Fun and games - Zuresh.

Melanie stod og kiggede meget provokeret op på det store tårn. Den stod bare som en kæmpe klods lige der og lod alle se den storhed. Hun ville væde med at spasseren som havde den, sikkert havde et ego lige så stort.

Hun trak hætten på hendes jakke op og gik tættere på, over gaden og videre hen imod den. Melanie lignede noget som var løgn. Hun var virkelig beskidt, havde hendes utrolig slidte og meget hullet tøj på som altid. Som i dag var en ødelagt top som hang omkring hendes slanke og trænede krop, en ødelagt og åben jakke med en stor hætte, slidte og hullet cargo bukser og store militære støvler. Hendes tøj var i meget naturlige brune og grønne farver. Det som dog var meget iøjefaldende var hendes lange handsker med bandager som var viklet tæt omkring hendes hænder, det eneste som kunne ses var hendes arrede fingre.

Efter nogle meter kom hun op til indgangen, hun ville ind og se hvad det var for en bygning. Dog blev hun stoppet med det samme af nogle vagter.

”Frøken, de skal ikke her ind. Smut så!” sagde den ene og han brød sig tydeligt ikke om hvordan hun så ud. Melanie knurrede lidt og gik væk igen. Hun trak hendes hætte ned, bandt hendes hår op i en hestehale med et stykke snor, så de små fletninger med flotte sten og snor i, hang i bølger ned af hendes ryg. Hendes hår var lige så iøjefaldende da det var en smuk blond farve med bølger i, nogle af hendes hårtotter var tynde fletninger hvor hun enten havde bundet små smukke sten i eller silkesnor.

Hun gik rundt om bygningen, fandt en stor boks hvor mange ledninger og strømmen til bygningen var i, plus de sikringer. Hun grinte svagt og rykkede døren op til boksen med lethed, efter hun havde smeltet låsen op med hendes evne.

”Nu skal jeg lærer dem..” Knurrede hun. Melanie hev hendes handsker lige op, så hendes håndflader kom til syne. Hun havde ikke mange meget hud tilbage i hendes hænder som ikke var arret. Hun kom altid tilbage med hendes evne, hvis hun brugte den for meget, siden hendes menneskelige krop ikke kunne holde til det.

Melanie lod hendes håndflade hvile på en ledning og rakte den anden op i luften. Hun ændrede hendes øjne, så de blev en blanding af sort og lys lilla samt med en reptil formet iris. Hun skreg svagt op og begyndte at suge strømmen ud af bygningen, strømmen gik igennem hendes krop og ud af den anden hånd som var løftet imod himlen. Lyn skød igennem hendes håndflade og direkte op i himlen som tog imod den. Hun grinte lidt og efter godt 2 minutter forsvandt alt lys og strøm i hele tårnet. Melanie grinte højt og smækkede døren i, på boksen som svagt begyndte at ryge på grund af varmen. Hendes egne håndflader var dog lige nu flået lidt op og blødte, men hun var tilfreds.

Zuresh befandt sig i det øverste værelse - en hel lejlighed, som lige nu lå hen i mørke, bortset fra to gamle, asiatiske lamper som hang på væggen, på hver sin side af et enormt maleri, forestillende en kinesisk drage med sorte skæl, løvemanke og intense, grønne øjne.

'Jeg plejede at tegne dig da jeg var lille!' han mindedes hendes ord, og den blide, nærmest uskyldige stemme, som var så fuld af glæde... ikke engang ærefrygt, men blot glæde.
Det havde været så dyrebart et øjeblik...

Zuresh lukkede sit ene, tilbageværende øje hårdt i, og rystede på hovedet.
Hvis bare han vidste hvad der var sket... hvis bare han anede bare lidt...

Pludselig gik et mærkeligt sug igennem bygningen, og Zuresh åbnede øjet lige tidsnok til at se de to gamle lamper gå ud.
Han kunne høre folkene styrte rundt ude på gangen, halvpaniske over at denne mastodont (og fæstning) af en bygning, var blevet mørklagt.

Men Zuresh tog det roligt... han vendte sig væk fra det nu mørklagte maleri, og gik roligt over til det enorme panoramavindue, som gav den mest fantastiske udsigt over Terre.

Her vendte han blikket ned, og med sit ufatteligt skarpe blik, fik han øje på en ung kvinde... med hænderne et sted hvor de ikke burde være.

Han sukkede mildt, o forsvandt i skyggerne... for så et sekund senere, at dukke op på gaden, et par meter bag den strømsaboterende kvinde.
Han var iklædt et stilet jakkesæt hvor jakken i sig selv var en smule længere.
Den hvide skjorte og det grå slips passede godt ind, og læderklappen for hans ene, manglende øje gav ham et utroligt mystisk look.
Håret var sat lidt rodet, men stilet, og hans mørke øje betragtede roligt kvinden...

"Jeg har mødt mange anarkister i min levetid... og alle som én ar de selvmorderiske, lige som dig." sagde han roligt - med en dyb, hæs og magtfuld stemme, som ville fange enhvers opmærksomhed.

Melanie fniste som en lille pige der lige havde ødelagt et stykke legetøj og til ren forundring kunne lide det. Hun vendte sig om og kiggede på manden bagved hende, slet ikke påvirket af hans udseende eller udstråling. Hun kunne faktisk ikke være mere ligeglad endelig. Dette var kun sjov og lege for hende.

”Jamen godaften Hr.Højrøvethed.” Sagde hun og bukkede fjollet, alt omkring hende udstrålede en svag form for sindssyge.

”Hvad kan jeg gøre for dem?” Sagde hun mildt og kiggede på ham med et gavtyveagtigt smil. Hun bandt hendes handsker og de mange bandager omkring hendes hænder igen, som lige nu blødte ret meget. Dog lod det ikke til at påvirke hende ret meget.

Hendes ord rørte ham ikke rigtig... han kiggede bare roligt på hende.
Noget sagde ham, at hun var vanvittig... og at hun kunne lide at påføre andre smerte.
Det var bare en fornemmelse, men Zuresh tog sjældent fejl med den slags.

"Hr. Højrøvethed er et ualmindeligt sjusket og ukreativt øgenavn, synes du ikke?" spurgte han, mens han fortsat blot betragtede hende roligt.

"Hvad kan du gøre for mig? Du kan tænde for strømmen igen. Det burde være en smal sag for en lyndæmon som dig."
Han lagde pres på ordet 'du', for han brød sig ikke om hendes nærmeste hånende brug af 'de'.

Alt i alt irriterede situationen ham grænseløst... han havde lyst til at være i sin lejlighed og fundere over, hvad der var blevet af den kvinde som næsten havde forandret ham og fået ham til at give Di Morga en ny chance... men sådan skulle det ikke være.
Der skulle absolut dukke en sindsforvirret dæmontøs op og lave ballade.

Pisseirriterende.

Hun kiggede lidt på ham, som om han lige nu virkelig havde taget hendes yndlings legetøj.

”Øhmmmm… Neeeej? Hvorfor skulle jeg gøre det?” Gryntede hun lidt og grinte af ham som han lige havde fyret den bedste joke af hun længe havde hørt.

”Den klods ser meget pænere ud sådan der.” Grinte hun og vendte sig om imens hun trak hendes hætte op igen på hendes trøje og begyndte at gå imod udgangen af gyden igen.

Hun gad da ikke smide strømmen tilbage igen? Hvorfor skulle hun det, når hun lige havde været så sød imod verden og slukket for den klods. Hun begyndte at fløjte noget så tilfreds, nød hendes frihed i denne by, hvor ingen kunne lukke hende inde igen. Hun ville aldrig blive lukket inde, ingen kunne styrer hende. Hun var hendes egen og ingen skulle tage det fra hende. Melanie gjorde hvad hun ville og det ville hun blive ved med.

Hendes fløjtende ligegyldighed med situationen pissede ham af...
Havde det ikke været fordi kvinden i hans liv var forsvundet så pludseligt og sporløst, ville han have taget denne situation langt mere køligt.

Men nu...

Noget slog klik inde i ham, og da hun vendte sig om og begyndte at gå, forsvandt han i skyggerne, og dukkede så op lige foran hende, mens han stirrede på hende med et skarpt, koldt og ondskabsfuldt advarende blik.

"Jeg har haft en meget, meget lang dag. Nu får du én chance mere..." hvislede han hæst.

Hun kiggede op på ham og hævede et øjenbryn da han pludselig dukkede op foran hende igen. Hun fnøs lidt og rystede på hovedet.

”Selvom jeg gerne ville snuske, så er det ikke så nemt at fyrer det lort op igen, som det var at suge det ud. Desværre.” Sagde hun med et grin og gik rundt om ham.

Et kæmpe brag kom fra himlen over dem og lynene dansede over himlen, efter kort tid begyndte det at regne voldsomt og de blev begge gennemblødte på meget kort tid. Melanie sukkede tungt.

”Og nu er det helt umuligt, min egen.” Grinte hun højt og manisk imens hun hoppede i en vandpyt og gik videre, næsten ud til gangen.

'Snuske'... 'Min egen'... hvor vovede hun at bruge den slags ord? Han følte sig næsten dårlig - men det blev dog hurtigt erstattet af vrede.
En dyb, dyb vrede, som ikke kun var lyndæmonens skyld.

Regnen var passende for hans humør, og selvom han forsøgte at skubbe de dystre tanker fra sig, lykkedes det ikke.

Så nu da hundæmonen havde givet ham en ganske god undskyldning for det, valgte han at ty til blodsudgydelse.
Man skulle vel alligevel starte et sted, ikke sandt?

"Fint..." hvislede han mens hans ene øje ændrede sig til det lysende, grønne reptil-øje.
"Så må jeg jo bare slå dig ihjel..."

Hun stoppede pludselig op, da hun hørte ham sige noget igen. Langsomt vendte hun sig op og hendes egne øjne var forandret. Alt det hvide i dem var blevet erstattet med sort, den normale blå farve blev ændret til en lyssende lilla farve og hendes pupiller blev reptil formet også.

”Så du vil slå mig ihjel?” Sagde hun, hendes stemme var også forandret og blev en mere dyb og skræmmende dæmonisk stemme.

Melanie knækkende med hendes nakke og grinte manisk.

”Prøv.. Så mange har prøvet, ingen har lykkedes..” Knurrede hun og flåede forbindingerne op på hendes hansker og afslørede hendes allerede sårede håndflader, men også hænder fyldt med mange andre ar og skader. Tydeligt ikke det pæneste ved hendes krop.

Han så hendes øjne forandre sig, og fnøs kort. Dæmoner var en billig, slatten efterligning af hans egen art, hvis man skulle tro visse historikere...

Aldrig nogensinde ville en af hendes slags kunne måle sig med en af hans... med en af de seks.

"Du har ingen anelse om, hvem du står over for..." sagde han roligt, med truende stemme.
Han lod jakken glide af skuldrene hvorefter han løsnede slipset og hev det af.
Begge stykker tøj blev efterladt på det våde fortov, og Zuresh begyndte at gå hen imod dæmontæsen.

"Mange har fejlet, siger du? Så må du være en magtfuld modstander... dit element er lyn, dit sind er iturevet, men dog fokuseret, og du mener at du er bedre end alle andre. At du kan dræbe enhver som stiller sig i vejen for dig... men selv min menneskelige assistent ville kunne vinde over dig, for den éne ting du ikke kan smide fra dig, og som gør dig svag, er din umådelige selvtilfredshed og stolthed over dine evner."
Han analyserede hende som han talte, og følte sig relativt sikker på at han havde ramt plet.

Ikke at det havde den store betydning... han tvivlede på at hun ville lade sig intimidere af hans ord.

"Så, lad os komme i gang..." hvislede han, og slyngede så en næve direkte imod hendes ansigt.
Han var ufatteligt hurtig for sin størrelse...

Hun kiggede på ham imens han snakkede og hendes vrede begyndte at blusse op. Hvad bilde han sig ind?

Da hun så pludselig så hvordan han slyngede næven imod hendes, løftede hun blot hendes hånd og greb den med en voldsom styrke. Hendes arm havde forandret sig, blev længere og skællet, lange negle borede sig ind i kødet på hans underarm og hun holdte fast imens hendes ansigt langsomt ændre sig også og blev længere. Okay, han var stærk og hun ville helt klart tabe hvis hun blev i hendes menneskelige form som stoppede hende fra mange ting.

En dyb knurren kom fra hendes brystkasse og hun ændrede hendes form hurtigt. Hun blev højere, 2.5 meter høj, en lang hale snorede sig ud bagved hende og hun skreg svagt da hendes knogler knækkede og voksede sammen anderledes. Melanie hoppede baglæns og fuldendte hendes forvandling i luften.

Alt hendes tøj blev flået i stykker på grund af hendes størrelse. Hendes hud blev erstattet af hvid silkesmukke skæl, hendes baghoved voksede lidt ud og hendes hår forsvandt, hendes hoved blev længere og tænder erstattet med sylespidse hugtænder, hendes næse voksede lidt ind, hendes arme og ben lange og hendes feminine former forvandt en smule. Hun var tynd og grotesk at se på, men stadig med ynde og en vis skønhed. Hendes vinger bragede ud af hendes ryg, flagermus lignede og meget stærke. Hendes element var tydeligt, hun var en luftdæmon og en af de ældre.

Det eneste tøj som var tilbage var hendes løse top og hendes bukser og var flået i stykker til shorts.

”Du får mig ikke..” Knurrede hun og det var tydeligt nu at hun ikke var helt vanvigtig uden en grund. Rundt om hendes hals var der et grotesk udseende ar, efter et stort halsbånd som nok havde siddet der længe.

Da hun greb hans næve og formåede at stoppe et slag, som ville have smadret kraniet på et menneske, smilede han skævt.
Hun var stærk... og da hun så forvandlede sig og blev langt større end han var, følte Zuresh en vis form for lettelse.

Hun var umådeligt stærk, og hendes dæmoniske form gjorde hende til en alvorligt farlig modstander for de fleste.
Han var ikke i tvivl om at denne lyndæmon ville kunne jævne en bygning med jorden, så let som ingenting.

Mens blodet piblede roligt ned over hans hånd, betragtede han dæmonen foran sig med et intenst blik.
Endelig... endelig behøvede han ikke at holde igen...

Endelig kunne han få afløb for nogle af de frustrationer som Shado's forsvinden havde efterladt ham i!

"Åh jo, jeg gør..." hvislede han mellem sammenbidte tænder, før han rakte højre hånd ud i luften, og fokuserede sin magi.

Skyggerne samlede sig i hans hånd og formede sig som noget langt og smidigt - og efter få sekunder, var de blevet erstattet med et sølvblankt, umådeligt skarpt katana.

Zuresh stirrede op imod dæmonens hoved, og tog et fast greb i sit våben, men kun med den ene hånd.

"Så kom da!" brølede han rasende, "Lad mig vise dig hvad der venter denne usle, gemene snylter-verden!!"

Hun stirrede ned på ham, bukkede sig svagt frem og knurrede højt imens hun trak hendes læber tilbage og viste de syle spidse hugtænder som var i hendes mund. En dyb rummel lød over dem og skyerne trak sig lidt sammen, imens et kæmpe lyn brød igennem det og hamrede ned imod dem. Melanie skød hendes hånd frem, greb lynet og lod den sno sig omkring hendes arm. Den dansede elegant rundt og blev suget ind i armen på hende og efter en slags tatovering af lilla lys.

”Så lad gå da..” Knurrede hun med den truende stemme som ville få mange mennesker til at skrige op i frygt. Hun skød frem hurtig og greb ud efter ham med hendes højre hånd. Hendes klør lyste op da tordenkilen var på vej ud af hendes håndflade. Hvis ikke hun ville ramme med slaget, så var chancen var at lynet ville ramme ham i stedet.

Dog var der noget inde i hende, som krøb lidt ved tanken om at slås med denne fyr.

Skyernes pludselige anomalitet fik ham til at kigge op i et splitsekund - og da vidste han allerede at hun ville bruge lyn.

Men naturlige lyn? Hun var farligere end han havde forventet.
Glimrende.

Da lynet så slog ned og hun greb, og absorberede det, hævede han sværdet, rettede sig op, og lagde den flade side af klingen mod sin skulder, mens han så på hende med udfordring malet i det grønne blik.

Hun ville benytte sig af lynets energi til at lave et kombinations-angreb.
Så meget var klart og tydeligt, og han måtte erkende at hvis hun kunne gøre det, så var hun dygtig.

Da hun sprang frem imod ham, ventede han til allersidste øjeblik før han reagerede.
Han så godt tordenkilen, og han vidste at hans nuværende krop, stærk som den var, ikke ville kunne holde til meget af den slags.

Eller... det havde den i hvert fald ikke kunnet for en måned siden.
Men nu, efter Shado's forsvinden... kunne han atter mærke den massive energi som udgjorde den af hans sjælestykker, som han stadig besad.

Og den var forandret.

I stedet for at flytte sig eller bruge skyggerne til at undvige angrebet, besluttede Zuresh sig for at tage imod det.
Så da hun ramte ham, var det både med den dæmoniske styrke og med tordenkilen.
Resultatet ville have flået et normalt menneske fra hinanden, men Zuresh blev 'blot' slynget tilbage for så at lande på fødderne og glide lidt bagud - alt i alt tre meter.

Hans skjorte var branket og sønderrevet, og det røg fra ham som om han brændte - men huden indenunder var uskadt.
Det var lykkedes ham at beskytte sig med magi... en kundskab han ikke havde været i stand til at bruge i al, al for lang tid.

Zuresh fnød, og vendte det uhyggelige, triumferende blik imod sin modstander.
"Min tur..." hvislede han hæst - og så sprang han frem imod hende.

Han var langt hurtigere end hans muskuløse menneskekrop burde være - nærmest som var han en veltrænet elver - og da han nåede frem til hende, svingede han det barberbladsskarpe katana i en hurtig bue imod hendes hals.
Hvis han missede, ville han bruge kraften fra svinget til at snurre rund, og levere et kraftfuldt skubbespark imod hendes mave, da han knap kunne nå hendes brystparti.

Hun kiggede op på ham, lidt imponeret over hvordan han kunne nå at undgå at nærmest dø ved hendes angreb. Melanie grinte højt, da han så valgt at angribe tilbage imod hende. Hun sprang svagt bagud, undgik hans blade ved at bukke sig lidt bagover.

Dog kom sparket lidt som en overraskelse, hun fik den lige i maven, men nåede så kun lige at gribe hans ben med hendes hale.

Hun snoede den omkring hans ben, som var det en slang og holdte fast, hvorefter hun trak til siden og ville kaste ham væk.

Melanie slap ham dog ikke, hun skubbede ham op imod væggen, greb hans arm hvor sværdet var i og pressede den hårdt imod muren imens hun bukkede sig langsomt ned imod ham og knurrede.

”Der er en ukendt vrede i dig.. Noget jeg kan lugte og genkende.. Og du er ikke menneske..” Hviskede hun imens hun bukkede sig mere ned imod ham og viste hendes tænder.

Melanie gav derefter slip og tog nogle skridt tilbage imens hun vred hendes håndled lidt. De knækkede voldsomt og lyn slog ud af hendes håndflader og borrede sig ned i jorden.

”Dog agter jeg ikke at dø til en ussel mand som dig..” Brummede hun og satte sig lidt i huk.

Det var næsten morsomt da hun greb fat i hans ben med sin hale, for så at slynge ham op imod en mur og holde ham fast.
Hun troede virkelig på, at hun var ham overlegen... og hendes ord bekræftede det kun.

Og dog, havde hun sluppet ham...

"Hvis du ikke vil dø til en ussel mand som mig," sagde han og rullede lidt med den ene skulder så der lød et knæk.
"Hvorfor slap du mig så?"

"Og min vrede kommer ikke dig ved, lille sabotør... lige nu lever du kun på min nåde." tilføjede han advarende.

Hun fnøs lidt, dog var det tydeligt på hende at hun faktisk ikke helt vidste hvorfor hun slap ham. Noget inde i hende krybende sig ved tanken om at han skulle rette sin vrede imod hende. Noget inde i hende skreg om at stoppe og om at hun ikke skulle vove at sårer ham.

Hun sank en klump.

”D-.. Det ved jeg ikke..” knurrede hun forvirret og mærkede hvordan hun langsomt gik lidt mere bagud. Det var tydeligt på hende at hun lige nu ikke forstod hvad der forgik.

Zuresh betragtede nøje den tårnhøje dæmon, som denne gik et par skridt bagud og virkede helt forvirret.
Hun virkede nærmest nervøs nu... en total omvæltning fra den maniske selvtillid hun havde udvist for et øjeblik siden.

Havde hun på en eller anden måde fornemmet, hvad han var...?

Han fnøs og lagde igen den flade side af katanaets blanke klinge mod sin skulder.
"Så går jeg ud fra at denne lille kamp er overstået... jeg havde næsten forventet at kunne gå fuldt ud for en gangs skyld."

Melanie så ikke videre tilfreds ud, da han overtog øjeblikket og brugte hendes forvirring til blot at jorde hende mere. Hun viste hendes spidse tænder og knurrede højt imens hun stormede frem igen.

Hun trak hendes kæmpe klo tilbage, strakte hendes fingre ud hvor de dødbringende negle var på og slog efter ham.

”Jeg ved ikke hvad du er, men det pisser mig af!” Skreg hun og slog utrolig dårligt efter ham. Det ville være meget nemt at undgå, mest fordi hun var så u fokuseret lige nu, på grund af den uro i hendes krop. Det gjorde hende helt dårlig.

Mange ville udnytte øjeblikket og fælde hende, tag hende med eller andet.

Han blev stående ganske roligt mens hun stormede frem imod ham.
Hun var hurtig og stærk... men ufokuseret, og det ville blive hendes undergang.

Han vidste, at han allerede havde vundet.

Da hun langede ud efter ham, trådte hen simpelt, men hurtigt et skridt fremad, skråt så han var ved siden af hende - og så forsøgte han at plante et kraftfuldt spark mod hendes ene knæhase, for at tvinge hende i knæ.

Sparket blev efterfuldt at et hurtigt slag med katanaets skæfte, rettet mod hendes tinning.
Hvis dette ramte, ville det enten gøre hende omtåget og dårlig tilpads, eller få hende til at besvime.

Tredje og sidste fase i hans modangreb, var et kraftfuldt knæstød rettet imod hendes maveregion.

"Når man står over for noget man ikke forstår, bliver man tit frustreret..." hvislede han,
"Men det klogeste havde været at udvise frygt, og flygte."

Hvis det ikke havde været for hendes frustrationer og hendes forvirring, så havde det sølle angreb ikke ramte hende. Melanie endte med at blive slået helt ud og banket i jorden.

Hun gled hen over asfalten og forvandlede langsomt tilbage til hendes menneskelige form. Så der endte bare med at ligge en menneskepige i hendes ødelagte tøj. Kun i den revnede top og de shorts som cargo bukserne var blevet til.

De tusinderne mange ar på hendes underarme og hænder var nemme at se og lidt blod dukkede op ved hendes hoved hvor han havde ramte hende.

Det var legende let at slå hende ud, grundet hendes manglende fokus.
Sådan var det altid... når modstanderen mistede sit fokus, var det ligegyldigt hvor stærk eller badass han eller hun var. De ville altid tabe imod ham.

Så da hun faldt om, sukkede han.

"Jeg havde forventet lidt mere af en lyndæmon med dine evner..." mumlede han hæst, før han hev en mobiltelefon op ad lommen.
Han tastede hurtigt et nummer, og lagde telefonen mod øret, samtidig med at katanaet forsvandt i den blå luft - som om det aldrig havde eksisteret.

"Mei, sørg for at det elskab bliver erstattet med et som er indendøre..." sagde han da hans opkald blev besvaret.
Så lagde han på, og stoppede telefonen i lommen igen.

Zuresh kastede et blik på den besejrede dæmon, som nu lå der og så nærmest ufarlig og sårbar ud...
Hans gamle jeg ville have udnyttet situationen, og ladet den sadistiske lyst tage over... men sådan forholdt det sig ikke helt længere.

I stedet gik han over til hende, plantede en fod tungt på hendes brystkasse, og tog hende med ind i skyggeverdenen i et øjeblik...

-

Når Melanie engang vågnede, ville hun ligge på et klippegulv i en enorm, gråbrun grotte langt fra byen.
En bred huleindgang viste nattehimlen, som så unaturligt sort ud, frem - og Zuresh stod i åbningen og betragtede hende med et roligt, næsten kedsommeligt blik.

Hun vågnede langsomt op og havde en frygtelig hovedpine, som om hendes kranie var brudt op. Et dybt suk kom fra hende og hun rullede om på siden, hvorefter hun tog sig til hovedet. Fuck det gjorde ondt.

Efter lidt tid, kom hun til sig selv og kiggede rundt imens hun langsomt satte sig op. Hun havde ingen fornemmelse af hvor hun var hende, kun at hun var i en grotte og det var ret koldt, siden de nylavede shorts og top, var helt gennemblødt.

”Hvor fa-..” Hun skulle lige til at sige noget, da hun pludselig fik øje på manden fra før, stå der i åbningen. Hun hev efter vejret og tumlede op. Dog gik det for hurtigt og hun blev svimmel og faldt ned på jorden igen, imens det svagt blev sort for hendes øjne.

Da hun vågnede, og reagerede alt for voldsomt taget hendes tilstand i betragtning, måtte han simpelthen himle med øjnene da hun faldt til jorden igen.

Fjollede pigebarn...

Med lange, faste skridt, gik han tværs over klippegulvet og hen til hende, hvor han knælede ned og greb fat i kraven på hendes top.
Han hev hende lidt op, og forsøgte at tvinge hende til at møde hans blik.

"Hør her... jeg har haft en virkelig lortedag, ja faktisk hele den sidste uge! Så at du kommer til mit hjem og laver den slags ballade, giver mig lyst til at sprætte maven op på dig og lade dig dø langsomt!" sagde han lavmeldt og truende, men stadig klart og tydeligt.

"Og jeg overvejer så sandelig også at gøre det! Så... fortæl mig om du arbejder for nogen, og om det var derfor du saboterede Shadowsun Tower, eller om du i virkeligheden bare mente at det kunne være morsomt!"
Hans blik var intenst, men øjet var ikke længere lysende grønt og reptil-agtigt, men mørkt og menneskeligt.

"Og hvis du så meget som tænker på at forvandle dig nu, så brækker jeg begge dine ben på stedet."

Hun kiggede lidt køligt op på ham imens han snakkede og hun forstod ham endelig godt. Det kunne nemt være fordi hun arbejde for en anden, at hun kom og gjorde det. Men sådan var det ikke.

”Jeg er en fri person, jeg arbejder ikke for nogen. Blot en dæmon, som bor i en lejer i skoven, der synes at du trængte til at blive holdt lidt nede. Det var blot spas og løjer.” Sagde hun køligt tilbage imens hun kæmpede for at holde en vis form for frygt tilbage som bed inden i hende.

Denne følelse var mærkelig. Men det var tydeligt at Melanie gik meget op i ordet ’fri’. At hun var en fri person.

Hun prøvede at bakke lidt væk fra hans greb. Mest fordi hendes brystkasse var nøgen under toppen, som han lige nu holdte ved og allerede var for stor. Den dækkede kun lige hendes meget kvindelige brystkasse.