Playing doctor (Mei)

Fox stavrede tungt åndende ind i det rum, han anså for sit hjem. Der lå en madras med tæpper og puder, stod et lille bord og en stol og der var stillet stearinlys op rundt omkring. Der var et par bunker med tøj og lidt forskellige ting, som han havde anskaffet sig i løbet af årene. Dog ikke noget, han ville have noget i mod at forlade på et splitsekund, hvis det var nødvendigt. Det havde han gjort mange gange før. Men der var endnu ikke nogen, der havde forstyrret ham her. Gemt godt væk i en afsides del af galeanstalten, hvor der sjældent kom nogen. Ofte kunne han med lidt sjov skræmme folk væk.
Hans krop skreg af anstrengelse, da han endeligt kunne lægge Mei på madrassen og hans ben gav efter under ham, så han landede tungt ved siden af hende. Nok var hun ikke særligt stor, men Fox var heller ikke sådan specielt super stærk, og der var alligevel ret langt i mellem gyderne og galeanstalten. Han havde måtte hole pauser undervejs, men Mei havde ikke rørt på sig på noget tidspunkt.
Han kørte jakkeærmet over den svedige pande og så på Mei med et træt blik. Så, der var vel ikke så meget andet for, end at gå i gang med at se på hendes sår. Der var mørkt i rummet, så han skyndte sig at tænde flere af stearinlysene. Han forlod rummet, for at gå ned af en gang til et gammelt stort badeværelse, hvor der af en eller anden grund stadig var vand i hanerne. Efter at have ladet noget rustrødt vand løbe ud, fyldte han en skål op med noget, der var mere klart. Helt rent ville det aldrig blive, men han var ikke død endnu. Tilbage i rummet begyndte han at trække Meis tøj af. Lidt utilpas trak han hendes top (som jeg lige gætter hun har på) af og sørgede for at fokusere på såret. Det var ret rent, så det skulle nok hele pænt. Han vaskede det af med vandet. Heldigvis var det holdt op med at bløde så vildt, så der var vel egentligt bare tilbage at få det syet sammen. Fox gik hen til en lille kasse, der stod ovre i hjørnet og hev helt almindelig nål og sytråd op. Det her var den mindre sjove del.
Efter at have trådet nålen, gik han i gang med at sy det heldigvis ikke så store sår sammen. Han havde syet sig selv sammen et par gange - selvom han virkede som lidt af en splejs, var smerte noget han godt kunne holde til. Det blev man i hvert fald nødt til en gang i mellem. Han fik hurtigt lukket såret og rykket tråden over. Puh, der var ikke så meget mere at gøre, end at vente og se, om Mei ville vågne op igen på et tidspunkt. Efter at have trukket et af tæpperne op over hende, forsvandt han ud på det store badeværelse for at vaske blod af sine hænder, inden han ville vende tilbage, finde noget af det mad, han havde gemt et sted og sætte sig i et hjørne og spise, mens han så på Mei.

Hun rørte sig ikke engang da han syede hendes sår sammen. Hun var alt for langt væk i den behagelige, stille bevidstløshed... hvilket var godt, for det tillod ham at arbejde uden at hun vred sig eller råbte op på grund af smerten ved at blive syet i skulderen.

Da Fox's hjemmeoperation var færdig, og han sad og spiste i hjørnet, åbnede Mei langsomt øjnene.
Hun stønnede svagt og løftede sin ene hånd (den med den raske skulder) for at tage sig til panden.
Hun havde det skidt...

Det tog hende et minut eller to at komme ordentligt til sig selv, og da hun gjorde, fik hun øje på ham og satte sig hurtigt op - lige lovlig hurtigt, hvilket resulterede i at hun med et gisp tog sig til sin sårede skulder.

Så opdagede hun at han havde taget hendes top af, og hun sænkede omgående armen for at dække så meget af hendes bare mave og den sorte bh, som muligt.
Hun rødmede let og fumlede et øjeblik med tæppet før hun fik det trukket op så det dækkede hendes overkrop.

Så vendte hun blikket mod ham, og blinkede med øjnene, mens hendes syn gradvist blev skarpere.

"Fox...?" sagde hun hæst, da hun endelig kunne se godt nok til at genkende ham.

Fox tyggede det sidste af det hårde brød i sig og lagde hovedet på skrå, mens han så på hende, som hun vågnede op. Han var ikke tilpas med, at hun var her. Absolut ikke. Havde havde allerede fortrudt flere gange, men hvad skulle han gøre? Han kunne ikke bare slæbe hende ud og efterlade hende til hvilken skæbne der kunne være et gudsforladt sted som det her. Med alle de sindssyge væsner derude. Desuden var han ret træt af at slæbe rundt på hende.
Han så væk, da hun satte sig op og afslørede sin halvnøgne overkrop. Det gjorde ham genert og utilpas. Hendes hæse stemme fik ham til at kigge på hende igen. Han vinkede til hende.
"Halløj." Han rejste sig og gik hen og satte sig på hug ved siden af hende. "Hvordan har du det?" Hans blik var nysgerrigt.

Hun kiggede bare på ham som han rejste sig og gik over for at sætte sig ved siden af hende.
Overraskelsen over at se ham igen, og så i denne situation, efterlod hende mundlam i et lille minut.

Da hun åbnede munden for at svare ham, mærkede hun den svidende smerte i ansigtet, og lagde så en hånd mod sin ene kind, hvor Angelie havde efterladt et lille minde i form af et fint snit fra hendes øje til hendes mund...

Da hun mærkede såret, lukkede hun øjnene i og rystede langsomt på hovedet.
Hvor havde hun været dum...

"Fox, jeg..." sagde hun hæst, og der var en smule gråd i hendes stemme nu.
"...tak. Tusind tak." sagde hun så, og vendte et taknemmeligt blik mod ham.
Hvad der ikke kunne være sket med hende, hvis ikke han havde reddet hende væk fra den gyde...

Fox sagde ikke noget, mens Mei lod til at tænke over situationen. Han havde kigget på riften ned over hendes kind, men den så ikke ud til at være så dyb, at den skulle syes, så han havde kun vasket lidt af blodet væk.
Hun var tydeligvis overrasket over at se ham igen, hvilket han godt kunne forstå. Han havde også været overrasket over at se hende igen, især så godt timet, som det havde været.
Da hun takkede ham, kunne han mærke sig selv rødme lidt og han smilede skævt til hende.
"Nu skylder jeg dig i hvert fald ikke noget." Hans tonefald var lidt drillende, men alligevel alvorligt. Han rettede blikket mod såret, der ikke havde blødt ret meget mere, efter at han havde syet det.
"Du har været heldig, tror jeg."

Hun måtte bruge et minuts tid på at samle sig... hun nægtede at begynde at græde foran ham. Det ville være dråben.

Så hun tog en dyb indånding og fokuserede lidt på at trække vejret, før hun igen så på ham.
Hans ord formåede at få hende til at smile, men ret svagt, da alt andet ville gøre ret ondt lige nu, grundet snitsåret.

"Jah, det... har du ret i." sagde hun med den hæse stemme, som et så stærkt kvælertag ville efterlade...

Hun rettede selv blikket mod såret i hendes skulder.
"Jeg troede hun ville gå efter halsen eller maven... hun virkede ondskabsfuld nok til det." sagde hun og skubbede så den modbydelige tanke ud af hovedet.

"Du har syet mig...? Det er ikke dårligt gjort." sagde hun så og smilede igen.

Fox så væk, mens Mei samlede sig. Det var en ret akavet situation og den slags kunne Fox ikke lide. Normalt snakkede han sig ud af den slags, men det virkede ikke rigtigt som noget, der passede sig ind her. Han valgte at sætte sig med benene over kors i stedet for at sidde på hug. Hans ben var stadig trætte efter gåturen hjem. Gulvet var koldt, men det var han så vant til. Og han frøs ikke rigtigt, det var nok polarræven i ham, der forhindrede ham i det.
Han rystede på hovedet og lavede en grimasse.
"Rødhåret elver.. tror jeg har hørt om hende. Sindssyg kælling. Du må være godt dum at slås med sådan en." Han træk på skuldrene over hendes ord omkring hans arbejde med såret.
"Det er ikke første gang, jeg har lapper nogen sammen. For det meste, er det mig selv." Han pillede ved kanten på sit ene bukseben.

Hun sænkede blikket da han talte om hendes modstander. Hun havde begået mere end én fatal fejl i den kamp... og hun hadede det.

"Jeg gik ind til det på en forkert måde... min taktik var tåbelig... og hun er utroligt dygtig. Og den styrke..." hun rystede på hovedet.

"Du har ret, Fox... det var dumt." sagde hun med meget lille stemme.

Så så hun igen på syningen i sin skulder, og nikkede kort.
Hun kunne nemt se at han havde prøvet det før... en nybegynder ville have gjort langt mere skade end gavn, og det var ikke tilfældet her.

"Tak igen... nu er det vist mig, der skylder dig." sagde hun, og kom med et lille smil.

Fox lavede en grimasse mere.
"Selvfølgelig har jeg ret. Det er altid dumt at slås med folk! Især når de fleste er totalt vanvittige og langt ude stærke med alle deres syge evner." At han selv ret ofte kom i klemme behøvede han ikke at nævne. Der var jo en grund til, at han måtte lappe sig selv sammen en gang i mellem.
Han fortsatte med at pille ved buksebenet. Han havde det stadig ikke godt ved at have hende der, det gjorde ham utilpas, hvilket han ikke var vant til. Han flyttede lidt på sig.
"Måske." Det slog ham, at hun nok var tørstig. "Vil du have noget vand?"

Hun så på ham mens han talte, målende og læsende som hun altid gjorde, når hun forsøgte at regne ud hvad folk tænkte eller følte.
Da han igen pillede ved buksebenet, blev det klart for hende at han ikke havde det godt med hendes tilstedeværelse her. Ganske forståeligt, taget hans natur i betragtning!

"Nej tak, jeg er okay." sagde hun og smilede fortsat til ham, før hun lod blikket glide rundt i søgen efter hendes top.

Hun fandt den, samlede den op og begyndte med lidt besvær at tage den på, mens hun samtidig forsøgte at holde tæppet oppe.
Det lykkedes hende efter en smule kæmpen.

"Vil du følge mig ud, redningsmand? Jeg kender ikke bygningen." sagde hun og kom langsomt på benene.

Fox kom på benene, flyttede sig, og så igen væk, mens hun fik toppen på. Hendes hurtige beslutning om at tage af sted kom lidt bag på ham. Han var egentligt lettet, men også lidt bekymret for, om hun var lidt for hurtig i forhold til, at hun lige havde været bevidstløs og mistet en del blod. Han kørte fingrene igennem sit krøllede hår og trak på skuldrene.
"Hvis du er sikker på, at du er frisk nok til at gå.." Der var tvivl i hans stemme. Han rynkede panden. ".. og hvis du lover aldrig nogensinde at komme tilbage. Eller fortælle andre, hvor jeg bor." Det sidste sagde han fast og bestemt. Han ville ikke gøre hende noget, men han blev nødt til at gøre det klart for hende, at hun ikke kunne sige noget. Det var ikke sikkert, at han ville blive her, selvom hun lovede det. Selvom at han godt kunne lide sit lille hjem i det gamle faldefærdige rum. Det var et af de bedste steder, han havde boet. Der var tag over hovedet, læ for vind og regn og der var vand i nærheden. Og der kom sjældent nogen herom. Det perfekte gemmested for en ræv, der gerne ville have en sikker hule at kunne flygte tilbage til, når der opstod problemer.
Det var en psykisk modsætning for ham. For han kunne godt lide at være social, le og have det sjovt med fremmede mennesker, men han gik samtidigt meget op i sit privatliv og elskede at være alene og i sikkerhed. Gemt væk fra omverden. Uden nogen tæt inde på livet.

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, da han kiggede væk under hendes kamp med at få toppen på.
Nok var han 'rough around the edges', men han havde tilsyneladende samtidigt respekt for andre personer.

Hun var klar over at hun havde været bevidstløs, og at han kunne have gjort hvad som helst med hende i den tilstand - men hun vidste også, at han intet havde gjort.
Det havde hans kropssprog afsløret.

"Fox, du har været fantastisk. Du har muligvis endda reddet mit liv... hvem ved hvad der var sket hvis en anden havde fundet mig? Du har mit ord på at jeg ikke fortæller nogen om dit hjem. Jeg skylder dig det, og mere til." sagde hun, stadig med den hæse stemme. Det ville tage noget tid for den at komme sig oven på det voldsomme angreb...

"Jeg har det fint nok til at tage herfra. Jeg ved godt du helst ikke vil have gæster- og jeg respekterer det."

Fox krattede lidt i en tørret plet blod på sin jakke. Han måtte ud og se efter en ny på et tidspunkt, at have blod på sig i den her verden, var som at hælde blod i et hajfyldt hav. Han skævede til hendes blodige tøj. Det skulle nok blive godt. Forhåbentligt skulle hun ikke igennem de slemme områder. Men derfor var det farligt at rende rundt og lugte så meget af blod i mørke.
Hendes ord fik ham til at rynke på næsen. Nu skyldte hun ham noget. Kunne de ikke bare lade det være? Han trak langsomt på skuldrene. Af en eller anden grund troede han på, hvad hun sagde.
"OKay." Han gik hen til døren, for at vise hende vejen ud. Inden han trådte ud, sendte han hende et blik.
"Du må gerne vente til dagslys.. der er en del blodsugere derude.."

Mei gik et par skridt hen imod døren, og mærkede så hvordan hendes sårede ankel dunkede.
Forbandede elver... Mei's skader var måske ikke så alvorlige som de kunne havde været, men Fox havde helt ret i at det ville være farligt.

Hun var ikke i en tilstand hvor hun kunne kæmpe meget imod, og hendes våben var blevet efterladt i gyden...

Mei sukkede og sendte ham et lettere undskyldende blik, og sagde så: "Du har ret... det er for farligt når jeg ikke engang er i stand til at løbe ordentligt. Eller slå fra mig, for den sags skyld."

Fox bakkede ud af døren, da hun gik hen i mod ham og lod ubevidst blikket glide ned af gangen til begge sider. Altid på vagt. Men der var ikke nogen. Hendes ord fik ham til at se på hende igen. Selvfølgelig havde han ret. Han trak på skuldrene. Han ville så gerne have hende ud, men han kunne heller ikke få sig selv til bare at lade hende rendt udenfor i mørke i den tilstand. Hun kunne godt blive til dagslys. Han holdt et dybt suk tilbage og gik ind i sit lille hjem igen.
"Det var lettere dengang monstre kun var noget, der gemte sig under sengen." Han skubbede lidt til et par lys på bordet og lænede så røven mod kanten med armene over kors. "Meget lettere.."

Selvom han holdtsukket tilbage, havde hun ingen problemer med at læse ham - det var en vane, som flere gange havde reddet hende fra ubehagelig situationer, og dermed noget hun altid gjorde.

Hun kommenterede det dog ikke... som sagt, kunne hun godt forstå ham. Men at rende rundt ude på gaden i hendes tilstand...

Mei sukkede og nikkede til hans ord.
"Det har du så evigt ret i... du skulle næsten prøve at være menneske i det her land."

Så satte hun sig ned på kanten af madrassen, og var lige ved at bande over smerten i hendes skulder.

Fox vrængede ansigt.
"At kunne skifte skikkelse til noget sødt og nuttet er heller ikke ligefrem et plus her. Hvis jeg nu skiftede skikkelse til en dinosaur.." Han så ud i luften med et drømmende blik. "Så kunne de bare komme an. Tandlægerne ville få travlt med alle de vampyrer, der ville knække tænderne på mit tykke skind!" Han slog ud med hænderne i en storslået gestus. Nu hvor det var afgjort, at Mei ikke gik nogen steder lige nu, kunne han lige så godt bare finde sig i det og lade være med at være så anspændt. Han grinede lidt af sine egne ord. Dinosaur. Den var god. Han lagde hovedet på skrå og så nysgerrigt på hende.
"HVordan kan det være, at du er her som menneske? Det er et lidt farligt sted."

Hans pludselige skift var en lettelse for hende. Det var ubehageligt at føle sig uønsket... men nu lod han til at have accepteret situationen.

Trods hendes ellers noget mutte humør lige nu, fik hans udtryk og ord hende til at le, hvilket resulterede i et ''Av..'', og at hun tog sig til kinden - men stadig med et smil på læberne.

Så spurgte han hvad hun, et menneske, lavede på sådan et sted...

Mei kiggede lidt på ham, og spekulerede lidt på hvad hun skulle fortælle ham...
"Jeg har et farligt arbejde. Og jeg var her på en opgave... som lykkedes." sagde hun så.
Ingen grund til at lyve over for sin redningsmand.

Fox var glad for, at han kunne få hende til at le. Hun virkede hårdt ramt af at have tabt kampen med elveren, men hvad havde hun nu ellers regnet med? Han kunne ikke forestille sig, at et menneske kunne overvinde ret mange af de væsner, der huserede i Di Morga. Ud over en som ham. Han var ret prisgivet for de fleste, men heldigvis var han en mester i at flygte og gemme sig. Nogle gange spekulerede han på, hvorfor han egentligt blev boede i Di Morga og ikke tog ud i den "almindelige" verden, hvor han helt sikkert ville passe bedre ind. Måske. Selvom det var så mange år siden, huserede hans barndom stadig i hans sind, og han vidste egentligt godt, hvorfor han stadig var her. Selvom det var sindssygt livsfarligt, var den anden verden udenfor grænserne mere skræmmende.
Han rynkede panden lidt ved hendes svar.
"Så du kommer til Di Morga på opgaver.. det lyder lidt åndssvagt. At være her frivilligt på den måde."

Hun smilede skævt og rystede på hovedet. Ikke korrekt...
"Du misforstår... jeg bor i Di Morga, her i Terre. Og jeg arbejder her - ganske vidst med farlige opgaver, men jeg er heller ikke så ufarlig som jeg ser ud. Jeg er som regel 'klædt på' til opgaverne... men som du så, kan en enkelt fejl koste dyrt, hvis man er menneske i det her land..." sagde hun og sukkede let.
Hun havde været tåbelig i kampen mod Angelie... hun havde brugt den helt forkerte taktik og indgangsvinkel.

"Tro det eller ej, jeg har dræbt både varulve og vampyrer, som troede at jeg var et ufarligt måltid - eller som overhovedet ikke så mig før det var for sent."

Fox løftede øjenbrynene, mens hun talte. Hendes ord overraskede ham. Der var noget mystisk over hende, måske endda et snert af farligt, hvilket sikkert var det, der havde fået ham til at stjæle fra hende i første omgang. Men alligevel, at hun var så imponerende, at hun kunne slå både vampyrer og varulve ihjel.. det var svært at forestille sig, hun så ikke ud af så meget. Måske han burde føle en smule uro over dette, men han var ikke bange for hende. Hvorfor skulle han være det?
"Wauw. Jeg føler mig heldig. Du var kun ved at flå min arm af, da jeg ... lånte dine penge."

Hun lo kort af hans ord, og tog sig så igen til kinden mens hun bandede indvendigt over såret. Satans til elver...

Så kiggede hun på ham med en let humor i øjnene.
"Flå armen af dig...? Jeg er knap nok stærk nok til at åbne syltetøjsglas."

Det var langt fra styrke, hun var god til... eller udholdenhed for den sags skyld.

"Mine evner ligger i min teknik. Jeg var kun i stand til at gøre det imod dig fordi jeg ved hvordan armen fungerer, og fordi jeg er oplært i at udnytte sådanne ting."

Fox blev nysgerrig. Det måtte være praktisk at kunne slås uden styrke. Han var ikke en splejs, men det var ikke råstyrke, han besad mest af. Han kunne løbe. På to eller fire ben. Og selvom hans arme blev til ben og blev brugt til at rende rundt på, var det ikke råstyrke, der kom ud af det. Det var udholdenhed.
"Hm. Det lyder meget smart. Og praktisk, når man er så lille som dig." Han lavede en grimasse. "Især når man vælger at lave noget, der er farligt." Han satte hænderne på bordet og lagde benene over kors, stadig støttet til bordet. "Det er en sjov levevej, du har valgt dig. I forhold til.. mjah, din størrelse." Han smilede skævt.

"Hah... min størrelse er ret normal i Hong Kong, at du ved det." sagde hun og smilede til ham.
Han havde dog ret... her i vesten, var hun lille... lille og et tilsyneladende meget let offer, i så farlig en by som Terre.

"Men ja, det er praktisk. Det har dog også ulemper at fokusere så meget på teknik, at man ikke gør sig selv udholden." sagde hun.
Det var hendes svaghed... et enkelt slag i det rigtige område af hendes krop, ville afgøre en kamp.
Hvis man altså kunne få slaget ind!

"Jeg tror faktisk min kampstil er lige dig... hvis du vil, kan jeg lære dig nogle ting når min skulder er okay igen!"

Fox kunne ikke lade være med at grine. Tanken om et sted, men så små mennesker.. han ville føle sig som en kæmpe! Måske han skulle drømme om at tage til Hong Kong en gang. Hvis han en dag havde råd til en flybillet. Og fik fat i et falsk pas. Eller hvad man nu skulle bruge.
Han nikkede til hendes ord. Det lød meget rigtigt. Teknik var godt, men der skulle også andet til.. noget han havde lært igennem sine lommetyverier.
Han lagde hovedet på skrå, stadig nysgerrig.
"Tror du?" Han tøvede lidt. En aftale om at lære at slås.. det ville kræve, at de så hinanden igen. Han trak på den ene skulder.
"Det kunne da sagtens være." Nej, sikkert ikke. Selvom han gerne ville lære det.