Rage (Maylea)

S: Skoven
T: Middag
O: Træer, fugle, Søen i det fjerne
V: Varmt og skyfrit, solen står højt på himlen


Dagen var lys, varm og dejlig. Solen stod højt på himlen og der var ikke en eneste sky at se. Der var vindstille og skoven gav genlyd af de mange hundrede fugle som boede i den...

Zanes humør derimod, var sortere end nogensinde før.
Hans tanker kredsede igen om Angelie.. hvor helvede var hun!? Han havde gennemsøgt hele Terre, hele skoven, bjergene og han havde endda sendt agenter til Har'oloth for at gennemsøge hans eget hjemland, og alligevel var der intet spor af hans forlovede.
Hun var som sunket i jorden.

Og det efterlod ham med en vrede, et raseri, som var så hvidglødende, at havde det været en flamme, ville hele skoven stå i brand.
Han sad på jorden, lænet op ad et stort træ og stirrede lige ud i luften.
Hans ene næve knyttedes og løsnedes og knyttedes og løsnedes...
Han anede ikke hvad han skulle gøre... men han vidste at hvis nogen havde fanget Angelie eller gjort hende fortræd, så ville de få hans vrede at føle... han ville sende samtlige af sine krigere og snigmordere ud, og han ville selv tage af sted sammen med dem.

Problemet: Han anede ikke en kæft om hvor hun var, om hun var i live, eller hvad der var sket.

En raslen lød i skoven, en irriteret lyd. Den unge pige som befandt sig oppe i det store træ hvor sortelveren netop havde valgt at læne sig op ad, løftede kort sit hoved. Den brune manke bevægede sig omkring hendes dukkeagtige ansigt der nemt kunne blive forvekslet med uskyldheden selv. Et anstigt der virkede så ung.. så fri for al mørke. Men det var noget andet som stod ud fra hende. Det uskyldige ansigt havde måske været som beskrevet engang, men ikke længere. Du var ejeren af ansigtet en helt anden. En person fyldt med en sorg så dyb at mørket havde omsluttet sig om hende for at omvende sorgen til had. Hadet som blot havde fået lov til at gro indeni hende, og blive omdannet til en styrke.

De mørke øjne søgte udover den tykke grens kant og fik øje på en sortelver dernede. Ansigtet var til gengæld synligt så hun kunne jo ikke præcis vide HVILKEN sortelver det var - og som om hun ikke var ligeglad. De var allesammen den samme. De var alle sammen onde. Alle tog de hvad andre havde kært.. Dræbte det. Eller beholdte det selv som var det deres ejet. Og så lod de som om det altid havde været deres. Det var sådan det foregik i denne barske verden. Sådan at mørket fortærrede alle omkring sig. Hun bed hårdt tænderne sammen. Spænde bælterne med de mange knive om hofterne og tjekkede kort patronerne til pistolerne som var spændt fast ved hendes lår. Knivkasteri var hendes specialitet. Man kunne næsten sige det var hendes anden evne, at alt hvad hun sigtede efter ville hun ramme. Medmindre vedkommende var hurtig nok - altså lige ind til hun sendte tyve afsted på en gang, som modstanderen ikke alle kunne undgå - og først alt for sent fandt vedkommende ud af at der var gift på knivende..
May var ikke helt dum. Hun vidste hvordan hun skulle beskytte sig selv - og hvordan hun skulle angribe. Som nu. Den mørke manke blev slået om bag skuldrene så det ikke kom i vejen. Langsomt og lydløst rejste hun sig op, hvor nu den kortærmede sorte tætsiddende trøje blev synlig. Noget tof der meget vel kunne sørge for at hun holdt varmen og på samme tid at hun ikke ville komme til at fryse. Sort. Som hendes sjæl. Bukserne hun var iført var af mørkeblåt fleksibelt stof, i modsætningen til de typiske jeans hun plejede at have på.

Fortryd at du overhovedet nærmede dig træet her, fortryd at du i det hele taget er sortelver! Bistert tænkte hun tanken lige før hun løftede en kastekniv, hvor det kort blev synligt at hun havde nogle åbne læderhandsker på hænderne for at beskytte dem mod knivenes gift - og sendte den direkte ned mod ham - for derefter at springe over i træet ved siden af. Fortryd det! Endnu to dog mindre knive blev sendt afsted direkte imod ham. Uden nogen som helst forsøg på at give ham en chance for at reagere. For så generøs var verden bare ikke.

Zane havde faktisk ikke opdaget May... han havde ikke hørt hende, havde ikke fornemmet hende, og havde ikke set hende.
Først da han hørte kastekniven flyve gennem luften, opdagede han at han ikke var alene.
Han kiggede hurtigt op, rakte hånden frem, hurtigt som en kobra... og greb kniven ved skæftet.
Han kiggede kort på klingen og opdagede det tynde lag af væske som var på den.

Så hørte han igen lyden af en kniv – men denne gang havde han både set og hørt hendes spring fra det ene træ til det andet.

Zane sprang op og undveg lynhurtigt den ene kniv. Den anden greb han med sin frie hånd.
*En snigmorder?* tænkte han mens han spejdede op i træet hvor hun befandt sig.
*Ærgeligt for ham at han ikke ved hvem han har lagt sig ud med...*
Et ondt glimt gled over Zanes øjne, da han fik øje på hendes skygge oppe i træet.
Han tog et let greb om begge kasteknive, og kastede dem efter personen i træet, som han fejlagtigt troede var en mand. Han havde ikke nået at se hende rigtigt.

Samtidig stillede Zane sig i kampstand, men uden at fremmane sine våben. En sølle snigmorder med et par kasteknive var ikke det store problem for ham, satsede han på.

Hun så hvor tæt den første kniv havde været på rent faktisk at ramme ham - altså VAR det muligt at komme ind på den latterligt selvglade sortelver. Og så den anden. Tja.. Maylea behøvede ikke øjne for at kunne vide han kastede dem tilbage mod hendes skikkelse - latterligt - man var ikke knivekaster hvis man ej heller kunne undvige dem. Det vidste alle gode knivkastere. Alle som havde vokset op med sådan en i hånden som det eneste våben til at forsvare sig selv med. Uden at anstrenge sig spor rykkede hun sig og hørte knivene borede sig ind i træets stamme lidt til højre for hende. Hvad gjorde hun ? Rykkede dem ud og slyngede dem ned mod sortelveren igen, for at springe over i det næste træ, og være sikker på hans øjne udelukkende var rettet mod knivene. Når man ikke vidste hvem sin fjende var, ville det være sværere for vedkommende at vinde over denne. Mayleas hånd gled ned til bæltet, og på under et sekund var den næste kniv allerede trukket og sendt afsted mod sortelveren - hvis ansigt hun denne gang kunne se.. Og hun genkendte det.

Hastigt fortsatte hun til næste træ, og næste igen for at holde sig i bevægelse. På samme tid vippede hun med håndleddet for at sende endnu en kniv efter ham. Mindre denne gang - og sværere at gribe. To mere af samme slags blev sendt imod ham, nu hvor hun stod bag en stor gren oppe i et træ omkring 8-9 meter fra ham. Lang nok væk til at han kun ville kunne se hendes skikkelse, og tæt nok på til at hun uden problemer ville kunne sende flere knive efter ham fra forskellige vinkler, uden at blive forstyrret af diverse grene i forsøget.

Med en hurtighed og ynde, som kun var at se hos de to forskellige elverfolk, sprang Zane op i luften og drejede sin krop rundt mens han hurtigt greb de to knive.
Han landede og fulgte May's skikkelse med blikket.
Da hun kastede endnu en kniv, huggede han lynhurtigt ud med en af de knive han havde grebet, og slog den flyvende kniv væk.
Før der kom andre knive, sprang han højt op og landede i kronen på et træ, hvor han holdt øje med skikkelsen.
Ganske vist kunne han se i mørke, men afstanden og grenene gjorde det vanskeligt for ham at se at May var en pige.

”Giv op, snigmorder. Du ved ikke hvem du har lagt dig ud med...” sagde han højt før han igen kastede den ene af knivene.
Denne gang ville han ikke undervurdere sin modstander, så kniven blev styret af en af hans skygger.
Med lidt held ville hans modstander tro at den var helt almindelig, og blot undvige den, hvorefter kniven ville skifte retning og angribe.

Maylea havde ikke gift på alle sine knive.. nogle var special lavede til at dræbe diverse væsener. Så dem som var egnede til vampyrer kunne hun fx ikke bruge mod sortelveren hvis ansigt hun nu genkendte men endnu ikke helt kunne sætte navn på. Men det ville ikke vare længe før det gik op for hende hvad det var hun havde angrebet. Men hun følte ingen fortrydelse. Hvis hun kunne sende dette kreatur tilbage til helvede hvor denne hørte hjemme ville hun ikke have spor imod dette. Jo ganske vist havde hun husket hans 'storhed' denne som overtog byen ved at dræbe dennes borgmester og erklære sig herskeren af Di Morga. Zane D'tarion ! bistert pressede hun sig op mod stammen på træet så hun var skjult for ham, og lyttede. Denne gang sagde han noget... Og... hun holdt en latter inde. Han troede hun var snigmorder ? Hvor latterligt ! Men på den anden side ville det ikke være helt ved siden af hvis man havde fundet ud af at han var tilbage, ville man sikkert gerne have denne af vejen en gang for alle denne gang.

Maylea sprang og fik øje på ham denne gang oppe i en trækrone - sortelveren havde altså flyttet sig. Hvilket jo selvfølgelig var indlysende. Ingen ville blive stående det samme sted når man netop var blevet angrebet af knive. Hun nåede lige netop at se den netop afstende kniv hun havde sendt afsted mod ham (specielt egnede til elvere - sorte eller ej - ) blive sendt direkte tilbage mod hende selv. May parrerede kniven med en større kniv som hun i sidste øjeblik havde fået trukket op ad bæltet. De mørke øjne spærrede sig op da hun så kniven vende direkte tilbage mod sig, så hun blev tvunget til at slå den væk igen. Dog fik hun det til at se nemt ud, på den mod hun gjorde det. Overraskelsen var ikke længere synlig.

I det øjenlik han så bevægelse dervovre, reagerede han. Skyggekniven ville være en glimrende afledning hvis snigmorderen klarede at forsvare sig mod den.
Han sprang hurtigt ned på jorden igen, sendte den sidste kniv op mod sin modstander... og forsvandt i skyggerne.

Næsten på samme tid som han var forsvundet, dukkede han op igen to meter fra May.
Han havde simpelthen brugt sin magt over skygger til selv at rejse gennem dem, nærmest som en slags teleportation.
Han satte af, og forsøgte at tackle snigmorderen hårdt.
Hvis han ramte, ville han tage fat i May og kaste hende i jorden med sin overvældende styrke.

Maylea bed hårdt tænderne sammen da hun for femte gang slog kniven væk - og nu var hundrede procent sikker på at sortelveren styrede denne på en eller anden unaturlig måde. Han ville ikke have kunnet klare hende uden at bruge sine evner - var det, det som han prøvede at bevise ? Var det virkelig det han havde gang i ? Hun holdt dog hovedet koldt trods irritationen kløede under huden på hende. Denne gang lukkede maylea øjnene, parrerede skyggekniven, trak en kniv magen til den hun holdt i sin anden hånd - en større udgave af de små og med nogle takker ved knivens ægge. Fortsat med lukkede øjne forestillede hun sig omgivelserne, lyttede. Og parrerede den anden kniv på samme tid med skyggekniven som han på en eller anden måde styrrede. Hvordan hun gjorde det var ikke til at vide - andet end hård træning gennem mange mange år..

May var dog kun halv aspara, så trods hun følte sig forbundet med skoven kunne den ikke advare hende mod sortelveren Zane som pludselig dukkede op to meter fra hende, man kunne vel lige så godt sige at hun ikke havde været hurtig nok. Et par hænder greb fra i hende før hun nåede at reagere det mindste og kastede hende ned fra træet og ned i jorden med en overraskende styrke, som straks fik hende til at stønne af smerte, ved lyden af et knæk da hun kolliderede mod jorden. Om han havde kunnet set det før betød intet... nu kunne han se at hun var en pige. Ikke en mand. Og det uskyldige dukkeagtige ansigt som blev løftet var fortrukket i en smerte hun forsøgte at holde inde. Hun var ung. Meget ung. En teenager der vel at vide nemt lige kunne være gået ud af skolen for at flygte fra verdens grusomheder.

I hænderne holdt hun fortsat de to knive i et fast greb og fik sig selv halvt op i siddende stilling. Aldrig vis nogen svaghed - ligegyldigt hvor ondt det gør! Faderens ord gav genlyd i hendes hoved og fik hende til at gemme smerten så godt hun kunne. De rosafarvede, fyldige læber skiltes kort for at undslippe et støn af smerte, før Maylea lod de mørke øjne søge op mod elveren som havde tacklet hende.

Zane kiggede ned på hende med lysende, lilla øjne der udviste en vis forbløffelse.
”En... pige?” sagde han forundret. Det kom bag på ham... især fordi hun tydeligvis var ret ung.
Han sprang ned fra træet og landede lige foran hende.
Vinden fangede kort hans lange, sølvhvide hår og blæste det lidt til siden.

”Slip dine våben. Kniven gør dig ikke noget nu.” sagde han med en kold, kommanderende stemme.
”Hvis du nægter at slippe dem, vil jeg tage dem fra dig, og det bliver ikke rart.”

Han så hende i øjnene med et hårdt og alvorligt blik, og talte igen:
”Hvem tror du at du er, sådan at angribe mig? Har du nogen anelse om hvem jeg er, tøs?”
Hans stemme var kold som is, og hans tanker mørke.

Hun var køn, og det var længe siden han havde gjort det, som han engang var blevet berygtet for...
Han besluttede sig for at hvis hun var rimelig, ville han måske skåne hende... men hvis ikke, ville han stille sin mørkeste sides sult...

Maylea løftede blikket og lod øjnene som var fulde af irritation møde hans. Han var overrasket ? Meget måske ? En pige ? Kome det ligefrem bag på ham at en pige kunne finde ud af at håndtere knive ? Sortelveren fik det til at lyde som om han virkelig ikke havde haft nogen anelse om at hun kunne have været andet end en mand. Vreden blussede yderligere op inde i hende da hun satte sig yderligere op for at få et bedre overblik over hans udseende. Jo. Han var uden tvivl Zane D'tarion. Hans sorte hud fik hende til at blinke en enkel gang. Det var første gang hun så en sortelver tæt på og ikke blot på afstand eller i en avis. Det var næsten blændende.. Anderledes.. kønt ligefrem ? Hun rystede tanken af sig. Han var ond. Han var et monster ! Så meget vidste hun.

Og nu truede han hende. Latterligt! Hun var ikke bange for kniven han havde styret før. Og hun var fortsat ikke bange for den. Hvorfor skulle hun ? Maylea kneb øjnene sammen til smalle sprække og rejste sig nu op - uden at slippe de to knive som var placeret i hendes hænder, som var de bygget kun til disse hænder. Så han ville tage knivene fra hende? Han kunne bare prøve!
De øjne som borede sig ind i hendes egne hadefulde, var hårde. Og kolde. Hvis han prøvede at skræmme hende virkede det ikke. Det var slet ikke nok! De perfektformede rosafarvede læber skiltes ad for at tilkendegive et svar på hans ord: "Jeg ved hvad du er. Og jeg ved hvem du er. Ingen af dine titler ændre på hvad du er." Ordene blev slynget mod ham med en sådan bister gift at man skulle tro hun forsøgte at forgifte ham blot ved talens brug.

Knivende svingede i hendes hænder uden hun overhovedet skænkede dem et blik, greb hårdere fat om dem, men sørgede dog for at holde løst nok om dem til ikke at få krampe. Tricket var at holde dem rigtigt, og ikke særlig mange havde forstået pointen i dette endnu. "Du kan bare prøve, sortelver!" Hun nærmest spyttede det sidste ord ud, før hun gik tik angreb mod ham - eftersom de var så nær hinanden kunne hun ikke gøre jeg de store forhåbninger om direkte at KASTE knivende. Så i stedet valgte hun at gå lige på og hårdt. DOg med en hvis balance og ynde. Hun snurrede om sig , hvilket fik den krøllede manke til at flagre om hende, og huggede ud mod ham med knivende i forskellige vinkler.

Så hun valgte den hårde måde...
På en måde var han glad for det!
...og på en måde bedrøvede det ham. Denne nye form for tankegang var ikke noget han brød sig om, men han kunne ikke styre det.
Zane havde simpelthen bare fået gnisten af en samvittighed, og det forfærdelige som han havde tænkt sig at gøre ved denne unge pige var nok til at give ham et stik af skyldfølelse.
Men samtidig kom han også i en slags rus ved tanken om det...

Det hun sagde, havde dogikke den store effekt på ham... men hendes øjne... øjne så fulde af had. På den ene side ønskede han at vide hvor dette had stammede fra, og måske endda forsøge at hjælpe hende... og på den anden side ønskede han bare at kæmpe mod hende, glemme hendes hadefulde øjne, som gemte på en forfærdelig, dyb sorg... og dræbe hende langsomt og pinefuldt.

Zane undveg de første par slag, hvorefter han trådte skrådt fremad, meget hurtigt, og hamrede sin næve fremad i håb om at ramme hende i maven.
Han måtte først og fremmest uskadeliggøre hende...

Ud fra hendes race var hun overraskende hurtig og smidig - det var ikke helt uden grund man kunne have set hende som en snigmorder.. Hun var ikke en langsom stor, lejemorder der brugte styrken til at vinde. Maylea brugte sin smidighed og ynde til at undvige alt hvad der ville komme susende mod hende, for i stedet at hugge ud efter modstanderen som en slange. Hadet blussede inden i hende, hans blik virkede så mørkt og koldt, ligegyldigt hvad han sagde ville han ikke ændre sig ved at hun valgte side med ham. Det ville han aldrig. Og så ville hun også være ligesom ham. Hun ville blive ligesom Korah.. Hvilket hun nægtede. Hun nægtede at forråde dem som end måtte regne med hende - hvem det så end måtte være.

Hadet strålede ud fra hende, og det var tydeligt at hun var faldet dybt ned i mørket. Et mørke hun ikke selv ville kunne komme op fra igen. Og hun nægtede selv at indse dette. For May kunne sagtens klare sig selv. Hun havde ikke brug for nogen ridder til at redde sig. Hun havde ikke brug for nogen partner. Hun klarede sig fint sådan her. Alene.

Så da sortelveren trådte frem undveg hun ved smidigt at snog sig omkring ham og hugge ud efter et punkt i hans ryg hvor hun viste den kunne glide direkte ind og gennembore hjertet. Hvis dette ikke ville lykkes ville hun fortsat sno sig omkring ham, og endnu engang hugge ud efter ham. "Er det virkelig ALT den Store Stygge Sortelver kan byde på ?" ordene slog giftigt mod ham som en hvislende slange.

Snittet som kunne have ramt ham i ryggen og faktisk gennemboret hans hjerte, snittede ham kun dybt i skulderen, da han lidt for sent vred kroppen for at undvige.
”Satans..!” hvæsede han og sprang tilbage for at komme uden for rækkevidde.
Han tog sig til skulderen hvor blodet strømmede fra det dybe sår.
”Det må jeg sige, tøs... det er sjældent at folk faktisk formår at såre mig.” sagde han med et smil.
”Lyt nu til mig... hvis du fortsætter det her, så slår jeg dig ihjel. Men hvis du stopper nu, så kan vi tale om det, og du vil måske sande at jeg ikke er så dumt et svin som folk går og siger.” sagde han.
Hans blik var alvorligt, og afslørede at han skam var forberedt på mere kamp hvis det var det hun valgte.

Denne gang ville han dog ikke holde igen...

"heh" det lille selvsikre heh undslap hendes læber idet hun så at hendes kniv faktisk havde ramt ham - og det avr dette øjeblik hun sukkede indvendigt over ikke at have smurt disse to nærkampsknive med gift, men hun havde ikke haft tid til det siden den sidste kamp. Den brune manke flagrede omkring hendes lille ansigt der pludselig virkede koncentreret og havde noget mere dødbringende over sig, det var tydeligt at den unge pige Maylea kæmpede for at dræbe - der var ingen blidhed tilbage i hendes ansigt.

"Eller er det bare generalt sjældent at halvracer kommer ind på hjertet af dig ?" Hun snurrede omkring sig selv og huggede endnu engang ud efter ham, snurrede, huggede. Op på tæer. Hug. Hop. Snur. Hug. Sno. Hug. Sådan fortsatte hendes angreb, og dette var vel sådan set et tydeligt svar på hans ord - hun havde IKKE tænkt sig at bakke ud af det her. Hun ville dræbe ham og i det mindste udføre denne gode gerning for verdenen.
Mays krøllede manke fulgte efter bevægelserne som hendes hoved lavede, og på en eller anden uforklaret måde, formåede hun at holde håret væk fra ansigtet så det ikke kom i vejen - uden at fjerne blikket fra ham et eneste øjeblik. Han skulle dø.

Idiotiske lille tøs. Hun havde dødsdømt sig selv...

Zane smilede koldt, og da hun angreb, undveg han samtlige af hendes angreb ved at vride sig, bukke sig bagover, tage et skridt eller to.
*Dygtig... men ikke så meget som tæt på mine evner!* tænkte han og gik nu endelig til modangreb.
Denne modstander var ikke værd at bruge våben på, så han langede ud efter hendes ansigt og mave to gange med elegante, hurtige slag.
Derefter lod han sig falde sidelæns og lande på sin venstre hånd. Han satte af med hele sin ene arms kræfter, og sparkede på denne måde ud efter May.
Han landede på benene igen, og fortsatte sit offensiv med en serie af hurtige slag og spark mod hendes lår, mave og ansigt.
Tre svage punkter.

Hun blev ved med at angribe på samme måde - lige indtil han stoppede med at undvige, og i stedet begyndte med et modangreb. Det første undveg hun ved at vride sig, det andet med at slå næven væk med den flade side af et af knivende. Hun opfangede lige ud af øjenkrogen hvordan han sprang sidenlæns, og fik hende til at reagere hurtigt - og søge væk fra ham. Sparket som kom ramte hende ikke lige på da hun i sidste øjeblik nåede at sno væk fra ham med trinnet 'Carry over', og svingede kort med knivene. Men det gik dog hurtigt op for den unge halv aspara at hun ikke ville kunne angribe nu. Det eneste håb ligenu var at undvige og ikke at blive ramt.

Hun bed hårdt tænderne sammen og sprang længere væk for hvert slag som blev rettes imod hende. Men hun kunne ikke blive ved sådan, slagende havde for meget kraft, og de kom alt for hurtigt til at hun kunne nå at afværge dem alle. Hun var endnu ikke træt, hun havde været vant til træning i flere timer i træk. Men det her.. Det virkelige liv var langt mere krævende end normal træning. Et slag ramte hende hårdt i maven og fik hende til at vælte omkuld med et overrasket støn. Så stærk.. Hun klamrede den ene kniv til sig, mens den anden arm var klynget omkring hendes mave. Et host, endnu et støn.. smerte. Noget blod blev hostet op foran hende, og resulterede i at hun skar ansigt.
Havde det virkelig været så let for ham ? Blot ved ta ramme hende en enkelt gang ville hun ligge stønnende i smerte ?
Maylea løftede trodssigt blikket og så op på ham med et hadfuldt blik. Hun fik sig selv op på hug og gjorde et sidste forsøg med kniven for at hugge ud efter hans lår - det sted hvor hun vidste pulsåren måtte befinde sig.

Følelsen af hans næve, der penetrerede hendes mavemuskler og sendte hende i jorden, fik ham til at smile.
Han betragtede hende kort mens hun lå og hostede og stønnede.
”Maven er et af de svageste steder på kroppen... især på kvinder...” sagde han med en belærende tone.

Da hun trodsigt huggede ud efter hans lår, flyttede han lynhurtigt benet, og greb ud efter hendes håndled med sin højre hånd.
Hvis han fik fat, ville han vride det rundt i en lynhurtig bevægelse, og brække det på stedet.
Hvis ikke, ville han sende et hurtigt spark af sted efter hendes hånd i håb om at sparke kniven ud af hendes greb.

*Hun er sej...!* tænkte han og lod blikket glide over hende.
*Så ung... og smuk... og alligevel så vælger hun at ende sine dage her på denne dag.*

Hun hvæsede af ham som var hun et dyr der boede i skoevn, og udelukkende kæmpede mod ham for at have betrådt det område hun befandt sig i - og at dette var noget fremmede blev straffet for. Hun ville helst ikke have taget den udvej at bruge sin evne. Hun ville ikke. Det var simpelthen den allersidste udvej hun måtte tage. Men hun gjorde det. Kun halvt dog. Maylea nægtede at tabe, selv til det allersidste ville hun have hans liv. Hun ville være den der tog det. Indtil videre havde hun udelukkende handlet via sine menneskelige evner - og selvfølgelig noget af aspara delen som hun ikke selv kunne slå til og fra. Men evnen. Evnen var en forsvarsmekanisme som for det meste gik igang af sig selv uden hun selv tænkte over det. Og når den gjorde dette, ville det betyde at hun selv vidste at livet var truet.

Han nåede ikke at gribe fat i håndleddet, men sparket var hårdt nok til at få den lange kniv ud af hånden på hende, og få May til at trække sig tilbage som et såret dyr. Begge hænder begyndte nu at få en sær glans. Som var de lavet af et diamantlignende stof. Hun vidste ikke rigtigt selv hvad dette var - andet end at det ville beskytte hende fra at han kunne trænge igennem hendes hud. Den sære hud fortsatte opad hendes arme, op ad kroppen.. Maylea følte det som om noget køligt lagde sig på ydersiden af hendes krop og tog pladsen som hendes hud. Langsomt begyndte det at overtage hendes ansigt.. hagen.. læberne.. kinderne.. næsen.. panden.. selv øjnene lignede nu to Diamanter som stirrede på ham. Man kunne pladsere en boremaskine på hende nu, uden at den ville trænge igennem. Et sværd ville ej heller have den store effekt. Håret havde fået samme glans som kroppen men havde stadigvæk det mørkebrune skær i sig. Smerten i maven var knap så slem nu..

"Hvad vil du gøre nu?" lød den hånende stemme fra hende. Maylea anede dog ikke om han havde noget specielt som rent faktisk KUNNE trænge igennem denne forsvarsmekanisme. Hun havde endnu ikke oplevet at det var lykkes nogen. Og hvis dette skulle ske idag.. Ville hun være død. Så meget var hun selv klar over.

Han hævede øjenbrynet en anelse og smilede koldt.
”Smukt... men jeg kan bedre lide dig med rigtig hud...” sagde han hånende.
Hvad han nu ville gøre?
Satse på et simpelt lille trick.

Han stillede sig i kampposition igen, og angreb lynurtigt.
Han slog tre gange – men disse slag var bare markeringsslag, så han ikke slog sig på hendes diamanthårde hud.
Efter de tre slag, spændte han pludselig musklerne i hele sin krop og hamrede sin højre næve ind mod hendes mave så hårdt han overhovedet kunne.
På vejen, tændtes en lilla flamme om hans næve.

*Lad os se hvordan du klarer min fulde fysiske styrke, blandet med Hellfire!* tænkte han.
Maven var et godt mål, da hun sikkert i forvejen stadig kunne mærke det sidste slag han havde givet hende.

De tre slag han sendte mod hende, var ikke engang noget hun kunne mærke. Skeptisk så hun op på ham og trak sig en anelse bagud, lige indtil hun mærkede hans næve ramme hende hårdt i maven endnu engang. Egentlig var det ikke nok til at skabe en smerte så slem at hun pludselig ville ligge og vride sig. Men mærke det kunne hun. Var han dum ? Dette skulle forestille at være den ultimative barriere som ikke ville kunne trænges igennem. Eller.. dette var hvad hun troede.

Et overrasket støn undslap de diamantlignende læber. Smerten fik ikke barrieren til at knække. Men hun kunne mærke at den var tæt ved. Et gisp. Maylea vred sig på jorden og skar tænder. Men hun sørgede dog for ikke at åbne munden helt.
For ikke at afsløre den svage del af barrieren. Tænderne tungen, tandkødet osv havde den samme barriere som resten af huden havde. Men nu var der så blot dette, at hun stadigvæk trak vejret. - Noget som til gengæld var næsten umuligt at se på hende mens barrieren var fremme.

Smerten i hans hånd eksploderede,og han hvæsede rasende.
Han mærkede tre af sine fingre brække og bandede sagte.
Han trak hurtigt den sårede hånd til sig og holdt den op mod brystet.
”Godt skjold...” hvislede han. Men han smilede dog da han så at hans slag havde frembragt en del smerte hos hende.

Okay... der var ikke meget at gøre. Han ville smadre sig selv hvis han skulle bruge næverne til at trænge igennem..
”Lad os se hvor varm du kan tåle at blive, min skønne!” sagde han højt, og lilla flammer dannedes nu omkring hende.
Flammerne omspændte hurtigt hendes diamantagtige krop, og Zane smilede koldt.

Hun undslap et dæmpet grin ved lyden af hans hvæsen - og det fact at det tydeligvis havde gjort ondt på ham. SÅ kunne han måske lære at holde fingrene fra noget han ikke kendte det mindste til. Maylea havde nemlig endnu ikke opdaget nogen, eller noget som kunne trænge igennem denne ultimative barriere som hendes krop var blevet bedre og bedre til at holde på denne. Fire timer var det maximale, så meget vidste hun. Men.. hun var træt. Og den gang hun havde holdt de fire timer sidst havde hun været frisk og hverken været sulten, tørstig eller fejlet noget. Men på nuværende tidspunkt arbejdede hendes krop på højtryk for at ordne smerten fra det slag hun havde fået i maven tidligere. Og med dette betød det at kroppen både arbejdede for at holde barrieren på plads, på samme tid med at den ville have hendes krop til at være så god som ny. I det mindste healede hun hurtigere end normale menneske - fortsat dog ikke ens betydene med at smerten fra maven ville stoppe lige med det samme...

Hun så op på ham med de blanke øjne der meget vel kunne komme fra en hel aspara, dog med diamantglansen i stedet for.
Flammerne kom så pludselig og de omsluttede hende hurtigt. I starten kunne hun ikke engang mærke at de var der, så hun rejste sig op for at demonstrere at det ikke hjalp det mindste at omslutte hende i flammer - lillae eller ej. May vidste dog ikke hvad disse flammer var. Ej heller vidste hun hvor lang tid hun havde tilbage af barrieren. Der var vel allerede gået ti minutter. Mere måske. Hun stod blot der og så demonstrerende på ham. Men der var dog en ting.. hun orkede ikke at angribe ham. Trætheden begyndte at tage på hende. Og hvorfor ? Hun bevægede sig nogle få skridt hen mod ham... så begyndte en svag varme fra ilden at trænge igennem.. hvad VAR dette ? Maylea lagde også mærke til at der ikke var gået ild i jorden og det kun var hende som den berørte. Hvad sker der ?! Hun holdt dog hovedet koldt. Og blev stående hvor hun var. Minutterne gik, mens hun blot stod der og så trodssigt på ham.

"Der sker jo ingenting! Måske skulle du prøve noget nyt Sortelver?" Varmen blev mere tydelig nu, men den brændte hende endnu ikke - om så den snart ville. For langsomt blev varmen stærkere, og hun mærkede hvordan hun nu selv blev nød til at holde barrieren på plads for ikke at fortabe sig disse flammer som.. Hun gispede og faldt ned på knæ i smerte. Barrieren begyndte at aftage og ilden begyndte at brænde. Stop.. tænkte hun. Få det til at stoppe..

Zane lagde armene over kors og så koldt ned på hende.
Som han havde regnet med, kunne ikke engang så voldsomt et forsvar holde til Hellfire. Ikke i længden.
Selvom hans Hellfire var på et minimum af dets oprindelige kraft, så var det stadig ikke almindelig ild; det var kraftfuldt, hidsigt og ekstremt farligt. Og så kunne han kontrollere det nøjagtigt som det passede ham.
Flammerne dansede omkring på hendes krop, i hendes hår, og nu kom en lille flamme endda ind i hendes mund hvor han regnede med at det ville gøre ufatteligt ondt.

”Bøj dig i støvet for Di Morgas sande herre. Bed om nåde, og jeg skal skænke dig den, barmhjertig som jeg er.” sagde han med en stemme så kold som is.
Hans lilla øjne betragtede hende med afsky og skuffelse.
Hun kunne være blevet en glimrende snigmorder...

Hun gispede og kæmpede for at holde barrieren på plads, som på nuværende tidspunkt blev tyndere og tyndere. Hun mærkede hvordan varmen fra han unaturlige ild begyndte at trænge igennem hendes krop. Hun kunne mærke den. men barriereren beskyttede hende fortsat. Den beskyttede det ydre af hendes krop lidt endnu.. Få det til at stoppe!! lød skriget i hendes sind. Men ikke et ord kom over hendes læber. Altså lige udover de gisp af smerte som hun forsøgte at holde inde, med hele sin styrke. Uden held. Hendes mund åbnede sig på samme tid med at de mørkebrune øjne blev spærret op i overraskelse og smerte. En flamme havde tændt sig i hendes mund.

Maylea vred sig på jorden denne gang. Hun kunne hverken holde sig stående eller i siddende stilling på nogen måde. Dette var både fysisk og psykisk umuligt for hende overhovedet at PRØVE på. Det gjorde så ondt. Smerten. Det brændte. Og dog. Hun kunne mærke at barrieren stadigvæk forsøgte at beskytte hendes ellers fejlfri og rene krop. Hun gispede. Forgæves forsøgte hun at tørre ilden af i græsset som omgav hende. Hun vred sig for derefter at krumme sig sammen til en kugle, som ville dette hjælpe hende med at beskytte hende mod de lilla flammer som omgav hende. Stop.. Stop.. hvorfor gør det så ondt? Tanken fløj fortvivlet gennem hendes hoved, lige før hun strakte hele kroppen og undslap et hjerteskærende skrig af smerte.

Barrieren var forsvundet.

De altædende, lilla flammer gled hurtigt af hendes krop, og samledes i en ring omkring hende.
Ingen af flammerne rørte hende nu.
Zane trådte igennem flammeringen og stillede sig med armene over kors og kiggede ned på Maylea.
Han havde ikke taget skade af flammerne, og det havde hans tøj heller ikke.

”Dette er en kamp du umuligt kan vinde, tøs. Men du har udvist en enorm viljestyrke og et stort mod, og for det, er jeg tilbøjelig til at give dig livet. Slut dig til mig, og jeg vil personligt træne dig i de kundskaber som vores allerbedste snigmordere besidder. Du vil blive min personlige lærling, og du vil nå en magt som er så meget større end hvad du ellers nogensinde kunne drømme om at få. Slut dig til mig, min kære, og jeg vil gøre dig i stand til at gøre nøjagtigt hvad du vil. Dette... er din allersidste chance.” sagde han alvorligt.
En tone af forhåbning var at spore i hans stemme, og en vis respekt glimtede i hans øjne.