeden da Khá begynde at tale. Jo tak Harry havde fattet at han var sammen med en engel, så meget var feset ind. Han så bare på Khá med et blik der indikerede at han var pænt ligeglad med hvad Khá var. "ja du kunne jo starte med at svare på mit første spørgsmål!.... Hvaf vil du?" Harry var ikkr dum, det var jo ikke fordi Khá LIIIGE var faldet over en falden engwl og tænkte at han ville tale med ham. Han havde et formål med at opsøge Harry, og harry ville vide hvad og hvorfor.

I over 150 år havde han levet i fred, så hvorfor kpm der pludselig en eller anden fansi engel og ville tale med ham.

Inden Khá nåede at svare på Harry's spørgsmål, kom Bach ud med et fad til dem med nogle kolde øl på og bukkede for dem. "Jeg tog mig den frihed at tage lidt forskellige øl med. Jeg håber udvalget er tilfredsstillende?"
Khá smilede til ham og nikkede."Det er ganske fint Bach, mange tak"
Så bukkede Bach for dem og gik igen.
Khá snuppede selv en mørk øl og tog en tår inden han svarede på spørgsmålet.

"Som jeg sagde har vi været i en lignende situation. Forskellen er at sidst jeg frasagde mig guders tjeneste blev jeg forbandet til at være en udød Djævel i ca 400 år. Men det er en længere historie... Jeg ville snakke med dig fordi man river ikke bare sine vinger af uden en rigtig god grund. Og jeg ved dine evner virker endnu. Og hvis en Engels evner virker, så er det fordi de stadig tror på Herren. Det sekund man stopper med det forsvinder ens evner. Mine egne er kun blevet stærkere. Og det med bare at dræbe en falden engel virker dumt. Jeg vil hellere finde ud af hvorfor de er faldet. Så hvorfor?"

Harry skævede bare med den ældre mand, og brummede lidt for sig selv da han sagde at han håbede at det var tilfredstillende. Han valgte dog at gå over og tage en øl, den øl der så mest almindlig ud mellem alt det her. Han var en gadedreng og bandeleder, han var ikke til alt det der sprøjt.

Han lyttede opmærksomt da Khá begynde at forklare. Harry fik meget hurtigt et temmelig skapt udtryk i hovedet mens Khá fortalte. Han tog en stor tår af In øl, og da Khá var færsig med at NKke, så Harry på ham med et lidt arogant udtryk. "der er bare lige EN ting ved din forklaring der er forkert!!!..... JEG rev ikke mine vinger af! Det gjorde erkeenglene! Efter ordre fra gud! Harry gik lidt rubdt i værelset. Skulle han forkmare den fremmede hvordan deg hele var. Det kom jo egentlig ikke nogle ved. Men alligevel.. Han havde aldrig sagt det til nogle.

Harry stod lidt, inden han så beegynde at fortælle." jeg blev sendt til jorden med en meget vigtig opgave! Jeg skulle føre de de sjæle til himlen og paradis!.. Og det gik godt! Der var ikke voldsomt mange men nogle stykker var der.. Men.... Efterhpnden som årene gik.. Blev menneskerne mere og mere
Vomdelige! De begynde at føre store krige der dræbte flere tusinde mennesker. Pludselig... Var der så mange sjæle at jeg næsten ikke kunne nå at føre dem alle over..." Harry kunne næaten mærke den forfærkelige følelse af at føle skam.
Men han fortsatte nu alligevl. "når jeg ikke førte sjælene over.. Levede jeg som menneske blandt dem. Men jeg begynde også at nyde gost af af de menneskelige rusmidler, for jeg opdagede at der skulle meget til, men når det så endelige virkede, så havde jeg det også fantastisk! Jeg havde ingen bekymringer... Men jo oftere jeg drak, jo oftere glemte jeg min pligt. Og da det hele kammede over begynde jeg at tvivle på min opgave. For når menneskerne alligevel tog livet ad hinanden på krys og på tværs... Så hvorfor skulle jeh lukke den ind i guds himmel? Harry tog en stor slurk, og så lidt ned mod flasken bagefter "Da jeg ikke passede min opgave, blev den taget fra mig.. Jeg skulle leve mellem menneskerne, men som en engel.. Og det var først her det begynde at gå rigtog galt.. Jeg begynde at synde. Og det var inden for alt! Jeg stjal...drak og tog stoffer, jeg dyrkede sex... Med begge køn uden for egteskabet og jeg slog ihjel... Set var dagen efter mit mord, at erkeenglene kom og sagde at gud havde beordret at mine vinger skulle af!" Harry sukkede lidt. Han lænede sig list op af et møbel i stuen. "og grunden til mine kræfter stadig er her, er forsi jeg stadig tror pp gud!...ikke pp hans godhed, men på at han eksistere.. Det er jeg ikke i tvivl om at han gør....men at regne med ham... Det kan jeg ikke" sagde han blot.

Khá tog en tår mere af sin øl og nikkede til Harry. "Det var en noget direkte måde ja, men jeg sagde du selv rev dine vinger af, fordi jeg vidste der skulle mere til før du ville sige det. Og desværre er Ærkeenglenes måde at gøre tingene på direkte og brutal. De besidder ikke evnen til at fortolke lige som jeg for eksempel gør. Men se det billede der.... Det var mig for et år siden"
Så pegede Khá op på et billede af et lige med glødende røde øjne og sorte troldmandskåber på og en kugle af blå ild i den ene hånd. "Sådan så jeg ud før min genfødsel. Jeg gjorde også i sjæle den gang, jeg brugte dem bare som valuta til mig selv... Jeg brugte også 400 år i Skærsilden inden jeg blev genfødt. Jeg skulle rette op på hvad jeg havde gjort på jorden men du ved jo lige så godt som mig at man kan ikke bare vade rundt i sin sande skikkelse"

Harry fnøs blot da Khá sagde at ærkeengelenes måde at gøre tingene på var meget hård og direkte. Han drak noget af sin øl, Han vende sig rundt og kiggede på det billede Khá nævnte. Han betragtede det blot, men uden at sige eller vise noget. Han blev mere og mere i tvivl om hvorfor han overhoved var tage med denne mand. Han var ligglad med ham han havde været ond, at han havde opholdt sig i skærsilden, alt dette havde jo intet med Harry at gøre. Harry havde fået revet sine vinger af, men han mente ikke at han havde gjord noget forkert. Ud over måske det med at stjæle og tage stoffer. Og så at han var endt med at dræbe en mand. Men eller mente han ikke at det han gjorde var forkert. Jo mange ville mene at det var en syn. Men Harry mente at man skulle have lov til at være den man ville! Og det var ikke hans gud men menneskerne der havde lært ham det.

Han så på Khá med et lidt træt blik. "Og hvad har alt det med mig at gøre?.." Han satte øllen fra sig på bordet, og gik hen mod Khá "Du vil måske sørge for at jeg bliver genfødt?.." Spurgte han med et stemme der indikerede at han ikke troede på det.
Han gik helt hen foran Khá "Det kan du lige så godt glemme... jeg lever i syn!... jeg ville aldrig kunne blive en hel engel igen" Han så lidt indgående på ham, og lagde så sine armen om hans nakke med et skævt smil. "Eller..... du syntes måske ikke at det er en syn at have sex med mænd?" sagde han på en lidt mere forførende måde.

Khá grinede lidt af ham og tømte sin øl og kiggede på ham som han sagde sin mening om Gud.
"Af en der tager så kraftig afstand til gud, er det åbenbart vigtigt for dig at arbejde imod ham. Opmærksomhed måske? Eller er det bare for at tage afstand da du ikke ville kunne gøre det ellers? Man kan sagtens leve syndigt og være i Hans nåde hvis man vil. Det er jeg et bevis på"
Da Harry så lagde armen om hans nakke, rejste han sig bare med et smil og tog Harry's arm ned imens han sagde:
"Nej jeg ser det ikke som en synd. For men er skabt på den måde. Man kan måske stille spørgsmål ved hvorfor man gør det, men det er ikke min sag... Selv har jeg valgt en at leve med og hun har heldigvis også valgt mig..."
Så stod han egentlig bare lidt stille og kiggede på Harry imens han sagde: "Og med den rang jeg har så kan jeg godt give dig dine vinger tilbage hvis du vil have dem. Både på grund af min rang og så ligger jeg ikke under for Ærkeenglene"

Harry rynkede bare brynene da han sagde at Harry virkede som om han tog afstand til Gud. "Det er klart!... Jeg har levet på jorden længe! jeg har set mange fokfærrelige ting.. og lige meget hvad ser det håbløst og meningsløst ud!" Harry knyttede sine næver. Og så mildestalt rasende ud. "Efter mine vinger blev revet af, gjorde jeg alt det jeg kunne for at gud skulle høre mig! For at han skulle forstå hvorfor jeg havde gjord hvad jeg.... men det eneste jeg mødte var en tavs væg. Intet svar, igen tegn!... I stedet mødte jeg mennesker med fokfærrelige skæbner... Folk der af hele deres Hjerte bede til ham! Bønfade ham og bad så hårdt at selv jeg kunne mærke dem" Han så lidt ned i gulvet, og prøvede at køle sig selv ned.

"En aften hvor jeg igen var taget i kirke for at bede. For at komme tætter på ham, overhørte jeg en kvinde bede.. Hun bad for sin søn. Han lå på hospitalet, og var ved at dø af canser... Men intet svar fik hun.... TROR DU DET VAR GUD DER HELBREDTE DEN DRENG?!... NEJ!! DET VAR MIG!!! MEN HVEM FIK ALT HEDDEREN???.....HAM!!!" Harry kunne ikke holde sit udbrud tilbage, og det var tydeligt at han var vred.
Han var slet ikke sikker på at han ville have sine vinger tilbage. Hvorfor skulle han være en engel, når det han var nu virkede lige så godt.
Han kunne dog mærke en klump i maven da Khá begynde at tale om en at dele livet med. Det var ikke noget Harry havde formådet at finde endnu, men det var nok også fordi han aldrig havde lukket nogle ind.

Khá kontrollerede sig men ville alligevel give respons på Harry's udbrud. Meget pludseligt begyndte Khá at vokse til han var ca 3 meter høj og musklerne fulgte selvfølgelig med. Hans øjne glødte gyldent og man kunne se den gyldne aura der var tegn på han var Seraphim. Så sprang et par kæmpe metalliske vinger fra hans ryg og man kunne høre på hans majestætiske stemme at han ikke var glad.
"Så du tror det er hæder og ære det handler om?! Det kan godt være det var dig der helbredte drengen men det var Gud der sørgede for du kunne! Du har alt ret til at være gal, men hvad vinder du ved at helbrede andre hvis du alligevel kun gør det for hæderen!? Det var netop sådan en arrogance der gjorde..."
Khá's stemme rungede lidt i hans sande form men det var som om han blev mere rolig.
"Det var netop det der gjorde jeg mistede min søn for altid..."

Harry ryngede blot vredt sine bryn da Khá ændrede form. Hvad bilde han sig ind? det var ham selv der ville vide hvorfor Harry var som han var. Han vende bare øjne af Khá da han nævnte det med hæder. Han havde aldrig hjulpet nogle af begær efter hæder. Men derfor var det stadig forkert at en mand der intet gjorde fik takken.
Han så dog undrende på Khá da han begynde at tale om en søn. Men det var nu ikke noget han ville bruge mere tid på. I det hele taget var dette spild af tid. Han så blot den anden vej. "jeg har aldrig sagt det var for hæderens skyld.. og ja måske er det Gud der har givet ham mine evner... og hvad så? skulle jeg takke ham... skulle jeg være taknemlig?" Harry vende sig mod Khá igen. "Jeg ved ikke hvorfor du er kommet... Men det er forgæves!... jeg ønsker ikke mine vinger tilbage... jeg ønsker ikke at skylde nogle noget.... ikke dig.. ikke ærke englene..... og slet ikke gud!" Han vende rundt og gik mod døren. "Tak for øllen..." brummede han blot mens han var ved at åbne døren

Khá kiggede mod ham som han gik mod døren imens han tænkte. Det var et helt utroligt had den unge Harry havde i sig. "Hvis ikke hæderen er vigtig for dig, hvorfor var det så vigtigt at Gud fik tak for at have helbredt drengen?Harry jeg har aldrig snakket om du skyldte noget. Tro det eller ej, der er folk der vil hjælpe uden at skulle have noget for det. Hvis ikke du ønsker dine vinger tilbage så får du heller ikke dine vinger tilbage... Du skylder ingen af dem noget... Men du ved lige så godt som mig at hvis du går så indebidt og vred så kommer du til at være alene. Men der har aldrig været nogen til at forhindre dig i at gå hvis ikke du mener jeg kan gøre noget for dig. Men du blev... Der er noget i dig der søger nogle svar jeg kan give dig"