Playing doctor (Mei)

Det gik op for Mei, at hendes tyvagtige redningsmand nok aldrig havde forladt Di Morga før... hvilket var trist at tænke på, da hun selv havde set meget af verden på trods af sin unge alder.

"Det er afgjort. Jeg vil lære dig at slås effektivt, når min skulder er helet. Så må du leve med at vi ser hinanden igen. Altså med mindre jeg tager maske på..." sagde hun med et grin.

Og så begyndte hun at fortælle ham om Kina og Hong Kong.
Hun bekrev bygningsstilen, de store templer med de farverige dragestatuer, de tusindvis af mennesker på gaden, den meget specielle madkultur, og om hvordan solen så ofte stod højt på himlen og varmede landet så meget at det blev helt tropisk.

Fox følte et stik af spænding, da hun sagde, at hun ville lære ham at slås effektivt. Han var ikke glad for vold, men det var nu de flestes løsning på alt i det her område. Han kunne slås, men ikke på nogen specielt effektiv måde, det var bare at slå og håbe at ramme noget godt. Og løbe. Han vrængede ansigt af hendes bemærkning om masken.
"Ha ha." Tjah, måske han bare skulle leve med at se hende igen. Han var dog ikke helt tryg ved det. Han holdt sig altid fra at lære andre at kende. Nærmere i hvert fald.

Han lyttede med store øjne til alt, hvad hun fortalte. Han var ikke født i Di Morga, men havde været her, siden han var omkring syv.
Mens hun fortalte, satte han sig ned på gulvet og lagde armene om sine ben og hvilede hovedet på hagen, lidt som en barn ville gøre det. Han sagde ikke noget, men lyttede bare.

Som hun havde forventet, var det let at tryllebinde ham med historier om et sted så langt borte. Det gav god mening, og hun ville gerne gøre det for ham.

"Og de nudler man kan få her? Du ved, cup noodles? Der findes ikke noget som er mindre asiatisk end dem. Rigtige nudler er et sandt måltid, og så er det faktisk sundt! Ikke at det nødvendigvis er med grøntsager... jeg tror hot pot ville være lige dig... det er kød og suppe." sagde hun og smilede til ham.

"Du virker helt glad nu, Fox. Det er rart at se." lød det så fra hende, og hun lagde sig med et suk ned på ryggen på madrassen, mens hun kiggede op i loftet.

"Åh, Di Morga... smukke, skønne, mørke, sadistiske Di Morga... én eller anden dag vender jeg nok tilbage til Hong Kong."

Da hun sluttede med at fortælle og lagde sig ned, strakte Fox sine ben ud og blinkede lidt, som om at han kom ud af en trance. Han var tavs, mens han tyggede lidt på alle hendes ord. Han vidste godt, at der fandtes en stor, vid verden derude, men han havde ikke fast adgang til et tv og lærte derved ikke så meget om det. Han kørte hænderne igennem sit hår og strakte sig så med et stort gab. Puh, han var ved at være træt.
"Du må have oplevet meget." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg er blevet træt i hovedet af at forestille mig så mange ting." Han kunne ikke lade være med at gabe igen og så træt på hende. "Jeg tror, jeg vil tage en lur. Hvis det er i orden med dig.. du kan sove på madrassen, hvis du vil."

"Hmm... jeg har vel oplevet en del..." sagde hun, og nu hvor hun tænkte over det... så havde han ret.
Hun var kun enogtyve år gammel, og hun havde besøgt så mange lande... prøvet så mange ting som andre mennesker aldrig kunne få mulighed for...

"Åh? Jamen du kan da ikke sove derovre." sagde hun og rykkede sig ud til kanten af madrassen.
"der er plads til dig også. Jeg stoler på dig!"

Fox rystede på hovedet smilede skævt.
"Jeg behøver ikke en madras." Tanken om at skulle sove op og ned af Mei gav ham en kold fornemmelse i maven, det var ikke noget, han havde lyst til. Men det gjorde ikke noget. Den hvide pels sprang frem, som hans krop ændrede skikkelse og i løbet af et splitsekund var han blevet til en lille hvid pelsklump med de små brungyldne øjne omgivet af sort, små ører og en busket hale. Han yappede en enkelt gang af hende og smilede som kun hundedyr kan smile, inden han gik over til en bunke med tøj, gik et par gange rundt om sig selv og rullede sig sammen med et suk. Ah. Han var ligeglad emd, om han sov som menneske eller ræv, men i nat passede det ham fint med ræven. Den gode lugtesans og fænomenale hørelse var beroligende og et godt advarselssystem, hvis der kom nogen.

Hun smilede stort da han forvandlede sig til en polarræv (Endnu en gang stort nok til at hun måtte tage sig til kinden, for denne gang faktisk at bande...)

"Du ser noget sødere ud sådan der." sagde hun med et humoristisk glimt i øjet.

Så lagde hun sig til rette, og begyndte at slappe af...
Hun følte sig tryg nok her. Hun stolede på Fox, og på hans evner. Men mest af alt stolede hun på hans gode hjerte, som hun nu havde oplevet på nært hold.

"Godnat, Fox... og tak..." hviskede hun, før hun faldt hen i en dyb, dyb, og heldigvis drømmeløs søvn...

Det tog lidt tid, inden Fox faldt i søvn. Først lå han kiggede på Mei, der var helt væk. Hans tanker var trætte, men påtrængende. Det var sært at have nogen til at ligge at sove i hans "hule". Og han følte sig slet ikke så utilpas, som han havde regnet med, at han ville. På et tidspunkt gled hans øjne i, men han faldt ikke helt i søvn. Hver eneste lyd fik hans ører til at vippe. Til sidst var han dog så træt, at han gled ind i søvnen.

En lyd fik ham til at fare op. Der var blevet lyst udenfor, kunne han se på lyset, der strålede ind af det ene støvede vindue. Han var spændt som en fjeder, men det gik hurtigt op for ham, at det bare var Mei, der havde flyttet på sig. Langsomt satte han sig ned. Der sov en person på hans madras. En kløen fik ham til at klø sig bag øret med det ene bagben og bagefter gned han sig i hovedet med det ene forben. Han var stadig træt, men havde alligevel sovet tungere, end han havde regnet med. Det gik op for ham, at han var sulten. Måske han skulle finde noget mad. Lydløst smuttede han ud af døren.

Da hun vågnede, var hun langt mere veludhvilet end hun måske havde forventet - det var jo trods alt en slidt, gammel madras uden det vilde...

Mei strakte sig, bandede en anelse højt og tog sig så tl sin sårede skulder.
Hun måtte se at få det sår renset... Fox havde gjort det godt med de få ting han nu engang havde til rådighed, men hun havde ikke hans immunforsvar.
Såret havde en god chance for at blive inficeret.

Mei satte sig op og sukkede. Hendes krop var m efter de bank hun havde fået, og hendes hals var endnu mere øm... mærkerne var heller ikke forsvundet endnu.

"Fox...?" sagde hun hæst, da hun ikke lige kunne se ham.
Ah... han måtte være ude og jagte mad. De gav kun mening.

Hun overvejede lidt hvad hun skulle gøre... om hun bare skulle smutte, eller om hun skulle vente på at han kom tilbage.
I sidste ende var det et let valg... hun skyldte ham at vente, og hun havde ikke lyst til bare a forsvinde.

Fox havde trods alt reddet hende.

Det tog ham en lille time at tage ud og finde noget mad. Han havde penge på sig, så han valgte at rende fordi i en bager for at købe noget ordentligt brød og noget pålæg. Han sukkede, da han smed pengene på disken, men det var okay. Han kunne logisk nok ikke løbe hjem igen som ræv, så det tog ham lidt at komme hjem.

Det første han fik øje på, da han kom ind, var Mei, der sad op på madrassen. Han sendte hende et smil, en smule usikker, det føltes stadig forkert at have hende her.
"Du er vågen. Håber du fik sovet godt." Han satte posen ned foran hende. "Jeg var ude efter mad." Stadig lidt usikker tog han en af sine kopper og forsvandt ud efter vand. Han anede ikke, hvordan man skulle opføre sig, når man havde gæster, men nu havde han da skaffet mad og vand. Han satte koppen ned foran hende og satte sig også på gulvet.

Hun smilede let til ham da han vendte tilbage. Så han havde været ude efter morgenmad? Og at dømme efter posen, havde han endda ikke stjålet det, men købt og betalt det selvom han havde få penge!
Mei's smil blev blændende i et øjeblik, og en glæde viste sig i hendes blik.

Da han vendte tilbage med vand, havde hun allerede gjort maden klar og smurt et par stykker, hvoraf han fik mest (Og med dobbelt kødpålæg).

"Jeg sov rigtig godt, tak." sagde hun og tog en bid, mens hun fortsat kiggede glad på ham.

Fox følte sig helt varm over at se, at hun var glad. Og hun så noget mere frisk ud end om aftenen. Hun havde fået farve i kinderne. Fox var tilfreds. Godt.
Sulten greb han et halvt rundstykke og tog en stor bid. Han kunne ikke lade være med at smile over, at hun havde puttet to skiver kødpålæg på. Mens han tyggede, funderede han lidt over, at han havde affundet sig så godt med, at hun var her. Sært. Han sank mundfulden.
"Det var godt." Han så på hendes skulder. "Er det meget slemt?" Han var glad for, at det ikke var ham. Et sår i skulderen var et helvede, især fordi man bevægede den hele tiden.

Sjældent havde et rundstykke smagt så godt som nu!
Det var som om at hun var blevet langt mere sulten end normalt, nu hvor hun havde fået tæsk af Angelie... og endda var sluppet heldigt fra det.

Da Fox spurgte til hendes skulder, vendte Mei blikket imod den, og rystede så på hovedet.
"Det er ikke så slemt som det kunne have været... og heldigvis var det bare skulderen. Det gør ondt, men er knap så farligt, når musklerne ikke bliver skadet." sagde hun.

Hun vendte blikket mod ha igen, og tog endnu en bid af sit rundstykke, før hun sagde:
"Jeg er dog nødt til at få det renset i dag... jeg er bare et menneske, og mit immunforsvar kan ikke klare den slags."

Fox nikkede og skubbede den sidste bid af rundstykket i munden. Det gav vel god mening. Ikke at han havde spekuleret så meget over, at hans immunsystem var bedre, men han var sjældent blevet syg af infektioner. Trods sit udendørs liv, havde han kun haft lungebetændelse en enkelt gang. Selvom forkølelserne nu kom en gang i mellem.
Han sank og tog et nyt halvt rundstykke.
"Hvis du har været på opgave for nogen.. skal du vel også melde tilbage?" Han rynkede panden. "Du er da vel egentligt ikke slave, vel?" Det sidste faldt ham lige ind. Han kunne ikke helt forestille sig at arbejde for nogen, da slet ikke med det hun lavede, frivilligt.

Hun snuppede også endnu et halvt rundstykke, og da han midt i en bid spurgte om hun mon var slave, lykkedes det Mei at få brødet galt i halsen, så hun måtte hoste i næsten et helt minut, før hun kunne sige noget - og det med et hævet luftrør.

"Slave..?" næsten kvækkede hun med sin hæse stemme.
"Nej, jeg er ikke slave. Jeg arbejder for et firma. Mine opgaver er arbejdsopgaver - og jo... jeg skal melde at missionen lykkedes i dag."
Hun kunne nu ikke lade være med at le kort over at han havde troet, at hun måske var slave.

Fox så helt bekymret på hende. Bare hun ikke var ved at blive helt kvalt. Han ventede med at spise videre, til at han var sikker på, at hun overlevede.
"Det kunne da godt være." Han tog en bid og tyggede lidt tænksomt. Han ville nok ikke komme til at forstå dem, som valgte at arbejde. Især ikke enten de meget trivielle opgaver eller dem som arbejdede med vold, som Mei tydeligvis gjorde. Han havde det bedst med at være fri, også selvom det betød en ujævn indkomst og evig tvivl om, hvornår næste måltid kom. Men han klarede sig nu ret godt, hvis han skulle sige det selv. Han skulle lige til at spørge, hvem hun arbejdede for, men lod være. Nok bedst ikke at vide for meget.