Courtesy (Zuresh)

Julien parkerede på gaden foran det store højhus, som blev kaldt ShadowSun Tower. Et lidt opblæst navn, efter hans mening, men dem om det. Han smækkede døren på sin corvette og satsede stærkt på, at der ikke var en eller anden dum bygningsarbejder, der ville komme til at ridse den. Det ville i hvert fald være dumt.
Han lagde nakken tilbage for et kort øjeblik og så op af bygningen, der var under ombygning. Den skulle nok blive imponerende at se på, når den engang var færdig. Han rettede på sin jakke, strøg en hånd over sit hår og gik ind af dørene i det store glasparti.

Indenfor gik han over til receptionen, hvor der sad en køn ung kvinde. Han meldte sin ankomst med et venligt smil og blev anvist en siddeplads i et venteområde. Han gik derover og stillede sin mappe ved siden af en stol, inden han tog sin jakke af og satte sig, hvorefter han kastede et kort blik på sit armbåndsur. Som sædvanligt var han i god tid, så han tog en avis fra et bord. Det var dagens udgave af en avis, han ikke selv fik afleveret derhjemme, så han gav sig tålmodigt til at læse i den.
Kun halvdelen af hans tanker var samlet om avisen. Den anden halvdel var i gang med at overveje, hvem han ville møde. Han havde hørt om Zuresh, men ikke mødt manden selv endnu. De ting han havde hørt, havde været en smule blandede, men for det meste fortalt med respekt. Og så selvfølgelig den frygtindgydende historie om kampen i arenaen. Han havde både fået den fortalt af en tilskuer, som han havde gjort forretning med, og en slaverne, der havde været til stede. Imponerende.

Som sædvanligt var Julien ulasteligt klædt i et gråt nålestribet jakkesæt, et passende slips og et par blankpudsede sko. Hans hår var som altid lagt tilbage over hans hoved med en smule voks og om hans venstre hånds ringfinger sad den gamle signaturring, han aldrig gik uden. Udadtil virkede han ufarlig, som en almindelig forretningsmand. Og han havde ikke gjort noget, for at ændre det billede. Bedst at virke så lovlydig og normal som muligt. At han en gang i mellem tyede til beskidte metoder i sin jagt efter det, han ville have, var ikke kendt. Han var god til at holde lav profil. Ingen grund til at have et forretningsimperium bygget på skræk og rædsel, når man kunne have det bygget på respekt og legale handler.

Han bladrede og læste videre uden helt at læse, hvad der stod.

Efter et par minutters ventetid lød der et ding!, og en ung, asiatisk kvinde trådte ud i forhallen.
Hun var iført et slankt, stilet jakkesæt og hendes lange, sorte hår var bundet op i en elegant hestehale. Blikket i de brune øjne var køligt som hun så rund i hallen.

Da hun fik øje på Julien, gik hun roligt, men målrettet over mod ham.
Da hun nåede derhen, gav hun ham et høfligt buk og præsenterede sig selv:
"Sir, mit navn er Mei Lin og jeg er Mr. Zuresh's assistent. Han er klar til at tage imod dem nu, så hvis de er parat?"

Julien så op på den unge kvinde, der kom og hentede ham. Han smilede til hende og lagde avisen fra sig, inden han rejste sig op.
"Glæder mig at møde Dem." Han tog sin jakke og lagde den over sin arm og samlede mappen op med den anden.

Manden, der havde set kampen i arenaen, havde fortalt om kvinden, som Zuresh havde lovet væk som slave til Jean-Baptiste, og Julien var ikke i tvivl om, at det var hende, der stod foran ham. Han havde beskrevet hende som lille og smuk, og selvom Julien ikke gik så meget op i den slags, var han ganske enig. Han betragtede hende med et blik, der glimtede let af morskab.

"Jeg formoder, at De er kvinden, der fik æren af at gøre det af med den nu afdøde Jean-Baptiste?"

Hvis Mei begyndte at gå, ville han følges med hende.

"Jeg formoder at de har deres kilder, og dermed ved nøjagtigt hvem jeg er." sagde hun, men tilføjede så med et lille smil: "De har ret, sir."

Så vendte hun rundt og gik over imod elevatoren, uden at tage sig af om han fulgte efter hende eller ej.
Hvis han ville se Zuresh, måtte han følge med.

Elevatorturen var behagelig, ganske simpelt fordi det latterlige musikanlæg der havde været installeret i den, var blevet fjernet.
Og da de så endelig nåede op i toppen af højhuset, førte Mei ham ned ad en gang og ind ad en stor, smuk trædør.

Lokalet på den anden side var stort, og hele den ene væg var ét stort panoramavindue (Som dog var dækket af presenninger udenfor).
En sofagruppe stod ved den fjerneste væg til venstre, og et stort, stålfarvet skrivebord stod midt i lokalet.
Bag skrivebordet stod der en stor, behagelig stol betrukket med sort læder - og i denne stol, sad Zuresh.

Han var iført det sædvanlige, stilede jakkesæt og den sædvanlige læderklap for det ene øje.

Han så op på de to da de kom indenfor, og rejste sig så roligt op mens han smilede let.
"Velkommen, Mr. Bonaparte." sagde han med sin hæse, magtfulde stemme.

Julien smilede skævt og nikkede.
"Min kompliment for Deres bedrift." Han fulgte efter hende ind i elevatoren og var da ganske lettet over, at der ikke var noget af det forfærdelige elevatormusik. Han sagde ikke mere til Mei, men morede sig stadig i sit stille sind over, at den lille kvinde ved hans side, havde formået at slå Jean-Baptiste ihjel. Åh, det måtte have været ydmygende.

Da de gik ud af elevatoren, fulgte han efter hende igen. Det var et imponerende sted, denne Zuresh havde. Hvis Julien gik op i pomp og pragt, kunne han da sagtens drømme om et sted som dette. Han havde pengene til det, men han foretrak et mindre, mere diskret arbejdssted. Normalt var han slet ikke på kontor, men tog rundt og lavede det han skulle på stedet. Eller arbejdede hjemmefra.

Han lod kort blikket glide rundt i det store kontor, inden han lod blikket hvile på manden i stolen. Så dette var Zuresh. Selvom han så lige så forretningsmæssig ud som Julien, undervurderede Julien ham ikke. De ting, han havde hørt, havde givet indtrykket af en magtfuld mand med store kræfter. Og at blive slået ihjel for at komme til live igen, var da også noget af en bedrift. Julien var ikke i tvivl om, at han ville komme til kort i en kamp. Men så var det jo godt, at det ikke var hans hensigt. Hvorfor skulle det være det? Han var her af forretningsmæssige grunde. Eller, høflighedsgrunde.

Han gik frem til bordet og lavede antydningen af et buk for Zuresh. Måske en smule gammeldags, men det virkede nu passende. Det var ikke noget, han ville have gjort for mænd meget mindre end Zuresh.
"Mr. Zuresh. En fornøjelse endeligt at møde Dem. Jeg har hørt meget om Dem." Selvom Julien havde al respekt for Zuresh, ventede han dog ikke på tilladelse til at sætte sig på stolen, der stod foran skrivebordet. Nok vidste han, at han var under elveren, men han var ikke en, man kommanderede rundt med. Så han hang sin jakke over ryglænet og satte sig, mens han stillede mappen på gulvet ved siden af stolen.
"Jeg er glad for, at De ville mødes med mig."

Zuresh smilede igen, og satte sig så over for Julien.
Han lænede sig lidt tilbage i den store stol, mens han betragtede vampyren med et vurderende blik.

"I lige måde, Mr. Bonaparte." sagde han.
"Mine agenter fortæller mig at de er ny her i Terre. Er de her i forretningens navn, eller har de noget andet på hjerte?"
Hans stemme var rolig, men den afslørede også at han var en mand som ikke gad spilde sin tid.

Hvis Julien var her i et forsøg på at vinde noget uden at give nok tilbage (Som mange, mange andre forretningsfolk havde forsøgt), ville det her møde ende skidt...

Julien satte sig til rette og mødte roligt Zuresh' blik. At han blev vurderet rørte ham ikke. Han slog let ud med hånden.
"Jeg har boet her i omkring halvandet år." Han bukkede sig ned og åbnede sin mappe, hvor han hev en kuvert op.
"Og jeg er her i dag, fordi jeg har haft æren af at rydde op i Jean-Baptistes bo. En opgave der faldt på mig, siden jeg er af samme slags som han." Hans stemme afslørede tydeligt, at det ikke havde været nogen ære, men blot et arbejde, der skulle gøres. Og at han ikke var tilfreds med at kunne slås i hartkorn med sådan en mand. Han rettede sig op og så igen på Zuresh.

"Hans pludseligt død efterlod lidt af et rod, ser De. En masse slaver, der skulle omplaceres og en del andre ting, der skulle gøres rede for. Manden var ikke specielt ordentlig." Han lagde benene over kors og hvilede hænderne på det ene knæ, stadig med kuverten i den ene hånd.

"Jeg må give Dem min kompliment. Historien om Deres trick i kamparenaen er nået vidt omkring. Og min kompliment til Deres ansatte. Jean-Baptiste må ikke have været let af skille sig af med."

Zuresh lyttede i stilhed, mens dæmonen(Ikke vampyren!) talte.
Han betragtede den yngre mand roligt, og fornemmede at der var mere end blot komplimenter i spil her.

"Jeg takker, Mr. Bonaparte. Kløgt og snilde er noget, enhver forretningsmand må eje for at vinde succes. Og hvad angår mine ansatte... så er de nogle af de bedste inden for hver deres områder. Mei er en ganske dygtig assistent." sagde han og smilede.

"De er ikke kommet her for at fortælle mig at de skal rydde op efter Jean-Baptiste's rod. Så hvad har de egentlig på hjerte?"

Julien smilede dæmpet, da Zuresh sagde, at en forretningsmand måtte eje snilde og kløgt. Han kunne ikke være mere enig, han var jo selv forretningsmand.
"De har ganske ret."

Han smilede stadig, da han rystede på hovedet til Zuresh' spørgsmål. Julien kunne fornemme, at Zuresh ikke brød sig om at spilde sin tid med høflighedsfraser, så Julien valgte at gå lige til sagen.
"Deres væddemål med Jean-Baptiste involverede overtagelsen af en slave. Og De vandt jo, så De har forhåbentligt fået slaven." Han lænede sig frem og lagde den brune A4-kuvert på bordet foran Zuresh. "Da jeg var ved at gennemgå Jean-Baptistes papirer, fandt jeg denne. Den indeholder alle papirerne på slaven Thanos. Ejerkontrakt og historie. Jeg har skrevet under på, at De er den nye ejer, som bestyrer af Jean-Baptistes bo. De skal lige skrive under, så er De officielt ejeren af Thanos."

Julien lænede sig tilbage igen og betragtede Zuresh.
"Det er noget af en slave, De har erhvervet Dem, Mr. Zuresh. Jeg husker at have set ham til en kamp i San Francisco for en tredive år siden. En noget yngre udgave, men lige så imponerende. Så vidt jeg husker, blev han kaldt Maximus dengang." Han så lidt fraværende ud i luften, som han tænkte tilbage. "Det var en madame, der havde ham på det tidspunkt. En frygtindgydende kvinde, hvis evne kunne fratage andre deres sanser." Han så igen på Zuresh. "Ved De, hvordan man får et vildt dyr til at gå i baglås? Man fratager det synet. Hendes metode var at fjerne både syn og hørelse fra Thanos. Han blev from som et lam, men jeg kan også kun forestille mig, at det måtte være en frygtindgydende oplevelse."

Der var intet i Juliens udtryk, der sagde, at han syntes godt om det, han fortalte. Julien var som sådan ligeglad med, at folk syntes det var sjovt at have slaver, han havde selv ejet en slavehandel, tilbage da slavehandlen fra Afrika til USA havde blomstret, men han havde aldrig selv gået op i den slags. Og han havde absolut ikke samme sadistiske tilbøjeligheder som den afdøde Jean-Baptiste. Ikke i forhold til folk, som ikke havde gjort ham noget. Hvis folk pissede ham af, ja så kunne det godt se anderledes ud.

Zuresh lod blikket glide kort ned til A4-kuverten, før han igen roligt betragtede Julien.
Hans ansigtsudtryk var en anelse ligegyldigt - mens Mei's blev mere og mere forarget.
Den unge kvinde lagde armene over kors og rystede på hovedet.
"Modbydeligt..." mumlede hun halvsurt og sænkede blikket.

Zuresh kommenterede det ikke, men lænede sig dog frem i stolen for at samle kuverten op.
Han åbnede den og læste hurtigt nogle af siderne.
"Så jeg skal skrive under på dette...? Fair nok..." sagde han, hvorefter han proppede papirerne tilbage i kuverten og lukkede den.
Så holdt han den frem for sig... og så ændrede luften sig i lokalet.

Trykket forøgedes pludseligt så meget at det dels var svært at trække vejret, og dels var svært at blive stående - hvilken resulterede i at Mei gispende faldt på knæ, mens hun betragtede sin chef.

Zuresh smilede, og vendte blikket imod Julien.
Hans øje var ikke længere mørkt... det var lysende grønt, og med en aflang, reptil-agtig pupil.
"Jeg tror ikke helt de forstår mig..." sagde han, med sin hæse, magtfulde stemme - og så blev kuverten med alle papirerne omsluttet af en intens, grøn flamme, som slugte hver eneste fiber i løbet af ganske få sekunder.

"Snart vil al slavehandel i Di Morga - i hele verden - blive forbudt... og enhver som trodser dette forbud, vil finde sig selv i tifold den pinsel han har påført sine slaver." sagde Zuresh, og hans stemme var mørk af vrede.

Så ændrede hans øje langsomt farve igen, og blev normalt... samtidig med at det enorme tryk lettedes, for så til sidst at forsvinde helt.
"Jeg vil råde dem til at bringe dette videre til de folk, som de åbenbart arbejder sammen med."

Julien rynkede kort panden, da Zuresh stoppede papirerne tilbage i kuverten uden at skrive under på noget.
Pludseligt kunne Julien mærke trykket i rummet ændre sig, og han spærrede øjnene en smule op. Det blev hårdt at trække vejret, og han kunne mærke trykket forsøge at trykke ham ned i stolen, men fordi han havde en overnaturlig styrke, kunne han holde sig siddende ret op og ned. Ud over det lidt overraskede udtryk i hans ansigt, reagerede han ikke. Dog kunne man se hans pupiller og næsebor udvide sig, da hans krop begyndte at brokke sig over iltmanglen. Hans hoved føltes som om, at det ville eksplodere, og hans lunger brændte. Men han udviste ikke nogen form for frygt, han blev roligt ved med at se på Zuresh. Hvorfor skulle han være bange? Han tvivlede på, at Zuresh havde planer om at fortsætte sin magtdemonstration - hans assistent ville dø før Julien. Og han nægtede at lade sin intimidere, selvom han havde en voldsom lyst til at gispe efter vejret og forsøge at stoppe Zuresh. Så han blev bare siddende stille og roligt, mens han langsomt og roligt trak vejret ned i lungerne.

Endeligt forsvandt trykket igen og Julien satte benet, der var lagt over det andet, ned igen.
"Mr. Zuresh.." Hans stemme var hæs, og han måtte rømme sig en enkelt gang, inden han fortsatte. "De må have misforstået mig. Jeg er yderst ligeglad med slaveri, men jeg finder det dog en smule barbarisk. Jean-Baptiste var et dyr. Jeg gav alle hans slaver muligheden for at tage i mod deres egen frihed. De der stadig havde viljen til det, sagde ja. Resten har jeg ikke mulighed for at hjælp, og jeg måtte sende dem videre." Selvom der stadig var en smule forretningsmæssig venlighed over ham, var hans blik hårdt og man kunne ane en kølig vrede i det.

"Jeg kom her af ren og skær høflighed. Og jeg tænkte, at De gerne ville have en smule indblik i ..." Han overvejede kort sine ord. "... Deres nye ansattes baggrund, så De måske ville kunne forstå ham." Julien undertrykte en trang til at rejse sig og forlade rummet. Måske var Zuresh ikke en, man skulle tage en kamp med, på ord eller andet, men han nægtede at gå, inden der var styr på dette. Desuden ville det være en god idé at vide, hvor han havde manden henne, inden han gik. I forhold til fremtidige handlinger.

"Derover skal De vide, at jeg ikke arbejder sammen med nogen. Og jeg tager absolut heller ikke i mod ordrer, heller ikke fra en mand som dem. Trods Deres unødvendige magtdemonstration." Hans blik slap ikke Zuresh' under hans lange snak, men derudover var der intet truende over ham. Blot den stive, kølige udstråling, han altid havde.

Zuresh betragtede ham køligt, mens han lyttede til ordene.
Så han var her af ren og skær høflighed...?
"Og stadig mener du at det er passende at jeg skal skrive under på at jeg ejer Thanos - på trods af at jeg intet har med slavesyndikaterne at gøre? Det der skete med Jean-Baptiste og hans slaver, var liberation, hr. Bonaparte. Det var retfærdighed, og intet andet. Thanos er ingen slave. Han er en stakkel, som har brug for hjælp - og det får han her."

Zuresh' stemme var rolig, men stadig skarp som et sværd.
Hans blik var køligt, og det var meget tydeligt hvad han mente om djævlene og deres slavekontrakter.

"Min 'magtdemonstration' var ingenting. Det var blot min måde at understrege at jeg ikke agter at falde ind under andres regler. Jeg håber det er noget, de kan forstå."

Imens han talte, kom den unge kvinde igen på benene. Hun rullede skuldrene lidt efter den ubehagelige oplevelse, men stod så blot og betragtede de to mænd lettere nysgerrigt.

Julien fjernede ikke blikket fra Zuresh, mens manden talte. Julien kunne ikke andet end at føle en kølig vrede over Zuresh' uhøflige behandling af ham, men han valgte at forblive på den diplomatiske vej, hav havde valgt.

"Jeg kom her med kuverten, fordi de fleste, der vælger at anskaffe sig en slave, gerne vil have papirer på ejerskabet. Jeg kender Dem ikke og kunne ikke vide, at De ikke havde det sådan." Hans stemme var stadig rolig, men man kunne godt høre den undertrykte vrede. "Jeg kan kun bifalde Dem for, at føle Dem drevet til at hjælpe fortabte sjæle."

Julien lænede sig en smule frem og hans stemme blev endnu køligere.
"Jeg har fuld forståelse for Deres modvilje mod at falde ind under andres regler. Men det er den forkerte person, De vælger at udtrykke den modvilje hos. Jeg har intet med hverken slavesyndikaterne eller andre organisationer at gøre. Jeg er blot en lovlydig forretningsmand, der ikke bryder sig om at blive sammenlignet med den slags."

Det lod måske til, at han ignorerede kvinden bag sig helt og holdent, men hans sanser lå også på hende. Han var mere end parat i tilfælde af, at hun skulle gøre noget, der kunne være et angreb. Hun ville få sig en forskrækkelse, hvis hun gjorde, men Julien regnede ikke med, at det ville ske. Zuresh virkede som en mand, der ville tage sagerne i egen hånd. Hvilket Julien ikke håbede, da han ikke var i tvivl om, at han var en del svagere end sortelveren og ikke ville komme levende fra en kamp.

Lige nu var han ved at overveje, om han skulle fortsætte sin samtale eller ej. Han brød sig ikke om at forklare sig selv og sine handlinger, og slet ikke, når det næsten lød som en undskyldning for hans tilstedeværelse.

Zuresh lyttede roligt til dæmonens ord, og han valgte at lade Julien tale helt ud før han selv ville sige noget.
Så han var altså ikke en del af syndikaterne...? Men hvorfor var ansvaret så faldet på ham?
Det gav ikke den store mening... men Zuresh gættede på at det kunne have noget med race-hierarki at gøre.

Og i et sådant tilfælde, kunne han ikke forklandre Julien.

Da dæmonen var færdig med at tale, betragtede Zuresh ham for en tid, i stilhed.
"Mr. Bonaparte... jeg har taget fejl af dem." sagde han så.
"De gav mig det forkerte indtryk da de sagde, at ansvaret for Jean-Baptiste's rod var faldet på dem. Det lød som om de var en del af disse syndikater - som jeg ser som mine fjender."

Derpå gik han roligt over imod Julien, og rakte så hånden frem.
"De har min uforbeholdne undskyldning."
Ikke noget der skete hver dag...

Julien måtte indrømme, at han blev en smule overrasket over Zuresh' pludselige undskyldning. Han så lidt undersøgende på ham, men besluttede sig for, at den var oprigtig. Han valgte at rejse sig, da elveren kom rundt om bordet til ham. At sidde og føle sig mindre end den høje mand var ikke noget, der tiltalte ham. Roligt tog han Zuresh' hånd og trykkede den fast.

"Det er en længere forklaring, men jeg ejer blandt andet advokatfirmaet, som Jean-Baptiste benyttede sig af. Men nej, jeg har intet med syndikaterne at gøre. De tiltaler mig ikke." Han så fast på Zuresh, nu uden vrede, men dog alvorligt. "Jeg modtager Deres undskyldning. Og jeg må også undskylde, jeg havde ikke forventet at møde en mand, der vælger at stå på de svages side. De har noget af et ry. Af både godt og mindre godt.""

Han slap hans hånd igen og hans mundvige bevægede sig en smule op i et kort smil, der ikke nåede hans øjne, der havde det ulæselige skær over sig, som de altid havde. Han havde sjældent nogle følelser at afsløre i sit blik. Lige nu lagde hans ansigt sig tilbage i de venlige, men kølige folder, som de for det meste havde, når han var i en situation, hvor han havde med forretningsmæssige emner at gøre.

Zuresh smilede skævt af Julien's ord.
Det var sjovt, som folk altid så de 'svage' som... tjah, svage.
Intet var længere fra sandheden.

"Det er min erfaring at en veltrænet deling soldater kan gøre megen skade og fuldføre mange missioner... men i sidste ende, kæmper de enten af pligt eller for penge. Tager man derimod en gruppe af udsatte, svage folk og giver dem håb... ja så har det noget helt specielt at kæmpe for. Og det gør dem langt stærkere end soldater. Giv en fattig mand noget som han virkelig tror på... og så har du en mand, hvis loyalitet ikke kan måles i hverken guld eller diamanter."

Han tog plads i den store, læderbetrukne stol igen, og betragtede Julien med et roligt blik.
"De ejer Jean-Baptiste's advokat, siger de? Jamen så forstår jeg det meget bedre. Igen, de må undskylde mit udbrud tidligere. Det var upassende."

Julien lyttede til Zuresh ord og kunne ikke være mere enig. Igennem sin til på jorden, havde han set både soldater og almindelige mennesker kæmpe. Og det var altid dem, der havde noget at kæmpe for, som kæmpede hårdest.
"De har ret. Der er intet, der giver mere incitament at kæmpe for, end noget man tror på." Han satte sig ligeledes igen og mødte roligt Zuresh' blik.

Der var mange rygter om manden foran ham. Mange af dem var grusomme og gav et billede af en sadistisk mand uden respekt for andres liv. Men det var ikke, hvad Julien så i manden foran sig. Ikke mens de sad her, i hvert fald. Hvad der gemte sig inde i manden, kunne han kun gisne om. At Zuresh havde reageret så voldsomt på, at Julien ville aflevere ejerkontrakten på en slave, havde overrasket ham. I forhold til det, han havde hørt om ham.
Julien var ikke nogen helgen selv, han var ret så ligeglad med andre og deres liv, men han forstod ikke andres nydelse ved at have slaver. Så at Zuresh var i mod den slags, ja det kunne han kun respektere.

"Det kunne De ikke vide, jeg burde have gjort det klart fra begyndelsen." Han lænede sig tilbage i stolen og overvejede, hvor meget samtale, han skulle føre med denne mand. Han var stadig interesseret i at finde ud af, om der var mulighed for fremtidig forretningssamarbejde. Zuresh ville være en god forbindelse at have i denne by.
"Det er en imponerende bygning, De har her." Der var en passende mængde interesse i hans stemme.