I'm sorry - Sansiss-

Yurie havde boet ved Caleb i noget tid nu, hendes døde liv var endelig ved at falde lidt på plads, de havde hygget utrolig meget og fået det til at fungere lidt. Dog havde Caleb været nød til at være vågen i mange dage og hun havde bedt ham om at sove denne dag, så kunne hun også selv få lidt alene tid og tjekke byen ud.

Så nu sad hun her i parken, i skyggen af et træ. Hun havde sit gamle tøj på, en lyseblå kimono, med en grøn Obi, nogle varme sokker og sandaler som passer til. Plus en lang cardigan udenpå, af samme stof som hendes kimono.

Hun havde også et varmt tørklæde, som hun havde fået for lang tid siden i et hvidt stykke stof. Hendes hår var sat op i en knold, med et smukt smykke i, som var en pind med nogle guld blomster som hang ned fra den.

Da hun gerne ville tegne lidt, havde hun taget en taske med, hvor hun havde en blok i, en blyant, viskelæder, noget at spise og en flaske vand, samt nøgler til Caleb’s lejlighed og hendes pung.

Hun havde sat sig godt tilrette på bænken, hevet blokken op på hendes skød og nu sad hun og tegnede parken, som lå flot ude foran hende.

Så mange møder... næsten for mange - men ni ud af ti af dem betalte sig fyrsteligt.
Hans nye plan for fremtiden, ja for selve Di Morga, ville blive udført til perfektion - og hans nye udseende og evner havde hjulpet ham godt på vej.

Han var på vej til det næste, da han pludselig mærkede hvordan en usynlig klump af det tungeste bly dannedes i hans brystkasse... han stoppede op og lagde en hånd mod brystet...

Det var linket... forbindelsen... det var båndet.
Han lod fornemmelsen guide sig, og kort tid efter, stod han ved indgangen til byens park.

Han lod blikket glide hen over parken, og så hende næsten øjeblikkeligt.
Blyklumpen føltes endnu tungere end før, nu hvor han så hende, lige der... glad og tilfreds.

Zuresh stod der bare i et par sekunder, mens han forsøgte at få styr på sig selv... og så gik han med rolige skridt ind i parken, over imod hende.
Han tvivlede på at hun ville kunne genkende ham nu... for han lignede et velklædt menneske iført et stilet jakkesæt, hvor jakken var en anelse længere end normalt, og så havde han jo klappen for øjet... det veltrimmede skæg og det godt satte hår gjorde også sit til at han ikke længere på nogen måde lignede hans gamle jeg.

Han stoppede op et par meter foran hende, og lagde så den ene hånd i bukselommen, mens han med sit ene, mørke øje betragtede hende med en blanding af kølighed, mørk vrede... og begær.

"Goddag... Yurie." sagde han med sin nye, hæse og magtfulde stemme.

Hun sad og tegnede i hendes blok, hvor der i forvejen var en masse tegninger som hun havde lavet, de sidste par dage.

Dog var der en form for skygge omkring hende, hun var lykkelig ja, men der manglede noget. Hun kunne stadig mærke den frygtelige form for vrede inde i hende. Hun var forandret ja, det havde taget meget på hende at blive sådan her, dø og skulle forlade hendes gamle liv.

Da en dyb og mørk stemme afbrød hende i hendes egen lille bubbel af tryghed, tabte hun sin blok og den faldt på jorden hvor de mange stykker af papir blev grebet af vinden og trukket med sig.

Det var tegninger af blomster, hendes kirsebærtræ og en par stykker af både Zuresh og Caleb, men faktisk flest af Zuresh, hvor han var glad. Hendes tegninger var en form for dagbog. Hun tegnede det som trykkede mest, det hun tænkte mest på.

”Ugh.. Øhm.. Hej.. Undskyld!” Mumlede hun i panik imens hun løb rundt og prøvede at gribe de mange stykker papir og hendes blok.

Da hun tabte papirerne og blokken, og det helefløj rundt i den tyvagtig vind, hævede han en hånd ganske roligt.
Imens hun febrilsk prøvede at få fat i de flygtende papirer, skiftede de nu alle sammen retning, og både blok og papirer fløj op i hans hånd, hvor de lagde sig i en pæn bunke.

Zuresh sænkede blikket og frøs et øjeblik, da han så at den tegning der nu lå øverst, var af ham.
Han hævede den anden hånd, og fordelte så papirerne imellem sine hænder, mens han så på hverenkelt tegning.

Så mange af ham...
Hans hjerte sank i brystet på ham, og han mærkede hvordan det hele blev tungt...

Men så dukkede den første tegning af ham op. En ung vampyr, ganske flot og med skarpe træk...

Zuresh bed tænderne hårdt sammen. Så dette var altså hendes virkelige kærlighed...

"Jeg ser at du stadig ynder at tegne den du elsker... og tilsyneladende også dem som du engang elskede." sagde han hæst og holdt stakken med Zuresh-tegninger op så hun kunne se dem.

"Eller skulle jeg sige... den som du påstod at elske." tilføjede han, og lod langsomt hans ene tilbageværende øje forandres til det grønne, reptil-agtige, for et kort sekund...

Yurie frøs og kiggede op på ham da alle hendes tegninger endte i hans hånd. Hun kiggede op på den fremmede mand og hørte hans ord.

Hun gik nogle få skridt frem og så hvordan han holdte de mange tegninger på af Zuresh, hendes hjerte sank næsten og hun hørte hans ord, så hans øje og mærkede hvordan alt i hendes krop skreg op.

”Z-Zuresh?..” Mere nåede hun ikke at sige, før hendes ansigt blev blegt, hendes øjne blev blanke og endnu et flash-back ramte hende, hun så det hele for sig, deres dage sammen, hvordan det hele ledte op det den frygtelige aften, smerten, det kølige blik, smerten, hans grin, smerten, hans råb og alt blev sort.

Hun faldt bagover, slap og hendes øjne stadig blanke og helt åbne.

Hendes reaktion var på sin vis overraskende... og så alligevel ikke. Hun havde måske troet at han ville glemme alt, og forsvinde fra hendes liv for altid...?

Da hun faldt bagover, lod han papirerne i sin venstre hånd flyve over i hans højre, og hævede så sin frie hånd mod hende.

Før hun ramte jorden, stoppede hun op i luften. Hun hang der i brøkdelen af et sekund, før hun ved hjælp af usynlige kræfter blev hevet over i hans favn, hvor han lagde sin stærke arm omkring hende.

"Nej..." hviskede han, mens hans ene øje stirrede på hende med et blik der var umuligt at tyde...

"Du får ikke lov at flygte ind i bevidstløshedens verden."

Han førte ansigtet tæt på hendes, og hun kunne mærke hvordan hun på mystisk vis blev tvunget tilbage til bevidstheden.

"Sig noget, Yurie... sig noget, eller jeg viser dig min smerte!" hviskede han hæst.

Yurie mærkede hvordan en hånd greb hende, hun blev omfavnet af en dejlig varme som på en måde virkede så velkendt, men også så fremmed.

Hun sejlede rundt i de mange minder om deres tid sammen, om tiden før det og hvordan hendes verden på under 3 måneder var blevet vendt op og ned på så kraftig en måde.

Dog åbnede hun kort hendes øjne og mærkede hvordan hun var tæt på at komme tilbage.

Men en sort skikkelse tornede sig over hende i hendes sind. Dette var forbandelsen som lå over hende. Hun blev hele tiden mindet om hvad der var sket, hendes underbevidsthed ville ikke give slip på den.

Hun græd og kæmpede imod favnen før en voldsom kræft i hendes hoved slog hende ud og hun stoppede alt.

Hendes krop blev slap og tårer trillede ned over hendes kinder imens den forpinte grimasse blev stoppet og hendes hoved faldt bagover sammen med resten af hendes nu næsten livløse krop.

Hans magi fejlede, og hun mistede bevidstheden... hendes sind var tydeligvis mere komplekst end de fleste andres.
Det burde have imponeret ham... men i hans nuværende sindstilstand, gjorde det ham bare vred.

Han skar tænder, og trak hendes nærmest livløse krop ind til sig, for så at forsvinde i skyggerne - en evne han havde beholdt selv efter dens originale krop var forsvundet.

-

Når Yurie vågnede, ville det første hun så, være det varme stengulv i den morbide kælder, som lå under Zuresh' stenhus i skoven.

Hun var fuldt påklædt, med undtagelse af cardiganen, som ikke var nogen steder at se.

Hun var også spændt fast til bordet... med håndleddene sat i læderremme over hendes hoved, og med anklerne spændt fast med samme type remme - og hvis hun prøvede at gå i sin spøgelsesform for at flygte, ville hun (Sikkert på panisk vis) opdage, at det kunne hun ikke. Det var som om noget blokerede for hendes evner.

Zuresh sad på trappen, krumrygget og med ansigtet begravet i hænderne.
Han sagde intet, men trak blot vejret tungt.

Efter utrolig mange timer, da klokken var omkring 5 og solen gik ned, lyste hendes krop op i et mørkt skær. Hendes tøj forsvandt og blev erstattet af den store, hvide kimono som lå åbent, det hvide lingeri undertøj dukkede frem og de 4 morbide stiksår sammen med nogle voldsomme blå mærker på hendes mave. Hendes hud blev meget mere lig bleg, hendes hår mere rodet og lå løst omkring hendes hoved.

Hun trak vejret langsomt og vågnede op da hendes forvandling stoppede og hun åbnede langsomt de helt sorte og livløse øjne.

”Ugh..” Stønnede hun svagt og hendes stemme var forandret til den mere lyse, men med et lavt ekko. Hele hendes krop var en smule gennemsigtig og alt ved hende så ikke særlig rart ud.

Hun bevægede hendes hænder lidt, fandt ud af at de var låst fast, hvilket normalt ikke var muligt. Hendes øjne sprang helt op og hun kiggede rundt om sig med et lille klynk.

Han hørte hende da hun kom til sig selv... og han fornemmede det i luften da hun blev forvandlet til det, som han havde gjort hende til.

Zuresh så langsomt op, og lod hænderne falde ned i skødet.
Han rettede sig op så han sad normalt, mens han med sit ene øje stirrede på den unge kvinde...

Han tog papirbunken som lå på trappetrinet ved siden af ham, og rejste sig op.
Med langsomme skridt gik han over til bordet, mens han så tegningerne igennem.

Han holdt en tegning af Caleb op så hun kunne se den.
"Han er nydelig... ved du godt, at jeg kan fornemme hans kolde, døde vampyr-arme omkring dig, når han holder dig tæt? Ved du, at jeg kan fornemme hans læber mod dine?"
hans hæse stemme var rolig, og hans mørke blik umuligt at læse.

Yurie kiggede op da Zuresh kom indenfor hendes syn, hun kiggede skræmt op på ham med hendes sorte øjne og hun bed sig lidt i underlæben, rimelig glad for at han ikke kunne røre hende i denne form.

”Nej.. Det vidste jeg ikke..” Hviskede hun lavt.

”Please.. Slip mig fri.. Jeg er virkelig bange..” Gispede hun og vred sig imens et panik anfald langsomt sneg sig ind på hende og hun vred sig og kæmpede for at komme fri.

Hun havde ikke opsuget ret meget energi og hernede var der ikke meget at suge til sig.
Hun sank lidt og kæmpede for at komme fri.

”Please.. Jeg vil gøre alt.. Jeg vil bare ikke have mere smerte..” Næsten hulkede hun imens hendes stemme rystede utrolig meget.

Han så hendes frygt, og hørte hendes ord... og den eneste effekt det havde på ham lige nu, var at han blev endnu mere vred.
"STILLE!!" brølede han og hamrede en næve i bordet så det skælvede og der kom et mærke i træet.

Han stirrede på hende, denne gang med raseri i blikket...

Det forsvandt dog hurtigt, og blev erstattet med noget der næsten kun kunne være en giftig form for sorg...

"Men det værste..." hviskede han, og hans stemme dirrede ganske, ganske let...
"Det værste... er den nydelse du føler, når han kysser dig... når han rører dig... og når han tager dig..."

Han lukkede øjet, tog en dyb indånding og rettede sig op.
"Du siger at du vil gøre hvad som helst..." sagde han så, og åbnede igen øjet for at se på hende.

"...så føl min smerte." sagde han og lagde tegningenaf Caleb på hendes bare mave. Af en eller anden grund gik den IKKE igennem, og hun kunne endda mærke hans hånd da han lagde tegningen.

"Fortæl ham at han skal tage ned til søen. I morgen, til midnat."
Zuresh' blik blev iskoldt.

Hun kiggede op på ham og peb højt da han bankede i bordet.

Yurie var helt stille da han begyndte at snakke, hun forstod virkelig intet. Et bånd? Hvornår var det kommet?!

Da hun hørte hans ordre, rystede hun hårdt på hovedet.

”Dette er imellem os to.. Han er ikke inde i det..” Hviskede hun hårdt og mærkede papiret på hendes mave, hvilket gjorde hende meget forvirret.
Hvorfor gik det ikke igennem?!

”Hvis du virkelig er sådan ude efter hævn.. så gør det ved mig, ikke noget med ham!” Sagde hun hårdt og kiggede op på ham imens stille tårer væltede ned over hendes kinder.

Hans blik blev endnu koldere end før, og et mørkt, mørkt had viste sig i hans øje...

"Så han betyder altså så meget for dig, at du vil tage al den smerte alene... du elsker ham højt nok til at du vil ofre dig selv for at redde hans liv..."
hans stemme var rolig - og det var hans sind underligt nok også.

Han kunne mærke hvordan en forfærdelig kulde greb om hans hjerte, og han vendte sig væk fra hende. I samme bevægelse tog han tegningen væk fra hende.

Zuresh gik hen til den ene væg og støttede sig op ad den med den ene arm, mens han strammede grebet om tegningen med den anden.
Papiret krøllede og gav sig under trykket, og han holdt så hårdt om det at hans knoer blev hvide.

Sådan blev han stående, med lukket øje, mens han lod fortvivlelsen strømme igennem sig...

Hun vendte hendes hoved væk og vred sig, mærkede hvordan de stramme reb om hendes hænder næsten flåede i hendes døde hud og hun stønnede svagt i smerte.
Yurie kæmpede for at komme fri, hun kunne ikke lide at ligge så forsvarsløs.

”Zuresh..” Hviskede hun lavt og kiggede over på ham.

”Jeg vidste intet om det bånd.. Og du var godt klar over at det var forbi imellem os da du satte den dolk i brystet på mig.. Det burde være mig som var i gang med hævn imod dig..” Hviskede hun med en kold stemme.

”DU SLOG MIG IHJEL!!!” Skreg hun og hendes øjne blev helt sorte. Hadet bølgede igennem hendes krop og hun rystede svagt imens et mørkt lys dukkede op omkring hendes krop.

Energien blev samlet inde i hende og hun forsvandt fra bordet, hun fik bragt hendes krop ind i åndeverden og forsvandt ned igennem bordet og dukkede op igen over ved den modsatte væg af ham hvor hun stødte sig imod stenen og pustede tungt imens hun mærkede hvordan det sidste magi forsvandt fra hendes krop.

Hun måtte komme væk nu, men vrede var for voldsom i hendes krop.

”Jeg havde mistet Caleb før jeg mødte dig, han var taget afsted, jeg hørte intet fra ham i over en måned.. Jeg var ensom og du fandt mig derude i skoven. Jeg var utrolig forvirret over hvad de følelser jeg havde for dig betød. Jeg vidste ikke meget om kærlighed på det tidspunkt. Men det jeg havde for dig var mere end en ven. Det var så tæt på kærlighed som det kunne blive.. Men.. Da jeg var alene igen, efter vi skiltes, da jeg var et spøgelse.. Dukkede Caleb op igen og min kærlighed til ham kom tilbage.. Dog har jeg det virkelig svært nu.. jeg kan ikke være rigtigt sammen med ham…” Hviskede hun med en kold stemme og kiggede over på ham.

”Du tog alt fra mig.. Og så kommer du her tilbage igen.. Og du vil have hævn?!” Hendes stemme var så kold som det kunne blive og utrolig giftig.

Hun havde formået at bryde hans magi endnu en gang... imponerende. Hun var i sandhed noget særligt.

Zuresh stod helt stille mens hun talte. Han lyttede til hvert et ord, tog det til sig og nikkede til sidste ganske langsomt.

Så rettede han sig op og vendte front imod hende.
Han mødte hendes blik, og udfordringen i hans eget var klar.

"Jeg advarede dig. Jeg fortalte dig at jeg var farlig... at jeg havde lyst til at gøre dig ondt... og glem ikke at jeg endda reddede dit liv, da dæmonen havde flået dig op. Uden mig ville du være død alligevel... men jeg dræbte dæmonen og brugte mange kræfter på at helbrede dig. Ja, jeg tabte til den sortelviske forbandelse, som heldigvis er væk nu... ja, jeg myrdede dig... men nej. Det var ikke den Zuresh som du kendte. Det var hans andet jeg... ham, som kun er kendt som 'Sansiss'..."

Han gik over imod hende og stoppede op ved bordet, hvor han lagde begge hænder imod det hårde træ, mens han fortsat stirrede udfordrende på hende.

"Jeg begræder det jeg har gjort... men sket er sket, og jeg kan ikke tage din smerte tilbage. Men... den smerte som du har påtvunget mig, derimod..."
hans stemme var rolig, men kølig. Fattet.

"Som jeg fortalte dig, burde det være umuligt for min slags at forelske sig... men du brød det. Du, med din personlighed, brød millioner af års naturlov, og jeg faldt for dig. Det skabte et meget specielt, magisk bånd imellem os... det gjorde mig i stand til at føle som et menneske gør det... og det kostede mig dyrere end du kan forestille dig. Jeg mistede besindelsen, kontrollen... jeg mistede min krop og måtte ofre en del af min sjæl for at skabe en ny... du, med dine menneskelige forvirringer over hvorvidt du elskede mig, eller en skide vampyr, sendte mig til helvede og tilbage igen... og nu siger du at du ikke engang kan være rigtigt sammen med ham!"

Hun stirrede på ham imens hele hendes krop rystede fordi hun havde brugt den sidste omgang magi hun havde i sig for at komme fri. Det gjorde ondt i hendes krop, hun havde ikke opslugt noget energi denne aften og nu flimrede hele hendes ydre, både på grund af vrede i hende opslugte mere af det energi hun ikke havde.

Yurie vaklede hen til bordet hvor hun næsten væltede på vejen, men hun stødte sig op af det, imens hun stirrede på ham.

”Jeg kendte INTET til det bånd.. Jeg aner ikke hvad jeg kan gøre for at hjælpe dig videre..” Hviskede hun.

Et lille smertefuldt støn kom fra hende da det krampede lidt i hendes mave, dog holdte hun sig oppe og hun flimrede lidt mere, som et billede på et fjernsyn som var ved at miste forbindelsen.

”Men det jeg følte for dig var ægte.. Du nævnte aldrig det bånd, ALDRIG! Det var først da jeg var DØD at du fortalte mig noget.. Jeg kan ikke gøre for, hvad jeg føler..” Hviskede hun lavt og hun rystede mere.

Hendes sind var ved at være ude af kontrol.

Dog kiggede hun op på ham igen.

”Det liv jeg har nu.. Det er noget du har givet mig..” Hviskede hun lavt.

”Og.. Og-..” Mere nåede hun ikke at sige før hun faldt ned på jorden og hev efter vejret imens hendes krop rystede voldsomt.

"Du kan intet gøre for at hjælpe mig videre... en gammel legende, som blev gjort forbudt og gemt væk i lange, lage tider, beretter om to af min slags, som dannede et bånd som det der nu er imellem os. Legenden fortalt at båndet var ubrydeligt... og da de begge var af min art, ville for evigt være bundet af deres bånd - deres påståede, umulige følelser."
Han talte roligt og fattet... han havde læst legenden for mange, mange år siden, men blot kastet den leende til side, og fortalt sig selv at det var det værste nonsens nogensinde... det var flere gange bevist umuligt.

Men nu... var han ikke længere så sikker.

Han åbnede munden for at sige mere, men da var det, at hun faldt om.
Uden at tænke over det, sprang han hen over bordet og landede ved siden af hende.
Han så ned på hende, og med den utrolige viden som en alder som hans gav, vidste han at hun manglede magisk energi...

Så han knælede ned ved hendes side, og lagde sin store, varme hånd over hendes... hun kunne mærke den fysisk, og hun kunne også mærke hvordan en kraftfuld, men samtidig mild og rolig, magisk energi langsomt blev overført til hende.

Han lukkede øjet og sukkede.
"Mit bånd til dig er allerede skabt... og det kan aldrig brydes. Du er menneskelig, og kan bryde båndet for dig selv, så du ikke længere føler hvad du gjorde før, for mig... men jeg..."
fortsatte han, og åbnede igen sit ene øje og kiggede på hende.

Denne gang var der intet andet end en rolig tristhed i hans blik, da han afsluttede sin sætning:
"...jeg... vil altid være dømt til at elske dig."

Yurie mærkede varmen og den fysiske berøring som hendes krop sukkede efter i denne form. Hun trak vejret langsomt og hun blev igen lidt mere tydelig og flimren var væk igen.

Et lille blidt smil som altid sad fast på hendes læber dukkede op, hun satte sig roligt op og kiggede på Zuresh.

”Måske.. Kan du bryde båndet..” Hviskede hun lavt. Al verden var væk og hun kiggede op på ham, imens hun blidt greb hans hænder.

”Jeg holder stadig af dig.. Mine følelser er bare anderledes, det som var du en utrolig tæt bror..” Hviskede hun blidt.

I hendes kultur, betød familien næsten alt, så det at hun følte at han var en bror for hende, var utrolig stort.

”Måske.. Hvis du finder en anden, en som også holder af dig.. Ikke det du er, men for hvem du er.. En som vil passe på dig i dine mest sårbare tidspunkter.. Der må være sådan en kvinde derude et sted..” Hviskede hun blidt og kiggede op på ham.

"Du forstår det ikke..." sagde han og trak hænderne til sig mens han rejste sig op.

"Menesker og menneskelignende væsener kan bryde båndet. For dem, er det blot følelser. Normalt. De kan finde en ny og forelske sig igen og igen. Det er muligt netop fordi båndet kun består af følelser. Men for min slags, som er af en helt anden støbning, både spirituelt og fysisk..."

Han lod resten af papirerne med de mange tegninger falde til jorden, og så ikke engang på hende...

"For os... er båndet dannet af meget stærk magi, og af sjælen. Det er umuligt nogensinde at bryde det. Nok kan jeg finde en anden og have det fint... nok kan jeg leve mit liv... men jeg vil altid være fordømt til at mangle den, som min sjæl er bundet til for evigt."

Og med de ord, gik han forbi hende, og begav sig hen imod trappen...

((TILFØJELSE))
Da Zuresh var nået halvvejs op ad trappen, stoppede han op, og så sig over skulderen.
Han betragtede hende et øjeblik, før han vendte sig om og gik målrettet ned ad trappen igen, og lige hen imod hende.

Da han nåede helt hen til hende, lagde han to fingre under hendes hage, og tvang hendes ansigt opad så deres blikke mødtes.
"Husk det, som jeg gør nu... og tag derefter ud og nyd din forbandede vampyr, mens han stadig gider dig. Og når han så pludselig forsvinder igen, eller finder en anden... så husk det her."
og så... lænede han sig ned og plantede et hedt, tæt kys på hendes kolde læber. Yurie kunne mærke hvordan livets varme et øjeblik bredte sig i hende, fra hans læber til hendes, og igennem hele hendes krop.

Og så forsvandt Zuresh i skyggen, midt i et kys som ikke blev afsluttet.
Da han var væk, hørte hun hans stemme som et ekko: "Husk det..."