er var det dit bytte, ups (Sansiss)

tid: omkring midnat
sted: nogle gyder
omgivelser: det flyder med affald i gyden, og det eneste lys er en lygtepæl (den eneste lygtepæl som virker)
påklædning: en stram, kort, sort kjole, som ser ud som om at den koster mere end de fleste her tjener på et år, smarte støvler (med en kort hæl) og hendes hår er sat op i en stram hestehale.

Cathrine havde hørt at en om en seriemorder som brugte skyggemagi og havde sat meget ind på at finde ham, men han var dygtig, der var ikke mange spor at lede efter, men som de fleste seriemordere havde han et mønstre, og ud fra disse mønstre gættede Cathrine at denne mand hun holdt i sine arme ville være det næste offer og at mordet skulle ske i nat, så nu var det bare at vendte på denne morder.

hun stod op af den eneste lygtepæl som virkede (hun ville ses) med en død mand i sin favn, da hun havde drukket alt hans blod, smed hun ham symbolsk på jorden, en lille dråbe blod flød fra hendes mundvige

Natten var sort som bare fanden denne gang... selv stjernerne og månen hade gemt sig bag et tykt tæppe af grå skyer, som om de havde opgivet at kaste deres lys ud over Di Morga.
Han var ligeglad... mørke rørte ham ikke det mindste, for han så lige så godt om natten som han gjorde om dagen.

At være sortelver var nu ikke altid så upraktisk...

Klædt i en lang, mørk frakke, et par grå bukser samt tunge læderstøvler, strøg han roligt ned gennem Terre's mange gader, og det varede ikke længe før han fik øje på den unge kvinde, som stod ved en beskidt gydes eneste fungerende gadelampe...

Han smilede, og begyndte roligt at gå ned imod hende.
Da han kom tættere på, lod han blikket glide hen over den døde man, og derefter op på kvinden under lampen.
"Jamen dog... hvad har vi her?"

da hun så sortelveren sagde hun ''er det dit bytte, ubs'' hun lavede en kniv af mørke og kastede den op og knuste lampen ''så har vi ikke brug for lys''
hun havde et smil på hendes læber, hun lod ham tydeligt se hendes tænder og lod bloddråben blive, der var en god grund til at dette look var en klassiker det er awesome

''du var ikke en let person at finde hr. sortelver, mit navn er Lady La'Cain og jeg har hørt at du også er en skyggemaner, er rygtet sandt'' sagde hun med et smil, men trods smilet var hun klar på et angreb, hun lavede et par sabler af mørke så hun kunne kæmpe hvis han angreb.

Hun begyndte at gå frem mod ham ''og jeg vil gerne vide hvor du har din viden fra'' sagde hun

Han stoppede op da hun begyndte at tale, og efter de første par ord, smilede han skævt og lagde armene over kors.
Han lod hende tale ud, og kastede et enkelt, næsten dovent blik på hendes sabler, før han selv sagde noget:

"For det første... så har du vist ikke læst grundigt op på mig. Mænd er ikke lige min kop te. Det overlader jeg til kvindelige vampyrer som dig."
Hans stemme var rolig, legende... som om han var en stor kat, og hun var musen.

Han smilede igen,
"Jeg er skyggemaner... men hvor jeg har mine evner fra, er ikke noget der kommer et potentielt bytte ved."

hun fortsatte med at smile ''glemmer du ikke dine manerer, da jeg var ung plejede man at give folk man har tænkt sig at dræbe sit navn, ungdommen nu til dages'' sagde hun mens hun rystede på hovedet

hun øgede pludselig sin fartsamtidig med at hun huggede ud efter hans højre ben med hendes venstre sabel, men dette er kun an finte da hun samtidig stikker mod hans skulder med sin højre sabel

mens hun angreb sagde hun ''lad mig gætte du vil ikke sige noget fordi du er en amatør, som ikke kan andet ind at leje med skygger, lille fisk''

Hendes ord fik ham til at smile bredt, og han var så tæt på at le højlydt... men hendes angreb fik ham til at fokusere.
Han undveg finten, og nåede lige akurat at dreje kroppen til højre så han undgik at hendes anden sabel skar sig igennem hans skulder.

"Åh, jamen du misforstår en ting eller to her..." sagde han og kastede et halvt vurderende blik på hende, for han pludselig forsvandt i skyggerne, som om han teleporterede.
Han dukkede op lige bag hende, og gav hende et let klap på siden, mens han sagde: "Jeg er langt ældre end dig, barn... og jeg tror nok at fisk holder til i vandet."

hun lod sine sabler falde og sparkede bag ud, hun vidste at hvis hun ramte med hælen ville det være som et spyd, disse var lige så farlige som handes sværd ''men du liner en fisk, en fisk der ikke har opdaget at den svømmer med en haj''
knap havde sværdene ramt jorden før et par økser var i hendes hænder, mens hun sprang væk fra ham og kastede dem efter hans ben
mens hun angreb snakkede hun venligt ''lad mig høre om dit første drab, min var min ægtemand, jeg dræbte ham på vores bryllupsnat''

Han lænede sig bagud som kun en elver kunne gøre det: smidigt nok til at hans lange, hvide hår lige rørte jorden, så han undgik den sylespidse hæl, som uden tvivl ville have gjort stor skade hvis den havde ramt.
Han nåede lige at se hende danne økserne, og satte af fra jorden i et sidelæns spin så han fløj lige forbi dem. Han landede på alle fire og var lynhurtigt på benene igen. Ganske god motion!

"Aha! Interessant... min første var en ung pige på... hmm. sytten-atten år... rent tilfældig. Jeg legede lidt med hende... og så stak jeg hende i maven med en kniv, fire eller fem gange." han smilede ved mindet...
Han holdt øje med hende... men han angreb ikke. Ikke endnu.