A Curious Visit (Angelie)

Så langt så godt.. Men hun var ikke sikker på hvordan hun skulle fortsætte herfra, udover at hendes afledningsklon nu var ubrugelig, og derfor slap hun magien om denne, så den gik i et med jorden.

Som hun sad overskrævs ved det nederste af halsen, med et ben foran hver vinge, efter hendes slag ramte ved siden af sit mål.. Hun var klar over det ville kræve mere end hendes reb at trænge igennem skællene..
Hun vidste hvad der var i vente, og som han slog vingerne ud, snoede hun pisken om det forreste stykke af halsen, for at kunne bruge dette som balance, til at blive siddende, eftersom hun med gode grunde ikke kunne bore fingrene ned i skællene.

Gud hvor hun hadede at flyve.. Hun mærkede stormen under dem, som de satte i vejret. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre at han fløj rundt i en cirkel.. Havde hun været menneske var hun blevet søsyg ved bevægelserne..

Hendes fingre greb hårdere fat i hver ende af pisken, som var tøjret om ham, inden hun grinede.. "Åh det burde du jo vide" svarede hun igen, inden hun fornemmede bevægelsen i hans krop under hende, som halen satte i et sving imod hende..
Med grebet godt fast, lod hun sig svinge til siden, så alt det holdt hende fra at falde i dybet, var rebet om hans hals. Dette betød at hun ikke ville blive ramt af halen, og for 'who knew which time', kunne hun takke Zane for at gøre hende til en elver, med elegante og smidige bevægelser. Istedet ville halen ramme ham selv, hvis ikke han stoopede slaget i tide..

"Awh nu leger du ikke fair" bemærkede hun halvt råbende for at overdøve vinden omkring dem, mens hun rystede lidt på hovedet.

Han mærkede hvordan hun skiftede position for at undgå hans hale.
Han havde for meget kontrol til at ramme sig selv med slaget, og han log halen falde tilbage... men nu var hun i en farlig position.

"Hold fast hvis du kan...!" buldrede han med et ondskabsfuldt smil - og så foldede han vingerne næsten helt ind og gik i falkedyk.
Farten var ufattelig, og vindmodstanden ville endda gøre det svært at holde øjnene åbne - hvis hun overhovedet kunne holde sig fast.

Dykket fortsatte næsten helt ned til jorden, hvor han lynhurtigt og smidigt rettede op igen.

Det var først som hans stemme gav genlyd i hendes øregang at Angelie var klar over, at dette var et farligt sted af opholde sig. Hvad havde hun tænkt på, da hun kastede sig på ryggen af en drage i første omgang.

Som farten tog til i den dykkende tilstand, tvang det hendes øjne til at klemme sig sammen, for at undgå det voldsomme vindtryk, imens hendes fingre klamrede sig til rebet, selvom det ikke var nogen nem opgave i sig selv.
Det var først da hun mærkede hvordan han pludseligt rettede op at hendes øjne hastigt åbnede sig og hendes hænder løsnede sig fra deres greb..

Selvom det kun var et ganske split sekund, virkede det som en evighed, før Angelies krop bragede imod sandet under dem.. Grundet fremdriften, rullede hendes krop en tre fire gange i kolbøtter, inden hun endte med ryggen imod sandet, liggende.. Hun var i faldet skrumpet ind til hendes normale størrelser, og var derfor kune hendes 170 centimeter til hans fjorten meter, der svævede over hende..

Det havde været langt nemmere, hvis hun i det mindste kunne påvirke ham.. med et eller andet.. Hendes vejrtrækning var hektisk, som hun holdt et vågent øjne med dragen i luften.

Da Angelie rullede rundt i sandet, vendte han rundt og foldede vingerne sammen.
Han landede over hende og jorden rystede af det gigantiske impact. Hun var nu lige imellem hans forben, og han førte øjeblikkeligt hovedet ned så hans snude - og gab - var lige ud for hende. Hans blik fangede hendes, og han lo lavmeldt, men triumferende.

"Du er besejret, Angelie... men jeg indrømmer at det har været underholdende. Det er mange år siden jeg har tumlet rundt på den måde... og det skal du have tak for." sagde han.

Som han landede, flakkede landskabet endnu engang fra smældet, der efterfulgte, inden hun var fanget imellem det to forben, med en snude presset helt ned i hendes ansigt, så hun kunne mærke hornet på denne imod hendes kolde hud, der virkede en anelse blegere end normalt fra flyveturen.

Havde hun kapaciteten til det ville hun have leet over hans kommentar, i stedet rystede hun blot svagt på hovedet, inden hun løftede den højre hånd, for at knipse tre hurtige gange med fingrene.. "Du glemmer.. Dette var min.. verden" hviskede hun langsomt, som landskabet dirrede voldsommere..

Langsomt opløste omgivelserne sig.. flød sammen i en stor farveblanding for til sidst at forsvinde helt.. Tilbage var der intet andet end tomhed..
Hendes sind, der havde været linket til hans, svævede tilbage til hende selv i den virkelige verden, uheldigvis betød det dog også han hun led under de fysiske og magiske anstrengelser hendes illussion havde bragt hende..

Hendes krop var lænet op imod træet stadig, hvor hun blev stående.. Hun vidste ikke med sikkerhed hvor lang tid det ville tage ham at komme til sig selv, men i det mindste vidste hun, at hun ikke stod over for en flere meter høj drage.. Ikke at hun ville have kræfter til at fortsætte kampen efterfølgende.. Der var en grund til, at Angelie sjældent brugte sine evner..

Hun ventede blot med lukkede øjne og spidsede ører.. På at høre om han ville nærme sig hendes gemme.

"Åh nej da..." lød hans stemme i hendes hoved, mens hendes drømmeverden begyndte at forsvinde omkring dem.
"Jeg ved skam godt at det her bare var... en behagelig... drøm..."

Det tog ham omtrent femten sekunder at komme sig denne gang, ganske enkelt fordi det ikke var ham selv der havde skabt drømmeverdenen.
Havde det været hans værk, ville han have været ukampdygtig i flere minutter... et let offer for hvem som helst.
Men virkeligheden denne gang var en anden... og han var snart på benene, igen i sin fysiske sortelverform.
Han sukkede ved tanken om luften under sine vinger... og så, med et smil, lod han magien strømme igennem sig - og han fornemmede hendes nøjagtige position. Endnu en evne han kunne takke Zane for.

Da han var fuldt ud klar over hendes skarpe elversanser, undlod han at gå derover... i stedet forsvandt han lydløst i skyggerne, for så at dukke op lige foran hende med et koldt smil.
"Jeg agter stadig at gøre hvad jeg sagde... men som tak for den lille drømmetur, vil jeg undlade at dræbe dig." sagde han, iskoldt.

Hun burde have vidst bedre.. Selvfølgelig ville han ikke trampe over jordenimod hende. Hun ville høre det allerede inden han begyndte at bevæge sig, og hun vidste tilmed hvilke kræfter han besad i den fysiske verden.

Hendes blik åbnede sig dovent, da hun hørte stemmen direkte foran hende, som han var trådt ud af skyggerne.
"Både du og jeg ved det ingen nytte vil gøre.. Du vil blot pine en del af dig selv ved det" hviskede hun ud igennem smalle læber, mens hun blot stod stille og nød barken imod hendes koldsverige ryg igennem det tynde lag stof. "Det er muligt at du er sadistisk.. Men du kan ikke have undgået at tage en form for følelse med.."

Hun rystede lidt på hovedet, inden hun skubede til hans figur, for at kunne have plads nok til at lade sig glide ned langs stammen, og sætte sig til rette på jorden.. Hun vidste hun ikke ville have kræfter til at kæmpe nu, han vidste det.. Hun måtte derfor bruge andre.. metoder imellemtiden..
"Ingen.. er fuldbyrdet ond.. eller god.. end ikke du" .. Ordene var knap højere end en tanke, men han ville kunne høre dem, som hun lod hovedet falde tilbage imod stammen, lod øjnene glide i.. Hun ventede..

Han betragtede hende køligt mens hun sad der og talte... og hendes ord tændte vreden dybt i ham. Han fnøs og satte sig på hug foran hende.
"For det første... jeg ville nyde at gøre dig ondt. Ganske enkelt fordi du er smuk. Men også fordi du er den du er... Zane og hans folk gjorde noget utilgiveligt, og jeg agter at tage hævn... og min første hævn vil være at efterlade sig ved Abbadons porte, i samme tilstand som visse af mine andre ofre - men dog i live." sagde han, og hans stemme var så fuld af had at det næsten kunne smages i luften.

"For det andet... min slags føler ikke som jeres. Hos os eksisterer der ikke sådan noget som kærlighed og barmhjertighed... kun styrke og viden og magten til at gøre hvad der er nødvendigt. De følelser jeg har fået af at fusionere med en dødelig sjæl er... en sygdom for mig!"

For hvert ord, der langsomt kom over hans læber, blev hendes smil bredere, indtil det til sidst ikke kunne nå længere ud i siderne. Hendes øjne slog op, som han tog plads foran hende. Hendes vejrtrækning stilnede en smule, nu hvor hun ikke var tvunget til fysiske bevægelser, men blot at lytte.

Hun kendte til følelsen af at gøre andre ondt.. Hun nød det selv, men alt havde en grænse.. Som han snakkede om viden og magt måtte hun ryste let på hovedet. "For så.. gammelt et væsen, er du virkelig blind" mumlede hun og himlede halvt med øjnene, inden hun tog en dyb vejrtrækning, og lod hendes blik synke direkte ind i hans. "Dit såkaldte hævntogt.. vil ikke have den virkning du ønsker.." Sandheden skar igennem hvert eneste ord som hun udtalte dem, inden hun trakt kort på skuldrene...

"Du kalder det en sygdom.. Ikke desto mindre er de en del af dig.. for nu" bemærkede hun imens smilet trådte i sig selv, og lod hendes ansigt slappe af, stadig ventende.. Hun ventede på hans tålmodighed var opbrugt.. Eller måske var der nysgerrighed.. Hun var ligeglad.. Jo længere tid de brugte på at småsludre om disse ting, des mere tid havde hun til at slappe af efter hendes magiske brug.. Det tog hende normalt op til tyve minutter at komme helt til kræfter igen, og denne gang ville ikke være anderledes..

Hendes ord fik ham til igen at smile koldt. Hans blik var ondere end før... og det var tydeligere end nogensinde at han nærede et gigantisk, kulsort had til D'tarion klanen.
"Åh jo, min hævn vil have den helt rigtige effekt... ser du, Angelie..."
Han lænede sig helt ind over hende, og hviskede mens hans røde øjne lyste svagt i mørket:
"Jeg agter at dræbe hver eneste mand og hver eneste kvinde i jeres lille klan... og når jeg har gjort det, vil jeg trække mig tilbage og vente, indtil D'tarion's børn er blevet voksne og har familier som de elsker... og så vil jeg slå til endnu en gang... en æra af smerte vil begynde, og den slutter først når jeg vælger det."

"Og følelser? Måske lærer jeg at leve med dem... kontrollere dem.. hvis ikke, må jeg jo skille mig af med dem."

Der var det igen.. Han blev ved med hans enetale, om at rense verdenen for denne klan.. Denne gang afbrød hun ham midt i den. "eks" tilføjede hun for at rette på ham. Skulle hun ligge sine sensitive ører til dette, kunne han i det mindste få sine informationer på plads inden.
Som han var tættere på hende, stirrede hun ind i de halvt glædende øjne, der bar et indebrændt raseri med sig.

Hendes albue hvilede imod det ene bøje knæ, hvorefter hun kedsommeligt lod sit hoved hvile i håndfladen, som han talte færdigt. "Alt jeg høre er blabla.. Dine oplysninger er forældede, og den hævn du søger, er ikke noget du kan fremtvinge ved at bruge mig"

Hun kunne ikke holde en latter tilbage ved hans kommentar om følelser. "Åh hvis du lærer hvordan, vil du i sandhed være den mægtigste på vor jord.." Sarkasmen i hendes stemme var nem at spotte, som hun blev siddende og trodsigt stirrede tilbage imod ham.
Ikke desto mindre var han stadig fanget i skinnet af en anden på nuværende tidspunkt, og slave af disse, hvilket hun havde planer om at udnytte til hendes egen fordel..

"I stedet burde du fortælle om hvorfor du hader denne.. klan så inderligt" bemærkede hun, uden at vise synderlig interesse i svaret, selvom det interesserede hende en hel del. Hun ville gerne vide hvad denne havde gjort imod hans væsen, for at fortjene en sådan straf.

"Eks-klan...? Hah... er du virkelig så overfladisk at du tillader dig selv at hade ham for noget han var ude af stand til at stoppe? Fantastisk!" han lo højt og spottende.
"I så fald vil hans smerte bare blive værre... indtil den dag jeg selv myrder ham for øjnene af hans elskede folk."

Han smilede ondt til hende endnu en gang, og valgte at svare kort på hendes spørgsmål:
"D'tarion klanen var i sin tid dragebetvingere... det er derfor deres banner er en drage. Det var deres forfædre som fangede mig og bandt min sjæl til den forbandede amulet. Derfor skal de alle dø."

"Og måske har du ret... måske er det umuligt at fjerne eller betvinge følelser... men så er det jo godt at jeg mest af alt føler det som de fleste vil kalde for... sadistisk, ondskabsfuld glæde." Hans øjne afslørede at han havde lyst til at gøre hende fortræd... men alligevel havde han intet gjort.

Endnu...

Hendes øjne klemte sig sammen, som små smalle sprækker da han talte til hende.. "Jeg.. hader.. ham.. ikke!!" På intet tidspunkt i deres samtale havde hun sagt at hun hadede ham, eller andet negativt.. Hun havde påpeget at hun ikke længere var medlem af klanen, hvilket var en ganske nylig event. "Du.. sidder der og prøver at belære mig om overfladiskhed?" Kommentaren tvang hendes hoved til at ryste sig, inden hun kiggede væk fra ham. Hun var sikker på end ikke forstod begrebet dette indebar, når han valgte at bruge ordet i så skødesløs en vending.

Oh.. Det burde hun nok have vidst.. Hun burde nok have læst den bog alligevel, som hun for længe siden havde fået besked på ikke at give sig i kast med, da den bog havde indeholdt den mørkere fortid, hvilket nok var her hans del ville træffe ind. "Du er mere dødelig end du tror" fnøs hun af ham i et hånligt tonefald, som han talte.. Hun hørte andre ting en ren dyrisk sadisme bag disse sætninger..

For første gang viste hun interesse i samtalen, da han talte.. Hovedet gled let på skrå, inden et skjult smil gemte sig i hendes mundvige.. Hvor hun savnede de dage allerede.. Hun havde været foruden i en årrække og ville være foruden dette for nu..
"Åh selv du.. vil en dag finde den ene person, der vil kunne svække dig.. Hvis ikke du allerede har.." ordene flød søgende fra hende, mens hendes blå øjne holdt skarpt øje med ændringer..
"Du.. lever i en verden af at bære nag.. tusinder af år er der gået, og alligevel pylrer du over at have været et bevinget husdyr.. engang"

"Hvis ikke du hader ham, hvorfor har du så forladt hans klan?" spurgte han med næsten oprigtig nysgerrighed.
Hendes næste sætninger fik ham til at klappe i, og hans blik blev hårdt og farligt.
En sitrende vrede blussede op i ham, og da hun havde sagt det sidste ord, rakte han ud efter hende med venstre hånd.

Hvis han fik fat i hende, ville han gribe hende om halsen og tvinge hende op at stå, endda løfte hende nogle centimeter over jorden, med ryggen imod træet.
Hans røde øjne glødede uhyggeligt, og et vanvittigt raseri var tydeligt at se i dem.
"Ingen vil nogensinde blive min svaghed... ingen!"

Han knyttede højre hånd og holdt næven op foran hende.
"Og at kalde mig et husdyr kan godt have kostet dig livet..."

Hun affejede hans spørgsmål med et bevægende, viftende håndled over hans spørgsmål. "Jeg ser ike hvorfor det skulle have interesse for dig" bed kun kortfattet, tydeligt ikke interesseret i at snakke om netop dette emne. Det ville kunne let ses at emnet påvirkede hende, og Angelie havde brug for et øjeblik til at få styr på sine følelser, inden han fortsatte.

Som hun mærkede hans fingre stramme om hendes hals region, inden hun mærkede barken kradsede imod hendes ryg, som hun blev halet på benene, for til sidst at have luft under fødderne.
Hendes hænder lagde sig om hans underarm, for at lette presset fra hendes hals, og tvang hende til at bruge yderligere kræfter på dette.
Det virkede til, at hun havde ramt et ømt punkt, og smilet på hendes læber bredte sig ud, som hun gengældte hans blik.
"Mennekselig natur.. Der er vist allerede.. en" hendes stemme var utydelig og hakkende fra presset, som tvang hende til at hive efter vejret.

Hendes blik gled kort over imod den knyttende næve foran hendes ansigt.. Hvis hun havde haft luften til det, ville hun have besvaret ham. Hendes muskler spændte sig automatisk, velvidende at denne person om et ganske kort øjeblik ville slå næven imod hendes krop.

Hendes påstand om at der allerede var en, var som at hælde benzin på et bål... raseriet blev endnu mere udtalt i hans øjne, og da hun så oven i købet smilede på trods af sin situation, slog det klik for ham.
Han knyttede næven så hårdt at hans knoer blev en anelse lyse, og så hamrede han næven ind i maven på hende.
Selvom hun spændte, ville et sådant slag nok bryde igennem, og gå dybt ind...

Han smilede ondt og hvæsede:
"Vidste du overhovedet at det her er en af de ting som han bedst kunne lide? Hvor godt tror du mon du kendte ham?"

Han trak næven tilbage, og slog hende igen. Samme sted, samme kraft.
Han havde i sinde at knække hende... og det på modbydelig manér, ved at gøre det på samme måde som den onde Zane ville have gjort det.

Hendes perlerække af hvide tænder lyste op som smilet trak læberne tilbage og tillod ham at kunne se dem. Åh hun havde med sikekrhed ramt et ømt punkt med denne kommentar.

Hun mærkede det allerede inden slaget kolliderede med den bedækkede mave.. De bølgende bevægelser i skinnet fortalte præcis hvor dybt slaget var gået, og en hul 'urgh' lyd blev pustet ud, som luften tvang sig igennem hendes hals og ud af hendes læber.

Hvad troede han, at han var.. Selvfølgelig vidste hun det! Det var præcis sådan deres første.. Hendes tanker blev afbrudt, da endnu et slag ramte hende, og Angelies vejrtrækning blev hul endnu engang. Selvom hendes muskler havde været spændt, var hun klar over det ikke havde været nok til at aftage meget af slaget.. Hendes øjne sortnede et ganske kort øjeblik, inden det slørede blik genfandt hans, som hun nikkede diskret til hans sætning.

Der var alligevel noget trykt og genkendeligt i slagene.. Noget hun havde manglet længe.. Hun tillod sig et kort øjeblik at nyde smerten, som han påførte hende, præcis som førhen, inden den gamle Zane ville have kærtegnet området efterfølgende.. Hun regnede dog ikke med at det viulle ske i dette tilfælde.

Hendes ben trak sig op under hende, som hun fastholdt sit greb om hans arm, inden hun i et spark, trakte begge fødder med retning direkte imod hans solar plexus.

Han nød slagende, næsten på samme måde som Zane engang havde gjort - men med Angelie var der dog den udtalte forskel, at Zane havde elsket hende, og han havde aldrig kun været brutal og sadistisk imod hende... det var denne mand.
Ingen kærtegn... kun hans næve dybt i hendes sårbare mave.

Det var lykkedes ham at tørre smilet af hendes kønne ansigt... og han var sikker på at han kunne knække hende med et par slag mere, så han trak næven tilbage igen...

- og så sparkede hun ham. Hårdt nok til at han slap hende og vaklede et par skridt bagud, mens han tog sig til solar plexus.
Satans til svage punkter disse menneskelige kroppe havde! Han forbandede det...
Han så på hende med raseriet tilbage i de røde øjne, og så trak han en kniv...

Hun mærkede hvordan fødderne kolliderede imod hans bryst t kort øjeblik inden grebet slap hende. Grundet hendes bøjede position for at kunne sparke ham, faldt Angelie derfor til jorden, og landede på siden, med hænderne imod græsset.

Hendes lunger fyldtes med langsomme dybe vejrtrækninger, mens ilten flød rundt i hendes årer, for at gøre op for den mangel hun havde været frataget under grebet.
Fra hendes mund, spyttede hun en rødlig væske ud i jorden.. Slagene havde gjort skade i hendes indre, indtet alvorligt men nok til at en anelse blod var blandet med spyttet..

Langsomt, kom hun på benene, i krogede, hakkende bevægelser, inden hun rettede sig op, og vendte blikket imod ham, inden hun lod oversiden af hånden, tværer over hendes mundvige, for at fjerne resterne.. Hun blev stadig fascineret over fornemmelsen af blod i kroppen til tider.. Som tidligere udød vidste hun hvilken fornemmelse det var at være foruden.

Hendes blik fangede genskæret fra kniven, som denne person havde tremtrukket. Hendes øjenbryn hævede sig dovent af ham, inden hun lod en hånd glide over maven.. Denne lyste langsomt op, så de interne skader ville blive healet af hendes sparsomme kræfter.. Hun brugte ikke nok til at heale mærkerne.. blot nok til at hun ikke villle ende med at drukne i hendes eget blod.
"Og hvad vil du med den.. Skære mig til sushi" hvæste hun ud imod ham, inden hun rettede sig helt op og blinkede et par enkelte gange, uden at gøre et træk imod ham..

Han genvandt pusten, og rettede sig op. Hvor han dog hadede at den menneskelige krop havde så mange yderst svage punkter... og hvor han dog hadede at han havde undervurderet hende.
Han vidste jo godt at hun var dygtig... og at hun var snedig.

Han fnøs og smilede kort ved hendes spørgsmål.
"Jeg overvejer om jeg skal sprætte dig op og sende dig til Zane som en udfordring..." svarede han og drejede roligt kniven i sin hånd.

"Så vattet som han er, tvivler jeg på at et svagt, rødt mærke på din mave vil være nok til at gøre ham så vred at han vil forsøge at slå mig ihjel... så vi gør det lidt bedre, skal vi ikke?"

Nu begyndte han igen.. Havde han ikke hørt efter allerede første og anden gang hun fortalte ham, at Zane var mildest talt ikke interesseret i hvad han gjorde ved hende.. Efter hvad hun havde set tidligere, var han en helt anden person.. En ussel skygge af sig selv, som han engang havde været..

Hendes hånd faldt ned langs hendes side inden hun opgivende rystede på hovedet af ham og hans ukreative fantasier. "Det vil ikke virke, om du så skabte afrevne lemmer efter hans ansigt" hviskede hun langsomt, og vendte kort blikket væk fra ham, for at kigge ned i jorden.

Her var de enige om noget.. Svag var han blevet.. Mærket var ikke det eneste der før havde kærtegnet hendes hud. Angelies krop var dækket med forskellige ar fra tidligere kampe og udfordringer, vundne som tabte.. Et mærke fra eller til gjorde ikke den store forskel.

Men det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig at tage hendes ord for det.. Som hun skjulte det sårede blik væk, og erstattede det med et hult, der vendte sig imod ham atter engang, slog hun ud med armene.. "Jamen.. så gør det.. Og se hvor langt det bringer dig.." skreg hun ad den mand, der lignede ham, men ikke var ham..

Han knugede hårdt om kniven i et par sekunder, mens han betragtede hende.
Et eller andet sted var der noget om hendes ord... og selv om han havde lyst til at gøre det af med hende, var der ikke meget formål i det - ikke endnu ihvertfald.
Men måske... ville det en dag lykkes hende at få Zane's kærlighed tilbage, hvis den da ikke allerede var der - og så ville han slå til imod hende.

"Nuvel..." sagde han roligt, mens raseriet langsomt forsvandt fra hans øjne.
"Zane er et skvat... og lige nu er du alt for ubetydelig for ham."

Han smilede ondt til hende. Det var tydeligt at han ikke kunne påføre hende en smerte værre end den hun allerede følte...
Så han vendte sig om, og begyndte med rolige skridt at gå væk fra hende.

hun var beredt til at han ville gøre hende til at levende skærebræt, så det næste der skete var helt ufattelig og imod alt hvad hun havde forventet. Han.. gav op?

Hendes øjne blinkede flere gange som hendes arme faldt ned langs hendes sider..
Hun sagde ikke et ord som han vendte rundt, for at gå væk, men sank i stedet tilbage i hendes siddende stilling med ryggen imod træets faste stamme.