Mødet med en venlig varulv (Casey)

T: 20:00
O:ikke så mange
V: nymåne og lidt køligt
S: på gågaden


Det var en kølig aften. Og klokken var 20:00 og i en minder side gade til gågaden lå to helt ens drenge det var Tvillingerne Zardon og Zarbon, de havde være ud for at købe lidt mad da en mand havde overfaldt dem og sår dem ret slemt. Zardon og Zarbon lå tæt i mod hinanden for at kunne holde på varmen da de var kolde efter et ret stort blodtab efter overfaldt, og de vent på at nogen skulle finde dem så de kunne får hjælpe

Casey var på vej hjem fra en aftenvagt. Hun havde lavet mad til Adam, så han nemt kunne varme det. Hun havde dog selv måtte nøjes med en købt sandwich, der ikke ligefrem var den mest velsmagende, men det var nok til at holde hende kørende. Hun gik forbi en af de små sideveje, da hun fik øje på to skikkelser derinde. De lå begge på jorden, og var ikke særlig store. Det var tydeligt at de var børn. Hun gik hen imod dem, og satte sig på hug foran drengene. ”Må jeg se?” Hun så ned mod de sår drengene havde, for at gøre det klart det var sårene hun hentydede til. Casey var måske ikke uddannet sygeplejerske endnu, og hun ville aldrig drømme om at læse til læge, men hun vidste nok om sår og sårplejning, til at kunne hjælpe de små og mellemstore sår med at hele. Hun smilede hele tiden, for at gøre det klart for drengene, hun ikke mente noget ondt, men blot ønskede at hjælpe dem.

Zardon så på hende. Og forsøget at sætte sig op men han kunne ikke da hans krop var øm og kold af blodtab i mens lå Zarbon stille med hovedet på sin tvillings ven. Dog uden at rør ret meget på sig da hans krop var så kold, at han var ved at miste bevidstheden af det så kold var han. Og tvillingerne var 8 år gammel og forældreløse

Da de ikke svarede hende, gik hun ud fra hun godt måtte. Hun undersøgte de forskellige sår, og tog en dyb indånding. Det så ikke godt ud, men hvis de fik den rette behandling, ville de næppe dø af det. De havde dog brug for et varmt og trygt sted, frem for en kold gyde. Det virkede til at den ene var næsten bevidstløs, så med en forsigtig hånd, løftede hun ham op, og lagde ham, så hans hoved lå imod hendes skulder, og hans ben blev støttet af hendes ene arm. Hun så på den anden dreng, der virkede til at være ved bevidsthed. "Kan du gå selv?" Spurgte hun med en venlig og rolig stemme. Der var ingen grund til at gå i panik, da det bare ville påvirke dem også. Nej, så hellere bevare roen. Hun så på drengen med et forsigtigt smil, endnu engang for at få ham til at føle sig tryg ved hende.

" ja det tror jeg. Men jeg er ikke helt sikker " sagde Zardon og kom valken på bene, i mens sad Zarbon på den unge kvindes arm og hans hoved lå på hendes skulder. de to brødre var helt af alene da deres mor forsvandt da de, kun var 1½ år gammel og de havde stadig væk fra for en. Der kunne se efter dem og tag sig af dem

Casey gik op på siden af den gående dreng, så han kunne tage fat i hendes hånd eller arm, hvis han havde brug for støtte. "Bare tag fat, hvis du har brug for støtte." Hun så på med et opmuntrende smil, før hun begyndte at gå imod hendes lejlighed. Hun boede ikke langt væk, så de ville ikke komme til at gå mere end 10 minutter, højst. Hendes bror ville sikkert også være hjemme, men det ville ikke genere ham, at der var to børn hos dem for en stund. Det var kun til de havde det bedre, så ville han følge dem hjem igen.

Zardon tog hendes hånd. og gik med hende i mens sad Zarbon på hendes arm og var næsten, helt bevisløs jo længer tid der gik før de fik varmen jo kort tid var de ved. Bevidsthed Zardon og Zarbon var trætte og kolde efter at, ha ligge på den kolde jorde så længe