det sidste skrig.. (Kajika)

han forstod sig ikke helt på hende halv englen, der gik foran ham. måde hun snakkede til ham på. uden den respekt, og frygt han var vant til.. men intet her var ligesom i gamle paris, som han egentlig kunne ønskede at komme tilbage, for det var ved at kede ham at være her i terre.
men han havde stadig sin mission, der ikke var helt løst. han skulle stadig tjekke op på den lille røde håret halv dæmon, der løb rundt og munter sig et sted.. Isaacs øjne søgte stille over på Kajika.. hvad vidste hun til alt det han søgte her i byen? "hmm.. jeg må takke nej, jeg må ægtelig indrømme at jeg ikke gider spøgelser, og der er ikke fordi jeg er bange af mig, men fordi de er så frygtelig kedelig i det og med den selvmedlidenhed, der ligger over dem..
så nej.. hvad bare med et sted, hvor vi kan snakke i fred?" Isaac så på hende med et spørge blik. for natten var vel snart gået, og så var det tid til at han skulle vende hjem og sove..
før han skulle lede vider efter det han nu søgte..

kajika vendte sig mod ham med et smil og sagde"Hmm?? okay men hvor dog" hun roede lidt i sit hår også og sagde"Nåårh ja.... jeg skal vel os snart hjem af og studere videre... det temmelig hårdt intet søvn at få og så studere de sidste natte timer" hun smilte i det hun stille gik hen mod ham igen for så at følge ham til hvor han nu ville hen af???.. Kajika betragtede stille omgivelserne som kunne hun printe et kort inde i hovedet over alle terras gader og omgivelser som var det blot et lærrede der skulle males i nattens smukke skær der stille spredte sig over de slidte brusten i midten af terras gader.. hun lod blidt fingerne køre igennem sit lange blonde hår og grinte

"hvad griner du af?" spurgte Isaac nysgerrig, med sit hoved lidt på skrå..
han vidste ikke hvor de var på vej hen.. "du snakker om du er træt, skal vi lade vores møde slutte nu, eller du stadig have mit selskab?" han så på hende med øjne, der viste at det var hende, der afgjorde om de skulle forsætte eller lad det slutte nu, så de begge kunne komme hjem og sove.. han mærkede kort trætheden i sig, men ellers ingenting.. det her var op til hende.

kajika smilte i det hun betragtede dæmonen med varsomme øjne men gav så til sidst et smil fra sig og nikkede i det hun sagde"Hmm?? måske burde vi bare afslutte det, og så kalde det lige og gå hvert til sit?? Isaac" hun grinte og rødmede let i det hun mærkede vinden og smilte. hun begyndte stille at gå mod sit kollegie i det hun smilte let for sig selv over de rosa lyse læber der stille glinsede i månens skær, mens hun elegant vendte sig om og blinkede til ham med ordene over de fyldige læber,"jeg er sikker på vi mødes en dag igen Isaac??... men indtil da ha et godt liv og kald endelig vis der bliver noget". hun begyndte stille at gå fra ham med små klik klik lyde og kunne ikke fjerne det tilfredse smil over læberne.

Isaac fulgte ikke efter hende, så hende kun forsvinde for øjnene af sig, mens han selv stod tilbage med et skævt smil. "det er jeg sikker på vi gør, Kajika" sagde han svagt, ventede til hun var et stykke væk fra sig, før han forsvandt i hav af flammer, der opslugte hans krop.. kun vinden var vidne til alt det der var fundet sted..