The time to choose. Anger or love? *Tilegnet=Kajika*

Dette var en rimelig kold nat. Marts var begyndt at forsvinde. Og solen var begyndt at være oppe længere tid på dagen end før. Men det forhindrede ikke natten i at være koldere. Der var blidt en smule frost på græsset. Dog selvom det var koldt forhindrede det ikke en ung mand i at komme kørende på en motorcykel iført en sort lidt åben skjorte og et par cowboybukser i mørkt stof. Motoren fra motorcyklen brølede af sted imens han kom susende hen af Di Morga’s gader. Vinden tog lidt fat i det mørkebrune hår. Men fordi det ikke var så langt kunne man kun se det bevæge sig lidt. De sorte Ray Bans fik folk til at tænke han måtte være sindssyg. Kunne han se i dem overhovedet? Men ja det kunne han. Lyset fra lamperne generede ham stadig. Denne unge mand havde nemlig kun for en uge eller to siden være blevet forvandlet til vampyr. Så lys generede ham stadig i det hele taget.

Denne unge mand stoppede op udenfor Helix natklubben. Lidt til højre fra indgangen hvor han kunne parkere. Motoren gav sine sidste brøl i takt med han gav den noget gas for lige at blære sig lidt. Hvorefter han slukkede motoren. Og placerede motorcyklen på støttebenet. Han svang svagt sit ben over den. Og stod så lidt. Rettede lidt på sin skjorte. Før han så imod den svage kø der var udenfor Helix. Det var tydeligt de havde gode kunder. Men ikke nok ville han sige. Han tænkte lidt om han måske skulle investere i Helix? Markedsføre lidt? Han smed roligt tanken væk. Det var ikke derfor han var her. Men på grund af hvem der højst sandsynligt var inde på natklubben. Han trådte roligt et enkelt skridt op over den lidt høje kantsten. Og begyndte at bevæge sig imod døren. Forbi køen. Da han nåede døren så han på de 2 vagter. Og smilede lidt. Før han så imod køen. Han kiggede lidt på folkene i køen. Før han pegede på 2 kvinder der stod i køen. Tydeligvis kendte de hinanden. Men de var smukke så hvorfor ikke? Han vinkede dem svagt hen med pegefingeren. Pigerne gik smånervøst hen til ham. Før han vendte sig imod vagterne. Og tog solbrillerne af. ”Hvor meget får du på en aften? 100 euro? Mindre?” Han smilede lidt og lagde solbrillerne i brystlommen. Og fandt en bundt penge frem fra baglommen. Holdt fast med en seddelholder. Og trak 300 euro frem. Og stak i brystlommen på den ene vagt. Og rakte 300 mere til den anden. ”Det er ikke bestikkelse. Kald det en form for respekt. Fordi i gør jeres arbejde så godt. Og fordi jeg har en stor respekt for vagter.” Han lagde armene om de 2 tøser der tydeligvis allerede var imponeret. Tydeligvis guldgravere. Før han gik forbi vagterne med de 2 tøser. Og førte dem ind i klubben.

Musikken lød som et brag så snart han kom ind igennem dørene. Men det var okay. Render havde trænet sin hørelse og styrke som det første så han var begyndt at vende sig til at lyde var meget højere for ham end normalt. Han førte de 2 tøser igennem klubben og hen til baren. Og vinkede bartenderen hen. ”Disse tøser skal ha lov til at få hvad de vil ha. Sæt det på min regning. Render Safani. Jeres Chefmanager kan sige god for mine penge. Dog kender hun mig nok under navnet Render Dé Reditionex.” Sagde han roligt og tog sin bundt penge frem igen. Og smed 500 euro på bordet så ville der i hvert fald være nok for nu. Derefter bestilte han en Whisky on the Rock for ham selv. Og tog imod glasset. Før han begyndte at bevæge sig imod trapperne opad. Og gik direkte forbi F2 afdelingen og videre op til VIP loungen. Han bestak vagten igen med godt og vel 300 euro. Og gik så ind i loungen. Hvor han fandt et bord for sig selv. Og satte sig ned. Og så ud over klubben. Med et roligt smil førte han glasset med den gyldenfarvede whisky op til læberne. Og tog en blid tår af den. Og ventede så bare. Hvis han gættede rigtigt var bartenderen sikkert allerede gået hen til Kajika for at sikre sig hans kreditrådighed. Hvilket betød at Kajika snart ville finde ud af at Render var der. Så ville der ske en ud af tre ting. Hun ville ignorere det. Prøve at stikke af. Eller der han håbede på. Hun ville opsøge ham. Han lænede sig svagt tilbage og lyttede til musikken svagt. Duften af pulserende blodåre var over alt omkring ham. Men han fokuserede lige nu på musikken. Dog vidste han ikke hvor længe han kunne holde det. Indtil nu havde han holdt sig i bevægelse så han kunne ignorere lugten og lyden. Men nu sad han stille. Måske skulle han gå ned og danse? Nej lige nu ville han vente. 10 minutter måske. Så ville han nok være nød til at gå i gang med at bevæge sig igen.

Det havde taget lang tid, al for lang tid ifølge Kajika, at komme sig over besøget fra Jason´s side af. Kajika havde endelig taget sig sammen og var taget et smut hen til Helix, for at tjekke at alting var iorden, samt ordne nogle papir og bare generaldt sørger for, at alting var iorden. Hun lagde ikke mærke til alt der skete der, samt hun havde sit helt eget kontor, hvor hun var igang med at rette forskellige ting inde, indtil det bankede på døren. En mand trådte ind, da hun sagde han måtte komme ind. Manden så kort op mod Kajika, i det han fortalte at en ved navn Render var kommet. Han havde fortalt, at de kunne bekræfte sig ved hende, vis der var tvivl. Kajika spærrede sine øjne en smule op, i det hun nikkede og sagde" javel ja.. jeg vil med det samme tjekke det ud ". han sagde hvor fyren var, i det hun gik ud der fra sammen med ham.

Fyren gik tilbage til sit arbejde, i det hun rettede en smule på sin kjole, før hun trådte med hastige skridt hen mod VIP zonen. Hun anede ikke hvem hun ville ende med at se, men vis det var Render, så var han ide mindste i live. Hun var skræmt. Han vidste hvem hun var samt hvad hun var. Han var det også men hun anede ikke.. om han var kommet for at dræbe hende eller hvad han var. Det lange platin blonde hår, lå smukt og elegant bølgende ned af hendes skuldre samt ryg. Hun bar høje stiletter, dog ikke sådan nogle helt killer nogle, men stadig nogle, der fik det til at se elegant og frækt ud på samme tidspunkt.

Hun trådte forsigtigt frem, i det hun gik hen til baren og spurgte, før han pegede hen af mod Render.. der sad alene. Hun fik det næsten som om, det bankede i hendes bryst, som blev hun nervøs. Hun mærkede alt om sig lige pludselig og hørte alt. Hun trådte forsigtigt hen af mod Render, i det hun stoppede op foran ham, da han så ud til at skulle til at tag en tår af sin drink. Hun så tøvende på ham, i det hun adskilte sine læber og sagde med en blid melodisk klang.. hans navn i næsten en hvisken. " Render.... hvad laver du her? ". Hun så på ham med sine piercende isblå dådyr øjne, afventende, mens hun bed en smule i sin fyldige blege lyserøde underlæbe, med de perle hvide tænder.

Langsomt forsvandt mere og mere af glasset i takt med han drak det. Det skarpe lys ramte ham i øjnene et par gange. Så han endte med at tage sine solbriller på igen. Og lukkede kort øjnene. Lyttede til musikken. En tjener kom hen til ham. Render smilede roligt og spurgte så svagt at han gerne ville bestille hvad end chefmanageren plejede at drikke. Samt en Whisky on the Rock mere. Han havde på fornemmelsen hun ville komme derhen. Og det ville ikke være fair over for ham at ikke bestille hende en drink. Derefter vinkede han tjeneren ned. En ung kvinde tydeligt stadig i studie. Og hviskede hende noget i øret blidt. Og stak hende så 100 euro i form af 2 halvtredsere. Det virkede forkert. Men i virkeligheden havde han bare bedt hende om at sætte en sang på som den næste. ”Be DJ’en om at sætte Maroon 5 Animals på næste gang. Og derefter Major Lazer og DJ Snake Lean on.” Havde han hvisket til hende. Samt bedt hende om at beholde den ene halvtredser til sig selv. Hvorefter han lænede sig tilbage igen. Og så ud over klubben lidt. Kort efter fik han stillede 2 drinks foran sig. Han drak det sidste af sin ene Whisky og løftede så den anden op. Han løftede svagt sit glas op. Og placerede læberne om glasset. Lod den gyldne væske fylde hans mund en smule op. Mærkede den dejlige smag af Whisky og is. Det nærmest slukkede tørsten en smule. Hvilket var derfor han drak så meget af det.

Han så kort imod en kvinde der kom gående. I det øjeblik han så hende. Var det som om tiden begyndte at gå langsommere før den stod helt stille. Han havde frosset tiden uden det var med vilje. Så snart han opdagede det startede han tiden igen hurtigt. Han tog sig kort til hovedet. En kort hovedpine var kommet af det. Hvorfor mistede han kontrollen? Det lignede ikke ham. Han havde nærmest fuld kontrol over hans evner. Som var han født med dem. Dog havde han haft en stor fordel. Han havde studeret vampyrer’s udvikling. Udover det havde han heller ikke følelser der gik i vejen. Han kunne se videnskabeligt på det. Så han havde en god fordel til at kontrollere sine evner. Men alligevel så snart han så den kvinde så mistede han kontrollen kort. Det var Kajika. Alt i hans krop begyndte at sitre. Men af hvad? Kærlighed? Begær? Vrede? Han måtte finde ud af det. Men det krævede mere undersøgelse. Han måtte være mere i nærheden af hende for at finde ud af det.

Da hun stillede sig foran ham og begyndte at hviske kneb han øjnene lidt sammen og rettede sit øre imod hende. ”Kæft mand en vampyrs hørelse og jeg kan stadig ikke forstå hvad du siger når du hvisker?” Sagde han med et svagt flabet smil. Før han rejste sig op. Med blide skridt gik han om bag hende. Lænede sig ind imod hendes ryg. Placerede sit øre ved hendes hals så hun kunne dreje hovedet lidt og hviske til ham. Hans hænder gled blidt op af hendes arme. Følgende nogle svagt kildende nervepunkter som lå lige i kanten af indersiden af hendes arme. Gled hele vejen op på hendes skuldre. Hvor han placerede dem og nussede hendes skuldre svagt. ”Bare rolig Kajika. Jeg er ikke kommet for at dræbe dig. Jeg forstår det. Jeg forstår hvorfor du gjorde det. Du ville ikke miste mig. Og den eneste måde du så den mindste mulighed for at kunne være sammen med mig. Var ved at gøre mig til vampyr så jeg ville forstå hvordan det var at være en. Så jeg måske ville stoppe med at jage vampyrer.” Sagde han roligt og smilede svagt. Før han roligt gik hen og satte sig ned på sin plads igen. ”Sæt dig endelig ned Kajika jeg har endda bestilt en drink til dig.” Sagde han roligt og så på hende svagt med de blide og svagt forførende gråblå øjne. Der underligt nok var blevet en smule mere blå end før. Som om den korte fornemmelse af en følelse han havde haft havde vækket hans øjne lidt. Han løftede sit glas op og tog en blid tår af den.

Tjeneren kom gående tilbage, med en cremet Pina Colada, i det hun blidt satte den på bordet, ved Render, før hun gik igen. Da Kajika gik hen mod Render, vidste hun ikke hvad der ville ske. Hun følte sig forvirret, nervøs.. skræmt en lille smule. Han havde fundet frem til hende og sikkert med vilje, arrengeret dette. Han havde med sikkerhed, sagt det med vilje til tjeneren, så han ville hente hende for at bekræfte netop dette. Hun så med iskolde blå øjne på Render, i det hun så kort på bordet. 2 glas?. Hun kunne ikke lade vær med at grine, da Render sagde, at det var umuligt at høre hende, over musikken, dog med hans egne ord selvfølgelig. Da han rejste sig op, gik hun kort et skridt bagud, i det hun så tøvende på ham. Hun mærkede da han gik bag hende, hans krop mod hendes ryg. Hun rødmede en smule, i det hun mærkede hans hoved.. Hun drejede kort hovedet, i det hun sagde " Hvad laver du her.. Render ". Hun så på ham med de isblå øjne, der var lagt i skygge, en lille smule, af de lange ravne sorte øjenvipper af hendes.

Da han berørte hendes arme, følte hun et ubehag. Ville han kvæle hende midt inde på clubben?. Hun hørte musikken i baggrunden. Animals.. Hun så flovt op mod ham, i det hun hørte hans ord, mens han blidt berørte hendes skuldre og nussede dem svagt. Da han slap og gik hen og satte sig, betragtede hun ham blot en lille smule, i det hun forsigtigt så ned mod drinken. Sin ynglings.. Han havde bestilt hendes ynglings. " Hvordan.. hvordan vidste du det? ". Hun så undrende på ham med et hævet bryn, før hun forsigtigt satte sig ned.

Hun satte sig blidt ned i sofaen, dog overfor ham, eftersom hun ikke ville sidde direkte ved siden af ham. Hun betragtede ham flovt og strøg blidt en hårlok bag venstre øre, hvor hendes hals blev blottet, samt kjolen var oplyst en lille smule. Hun gjorde tegn til bartenderen, i det han trykkede på en knap, der gjorde at selveste VIP loungen blev mere lyd isoleret, med svag musik spillende ude fra. Hun så kort mod Render. Der var stadig passende højt musik, så folk ikke rigtig kunne høre ens samtaler, men det var lavere. Hun så på ham og tog blidt en tår af den cremede drink, før hun slikkede sig om de fyldige læber og sagde " Undskyld Render... ".

Han så på hende med de blide gråblå øjne. Der fulgte hendes kjole kort. Mønsteret var simpelt men frækt. Den passede hende perfekt syntes han. Han lænede sig lidt tilbage. Før han svang det ene ben hen over det andet. Sad bare og betragtede hende lidt. ”Den flinke tjener gav mig den efter jeg bedte hende om den drink du bedst kunne li.” Sagde han roligt og hævede sit glas imod hende som tak. Før han blidt lod den gyldne væske glide ned imellem hendes læber. ”Det tog lidt tid men jeg er glad for jeg fandt dig Kajika.” Sagde han roligt og smilede svagt. Han tænkte kort tilbage på den dag hun havde bidt ham. Han huskede hvordan han havde kæmpet sig op af jorden. Nærmest følt sig knust. Men så pludselig stilhed. Ingen vrede. Ingen sorg. Som om alt bare var forsvundet. Han smilede stadig selvom han tænkte over de triste minder. Som om de ikke påvirkede ham. Ja faktisk gjorde de ikke. Det eneste han huskede var hendes øjne. Hendes blide bevægelser. Hendes skønhed. Hendes smukke krop. Hendes dejlige ord. Ja alt ved hende. Kun hende. Og han vidste ikke om han hadede hende. Eller elskede hende.

Da hun vinkede imod bartenderen så han hvordan lyden dæmpede sig i loungen. Han så kort rundt. Tog imod den viden der kom ud af det. Og lagrede det i hans selvbiografiske hukommelse. Før han vendte blikket imod hende igen. Han lænede sig lidt ind imod bordet imellem dem så han så lidt mere alvorlig ud. ”Tja jeg kan gætte mig til du troede jeg kom for at dræbe dig. Og jeg ved jeg burde være her fordi at jeg burde finde ud af om det imellem os var ægte. Men faktisk. Så ved jeg det ikke. Det virkede som det mest logiske at gøre.” Sagde han roligt og smilede svagt.

Han så på hende lidt. Undskyld? For hvad? Han undrede sig kort. Hvad var undskyld egentlig nu til dags? Det var et ord som alle brugte. Og det var ikke altid fordi folk var kede af det over hvad de havde gjort. Men rettere for at fortælle dem at det burde de være. Han så lidt på hende. ”For at forvandle mig? Det skal du ikke undskylde over. Jeg er ikke sur over det.” Sagde han roligt og smilede til hende lidt. Før han rejste sig op og satte sig ved siden af hende i stedet. Dog med lidt afstand. Sådan hun sad til højre for bordet på sofaen mens han sad i midten af sofaen. Han tog en blid tår af sin drink. Før han stillede den på bordet. ”Men ærlig talt. Hvordan overlever du den her tørst?” Spurgte han kort og rettede blikket imod en gæst bag hende. Fokuserede på pulsåren. ”Får du ikke nogle gange lyst til at bare flænse den hals op og sluge det hele?” Spurgte han roligt og rettede blikket imod hende igen. Og smilede lidt til hende. Med let adskilte læber bevidst for at hun kunne se hans hjørnetænder svagt var vokset en smule ud. Før de gled ind igen.

" Virkelig? ". Hun forstod ikke helt at det kunne ha taget ham tid at finde hende, dog så igen. Hun havde givet sit navn, men holde sig meget under raderen, det var sådan hun fortrak det, især efter Jason´s behandling, der stadig lå tungt i hendes hoved, som en tåge der bare ikke ville forsvinde. Hun følte sig forvirret men også forvirret over at han havde kysset hende igen, dengang hun kyssede ham, dengang hun blot ville føle nydelse, en form for velbehag, måske snyde ham til at slippe sig fri, men hun kunne ikke, hun kunne ikke styre sit had mod ham, samt frygt til ham. Hun så undrende på ham, da han lænede sig frem og pludselig begyndte at snakke om logisk valg, samt at han ikke ville dræbe hende. Hun hævede det ene øjenbryn en smule, i det hun så undrende på ham og nikkede kort " Jeg da glad for at vide, at du ikke vil dræbe mig.. ". Hun så kort ned og følte sig forfærdelig til mode. At sidde overfor ham, at vide hun havde gjort dette. " Jeg kunne næsten ikke genkende dig.. du ser så forandret ud ". Hun så forsigtigt op mod ham med et bekymret blik, dog bekymret for ham.. for såen som han opførte sig.

Hun så kort undrende på ham, da han pludselig sagde at han ikke var sur. " hvorfor ikke? ". Hun skulle til at rejse sig op, i det han pludselig gjorde det, der fik hende til at sætte sig ned. Var dette virkelig Render?. Hun så undrende på ham, da han satte sig nær hende, i det hun tog en stor slurk af sin drink, før hun sukkede tungt. Da han snakkede om tørst, så hun chokeret på ham, i det hun smilede en smule og sagde " Med tiden bliver det nemmere, dog indtil.. så gør man sådan her ". Hun lænede sig tæt mod ham, i det hun så ham dybt i øjnene, før hun sagde " Som din skaber, befaler jeg, at du aldrig drikker af et levende væsen, men kun kan tåle blod fra blodposer ". Hun så derefter væk fra ham og sagde" Har du stadig trangen til at drikke af andre? ". At være skaber, betød at så længe man ikke havde brudt båndet mellem sig eller de havde givet slip på deres skabelse.. så kunne de befale ting af dem, som de SKULLE følge.

Han så lidt ned af sig selv da hun begyndte at snakke om han havde forandret sig. Tja det havde han vel. Han så lidt på hende. Og smilede blidt til hende. ”Kan du li det du ser?” Spurgte han kort. Og drejede hovedet lidt. For at se om det var en ægte reaktion fra hende. Han måtte indrømme han studerede hende. Hendes bekymrede blik fik ham til at hæve et øjenbryn. ”Du da ikke bekymret for mig er du vel? Kajika det kan godt være du er ældre end mig. Men du behøver ikke at være bekymret for mig.” Sagde han roligt og smilede svagt til hende. Før han lagde en hånd på hendes knæ. Nussede det blidt. ”Jeg skal nok klare mig.” Sagde han roligt og så fortsat på hende.

Han trak kort på skulderen. ”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ser mere logisk på tingene. Jeg forstår hvorfor du gjorde det. Så jeg forstår ikke hvorfor jeg skulle være sur?” Han så på hende med et blidt smil. En hvis mystik gled over hans ansigt. Som om det han sagde på en måde gav mening. Men samtidig ikke gav nogen mening overhovedet. Da hun lænede sig hen imod ham og så ham i øjnene smilede han svagt. Så hende direkte i øjnene. Og placerede sin hånd under sit hoved. Og før hun nåede at sige sætningen færdig. Begyndte han at snakke. ”Du har de smukkeste øjne.” Et forsøg på at få hende skubbet lidt ud af kurs så hun ikke nåede at blive færdig. For faktisk kunne han godt li at drikke blod. Fornemmelsen af jagten. Det skræmte udtryk i deres ansigter. Det gjorde det hele lidt sjovere. Og ja Render kendte godt til den lille forbindelse imellem dem. Render var intelligent nok til at vide hvad hun ville sige. ”Er det underligt jeg har lyst til at kysse dig?” Spurgte han og smilede svagt. Som om han var ved at grine. Hvilket han også var. Eftersom at hun sikkert ville tage det lidt som et chok. Og hendes ansigtsudtryk sikkert ville være priceless. Han lænede sig tilbage i sofaen. Og lagde sine arme hen over ryglænet på hver side af ham. Som om han nærmest inviterede hende til at sætte sig hos ham. Og dog ikke. For det virkede så henkastet. Roligt tog han solbrillerne af. ”Udover det hvis du vil bruge dine skaberevner imod mig. Så skal jeg ha solbrillerne af. Og så bliver du nød til nærmest at læne dig op af mig for at kunne befale mig igen.” Sagde han roligt og så på hende med et blidt smil. Han vidste godt det var anderledes men hvis den gik så gik den jo? Han ville i hvert fald ikke fortryde at udskyde falske fakta for lidt nærkontakt af hende. "Udover det så synes jeg ikke rigtig det er fair over for dig at kommandere med mig. For det første er vi ikke gift. For det andet det kan godt være jeg er dit afkom men som min skaber har du en selvpligt til at lære mig at overleve." Han smilede svagt og trak lidt på skulderen før han lænede sig frem for at tage sin drink som han tog en tår af sin drink. Før han lænede sig tilbage igen. Han begyndte at høre musikken skiftede. Major Lazer Lean on. En god sang syntes han selv.

Hun grinte en lille smule, i det hun nikkede. Hun kunne godt lide det hun så, dog.. der var blot et eller andet over ham?. Hun så kort ned på hans hånd, da den placerede sig på hendes knæ, hvor han blidt begyndte at nusse det, mens han sagde at han nok skulle klare sig. Kajika betragtede ham, da han kiggede hende direkte i øjnene og kom med hans replik. Hun rødmede svagt over kinderne og hendes stemme knækkede næsten, men hun fik dog sagt ordene. " Render.. det for dit eget bedste, at jeg sætter lås på dig. Du har hermed forbud, imod at drikke af ALLE levende væsner. Blodposer er det eneste du ikke kaster op af og føler dig syg over ". Hun så advarende på ham, i det hun smilede. Hendes smil forsvandt en lille smule, da han spurgte hende, om det var underligt, at han havde lyst til at kysse hende. " Ja, det er det. Især eftersom du sagde du hellere ville dø, end at blive et monster. Et monster er hvad jeg prøver at forhindre dig i at blive ".

Hun sukkede tungt og sagde" Render, du ikke den første jeg har skabt. Så drop det ". Hun så advarende på ham, i det hun mente business, ikke pleasure. Hun anede virkelig ikke hvordan han var endt med at blive, som han var endt. Hun sukkede tungt og tog en slurk af sin drink, i det hun så kort over mod ham og sagde" Og det gør jeg også, ved at du ikke går rundt og angriber uskyldige. Mere... ". Hun så bestemt på ham og rejste sig vredt op, i det hun svarede " Som din skaber, er det min pligt at lære dig hvad der rigtigt og forkert. Jeg burde IKKE være stukket af, men nu du er her, så kan du ligeså godt lære det med det samme ". Hun så bestemt på ham, før hun sukkede tungt og satte sig ned igen og stirrede en smule på ham. " og stop så med at lade som om, alt er okay... ". Hun så væk fra ham, i det hun var trist. Det havde gjort ondt at ændre ham.. at forvandle ham. Godt han var blevet stærk i det, men stadig.

Han så på hende roligt og sukkede kort. ”Du er da også noget af en lyseslukker.” Sagde han og grinte svagt. Før han rettede sig imod hende. Og så pludselig mere seriøs ud. ”Men tak. Jeg ved jeg engang gik meget op i hvem der døde så jeg ved også at det burde betyde meget for mig.” Sagde han roligt og smilede blidt til hende. Da hun begyndte at snakke om hans ord så han kort tænkende ud. Og smilede svagt. ”Nårh ja da du var i gang med at tømme min krop? Jeg var såret over en kvinde jeg følte så kraftige kærlige følelser for. Viste sig for at være vampyr. For ikke at sige forvandle mig.” Sagde han roligt og grinte svagt og trak blidt på skulderen. ”Men det var dengang. Jeg er glad for at du gjorde det. Siden det er sket har jeg fået styr på mit liv. Min gæld er blevet betalt. Jeg har ikke et alkoholsproblem.” Han så på sin drink. ”Jo måske en smule endnu.” Sagde han og grinte svagt. Før han trak på skulderen.

Han så på hende roligt. Han grinte svagt og så tænkende ud. ”Det ved jeg faktisk godt. Du gjorde det så nemt. Første gang en vampyr forvandler en anden er det altid lidt klumpet. De fleste stopper halvvejs og bliver i tvivl.” Han smilede og så på hende roligt lidt. Han drejede hovedet lidt. ”Hvad mener du med uskyldige? Jeg har kun dræbt mordere voldtægtsforbrydere og så en enkel hjemløs men jeg var så sulten den dag.” Sagde han og grinte svagt før han trak på skulderen og så på hende svagt. Da hun blev vred så han på hende med overraskede øjne. Hans smil forsvandt lidt. ”Har du ikke forstået det endnu? Kajika det burde sku da være lige for næsen af det. Jeg var vampyrjæger. Jeg så en vampyr dræbe min far og min bror foran mig. Jeg hadede vampyrer som pesten. Hvad troede du der ville ske ved at forvandle mig? Happyhour? Jeg knækkede fuldstændig. Og pludselig stilhed. Intet. Jeg kunne ikke engang mærke min sorg mere.” Han så kort tænkende ud. ”Faktisk kunne jeg intet mærke.” Sagde han roligt og så på hende svagt. Før han rykkede sig bag ved hende. Og nussede hendes arme blidt. ”Du skal ikke være trist over det du gjorde. Som sagt forstår jeg det godt. Jeg har ingen vrede. Ingen sorg. Ingen kærlighed. Ingen glæde. Undtagen når jeg er nær dig åbenbart. Så føler jeg noget. Men jeg ved stadig ikke hvad det er. Men indtil i dag havde jeg faktisk glemt hvordan det var at føle noget. Men lad være med at se negativt på det her. Måske er det din chance for at vise hvad du virkelig føler. Hvorfor du virkelig forvandlede mig. Hvorfor du besluttede dig for at elske den aften. Hvorfor du besluttede dig for at sænke dine parader. Som du nu har sat op igen.” Han placerede blidt sine hænder på hendes skuldre. Og begyndte svagt at massere dem. ”Slap af.” Hviskede han med en blid stemme ind i hendes øre.

Hun så på ham med et bestemt blik og sagde" Ville du ha set på mig, på samme måde, med samme øjne. Vis du var vågnet op i sengen, ved siden af en vampyr.. eller vis jeg fortalte dig, at jeg var det. Dengang.. ". Hun så bestemt på ham og afventende, som ventede hun på at blive dømt af ham. Hun håbede inderligt at han ville sige, noget i stil med, at han ikke ville dræbe hende, men så igen. Hun så undrende på ham, i det hun sagde " Havde du gæld... og et alkohols problem? ". Hun havde slet ikke set det komme. Render virkede som sådan en fyr, der havde styr på sine ting, det havde hun i hvert fald fået indtrykket af. Hun så kort undrende på ham men smilede dog kort efter, i det hun nikkede anerkendende. " Så det vel.. godt nok ". Hun så en smule ned og bed sig i den fyldige underlæbe, i det hun så op mod Render igen.

Hun sukkede, da hun hørte ham sige, hvem han havde dræbt. " Du har stadig dræbt folk. Render.. det ikke meningen at vi Vampyr.. skal dræbe folk, kun tappe dem, lige nok til at holde os mæt ". Hun så bestemt på ham, i det hun sagde" Så ingen drab fra nu af ". Render var allerede blevet noget af en womanizer, eftersom han vidste hvad han skulle sige og han gjorde det så godt, da han hviskede hende blidt ind i øret. Hun lænede sig blidt bagud mod ham, før hun sukkede tungt og smilede en lille smule. " Jeg ville blot ønske, det ikke havde behøves at ende sådan ". Hun så kort op mod ham og svarede " Dog nu kan jeg vise dig, hvordan vampyr skal være og hvordan et monster er ". Måske.. måske for at få følelser frem i ham, skulle hun netop bringe monstret ud. Hun så tøvende på ham og sagde " Hvordan fandt du mig egentlig? ". Hun så tøvende rundt, i det hun klemte sig blidt op til ham.

Han så på hende svagt. Og tænkte sig lidt om. Før han smilede lidt. ”Faktisk. Nej jeg ville måske være i chok til at starte med. Angribe dig fordi det er den eneste reaktion der ville passe sammen til hvem jeg var og hvad du er. Men inderst inde. Tror jeg ikke at jeg ville dræbe dig. Jeg tror jeg havde for kraftige følelser for dig. Jeg ville nok gå. Og aldrig se mig tilbage.” Han så på hende roligt. ”Eller rettere gå og blive ved med at kigge mig tilbage men aldrig vende rundt.” Han grinte svagt og kløede sin næse lidt. Han trak på skulderen. ”Måske var det for det bedste dette her. Nu kan jeg se dig. Jeg kan se hvem du er. Hvad du er. Uden at hade nogle af delene. Se mig i øjnene.” Han så på hende med et blidt og roligt blik der virkede fokuseret og kærligt. Men forvirret over ikke at vide hvad det var de selv følte. ”Jeg ved godt at jeg ikke kan mærke hvad jeg føler. Men jo mere jeg er sammen med dig desto mere finder jeg ud af. Jeg ser dig Kajika. Jeg ser ikke kun din personlighed. Din perfektion. Din skønhed. Dine øjne. Men også dit væsen. Jeg ser hele dig for første gang.” Sagde han og så på hende med et blidt smil. Før han løftede en hånd og nussede hendes kind blidt.

Han drejede hovedet lidt. ”Men hvorfor har vi så evnen til at dræbe dem?” Spurgte han svagt og så på hende roligt. Han så lidt på hende. ”Vil det gøre dig glad hvis jeg lod være?” han smilede roligt til hende. Han kendte allerede svaret men han ville gerne høre det fra hende. Han nussede hende ned af hendes ene arm. Og lagde en blid arm om hende. Kyssede hendes hovedbund et par gange. Mens han bare blidt nussede hende. Med en blid berøring der kun lige blev gjort med hans fingerspidser. ”Hvis du ikke havde gjort det. Havde vi ikke siddet her. På den her sofa. Været tætte som lige nu. Hver dag fra nu af sammen. Er en gave for det du gjorde. En gave Kajika.” Hviskede han svagt til hende med et blidt smil. Før han lyttede til hendes næste ord. Han så lidt imod loftet tænkende. ”En vampyr er et blodsugende dyr med evnen til at dræbe selv nogle af de største dyr. Et monster er et væsen med overnaturlige kræfter der kan dræbe stort set alt. Sorry men jeg ser ikke forskellen.” Han grinte svagt. ”Ærlig talt så tror jeg det er fordi jeg har mistet næsten alle mine følelser. For siden da er jeg begyndt at se meget mere logisk på tingene. Videnskabeligt så at sige.” Sagde han roligt og smilede svagt. Han så lidt imod hende. Da hun spurgte hvordan han havde fundet hende. Da hun klemte sig op til ham. Han lagde blidt en arm om hende. Der blidt tog lidt fat i hende. Som om han nægtede at give slip igen. Bare fordi han tænkte hun havde brug for det. For denne forvandling var mere gået ud over hende end ham. Han så lidt på hende. ”Jeg fandt dig faktisk ikke. Samtlige aviser og ugeblade fandt dig. Jeg var bare tilfældigvis bag en der sad og læste dagens avis om at Helix klub var blevet en success hurtigt. Og at Kajika Dé Volkan var visionæren bag denne success.” Sagde han roligt og grinte blidt før han så på hende svagt. ”Faktisk tror jeg at jeg kan markedsføre din natklub endnu bedre. Siden jeg blev mere logisk er jeg hurtigt blevet en fantastisk investor og markedsføre.” Sagde han roligt og smilede blidt. Så på hende med et svagt smil. Og nussede hendes mave svagt som han havde lagt sin hånd efter at ha lagt den om hende. "Forresten den kjole ser vidunderlig ud på dig. Den sidder perfekt." Sagde han blidt og smilede roligt til hende.

Hun sukkede og sagde " Se.. du ville aldrig se dig tilbage. Det var endten at give slip eller forvandle dig ". Hun så forsigtigt op mod ham og sukkede endnu tungere. Hun ville virkelig ikke ha forvandlet ham, men situationen kalde blot på dette, der var simpelthen ikke andet at gør!. Hun ville ha været død måske, eller også ville Render ha gået og aldrig set sig tilbage, måske forladt Terre.. Di Morga.. forladt hende. Hun nød at hun kunne sidde og snakke med ham, mens han vidste hvem og hvad hun var. Hun bar ikke ringen, eftersom den var begyndt at blive for farlig at gå med for tiden. Hun smilede, da han sagde de søde ord, lige det hun havde haft brug for at høre.

Da han spurgte hende hvorfor de så havde evnen til at dræbe folk, så hun kort ned og sagde " Evnen til at dræbe. Mennesker kan også dræbe, det ved du af alle Render. Alle dyr kan vel dræbe noget eller nogen.. det blot spørgsmålet om hvem hvad og hvorfor.. ". Hun så kort mod ham og sagde " Men nej, vampyr burde ikke dræbe mennesker, fordi de er vores livs energi, det dem der holder os kørende, uden dem.. ville VI dø ". Hun så kort på ham og sagde " Mennesker og væsner i hvert fald ".Da han spurgte hende om det ville gør hende glad, vis han lod værd... nikkede hun. Hun ville blive utrolig glad for, vis han ikke gjorde det, vis han lod værd. " Ja ". Hun kunne ikke lade vær med at grine en smule, da han fortalte hvordan han havde fundet hende.

Hun nød at han holde om hende, samt hun nød han var nær hende, skønt han snakkede om logiske ting, om ingen følelser og monstre og vampyr var det samme i hans øjne. Hun grinte en smule og sagde" Render, du skør ". Hun smilede forsigtigt og vendte sig om, da han sagde at hun så vidunderlig ud, i den kjole hun bar. Hun betragtede blidt hans ansigt, i det hun forsigtigt lænede sig frem mod ham, i det hun blidt kyssede hans læber, vis han lod hende. Hun vidste ikke om det var ham der spillede med hende denne gang, om han bedrog hende, om han ville gør hende ondt.. men han var her nu og han var så kærlig og dejlig.. gjorde det umuligt for hende at modstå, at kysse hans læber.

Han smilede. Og nussede hendes kind blidt videre. ”Jeg giver dig helt ret. Og hvis det var mig ville jeg nok ha gjort det samme. Men hvorfor? Fortæl mig hvorfor du ikke kunne give slip på mig.” Han gættede på hun vidste hvad han mente. Hvad han ville høre fra hende. Efter han havde sagt alle de søde ting prikkede han på hendes næse kort. ”Og det er ikke noget jeg siger bare for at komme i bukserne på dig.” Sagde han og grinte svagt. Før han nussede hendes kind blidt videre.

Han nikkede forstånde. ”Det giver vel mening. Og desuden er der jo heller ikke nogen logisk grund til at skulle jagte mennesker og drikke fra dem. Eksempelvis så er det CIA der har gjort at vampyrer kan købe blod fra blodbanke specifikt til vampyrer.” Sagde han roligt og så på hende blidt. Da hun begyndte at nikke smilede han blidt. ”Heller ikke dyr? Bare for træningens skyld. Jeg skal stadig lære at kontrollere mine nye evner bedre.” Sagde han roligt og smilede blidt til hende. Kyssede hendes hovedbund blidt igen.

Han grinte blidt. ”Ja det er heller ikke fordi jeg mener de er ens. Jeg mener du er vampyr. Og du er alt andet end et monster.” Sagde han blidt og så på hende med et roligt smil. Da hun vendte ham rundt lagde han hænderne på hendes hofter. Og nussede dem blidt. Så hende i øjnene. Betragtede hende med et blidt smil over læberne. Da hun lænede sig imod ham kunne han mærke noget. Fornemmelsen af at hans hjerte bankede hurtigt. Selvom det ikke burde være muligt. Hans hjerte var dødt. Men sådan følte han. Da hun placerede sine læber imod hans. Lagde han blidt en hånd på hendes baghoved. Nussede det blidt mens han kyssede hende tilbage. Han kunne mærke noget. Noget der blev kraftigere. Han vidste stadig ikke helt hvad det var. Men han begyndte at kunne li følelsen. Ligemeget hvad det var. Han tog blidt fat i hende. Og løftede hende blidt op med hans overnaturlige styrke. Og satte hende på hans skød med et ben på hver side af hans og fronten ind imod ham. Så de bedre kunne kysse hinanden. Ligenu havde han kun i tankerne om at kysse hende. Mærke de dejlige fyldige læber som han kun havde kunnet drømme om siden han blev forvandlet.

Hun ville ikke tænke på CIA, på Jason.. på nogen som helst, andre end Render. Render var den der virkelig betød noget for hende lige nu. Hun kyssede blidt hans dejlige læber og følte sig endelig ikke alene i verden. Hun havde gået i flere uger, måneder.. og følt sig alene i denne store verden, uden nogen at kunne komme hjem til eller lægge ved siden af. Hun kyssede grådigt Render´s dejlige læber der smagte af whisky. Hun gav et lille smil fra sig, da hun stoppede kort i kysset, mens hun betragtede hans smukke gråblp øjne, inden hun kyssede ham igen. Hun kunne mærke båndet mellem dem og overvejede om hun skulle slippe ham, så han måske ikke følte sig så fanget, men så igen.. nej, hun ville holde den ordre, eller nærmere befaling fast.. holde en så lang tid hun ville indtil hun mente, at hun kunne lade den slippe.

Hun så flovt på ham, i det hun sagde " Syysh... ikke mere snak om CIA ". Hun havde det forfærdeligt indeni, hver eneste gang han nævnte de idioter. Hun så forsigtigt rundt, inden hun smilede en smule. Ingen CIA. Hun så på Render og sagde" CIA er alligevel også fucked.. især deres chef til Jason.. ". Hun kyssede ham blidt op af halsen og nippede forsigtigt til hans øreflip, i det hun hviskede " Du smager godt.. ". Hun bed blidt ned i hans hals og slap forsigtigt, inden hun grinte en lille smule. " ups ". Hun slikkede kort over det åbne sår, før hun forsigtigt kyssede Render igen. Det føltes lidt ubehageligt, at have sine ben spredt, eftersom hun intet bar indenunder sin kjole, da det var umuligt, sådan som den var lavet med sit print. Bodycon mesh dress.. i sort.

Følelsen i ham blev stærkere jo længere tid kysset varede. Og han følte at han endelig var hjemme. At der var noget der havde manglet i hans liv. Og lige nu følte han sig hel. Hun gjorde ham hel. Han kyssede hende blidt tilbage. Lukkede øjnene svagt i for at nyde kysset fuldstændig. Mens han stadig nussede hende. Følelsen af hendes kolde krop imod hans kolde krop var underlig. Han var jo vant til varm mod varm. Men det var ikke mindre intimt imellem dem. Han følte at kulden bare gjorde han holdte hende tættere. Fordi han et eller andet sted indeni prøvede at gøre hende varm. Det var fuldstændig dumt. Men sådan var det jo at ha været menneske kort tid forinden. Dog ville han ikke ændre det. For det gjorde at dette imellem dem blev mere intimt. Hun havde befalingen over ham. Han vidste det godt. Men han havde intet imod det. Så længe hun ikke begyndte at misbruge den.  Da hun stoppede kysset betragtede han hendes isblå øjne. Og faldt nærmest i dem. Deres øjne var nærmest ens. Hendes var dog lidt hvidere i det. Mens han var lidt mørkere. Deres væsen passede sammen. Deres øjne passede sammen. Deres kroppe. Deres tanker. Der var så meget der passede sammen imellem dem. Og han ønskede at vide mere. Vide hvad der ellers var af ting der passede sammen.

Han grinte blidt. Og nussede hende svagt.  ”Selvfølgelig. Undskyld jeg skal nok lade være.” Sagde han roligt. Han troede det stadig var på grund af pigen der døde. Men det jo klart han havde intet fået af vide om hvorfor det var. Så lige nu ville han bare nyde dette øjeblik. Dog da hun nævnte Jason undrede han sig kort. ”Jeg har ikke fortalt dig om Jason?” Sagde han kort og så undrende på hende. Dog da hun begyndte at kysse ham op af halsen glemte han helt hvor han ville hen af med det. Og nød bare dette øjeblik. Da hun bed ham knep han kort imod siden hun bed i. Kun lige et kort øjeblik som tegn på at han fik et chok. Men lukkede nydende øjnene. Han kyssede hende blidt tilbage. Mens hans ene hånd gled fra hendes arm nedaf. Og blidt lagde sig om hendes håndled for at føre den om bag hendes ryg. Hvor han holdte fast i den. ”Hov du. Du har ikke fået lov til at bide.” Hviskede han svagt og grinte svagt. Før han roligt lænede hende tilbage. Så hun endte med at falde ned på sofaen på ryggen. Hvorefter han lænede sig hen over hende. Og begyndte at kysse hendes hals. Før han blidt bed hendes hals så hun også begyndte at bløde. Og slikkede så såret kort. Og fortsatte med at slikke hende op af halsen og videre op til hendes øre. Som han blidt nappede på. Han placerede blidt en hånd på hendes lår. Og nussede hende langsomt kun lige til kjolens kant så han ikke virkede fuldstændig ivrig. Og for at pirre hende lidt. Han regnede ikke med hun havde lyst til at ha sex i en offentlig lounge. Så det eneste de kunne lige nu var at drille hinanden så det var det han gjorde. Pirrede og drillede hende.

Hun spærrede sine øjne en smule op og skubbede ham blidt væk, i det hun satte sig op og så undrende på ham, i det hun sagde" Hvad mener du med.. at du ikke har fortalt om Jason. Kender du det fucking svin? ". Kajika havde allerede givet CIA et dårligt rygte. Hun havde rejst sig op, efter Jason havde været hjemme ved hende. Det første hun havde gjort, var at tag forbi hospitalet, hvor hun blev undersøgt, derefter havde hun været i avisen, hvor hun havde snakket om et indbrud, fra selveste CIA, hvor de truede hende på liv, på grund af sager, hun umuligt kunne snakke om. Hun var ligeglad. Jason skulle fucking bøde for hvad han havde puttet hende igennem, fordi flere uger efter, havde hun været lammet af frygt. Hun havde dog ikke afsløret navne, andet end ET eneste navn.

'- Udtalelse fra interwiewet -

" Miss Volkan!, Miss Volkan.. kan de fortælle os, HVEM der skyld i dine skader ". Kajika havde taget sin dags ring på, sådan så skaderne ikke var healet dengang. Hun fik en tåre ned af sin kind, i det man kunne se hvor smadret hun var indeni. Øjnene var blodsprængte og røde, samt hun havde dybe rander under sine øjne og håret var uglet og hendes håndled blålige med lange mærker på sig, samt også om sine ankler, der kunne ses i hendes sandaler, med vilje selvfølgelig. Hun nikkede forsigtigt og svarede med en hård iskold stemme " Jason.. Jason Smith ". Hun så derefter ind i kameraet og sagde hårdt " Vis i vil vide HVEM der skyld i Jessie Hollikan´s død, så opsøg ham ". Hun så derefter væk fra dem og gik mod bilen, dog stoppede hun op, i det hun sagde " Bare vent, efter dette, går de sikkert efter min familie. Det nemlig sådan de er! ". Folkene så chokeret ud og råbte alt muligt til hende, da de ville vide mere. Hun kørte væk der fra i en sort bil med tonede ruder.

- Tilbage på Helix -

Kajika var først nu begyndt sådan rigtig at komme frem. Hun havde været under stor psykisk pres i flere uger, fra Jason´s tortur. Hun så tøvende på Render, i det hun rejste sig op og sagde " Måske det ikke så godt, vi er her ude.. vi burde gå ". Hun så kort ned på Render og smilede sødt, i det hun sagde " Skal vi ikke gå en tur eller sådan noget? ". Det regnede godt nok ikke udenfor nu, men det var så småt begyndt at gør klar til at regne. Hun var ikke sin ring lige pt, fordi den var farlig for tiden at bruge. Vis CIA gik efter hendes familie eller afslørede noget om hende, ville det blot vise sig, at de endten var barnlige, at de ikke kunne tale for deres eget forsvar uden at pege fingre, samt vis de gik efter hendes familie, ville alle folk vide, at de torturede folk. Og vis de afslørede at Kajika havde angrebet folk, så ville folk vide at vampyr fandtes, det havde Kajika også gjort klart, i en artikle. Hun tog sig en smule til halsen, i det han tidligere havde bidt hende. Hun smilede en smule og healede det, før hun ventede. " Så kommer du ". Hun var stærkere.. hun var ikke mere bange for Jason.

Interview med Jason:
”Jason er det rigtigt at du har overfaldet Kajika Dé Volkan og dit bureau har dræbt en lille pige?” Det var midt i et talkshow. Jason sad på sofaen og så rolig og fattet ud. Mens værten så meget intens ud og ville vide om dette var sandt. Jason vendte blikket imod værten og smilede kort. ”Delvist desværre. Det viste sig at en mindre gruppe af mine agenter på 2 personer var indblandet i en form for kriminel ring. Og at kvinden som der er snakket om frøken Hollikan var stødt ind på et møde imellem bagmanden og den lille gruppe agenter. Hvorefter de har dræbt hende for at fjerne vidner. Men efter en god indsats for vores interne affære har vi fundet den gruppe der er tale om og de er blevet sendt tilbage til Amerika hvor de er blevet sat for en retssag. Jeg fik faktisk i vide her til morges at de er blevet dømt skyldige i misbrug af ordensmagt, mord, narkotikasalg og meget mere. Og står til henrettelse i næste uge.” Sagde Jason roligt og smilede roligt. Værten så lidt overrasket ud. Før hun så valgte at fortsætte. ”Jamen hvad med sagen om Kajika. Hun påpeger dig ved navn om at det skulle ha været dig der har tævet hende og tortureret hende.” Jason grinte kort. ”Gud nej endelig ikke. Jeg er afdelingsleder jeg sidder bag et bord hele dagen. Jeg har slet ikke tid til at så meget som at overvåge hende. Der er igen snakke om den lille gruppe som prøvede at slette deres spor. Jeg tror at hun på et tidspunkt har hørt mit navn blevet nævnt og eftersom hun ikke kendte navnene på de egentlige forbrydere så valgt at sætte skylden hen på mig.” Sagde han roligt og nikkede med et svagt smil. ”Jeg mener har hun kunnet påpege mig? Haft et billede af mig? Nej det tror jeg ikke. Og hvad værre er så vil hun sikkert ikke slippe det nu. Så jeg tror at dit næste interview bliver hvor hun påpeger mig. Men hvad skulle det hjælpe? Dette er live tv. Hun ved hvordan jeg ser ud nu.” Sagde han roligt og smilede svagt. Før han rejste sig op. ”Men som jeg sagde før jeg er en meget travl mand og jeg bliver nød til at tage tilbage til kontoret. Tusind tak for din tid.” Han gav værten hånden kort før han roligt gik ud af studiet.

Han så på hende roligt. Og grinte svagt. ”Selvfølgelig kender jeg Jason. Han er leder af Di Morga’s CIA afdeling. Dog må jeg indrømme at selvom jeg ved en del om CIA var der en ting jeg aldrig fandt ud af. Hvad Jason’s rigtige navn er. For han hedder ikke Smith. Det er et covernavn. Og han virker ren. Men tør ikke at stole på ham. Jeg kender kun en indenfor CIA jeg stoler på. Og han er hacker derinde fra. Han har ikke engang tilladelse til at bære våben.” Han trak kort på skulderen og så på hende roligt. ”Lad os sige det sådan her. Det er en ensidig informations udveksling.” Sagde han og grinte svagt.

Han så lidt på hende og smilede svagt. Og rejste sig roligt op. Før han lagde sine hænder på hendes hofter blidt. Og så hende i øjnene. ”Jeg ville følge dig til verdens ende og tilbage igen. To gange. Og du behøvede ikke engang at spørge mig.” Sagde han blidt og smilede til hende. ”Fortjener jeg ikke så et kys?” Spurgte han svagt og lod blidt sine læber røre hendes hvis hun lod ham. I et kort blidt intenst og lidenskabeligt kys. Han smilede roligt og fulgte hende med udenfor. Den kølige luft gled rundt om dem i et blidt lille pust. Render gik hen til hans motorcykel som han lænede sig lidt op af. ”Wanna go for a ride?” Spurgte han lidt badass agtigt mens han smilede til hende og så på hende afventende.

Hun nikkede en smule, i det hun sagde" Javel ja ". Hun havde hørt Jason´s interwiew, men hun havde intet sagt. Typisk han krøb udenom. Dog han bekræftede at hendes ord om pigen var sande, så folk var allerede begyndt at vælge side og eftersom mange ikke stolede på CIA, så valgte de hende side, især efter han havde bekræftet det med pigen var sandt. Hun smilede en smule mens hun drak det sidste af sin Pina Colada, før hun så kort rundt. Der var overvågning over alt, også hjemme ved hende. Hun betragtede Render, før hun gik hen til ham og blidt gav ham et kys på hans dejlige delikate læber. " Du smager godt flotte ". Hun smilede og slikkede sig om læberne og hviskede " jeg lover at tag min ordre af dig, senere.. når du ikke er omgivet af mennesker og larm ".

Hun fulgte med ham udenfor, i det hun havde fået sin læderjakke i hvid med sig. Hun lynede den, så hun ikke var så bar i det, før hun betragtede Render og hans smukke motorcykel." Awesome! ". Hun så på den og gik rundt om den, før hun bukkede sig ned og sagde " Det en Kawasaki Ninja ZX 12R, ikke også?. Sports motorcykel, lavet fra 2000 til 2006. Den er fucking awesome Render ". Da han spurgte om hun ville med ud og køre en tur, nikkede hun ivrigt. " Selvfølgelig! ". Hun beundrede den, i det hun sagde " Den kan gå fra 0 til 100, på blot 2.7 sekunder. Med en topfart på de 305 kilometer, i timen ". Hun smilede og gik hen og kyssede ham grådigt, før hun slap hans læber og gjorde sig klar, til at han satte sig, så hun ville tag blidt om ham og holde fat, mens hun ville læne sig op af ham. Dette her var virkelig vidunderligt. Han var så dejlig og han duftede fantastisk. Han var virkelig lækker og han havde bare et eller andet frækt over sig. " Du min.. ikke også Render? ". Hun så tøvende på ham, i det hun smilede tøvende.

Da hun sagde han smagte godt grinte han svagt. ”Ja det ved jeg.” Sagde han og smilede flabet til hende. Før han kyssede hende på kinden. ”Det gør du også.” Hviskede han svagt med en liderlig stemme bare for sjov. Før han roligt førte hende udenfor. Lod hende tage sin jakke før han førte hende udenfor. Da hun snakkede om at tage ordren fra ham rystede han på hovedet. ”Nej. Det er helt okay Kajika. Jeg er glad for du gerne vil ha jeg ikke dræber folk.” Sagde han roligt og smilede blidt til hende. ”Det viser at jeg betyder noget for dig.” Sagde han roligt og smilede svagt. Da de nåede udenfor og han gik hen til sin motorcykel så han på hende med et glad smil.

Han grinte svagt. Og fulgte hende med øjnene. ”Ja det er det. Og jeg som troede jeg skulle fortælle dig alle detaljerne om den. Det er faktisk en special klasse. Udboret turbo samt meget mindre vægt der forhøjer farten. Kulfiber bremser. Og med en special gearkasse som gør gearskiftet hurtigere. Der findes kun 10 i hele europa af dem.” Sagde han roligt Han kyssede hende grådigt tilbage. Hev hende ind til ham så hun var helt tæt på ham. Han satte sig op på motorcyklen og startede motoren. Lod motoren brøle et par gange ud i luften. Før han lod hende sætte sig op på den. Og holde fast i ham. Da hun begyndte at snakke om han var hendes. Smilede han kort. ”Sidder du og spørger om vi skal komme sammen?” Spurgte han svagt og lagde en hånd på hendes hånd om ham og nussede den svagt. Før han greb fat i gassen igen. Og slap koblingen så motoren brølede af sted. Hvorefter motorcyklen begyndte at bevæge sig med en utrolig og ekstrem fart. Speedometeret gled bare opad i fart. I takt med han skiftede gear i takt med omdrejningerne lige snittede det røde felt.

Seaweed Song - Passion Pit https://www.youtube.com/watch?v=EHq_VT5jIVQ

Kajika rødmede svagt, i det hun hørte ham spørge hende. Hun sank kort, i det hun rødmede endnu mere over sine kinder og svarede " Maybe.. ". Hun turde ikke spørge ham, men hun havde aldrig følt sådan her før. Hun lukkede sine øjne, i det hun lagde sig tæt op af ham og smilede, da hun mærkede ham ae hendes hånd, nusse den svagt, før han satte igang og de så kørte. Hun ville ønske, at denne tur fortsatte i en evighed. Ud fra sin lomme, sneg hun sin mobil frem, i det hun trykkede og tog den tilbage i lommen og lynede. Musik begyndte, at spille højt, så man kunne høre det.. dog ikke fuldstændig højt. Det var kun dem der ville kunne høre den blide musik. Seaweed Song - Passion Pit. Hun lagde sig blidt op af Render, tæt..

Lysene flakkede forbi dem, som de kørte. Hun smilede og lukkede kort øjnene og klemte blidt om ham, før hun bare holde fat i ham igen. Hun smilede og sagde " Ja.. ". Hun prøvede at tag mod til sig, i det hun spurgte " Render.. vil du være min ". Hun så kort op mod ham, mod hans smukke ansigt.. og ventede på et svar. Hun håbede at denne tur ville fortsætte, til et ukendt land, hvor det blot kunne være dem to, hende og ham.

Han smilede roligt. Da hun sagde maybe kunne han mærke et kort stød i hans bryst. Som om han havde håbet på det. Men samtidig ikke forventet det. Og et Maybe var alt han havde brug for at gøre ham glad. Han smilede svagt. Og førte motorcyklen afsted. Igennem byen. Flere gange fik de hornet af folk der syntes de kørte for stærkt. Render grinte bare. Hvorfor skulle han gøre andet? De var ude og køre sammen. Der var ikke rigtig nogen grund til at hidse sig op over det. Og det var kun de to. Han følte at hele verdenen gled væk i baggrunden. Da hun startede musikken lænede han sit hoved lidt tilbage imod hende. Så hun kunne mærke hans hoved imod hende. Som en sød gestus. Hvorefter han fokuserede på hvor han kørte igen. De skulle jo helst ikke køre galt.

Da hun sagde ja. Samlede han øjenbrynene lidt. Og så undrende fremad. Før hun fortsatte. I det øjeblik hun spurgte. Åbnede han øjnene helt. Og sænkede farten så det ikke var nær så farligt at vende blikket imod hende. Bare lige kort. Han smilede blidt og kiggede ligefrem for sig kort for at sikre sig de ikke kørte galt før han vendte blikket imod hende igen. ”Hvis jeg siger ja skal det være på to betingelse. Og den ene er. Ligemeget hvad. Så lad vær med at opgiv os. Kæmp for det. Og hvis du tror du kan det. Så ja. Selvfølgelig vil jeg være din. Og det er så den anden betingelse. Men jeg vil kun være din. Hvis du vil være min.” Sagde han kort og vendte blikket fremad med et stort smil over ansigtet der ikke så ud til at ville blive mindre.

Hun smilede over hele ansigtet, i det hun krammede sig tæt ind til ham og nikkede. Så længe de ikke endte i ligegyldige skænderier, så længe de kunne acceptere hinanden og deres forskelligheder. " Ja, jeg vil gerne være din ". Man skulle ikke kæmpe for kærlighed, ikke vis den var ægte. Dette føltes ægte, så ægte som hun nu troede. Hun lukkede sine øjne blidt i og smilede over hele ansigtet, mens hun krammede sig blidt ind til Render. Hun glemte alt om Jason, alt om CIA. Hun levede blot i en flydende verden af farver og glæde med Render lige nu. Hun klemte sig ind til ham og grinte, i det hun sagde " Skal vi tag hjem af mod mig? ". Hun så tøvende på ham i det hun ventede at høre fra ham. Vis det var et ja, så ville hun fortælle ham hvor hun boede, hvorefter hun blot ville holde godt fat i ham.

Dette var virkelig alt hun kunne ha håbet på, denne aften var gået fantastisk. Hun lukkede sine øjne og ønskede inderst inde, at denne aften aldrig nogensinde måtte ende, at den skulle fortsætte med at være så god her, forevigt og altid. Hun grinte en lille smule, i det hun så på Render og blot nød at de kunne være sådan her, uden at nogen ville se på dem og dømme dem. Hun var ligeglad om CIA holde øje med dem. Dog stilheden blev kort brudt, i det hun hørte lyden af en bil, før der var et skrig og pludselig... " Render!, pas på! ". Hun så foran dem med store øjne, i det to biler kørte sammen, fordi der var en der ikke holde tilbage for rødt lys.

Han smilede blidt. Han følte en utrolig stærk følelse. Som han var næsten hundred procent sikker på var lykke. Så det var ikke had han følte for hende. Han lukkede øjnene kort. Gentagede sætningen i hans hoved. Ja, jeg vil gerne være din. Sætningen kørte rundt i hans hoved. Han åbnede blidt øjnene igen. Og så lidt fremad. Da hun spurgte om de skulle køre hjem til ham. Grinte han svagt. ”Jo det kan vi godt.” Sagde han blidt og lyttede til adressen. Før han roligt satte retning af hendes hjem. Mens han stadig smilede som en vanvittig. Og bare hørte den samme sætning i hans hoved. Han var sammen med hende. De var kærester. Det var måske lidt barnligt at sige de var kærester. Men der var intet der gjorde ham mere lykkelig lige nu.

Han smilede blidt og lænede hovedet tilbage imod hende igen. Så han kunne mærke hendes hoved igen. Og så hun kunne mærke at han var glad. Han kendte hendes rygte. Lidt af en skifter. Han kendte meget af hendes fortid. Så meget som han kunne finde frem til via hans kontakt i CIA. Han vidste også det var længe siden hun sidst havde haft et forhold. Men han var fuldstændig ligeglad. Hendes fortid betød intet for ham. Men deres fremtid. Betød alt for ham. Han nåede kun lige at høre skriget hvorefter han hørte Kajika skrige op om han skulle passe på. Han vendte blikket fremad. Hvorefter han hurtigt reagerede instinktivt. Han greb fat i hende. Og hoppede af motorcyklen i samme øjeblik den ramte. Så de begge fløj fremad hen over bilerne der var stødt sammen. Mens de hang i luften. Gik hans ene evne amok. Tiden frøs. Og i den forbindelse forsvandt tyngdekraften for ham. Eftersom han var midt i et form for hop. Han vendte sig rundt og lagde armene tæt om hende og holdte hende dybt ind til hans brystkasse.

Tiden begyndte igen. Hvorefter han mærkede asfalten imod hans ryg. Glide hen af asfalten så hans skjorte og ryg blev flænset op. Men det var ikke det han fokuserede på. Han fokuserede på at holde hende sikkert så hun ikke kom til skade. Langsomt begyndte der at danne is på hans ryg. Et form for skjold som man normalt burde ha på armen. Men det beskyttede hans ryg lidt så de nærmere gled lidt mere sikkert hen af asfalten. Hvorefter han svang sin hånd ud. Og dannede en form for lille le. Som han svang ned i asfalten så den bremsede dem. Hvorefter de til sidst lå helt stille. Han holdte hende stadig tæt ind til sig. Og knugede hende fast. Som om han ikke havde opfanget at de var stoppet. Leen han havde haft i hånden var fordampet fra is til fugt i luften igen. Samt skjoldet også var væk. Han så sig kort rundt og grinte lidt. De var gledet fra lyskrydset hele vejen hen til foran hendes opgang. "Så er vi hjemme hos dig." Sagde han og grinte svagt. Men gav så et ryk kort. Latteren havde fået ham til at rykke sin ryg lidt. Som gjorde ondt som bare satan.

Hun mærkede hvordan han hurtigt greb fat i hende, før hun lukkede sine øjne og mærkede hans arme om sig, hvordan han holde om hende, i det han gav et hop fra sig, efterlod sin sikkert elskede specielle motorcykel, i det man hørte et klask. Hun holde fat i ham, så godt hun kunne, mens hun lå tæt ind til ham. Før hun vidste af det, var de endt hen af jorden, glidende, med ham under sig, i hans arme. Hun åbnede sine øjne, i det hun så ned mod ham og sagde " Render!?.. Render er du okay ". Hun så på ham med store øjne og undersøgte ham, i det hun tjekkede hans arme ud, hans ansigt og blidt gled sin hånd gennem hans hår, for at mærke om der var hul et sted.

Hun smilede en lille smule, da han grinte og sagde de var hjemme ved hende. Hun så kort ned på ham, indtil hun kom i tanke om lyden, om skriget. " Kom Render! ". Hun rejste sig hurtigt op, i det hun så ham give et sig et kort ryk, som gjorde det ondt. " Ved nærmere eftertanke. BLIV og HEL dig selv okay ". Hun så bestemt på ham, i det hun begyndte at løbe mod bilerne. Hun rev sin kjole i stykker i enden, samt smed sine højhælede, i det hun løb hen i bar tær, for at komme personerne til undsætning. Folk var der ikke mange rundt om, dog nogle få kiggede ud af vinduerne. Et normalt bil uheld. Hun så på de to personer.. En kvinde så ret medtaget ud. Forsigtigt rakte Kajika sig selv ind og låste hendes sele op, i det hun kort så over mod Render. Han kunne heale, det kunne disse ikke.

Det syn der mødte hende, fik hende til kort at stoppe. Det lignede en agent.. hun før havde haft på sin liste. Der var en pige bagi, hvorefter Kajika blidt klappede kvinden på kinden. " Vågn op, vågn op! ". Kvinden åbnede langsomt sine øjne, i det hun så Kajika og Kajika så blidt tog fat i hendes hage, så hun ikke gav et hop fra sig, af chokket. " Sid stille, du kan ha brækket noget indeni.. ". Hun bed sig kort i håndledet, i det hun så rundt, før hun sagde " Drik... " Kvinden så vredt på kajika og sagde " Aldrig!. Hvem fanden tror du at du ". Kajika stoppede hende og sagde " Tænk på din pige bagi! ". Kvinden tog imod lidt af Kajika´s blod, før hun begyndte blidt at hjælpe kvinden ud, før hun fik hende lagt ned og derefter tog den lille pige, der havde sat og grædt bagved. " Pas hende ". Nogle folk var strømmet til og nikkede. Nogle andre prøvede at få døren op til manden, der sad i den anden bil. Kajika så mod Render, i det hun råbte " Render!, kom ". Hun kunne jo ikke bare rive døren op, samt hun havde ikke kræfter til det, men vis hende og Render, samt 2 andre mænd hev i den, ville døren sikkert gå op. Manden så ikke så hårdt skadet ud, men blødte dog en smule fra hovedet af. Ambulancerne kunne høres i det fjerne.

Kajika havde stadig et hjerte, hun ønskede stadig ikke at folk ville komme noget til. Kvindens hjerte havde banket svagt, som var noget indeni hende.. punkteret, det var derfor Kajika gav hende blod, så det ville heale. Det slog normalt igen og Pigen så ned på sin mor og græd, da hun var chokeret og bange. Ambulance redderne kom til undsætning, i det de forsigtigt hjalp kvinden op, før de tog pigen med sig og så den anden tog manden med sig. Kajika så mod Render og sagde " Er du okay.. ". Hun krammede ham blidt, da hun var bange for at skade ham, før hun så mod Ambulancerne og derefter mod Render og gik hjem til sig selv.
Hun åbnede døren ind til sin lejlighed og så ned af sig selv og sagde " Tak fordi du beskyttede mig elskede ". Hun smilede og gik hen og kyssede ham blidt på læberne, vis han lod hende gør det.