Bytte, bytte købmand {Autumn}

Sted: Logement.
Vejr: Det er frostvejr, så det er ret koldt, men der er til gengæld ikke en vind, der rør sig.
Omgivelser: Der er ikke et øje at se, det eneste levende der er, er en kat.
Tid: Klokken er godt 4 om eftermiddagen.

Det var mærkeligt stille i Logements gader, der plejede ellers altid at være et eller andet slagsmål imellem et par fyre, som var kommet op at skændes over en bajer, men ikke i dag. Der lå et papirtyndt lag frost over jorden, på træer og buske og alt andet med en fast overflade. En sortklædt skikkelse kom gående ud gennem en åben dør i en grå betonblok, hvori der var lejligheder, slæbende på to store papkasser, som han havde lukket op og havde et godt tag i begge flapper. Med lidt besvær fik han dem hevet helt ud til fortovet, hvor han stoppede op og gav slip på dem. Der var allerede stillet et halv skævt træbord op derude sammen med en høj skammel, af samme slags træ, som han tidligere havde båret ud. Ryan rankede ryggen og åndede tungt ud, inden han straks gik i gang med at pakke kassernes indhold ud og stille det op på bordet, der til sidst blev så overfyldt, at han måtte stille de sidste få ting nede foran på fortovskanten. Efter noget der føltes som en uendelighed havde han endelig fået tømt begge papkasser, så der ikke var den mindste lille ting tilbage i dem, og han satte sig derefter op på træ-skamlen. Hans blik blev rettet ud mod den endnu øde vej og sukkede svagt, der var godt nok ikke særlig meget liv i dag, han skulle være rigtig heldig, hvis det lykkedes ham at få solgt noget. For det var det, han havde tænkt sig og grunden til, at han havde trukket alle tingene med udenfor. Der var både gamle cd'er, som han pænt havde stablet ovenpå hinanden i store stakke, underlige små nips-ting, bandplakater og hvad han ellers havde kunnet finde frem og som han ikke gad have liggende og flyde mere.
Hans kraftige, halvlange hår sad som det plejede, sat med den sædvanlige, billige voks og hans tøj var lige så sort, som det plejede at være. Det eneste der ikke var fuldstændig sort, var hans mørkerøde og sortternede snørebånd - og selv der var der noget sort på. Han så sig endnu en gang rundt, men der var intet sket, og han var stadigvæk mutters alene. Det lod til, at det her ville blive en meget lang og kedelig dag ...

Det var som ud af det blå at der nu endelig syntes at komme en til syne. En lille skikkelse. Og hvis man så godt nok efter ville man kunne se hvordan denne person nærmest hoppede af sted i en bestemt takt. Den takt musikken i hendes øre fortalte hende. Munter og let dansende. Og de dette frostvejr kunne man nemt forveksle dette med et drømme syn. Men jo tættere man kom så man at hun var virkelig nok. Den alt for store hvide skjorte stod åben og afslørede den sorte top inden under. Og som hendes lange mørkebrune hår flagrede den lystigt efter hende. Som en kappe af en slags? Ellers bestod hendes beklædning bare af et par normale mørkeblå shorts. Trods kulden så hun egentligt ikke ud til at fryse det mindste. Men s så hun heller ikke ud til at have det varmt. Vel bare mere tilpas i det.
Autumn lod endelig sit blik glide mere rundt i det område hun var kommet til. Af ren tilfældighed. Det virkede ikke som en by. Nok mere et kvarter for nattevæsner. Eller noget. Der var jo helt tomt. Lidt ubehageligt. Hun havde følelsen af at der hvert øjeblik bare kunne springe frem foran hende. Hun så lidt ned og studerede hendes egne fodaftryk der blev dannet i rimfrosten på jorden. Det havde nok været en god idé at have taget sko på. Det var ved at blive for koldt til dette her. Hun sukkede lavmælt og betragtede kort den lille tågede dis hendes varme ånde blev til. Fik hendes smil til at vokse bare en smule. Det sad der jo næsten altid på hendes læber. Det var nok omkring her at hun fik øje på noget der i hvert fald skilte sig ud. Hvad var det? En bod? Var der loppemarked? Nej det så kun ud til at være den ene stand. Hun bevægede sig roligt nærmere mens hun diskret fik slukket for sin gamle mp3-afspiller og taget sine eardrops ud. Snørede hurtigt ledningen omkring afspilleren inden hun så proppede den med i baglommen. Jo tættere hun kom, kom der flere og flere detaljer på denne person der stod og passede stedet. En dreng. Måske en ung mand? I hvert fald hankøn. Og det var vist tydeligt at han kedede sig mere en rigeligt. Nok det der fik hende til at sætte tempo ganske lidt op. Stoppede først op da hun var nogenlunde tæt på. Stod kort og lod sine smukke blå øjne studere på denne person og lignede lidt bare en undrende hundehvalp. Men der fik ikke længe inden at hendes ansigt lyste op i et muntert smil og hendes hoved blev lagt svagt på skrå. ”Hej.” lød hendes nærmest engleblide stemme mens hun løftede sin ene hånd op som en lille hilsen. ”Ehm..Er du ved at muge ud??” Hun var endnu lidt forvirret over hvad det helt konkret var han lavede. Men hun havde da en fornemmelse. Et tanke.

Ryans blik opfangede med det samme en silhuet af en ung kvinde, måske nærmere en pige, netop som hun drejede ind på dén gade, han boede og befandt sig på, og et smil spredte sig automatisk på hans læber ved synet af hende. Ved første øjekast ville han skyde hende til at være omtrent 16 år, men det var aldrig til at vide i den her by, hvor han for længst havde fundet ud af, at han bestemt ikke var den eneste, der var født med særlige evner; evner der langt overgik hvad noget som helst menneske nogensinde ville kunne forestille sig, så den fremmede pige, kunne meget vel være flere hundrede år ældre end ham. Det var mærkeligt at tænke på. Men på den anden side var der nok snart intet i denne by, der var normalt mere. Opslugt af sine egne tanker gloede han åndsfraværende ud i luften, sad blot uden at sige noget, med stenansigt, og fortrak ikke én eneste muskel i kroppen. Det var først, da hun var kommet helt hen til bordet og henvendte sig til til ham, at han vågnede op fra tankestrømmen, rystede svagt og kort på hovedet, og så først helt forvirret ud, som havde han været fanget i en eller anden form for trance og nu blev vakt til live, flere år efter. Hans blik blev atter rettet mod hende, som det før havde været, hvorefter han rynkede de mørke øjenbryn en anelse og tiltede hovedet til den ene side, og måtte endnu en gang ryste en enkelt gang på hovedet, før han kunne vende tilbage til den virkelige verden. "Hva'?" sagde han, temmelig uintelligent, selvom han egentlig godt havde hørt, hvad hun havde sagt. Ryan rettede ryggen, eftersom han var faldet en del sammen på stolen, og rømmede sig lavmælt, før han førte sin ene hånd, der havde en fingerløs vante på, om bag i nakken, hvor han kløede sig lidt, alt imens han distræt lod sit blik glide rundt på hende, skulle lige se hende an, nu hvor hun var kommet tæt på. "Øhm ... ja. Ja, det kan man vel godt sige," svarede han med et skævt, lidt genert smil og nikkede roligt med hovedet, lod derpå hånden falde ned i skødet, hvor den anden også lå. Hans blik skøjtede hurtigt henover de ting, han havde stillet frem, hvornæst det endte på hende igen, fikserede sine grå øjne på hendes næse, mund, alt andet på hendes ansigt udover øjnene. "Jeg har ikke fået sat pris på noget af det endnu, men ... du må da godt se alligevel?" Han smilede forsigtigt til hende og gned sine håndflader imod hinanden, så skiftevis fra hende til det rodede bord.

Autumn’s smil syntes med det samme at vokse. Bare en smule. Synet af denne lettere forvirrede dreng og hans tilbagevending til jorden morede hende. Det var utrolig sødt efter hendes hoved. Hendes hoved blev nu lagt mere til den anden side og hund drejede en lok af det lange hår mellem hendes fingre inden hun igen fik åbnet sin mund. ”Det går nok. En pris kan altid findes mellem to person. Og tusinde tak.” Et kort muntert blink blev sendt mod ham inden hun trådte lidt tættere på bordet. Hun følte sig lidt mindre end normalt mens at denne person sad på den høje stol. Men hun prøvede så vidt muligt at ignorere følelen. Hun fugtede sine læber med tungespidsen og slap så sit blik fra ham for at kunne se på hvad han kunne byde på. Hendes kinder var endnu røde af kulden og hun var begyndt at kun støtte på den ene bare fod på grund af det kolde underlag. Hun skulle seriøst få dannet en vane med at gå med sko igen. Dette gik ikke. Hun blev bare syg. Og hun hadede at være syg. Bare ligge i en seng og sove hele dagen væk. Uden at der var nogle til at underholde en.
Hun kiggede gennem de cd’er han havde fremme og hun så faktisk ud til at interessere sig. Eller hun så ud til at syntes dette var en smule spændende. Loppemarkeder eller noget lignende var ikke noget hun normalt kom forbi på sin gang. Hun kørte sin ene fod op af det andet ben. Nok for at diskret få varmen i dem igen. ”Det er en noget stille dag du har valgt.” lød det så pludselig fra hende og hun tillod sig at se op på drengen igen. Træk så en diskette til sig og holdt den oppe mens et spørgende blik stablede sig op. ”Hvor meget for den her?” Ja hun var faktisk en musikkender. Lavede ikke noget selv og kunne virkelig ikke spille på noget som helst. Havde nok sunget en smule i kor som lille men eller ikke. Hun var en lytter. Sådan havde hun det godt. Hun nød en lille brise der kom fløj omkring dem her i stilheden og valgte at lege med hendes hår. Det var virkelig dejligt at føle noget blødt stryge ens ansigt. Og hun var sikker på hun ikke var den eneste med den tanke. Autumn stod lidt bare og ventede tålmodigt på en reaktion og derefter gerne et svar. Hun havde masser af tid. Underligt nok.
Tanken om at denne person kunne være farlig nåede hende aldrig. Tanken om hvad han var, var ikke til stede. Og heller ikke hans alder. Det eneste der var der var tanken om hvilke andre mysterium’er der kunne ligge omkring ham. Og hvem han kunne være. Sjovt nok..

Ryan kneb læberne sammen, så hans mund blot bestod af en tynd linje, nikkede bare til det hun sagde og betragtede hende tavst og kastede ind imellem et blik ned på bordet, hvor han kort efter spottede hendes hånd, der havde søgt hen mod en CD. Det var nu dén, han fulgte med øjnene, da hun tog den op fra rodebunken. "Hvor meget? Hmm ..." Han så vurderede på den, med hovedet lagt lidt på skrå, og bed sig tænkende i underlæben, hvorpå han efter noget tid endte med at trække tungt på skuldrene. "Det er en gammel CD, bare tag den. Jeg skal ikke have noget for den," svarede han med et sagte smil og slog en smule forlegent blikket ned mod jorden, der var belagt med det fine, hvide lag frost. Hans øjne fikserede hurtigt på hendes, sko-løse, fødder, hvornæst han vendte det op mod hendes ansigt, med svagt rynkede øjenbryn og hostede diskret. "Øhm ... fryser du ikke?" spurgte han, meget forsigtigt, og satte håndfladerne mod stolens sæde, parat til at hoppe ned fra den. Det var først nu, han også lagde mærke til, at hun kun havde shorts på, og den skjorte hun havde trukket udover toppen, så heller ikke ud til at holde særlig godt på varmen. Selv han, en is dæmon, havde mere tøj på end hende. Det var godt nok ikke, fordi han frøs, men det undrede ham stadigvæk gevaldigt, at hun ikke havde en varmere beklædning på. Ryan rejste sig fra stolen og begravede straks hænderne dybt nede i de forreste lommer på hans sorte bukser, der blev holdt oppe med et bælte, hvorpå der var hæftet en masse sølv pyramide-nitter fast på. Sådan stod han i noget tid, prøvede at komme på et eller andet, han kunne sige, men det lod ikke rigtig til at lykkes for ham. Han skrabede den ene skosnude imod asfalten, og lod endnu fem minutter gå, før han åbnede munden halvt, for at sige noget: "Vil du ikke med indenfor? Jeg bor lige der," spurgte han med et dæmpet toneleje, tog en af hænderne op af lommen og pegede sig over skulderen med tommelfingeren, over imod bygningen bag sig, hvor han var kommet fra, da han havde slæbt alle tingene ud. "Det ser alligevel ikke ud til, at der kommer nogle forbi i dag, så vi kan lige så godt gå ind og ....." Han stoppede midt i sætningen og bed sig hårdt i underlæben, dog ikke hårdt nok til, at det blødte, drejede sit hoved til siden og således med hans blik, der fulgte med og blev rettet hen mod den tomme vej. "Altså ... det er selvfølgelig kun, hvis du vil, men jeg tænkte bare, at ..." Hans ene hånd blev anbragt omme bag i hans nakke, hvor han kortvarigt kløede sig og ellers bare lod den blive dér, inden han snakkede videre, "... det er bedre end at stå herude i kulden." Ryan blottede sine brede, hvide tænder i ansatsen til et smil, stak næstefter begge sine hænder ind i lommen på maven i hans sorte hættetrøje, der efterhånden godt kunne trænges til at blive skiftet ud med en ny, men det var hans absolutte yndlings trøje, så den røg ikke ud, før den var fuldstændig slidt op. Hans blik var atter rettet mod hende, og han afventede stille et svar fra hende, imens han igen var ved at bide sin læbe halvt til blods.

”Virkelig?” Autumn kunne ikke lade være med at gøre store øjne ved hans svar. Hun havde ikke forstillet sig at han bare ville give den væk. For hende var det jo en form for vintage. En cd man ikke mere kunne få i butikkerne men som folk stadig elskede. Hun følte sig vildt heldig. Atter lyste hendes kønne ansigt op i det glædelige smil og hun nærmest omfavnede cd’en ind til sig som var det en bamse eller lignende. ”Tusinde tak.” Hun var tydelig taknemmelig og kunne sagtens virke lidt som et lille barn der havde fået en slikkepind hos frisøren. Hun virkede i det hele taget lidt barnlig men det var stadig noget hun gjorde ubevist. Udstrålingen sagde endnu ung kvinde. Hun leve livet som var der ikke meget tid tilbage. Hver dag. Næsten. Hun vågnede op fra sine tanker og slog med det samme sit eget blik ned på sine fødder ved hans spørgsmål. Det var det hun troede der gav ham grunden til at spørge. Og ikke sammen med hendes lette påklædning. ”Ehm..” Hun tillod sig at tænke lidt inden hun svarede ham. ”Ja lidt. Men det er min egen skyld. Skulle have husket skoene inden jeg smuttede udenfor.” Hun så op og denne gang var hendes tur til at placere sin hånd mod sin nakke og så en smule flov ud. Man kunne ikke helt se den svage rødmen der kom frem med mindre man så godt efter på den rødlige glød der nu havde bevæget sig over hendes næseryg over. Hendes hånd faldt med det samme ned igen da han igen talte. Hans stemme var virkelig dejlig at høre på. Og den usikkerhed han havde, var virkelig sød. Men han virkede da til at prøve på at få kontakt. Og hun afviste den bestemt ikke. ”Selvfølgelig.” Igen kom dette dejlige muntre smil helt frem og fremviste hendes perfekte tandsæt. Var ikke overdreven hvidt men velplejet. Man kunne vel ane tændernes skarpe form. Men kunne forestille sig hvilket djævelsk gab hun havde. Hun holdt endnu cd’en ind til sig da hun så trådte lidt om på den anden side af bordet for at stille sig foran denne dreng. Sjovt nok højere end hende. Men hun følte sig ikke truet af det. ”Jeg vil med glæde tage imod sin invitation.” bekræftede hun ham så helt så han ikke kunne tro andet. Han virkede nervøs og hun ville gerne have han skulle have det godt. Så drejede hun lidt om og satte den ene fine fod foran den anden for at bevæge sig med det sted han havde peget mod. Tog sig ikke helt af at hun måske fik lidt foran ham i starten. Men efter 5-7 skridt stoppede hun igen og så sig over skulderen. ”Jeg er for resten Autumn.” præsenterede hun sig. For hende bestod det at man sagde sit navn til en fremmed var at man mere eller mindre stolede på personen. Sådan var det jo nok ved alle. Ikke? Det var lidt spændende hvordan han ville reagere på hendes navn. Nogle troede ikke på hende mens andre blev forundret over det. Men de fleste nok ikke tænke mere over det en hvis hun havde sagt Julie.

Ryan stoppede med at bide sig i læben, idet hun smuttede helt hen til ham, hvilket fik ham til at træde et lille skridt tilbage, så han stødte ind i stolen og nær havde faldet, men han formåede at blive stående, med begge fødder plantet solidt på fortovet, hvorefter han vendte den ene mundvig lidt opad, så et skævt smil voksede frem på hans læber. Pyha, hun ville heldigvis gerne med indenfor. Hans blik fulgte hende automatisk, da hun tog et par skridt hen mod bygningen, han boede i, og det var først, da hun stoppede op, at han også selv fik kridtet skotøjet. Med forsigtige skridt sjoskede han villigt efter hende og forsøgte forgæves at få tørret et lidt fjoget smil af. "Jeg kan godt lide dit navn," komplimenterede han hende, efter hun havde præsenteret sig og standsede på samme sted, som hende, så de nu stod lige ved siden af hinanden, hvorpå han vendte blikket fremad og nikkede en enkelt gang mod indgangen, begyndte næstefter at gå igen, med retning mod døren, med det mørkeblå, afskallede maling, og først da han var kommet indenfor, gik det op for ham, at han havde glemt at sige sit navn. "Jeg hedder Ryan," fortalte han, stille, og holdt inde med at gå, netop som han nåede hen til starten af en trappe og placerede sin ene hånd på gelænderet. Der var to trapper. En, der gik opad, og så en der førte ned til underetagen. Den trappe han stod ved, var ned til kælderen. Han rømmede sig lavmælt, og så hen på hende, med et venligt, forsigtigt smil. "Jeg bor hernede," sagde han med samme dæmpede toneleje, som han hele tiden havde snakket med, før han traskede ned af trappen med tunge skridt, der gav svagt genlyd. Ryan hoppede ned fra det sidste trin og var straks efter henne ved en flaskegrøn dør, med et lille rombe-formet vindue. Det tog ham ikke lang tid at fiske en nøgle op fra den ene baglomme på hans bukser, satte den ind i låsen og drejede den, indtil et lille klik hørtes, der afslørede at døren nu var låst op og kunne åbnes. Han lagde hånd på det kølige håndtag, som han stille pressede nedad og skubbede op, hvorefter han trådte ind på den anden side af dørtærsklen og holdt døren åben for hende, lukkede den først, da hun var kommet helt indenfor. Uden et ord fór han ind i stuen, der var det første rum, efter entréen, og fik hurtigt ryddet sofabordet for ting og sager, som bare blev smidt ind under sofaen; han var bestemt ikke noget ordensmenneske, så der var en masse rod rundt omkring i stuen. Væggene var malet hvide, men ellers var der ret mørkt. Der var kun to små, smalle vinduer helt oppe ved loftet til at lyse stuen op, og eftersom det allerede var blevet mørkt, var der næsten helt sort herinde, men Ryan var hurtig til at finde en flerarmet lysestage frem og placerede den midt på det mørke egetræs-stuebord og tog en orange, billig plastiklighter op fra bukselommen. Han fumlede lidt med den, men fik til sidst en lille flamme til at springe op af den og tændte de røde lys.
"Undskyld rodet" råbte han, udefra køkkenet, hvor han nu befandt sig og kom kort efter luntende ind i stuen igen, med to ølflasker i sin ene hånd og en breezer i den anden, som han satte fra sig på bordet. Endelig satte han sig ned, i den sorte lædersofa, og pustede ud, inden han smilede lidt genert til Autumn, undskyldende, eftersom han havde ladet hende vente et godt stykke tid nu. "Nåh, hvad laver du så her? Jeg synes ikke, at jeg har set dig før. Du bor da ikke her i området, gør du?" spurgte han, for at få en samtale igen, og fikserede sit blik på lysestagen, som lidt lignede et bladløst træ, der badede flaskerne i sit flakkende lys.

Det var allerede varmere da de kom ind i trappe opgangen. Men den pludselig forandring var ikke stor. Så hun ville nok ikke blive forkølet. Eller hvad man nu sagde når temperaturene hurtigt blev skiftet mellem hinanden. ”Og jeg kan lide dit navn.” kom det fra hende efter hans præsentation. Hun havde været tålmodig og ventet på det. Om hun så skulle have ventet lidt længere havde det ikke gjort så meget. Men nu trykkede det ikke mere og hun følte allerede hun kendte ham bare lidt mere. Hun nikkede smilende og fulgte bare med ham ned af trappen. Gik selv i et roligt tempo og lod ham skynde hen til sin dør for sig selv. Hun skulle nok nå der hen også. Hendes skridt gav nærmest ikke en lyd fra sig. De bare fødder og de fine bevægelser tillod det ikke helt. Men hendes korte host fik sig et kort lille ekko inden det så også forsvandt i ingenting.
Autumn trippede hurtigt indenfor og lod ham lukke døren bag hende. Hun stod lidt bare og så sig omkring og havde dette blik i sine øjne der fortalte hun faktisk syntes dette var spændende. Uden helt at være bevist lagde hun sin cd fra sig på en eller anden kommode for ikke at skulle holde styr på den. Hun så så efter ham som han forsvandt ind i et andet rum og gik egentligt bare efter ham. Men hun stoppede dog op da hun nærmest lige var kommet ind i stuen. Hun studerede hvordan at han sprang rundt for få ryddet en smule op. Og hun gjorde vel lidt store øjne da hun så stagen med lysene i blev tændt. Dog blev dette overraskende ansigts udtryk som altid lyst op af hendes begejstrede smil. Hun så helt fascineret ud. Og det var hun tydeligvis også. ”Det gør slet ikke noget.” bekræftede hun til hans undskyldning mens at hun nu tog modet til sig og gik videre ind i rummet. Så sig omkring for at opfange hver en detalje. Og der var ikke noget der fik hendes smil til at blegne. Det forblev på hendes læber. Hun så sig over skulderen og fulgte ham med øjnene som han igen kom fra hans køkken? Der gik ikke længe inden at hun også havde nået sofaen og uden til at tænke så meget over det lod hun sig falde ned i den som var det hendes egen. Sørgede dog selvfølgelig at ikke ramme ind i Ryan.
”Nej.. Jeg bor i Terre men trængte bare at komme til væk hjemme fra.” Hun lænede sig kort hen mod sofabordet og lukkede sine fingre omkring en af de øl han havde stillet frem. Tog sig ikke helt af om de bare stod til pynt eller ej. Så måtte han rette på hende. Hun fik fisket sin mp3 op af lommen igen og satte øllen mellem sine lår inden hun satte afspilleren ind over kapslen og lidt efter kom lyden fra en flaske der blev åbnet. Det var nok her hun igen så på ham. Stadig med det søde smil hun havde fået tildelt. ”Men synd du ikke har set mig før.” sagde hund rillende mens at hun nu igen lænede sig tilbage og træk sine ben op til sig. Uden problemer Hun følte det dejlige stof under sine fødder og hun kunne allerede mærke at de nok ikke frøs så meget som før. ”Nåh, Ryan.” Hun lagde et lille tryk på hans navn. Hun kunne godt lide at sige det. ”Hvor længe har du så haft bosat dig her??” Efter spørgesmålet så hun sig kort rundt og hendes blik landede igen på ham. Som ham prøvede hun også at starte en hvis samtale. Nød den hyggelige atmosfære var behagelig og hun ød at kunne fornemme flammernes skær i hendes let blege ansigt.

"Ahh. Forståeligt. Det kender jeg godt," sagde han og nikkede kort, stille på hovedet, inden han trak benene op til sig i sofaen og lagde armene rundt om dem. Skoene havde han aldrig fået taget af, så de sad på endnu, pyt med sofabetrækket, det kunne nemt tørres af, hvis det skulle være. Det var det smarte ved lædersofaer. Ryan satte den ene kind mod et af knæene, med ansigtet vendt imod Autumn, så han stadigvæk kunne se på hende, og drog et lydløst, sagte suk. Et smil banede sig vej frem på hans læber ved det næste, hun sagde, og han nikkede svagt med hovedet som svar på det. Ja, det var en skam, at han ikke havde set hende noget før, for hun virkede helt bestemt som en sød person, som han sagtens ville kunne finde på at ses med en anden gang, det ville overhovedet ikke gøre ham noget. Ryan fugtede diskret læberne med en lille spids af tungen, mens han lyttede til hende og lidt efter selv åbnede munden for at besvare det spørgsmål, han var blevet stillet. "Mhhm ..." Han løftede hovedet fra knæet, og bed sig tænkende i underlæben, med blikket rettet op mod loftet, hvornæst han efter noget tid, så tilbage på hende igen, og svarede: "Godt og vel et halvt års tid." Det passede nok meget godt, han havde ikke helt styr på tiden, som, i hans verden, syntes at flyve afsted. Dæmonen nikkede bestemt efter et minuts tid, for at bekræfte sit svar, og lod derpå benene falde ned fra sofaen igen, lænede sig en smule fremover og tog fat om den sidste øls hals. Han lod atter ryggen mødes med den sorte sofas ryglæn, og fik, en anelse besværet, hevet en lommekniv op fra den ene forlomme i de halv-slidte bukser. Med en enkelt bevægelse med tommelfingeren, fik han skudt bladet ud, som han efterfølgende satte mod kapslen, skubbede det opad, indtil øl-kapslen nærmest blev skudt af, og landede et sted længere henne på gulvet. Ryan foldede hurtigt lommekniven sammen igen og lagde den tilbage i sine bukser, inden han satte flaskehalsens åbning mod munden og tog en ordentlig mundfuld af øllet, så hans kinder blev helt opspilede. Efter et have sunket det, placerede han flasken på bordet, så han var fri for at holde den, og tørrede sig straks efter om munden med ærmet på hættetrøjen. Derefter drejede han sig lidt, så han nu sad med fronten mod hende, satte en albue på ryglænet, og hvilede hovedet i håndfladen. Hans blik kørte, så diskret som muligt, rundt på hende, alt imens han ihærdigt forsøgte at finde på noget at sige, eftersom samtalen var gået lidt i stå, og det ville han nødig være skyld i. "Hvad laver du i din fritid?" endte han med at spørge om, med et forsigtigt, skævt smil, og lod blikket hvile på hendes næse, så det godt kunne ligne, at han så hende i øjnene, hvilket han dog ikke gjorde.

Autumn sad lidt og lyttede interesseret med til hvad han fortalte hende selv om at det nok ikke var helt så meget. Hun nikkede bekræftende og igen listede hende smil sig frem. Hun prøvede at holde sin tale tilbage lidt men alligevel syntes hendes læber at skilte sig ad og lige som ham vendte hun sig om for at sidde mere på siden. Dog var hendes bevægelse mere hoppende og hendes ben var stadig trukket op til hende for at give hende denne nuttede foldede stilling. ”Virkelig! Jeg kom til Di Morga for godt et halvt år siden.” Hun lød ret ivrig omkring det og hun lagde stadig ikke særlig meget lå på hendes munterhed. Dog sørgede hun endnu for at hendes stemme ikke var for højlydt men stadig rolig. Det hele ved hende havde næsten altid denne specielle blanding. ”Jeg kommer normalt fra Morecambe. Men så blev jeg for flyttet her til..” Hun lukkede så hurtigt sin mund på sig selv. Måske talte hun for meget? Men så igen. Hun havde selv hørt at hun havde kommet til at sætte snakke tempoet op og derfor var en lille pause vel godt. Hun smilede en smule undskyldende inden at hun fik sat den grønne flaske mod sine læber og tog en okay tør. Ja hun var mere øldrikker end at det andet. For det første var det billigere og for det andet smagte det bare bedre af en eller anden slags. Hun slikkede diskret sine læber for at få det sidste øl der havde sat sig der. ”Jeg bor på institutioner.” tilføjede hun forklarende for at han nok bedre kunne forstå hvad hun mente.
Hun havde fulgt hans lommekniv som han havde taget den frem og åbnet sin øl. Men hendes blik virkede ikke bekymrende eller skræmt. Hun stolede på ham og han virkede ikke til en der ville ende med at spidde hende med den. Så hun var nok bare forundret over det skinnende blad. Men hendes opmærksomhed blev hurtigt opfanget af hans spørgsmål og hun satte sig bedre til rette men holdt stadig sin øl mellem begge hendes hænder. ”Altså. Jeg går stadig i skole men ellers svømmer jeg også når jeg har mulighed for det og prøver at lære baseball.” Et svagt grin lod fra hende ved de billeder hun fik ind i hovedet fra de andre gange hun havde stået der med den store hjelm og det tunge bat. ”Men jeg må nok sige min yndlings aktivitet er at betragte solnedgangen. Jeg har altid elsker det fænomen der opstår når lystet bliver overtaget af mørket.” Hun smilede lidt fjoget eller flovt mens at hun slog sit blik med på sine hænder. Hun var ikke pinlig berørt over hvad hun lavede men stadig var hun ikke sikker på om han var typen der ville høre på hendes likes og dislikes på den måde hun fortalte dem. ”Ehm..” Hun rettede så atter de blå øjne mod Ryan igen og lagde sit hoved svagt på skrå inden hun forsatte: ”..Hvad med dig?” Hun smilede sødt og imødekommen inden hun igen tog en slurk af øllen i hendes hænder..

Ryan lyttede opmærksomt til alt det, hun havde at sige, selvom hans blik var rettet mod et helt andet sted, og han syntes at have fået et rimelig fjernt udtryk malet i de grå øjne, som om han slet ikke var til stede, fysisk men ikke psykisk; men det var han skam. Det var først, da hun havde snakket helt færdigt, at han løsrev blikket fra det tomrum, i luften, han havde siddet og stirret på det sidste minuts tid, hvorpå han drejede hovedet en anelse, så hans ansigt blev vendt ind mod hende, og han dermed automatisk fikserede sine øjnes opmærksomhed på Autumn. "Hvad med mig?..." Han så lidt befippet ud til at starte med, og sad blot og gloede en smule åndsfraværende på hende, før han glippede et par gange med øjnene og rømmede sig kortvarigt for at få gang i stemmen. "Tja ... jeg laver ikke så meget," startede han ud med og tøvede lidt, men endte dog med at fortsætte: "Jeg spiller ishockey en til to gange om ugen, og ellers arbejder jeg i en biograf inde i Terre, i weekenderne, du ved. Ellers er der ikke rigtig noget, sådan." Ryan bed sig forsigtigt i underlæben og trak svagt på skuldrene, inden han atter slog sit blik væk fra hende og rettede det mod den øl, han holdt i hånden. Hans ene tommeltot kørte konstant rundt langs flaskehalsens åbning, mens han selv tavst betragtede det. Det var ikke helt sandt, det han havde sagt. Faktisk, havde han altid gang i et eller andet; men det var ikke sådan noget, man skulle gå og blære sig med. Det var noget, man bare skulle holde for sig selv og ikke gøre et eller andet stort nummer ud af det - og sådan var det bare. Desuden kendte han ikke Autumn godt nok til at kunne betro sig til hende med sådan nogle ting; selvom hun bestemt ikke virkede som nogen sladderhank. Men, hun ville nok heller ikke være specielt interesseret i at høre på det. Dæmonen bed sig endnu en gang i underlæben, som han faktisk havde siddet og gumlet på i noget tid nu, og det var også af den årsag, at hans underlæbe til sidst måtte give efter. Han stoppede brat med at bide i den, netop som smagen af metal spredte sig i hans mund og kom i kontakt med hans smagsløg på tungen, hvorefter han slog sin frie hånd op til munden, og tørrede sig hurtigt om sin mund med enden af ærmet. "Lort" mumlede han irriteret og lod spidsen af sin tunge glide henover sin underlæbe nogle gange, og satte næstefter det alleryderste af trøjeærmet mod det sted, hvor det blødte. Ryan skævede en enkelt gang hen til Autumn, men så straks væk igen, og rejste sig til sidst fra sofaen for derpå at gå hen mod køkkenet med målrette skridt. Efter han var forsvundet ind i det andet rum, gik der lidt tid, før lyden af skabe der blev åbnet og lukket brød den stilhed, der i mellemtiden var opstået, og han kom kort efter sjoskende ud fra køkkenet igen, uden at holde sig for munden, fortsat med øllen i den ene hånd. I den anden hånd havde han en sølv-malet metal-dåse, som han satte fra sig på sofabordet, da han var kommet hen til hende igen, og atter var dumpet ned i den sorte lædersofa. Øllen anbragte han også et sted på bordet, hvorefter han fik taget låget af dåsen, tog dén op i hånden men lod det runde låg blive liggende. Han satte sig godt til rette i sofaen, trak benene op til sig og vendte sig halvt om, således han sad med fronten ind mod hende og ryggen lænet op ad armlænet. Ryan var hurtig til at få fyldt begge kinder med de sorte småkager, som der var i dåsen, men den følgende hen mod hende, efter et stykke tid: "Ha' en?" mumlede han spørgende, og meget utydeligt, eftersom hans mund var proppet med oreos, og lagde tjept efter en hånd op foran munden. Han forsøgte så vidt som muligt at få tygget dem så hurtigt, som han kunne, samtidig med at han prøvede på at undertrykke et smil, der havde bredt sig på hans læber, men som hun heldigvis ikke kunne se, hvornæst hans ellers normalt askeblege hud fik en lys, lyserød nuance.

Af en eller anden grund fangede hendes lugtesanser med det samme en duft af blod. Og hun havde stadig en mening om at det var en duft og ingen lugt. Det var ikke så meget at hun gik og tænkte over det udover at hun så var begyndt på det her for tiden. Hun havde jo hørt så meget at hun ikke blot var et menneske. Hun troede endnu ikke på dem da hun ikke ville erkende det. Men et sted sad spørgsmålet der altid og rungede. Var det virkelig sandt.
Autumn havde været væk hele tiden. Havde blot siddet i sin egen verden og havde derfor ikke opdaget det med at han tøffede ud i køkkenet igen. Hun havde ubevist ladet sig krybe helt sammen, Benene var seriøst trykket helt op under hendes hage og hun så en smule åndsfraværende ud i de blå øjne. Det var først da hun hørte et skab blive lukket at hun rigtigt vågnede op. Rystede forvirret på hovedet og som en refleks så hun mod Ryan der igen kom tilbage til sofaen samt hende. Hun slappede mere af i de greb hun havde omkring sin øl siden at hun havde øget styrken en smule. Strakte sine ben lidt ud og satte dem igen mod gulvet blot for at have en bedre balance da hun lænede sig frem for at placere flasken på bordet. Hun følte hvordan at sofaen nu lagde vægt mod hans side og hun så automatisk mod ham. Og sjovt nok var det søde smil fremme endnu engang. Så let forsvandt det nu heller ikke. Der skulle mere til. Lige som der skulle mere til at få hende til at græde. Hun så fra hans ansigt til den dåse han rakte frem mod hende og hun kunne et eller andet sted ikke lade være med at udtrykke sig selv med hendes hjertevarme latter. ”Jo tak!” svarede hun muntert og tog roligt en af de sorte kager op. Hun havde smagt dem en gang før men smagen havde fortrængt sig mellem tiderne. Autumn blev ved med at smile. Han så så morsom ud med munden fyld og hans stemme havde også blevet bøjet lidt på grund af modstanden.
Det var nok først idet at han havde fået tygget ordentligt af at hun lagde mærke til det lille røde sår på hans underlæbe og her var det som om at hun gik i panik. Eller noget lignende. Hun stoppede midt i en bid af sin oreo og spærrede sine øjne op mens hun kort stirrede. ”Åh..?” Hurtigere end man egentligt kunne nå at reagere på det kom hun op at stå i sin fulde højde på sofaen og det næste øjeblik stod hun let bøjet ind over ham. Med den ene hånd placeret mod ryglænet som støtte for ikke at vælte hen over ham. Den anden hånd havde hun i en elegant bevægelse fået skjortens ærme ud over hendes hånd og forsigtigt lagde hun den hen over såret hvor at den røde farve hurtigt trængte gennem det tynde hvide stof. ”Du bløder..” sagde hun ganske roligt med en dæmpet stemme. Et sted var dette lidt akavet men det måtte hun vel kæmpe med bagefter. Hun havde hele siden sine øjne rettet mod der hvor hun havde sat sit ærme mod og samtidig fugtede hun sine øjne læber med tungespidsen. Bare en smule af ren koncentration.