Curious incident - Amelia

Vandråberne rusjede på Liams krøller og når de nåede enden af de mørke lokker, faldt de tungt, indtil de kolliderede med det beskidte gulv. Maison de fous - et sted han brugte megen af sin tid. Der gik allerede så mange rygter om stedet, at det kun var oplagt for ham at lege lige netop her. Ingen ville fatte mistanke, og ingen kære lille mor ville komme til undsætning, som hvis det havde været en legeplads. Faktisk, så var galeanstalten som en legeplads for Liam. Alle de fine redskaber der førhen var blevet brugt i den bedste hensigt, men som oftes bragte døden med sig. "Aha-aha-aha-aha!!" Ekkoet gengældte hans barnlige latter, som han stort smilende kastede ned ad den lange gang. En legesyg knude strammede sig i brystet på ham, da han med et fornøjet glimt i sine brune øjne, stirrede rundt på alle de objekter han havde i sin fulde magt. "uihjuuuh?" galede han søgende med en lys stemme. Lyden af en andens tilstedeværelse nåede hans øregang. "Leg med mig! Leg med mig! Leg med mig!" Han greb fat om et af de lange borde hvor menneskerne fikserede hinanden for at opnå kontrol, og lod det kollidere med døråbningen, så den knækkede en smule sammen. Med støvet hvirvlende omkring sig stod han bare helt stille, og lyttede til nattens musik. En musik han inderligt ønskede at deltage i med sit latterbrøl.

De små bare fødder løb hurtigt hen over den allerede helt mudrede jord. Skoene havde valgt at tage afstand fra hendes fødder for lidt tid siden. Ville ikke længere. Regnen piblede ned over denne lille og spinkle skikkelse der havde en mindre løbe tur gennem træerne. Mod en bygning hun havde set i det fjerne. Hun kendte en godt. Hun havde søgt ly der et par gange for. Men havde også altid mødt nogle mærkelig folk der inde. Men som sædvanligt tænkte hun ikke mere over det. Hun ville i tør vejr.
"Woargh!" En rod havde lagt sig i vejen for hendes vej og fik hende til at falde så lang hun var. Hun gled lidt hen over den våde undergrund men blev ikke liggende særlig længe. Kom rystende på benene igen. Kom i løb igen. Som var hun på flugt. Regnen fik skullet det værste mudder af hendes front igen men der ville altid sidde en smule. Endelig nåede hun denne nærmest enorme bygning. så den tårne sig over hende. Lagde sin hånd på dør håndtaget og trykkede det næsten uden tøven ned. Fik åbnet døren men blev mødt af en skarp knirkende lyd. Den skar sig gennem hendes høresle og lagde et ekko gennem gangene. Trådte in i den store forhal. Eller stor og stor. Den var vel normal.
Her var ingen varme men her var tørt. Amelia hev efter vejret mens at hun stod lidt foroverbøjet med hænderne støttet på lårene. Den ternede skjorte sad klistret mod hendes krop og det samme gjorde den røde nederdel. Benene var bare som fødderne. Det havde været sommer tidligere idag. Eller nok mere i går. Hun havde ikke styr på tiden nu. Hun lod sine smukke og krystalklare hasselnøddebrune dådyr øjne søge rundt efter liv. Men der var intet. Ikke lige omkring hende i hvert fald. Hun sukkede en smule lettet og prøvede at holde sig oprejst. Hendes ben rystede som gale lige nu..

Lyden af regnen udenfor aftog så småt, da Liam kredsede om en langt skarpere lyd. En dør, der blev åbnet. En dør, der trængte til at blive smørret. Den smalle figur, der udgjorde Liams krop blev pludselig sløret, og med hurtige bevægelser forsvandt den tilbageværende kontur ned ad gangene. Han stoppede op kort før indgangshallen og nød duften af intelligent liv strømme ind i hans næsebor, så det fyldte hans hjerne med eufori og velbehag.
"Har du bestilt en tid?" Hans stemme var provokerende barnlig og han anstrengte sig kraftigt om at få den op i samme toner som den knirkende dør. Liams sorte laksko gav genlyd i takt med at han trådte nærmere på åstedet. Stanken af regn og mudder hang overalt i lokalet da han trådte ind i hallen, og ved synet af sin beskidte legekammerat klappede han hårdt kæberne i. Hvor han bare ikke kun klare snavs. Specielt ikke på smukke piger. Hun var bestemt ikke menneske, men hendes fordærvelige tilstand fik hende til at virke ligeså uren som havde det været tilfældet. Selvom han næsten ikke kunne holde ud at holde blikket på hende, kunne han ikke lade være. Der var alligevel et eller andet over hende.

Det gav et noget stort chok i hende da hun hørte en stemme. Amelia fik hurtigt rettet sit blik mod lyden før at hun med en lettere skræmt udstråling faldt tilbage. Hendes ben havde ikke kunne holde hende til at kunne gå baglæns og som forventet landede hun lige på røve. Det gjorde ikke ligefrem ondt og hun gjorde ikke noget. Blev bare siddende mod denne skikkelse af en ung mand kom gående mod hende. Kunne hun virkelig aldrig været her uden at en eller anden person opholdt sig her. Hun forstod ikke helt hans spørgsmål. Dette var da blot en forfalden anstalt. Hun træk vejret dybt et par gange for at få sig til at slappe lidt mere af.
Hun fugtede meget forsigtigt sine bløde læber med tungespidsen og fik sat sine tænder blidt ned i sin underlæbe. "Jeg..Jeg.. Det vil jeg ikke mene" od hendes overraskende blide og søde stemme. Den var nærmest smukt klingende som en rolig vind mellem blade på træerne. Hans blik gjorde hende vel en smule nervøs. Hun kunne mærke hvordan at han måske havde problemer med at se væk fra hende. Hun førte langsomt sin ene hånd mod sit ansigt og kørte den hen over hendes ene kind. Fik fjernet den smule mudder der havde siddet der og gjorde hendes ansigt frit for det våde jord. Hendes hår dryppede stadig ned langt hendes ryg og ansigt på grund af pandehåret. Hun havde foldet sig en smule sammen. for tryghed. Men ikke meget. Bare en smule. For at gøre sig mindre end det hun var. Hun sad bare der på det kolde gulv. Så så uskyldig ud som hun altid gjorde. Som at hun ikke engang kunne gøre en flue fortræd..

Intet her stemmede overens med hvad der var logisk for Liam. Hendes skønhed... hvorfor ødelægge den med mudder? Hvis det var en ny ting, unge kvinder begyndte på, ville han blive blive særdeles bedrøvet. Han valsede hen til hendes lille krop, der havde smidt sig på det snavsede gulv og satte sig nysgerrigt på hug. Måske var hun bare et smukt menneske... Men hendes stemme modsagde hans desperate profeti.
"Så må vi vel bare improvisere," sagde han i et venligt tonefald, selvom den, og meningen bag ordene, ikke helt stemmede overens. Han havde ikke særlig meget lyst til at røre ved hende, men kunne alligevel ikke lade være, så med en udfordrende hånd rakte han langsomt frem mod den smalle ankel, der tilhørte hende. Da hans smalle, kolde fingre sluttede sig om den, mærkede han hvordan det gav et sus i hans indre. Han kunne nærmest mærke hvordan blodet under huden sejlede frem og tilbage ved hjælp af hans yndlings pulsåre i lysken. Hans øjne gled langs hendes ben, og han spekulerede over, hvor langt op han skulle, før han nåede et sted, hvor påklædningen havde gjort sit arbejde og holdt hendes hud fri for naturens slam.
"Du er beskidt."

Amelia sad stadig helt stille. Følge ham bestemt med øjne. Opfangede hver og en bevægelse af ham. Ville aller helst bare rykke længere væk fra ham. Men ville bare måde muren bag sig og hun ville atter bare ude af stand til at komme væk hvis det var der var nød til. Hun så stadig på ham da han satte sig ned foran hende. Men hun holdt mere øje med hans ansigt end den af hans smalle hænder tog fat i hendes ene ankel. Kulden gav hende kuldegysninger som var der end der havde hældt et glas isende koldt vand ned af hendes nakke. Hun træk en smule i den for at få den tilbage til sig selv. Men det var også som om at hun tøvede. "Improvisere hvad??" spurgte hun så en smule nysgerrigt men stadig med en svag rystende stemme. Hun så igen mod hans ansigt efter at have set mod sin fod og hans hånd.
Hun spærrede sine øjne en smule op igen. Mere overrasket. Ja ved gud var hun beskidt. Det ville han nok også have været hvis han havde været så dum at løbe ude i det vejr. Hun så lidt væk og sank en klump. Lod sine let våde hårlokker dække det meste af hendes ansigt. Træk igen i sin fod for at få den trukket op til sig. Om han ville lade hende vidste hun ikke. "..Ja godt set..Jeg snublede udenfor" forklarede hun ham så med en stille stemme. Hvorfor at hun fortalt ham det vidste hun ikke helt. Det havde bare ligget klar på tungen og kommet ud da hun skilte sine læber ad..