Blood and Rage (Angelie)

Tid: Ukendt
Sted: Arenaen
Omgivelser: Det er under de kampe for de mere hardcore fighters så publikum råber og skriger

Larmen fra publikum var det eneste der kunne overdøve 'Nightrage's' skarpe sanser og tirrede hans vrede mere og mere. Kombineret med det middel han var blevet behandlet med var det ikke muligt for ham at blive menneskelig igen. 
Men det var også det der gav de bedste penge i ringen for hvem end der havde fanget ham. Hans sanser havde flere gange afsløret at de folk der fangede ham, var til stede under kampene. Men Charlie havde også siddet fast i sin varulveform så længe at han ikke længere havde noget begreb om tiden. 
Når Charlie (Eller "White Rage" Som de havde døbt ham) blev sluppet løs i arenaen, var det gerne med flere modstandere. Charlie havde fået det navn d han var utrolig stor, selv for andre varulve og hans pels var næsten helt hvid. I denne skikkelse var han ca 4 meter høj. Som oftest prøvede de at stoppe Charlie inden han aflivede nogen, men det var ikke lykkedes at stoppe ham helt endnu. Der var minimum et par af hans modstandere der blev dræbt på voldsom vis. 

Aftenens kamp var absolut ingen undtagelse. 4 mænd lå døde. 2 havde fået rykket brystkassen åben, 1 havde fået rykket armen af og den sidste havde han bidt i halsen så hovedet knapt hang fast. Charlie var altid lænket på hænder, fødder og omkring halsen, selv når han var i Arenaen. Det var sådan de fik ham stoppet igen. Med stor besvær, blev han trukket ud af arenaen igen til lyden af dommeren der igen søgte efter nogen der kunne stoppe det frådende vilddyr. 
Da vagterne endelig havde fået spændt de specielle lænker til væggen, sad han endnu en gang alene i sit bur. Kun de glødende røde øjne brød mørket lige nu. Her sad han og ventede indtil det var fodringstid

Det havde været mange måneder siden hun sidst havde befundet sig i denne arena, hvis ikke år. Det havde aldrig interesseret hende hvad der foregik under disse kampe, da det havde været Lazarows opfindelse.. Hun snerrede lavmælt, da hun kom til at tænke på denne, inden hun hurtigt rystede det af sig, for at betragte scenariet.

Døde mænd lå omkring bæstet. Heppende væsner og mennesker lød omkring hende, som denne enorme varulv blev trukket ud fra arenaen.
Hun kunne næsten fornemme de store lænkers knirken, som bæstet strakte imod disse, inden denne forsvandt igennem hullet og ud af syne.
De blå øjne blinkede et par enkelte gange, inden Angelie forlod sin plads blandt tilskuerne, for langsomt at snige sig igennem skyggerne imod fangecellerne, hvor disse blev opholdt.

Besynderligt.. Det var ikke fuldmåne, og han havde uden tvivl været for stor til at være et normalt dyr. Som tankerne drejede igennem hendes bevidsthed, bevægede hun sig langsomt fremad. De fleste var optagede af oprydning og hvad der ellers hørte til, når en sådan kamp var overstået. Hun vidste ikke om dette ville være den sidste iblandt aftenens underholdning, hvilket heller ikke interesserede hende, men væsnet.. Hvad end dette var.. Se det havde bragt nysgerrigheden frem i hende.

Hun ventede tålmodigt indtil vagterne havde spærret væsnet inde, og forladt området, inden hun trådte ud fra sit gemme, for langsomt at glide hen imod tremmerne, uden at komme helt tæt på, så denne ikke ville kunne angribe hende, i tilfælde af at han skulle slippe fri af kæderne.
Med det røde hår samlet i en knold bag hendes hoved, blev hendes blik langt mere intenst, som hun kiggede på væsnet. Som om hun prøvede at se ind under huden på denne, for at finde ud af hvad der lå bag bæstets form.

Han knurrede ildevarslende da han så fangede hendes duft og prøvede at spotte hende. Men der måtte være noget over hende, han ikke lige kunne placerefor han kunne kun lige nøjagtigt ane ca hvor hun var henne. Det var selvfølgelig også nødvendigt at gemme sig for de vagter. Hun ville nok have hørt dem diskutere hvordan de snart blev nødt til at forstærke hans kæder.

I første omgang da vagterne var gået, prøvede han at slynge sin klo ud efter hende, men det var også her lænkernes længde blev tydelig. De var så lange at der var et par meter mellem ham og tremmerne hvilket kun gjorde ham endnu mere vred og frustreret. Så brølede han af hende for fuld kraft hvilket ville have sendt en hver løbende af rædsel. Men hendes blik både forstyrrede men også gjorde noget ved ham der skabte en undren i det store bæst. Så han gik så tæt på han kunne komme til og kiggede ligeledes i hendes øjne imens han knurrede skeptisk.

Hvis hun kiggede efter omkring ham, kunne man også godt se at kæderne var blevet spændt fast nogle gange. Men der var også underlige symboler rundt på gulvet som om han havde forsøgt at skrive i det kolde stengulv.
I hans øjne var det svært at se manden bag bæstet da vreden så længe havde boblet rundt i ham. Men der var mange stærke negative følelser at spore. Vrede, Frygt, Foragt, Skam, Had....
Følelser man ville forvente hos en der skulle knækkes men ikke var knækket

Som brølet blev sendt afsted, klemte hun øjnene sammen, stoppede med at trække vejret, for at undgå luften, der hang sammen med ånden, der slog imod hende. Hendes hår vibrerede ganske let under dette, inden hun langsomt åbnede øjnene igen, for at betragte ham på ny. "Vil du gerne have at de kommer tilbage, fjols" hviskede hun til bæstet, for at få ham til at indse, at postyr ville tilkalde vagter. Vagter ville være problemer, og Angelie var absolut ikke interesseret i flere slagsmål på nuværende tidspunkt. Den tørst var stillet.. for nu.

Blikket faldt imod ridserne i gulvet, som hun tog et enkelt skridt tættere på, imens hun forsøgte at se hvad disse indebar. Det lignede en form for skridt, dårlig skridt, men for den rette ville det måske være læseligt, dog ikke for hende.
Hendes krop trådte frem fra skyggerne, så denne ville kunne se hende uden problemer, inden hendes hænder satte sig imod hver sin tremme, med tre imellem, så hun var tæt på til at ville kunne række igennem dem, for at røre ham.

"Jaja.. Skab dig bare.. Jeg løber ikke.." mumlede hun uden at vide om han overhovedet var i stand til at forstå sproget på dette stadie. Hun havde befundet sig i mange sind efterhånden, barbariske og voldsomme, men varulven.. Efter sidste gang hun trængte ind i et sådan sind, var hun ikke sikker på det ville være en god idé. Om ikke andet, hvis det kom til det, var det den vej hun ville gå, hvis bæstet var for dyrisk til at tale eller kontrollere sig selv.

De spidse ører vippede en anelse fremad som det langsomt gik op for hende, at hun havde hans interesse. Det undrende, nysgerrige blik blev gengældt, så helt død indvendig kunne denne ikke være. "Og hvad.. er du så" ordene var mere et spørgsmål til sig selv, da hun ikke forventede noget svar fra denne. Dyr var nemme at have med at gøre, da de oftest reagerede på instinkter. Derfor forsøgte hun på ikke at ophidse denne, eller virke truende. Hun stod stille, og snakkede ganske roligt, som var hans en forskræmt hund i kvælende snor.

Hans øjne spillede livligt i negative energier, som øjenkontakten stadig forblev opretholdt. År tilbage kunne det have været hendes blik, der så sådan ud, hvilket tvang hende til at klemme kæberne hårdt sammen, inden hun roligt lod hænderne glide ned imod låsen på døren, hvorefter blikket ville følge efter. Hun ville studerer mulighederne for at åbne denne, eller om hun var nødsaget til at skulle ud og finde en nøgle på en af vagterne, hvilket hun helst ville undgå.

Da hun trådte frem fra skyggerne så han kunne se hende ordentligt, knurrede han i første omgang højere men faldt hurtigt ned igen. Hun virkede på ingen måde truende, tvært imod.
Han vippede lidt med hovedet da hun spurgte hvorefter han kigggede kort rundt på symbolerne i gulvet.
Hans ører reagerede på lyden af det stadig friske blod fra hans mund hvilket fik ham til at tørre dt væk med armen. 

Kort efter gik den lave knurren over og blev en lavmælt prusten inden han knælede ned for at være mere i hendes højde. Så trykkede han den ene hånd mod sit bryst og fremstammede med simple ord:
"Jeg.... Mand.... Charlie.... Nightrage....."


Selvom han var i denne form, kunne han udtrykke sig overraskende klart. Dog var det stadig tydeligt at han stadig skulle fremstamme ordene.
Ved lidt mere grundig kiggen, ville hun også kunne se en af de midler de brugte for at holde ham vred nok. I hans lænker var der små metalspid der gik ind i hans kød så han hele tiden var udsat for en intens smerte.

Det var let at fornemme hendes overraskelse, da han knælede ned, så hun ikke var tvunget til at læne nakken bagover for at se på dette ulveansigt med vrede øjne.
Så han kunne tale? Det ville bestemt gøre dette en del nemmere. Selvom ordene var enkle, havde hun ingen problemer med at forstå dem. Så han var en mand navngivet Charlie.
"Varulv?" Hendes tone var spørgende, som hendes fingre fik fremtrukeet to lange tynde metalstænger, inden hun knælede ned foran dørens lås.

"Hvorfor er du i det her bur?" Hendes blik var fokuseret på låsen, inden hun kort kiggede op på ham og opdagede dem. De små metalspidser i kæderne, der konstant ville prikke sig ind i hans hud hver den mindste bevægelse. Dette var tortur imod et dyr!

Et klik genlød, som låsen gav efter under hendes arbejde. Med hånden om døren, trak hun den op, så hun ville kunne bevæge sig ind i buret. Han havde ikke givet hende en grund til ikke at nærme sig trods alt.
Det var umuligt for hende at forstå, at et væsen som dette ville lade sig blive lagt i lænker, kæmpe for intet andet end penge.

Da hun ville være omkring en armsveden fra bæstet med den hvide pels, lod hun øjenbrynene trække sig undrende sammen, inden hun ville række frem imod den nærmest kæde, omkring hans højre håndled/pote. Sjovt.. Få dage inden havde hun selv fært en uskyldig i snor, men dette var anderledes.. Dette bæst var kraftig, stærk, interessant.

Da hun så låste op og gik ind til ham, trak han sig kort lidt tilbage som et dyr der var nervøst for hvad hun ville. Men samtidig prøvede han efter bedste evne at svare:
"Dæmon..er.... Gift..... Mmmit sind.... Charlie... lænket.... skifte.... Nightrage...."
Ud fra måden han sagde ordene, ville hun kunne tyde at hans varulveskikkelse blev kaldt Nightrage.

Da hun rakte hen og rørte ved hans lænke, kom der samtidig en muskelsammentrækning af smerten så flere af de små metalspid bøjede som var de ståltråd. Men alligevel sad de så dybt at de ikke faldt ud af den årsag.
En underlig lyd kom fra den lænke han havde omkring halsen hvilket fik ham til at komme med et tilbageholdt brøl af smerte. Samtidig hamrede han næverne i gulvet som om han ville tænke på noget andet.
Det efterlod nogle rigtig grimme mærker i gulvet. Han var jo også stærkere end normale varulve. 

Da han havde fået styr på smerten, rettede han sig op på knæene igen og kiggede ned på hende med en vejrtrækning der fortalte hvad han gik igennem. Men han havde også mere kontrol lige nu end man ville forvente fra en varulv i fangenskab

Som denne prøvede at svare hende med sine gebrokne ord, havde hun svæært ved at finde hoved og hale i disse. Det eneste hun faktisk forstod, var hvad denne varulv kaldte sig selv. Fingrene undersøgte lænken om hans håndled. Hun vidste ikke om de var magiske, eller om hun let ville kunne lirke dem op, som hun havde gjort med porten.

Som de store næver bankede i jorden, trådte hun uvilkårligt et skridt væk fra ham, grundet chokket over den banale, pludselige opførsel. Alligevel virkede han til at have mere sind end andre ville have i denne situation. Utroligt at han ikke var blevet gal endnu.
Hendes blå øjne faldt til jorden, som støvet langsomt havde rejst sig, hvor de betragtede de nyeste mærker dette angreb havde lavet.

Hun holdt afstanden indtil han havde rejst sig op helt, inden hun startede forfra med at tage et forsigtigt skridt frem imod ham. Langsomt og tålmodigt lod hun et diskret smil komme over hendes læber, velvidende at han ikke virkede interesseret i at såre hende.. endnu.
Hænderne rakte frem for at hvile imod den pelsede overarm, inden blikket lagde sig på lænken om dennes hals. Hun havde skam hørt de besynderlige lyde, der var kommet fra netop denne kæde.
"hvordan løsner jeg dem?" spørgsmålet var henvendt både til ham, men også ligeså meget til hende selv, som hendes øjenbryn trak sig undrende sammen.
Hun måtte stå på tæer, for at kunne se ind under kæden, hvilket automatisk puttede hende i en farlig position, halvt lænende op ad ham, mens hun støttede med hænderne.

Han var stærk uden tvivl, og han virkede.. sindsbevidst. Hvem kunne ikke bruge sådan en vagthund. Angelie forstod godt ideen i at ville holde denne fanget, men selve torturen var unødvendig.
"sid stille" ordene var en svag ordrer, som hun lod sig falde tilbage på hælene, for at skifte position, så hun kunne stå direkte foran bæstet.
Hendes blik ville forsøge at fange hans, for at låse det fast, inden hver af hendes hænder ville lægge sig imod hans ansigt, og hvis denne ikke modstod, ville hun tillade langsomt at åbne op for sin magiske evne.
Hendes sind ville flyde i varme bølger, og langsomt presse imod hans, for at komme ind bag de smertende, uforståelige ord, der ikke gav meget mening for hende.

'lad os prøve igen' ordene ville virke som kom de indefra hans hoved. Hun havde ikke åbnet munden for at udtale dem, men udelukkende tænkt dem til ham. De ville virke beroligende, som et stille hav med små krusninger i overfladen, betryggende..

Han sagde ikke rigtig noget da hun rørte ved hans arm, men han knurrede dog dybt da hun lænede sig ind for at se kæden. Dog gjorde han hende ikke noget. Hun var den første i virkelig lang tid der ikke forsøgte at skade ham eller tirre ham til endnu mere vrede.
Selve lænken omkring halsen havde 10 små spid der gik ind i hans kød.

Da hun så sagde han skulle stå stille, blev hans knurren kort noget mere ildevarslende da han ikke havde tænkt sig at tage imod flere ordrer. Selvom lige nu var det nok hans indre bæst der mest dikterede det i ren frustration over torturen.

Der var noget over hendes blik... Der var noget der gjorde at selv om han prøvede, havde han ikke lyst til at fjerne sit blik fra hende. Og da hun så lagde hænderne på hans ansigt, stilnede hans knurren også af. Det var en underlig beroligende følelse der bredte sig, selvom det ikke var nok til at tage smerterne.
Men det at hun kunne trænge ind i hans sind på den måde, gjorde også at i hans tanker kunne hun tale med Charlie.

"Jeg.... Forstår ikke.... Hvor er jeg?...."

Ti spid direkte i huden, og dette var kun i halsområdet. Der måtte skulle en del til at holde så stor en varulv på plads. Hun rørte dem ikke, men iagtog blot systemet, ledende efter en mulighed for at åbne dem.

Hendes blik afveg ikke selvom hans knurren intensiverede i et øjeblik. Istedet begyndte de blå farver at dirre om hendes pupiller, som blikket låste sig fast til hans. fingrene var kolde imod den rå, pelsede hud, som hun lyttede..

Åh så denne kunne tale forstående. Hun havde haft et svagt håb om dette, som hun smilede næsten venligt. "Lutte a Mort". Hendes stemme var hviskende for ikke at påtvinge aggressioner eller ekstra smerte på denne.
Stemmen virkede mere menneskelig for hende end bæstets havde, hvilket forhåbentlig var et godt tegn. "Fortæl mig hvad du husker.." glødende lod hun sindet åbne sig, som hun fremmanede billederne fra kampen hun havde overværet. Viste hans sind hvordan han havde kæmpet og besejret sine modstandere, hvordan han derefter var blevet slæbt tilbage til sin celle og lænket fast som en køter, der ventede på næste gang han skulle bruges.

"Er det her virkelig hvad du vil med dit liv?" spørgsmålet var halvt undrende, som hun rystede næsten uvirkeligt, vibrerede i de tågede skygger, ledende efter personen bag stemmen, for at få et ansigt på hvad der var under bæstets hud.

Han prøvede at huske hvad der var sket siden han var blevet fanget, hvilket de billeder hun fremmanede kun hjalp på. 
"Dæmoner.... Jeg var afkræftet efter et skift..... De omringede mig og.... Gav mig en gift?..... Den var der længe nok.... Til de kunne give mig lænkerne på..."


Det har var en underlig måde at tale på... Noget Shamanerne fra hans stamme før havde gjort så han vidste lidt hvad han kunne sige. Det virkede som en drømmeverden... Langsomt som han huskede, ville hun også kunne se en bunke dæmoner sætte den særprægede lænke om halsen på en mandlig skikkelse. De lukkede det specielle halsbånd med en 4-symbolers lås.

"Nej.... Disse kampe har intet formål.... Adnet end underholdning.... Jeg vil ikke... Være en hund i bur... De skal få en kamp de sent vil glemme.... Når jeg kommer fri..."
Det var som om de drømmelignende skygger gled til side og afslørede en to meter høj meget muskuløs mand med skulderlangt mørkebrunt hår.
Man kunne se de ulvelignende øjne. Dette var manden bag Nightrage

Billederne tog form, som han delte dem med hende. Hun så interesseret til som hun så hvordan dæmonflokken puttede den besynderlige kæde på manden. Det besvarede hendes undre om hvorvidt dette var en ganske normal kæde, hvilket det ikke så ud til at være. Men på den anden side.. fire symboler havde ikke mange forskellige kombinationer.. Måske de kunne finde oplåsningsmekanikken et sted i disse minder.

Som tågen langsomt gled rundt og formede en skikkelse, tillod hun sig selv at tage en halv visuel form, for at kunne betragte denne igennem hendes blå øjne. Hans blik havde samme udstråling som et rovdyrs, hvilket hans ord kun forstærkede. Så dette var ikke hvad han ønskede.
"Du vil have hævn.." dette var en konstatering, som hendes hoved langsomt gled på skrå med et halvt hævet øjenbryn.

Hun var villig til at hjælpe ham fri af lænkerne, men Angelie gjorde intet gratis.. Hun forventede at få noget igen. "Og hvis jeg hjælper dig fri.." startede hun langsomt, uden at færdiggøre sætningen, da det var tydeligt at hun mente, hvad han så ville tilbyde hende i kompensation. Selvfølgelig ville en blodig hævnkamp være interessant at overvære, men der var noget mystisk, noget brugbart i denne. Han ville formegentlig kunne hjælpe til med andre gøremål.

"Nogle ideer til hvordan vi får de lænker af dig?" ingen fortjente at være bundet på denne måde, når de besad en mægtig styrke og tørst. Det var noget andet med de grædende personer, som ræven hun tidligere havde indfanget.. Dette eksemplar ville passe smukt ind i hendes dyresamling.

Tågen svævede omkring hende, som hun langsomt gik i opløsning, for at kunne se på et fremmanet billede, som hun overværede dette specielle halsbånds lås. Dæmoner.. Hun havde et dårligt forhold til de væsner efterhånden.. Alle som en svigtede de når det var nødvendigt.

Han stod afventende på hendes ord, da de fleste havde en idé om hvad de ville have til gengæld. Men da hendes videre opførsel indikerede at han skulle nævne sin pris, skiftede han til et noget mere eftertænksomt blik.
"Ja jeg ønsker hævn... Et rovdyr spærret inde på den måde vil bide tilbage... Men.... Jeg tilbyder.... Hvad du ønsker af mig...."


Han tænkte grundigt over hvordan halsbåndet var sat fast men det var virkelig svært at finde ud af at få det af.... Så de minder der lå i hans underbevidsthed om stedet, kunne hun se nærmest som en film. Selve lænken var præget af et underligt mønster. Der var 4 uregelmæssigheder i mønsteret der ville få kæden til at gå op hvis man satte dem på plads hurtigt nok. 

Imens han søgte i sine minder, ville hun kunne se 4 forskellige dyreånder der kredsede om ham. Ørnen, Ulven, Slangen og Bjørnen. De 4 dyr var Totemånder fra stammen han kom fra. Roligt kiggede han op på hende og sagde:
"Hvad er din pris?..."

Han virkede villig til at tilbyde hende enhver pris for denne befrielse. Hun brummede overvejende fra tågen omkring ham, så det lød som om det kom alle steder fra, inden hendes krop materialiserede sig ved hans side, som den næste film begyndte at spille i hans sind.

Hendes øjne lagde sig koncentreret på de fire uregelmæssigheder, som hun endnu engang brummede svagt over dette. Folk skulle også bare sørge for at tingene var ekstra besværlige..

Noget i hendes øjenkrog fik hende til at kigge hurtigt imod ham, som hun så de fire ånder svæve omkrings ham. Dyr.. Hvorfor dælen havde en varulv dyreånder omkring sig. For første gang overvejede hun kort hvem denne person var, hvor han kom fra.. Det var ikke noget hun før havde været udsat for.

"Min pris.." Et hemmelighedsfuldt smil trådte over hendes læber, som hendes blik intensiverede, som hun betragtede ham nysgerrigt. "Jeg er et simpelt væsen.. Jeg kræver blot muligheden for at.. Indfri en tjeneste eller to" hun var trods alt velvidende om, at kampe ville opstå i en nær fremtid. "Di Morga vil en dag ende i blodsudgydelser.. Jeg ønsker en allieret på min side, når dette sker" hun var opmærksom på hvordan han ville reagere på dette, inden hendes blik langsomt flød tilbage imod selve filmen.

Hun havde efterhånden lært hvilken rækkefølge disse skulle drejes i. Spørgsmålet var bare om hans hukommelse ville være den rigtige kombination.
"Gælder dette for alle lænkerne?" Spørgsmålet var nødvendigt eftersom de kun havde fokuseret på den om halsen indtil videre.

Da hun smilede for efterfølgende at nævne sin pris, stoppede de fire dyreånder ved siden af ham med ørnen siddende på hans ene skulder. Som hendes ord blev talt, var det som om de 4 ånder nikkede anerkendende hvorefter Charlie selv sagde:
"Du taler med mig i sløret mellem drømme og virkelighed... Forbi Nightrage's vrede... Du er ikke noget simpelt væsen.... Jeg gav dig mit ord på den pris jeg var villig til... Så 2 tjenester... Som du sagde... Når som helst du vil...."


Charlie tog sig lidt til tindingen med et smertefuldt ansigtsudtryk da minderne om lænkerne på hænder og fødder kom frem. Ganske som antaget, fungerede de på samme måde som det om halsen. Men det blev ligeledes tydeligt at Nightrage blev tirret yderligere ved lænkerne blev strammet igen.

Dyreåndernes tilstedeværelse forstyrrede hendes koncentration, som disse bevægede sig rundt og virkede til at bestemme hvordan tingene skulle foregå.
Hans ord fik dog hendes fulde opmærksomhed, hvorefter hun nikkede en enkelt gang, anerkendende, inden hun måtte tage sig selv i at himle med øjnene, og stoppe denne bevægelse. "Kald det et.. Heldigt sammentræf i så falde.." Mumlede hun næsten ligegyldigt, inden hun betragtede kæderne.

Jo det var bestemt samme mekanisme, men noget ulmede. Hun mærkede vreden fra bæstet, som det dirrede svagt i hendes uformelige legeme. "Utålmodig mandsling" påpegede hun fraværende, inden hun tillod sig selv, at forlade dennes sind, for at vende tilbage til virkeligheden, hvor hendes kolde fingre hvilede imod bæstets ansigt.

"Skal vi?" Hun ventede ikke på et svar fra denne, inden hendes hænder fjernede sig fra bæstet, for derefter endnu engang at stille sig på tæer lænet op ad ham endnu engang, for derefter at finde mekanismen, der ville åbne halsbåndet.

Hendes fingrer klikkede mekanismerne i rækkefølgen, som hun var blevet vist i hans sind, forsigtigt for ikke at forvolde yderligere smerte. Ikke fordi hun bekymrede sig, men hun ville helst undgå at få sat en klo i benet under denne proces.

Et klik kunne svagt høres, som halsbåndet åbnede sig , for derefter at trække spiddene til sig og ud af hans hud, inden Angelie med begge hænder fjernede den tunge lænke, for så at kaste den på jorden, så et klingende ekko gav genlyd.

Da hun trak sig tilbage fra hendes sind, var det også en helt anden varulv hun ville få at se. Det der før virkede som et frådende bæst, var nu mere som en majestætisk ulv der kort sænkede hovedet anerkendende til hende. Det var som om Nightrage nu vidste at hun ville hjælpe ham fri, hvilket også fik ham til at knæle mere så hun ikke behøvede at strække sig så meget igen.

Da kæden så blev trukket helt af, knurrede han kun kort da metalspiddene forlod ham. Ellers tog han sig kort til halsen som om han var virkelig lettet. Lyden af kæden der ramte jorden, fik dog nogle andre til at reagere.
Et godt stykke nede af gangen kunne man høre et par vagter nærme sig imens den ene sagde:
"Hvad fanden var det?... Sig du spændte hans lænke ordentligt...."


Vagternes metalbeslåede støvler kunne høres som de kom tættere og tættere på. Nightrage rakte hænderne ud så hun kunne få fjernet de sidste lænker også

Det var næsten en ren fryd at se dette bæst omvender, Royal, som han sad der og bøjede sig for st hun lettere kunne komme til.

Ligesom ham, hørte hun også at hendes uforsigtighed havde vækket andres interesse, og hendes blik vendte sig hastigt over hendes skulder, for at kigge ned ad gangen. "Det ser ud til at din hævn kommer hurtigere end forventet" hviskede hun næsten muntert, inden hendes blik vendte tilbage imod de udstrakte hænder.

Samme kombination blev brugt på disse, hastigere, som man hørte fortrin nærme sig cellen. Hun fjernede ikke lænkerne, men forventede han selv var i stand til at ryste dem af, efter hun havde åbnet dem. Istedet gik hun hastigt i krig med kæderne om hans ankler.

Som disse faldt til jorden som de sidste, rejste hun sig, inden hun lod en hånd hvile imod hans overarm, inden hun ventede. Hendes blik var rettet mod den åbne celledød, og når vagterne ville vise sig, ville hun smile ganske tilfreds inden en hvisken ville blive sendt afsted til Nightrage. "Tag dem så" ordene var opfordre de, inden hun klappede overarmen en enkelt gang for derefter ar træde til side, og give ham den frihed for hævn, som han havde ventet på.

Imellemtiden ville Angelie blot læne sig imod bagvæggen, med armene over kors, og iagttage hvad der ville udspille sig foran hende. Smilende, munter, blodtørstig og ganske tilfreds med sig.

Det dirrede nærmest i ham da hun så muntert nævnte at hans hævn ville komme før end forventet. Dog koncentrerede han sig om at stå stille så hun kunne spænde lænkerne op. Hans øjne kogte og var røde som aldrig før. Lænkerne blev hurtigt fjernet i takt med hun åbnede dem om hans ankler. Knurren blev mere og mere ildevarslende jo mere tæt han kom på at være fri.

Det passede nærmest som var det til en film at 4 vagter kom omkring hjørnet da de sidste lænker faldt af ham. "Hvad fanden laver du!? Den møgkøter skal blive i sit bur!"
Det var ord de aldrig nogensinde ville nå at trække tilbage. Frygten stod malet i deres ansigtet netop som hun klappede ham på armen og udtalte de to ord.
Og selvfølgelig skulle hun have et show....

Med et enkelt spring, flåede han lågen til cellen af hængslerne og slog den første under hagen så han knækkede nakken og fik flået sit ansigt op. De andre råbte og skreg og i et desperat forsøg, angreb de ham. Ganske som man ville forvente, ville det blive et voldsomt blodbad. Der var virkelig meget vrede der skulle lukkes ud. Brækkede arme og ben, afrevne lemmer og sår så dybe at dele lige så godt kunde falde af.

Under det hele var der kommet flere til der forsøgte at forgifte ham på ny men de led samme skæbne som de første. For nu var han så opslugt at vrede og hævntørst at giften ville være ligegyldig. Nærmest ingen plet i celleområdet var tørt da han var færdig og det eneste der havde puls var ham, hende og nogle rotter.
Nu stod det voldsomme men majestætiske bæst, badet i blod og kiggede tilfreds på hende

Som hun hørte ordene fra vagten, bredte der sig et selvtilfreds smil over hendes læber, inden hun nåede det bagerste af cellen, for at betragte dette majestætiske dyr i aktion. Han havde formegentlig en del aggressioner der skulle ud, og hun nød bestemt at se på.
Der var altid noget tiltrækkende ved sådanne situationer for hende. Det var her man så en persons fulde kraft tage form, og stærk var han uden tvivl.

Som en afrevet fod fløj imod hende, og stødte ind i væggen ved hendes side med et bump, drejede hun hovedet til den ene side, som blodsprøjt landede på hendes højre side af ansigtet, fra øret og ind til mundvigen.

Flere kom til, og et kort øjeblik overvejede hun at gribe ind, da de forsøgte at sprøjte den giftige væske i ham igen, men hun stoppede sig selv.. Han havde allerede styr på dem.
Som det sidste rallende åndedrag døde hen, betragtede hun det rod, som han havde lavet, inden hun roligt trådte væk fra væggen og med retning imod ham.

Det tilfredse blik var ikke til at tage fejl af. Han følte sig stolt. Som hun passerede det afrevne hoved af vedkommende, der havde skreget af hende tidligere, stoppede hun kort for at kigge ned på denne. "oops" lød det næsten uskyldigt fra hende, inden hun forstsatte hen ved siden af ham, for at kigge op på denne, da han trods alt var en del højere end hende i opretstående tilstand.

"Ja du er dygtig" roste hun ham, som man normalt ville rose sin hund, når denne havde gjort noget rigtig godt, hvilket hun også mente han havde.

Egentlig ville han have skiftet tilbage nu men de nåede trods alt at få noget gift i ham så det måtte vente.
Da hun så kom hen til ham, tørrede han sig om munden med en kappe fra en af de iturevne stakler rundt om dem.
Ganske vist var han langt fra tilfreds med at hun talte til ham som om han var en gemen hund, men lige nu var det lige så meget et spørgsmål om overlevelse. Nok var de to mere end farlige sammen men alt for meget opmærksomhed om hele situationen var ikke sund for nogen. Så for nu valgte han ikke at sige noget til det.

Med en stærk fejende bevægelse smed han ligdelene ud til siden som om han ville rydde en sti for hende. Igen var hans stemme meget dyrisk men langt mere forståelig. "Vi.... Må... Ud... Flere kommer...."


Måden han stod på fortalte om hvordan han selvfølgelig var klar til at kæmpe mere for at de kom ud, men hun kendte vejen ud så hun måtte jo guide ham. Normalt set ville Charlie have spurgt sig selv om hvorfor hun gjorde sådan. Men lige nu ville han have sin frihed for det her usle sted. Han sleb kløerne mod muren så det slog gnister som et tegn på han var klar. Det efterlod nogle dybe mærker i muren

Som delene blev kastet til siden, måtte hun ryste næsten opgivende på hovedet. Det ville have været langt nemmere blot at hoppe over dem, men hun lod ham gøre som han lystede, for nu i hvert fald.

I stedet bevægede hun sig på denne passage, der var blevet lavet for at få igennem celledøren. Hendes skridt bevægede sig hen til den fuldt åbne dør, hun selv var gået igennem for at nå cellerne, inden hun kiggede mod ham. Hvis han ikke var fulgt med ville hendes højre hånd kroge en finger, for at bede ham komme.

Hun opdagede nu de dybe flænger, som hans kløer lavede i væggen, og et næsten imponeret smil kom fra hende, inden hun kiggede om hjørnet, for at se om der var andre i gangen, de skulle nedad.

Et farligt bæst hun havde allieret sig med, hvilket forhåbentligt skulle vise sig at være et godt tegn.
Hendes spinkle krop gled langs muren, med retning nedad en lang mørk gang. Den var for smal til at to af hans størrelse ville kunne passere hinanden, hvilket forhåbentlig ville give dem en fordel, hvis nogle skulle dukke op længere henne.

"Det er denne vej" hendes stemme var hviskende, som hun løsnede en kniv fra bæltet om hofterne. Dennes krumbøjede blad med takker, som hun havde fået tildelt, ville sikre en langsom død for enhver der fik et slag i maveregionen.

Som hendes krop stillede sig op ad det næste hjørne, hørtes fodtrin på den anden side af gangen. Hun ville kunne gemme sig i skyggerne, men hun tvivlede på at varulven ville være diskret nok til dette, ergo måtte de jo kæmpe sig vej igennem.

Som den første a fire trådte om hjørnet, svang hendes hånd med kniven sig i halsen på denne. De takkede tænder i den skar med lethed halsrøret over indefra, og en brutal åbning kom til syne, som han faldt til jorden med et rallende åndedrag. Det efterlod tre tilbage til dem.

Selvom Nightrage var et utrolig stort og nemt genkendeligt bæst, skulle det snart vise sig hvordan han var god til at blive væk. Det ville nok ikke være et problem for hende men ellers kunne han bevæge sig næsten usynligt og helt lydløst igennem gangene ledt af hende.
Hvis man studerede hans bevægelser ville det hurtigt blive tydeligt at han nok var en fantastisk jæger. Selv hans vejrtrækning blev sænket for ikke at larme.

Da hun så trak den noget særprægede kniv, var det som om han prøvede at smile i spænding over hvad der nu skulle ske. Og det der fulgte skuffede ham på ingen måde. Det var en anerkendelse der kom fra ham i form af en nikken da hun trak kniven til sig igen. Hun havde også bevist over for ham at hun ikke vr bange for at få beskidte hænder selv.

Heldigvis var der også noget tilbage til ham... Først snuste han godt ind for at være sikker på hvor de var rundt om hjørnet. Lige i det de skulle til at runde hjørnet greb han fat i halsen på de to af dem og samtidig med at han lukkede tænderne om halsen på den trejde, knækkede han nakken på de to første. Livløst faldt de tre om uden der havde været nogen egentlig form for larm.
Så vendte han blikket om mod hende med et nærmest lumsk smil og afventende

Imponerende. Han bevægede sig lydløst igennem mørket, og selv med hendes sarte hørelse, kunne hun næsten ikke høre ham bag sig.

Ganske tilfreds med sig selv, hørte hun mandens krop bumpe imod jorden, som hun betragtede denne falde, inden de blå øjne vendte sig imod den næste udfordring, som..
Øjenbrynet hævede sig imponeret, som hun så hænderne gribe fat om de to og tænderne om den tredje. Så der var ingen næste udfordring.

Hendes bare fødder trådte over de døde kroppe, inden hun sendte ham et tæt på muntert smil, for så at bevæge sig videre. Det virkede ikke til at vagterne ville skabe yderligere problemer fremadrettet. Nu havde han trods alt slagtet en stor del af dem allerede.

Omkring et par hundrede meter længere fremme, stoppede Angelie op, for så at lægge hånden imod en stige, der første opad. Hendes blik lagde sig på varulven, inden hun pegede, for at fortælle ham, at det var den vej de skulle. Denne stige ville føre dem op fra jorden, så de ville ende ude foran bagindgangen til arenaen, hvor der ikke var specielt mange mennesker. Den var jo ikke brugt til publikum, men til at kunne stikke af, skulle det blive nødvendigt.

Hun ventede på, at han ville gå først, hvorefter hun selv ville kravle efter ham op ad stien.

Nightrage fnyste nærmest af ligene da de begge passerede dem, inden de kom til stigen. Med de skabninger de havde her nede og specielt ham taget i betragtning af den tilstand de havde ham i, burde de havde en langt stærkere stab af vagter. Det virkede mest af alt som om de havde sat lam til at passe på ulven.

Stigen ville knække sammen under hans vægt, så han tog bare et stort spring og stod nu oppe på den sti der ledte diskret væk fra bygningen. Kun en enkelt drukkenbolt stod og sumpede lidt da Nightrage kom bragende op af hvad der lignede et meget stort kloakdæksel. Det fik drukkenbolten til at smide sin flaske og løbe for livet. Der var alligevel ikke nogen der ville tro han havde set en kæmpestor hvid varulv springe op af had han troede var en kloak.

Månen på pågældende tildspunkt gjorde desværre at han ikke bare kunne skifte tilbage, men tanken om han nu var fri igen, gjorde at han var langt mere fattet end man ville forvente. I første omgang stod han og sonderede deres omgivelser for at sikre sig de ikke fik unødvendige overraskelser. Men samtidig sørgede han for at række sin arm ned of at hjælpe hende op, skulle det være nødvendigt.

Egentlig kunne han bare være løbet afsted nu, men han blev dog tilbage og ventede på om hun ville ham noget. Hun havde trods alt reddet ham ud. Og han skyldte hende noget