Brought to Light [Plague]

Tid: Tidlig Morgen. 05:27
Sted: Kloakkerne under Terre
Påklædning: Mørke jeans, en langærmet grålig bluse, samt et par elegante snørresko. Våbenhylstre om skuldrene og ryggen.

En utilpas symfoni af en insisterende dryppen, og kravl af rotter, lød i samarbejde med de tålmodige trin Andrei gjorde sig langs et løb af affaldsvand. De isblå øjne var opmærksomt rettet mod hans omgivelser, sanserne rettet mod alt der var håndgribeligt eller mistænksomt, og begge hænder knugende om pistolen han havde vendt mod jorden foran sig. Kloakkerne var ikke en joke, mildt sagt. De laveste af Terre's eksistenser kaldte dette deres hjem. De, som ingen plads havde i verdenen overfor. Her kravlede de rundt med rotterne, og gjorde deres levebrød i menneskeliv og klam melankoli.
Andrei havde taget denne opgave til sig alene. Han ønskede ikke at have andre med sig. Ikke nødvendigvis fordi han ønskede at reservere deres sikkerhed til andre scenarier, men nok nærmere fordi han ikke ønskede nogen stå i hans vej, skulle komplikationer opstå. Hvilket var højest sandsynligt et sted som dette. Andrei havde været i Di Morga i lidt over et årti. Hans eget hjem var bygget under jorden ikke langt udenfor Terre's bygrænser... han kendte kloakkerne, og havde intet problem med mørket eller melankolien. Ej heller nogen formidabel frygt for de væsner eller det ukendte som måtte kunne 'trives' dernede. Andrei og hans division havde modtaget adskillige anonyme tips i løbet af ugen, der vidnede om et laboratorium eller lignende et sted i kloakkerne. Om dette var sandt eller ej, var netop hvad Andrei havde tænkt sig at undersøge. Farligt narkotika eller eufori kunne potentielt være farligt iblandt overnaturlige væsner uden det store forhold til orden.. så hellere få stoppet en sådan produktion i tide.

Langs en af de lange tunneler i kloakken, var der en small passage, der var ikke meget der gav hulet væk, og havde man ikke et godt syn i mørket ville man kunne gå lige forbi det uden at ane besked. Og havde man en udsædvanlig god hørelse kunne man måske fjernt ane lyden af dampe, kedler og bunsenbrændere over kloakkens symfoni. Rotterne her virkede også besynderligt fede og velnærede her i området.
For enden af den 2 meter lange passage var der en gammel rådden dør. Rummet bag ved var rektangulært 6 meter langt og 3 meter bredt. Der inde var der næsten intet lys i rummet udover de få primitive bunsenbrændere og et ensomt stearinlys der stod ved et stort og elegant skrivebord, bordet selv var dog et rod af flere stakker af papir og bøger om planter, samt planer og opskrifter for alverdens okkulte og mere kemiske baseret eliksirer. De få primitive bundsen brændere,  så ud til at være yderst gamle, dog fungere de stadig som et testermente for den færdighed det havde taget at lave dem. Resten af rummet var stort set kun skabe med ingredienser, som nu næsten alle stod tomme, nogle bokse over i et hjørne og borde som var dækket op med alverdens flasker og forsøg.
Zaksrammax sad ved skrivebordet og masserede sine tændinger han havde fundet frem til dette rum fornyeligt, et af hans gamle safehouses for et par uger siden, kun for at finde nogle hobbeoer havde overtaget det, ikke at de var et problem. Han havde hurtigt skaffet sig af med dem og brugt dem som forsøgs dyr, og fodret resten til rotterne. Det sande problem lå i at han ikke vidste hvorvidt at organisationen kendte til safehouset. Man kunne ikke være for forsigtige så han måtte nok før eller siden flytte et sted op i byen og sætte sig om der, men indtil da måtte dette sted tjene. Samt var der næsten ingen ingredienser tilbage, og hvordan skulle han kunne skaffe et stort nok forsyning til at tilfredsstille hans forbrug. Han lænede sig tilbage i stolen og åndede stresset ud, i det mindste havde hoboerne ikke solgt alt hans udstyr.
Han tog en sin kuffert der log ved siden af ham og lagde en op på skrive bordet, oven på nogle af alle papirerne. Og tog en lille flaske ud med en gul væske i, før han brugte sin stop til at rejse sig med og gik over til en af hansforsøg der kørte i bagrunden. Manden havde en pest-doktors ’uniform’ på så ikke noget af hans krop var synligt. Han stod lidt over 2 meter høj, men var udsædvanligt tynd og hans arme gik uproportionelt ned til hans knæ, dog formåget han stadig at manøvre dem med finesse som han hældte væsken ned i en af hans set-up.

Selvom Andrei kendte disse kloakker, var det som en evigt forandrende labyrint. Som at se en film om og om igen, og bide mærke i flere ting. Nye ting. Og for hver meter han gik, og for hver gang han vendte sit blik, var der blot en smule nyt. Nærmest som en serie af deja vu's han ikke kunne placere, ej heller kunne erindre. Det tilføjede en lettere tiltrængt spænding til scenariet, der ellers syntes fyldt med den sædvanlige melankoli og mørke han var så vandt til. Ja... man lærte med tiden at elske ilden i hvilken man brændte. Solen kunne rende og hoppe! Han var ikke et stort kliche, der hungrede efter lyset...
Han vidste hvilke lyde han skulle lade ude, og hvilke lyde han skulle bemærke. Og med hans sanser, blev det snart klart at noget syntes ude af plads, eller fremmed. Lyden af sivende damp, og en insisterende boblen. Så fjern, og dog så tydelig, at han lod det fylde sit hoved til punktet hvor det var alt hvad han hørte. Han lod det guide ham. Til en åbning, en passage, og en dør. Brynene blev rynket, og øjnene let knebet sammen. Af vane, lod han sin tunge køre over sine tænder, og trådte så frem mod døren. Selvfølgelig i et forsøg på at være lydløs, men dog et halvhjertet forsøg. Han var ikke synderligt bange for hvad der måtte gemme sig bag døren, så i ét, sparkede han til døren... det rådne træværk splintredes, og resten brød af de gamle hængsler, og faldt til jorden, ovenpå en stor stak af bøger, hvis han ikke tog meget fejl. "Turn around... slowly." En insisterende og autoritær tone lød fra Andrei, ikke videre højlydt, men ganske tydelig. Pistolen var stadig rettet mod jorden foran ham, med begge hænder derom. Klar til at tage sigte, skulle det være nødvendigt. Det var mørkt i det overraskende lille lokale... men den store skikkelse klædt i et middelalderligt sort outfit, var ikke til at overse.

Zaksrammax opslugt i sit forsøg, og forsigtigheden i at hælde den rigtige mængden af den gule væske ned i en besynderligt formet kolbe, lagde slet ikke mærke til lyden fra indtrængeren før at døren allerede var blevet brast ned. I chok knuste han den delikate flaske. Hans hjerne gik i højtryk, var det organisationen, en trussel af en art! Men blev sjovt nok beroliget ved hvad manden sagde, vis man skulle dømme efter den maskuline stemme, for havde personen været efter hans liv, så havde de allerede angrebet ham. Frygten for hans liv falmede hurtigt, men blussede pludselig til en uoverskuelig vrede, som han indså at hans forsøg var ødelagt, og hans dyrebare ingredienser var spildt. For ikke at sige at den gule væske, som hans hånd nu var indsmurt i, ikke var noget han ønskede røre ved. Han hamrede sin stok ned i gulvet, i et anfald af raseri. Flisen som den stødte ned i blev smadrede til stumper og støvet omkring den fløj lidt op.
”WHO DARES!” udstødte han i et dæmonisk brøl, før han hurtig tog sig til halsen og rømmede sig *temper, temper Zaksrammax.* han forsætte derefter i en tydelig anstrengt tone ”hast thou no manners! Who barges into mein  abode like some sort of savage. leute diese Jahrhundert.” Sukkede han efterfølgende før at han vendte hovedet for at se personen an, der var noget bekendt over ham, dog kunne han ikke helt sætte fingeren på det, kom det som en eftertanke, som han hurtigt viftede væk, der var vigtigere ting på spild. Han nægtede at blive bosset rundt med i hans ejet ’hjem’ hans ego til lød det ikke. Normalt var hans ego ikke så stort, vis over hovedet til stede, men det var en anden sag når at var vred. Noget han altid beskyldte sin fadet, vis man kunne kaldre dæmoner det. Dog var han ikke idiot, han måtte være forsigtig end til at han kunne se indtrængeren an. Vis man var heldig kunne manden substituere for det tabte forsøg.

Det første der slog ham var pistolen i hans hånd, han udstødte et hånligt fnøs da han så den. Han hade dette århundreds våben, der var ingen færdighed til dem i hans øjne, dog havde han oplevet at de kunne være gangske skadelige. Så en vis respekt over deres effektivitet måtte han give dem, vis ikke andet måtte han være lidt forsigtig med manden han vendte sig langsomt om som manden bad. ”erzähl mir, what is a creature such as yourself doing in my domain. And with such a disgusting tool.” Der var noget bekendt over de øjne.

Grebet om pistolen blev gjort om, og albuerne strakt lidt ud, klar til at hæve pistolen og skyde, skulle det blive nødvendigt. Et kugle imellem øjnene burde kunne slå selv de mest hårdføre ud af kurs. Sanserne skærpet som han betragtede det store og nærmest uproportionerede væsen kludres med sine flasker, og hamre med sin stok. Hvad han så, var et næsten forstyrrende billede, at et hostende væsen, i lyset af stearinlys... Ikke ligefrem et betryggende syn. Dog, var der en svag tilfredsstillelse der bruste lidt op i ham. Han havde tydeligvis taget dette væsen med bukserne nede, og skabt noget af en overraskelse. Og dog, en anelse skuffet. Stor, udsædvanlig, og skræmmende som dette væsen end måtte virke ved første øjekast. Blev dets skikkelse mere og mere sørgelig i hans egne øjne, end truende. Et buldrende bæst, klædt i sort, i færd med at plotte herredømmet over et eller andet, uden tvivl...
Ikke meget syntes at holde dette væsen fra at tale og ytre sig, som det kom fra et andet århundrede. Og jo mere det vendte sig mod ham, desto mere blev han overbevist om netop dét. Han så derved masken han bar, og blev da blot en anelse mere urolig.. En 'uro' der var til at spotte i de isblå øjne, som skærpedes med en rynket næse... Hvis dette bæst ville slås, var det velkommen! Især, da han fornemmede en nedværdigende attitude overfor pistolen, i form af det håndlige fnøs, rettede Andrei på sig. Han rettere ryggen op, og pistolen blev nu hævet, og han kiggede ned langs sigtet, direkte mod det maskeklædte ansigt.. blot en lille håndfuld meter væk. "I am Captain Andrei Strigoi, of Teere Législation, and i'm the one asking the questions!" Hvæsede han uden at blinke, og stod som frosset i standhaftighed og beslutsomhed. Arrigheden trak op i hans muskler og læber, hvilket afslørede de skarpe tænder han bar. Et øjeblik ventede han lidt... næsten håbede der skete noget, og dette væsen ville træde mod ham eller lignende.. Næsten håbede på at han ville få muligheden for at rydde denne kloak for et væsen som dette. Han ville ikke kunne vandre gaden, uden at stationen ville modtage adskillige opkald.. Hvilket væsen var han dog? "Identify you.. thyself, or face the dire consequences of thine actions..!" Lidt kunne han vel også more sig? Og som han rettede sin tone efter bedste hukommelse, lagde han hovedet lidt på skrå.. en anelse udfordrende, som han kunne lide det. Han kunne finde på mindst et dusin overtrædelser i blot dette ene lille rum.

Han kunne ikke stoppe sig selv fra at knurre da pistolen blev hejst op i hans ansigt. Han lænede sig forud end til at hans næse næsten rørte ved pistolen, i et lille fit af modstand, han nægtede at lade denne mand visse dominance i hans eget hjem. Hvor arrogant  sådan et våben kunne gøre folk. Dog måtte han give at  vampyren havde kampgejst. Zaksrammax havde altid set vampyrer som arrogante væsner, det kom nok af at de engang havde været mennesker. Ikke at det just var dårligt, det var desværre ofte en velfundet arrogance, og vampyren foran ham var så ud til at vide hvad han lavede, så han måtte lade ham diktere spillet lidt endnu, i værdfald så længe den forbandede blyspyer var i ansigtet på ham.
Strigoi?.. STRIGOI! Det var et navn han kendte, Andrei måtte være en af Zions pups, før han kunne nå at tage tanken videre blev han kørt af sporet, ved vampyrens udtalelse ,Zaksrammax kunne ikke lade hver med at huff indigneret af hvad han sagde.Han stillede spørgsmålene! denne mand havde skam ingen magt over ham, han havde ikke vundet retten til at stille sig som en autoritær mand i Zaksrammax øjne, i værdfald ikke endnu.

Der slog det ham dog, hvor komisk det helle var, en Strigoi.. I ordens magten! han kunne ikke lade hver med at grine lidt af det, og sagde hånende.” you know, in all meinen jahren i would never have imagined a Strigoi working as the long arm of the law. Has the clan really fallen so low in the years I’ve been gone.” På trods af alle de rasende spørgsmål I hans sind, var han blevet mere rolig, og formåede at tvinge sig selv til at tale mere moderne, nutidens avl blev ofte forvirret af andet. Hvordan I alverden kunne Zion lade dette ske, der matte være sket noget alvorligt. Men en af Zions avl kunne vel ikke være helt ude af den.

Zaksrammax lænede sig tilbage ved hans ord, og anså ham for første gang med en smule respekt, som også flød igennem hans ord. ”Thou knowest proper speech, very well I shalt humour you. I am friend of thine master.”

Han gjorde næsten klar til at hvæse af masken der lænede sig lidt mod løbet, og havde allerede lagt fingeren mod afpresseren. Blot et enkelt træk deri, og en kugle ville flyve med en hast og styrke langt højere end nogen pil. Han huskede tydeligt da han trænede med sværd som menneske, og hvordan Zion tvang til at gøre det samme igennem alle de år det monster havde haft magt over Andrei. Han var en vampyr... med næsten usammenlignelige sanser og hurtighed... og som Strigoi, også brutal styrke. En kuglepen ville være et formidabelt våben i Andrei's hænder. Han tvivlede ikke et sekund på sine evner og sin egen kunnen. For trods hvor meget han end måtte hade Zion for hvad han havde gjort og forsaget ham at smerte og pinsel.. så havde han gjort Andrei stærkere, end den retskafne ridder han engang havde været.
Tonen af ordene var sløret en smule af masken, men han spottede dog en nogenlunde 'ungdommelig' røst fra væsnet. Lidt overrasket var Andrei, da det syntes at dette væsen kendte til hans klan.. Han tøvede et øjeblik, men blev stående som han havde gjort, med pistolen hævet mod ham. ".. The law is no longer but a long arm, but a Hammer! And if wielded properly, it can be used to both build and destroy... The Strigoi Clan is now stronger than it has ever been.." Han havde ingen grund til at undskylde eller forklare til dette væsen, men der var ingen skade i at uddanne lidt. Hvis dette væsen vidste hvem han var, ville det ikke gøre nogen skade at lade det vide præcist hvem han var. Ak ja... han var ikke blot i politistyrken for et tilfredsstille en fjern følelse af samvittighed eller retskaffenhed.
Han rynkede brynene lidt mistroisk da det sortklædte væsen nu valgte at læne sig tilbage igen. Selv trådte Andrei et skridt tilbage, og sænkede atter pistolen mod jorden for an sig. Blot for at skabe afstand og mulighed for at kunne hæve det igen, skulle denne skikkelse bevæge sig igen. "I no longer have a master. And mine maker is long since dead! Reduced to but a shallow heap of ash, in a great fire.. Almost two hundred years hence.." Svarede han lidt køligt, og lidt presset... som om der var noget han hellere ville tale om, eller noget han allerede ville spørge ham om. "And how was Zion known by you?" En hvilken som helst ven af et væsen så ondskabsfuldt og kynisk som Zion, måtte uden tvivl besidde lignende karakteristika og/eller destruktive kvaliteter.

Zaksrammax tog sig til hagen som vampyren talte, eller til masken ville måske være mere præsist. Og klukkede diskret for ved hans tal. ”I suppose thou art right, the law is always a useful tool to have under once possesion.” Sagde han og nikkede til Andrei, før han forsatte I en tone der klart udtrykte hans foragt ved situationen ”Still to be working alongside feeblest of the creatures to inhabit this world, how can you endure it” Hvordan vampyren foran ham, og en strigoi til og med, kunne døje sådan væsner var ikke til at vide. Så igen, det var ikke at Zaksrammax hadede alle mennesker, men at arbejde på lige fod med dem, simpelthen foragteligt.
 Zaksrammax stod stille som en sten, Andrei sagde Zion var død. End til han tog sig til hovedet og rystede hovedet lidt og sukkede dybt. Han greb tydeligt hårede om sin stok, og gjorde bevægelse til at sætte sig ned på stolen ved skrivebordet. Han følte sig pludselig gammel, åh så gammel og måske en smule trist. Men han ville ikke vise for meget svaghed over for en af Zions hvalpe, det nægtede hans stolthed ham. Han havde allerede vidst rigeligt ”i See”. Det var ikke så meget at han var ked over Zions var død, mere føelsen af at være alene, endnu et levn til fortiden var forsvundet, han følte sig ikke dårlig over hans mangle på savn, Zion havde sikkert heller ikke været ked over Zaksrammax ’død’ tilbage i tiden. Han kiggede kort på Andrei før han så væk ”Zion was a fellow compatriot of a large organisation, a friend I suppose we worked together from time to time. I would spread my gift to the people, a prelude to greater dissent and Chaos” Et sadist grin spredte sig over hans ansigt, og man kunne pratisk talt høre hans fryd ved mindet, nostalgien var tydelig i hans stemme. Det var tydeligt at han var i sin ejen lille verden ”The stench of death is strong in the air, cities of the dead and damned. No one is running, because they cannot see what is killing them, yet they all know, they must die. For death and disease does not differentiate between young or old, man nor woman… Marvelous really.” Tilbage i tiden havde han elsket sit arbejde, der var intet så frydeligt som at se en by dø langtsomt, hvordan de svagt greb om håbet, at gud ville frelse dem. Endtil de endeligt gav op, eller tabte sig selv i synd. Han rystede kraftigt på hovedet og så vampyren an. Hvorfor havde han sagt det, nu vel, det gjorde vel ingen forskel. Nu var det alligevel ikke ofte man havde nogle at snakke med. ”Tell me youngling what was Zion to you?”

Han nikkede svagt som svar, han kunne godt forstå hende. Det var ikke at alt i fortiden var bedre. Det her var bare så.. Ja.. Fremmed om så at sige, ikke at han nogle sinde ville indrømme det, men det var lidt skræmmende. Han rettede ryggen med et smæld ved hendes ord, som var han blevet ramt af noget. Han tog sig svagt til masken, en smule beskyttende. Han drejede hovedet og var tydeligt lidt kritisk ved hendes ord. Han udstødte et tydeligt fornærmet ’hmft’ ved hendes ord. Men han måtte give hende ret som hun forsatte. Han sad lidt og kølede af, han havde haft en utrolig kort lunte siden hans opstand. Han forbandede atter sin fars arv før han så hende an igen. ”Ich suppose the Fraulein is right. I do not like it. But you are right, perhaps one day, but for now, I think I’ll take it in baby steps.” Han ånede irreteret ud bagefter, og indså hvad han havde sagt. Og følte sig pludseligt utroligt nedværdiget. Han så hende lyd løst hente maden, og fulgte efter hende som han gik. Han så lidt mistænkeligt på stykket hun havde rakt ham, dette var bestemt ikke pizza, det eller også havde det ændret sig makant fra hvad det havde været. Ikke desto mindre, det så nu relativt velsmagende ud. Han satte sig ved siden af æske stakken og tog masken af, meget valg havde han jo ikke når man skulle spise. Det smagt faktisk relativt godt, noterede han forbløffet, meget kunne man sige om disse dage, men i det mindste var kød blevet lettere tilgængeligt. ”It ist surprisingly tasty.” Han tog en dyp indånding af fra maden og lod noget der mindede om et smil sprede sig over hans ansigt, det var ikke altid lige til når man ikke havde læber. Det var måske ikke nogen delikatesse, men det lugtede slet ikke dårligt, desuden havde han ikke lugtet noget andet end de stærke krydderier i hans maske i flere uger, det var overraskende behageligt at lugte til andet end de beroligende gamle krydderier. Han gjorde hurtigt kål på stykket og rakte ud efter et andet ”It has certainly changed quite a lot since i last had it.” svarede han muntert, han spiste sjældent, så det var en behaglig ændring i det normale livnødvendige eliksirer. Han så på hende undrende ”Ist this something people eat alot of in this century?” det føltes lidt mærkeligt sådan at gå hen og købe færdigt laved mad.