A Curious Visit (Angelie)

Nætterne var begyndt at blive koldere, og selvom hans kontrol over sin indre flamme var ganske god og gjorde ham i stand til at hæve sin kroptemperatur, irriterede kulden ham stadig.
Hans løsning var dog ganske simpel:

Lysningen som han befandt sig i var ikke bare en lysning - den var ganske lyst op!
En høj, blodrød flamme med grønne stænk brændte lystigt i midten af lysningen, og resultatet var at varmen her var som på en god sommerdag.

Han sad med ryggen mod et træ og betragtede den prægtige ild med et smil.
Sjældent havde han følt sig så godt tilpas, og så stærk, som han gjorde lige nu... ikke siden dengang han var sig selv...

Han var klædt i en sort skjorte, et par mørkegrå bukser og tunge læderstøvler.
Med sit løse, hvide hår lignede han Zane på en prik - med undtagelse af hans svagt lysende, blodrøde øjne.

Efter at have fået revet sin sjæl i stykker, eller sådan føltes det, havde Angelie søgt ud det eneste sted, hvor en elver som hende selv, kunne finde fred, have tankefrihed og overveje hendes næste træk. Alt havde virket forkert.. Det var ikke sådan hun havde ventet deres møde at gå efter så mange år.

et par lange bukser, og en simpel bluse sad tæt om hendes krop, under en fodlang frakke, der svøbte sig omkring hende. Hætten var slået op over hendes hår, der kun kunne anes igennem underkanten.
Som de bare fødder bevægede sig over det dugvåde græs, og tvang kuldegysninger op igennem hendes krop, bevægede hun sig længere og dybere ind imellem træerne.

Hendes blik var vendt mod jorden, som hun nærmede sig de unaturlige flammer i en lysning. Varmen fik hende til at sukke velkomment, men hun kiggede ikke op for at se hvad der skyldtes denne temperaturændring.

Han opdagede hende ikke før hun trådte ind i lysningen, og det irriterede ham et kort øjeblik - han havde været uopmærksom, mens han havde betragtet flammerne med et drømmende blik.
Nu rettede han sig dog op og betragtede den nytilkomne person... en kvinde, at dømme efter størrelsen, selvom det ikke umiddelbart var nemt at se på grund af frakken.

Roligt rejste han sig op, lagde armene over kors, og gjorde sig til kende med en isnende stemme:
"Jamen godaften... hvad bringer en ung kvinde som dig helt herud...? Mutters alene?" og ganske forsvarsløs...

Fødderne fortsatte deres gang igennem duggen og græsset, skønt varmen fra bålet, som hun nærmede sig, gjorde det tydeligt at dder muligvis var andre til stede.. eller nogle havde forsøgt at starte en skovbrand.

Det var først da en isnende stemme nåede hendes spidse tildækkede ører, at Angelies figur stoppede op i mørket. Halvt brummende vendte hun hovedet i retning af personen der havde tiltalt hende.. "Spar dine fine.." hendes ord blev afbrudt, da hun så skikkelsen, og det had hun følte flammede op i hendes dybblå øjne, blandet med den sårethed hun bar på.
"Skrid af helvedes til Zane!" Ordene blev skreget imod personen, der havde rejst sig og lignede ham.. Bortset fra øjnene som Angelie havde nægtet at kigge imod, og derfor heller ikke havde set farven på disse.

Det var her hun opdagede bålet.. De magiske udseende flammer, der sultent steg til vejret i bølgende former. Selv ikke herude kunne hun undgå ham, selvom det var alt hun ønskede på nuværende tidspunkt.
Hastigt fnøs hun vredt, og drejede rundt, så hendes ryg var vendt imod ham, for så at nyde flammernes varme en sidste gang, inden hun bevægede sig i den modsatte retning af ham, for at finde et andet sted blandt træerne.

Hendes reaktion overraskede ham mildest talt, men hans eneste reaktion var et enkelt, hævet øjenbryn.
Hun havde kaldt ham Zane... hvilket ville sige at han var i et af de sjældne tilfælde hvor hans udseende spillede folk et højst besynderligt lille puds!
Han kunne ikke lade være med at smile.

Og den stemme... oh, han frydede sig nu...
Han vidste nøjagtigt hvem denne smukke, unge kvinde var...

"Jamen Angelie min elskede... jeg har sådan lyst til at placere dig med ryggen mod et træ, binde dine hænder over dit hoved... og så lege lidt med dig..." sagde han i sin bedste Zane-stemme.
"Vi kunne se hvor mange gange jeg kan slå dig i maven før du bukker helt under og tigger mig om at stoppe..." tilføjede han.

Hvad end der nu ville ske, ville det her blive en god aften.

Hans ord fik hende til at stoppe op brat, og lytte. Som hun snurrede rundt faldt hætten tilbage og viste de røde lokke i deres fulde pryd, imens hun stirrede imod ham. Det var endnu ikke gået op for hende, at dette ikke var den rigtige Zane.

"Oh virkelig.. Havde du tilbudt det for ti timer siden ville jeg have danset nøgen af dryd ved den leg" startede hun langsomt, med en stemme, der snoede sig som en slange, ville sno sig om sit bytte.
"Efter at have set hvad du er blevet til.. ellers tak.. Jeg har ikke behov for en svag Valshar.. eller en svag klan!" med ordene spyttede hu i græsset, som var det pest at udtale disse.

Fra afstanden imellem disse, på omkring en tolv meter, hævede hendes blik sig trodsigt imod hans. Hendes skærpede sanser tillod hende at se farven på hans øjne, som ikke var lilla.. Men blodrøde.
Hendes øjenbryn hævede sig en anelse i vejret som hun betragtede skikkelsen.

"Så det er sandt" bemærkede hun køligt, som hun betragtede ham, halvt interesseret, halvt vredt. Havde hun ikke hørt forklaringen tidligere, ville han med lethed kunne narre hende ind i dette spind, men Angelie var ikke dum.. Hun gjorde nok overilet ting, men hun var snedig. "Du ved tilsyneladende hvem jeg er.. Dit navn interesserer mig ikke.. Du har stjålet noget, der ikke tilhører dig"

"Åh, jeg synes nu vi skal gøre præcis sådan alligevel. Det ville være ganske underholdende, og føles godt... ihvertfald for mig og min næve." sagde han og smilede ondt, selvom han vidste hun havde gennemskuet ham.
Roligt begyndte han at gå rundt om bålet og nærme sig hende, mens han langsomt nikkede til hendes ord.

"Åh ja... jeg har skam stjålet noget... er det dét du savner sådan? Vil den lille Zane ikke længere være hård i sengen med dig? Hehe... sikke da en skam... han går jo glip af noget både kønt, trofast og modigt..." sagde han, og fortsatte omgående:

"Jeg er bange for at jeg ikke kan give dig hans mørke side, Angelie... ser du... jeg dør hvis ikke jeg har den. Jeg hænger på den indtil jeg igen kan blive mit sande jeg."
Hans ondskabsfulde øjne skinnede i skæret fra ilden, og det var tydeligt at en sadistisk lyst havde lagt sig forest i hans sind...

Hendes øjne himlede i vejret da han talte. Det var tydeligt at høre, at han have haft alt for let ved at fange hans tidligere ofre. "Og du tror jeg bare per ren automatik har tænkt mig, at sprede benene for dig for din nydelse" Han måtte have spise søm. Nok var hun blevet efterladt, men desperat var hun ikke... På nuværende tidspunkt.

Det var den næste kommentar, der fik hende til at klappe læberne sammen i ren protest. Der var ingen grund til at bryde ud i kvaler over for denne imposter. "Hvad vi laver eller ikke laver.. Vedkommer ikke.. dig!!" påpegede hun hårdt og koldt, inden hun pegede på ham et kort øjeblik, og lod sine øjne knibe sig sammen, som han nærmede sig, passerede flammerne, og nåede tættere på hende.

En latter kom fra hende. "Du lyder som om jeg faktisk tager interesse for dit liv" ligegyldigheden var nem at spore. Hun var fuldstændig ligeglad med hvad der skete med hans liv.. Så længe hun fik sit eget tilbage.
For nu pakkede hun sine følelser væk. Selvom hun var blevet knust, havde hun ikke i sinde at gøre det samme mod Zane.. Hun var trofast.. en lille hund i sidste ende, og der var ingen grund til at lade denne person vide hvad der var sket.

Utålmodigt steppede hendes fod imod græsset, imens armene lagde sig over kors foran brystet. "Hvis du er færdig med at fantasere.. Kan du måske komme videre, og skride tilbage til det metal du er kommet fra"

"Åh, du misforstår mig, kære Angelie... jeg tror bestemt ikke at du er villig til at sprede benene for mig, og det er da heller ikke min hensigt. Og faktisk er jeg så god en mand at jeg aldrig har voldtaget nogen før... jeg finder nok nydelse i det andet." sagde han mens hans smil blev en anelse bredere.

"Jeg vil gøre mod dig præcis som jeg beskrev før... og når du ikke kan tage det længere, vil jeg fortsætte en smule mere. Og derefter vil jeg beslutte hvad jeg skal stille op med dig."

Hendes fyrighed morede ham, og han slog en kold, hård latter op.
"Selvfølgelig bekymrer du dig ikke om mit liv... hvorfor i alverden skulle du dog det? Jeg er en torn i siden på din elskede, og jeg er en fare for hele din lille familie... og nej, Angelie... jeg vender aldrig tilbage til mit lille fængsel. Der er ingen ofre!"
Da han sagde det sidste ord, sprang han frem mod hende. Han var lge så hurtig som Zane i sin storhedstid, og hvis han fik fat i Angelie, ville han smække hende med ryggen først ind imod et træ.

Hendes blik virkede en anelse overrasket med et snert af sarkasme. "Åh sikke en god mand du er.. Kvinderne må være vilde med det" ironien sydede ud af hendes kommentar inde hun smilede halvt. Han gav tilsyneladende ikke op let, hvilket morede hende gevaldigt. "At dele smerte ud.. nyder de fleste.. Du.. er ikke værdig til at uddele den på mig" afsluttede hun bestemt, inden hun rettede sig op, stolt over hvem hun var, og hun havde ikke i sinde at lade en falsk elverlignende skikkelse tage hende så let.

Han glemte tydeligvis hvem hun havde levet med de sidste mange år af hendes eksistens. Hendes fødder satte af fra jorden, og satte hende i et elegant spring bagud, og uden for hans rækkevidde, inden hun igen ville lande i græsset, og betragte ham uimponeret.
"Du har vist haft det for nemt med dine.. ofre" påpegede hun, som en hentydning til at han ikke ydede sit yderste for at fange hende. At bruge tricks og ufine metoder var hendes speciale.. At bruge dem, som Zane ville have brugt var direkte stupidt.. Hun kendte dem bedre end nogen anden.. Hun havde trænet med ham for himlens skyld.

"Så.. hvordan får jeg dig tilbage i din lille skal hvor du hører hjemme?" Spurgte hun så langsomt, med et hævet øjenbryn og holdt et mere vagtsomt øje på ham.

Han lo igen da hun undveg ham så let som ingenting. Nøjagtigt som han havde forventet.
"Åh, de fleste har været nemme at få fat i. Det indrømmer jeg skam gerne... men de sjoveste er dem som kæmper imod i starten." sagde han og betragtede hende med øjne der lyste af morskab.

"Og amuletten...? Jeg er alvorligt bange for at den ikke længere sksisterer... så enten må du besejre mig nu, eller også må du vente til jeg kan blive mig selv igen, og ikke længere har brug for hans sjæl."
Han lavede en næsten usynlig bevægelse med den ene hånd, og en brølende mur af røde flammer dukkede øjeblikkeligt op bag hende, efter fulgt af slangelignende skyggearme som skød op ad jorden under hende, og forsøgte at gribe fat i hendes arme og ben.

'hmm' var alt hun havde at kommentere til dette. Det var hvad hun havde regnet med. han søgte med sikkerhed efter små, svage individer, der bare havde brug for en mand til at se på dem, før de drømte om familie og fremtid.

Som hendes smil tog form på læberne, og viste et svagt glimt af hvide tænder, da han talte igen. Selvfølgelig havde han sørget for at få amuletten destrueret, medmindre dette var en lodret løgn for at tage modet fra hende.
Hun trak let på skuldrene over hendes muligheder. "Det lyder som meget langt tid.. jeg er ikke et tålmodigt væsen".. Det betød at hun tog imod hans udfordring, selvom hun ikke havde planlagt dette møde. Hun var skam bevæbnet, men ikke med det.. korrekte udstyr.

Som flammerne slog op bag hende,spilede hendes øjne sig op, inden hun hægte frakken fri fra knappen om halsen, og lod de sultne flammer opsluge den. Ikke nok med at han lignede.. Evnerne var også af samme støbning, hvilket fik hende til at overveje om det var det rigtige træk.
Hun havde ikke tid nok til at overveje hendes træk. skyggerne greb ud efter hende, og da Angelie kun havde en mulighed at springe, sprang hun fremad, direkte imod ham med blottede negle, der var rettet imod hans strube, for at undgå skyggerne..

I springet ville hun krumme sig en anelse samme, for ultimativ fart, som hun ville støde imod ham, hvis ikke han afveg hendes dyriske angreb på ham.

"Åh, men det er jeg skam, Angelie... jeg har levet i hundredetusindvis af år... en lille jagt på de ting jeg mangler er skam ikke noget problem for mig." lød hans svar. Smilet var der stadig.

Hans blodrøde Hellfire opslugte hendes kappe og destruerede den på mindre end to sekunder, og da skyggearmene ikke formåede at fange hende, måtte hun springe frem imod ham - hvilket fik ham til at smile triumferende.
Hendes fart var utrolig, selv for en elver. Hun var godt trænet... men han besad Zane's evner, hans fysik og hans hurtighed - og det blandet med hans urgamle, taktiske sind var en dødsensfarlig cocktail.

Han trådte til side med en hastighed der næsten var blændende, og der hvor han havde stået, dukkede skyggearmene atter op.
Igen ville de forsøge at fange hende.

"JEg har ikke i sinde at vente tusinde år for at du får taget dig sammen til at finde det" bemærkede hun irriteret, som hun stødte imod jorden, efter han havde afværget hendes angreb. HUn vidste han var hurtig, men ikk så hurtig..

Som hun landede på hænder og fødder imod græsset, drejede hendes hoved sig, og stirrede imod ham med et irriteret glimt. Hun var ude af stand til at ændre retning hurtig nok, og skyggerne greb om hendes arme og ben, som hun ramte dem.
Hendes hvæs gav genlyd i lysningen, som hun kæmpede imod dem, med blottede tænder.

Hvis det lykkedes hende at komme fri, ville trække sig væk, ug i et område oplyst fra flammerne i bålet, inden hun lagde hovedet på skrå, afventende..

Hvis ikke sad hun fast i dissse, i sin kravlende stilling hun var landet i stadig kæmpende imod skyggerne, fanget som et dyr i en fælde.

Han rystede let på hovedet da hun forsøgte at kæmpe imod skyggerne.
"Tsk tsk... du er Zane's elsker, og så kender du ikke engang hans egen magi godt nok til at vide hvordan man bryder fri fra skyggernes greb? Det er nu meget simpelt, Angelie..." sagde han mens han muntert så på mens skyggerne forsøgte at tvinge hende om på ryggen.

"Ser du... hvis han havde været smart, så havde han lært dig at det for det meste kun er skyggemagere og lysmagere, som kan undslippe så stærke skygger som disse. Giv blot op... du er i min vold nu, elverpige..."
hans smil blev en anelse bredere og ondskaben lyste i hans øjne, som to flammende bål...

Hendes irriterede snerren blev kraftigere, som han tiltalte hende som en elsker. "Hvis du skal nedgradere mig vil jeg foretrække, at du gør det korrekt.. Jeg var" hun stoppede sig selv, inden hun talte over sig. "er.. hans forlovede.. ikke blot en elsker" brummede hun vredt imod ham, imens hun nægtede at lade skyggerne vælte hende om på ryggen.

Nej.. Hun havde ikke lært dette, og lyttede derfor ufravilligt til hans kommentar om emnet. Hun besad hverken den ene, eller den anden evne, og måtte derfor være en anelse mere krativ, hvis hun ville komme fri af dette greb.
"Du kender mig tydeligvis ikke godt nok" som hun afsluttede sætningen, rev hun i sine lemmer endnu hårdere end før..

Som tankerne spillede omkring hans ord, lukkede hun sine øjne og koncentrerede sig kraftigt om sine arme og ankler, hvor skyggerne havde grebet i hende.
healende bølger bevægede sig over områderne, som hun fremmanede sine healende kræfter, og tvang et lyskær frem omkring hendes lemmer, der ville tvinge skyggerne til at slippe grebet i hende. Hun havde lært at bruge denne evne nu, efter to lange års træning.

Når eller hvis grebet slap hende, ville Angelie komme på benene og bevæge sig væk fra området af skygger, inden hun ville sende ham et sadistisk smil, tilfreds med sig selv.. Havde det ikke været for hans lille 'hint' ville hun stadig sidde fast på jorden som et såret dyr.

Endnu en gang lød hans latter i skovens ulmende mørke.
"Det var nu ikke så dumt..." sagde han, mens han skuede efter hende ude i mørket.
"Men du tror da vel ikke at jeg lader dig slippe...? Eller endda skade mig? Vi leger kun, Angelie..." han begyndte roligt at gå rundt om bålet mens han spejdede efter hende - dog uden at bruge sit kraftige nattesyn. Legen var simpelthen for god til at snyde...

"Kom frem kom frem... ellers bliver jeg nødt til ikke kun at bruge næven... men også kniven!" lød det halvmuntert fra ham.
Sjældent havde han haft det så sjovt som nu...

På den modsatte side af bålet af ham, ville hendes krop lydløst glide omkring en træstamme og skjule hende for hans syn, hvilket ikke ville hjælpe meget, men forhåbentlig ville det give hende tid nok.

Fra den kæde, hun altid havde hængende om hofterne ffremdrog hun en gammel guldfløjte, satte den imod hendes læber.. Toner ville begynde at flyde fra denne, insisterende på et hænge sammen , men uden rigtig at skabe en hel melodi.

Some et væsen med et sind og sjæl, ville det være muligt for hende at trænge ind i hans tanker, ved brugen af fløjten fra helvede.
Hendes krop ville læne imod stammen, ude af stand til at bevæge sig, som hendes sind ville linke sig til hans. Hun ville se hvad der foregik inde i hans hoved, i hans tanker.

En lang gang ville forme sig for hans indre i denne trancelignende tilstand, hvor hun ville stå for enden, ventende på hans 'sande jeg' nærme sig, og ikke den skinlignende Zana skikkelse, som han havde i den virkelige verden.
Dette ville ske, hvis hendes lille trick virkede, hvor kampen ville fortsætte på hendes hjemmebane, i drømmenes verden, og ikke i hans. Hun ville kontrollere omgivelserne..

Tonerne fra fløjten fik ham til at stoppe op, og han skjulte et smil...
Dæmonfløjten... selvfølgelig...
At trænge ind i hans sind og være mester over omgivelser, luft og alt andet - det var smart tænkt. Genialt endda!

Men...

Han mærkede hvordan han blev trukket ind i drømmeverdenen og hvordan alt blev mørkt omkring ham, før han pludselig befandt sig i en lang gang, hvor hun tydeligt stod for enden og ventede på ham.
Selv var han indhyllet i mørke, og da han åbnede sine nu smaragdgrønne rovdyrsøjne, smilede han kort.

Fra Angelie's synspunkt ville hun kun kunne se et mørke der hvor han befandt sig - og så de store, ondskabsfulde øjne selvfølgelig.

"Det var smart tænkt, Angelie.." lød hans stemme, som nu var helt anderledes: den var tordnende, dyb og royal - og stadig fyldt med fryd og morskab.
"Men du glemmer hvad du er oppe imod!"

Han trådte frem fra mørket, og hvert skridt sendte rystelser igennem drømmeverdenen.
Hans fjorten meter høje skikkelse trådte frem i lyset, og afslørede en tyk, metalagtig og skællet hud som havde samme farve som gammel bronze. Hans hoved var let kantet og to store horn lå tilbagelagt fra hans hoved, samt et mindre på snuden.
De gigantiske, læderagtige vinger var slået ind lige nu, men det var helt tydeligt at deres størrelse ville få ham til at se yderst formidabel ud, hvis han slog dem ud
En lang, skællet hale piskede langsomt luften bag ham - og dragen smilede ondskabsfuldt til hende, mens gangen langsomt udvidede sig omkring dem.

"Troede du virkelig at dit sind var stærkere end mit? Har du overhovedet den fjerneste idé om hvem jeg er?"

Som skikkelsen, ellerr nærmere væsnet, manifesterede sig foran hende nede i den anden ende af gangen, åbnede hendes øjne sig, med hovedet bukket imod jorden, kiggede hun direkte imod ham.. Et let smil trådte over hendes læber, som hun havde fremtvunget ham i den oprindelige form..

grundet den tydelige størrelsesforskel, fik ordene hendes hår til at flyve bagud, som en hård vind af rådent kød slog imod hendes næsebor, der sitrede over den ubehagelige duft.
"Det virker mere som om, du ikke ved hvem jeg er" hviskede hun velvidende at han med lethed kunne høre hendes stemme.. Hans form gjorde bestemt indtryk, med hun havde ikke ventet andet, da hun vidste hvad amuletten havde gjort ved hendes hersker, da han brugte den.

"Hvem du er, er ligegyldigt.. Hverken din eksistens eller magt interessere mig.. Kun hvad du har taget fra mig.." hendes stemme døde hen, som øjnene lukkede sig i, inden hun ved hjælp af sine magi i denne trancetilstand, tvang væggene væk fra hinanden for i stedet at frembringe et øde landskab.. sand fløj over små sandtoppe, en ørken uden andet omkring dem.
"Desuden.. er der tydeligvis en forskel, der ikke er fair" som ordene hvislede hen endnu engang, fløj sandet nærmere hendes krop, og tankerne fremtvang manifesteringen af hendes krop vokse.. Hun ændrede ikke form, da dette ikke var muligt, men manipulerede i stedet sindet til at anse hende som værende mange gange større end hendes normale krop.
Denne voksede knækkenden, indtil hendes højde nåede hans, så de ville være på lige fod i denne kamp..

Hendes stemme ændrede sig til en langt mere tillokkende, sød og kærtegnende.. "Hvad er det du ønsker?" ordene ville smøge sig omkring hans struktur.. forsøge at trænge ind igennem enhver åbning, for at ligge sig som et net omkring hans hjerne, forsøge at tvinge et svar ud af ham.
Hun kendte intet til hvilke kræfter han ville besidde uden for den kropslige form, og var derfor på et usikkert land. Hun var ikke i tvivl om, at hun tidsnok ville finde ud af dette.. Men i første forsøg forsøgte hun blot at få ham i tale..
En beroligende, varme ville brede sig ud fra hende og imod ham, som hendes stemme messede små nynnende melodier..

Han holdt blikket på hende mens deres omgivelser ændrede sig, hans smil blev en anelse bredere da hun ændrede størrelse... han var klar over at en kamp som denne var mere ægte end de fleste ville tro. Selvom man kunne klassificere hendes forandring som en illusion, var det alligevel ikke helt sandt.
Hendes størrelse var præcis som hun ønskede det i denne sindskamp - og hans kløer ville stadig kunne flænse hende.

Han himlede let med øjnene da hun igen forsøgte sig med et dindstrick.
"Angelie. Jeg er over hundredetusind år gammel... mit sind er tusind gange mere komplekst end et simpelt menneskes - og glem ej at jeg i min svageste stund overvandt Zane's sind. Hold op med at tro at dine små mind tricks kan gøre mig noget. Det eneste du vil få ud af at blive ved med at prøve på det, er at jeg selv begynder... og så får vi at se hvor stærkt dit eget sind er." hans stemme var rolig, men tordnende på grund af hans størrelse og race.

Som stemmestormen ramte hende igen, og satte bevægelser i hendees hår, fnøs hun en ganske enkelt gang over hans overlegne opførsel. Blot fordi hun ikke var et ældgammelt individ, betød det ikke, at hun ikke kunne lege med ham. Omend stoppede hun sine små forsøg.. for nu, inden hendes hoved ville falde let til den venstre side, og sende ham et gennemborende, undersøgende blik.. Som om hun ledte efter noget..

"Det betyder ikke at du.:" Hendes hånd løftede sig ud fra hendes krop, og en ny illussion trådte frem i hånden på hende.. Første ville genstanden være ubekendt, før den havde taget sin fulde form, med dragehoveder, en lilla, lysnende perle.. En tro kopi af den amulet han engang havde været indespærret i. "Alle har svagheder.. Selv du" mumlede hun for sig selv, som hun drejede amuletten imellem hendes slanke fingre, som hun betragtede den genskære i solens stråler, inden hendes blik gled tilbage imod ham.

Tiden var på hendes side.. Hun ville finde ud af hvordan hun trængte igennem, og hun ville komme ud af denne kamp.. Hun havde intet andet valg, som hun tænkende overvejede hendes næste træk.
Som tankerne dragede fra hende, optrådte to tro kopier af hende selv på hver side.. Kopierne og hende selv var ikke til at kende fra hinanden. Den eneste forskel ville være, at kopierne ikke ville kunne gøre skade.. Men det gjorde ingen forskel, hvis det betød at den 'rigtige' Angelie ville kunne komme tæt nok på ved at aflede hans opmærksomhed imod en af de andre..

Som omgivelserne vibrede.. slørede sig selv, som var disse ustabile, et minuts tid, inden landskabet og omgivelserne igen manifesterede sig fast omkring dem, som om intet var hændt. Dette skete dels fordi det tærrede på hendes kræfter at opretholde alle de frembragte illussioner, og.. så hendes kloner og hende selv skiftede til tilfældige pladser, med længere mellemrum imellem hinanden.
Imellemtiden var amuletten forsvundet fra hendes hånd, og istedet havde alle tre fået en gylden lang pisk imellem hænderne.. Som havde hun planer om at tæmme en løve.

Han betragtede hende roligt mens hun brugte sine kræfter på flere illusioner, og han kastede da også et enkelt, uanfægtet blik på den forhadte amulet, før han igen vendte blikket mod hende.
Han ventede tålmodigt på at hun skulle blive færdig med sine små kunster - for det var hvad han så dem som.

Da der så var tre af hende, hver bevæbnet med en pisk, smilede han igen.
"Angelie... jeg er ikke noget dyr." lød det blidt fra ham, som om han havde ondt af hende.

Dragen rettede sig op og fastholdt blikket på hende.
Det var på tide at begynde... de kunne ikke blive ved med denne leg!

"Draconis Ignis..." mumlede han, nærmest som en advarsel - og så tog han en dyb indånding.
Hans øjne lyste op, og da han åbnede gabet, skød en kraftig, grøn flamme ud fra det. Den var mange meter lang og næsten lige så bred.
Hvis ikke hun og hendes kloner undveg meget hurtigt, ville de blive fanget i det smaragdgrønne inferno.

Hendes stemme svarede ham ikke på den kommentar, da det ville afsløre hvilken af skikkelserne der var den rigtige. Istedet blottede alle tre deres tænder i et lydløst grin, som for at sige at hun var uenig i den påstand. Han var et dyr.. og et kæmpe et af slagsen. for at sige det mildt.

Endelig.. Hun vidste at det var nu.. nu eller aldrig, måske.. Som han tog den dybe indånding, var alle tre skikkelser allerede i hver sin retning, for at komme ud af farezonen af den lange brede flammekaster, der kredsede over sandet.

Skikkelsen længst til venstre satte sig i bevægelser, for at flanke ham fra siden, mens pisken hvislede igennem luften, det syngende ekko kom fra denne. Skikkelsen længst til højre gjorde præcis det samme som den førnævnte, blot fra den anden side.
den tredje, som havde stået i midten, sprang i vejret i et forsøg på at undgå den kegleformede grønne ild, med nåede ikke uden for dens rækkevidde. Støvet piskede imellem flammerne, og fløj imod jorden, som den var blevet skabt af, og Angelie stod tilbage med to, sig selv og klonen til venste.

Hun vidste at hun måtte tæt på, for at undgå flammernes bredde og højde, hvilket tvang hende tæt på kløerne. Hun havde da heldigvis fordelen ved ikke at være en flere tons tung drage, med langsommere reaktionsevner.
piskene smældede, hver ende med retning imod dragens øjne. Det var selvfølgelig kun den til højre, som ville kunne ramme det højre øje.. Den anden ville afvege sit sving milimeter fra dette, hvis det højre slag ramte dets mål.

Hendes høje skikkelser, var et par meter fra hans på nuværende tidspunkt, hvilket var det mål hun havde.. som de begge løb fremad, sandet for op under deres hæle..

Havde Angelie ramt øjet, ville hun sætte i et spring for at tvinge sig selv op på ryggen af dette dragevæsen, velvidende at med hendes størrelse, ville det blive som at ride en hest.. en skællet.. ondskabsfuld hest.. med vinger..
Hvis slaget ikke ramte, ville begge skikkelser stadig stå på hver deres side, så han var tvunget til at dreje hovedet, for at ramme blot en af dem med sin levende flammekaster..

Han afbrød den mægtige, grønne flamme i det øjeblik han så piskene bevæge sig mod hans øjne, og han vendte hovedet lige i tide til at den ene pisk smældede ham over snuden.
Der var ingen smerte, for hans hoved var dækket af tykke, benede skæl så stærke som stål - dog overraskede hun ham ved at springe op på hans ryg.

Jaså... hun var bestemt modig...
Han smilede - og så bredte han de mægtige vinger ud.
De læderagtige vinger fik ham til at se tre gange så stor ud, og da han med enorm styrke slog med dem, spredtes sandet omkring dem som havde vingerne pisket et vindstød af stormstyrke af sted - og så var de i luften.

Hans fart var utrolig, taget hans størelse i betragtning, og i løbet af et ganske kort øjeblik, var de langt, langt over jorden hvor han begyndte at flyve i en bred cirkel.

"Så du kan lide at bruge pisk, hva'?" brølede han fornøjet, og svingede så sin hale op imod hende med frygtindgydende kraft.