Dark Night

Dryp... Dryp... Dryp... Hun syntes at være i en slags trance, grundet af lyden af vandet. Det var ikke nogen afslappende lyd, som de fleste nok ville forbinde med vand. Den var irriterende og næsten pinefuld at høre på.
Det havde lige regnet og det var tilmed også koldt, især fordi hun sad på en kold bænk midt om natten. På banegården. Ved midnat! Men det var ikke ligefrem noget hun var glad for, men en nødvendighed, fordi hun skulle med nattoget til London for at besøge sin familie. Hun kiggede op på himmelen, som ikke var til at ske. Hun sukkede og kiggede rundt. Stedet var øde, hvilket passede hende glimrende. Selvom hun var typen, som troede på det bedste i alle, var hun også paraniod. Så hvis hun mødte nogen sådan et sted som dette, ville hun ikke just tage imod personen med åbne arme.
Dryp... Dryp... Dryp... Hun sukkede irriteret og rodede i sin taske, hvor hun fandt sin iPhone og et par høretelefoner. Hun skruede musikken så højt op som den kunne, mens hun lænte sig tilbage på bænken og ventede.

En mørkhåret skikkelse stod og så på stjernerne over banegården. Han havde egentligt ingen grund til at være der ... Han ledte bare efter et let offer. Hans sult nagede ham, og han ville have den stillet hurtigst muligt. Derfor håbede han på at en ung kvinde, eller måske ligefrem et forsvarsløst barn, var faldet i søvn mens de ventede på toget. Heldet var dog ikke med ham, men i det mindste var han ikke alene. Han kunne lugte ungt blod i nærheden. Skønt, tænkte han. Så er jeg i det mindste ikke taget herud uden formål.
Og dog. Det betød intet. Han havde jo ikke været længe under vejs. Han havde været tæt på, da han havde fået tanken.
Hans blik faldt på en lille kvindelig skikkelse lidt væk. Perfekt. Hun så ganske vist ikke naiv ud, men han plejede ikke at have hårdt ved at forføre menneskepiger - hvis det da var, hvad hun var. Han havde taget fejl før, og sådan noget kunne have slemme konsekvenser, hvis man handlede forkert.
Han gik hen imod hende og satte sig på bænken ved siden af hende, som om han slet ikke havde set hende. Men det var alligevel tydeligt, at det havde han. For hans øjne hvilede på hende.
"Pladsen her er vel ikke optaget?" Hans stemme var venlig og imødekommende. Hans træk var varme og der lå en mystisk ro over de isblå øjne.

Hun rodede videre i tasken for at se, om hun ikke havde et eller andet stykke tyggegummi. Men heldet var ikke med hende og hun satte sig normalt igen, med et lydløst suk.
Der kom en velkendt sang fra afspillingslisten, hvilket fik et overflødigt smil frem på hendes løber. Hun nynnede stille med på melodien, indtil hun ud af øjenkrogen så et omrids af en skikkelse. Hun spjættede forstrækket og rev høretelefonerne ud af ørerne. Hendes hjerte bankede hurtigt på grund af forstrækkelsen, mens hun prøvede at fange tråden, som hun tydeligvis havde tabt.
"Øh..." sagde hun og gloede dumt på ham, hvilket fik hende til at rødme over sin egen dumhed. "Pladsen? Næh det er den vel ikke," sagde hun og trykkede på pause, da hun syntes det ville være uhøfligt at sidde og høre musik.
Hun betragtede kort drengen, eller manden. Han så godt ud. Ualmindelig godt ud, hvilket fik nogle klokker til at ringe, om at være på vagt. Hun var rimelig sikker på, at han ikke var menneskelig, men hvem vidste? Der fandtes jo også kønne mennesker. Men hun rettede sig alligevel op og tog fat i sin taske med den ene hånd, så hun ville være klar til at gå, hvis der skulle ske noget.

Han smilede skævt, da han så den røde farve skylle op i hendes kinder. Han nikkede kort som en tak, da hun nærmest panisk sagde at pladsen var ledig. Det lød i hvert fald sådan i hans øre. Men det måtte være en påvirkning af hendes tanker, der gjorde det. Han vidste ligeså vel som hende, at hendes hjerte bankede hurtigere. Og en forskrækkelse fik hjernen til at virke hurtigere, og gav en panisk udstråling.
Han smilede bare beroligende og venligt til hende. Hvad var der dog galt? Han følte sig lidt som et eller andet stort skræmmende væsen. Måske som udyret fra den der eventyrklassiker. For selvom hun var bange virkede hun også en anelse tryllebunden. Dog vidste Diego at det ikke var ham, der gjorde det. Alle vampyre havde jo den vikning og der var ikke noget særligt ved ham.
Han slog en svag latter op, da hun greb fat i sin taske. Troede hun han var en tasketyv? Åbenbart.
"Er du bange for, at den stikker af?" Med hans optrænede skuespil lykkedes det ham, at fjerne den hån der skulle have lagt i ordene og erstatede den med en imødekommende humor. Han håbede bare hun ikke var alt for god til at se igennem facader.

Det var ikke fordi, at hun var decideret bange for ham. Faktisk slet ikke, men det var vel et lidt uheldigt tidspunkt at møde folk. Når det var midnat og øde. Ej, det var der vidst ikke mange, der brød sig om.
Hun kiggede undrende på ham, da han pludselig grinede. Det var ikke just hvad hun havde forventet. Hun blev en smule forlegen over hans ord og slap så tasken. Hun havde selvfølgelig overreageret! Hvor var det dog typisk hende! Mennesket, som hun havde konkluderet, ved siden af hende var lige så harmløs som en flue.
"Nej, nej... Jeg øh, skulle bare lige lægge min telefon i den," Sagde hun og følte at hun ligesom blev nødt til det nu. Så det gjorde hun. Heldigvis lod det til at farven havde forladt hendes kinder, og hun var nu så bleg som hun altid havde været.
"Sååh... sagde hun for at der ikke skulle komme nogen pinlig tavshed. Du skal også med nattoget? forsatte hun. Der var jo gemt et spørgsmål mere i spørgsmålet, men det syntes hun nu selv var meget tydeligt.

Han smilede skævt til hende, og frydede sig over at hans skuespil virkede helt perfekt. Hun var forlegen. Det var da bedre end mistænksom og paranoid. Han lænede sig lidt tilbage og skævede op mod himlen. Stjernerne mindede ham om øjne. Rovdyr, der holdt øje med deres bytte. På jagt, ligesom han selv var det.
"Nej, faktisk så er jeg her for at hente en, der kommer med toget." Det var en fin dækhistorie. Og når man havde levet af at lyve i det sidste århundrede, var det ikke svært at gøre det uden at efterlade spor.
"Jeg kom vist lidt for tidligt ... " Han trak på den ene skulder og vente blikket mod hende igen. Mod hendes hals. Han kunne se den fine blå streg, der viste at blodet pumpede i hendes åre. Hans tænder løb i vand, men det lykkedes ham at holde facaden.

Hun nikkede. Hvad havde hun været dum! Selvfølgelig var der en god forklaring på, hvorfor han var her på denne tid af døgnet. Hun burde virkelig til at stole mere på folk. Hun betragtede ham ud af øjenkrogen og smilede skævt over hans lille kommentar. Om den var til hende eller ham selv, vidste hun ikke. Men hun var heller ikke selv helt sikker på, hvornår den kom, så hun valgte at spørge ham:
"Ved du, hvad klokken er?" Det var egentlig ikke det, som interesserede hende, men det ville sætte hende i et dårligt lys, hvis hun viste, at hun ikke havde styr på tingene.
Kulden syntes at slå til og hun skuttede sig. Måske skulle hun tage hjem igen og tage et tog næste dag. Hun havde jo ikke betalt for billetten endnu, men hun havde bare været så ivrig efter at komme afsted, at det skulle være her og nu. Virkelig typisk hende. Og det førte som regel intet godt med sig.

Han så på hende med et skævt smil og rystede så på hovedet. Hun spurgte ham, hvad klokken var ... Når hun havde sin mobil lige ved siden af sig i tasken, og bare kunne tjekke på den, hvis hun gerne ville. Nu var han sikker på, at hun var et menneske. Han kunne ikke komme i tanke om et væsen, der var så langsomt. Men selvfølgelig, det kunne godt være hun bare ikke lige havde tænkt sig om. Det skete jo for alle. Også ham selv, selvom han aldrig ville indrømme det.
"Er der ikke et ur på din mobil?" Tid betød ikke noget for ham. Han blev styret af solen, ikke af et par tandhjul og visere. Sådan havde han det også bedst. Tid var menneskeskab. Noget, der bare stressede de fleste, og han fandt det fuldstændig overflødigt.
"Hvor er du egentligt på vej hen på denne tid?"

Hun blev en smule forlegen over sin dumhed. Selvfølgelig havde hun da det! Hun nikkede derfor og fandt sin mobil frem endnu en gang. 1:03. Det burde være her nu, syntes hun. Hun puttede mobilen tilbage i tasken, mens hun prøvede at huske sin telefonsamtale med hendes mor. Hvad var det nu hun sagde? Eller måske havde toget allerede været her? Nej, det troede hun ikke på, siden at drengen også sad her. Han virkede ikke som typen, der lavede sådan nogle småfejl, som hun ofte lavede.
"Jeg skal til London," sagde hun uden at tøve, hvilket hun godt selv kunne se, ikke var så smart. Hvorfor ikke bare fortælle om alting, tænkte hun sarkatisk.
"Hvad med dig?" Spurgte hun og prøvede at skjule sin nysgerrighed.

Diego hørte i hendes tanker, hvad klokken var og smilede bare tilfreds. Han havde massere af tid. Og togene var så tit forsinkede, at det måske alligevel virkelig var hans lykke dag!
London? Prægtig by, det var ikke nogen overraskelse, at hun gerne ville se den. Selvom hun nok havde andre ting i tankerne end sight-seeing. Han smilede skævt, men det forsvandt ved det næste, hun sagde. Han hævede det ene bryn og så på hende som om hun lige var faldet ned fra månen ... Var det muligt at pigen foran ham led af varigt hukommelsestab, eller var hun bare så nervøs?
"Det har jeg jo lige sagt," sagde han og holdt skepsissen ude af sin stemme. "Jeg er her for at hente en, der kommer med toget." Han prøvede ikke at gøre hende forlegen igen, men han regnede med at hun ville blive det ... Der var vel heller ingen vej udenom, når man ikke hørte efter dem, man snakkede med.

Hun blev rimelig irriteret over hans tonefald, som hun bestemt ikke syntes om. Jo, okay - det havde mest af alt været en refleks at spørge om det. Så hun lod som om hun var fuldkommen upåvirket af situationen og syntes at blive mere og mere stædig. Hun overvejede kraftigt at smutte hjem igen og til sidste gjorde hun det! Hun rejste sig op og sagde: "Jeg tror bare jeg tager toget i morgen. Rart at møde dig." Hun tog sin taske og svang den over skulderen, hvorefter hun med disse usande ord vendte sig om og forlod banegården.
Nu lå der så en ny udfordring parat. At finde hjem. Hun var stadig ikke særlig god til at finde rundt i denne by og det hjalp heller ikke ligefrem at det var bældmørkt. Så fik hun en idé og stilte sig under et gammelt halvtag og fandt sin mobil frem. På mobilen ledte hun efter en slags vejviser.

Diego sukkede dybt af hende. Så middagen ville altså løbe sin vej. Fint. Han var nok også ved at blive et lidt for dovent rovdyr. Han kunne ikke forvente at alle måltider kom rendende til ham.
Efter at hun var gået blot et par skridt, rejste han sig og fuglte efter hende. Da hun stod under halvtaget, blev et par hænder lagt på hendes skuldre bagfra og Diego lagde hagen mod sin ene hånd, så hans hoved var ved siden af hendes.
"Sikke travlt du har," hviskede han. Tonen i hans stemme var slet ikke som før. Den havde været så vamr og imødekommende, men nu var den kold og glat som en død ål ville være det.
Han fjernede blidt håret fra hendes hals.
"Men hvis du gerne vil være til besvær." Hænderne på hendes skuldre gled ned over hendes overarme, så han kunne holde bedre fat i hende. "Det gør kun ondt et øjeblik."
Han blottede tænderne mens han hørte hendes blod dunke i årene og hendes hjerte slå hårdt. Hvis hun kæmpede imod, ænsede han det ikke. Han tænkte kun må føde.
De isblå øjne blev røde og hans ånde var kold mod hendes varme hals, mens han åbnede kæberne for at bide hende ...

Hun gispede højt, da hun mærkede noget koldt på sine skuldre, og frøs til stedet. Det var den samme dreng som før, det var hun helt sikker på, men noget havde ændret sig. Hans toneleje havde været så blødt og venligt, men nu syntes det at være iskoldt.
Da han forsatte sin snak, som hun egentlig regnede med var til ham selv, vidste hun godt, hvor dette bar hen af. Shit! Hun skulle ikke have stolet blindt på ham. Han var en mørk skabning. En vampyr! En masse ting kørte gennem hendes tanker, da hun mærkede hans greb stramme om hendes arme og hans kolde, søde ånde mod hendes hals. Angst, vrede, frustration, hævngerrig.
Det var som om det først var nu, at hendes krop reagerede på de signaler, som hendes hjerne havde sent. Hun spjættede som en fisk på land, mens hun lige nåede at hviske: "Svin..." Det var nemt at høre haden i hendes stemme.

"Tak," grinede han mens han kort pressede læberne mod hendes hals. Han var blevet kaldt de mest groteske og frygtelige ting, når han havde angrebet, så 'svin' var næsten et kompliment.
Da hsn fjernede læberne fra hendes hals, tøvede han kun et øjeblik før de lange, spidse tænder sank dybt ned i hendes bløde kød. Den vidunderlige, nærende væske strømmede ind i hans mund og den søde smag af englens blod var overvældende.
Så gik det op for ham ...
Engel! Ikke menneske! Engel ...
Nu blev det pludselig meget sjovere. Han havde tænkt sig at tømme hende og bare smide hende på banegården, men .. Ville det være muligt at gøre et så rent væsen til en af hans slags? Hendes spjæt påvirkede ikke, at han brutalt sugede væsken ud af hendes åre. Han vidste, at når hun ikke havde blod nok tilbage, ville hendes ben give efter. Derfor prøvede han blidt at få hende ned at sidde på jorden, så han ikke skulle stå med al hendes vægt i armene.
Han kunne ikke tale, med tænderne i hendes strube. Men hans evne til at læse tanker fungerede også den anden vej. At han kunne sende hans tanker til andre.
'Du ved, du ikke overlever det jer, min engel,' hoverede han, mens hans tunge langsomt og hungrende slikkede blodet af hendes varme hals. Han regnede med, at hun kunne se tilbudet nærme sig.
'Medmindre ... du vil blive som mig.' Han ville forvandle hende uanset, men det var da sjovt at se hvordan hun ville reagere. I sig selv ville det være hysterisk at se hvordan hun reagerede, når hun pludselig hørte en anden stemme inde i sit hoved.
Nogen folk, han havde gjort dette ved, troede de var blevet sindssyge. Og det var altid sjovt at se et menneske lede efter sin forstand.

Hun stønnede irriteret over hans smørret grin. Hun havde mest af alt lyst til at slå ham i ansigtet, fjerne smilet. Men det var der slet ikke tid til, da en voldsom smerten pludselig kunne mærkes ved hendes hals. Hun skreg med al sin luft og vred sig samtidigt. Hun følte sig svag og ikke i stand til at forsvare sig selv. Hun hadede virkelig mørke væsner og hun ville i hvert fald aldrig nogensinde blive til det.
Hun mærkede godt, at han prøvede at få hende ned at sidde, men hun var stadig stædig, så hun brugte sin sidste energi på at holde sig oprejst. Da han så pludselig "talte" til hende, i hendes hoved, bukkede hun under og kolapsede. Det skræmte hende en del, men hun havde hørt om noget lignende før, så hun vidste godt, at det ikke var hende der var noget galt med. Der gik et sug igennem hendes mave, da han konfronterede hende med sandheden. Hun var da udmærket klar over at hendes chancer var minimale, men det havde hun ikke tænkt sig at indrømme over for ham. Men han kunne jo åbenbart læse hendes tanker. Hvis hun havde haft kræfter til det, ville hun have sukket.
Da han så pludselig begyndte at snakke om at blive som ham, panikkede hun straks og rystede på hovedet. Nej... Nej... Jeg vil ikke være et mørkt væsen! jamrede hun.

'Mørkt væsen,' grinede han inde i hendes kranium. 'Først når man er et væsen af natten, lærer man at sætte pris på solen. Som du burde sætte pris på mit tilbud.' Han havde sat sig på den kolde, hårde jord, og holdt hende i sine arme som om hun var et lille barn. Kun tænderne i hendes hals gjorde stillingen akavet og besværlig, men ikke destro mindre mulig.
Han sugede begærligt af hendes blod og glemte et øjeblik at fortsætte din tale. 'Jeg vil vædde med, at nogen venter på dig ... Forældre, søskende ... Det ville være virkelig egoistisk af dig, at forlade dem.'
Hans tænder trak sig ud af hende, med en våd lyd, der virkede helt uvirkelig. Han var rød om munden, men den skarlagenrøde farve var tydeligst i hans øjne. Han sad lænet ind over hende og tvang hende til at se på sig.
"Natten er smuk ... Og en smuk skabning som dig ville passe fint i den." Den lange tunge slikkede blodet væk fra sine læber, mens han lænede sig ned over hende igen, som en slange der gjorde klar til endnu et hug. Men i stedet for at bide, hviskede han i hendes øre; "Om du vil eller ej ... det er egentligt ikke dit valg." Han kyssede hende på kinden, bare for at provokere en døende. Så rettede han sig op og flåede åren på sit håndled op med tænderne. Han skulle bare tvinge lidt af sit blod i hende ... Og hvis hun ikke overlevede. Ja, så ville intet være ændret i hans liv.
Nu han tænkte over det, havde han aldrig i sine hundrede år forvandlet nogen ... det ville blive sjovt.

Hans ord gjorde hende mere og mere vred, hvilket nok også var det, han var ude på. I så fald var det lykkedes for ham. Hun dirrede næsten af vrede, men kun meget svagt, da hendes krop og sind var ved at være drænet for energi.
Og da han begyndte at blande hendes familie og venner ind i dette, blev hun endnu mere hidsig. Hun ville aldrig kunne se dem igen, hvis hun blev sådan et beskidt væsen. Hun gyste næsten ved tanken og stod ved sit valg om at takke nej. Men hun burde jo have vidst, at han ville gøre præcis det modsatte af, hvad hun sagde. Han var en af djælvens sønner - det var hun helt sikker på. Han nød jo ligefrem at se folk lide. Hun kunne mærke hoveringen og fryden, som strålede fra ham.
Hun sukkede lettet, da hans tænder langt om længe trak sig ud af hendes hals. Det var befriende, men smerten var ikke væk. Slet ikke, den var blot dulmet en smule.
Hans øjne skræmte hende ikke, det bekræftede bare hendes teori. Han var en af djævlens sønner! Og hvis hun blev til en vampyr, ville hun selv blive djævlens datter og dermed svigte hans Gud.
Da han i ren provokation kyssede hendes kind, fik hun endnu engang en stor trang tid at slå hovedet af ham og brænde ham op. Men hun kom heller ikke længere med den idé, da han, til hendes store forfærdelse, bed hul på sit eget håndled. Hun vidste godt, hvad han ville have der skulle ske. Hun bed beslutsomt tænderne sammen, åbnede den en smule igen. Var hun villig til at opgive sit liv, på grund af ren og skær stædighed?

"Beskidt?" Mumlede han, mens han slikkede en dråbe blod væk, der var ved at rende ned af hans arm. "Djævlens søn ... Svigtet gud." Han gentog tingene og smagte på dem én for én. Ved den sidste rystede hans stemme af grin.
"Hør, min engel, det er gud, der har svigtet dig, fordi han lod dig ende sådan her." Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han løftede hendes hoved op, og flyttede sit håndled mod hendes mund.
"Se det her som en ny chance ... Et nyt liv ... " Han lagde mærke til, at hun åbnede munden lidt igen. Det var ikke godt nok. Han ville se, hvor langt han kunne presse hende. Hun var minutter fra at dø. Han kunne godt presse hende lidt endnu - og måske presse hende helt ud over kanten. Det ville være sjovt, så absolut.
Diego havde aldrig i hele sit lange liv tilhørt en religion. Men troende ofre var sjove. De var ofte nemmere at manipulere. Og at knække deres tro var også sjovt. I nogen tilfælde. Andre gange havde ofrene så hårdnakket sagt at gud ville redde dem, at Diego selv havde besvaret deres nådesbønner, og bare vredet halsen rundt på dem.
"Jeg havdeheller ikke troet, at en engel ville være så dømmende ... Og er vi alle ikke guds børn, ligegyldigt skikkelse?" Han smilede tilfreds, omend en anelse babarisk. Han ville have mere af hendes blod, men hun var så tæt på at være et tomt hylster, at han ikke turde drikke mere af hende ...

Hun hørte udmærket godt hans ord, men syntes ikke rigtigt at have energi til at svare. Hun ignorede faktummet at hun godt vidste, hvor slemt det stod til, og at der ikke var lang tid tilbage. Hun mærkede et stik i siden og vidste at der ikke var til at tænke så meget. Lige nu stod det ikke mellem vampyr og død, men liv og død. Og selvfølgelig ville hun vælge livet, hun var jo ikke dum!
Men da han sagde at Gud havde svigtet hende, bed hun tænderne sammen og snerrede lidt. Hun sagde intet og overbeviste sig selv om, at dette blot var en prøve, selvom hun nok godt vidste, at han havde fat i noget af det rigtige. Svin.
For mig virker det som om du har indgået en pagt med djævlen... Så derfor har du valgt Gud fra. Selvom hun ikke sagde disse ord højt, var det stadigt bittert og en anelse vredt.
Hun hostede et par gange og begyndte at blive en anelse desperat. Hun mærkede mørket komme snigende, så hun greb fat i hans arme, mens hun trak vejret overfladisk. Hjælp mig! Hun begyndte at panikke og bad en stille bøn til Gud.

Han smilede tilfreds. Hun var knækket! Hun var bukket under for dødsangsten! Perfekt ...
Da hun greb fat i hans arme, pressede han håndleddet mod hendes læber, så hun kunne drikke af hans blod. Når hun vågnede igen, ville hun være vampyr. Men han lovede allerede sig selv på forhånd, at han ikke ville gøre med hende, som han, der havde forvandlet ham, havde gjort ... Det var ikke noget han ønskede for sin værste fjende. Og dog ... jo, han ville nok godt ønske det for sine fjender.
Han kunne ikke lade være med at more sig over den døende pige. Hun holdt så hårdnakket fast i at han var i pagt med djævlen, og hun tilhørte gud. Men ligegyldigt hvor voldsomt hun tilhørte gud, ville han fortsat være i gråzonen. Han var hverken ond eller god - efter egen mening. Han kunne skifte som vinden blæste, hvis han ville det. Det var jo den fejl folk altid begik. De satte folk i kategorier: God og ond. Hvad med al det ind imellem?

Han mærkede blodet pible ud af såret på hans arm og ind i hendes mund. Hvis det blev nødvendigt, måtte han tvinge hende til at drikke det, men han regnede ikke med, at det blev nødvendigt. Hans blod smagte måske af kobber, som et menneskes ville gøre, men han vidste også, at når hun lå der på dødens rand, ville der ikke være noget der smagte bedre.
Hans tanker rev ham tilbage i den tid, hvor det var ham der havde været døende. Han var også blevet leget med ... og han var ikke anderledes end det bæst. Han ville nok skamme sig over hans handlinger, men efterhånden tænkte han bare at det var normal vampyr-adfærd.
"Natten er smuk gennem en vampyrs øjne," hviskede han blidt til hende.

Hun vidste godt, hvad det var hun skulle nu, men blodet virkede enormt utiltalende. Men da han pressede sit håndled mod hendes mund, slikkede hun alligevel det rendende blod fra håndleddet. Det smagte forkert, men det føltes alligevel rigtigt at drikker det. Hun slap hans anden arm og tog fat om den anden, så begge hendes hænder hvilede omkring det blødende håndled.
Hun drak dog ikke ret meget, før hun fjernede sit ansigt fra håndleddet og trak sine hænder til sig. Hvad var det hun lige havde gjort? Hun havde svigtet sin Gud og frygtede nu, hvad der ville komme til at ske. Hun trak sig sammen som en kugle og rokkede uroligt frem og tilbage. Hun havde lige lavet den største bommert i hele sit liv. Nu ville hun aldrig kunne se sin familie igen. Deres skuffende ansigter! Det begyndte at prikke i hendes øjnene, men hun stirrede stift i jorden og holdt tårrerne tilbage. Hun ville ikke tabe resten af sit ansigt over for ham. Det var under hendes værdighed. Hun sukkede, da det jo var en stor, fed løgn. Hun havde allerede mistet sin værdighed, da hun havde været så dum og drikke af hans blod. Det var af ren og skær egoisme, og hun var bange for at hendes Gud ville straffe hende yderligere.
Hun sad lidt og tænkte over det han sagde. Gu var natten ej smuk! Det ville hun aldrig syntes - heller ikke når hun blev en vampyr. Det var måske stædigt af hende, men hun ville holde fast i at solen var smuk. Solen var det rigtige.

Han så på hende, da hun pludselig stoppede med at drikke af ham. Hun havde ikke fået nok blod! Hvis han stoppede nu, ville hun ikke overleve dette.
Han løftede hendes hoved op i sit skød, og pressede håndleddet mod hendes læber igen.
"Lidt endnu," hviskede han og holdt hendes hoved stille. Gid hun dog bare ville forstå, at det var for sent at ændre mening, og holde op med at kæmpe imod.
Sikke en stædighed ... Solen var måske smuk, men den var langt mere vidunderlig, når man måtte nøjes med et par små glimt af den. På en måde nød han at tage solen fra hende. Hun ville aldrig kunne gå ud i lyset igen. Medmindre altså hun havde tænkt sig, at begå selvmord ved at brænde sig selv til aske. Diego kunne i hvert fald aldrig kunne gøre det.
Kort efter fjernede han sit håndled igen. Han slikkede hen over den blodige flænge, og såret begyndte langsomt at lukke sig igen.
"Velkommen til dit nye liv. Du bør nok blive liggende lidt ... " Han strøg hende over håret med en kærlig bevægelse. Stadig blot i provokation. Han bøjede sig ned og kyssede hende på panden, mens han beredte sig på at få et slag i ansigtet.

Det var tydeligt, at det ikke passede ham at hun var stoppet med at drikke, for hun blev tvunget til det igen. Hun brød sig ikke om at ligge med hovedet på hans skød - det fik hende til at føle sig svag. Ude af stand til at klare sig selv, hvilket var det sidste der måtte ske!
Men hun begyndte dog at drikke lidt igen, da bølgen af rigtighed skyllede ind over hende igen. Blodet smagte stadig forkert, men det var ikke fordi det smagte dårligt. Bedre end før, i hvert fald.
Hun pev en smule, da han fjernede sit håndled og hun blev selv rimelig overrasket. Hun havde ønsket at blive ved med at drikke. Hvad var der galt med hende? Det var ikke hendes natur at drikke blod. Det var jo noget de onde gjorde, ikke? Jo, sådan havde hun altid fået det fortalt af sin familie så det var jo rigtigt.
Da han så gav hende en velkomst til hendes nye liv, stønnede hun irriteret. Og hendes irritation blev ikke ligefrem mildnet, da han kyssede hendes pande. Hun skubbede en anelse brutalt hans hoved væk, men valgte at blive liggende, som han sagde. Han var jo også den som vidste mest om hvad der var klogt og ikke klogt at gøre i hendes situation, om hun kunne lide det eller ej.
Hun følte sig utilpas. Som om noget ikke var rigtigt.
Hvad har du gjort ved mig?

Han trak sig væk, da hun skubbede ham væk. Men hun blev liggende? Så ... hun lyttede rent faktisk til ham. Fint. Selvfølgelig, hun vidste jo ikke, hvordan vampyre levede.
"Hvad jeg har gjort? Jeg har forvandlet dig." Han strøg hende over håret. Selvom han ikke lå bøjet over hende, havde hun jo stadig hovedet i hans skød.
Han bevægede sig lidt og løftede hende op i sine arme. Han vidste, han måtte finde et sted de kunne være for dagen, når den engang faldt på. Og hun havde brug for menneskeblod. Hans blod ville ikke være nok i frygteligt lang tid, når hun var en helt nyskabt vampyr.
Efter at han lige havde ladet hende falde til ro, rejste han sig med hende i armene, og satte hende forsigtigt ned på jorden, så hun igen stod oprejst. Han var ikke sikker på, om hun selv kunne stå efter blodudvekslingen, så han stod klar til at gribe hende, hvis hun faldt. Han regnede dog ikke med, at hun overhoved ville lade ham gøre det. Eller bare så meget som røre hende igen.

Selvom hun godt vidste, at han havde forvandlet hende, lød det bare meget værre når det blev sagt højt. Og især fordi det var ham ordene kom fra. Det var alt sammen hans skyld! Hvis han ikke havde drukket af hende, ville hun være sig selv igen. Hun ville være god og tro mod sin Herrer. Du har ødelagt mit liv. Det var ikke noget spørgsmål og heller ikke nogen anklage. Bare en konstatering. Og hvorfor havde han gjort det? Garanteret bare for hyggens skyld. Tænk hvis hun blev som ham... Følelsekold og egoistisk. Det måtte ikke ske. Hun pev endnu engang og havde mest af alt lyst til at begyndte at graven sin egen grav.
Hun følte sig stadig, til hendes store ærgelse, svag, men det havde hun ikke tænkt sig at vise til ham. Så da han løftede hende op og satte hende på jorden, gjorde hun alt hvad hun kunne, for at blive stående. Hun svajede en del og blev nødt til at gå et par skridt, for at finde balancen, næsten som var hun fuld.
Dette ville nok more ham og det var også derfor hun var så ked af det. Hun havde ikke været andet en underholdning og snart smuttede han, så hun blev overladt til sig selv. Hun kendte godt processen.
Til sidst stod hun stabilt på begge sine ben, men hun følte sig stadig svag på grund af blodmangel. Men hun ville ikke drikke blod, aldrig nogensinde. Hun ville ikke ændre sin kost på nogen måder, selvom det jo ville dræbe hende, fordi hendes krop nok ville afvise energien fra maden. Fuck.