Courtesy (Angelie)

S: Gyderne
T: 22:00
V: Køligt, overskyet
-----------

Af alle de opgaver som Mei havde fået den sidste tid, forekom det hende at denne var en af de absolut vigtigste. Så vigtig at hendes arbejdsgiver havde gjort det klart for hende, at selv hun skulle være forsigtig.
Hvad præcis motivet var for denne opgave, var hun dog ikke klar over... men interessant, det var den!

Den hundredeogtres høje, spinkle kvinde med det lange, sorte hår, smuttede hurtigt og lydløst rund i gaderne, som regel gemt af skygger, så de få folk der nu engang var ude ikke ville se hende.
Hun var iført en simpel, slank læderjakke i sort, et par lige så sorte jeans, og halvlange, tætsiddende støvler.
På hendes ene lår hang der et pistolhylster, og skjult i læderjakkens ene lomme, havde kun et par trusty springknive - men den virkelige skat var gemt i den lille, robuste rygsæk hun havde på.

Hun ledte nu... og ledte... den Intel hun havde fået var sparsom. Alt hvad hun vidste var, at hendes mål var en kvinde ved navn Angelie. Hun var elver. Rødhåret. Og så var hun farlig.

I gydernes mulm og mørke, brændte et lille bål i en olietønde. Det så ikke ud af meget, men det var tydeligt at dette område var territoriepræget, da der kun var en enkelt skikkelse at finde, siddende i en hugsiddende stilling foran denne tønde, med ryggen lænet imod den.
Det røde viltre hår, var pænt halvt gemt under en hætte, fra den åbne frakke kvinden bar, imens de voldsomt stormende øjne intensivt stirrede ud i mørket. Fra hætten kunne man ane de blege spidse ører, der forklarede fra hvilken race hun stammede.

Der var gået længe siden hun havde befundet sig i disse trange kår, men alligevel var det mere hjemligt for hende end man skulle tro.
Afstresset lod hun hovedet falde tilbage imod tønden, så et 'klonk' lød igennem de tomme stræder omkring hende, inden et uforklarligt smil bredte sig over de rosa læber, som hendes øjne gled i og tankerne strømmede.

Ved bæltet af hendes var hendes nøje udvalgte våben, posen med hendes trofaste magiske fløjte, samt en gylden pisk, snoet op, lige til at trække, skulle der blive brug for denne.

Snore var sat op som advarselsfælder i tilfælde nogle ville komme for tæt på hendes omgivelser.

Det tog ikke lang tid for Mei at finde frem til området med den brændende olietønde. Det gav mening at hendes mål ville opholde sig et sådant sted, taget i betragtning at elvere ikke var resistente over for kulde - altså ifølge de oplysninger hun havde om racen.

Da hun nærmede sig, trådte hun ud fra skyggernes skjul og bevægede sig i stedet roligt ned gennem den snavsede, uhumske gyde.
Mei's fokus var i øjenhøjde, så hun opdagede ikke snoren før det var for sent, hvilket resulterede i at hun kom til at aktivere den hjemmelavede alarm.

Hun blinkede overrasket med øjnene, men smilede så lidt.
Det var ganske smart fundet på...

Klokkerne sendte en rungende larm igennem gyden, som en irriteret snerren blandede sig med dem. Angelies øjne åbnede sig brat fra den afslappede stilling, inden de endte med at stirre direkte imod et pigebarn, der havde betrådt hendes område..

"Forsvind!" I dette enkle ord, lå der langt mere end blot betydningen. Angelie var ikke kendt for sin tålmodighed, nærmere det modsatte.. Hvem end dette pigebarn var, så havde hun aldrig set det før.
Hendes skarpe blik stirrede intenst imod kvinden, som den højre hånd løsnede sikringen på en kniv i bæltet i tilfældet af at kvinden ikke lyttede..

Alt imens blev Angelie dog siddende med ryggen mod tønden. De blå øjne blinkede et par gange. Hvis skikkelsen havde nærmer sig imellemtiden, ville hun rejse sig op og skødesløst kaste kniven efter personen , hvorefter hun ville gentage sit forsvind endnu engang.
Hvis ikke ville hun blot blive siddende, og forvente at vedkommende ville forsvinde og lade hende være i hendes ensomme gade. Det var sådan hun ønskede ar det skulle være efterhånden. Ingen bekymringer, ingen forvirring, kun... Hende selv.. Sådan havde det altid været nemmest, og forhåbentlig ville det lykkes denne gang.

Den hætteklædte kvindes ene, meget bestemte ord var en trussel. Det var meget tydeligt.
Så da Mei fortsatte hen imod hende, var hun klar på potentielt at blive angrebet.

Kasteknive fra siddende stilling var dog ikke noget hun havde mødt før, så hun var lige ved at blive ramt - men hends gode reflekser og det skødesløse kast gjorde hende i stand til hurtigt at undvige kniven, ved at træde et hurtigt skridt til den ene side.

Ubehageligt. Hun hadede knive...

Mei fortsatte vagtsomt frem imod kvinden og fik øje på det røde hår og de spidse ører.
"Er du Angelie?" Spurgte hun, selvom nu var klar over, at det var hende...

Som kniven passerede kvinden, der havde betrådt hendes område, brummede ANgelie nogle irriterede uforstående ord, om at være nødt til at skulle ud at finde den skide kniv, hvorend den var landet henne. Man kunne trods alt ikke bare lade våben flyde omkring på gaden, nogle kunne jo komme til skade.. Tanken frembragte et svagt smil, måske hun alligevel bare skulle lade den ligge, og finde sin skæbne i gruset.

Hendes ører rettede sig uvilkårligt i kvindens retning. da hendes navn blev nævnt. de blå øjne kneb sig langsomt sammen til mistænkelige sprækker, som hun rejste sig op, rettede sig i sin fulde højde af lige over hundredeoghalvfjerds centimeter, som hendes arme lagde sig over kors, efter at hun havde trukket hætten tilbage, så ansigtet og håret var fuldt synligt i flammernes genskær.
"Er du dumdristig eller bare døv?" spurgte hun snerrende tilbage, eftersom vedkommende stadig kom nærmere, og tilmed kendte hendes navn.

"Det er ligegyldigt.. Jeg kender dig ikke, og ønsker ikke at kende dig" fortsatte hun, og viftede med hånden, for at vise kvinden, at hun skulle tage at smutte videre. "Jeg er ikke.. interesseret! Forstå det dog!" Stemmen hævede sig i vejret, og blev til en råben af denne indtrængende, inden hun vendte ryggen til hende, og begyndte at bevæge sig i modsatte retning, for at genfinde den ro, kvinden havde spoleret for hende. Det var derfor man ikke opholdt sig i byen, men uheldigvis fandt Angelie ikke en speciel interesse for at være i skoven... Ikke.. Efter hendes sidste møde der.

Da Angelie rejste sig op, blev det meget klart at hun var højere end Mei. Større generelt, hvilket nok ikke var til sidstnævntes fordel hvis dette kom til kamp.

Hun betragtede roligt den kønne elver, og var nu helt sikker på at det var Angelie.
Og dermed kunne hun naturligvis ikke gøre som elveren ønskede, og forsvinde... ikke endnu i hvert fald.

"Der er ingen grund til at være aggressiv. Jeg kommer ikke for at slås med dig... det er jeg faktisk ikke interesseret i." sagde hun, og mente det... hun havde været i kamp med væsener før, navnlig en gusten vampyr for nylig, men hun havde aldrig kæmpet mod en elver - og det hun vidste om deres evner, var foruroligende.

"Jeg har blot en besked til dig, samt en gave." sagde hun og fulgte efter Angelie, da hun begyndte at gå.

ANgelie fortsatte med at bevæge sig væk fra kvinden, som denne talte til hende i den irriterende, rolige, sensitive tone. Denne kvinde irriterede hende allerede blot med sin tilstedeværelse.

Det var først da den sidste sætning blev talt, at ANgelie stoppede og vendte sig hurtigt rundt, inden hun med lange elegante skridt, hurtigt bevægede sig helt tæt på kvinden, for at kunne nedstirre denne, da hun var langt laverede end Angelie selv.
Som hendes blå øjne stirrede intenst ind i kvindens, snerrede hun ad denne, hvis hun ikke havde flyttet sig, og ville gribe ud for at lægge håndenimod dennes hals, og tvinge hende imod en mur, fastspændt.

"Hvem end der har sendt dig, så.. har det ingen.. interesse!" hvislede hun næsten uhørligt ad hende, inden hun rystede på hovedet ad denne, og slap grebet om hendes hals, for derefter at træde et par skridt tilbage og gøre en gestus for at få hende til at skride ad helvedes til så hurtigt som muligt. Ikke at hun regnede med at denne ville gøre dette før hun havde afleveret hvad hun var kommet her for.

"3 minutter" Det var de ord og den tid Angelie havde i sinde at give kvinden, til at forklare hvad hun var kommet her for. Alt imens bevægede Angelie sig hen imod det område hvor hendes kniv var landet i gruset, for derefter at bøje sig ned og samle denne op. Hun lod æggen glide over stoffet på hendes bukser, inden hun lod den synke ind på sin plads, for så at lade blikket hvile på denne kvinde, afventende.

Da elveren vendte sig om og begyndte at gå målrettet hen imod hende, var Mei's første indskydelse at forsvare sig over for denne frembrusende, tydeligt voldelige kvinde - men det ville ikke føre noget godt med sig at starte et slagsmål. Og hvis hun skulle være helt ærlig, var hun usikker på om hun ville vinde...

Så Mei lod sig fange, og da hun stod med ryggen mod muren, følte hun sig langt mere sårbar end hun gav udtryk for.
Hendes brune øjne mødte Angelie's blå blik med en utrolig fattethed, trods den noget pressede situation.

Da elveren slap hende, hev hun kort efter vejret og tog sig til halsen mens hun fortsat holdt øje med Angelie.

Tre minutter... så hun havde altså valgt at lytte. Glimrende!

"Hans navn..." sagde hun og hostede en enkelt gang, "Hans navn er Zuresh, men han bad mig nævne navnet Sansiss over for dig."

Denne person skulle være glad for at Angelie var et stykke fra hende, da kvinden nævnte navnet Sanssis, for ellers havde denne fået en knyttet næve direkte imod næsen, hvilket var den reaktion ANgelie netop havde, bortset fra, at hendes slag istedet ramte imod en kasse, der stod på en forhøjning. Denne splintrede i stykker, som slagets kraft sendte den flyvende ind mod husmuren den et smæld, der ekkoede igennem gyden.

"Nævn.. ikke.. det.. navn!" Ordene blev råbt ud i en arrigskab, som ANgelies næver knyttede sig, og en rift over knoerne på den højre hånd, lod små pletter dryppe ned i skidtet, som hun stod helt anspændt, med vreden lysnende ud af hver eneste celle i kroppen. Hun ville aldrig glemme det navn, ligegyldigt hvor meget hun prøvede.. Mareridtene kom stadig, ikke fra behandlingen eller at hun var blevet slået rundt på den nat, men på grund af at hun hvde fejlet i at besejre ham.

"fortsæt!" Ordene var beordrende, og tiden tikkede ned hvert sekund der gik. Ikke at Angelie længere bekymrede sig om denne. Hendes nysgerrighed var allerede vækket til live, men hun lod det ikke vise. Udefra ville man kun kunne se en meget hidsig elver, der havde slået en kasse i stykker, som hun stod og hvæste af kvinden, i hastige åndedrag.

Hun gjorde ikke nogen mine til at nærme sig kvinden, hvilket nok var bedst for dem begge på dette tidspunkt. Angelie var ikke i tvivl om at hun havde med et menneske at gøre, og ville kunne knække denne med den ene hånd på ryggen.. Det ville skam også ske, hvis denne kom for tæt på hende, eller på de ømme områder i Angelies tanker, sind og følelser. En vred kvinde var farlig at lege med, en Vred ondskabsfuld kvinde, var utilregnelig.

Elverkvindens pludselig, rasende udbrud kom kun halvt bag på Mei, og hun blev da også stående helt roligt da Angelie smadrede en kasse med den ene næve.
Okay... elveren var fysisk stærkere end Mei.
Pis.

Hun tog det dog roligt og køligt indtil videre, og desuden... kom det til kamp, så måtte det være sådan. Så fik hun da også prøvet sine evner af mod en ny type modstander.

"Okay... navnet er hermed forbudt." mumlede hun, og fortsatte så:

"Han bad mig fortælle dig, at han ikke længere har brug for 'mørket' fra sortelveren, hvad det så end skal betyde..."

Mei tog langsomt rygsækken af og åbnede den, alt imens hun stadig holdt øje med Angelie.
Så rakte hun hånden ned i den, og trak en lille glaskugle op.

Kuglen var klar som krystal - med undtagelse af en underlig, røg-agtig substans som så ud til at svæve rundt inde i den.

"Mr. Zuresh bad mig give den her til dig, og dermed lægge sortelverens skæbne i dine hænder... og så sagde han at jeg skulle spørge dig om..." hun stoppede, og overvejede hvor klogt det ville være at sige det, som han havde bedt hende om... hans smil på det tidspunkt havde været underligt... og hun var ikke helt sikker på hvad et sådant spørgsmål skulle betyde - ud over at det nok var en form for provokation.

"...Mr. Zuresh sagde, at jeg skulle spørge dig om mavepinen var forsvundet." sagde hun så. Ingen grund til at skjule noget... hunelveren ville bare havekrævet at få det at vide alligevel.

Hendes øjne blev til små sprækker, da kvinden langsomt og forsigtigt tog denne krystalkugle ud af sin rygsæk, for derefter at blive store, da hendes tanker satte forbindelsen sammen imellem denne kugles besynderlige substans og de ord, kvinden nævnte. Angelie var næsten hundrede procent sikker på hvad netop denne kugle indeholdte, og hendes vejrtrækning blev stadig hurtigere, som hun begyndte at bevæge sig fremad.

Hendes hånd rakte ud da hun var en meter fra menneskepigen, for at tage imod denne mystiske kugle, imens hendes spidse ører lyttede intenst til talen, der blev overbragt. Hun havde en anelse ondt af dette individ for at skulle være offer for hendes udbrud der ville komme efterfølgende...

Hendes øjenbryn kastede sig i vejret ved kvindens sidste kommentar. HUn havde været meget påpasseligt med at sige netop dette, hvilket var forståeligt.
"Hvis jeg var dig.. Ville jeg løbe.. nu" Det var en tydelig advarsel fra Angelies side. Det var trods alt ikke budbringeren man skulle skyde ned, men vedkommende der havde sendt denne. Hvis ikke Mei var forsvundet ud af gyden inden ganske kort tid, ville det med sikkerhed ende i en kamp, startet af ren raseri fra Angelies side. Det var farligt at være tæt på hende, hvilket let kunne ses.
Hun forventede selvfølgelig at sjælen ville blive i gyden sammen med hende, og mennesket forsvinde.

Mei lod elveren tage kuglen med den hvirvlende røg, og hun var helt klar på at blive angrebet... men stik imod hvad hun havde forventet, skete det ikke.

I stedet blev hun bedt om at skride... hvad var der galt med denne kvinde? Og hvilken interesse havde Zuresh i hende, siden han sendte Mei, og ikke bare en eller anden goon?
Det var alt sammen mystisk, og Mei' nysgerrighed var for en gangs skyld blevet vækket...

"Jeg ved ikke hvad det her handler om... men et individ som dig, burde være den der skulle løbe væk." røg det ud af hende.
Mei vidste omgående at det var en fejl at tale sådan til denne kvinde, ganske enkelt fordi elveren virkede totalt skruppelløs.

Den unge, asiatiske kvinde begyndte at gå bagud, imod den lidt større hovedgade, mens hun fortsat holdt blikket ganske køligt og vagtsomt på Angelie...

Som hun fik kuglen i hånden, mærkede dens tunge vægt, følte ANgelie sig helt sikker på hvad hun ville foretage meget snart, lige indtil kvinden udfordrede hende.

Blikket isnede på et splitsekund, og inden denne havde udtalt resten af hendes sætning, havde Angelies hånd løsnet pisken fra sit bælte, og satte den i et svirp på tre meters længde imod kvindens kind, som hun lod kuglen falde til jorden, med et svagt bump, hvor denne landede i hendes primitive seng, der bestod ad en bunke tæpper en gulnede farver.

"Jeg advarede dig.. flere gange.. menneske.." hvislede hendes kolde stemme, som hun fortsatte fremad. Pisken ville trække sig hen over jorden, hvad enten slaget havde ramt kvinden eller ej.
Med begge hænder fri nu, var Angelies modsatte hånd i stand til at frembringe en kniv endnu engang, som blev kastet afsted imod dennes skulder, men denne gang var den dødelig præcis og hurtig.
Uden at give hende en chance for at undvære eller flygte, blev pisken igen svunget imod hende, og tvang hende nærmere imod hovedgaden, Angelie var trods alt ligeglad med opmærksomhed, skulle nogen finde interesse i at se til.
Piskens angreb var igen rettet imod ansigtet, men den modsatte kind denne gang.

Havet i hendes øjne rasede, munden var tilbagetrukket i dyriske grimasser, mens håret flagrede i vinden omkring dem. Han havde været sindssyg at sende et menneske efter hende.. Uanset hvor god en kriger hun end var, ville hun stadig kun være et menneske i sidste ende.

Elverkvindens blik alarmerede Mei omgående, og den unge kvinde gik lidt ned i knæ og hævede paraderne.
Pisken svingede hurtigt igennem luften, men Mei var hurtig nok til at springe tilbage og dermed undgå den - men hun var ikke forberedt på kniven.

Hun gispede i smerte da bladet skar sig ind i hendes skulder, og da pisken vendte tilbage, var det en smertefuld kraftanstrengelse at hæve armen så smældet ramte hendes underarm i stedet for hendes ansigt.

Smerten fra pisken var frygtelig, men Mei bed det i sig og sprang tilbage endnu en gang, denne gang mens hun lynhurtigt trak sin pistol fra hylsteret på hendes ene lår.

"Hold dig i ro! Lad være med at angribe igen!" sagde hun højt, klart og tydeligt mens hun tog et godt greb om våbnet og sigtede på elveren.

"Jeg går nu... men du skal vide at jeg ikke er bange for at skyde dig hvis du angriber mig igen."

"Du tror dit menneskevåben vil hjælpe dig" hvislede hun, som hun stadig nærmede sig, efter at have set to af hendes tre angreb ramme kvinden foran hende. "Jeg gav dig chancen, du tog ikke imod".
Hvis der var noget ANgelie ikke længere frygtede, så ville det være at være død. For fanden hun havde prøvet det før, og vidste præcis hvad det indebar.

Pisken svang sig igen, denne gang med retning imod kvindens fødder, samtidig med at Angelie sprang i vejret, en anelse til højre, men stadig fremad. Hvis kvinden blev stående længe nok til at skulle sigte i hendens nye bevægende position ville det bringe hende i fare for at få pisken snoet om hendes venstre fod.
Hvis dette lykkedes ville Angelie, når hun landede, trække hårdt tilbage i sit greb, for at tvinge kvinden ud af balance og vælte denne bagover.

"Du har ret.. du vil forsvinde" Planer om hvorledes hun ville torturere denne kvinde løb allerede i hendes tanker, nogle grumme ideer havde formet sig på de ganske få sekunder der var gået.
Hendes hånd fandt en ny kniv frem fra bæltet, men den blev ikke kastet imod kvinden.. endnu..

Da den erfarne elverkvinde hoppede op, vendte Mei hurtigt våbnet imod hende og affyrede to skud. Pistolens rekyl sendte afsindige jag af smerte op igennem hendes sårede skulder, men hun bed tænderne sammen og sagde ingenting.

Da Angelie ladede igen, gik det op for Mei at hun havde begået en alvorlig fejl.
Hun slog blikket ned og fik øje på pisken, som den snoede sig om hendes ene ankel.

"Shit...!" sagde hun, og rakte ned efter den kniv hun havde i lommen - men det var selvfølgelig for sent.

Angelie trak i pisken, og Mei blev væltet bagover med et højt, overrasket udbrud.

Hendes sensitive høresans bemærkede allerede kugglernes vibration inden disse forlod pistoludmundingen. Grundet hendes bevægelse og koncentration på at fange kvinden i hendes fælde, ramte et af de to skud in i siden af hendes overlår. Et kødsår var dannet i benet på ANgelie, men hun havde haft langt værre skrammer før, og lod sig ikke bemærke af det. Desuden ville hun kunne heale såret senere.

Som hvinet kom fra kvinden, da denne blev rykket bagover og omkruld på jorden, bredte et smil på hendes læber. Et koldt sadistisk smil, som hun trak pisken yderligere til sig, og lod kvindens krop slæber over jorden og nærmere imod hende.

Duften af rust bredte sig omkring hende, og Angelie tog en dyb indånding igennem næsen som hun lod sig berolige af blodets duft, det havde været længe siden.. Alt for længe siden.
"Du keder mig allerede.. Hvilken kriger du er.. Er det hvad han mener jeg er værd.. et menneske!" Ordet menneske blev spyttet ud af munden på hende, som Angelie gav et smæld i pisken, og lod denne slippe sit greb om kvindens ankel.. Denne leg havde været for let.. for kedelig.. Typisk mennesker.

Den kniv hun havde i hånden ville Angelie nudreje imellem sine fingre, inden hendes hånd lod pisken falde for derefter at grib ud efter kvindens hår. Ville hun få fat, ville ANgelie med kniven skære håret af kniven omkring hendes næve, og beholde dette som en souvinir.

Da Mei blev hevet hen over jorden, tænkte hun hurtigt. Hun havde altid været god til at holde hovedet koldt i pressede situationer - og man måtte sige at dette var et sådant tilfælde.

Men indtil videre, havde Angelie ikke imponeret hende.

I det øjeblik elveren fik pisken til at slippe hende, vred Mei kroppen rundt så hun hurtigt kunne sætte af fra jorden ved hjælp af hendes ene arm og ene ben, og derved sende at kraftfuldt og hurtigt - og ufatteligt præcist - spark direkte imod Angelie's underkæbe.

Selv hvis hun ikke ramte sin modstander, ville Mei bruge kraften fra angrebet til at komme hurtigt op at stå, hvorefter hun ville låse blikket fast på sin modstander og hæve paraderne.
Smerten i skulderen var dunkende... men lige nu, var adrenalinen ved kampen langt stærkere.

Som kvinden snurrede rundt på jorden, og sendte et spark afsted imod Angelies ansigt, hævede begge hendes hænder sig, inklusive den med kniven i, så når kvindens spark ramte, ville bladet bore sig ind igennem skinnebenet af Mei. Angelies hånde ville slippe grebet om skaftet, og lade sig blive sparket til siden, igennem luften, hvor hendes hænder havde aftaget det værste af slaget.

Med let spredte ben, ville hun med et smil placere sig afventende i position. Eftersmældet fra sparket havde sendt hendes hænder imod hendes kæbe, hvor skaftet ville have ramt imod ANgelies mundvige, og tvunget gummerne til at bløde.

Hun ville samle blodet i munden og spytte det ud foran Mei, som hun stod der foran hende, inden smilet igen prydede hendes læber. Hun kunne altid blot tyde til magi, men hvor var det sjove i det? En kamp var en kamp, omend en kedelig en.
eftersom sparket var sket inden ANgelie havde lagt pisken fra sig på jorden, holdt hun stadig denne i hånden. Et advarende svirp fik støvet til at rejse sig fra jorden imellem de to kvinder.
"Gå til din herre og bed ham sende en udfordring næste gang!"
Angelie havde planer.. Store planer med denne kugle hun havde fået. Desuden ville det intet nytte at dræbe mennesket.. så ville denne.. Zuresh ikke vide hvad der var hændt.. Hvilket fjols..

Mei's trænede blik så kniven i det øjeblik Angelie begyndte at hæve sine hænder.
'Niks du... præcision er mit speciale. Så nemt bliver det ikke!' tænkte hun, og ventede til sidste øjeblik, før hun lynhurtigt trak benet til sig, vendte rundt så hun skiftede fra at sætte af fra hendes gode arm, til hendes sårede - og sendte et spark imod elverkvindens mave med det andet ben.

Nu da hun ikke længere kunne bruge det høje spark til at komme på benene, brugte hun kraften fra det andet til at sætte af fra, så hun slog en baglæns kolbøtte og skubbede sig selv op at stå.

Så trak hun springkniven, klikkede bladet ud, og hævede paraderne, mens hun betragtede sin modstander med et koldt, målende og parat blik.

Smart lille person.. Angelie så hvordan positionen skiftede til et spark fra fronten med retningen imod hendes mave.. Langt fra et sårbart sted på hende, nok nærmere det modsatte. Smillet blev større på hendes ansigt, inden ANgelie bukkede kroppen en anelse bagover, lige inden sparket ville ramme hende. Hånden lod kniven falde til jorden, og ville gribe fat om Mei's ankel som hun ramte. Derudover ville Angelies position lade sparket ramme hende, og sætte Angelie svævende bagud, hvilket ville gøre at Mei ikke havde modstanden fra hendes krop til at sætte i en kolbøtte og komme på benene, men istedet grundet fremdriften flyve i angelies retning som hende selv, mens hendes hånd lod neglene bore sig igennem stoffet af Mei's bukser, og derved huden..

Angelie ville falde ned på ryggen, hvorefter hun ville trille til siden, og let hæve sig selv på benene, og hvis Mei ikke gjorde det samme hurtigt nok, ville Angelie plante en fod på brystet af hende, og presse ned, imens hun lænede sin vægt imod knæet, for at kigge kedeligt ned på Mei.

"Du keder mig" Dette var de eneste monotome ord, Angelie ville udtale.

Angelie's hurtighed overraskede hende, og Mei blev trukket med, mens hun mærkede hvordan elverens skarpe negle borede sig ind i hende ankel.
Hun kneb øjnene en anelse sammen i smerte, men værre var det heller ikke...

Hvad der dog VAR slemt, var at hun ikke var hurtig nok til at trille med rundt, og da Angelie's fod endte på hendes byst, stønnede Mei anstrengt. Det gjorde ondt, og elverens styrke gjorde det svært at trække vejret.

"Keder... dig...?" lød det besværet fra hende, hvorefter hun sparkede op imod Angelie's ryg med sit ene ben - men som afledning, mens hun trak kniven, klikkede bladet ud, og forsøgte at stikke den ind i elverens underben.

Som ANgelie fnøs ad kvinden under hendes fod, lod hun netop denne fod glide op til Mei's skulder for at presse den imod det åbne sår, hendes kniv tidligere havde lavet på kvinden. Smilende lænede hun sig yderligere forover, for at lægge et yderligere pres imod såret.

Kvindens krop afslørede hendes bevvægelser under hendes fod, og Angelie spændte musklerne i kroppen inden hendes ryg tog imod sparket, hvilket ville tvinge yderligere vægt ned i kvindens sårede skulder, inden hendes hånd ville gribe ud efter håndledet der havde fremtrukket en springkniv.

"bemærk.. Jeg har endnu ikke brugt mine evner" hviskede hun varsomt, og lod stilheden og denne bemærkning synke ind i Mei's hukommelse..

Hvis Mei havde i sinde at overgive sig og indrømme at hun var blevet besejret, ville Angelie bede hende om at tage en besked med til Mei's herre fra hende.

Mei skreg da Angelie flyttede vægten fra hendes bryst til den sårede skulder.
Smerten var ulidelig da såret blev udsat for dette, og det gibbede i hele hendes ene arm og side.

Hun trak hurtigt vejret ud og ind gennem sine sammenbidte tænder, og kunne intet gøre for at forhindre Angelie i at gribe fat i hendes håndled.

Mei vidste at hun ikke havde de store chancer nu... men hun anede ikke hvad Angelie ville gøre nu.
En frygtelig tanke om at elveren skulle tage kniven fra hende og enten skære halsen over på hende, eller jage den i maven på hende, lammede Mei et kort øjeblik.

Hun kunne ikke give op nu. Hun nægtede at dø her...

"Okay... okay..." sagde hun mens smerte forvrængede hendes stemme en anelse.
"Jeg mente det ikke sådan."

Den sidste sætning var en afledning, og mens hun sagde den, spændte Mei alt hvad hun kunne i sine ikke-eksisterende mavemuskler, og med al den fart og præcision hun kunne, bukkede hun sig sammen i et forsøg på at lægge begge sine ben meget hurtigt om halsen på sin modstander, for så at rette sig ud så hårdt hun kunne, så hun måske kunne tvinge Angelie af...