Blood and Rage (Angelie)

Igen måtte hun blive imponeret over hans adræthed, men det kom velsagtens af at være halvt dyr. Hun stod tilbage og så hvordan han i et enkelt spring, bragede igennem dækslet, for derefter at høre et udbrud oppefra, en flaske der klirrede imod jorden og skridt der fortalte at en person var stukket af så hurtigt denne tillod det.

Let klukkende, begyndte hun at kravle op ad stigen, eftersom hun ikke så nogen grund til at bruge kræfter på at tage et sådan spring.
Metallet føltes koldt imod håndfladerne, og da en arm rakte ned, tog hun imod denne, for at lade ham hjælpe hende det sidste stykke, inden hendes egne fødder var solidt plantet på jorden.

De blå øjne vendte sig imod himlen, for at konstatere at det var nattetide, inden hendes greb slap hans arm, for at baske noget støv af knæene. Hendes krop rettede sig ud, som hun strakte armene over hovedet, for derefter at kigge på bæstet.
"Du er fri" lød hendes stemme, inden hun ventede for at se, om han havde tænkt sig at stikke af så hurtigt som muligt.

"Jeg er i Abbadon.. Skulle du finde grund til at opsøge mig". Langsomt overvejede hun om bæstet overhovedet havde et sted at tage hen. Hun var ikke klar over hvor længe han havde været fanget dernede.
Hendes hånd tværede resterne af halvt indtørret blod af hendes kind, som hun lod blikket glide op og ned ad den smalle gyde bag arenaen. "Der er vand og mad, hvis du har behov for det.. Og en seng, men valget er trods alt dit".

Da hun sagde at han var fri, skulle han lige til at løbe afsted. Men noget i ham holdt ham tilbage som om 'manden' i ham stoppede flugten.
Så han vendte sig om mod hende endnu en gang og lyttede til hvad hun sagde. Det var også noget han overvejede meget nøje. Men han havde aldrig rigtig brudt sig om Abbadon... Der var et eller andet stedet der rørte ham på en forkert måde....
"Charlie... Har løfte...."


Så rakte han ind i pelsen hvor der sad et eller andet. Det viste sig at være en halskæde der tydeligvis havde afstamning fra indianere.
Han rakte halskæden til hende og sagde noget mere tydeligt: 
"Tak... Måske jeg en dag.... Hvis du ikke finder mig.... Så læg den her... på den nordlige bred af.... Skovsøen.... Så finder jeg dig.... Tak Angelie.... Til vi mødes igen...."
Efter hun havde taget imod halskæden, bukkede han anerkendende nakken for hende og l'b mod skoven hvor han forhåbentlig kunne finde roen til at blive sig selv igen

Var det usikkerhed hun så bag varulvens dyriske øjne. Han virkede splittet i hvordan han skulle forholde sig til hendes tilbud.
En dyb vejrtrækning kom fra Angelie, da hun endelig kunne få frisk luft i lungerne igen, inden hendes hoved lænede sig en anelse til den ene side, nysgerrigt, da han rakte ind efter noget.

Halskæden denne rakte frem mod hende, fik hende til at kigge halvt mistroisk på ham, inden hun langsomt lod fingrene glide om kæden, for så at tage imod den.
Som han bukkede og takkede, lavede hendes hoved samme bevægelse, inden hun betragtede den indianske kæde, som denne havde rakt hende.
"Til vi ses igen" gentog hun, som hun betragtede skikkelsen svæve imod skoven.

Først da han var helt ude af syne, vendte hendes egne fødder i den modsatte retning, og ind imod centrum, hvor hendes eget hjem befandt sig.