Hunting or hunted?//Cricker//

Dato: 11-11-2010
Sted: Midt ude i skoven.
Tid: Skumringstid.
Omgivelser: Rigtig mange træer og andre planter.
Vejr: Regnen falder tungt, og overdøver andre lyde og det er svært at se gennem den.

Lucinde løb gennem regnen med sin kappe blafrende efter sig. Hun var gennemblødt, men det generede hende virkelig ikke, da hun var van til kulden. Hun havde været ved at jagte nogen, men da regnen var begyndt at falde rigtig tungt, var det blevet sværere at skimte skikkelsen fra alt det andet. Hun var ikke sikker på, hvad det var, som hun var ved at jage, men det var en, som havde angrebet hende først uden et ord. Pludselig kunne hun ikke længere skimte skikkelsen mere, men havde en fornemmelse, at hun nu blev forfulgt gennem regnen. Hun fik øje på nogle træer, som hun løb mellem, hvor regnen ikke faldt ligeså tungt. Hun vidste ikke længere, hvor hun enlig var. Hun stoppede brat op og kiggede rundt.

Oppe over træerne fløj Cricker rundt. Men det var blevet meget svært at flyve i den tunge regn, dråberne slog imod vingerne og der lagde sig regn på skindet. Han var nødt til at lande og det skulle være snart. Han så en lille åbning i træerne hvor han kunne lande uden at gøre skade på sig selv. Da han landede lød der et ordentligt plask, da han var landet midt i en vandpyt. Hans store grønne drage vinger var foldet ud til begge sider, og hans hænder og arme var dækket ar barkhud. Han kiggede sig omkring for at være sikker på at ingen havde hørt ham lande. Det ville ikke være så godt hvis han blev angrebet. På ryggen bar han et stort to hånds sværd der var næsten lige så stort som han selv var.

Lucinde hørte noget i den ene retning, hvor hun kiggede opmærksomt mod, men kunne dog ikke skimte noget med regnen. I den tid, hvor hun havde været uopmærksom, havde hendes modstander åbenbart set en chance og havde kastet en kniv efter hende, som ramte hende i den ene skulder, hun gav et let skrig fra sig. Lucinde landte med det ene knæ og den ene hånd på jorden, da hun støttede af i faldet. Hun så sig igen rundt, men kunne hverken se eller fornemme noget, så hendes modstander måtte være løbet sin vej. Hun støttede sig på sin stav og rejste sig op igen. Hun trak dolken ud af armen og kastede den fra sig igen. Og gik opmærksomt mod den retning, hvor hun havde hørt lyden fra.

Cricker havde hørt at der var en der kom af med et lettere skrig, så han var også blevet opmærksom. Han løb imod den retning, som skriget var kommet fra, med en hånd klar til at trække sværdet.
Han kunne se at der var nogen foran ham. Ikke særlig langt væk. Han ville ikke kaste sig ud i noget, så istedet råbte han bare. "Hvem der" Imens han stadig havde hånden klar til at trække sit sværd. Nu håbede han bare ikke at hans vinger ville skræmme den fremmede der stod længere fremme. Han ville ikke kaste sig ud i kamp lige nu. Nok var de i skoven, men han ville helst undgå kamp. "Er det dig der var skyld i skriget lige før" Råbte han et stykke tid efter.

Lucinde fik et vældigt chok, da hun kunne skimte noget stort i det fjerne med tanken om, at det var hendes modstander, gjorde hun sig klar til kamp, mens hendes stavs overflade langsomt blev til iskrystaller. Dog gik hun ikke til angreb, der der var nogen, som råbte noget til hende. Hendes modstander ville jo ikke råbe efter hende, men være stille. Hun sænkede staven en anelse, men var dog klar på et angreb. Hun bed i læben, hendes arm gjorde ondt. "Jeg er skadet." var det eneste, som Lucinde fik råbt tilbage. Hun håbede, det lettede situationen lidt.

Man kunne nok skimte at Cricker fjernede hånden fra sit sværd. "Okay, jeg kommer nærmere, jeg vil ikke gøre dig noget" Råbte han til skikkelsen. Han gik langsomt nærmere, og da han kom tæt nok på kunne han se at der stod en pige foran ham, en dæmon kunne han mærke. Han bukkede for hende. "Mit navn er Cricker Ancalime, jeg hørte dig skrige, og tænkte at du havde brug for hjælp, men det ser da ud til at du har alt under kontrol siden du står her" Han smilede venligt til hende og så på hendes sår. Han var desværre ikke en healer af nogen art. "Hvem var det der angreb dig?" Spurgte han lidt tid efter at han havde præsenteret sig selv.

Iskrystallerne forsvandt fra staven, og hun satte den på jorden og støttede sig mod den. Da hun vidste, at der ikke var nogen fare på færde nu. Hun kiggede på sin højre skulder, som var skadet, hendes trøje var gennemvædet af blod. Hun sukkede lettere irriteret. "Mit navn er Lucinde Resist. Du har vel ikke en form for bandage, måske noget sygrej?" spurgte Lucinde og kiggede igen op på skikkelsen, som var dukket op foran hende. "Jeg fik ikke set mere end en skygge, som angreb. Jeg endte så herude, da jeg havde jagtet skikkelsen et stykke tid." prøvede Lucinde at forklare.

Han kiggede på såret. "Jeg har ikke noget på mig her, men jeg har en hytte her i skoven. Jeg var faktisk på vej hjem da jeg landede og hørte dig" Sagde han. Han kiggede sig omkring, hvis nu at skikkelsen angreb en gang, kunne den sagtens angribe igen mente han. "Jeg ved godt at vi lige har mødtes men hvis det er slemt kan du komme med hjem til mig, og vi kan se på det. Der er ikke så langt" Sagde han så. Regnen var forfærdelig. Nok blev hans kræfter lidt stærkere i regn, men der var vel ikke mange der kunne lide så meget regn her. han var plask våd. "Men jeg kan ikke flyve det sidste stykke. Regnen pisker imod mine vinger" forklarede han så.

Lucinde nikkede og sagde, "Det er helt forståeligt. Hvis du viser vejen, så følger jeg bare trop." Det ville virke underligt, at hun skulle hjem til ham, men det var jo en nødvendighed, hvis hun skulle kunne pleje sin skade, fordi hvis hun skulle hjem til sig selv, så ville det nok tage lidt længere tid, før hun kunne ordne det. Hun var begyndt at savne Blue. Han havde måske virket så stor på grund af hans vinger. Hun betragtede dem for første gang. De var imponerende, de var også anderledes, de var specielle. "Viser du vej?" spurgte Lucinde og kiggede på ham og prøvede igen at være seriøs.

Han kiggede på hende og nikkede stille. "Den her vej" Sagde han og begyndte at gå. Han kiggede sig stadig omkring, for at være sikker på at de ikke blev forfulgt. Det ville jo ikke være så godt, hvis hendes angriber fandt ud af hvor Cricker boede, og bare kunne angribe dem, imens at de mindst ventede det. Han kiggede tilbage for at se om hun kunne følge med og for at være sikker på at hun i det hele taget stadig var der. "Jeg kan fornemme at du er en dæmon, men jeg kan ikke afgøre hvilken slags du er... Må jeg spørge hvilken slags dæmon du er?" Spurgte han da de havde gået i et stykke tid.

Lucinde tog sin stav i højre hånd, selvom det gjorde ondt, mens hun med den venstre hånd klemte hendes skade på højre skulder. Hun begyndte derefter at følge efter Cricker. Hun var et sted glad for, at han kiggede rundt i området, så hun ikke skulle kigge efter eventuelle farer, som de skulle støde på. Hun gabte i skjul, hun vidste ikke helt hvorfor. Hun var nok ved at blive lidt træt ovenpå blodmanglen.
Hun gik helt op til Cricker, da han igen talte til hende. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål. Han virkede selv til at være en dæmon, fordi han havde de vinger, som han havde, men mere vidste hun ikke. "Isdæmon." svarede hun, men ville dog ikke demonstrere det.

Cricker nikkede. Hvis man kunne se hans ansigt, ville man kunne se at han var imponeret. "Det må jeg sige, det er en ære at møde dig Lucinde. Du er den første isdæmon jeg nogensinde ar mødt" Sagde han og kiggede sig omkring en ekstra gang. Nogen ville nok sige at han kiggede sig for meget omkring, men han synes selv at hvis man ikke kunne gøre det for tit. Han kunne regne ud at hun måske følte sig sløv. "Jeg er selv en jordæmon" Sagde han og kiggede hurtigt tilbage. "Vi er der snart. Bare hold ud lidt endnu" Forsikrede han Lucinde. Han vidste at hvis det ikke regnede sådan, så ville man kunne se hans hytte lige fremme, men da det jo regnede så meget som det gjorde, så var det ikke rigtig til at se noget som helst.

Lucinde blev lidt overrasket. "Er der ikke andre isdæmoner i byen?" spurgte hun, overraskelse var stadigvæk lidt til at høre i hendes stemme. Hun havde ellers troet, at der ville være andre, men åbenbart ikke. Denne gang tog Lucinde sig sammen til at kigge omkring, men hun kunne intet se, som ikke skulle være der. Hun kunne godt nok mærke at omgivelserne blev lidt slørret. Hun klemte lidt hårdere om sin skade. Hun kunne mærke, at hendes hånd var våd af blod.
Lucinde havde aldrig mødt en jorddæmon, men havde kun hørt om dem. "Hyggeligt at hilse på dig. Har aldrig rigtig mødt andre dæmoner." sagde hun med et svagt smil. Hun orkede ikke til at skulle svare på det sidste, som han sagde. Hun havde fokus andre steder lige nu.

"Jeg ved ikke om der er andre inde i byen, jeg har aldrig været der og jeg kommer det heller aldrig" Sagde han. "Så er vi her" Han kiggede over på hende og hjalp hende indenfor i sofaen. Han løb ud på badeværelset for at hente noget bandage og gik så hende til hende. "Jeg går ud fra at jeg skal gøre det?" Sagde han og kiggede på hende. Som sagt så var han ikke læge eller noget, men han vidste da godt hvordan man behandlede et sår, han havde selv haft mange af dem. Han kom til at tænke på hendes kommentar ude i skoven. "Jo og forresten. i lige måde, det er også hyggeligt at møde dig" Sagde han og kiggede på hendes hånd, som holdte for såret.

"Hvorfor kommer du ikke inde i byen?" spurgte Lucinde overrasket, men fik ikke tænkt mere over det. Da han sagde, at de var ved hytten. Hun kiggede ham over skulderen, hvor hun fik øje på den.
Lucinde blev hjulpet indenfor, hvor hun sad og kiggede lidt, inden han kom tilbage med de ting, som hun skulle bruge. Hun regnede med, at hun ville give såret en ordenlig omgang, når hun kom hjem til sig selv, hvor hun havde de nødvendige hjælpemidler, og Blue. "Jeg kan godt klare det selv, tak." sagde Lucinde og smilede let. Hun rejste sig hurtigt op, hvorefter hun tog sin kappe, korset og trøje af. Hun satte sig igen ned og begyndte så at betragte såret. Det var heldigvis ikke så slem. Hvis man opdagede det, så ville man se en del ar på hendes venstre underarm. Hun fik ikke svaret på det sidste han sagde, fordi hun var i dyb koncentration om sit sår. Hun fik fjernet det værste blod, hvorefter hun begyndte at lægge en bandage rundt om armen, som dækkede såret til, men den blev meget sjusket, fordi hun ikke var ved sine fulde fem.

Han sagde ikke noget imens at hun sad og var ved at binde såret ind. Og dog, han svarede lige hurtigt på hendes spørgsmål. "Jamen grunden til at jeg ikke kommer i byen, er fordi at jeg ikke er specielt god til at omgås mange mennesker på en gang, og desuden så er jeg jo en jord dæmon, så jeg hører til herude" Forklarede han imens at han kiggede på såret, og at det var gjort lidt sjusket. "Er der noget jeg kan hente til dig eller gøre for dig?" Spurgte han imens at han lige tog et hurtigt kig ud af vinduet. Der var stadig ikke nogen, men de kunne jo vente til det rette øjeblik. Han kiggede derefter ned på Lucinde igen. "Og bare rolig, du er i sikkerhed her, hvis skikkelsen er fulgt med, så skal han forbi mig først" Sagde han og nikkede stille til hende"

"Så, ved du overhovedet, hvad der sker derude?" spurgte Lucinde og kiggede irriteret på forbindningen, hun kunne godt mærke, at den overhovedet ikke var lavet ordenligt. Hun fjernede hånden og kiggede op på Cricker. "Gider du lægge forbindinen rigtig?" spurgte hun. Det var lidt mod hendes vilje, fordi hun plejede at plege sin egne sår og skader.
"Jeg føler mig ikke truet, og jeg ville nok kunne passe på mig selv." sagde hun. Hunlod sine fingre berøre sine ar, som hun havde på venstrearm. Det var fra hendes forrige kamp, som hun lige kom i tanke om, eller hun kunne nok ikke helt passe på sig selv. Hun havde nok ikke set så pæn ud bagefter. Hun kiggede på sin stav, som lå sammen med hendes tøj.

Han rystede på hovedet imens at han trak på skuldrene. "Så længe det ikke berører skoven så kommer det ikke mig ved. Det her er mit hjem, og hvis de skal rydde skoven, så skal jeg vise dem en ting eller to" Sagde han. "Der er så tit folk herude, der prøver at gøre andre ondt eller bare gøre skoven ondt, men jeg stopper dem for det meste" Forklarede han. Han kiggede på forbindingen. "Jo det kan jeg godt" Sagde han og gik hen for at binde den ordentligt omkring, eller gøre det så godt som han nu kunne. "Sådan, det var vidst det." Han kiggede på hende. "Du har da ellers en masse sår og ar" Sagde han lidt efter, men han kom til at tænke på at det nok ikke var noget hun ville tale om.

Lucinde kiggede lidt på ham. "Ved du så heller ikke, at der er kommet en ny hersker i byen?" spurgte Lucinde sådan lidt overrasket. Selv hun, en udefrakommende, vidste dette. Hun forstod ikke helt det der med at beskytte noget, men hun skulle nok lade vær med at fortælle ham, at hun engang havde frosset krager ned, men der var der jo kommet en irriterende engel forbi.
Lucinde betragtede Cricker, mens han forband hendes arm. Hunn berørte kort hans hånd, men lod sin egen falde ned igen. "Jeg har haft mange flere." sagde Lucinde og smilte, "Den nyeste, udover den i dag, er denne her (viser den på venstre underarm). En form for vampyr angreb mig. Men nu er jeg van til at alt og alle angriber mig i denne by, men det går vel nok.

Cricker trak på skulderen. "Jo en veninde fortalte mig om det, men det gør nu ikke mig så meget." Han smilede og blinkede til hende.
Da hun viste ham det nyeste ar kiggede han på det. "En vampyr siger du? han skulle vel aldrig hedde Vladimir?" Spurgte Cricker så. Der var pludselig kommet mere vrede i hans stemme. Han kiggede hurtigt på Lucinde og slappede mere af og tilføjede hurtigt. "Vent.. Det er lige meget, jeg vil helst ikke tænke på det" Han sukkede dybt og satte sig ned ved siden af hende i sofaen. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, men han havde i hvert fald Vlad i tankerne og om hvordan han havde givet Cricker det store ar som han har på sin højre arm. Han kiggede på det og derefter på hende.

"Jeg aner ikke, hvad han hedder. Men han arbejder vist på en måde sammen med Ma'lakel. Som jeg ikke helt forstår." sagde Lucinde og betragtede Cricker, hun havde stadig en hånd på sit ar. Hun kom til at tænke på, hvor tæt hun enlig kunne have været på døden. Og det var kun, fordi hun skulle snakke med Ma'lakel, som havde reddet hendes liv helt, dog havde hun stadigvæk været tæt på grænsen. Hun blev igen mere opmærksom, da han satte sig ned ved siden af hende. Hun lagde mærke til forandringen i hans stemme, men hun ville ikke gå længere ind på det.

Han kiggede over på hende. "Såeh, hvad siger du til at istedet for vi bare sidder her og snakke om triste ting, så giver vi os til at lave et eller andet" Sagde han med et smil. "Jeg kunne lave noget mad... Eller... Jeg kan prøve" Tilføjede han og grinede lidt. Han have ikke så meget lyst til at snakke om hans møde med Vladimir, men hvis hun spurgte kunne han nok fortælle om det. Han vidste heller ikke rigtig hvad de kunne give sig til, han kendte hende jo ikke rigtigt, så det var lidt svært at komme på noget.

"Du behøver ikke for min skyld at lave noget." sagde Lucinde, "Der er nok ikke så langt hjem for mig." Hun rejst sig op, dog slørede blikket lidt for hende, men det gik. Hun ville kunne klare sig. Hun samlede sin trøje på og undersøgte skulderen, der var et hul, som hun lige kunne sy sammen igen. Hun tog den på, hvorefter korsettet og kappen også kom på igen. Nu så alt ud til at være fint, udover blodet ved skulderen, som hun nok ville kunne klare, når hun kom hjem.

Han kiggede op på hende. "Så du vil allerede til at hjem?" Spurgte han idet at han rejste sig op "Jeg ved ikke helt om jeg vil lade dig tage alene afsted nu hvor du er såret. Ville du have noget imod at jeg tog med dig? Bare for en sikkerheds skyld? Eller vi kan vente til den pokers regn er holdt op" Sagde han og kiggede hurtigt ud af vinduet. Det stod stadig lidt slemt til derude, regnen havde lettet sig lidt, så det blev vel bedre. Men Cricker kunne ikke lide tanken ved at hun skulle tage hjem alene i den der tilstand, og hvad nu hvis den skikkelse der angreb hende stadig var derude.

"Altså jeg kan...." sagde Lucinde, mens hun vendte sig lidt hurtigt om, hun nåede ikke at fuldføre sætningen, fordi hun lige måttebide tænderne sammen på grund af smerten, som dannede sig i hendes hoved. Hun mumlede vredt en masse ubetydeligt. Hun kunne ikke bevæge sig særlig hurtigt, uden det skulle gøre ondt. De sidste kampe havde virkelig sat sine spor, hun burde nok tage den lidt med ro.
Lucinde kiggede igen på Cricker, da de værste smerter var væk. "Jeg kan godt klare mig selv." sagde hun. Hun skulle bestemt ikke passes af andre. Hun havde ting, som hun skulle klare og ordne på egen hånd.