I'm back - Zuresh

Det havde været en lang rejse. Hun havde fået denne mission for lang tid siden af Zuresh og havde med glæde taget den, blot for at komme væk. En kvinde var igen dukket op i hans liv, hun havde lugtet det og derfor brød hun sig slet ikke om at være i nærheden af ham. Emma havde brugt lang tid på endelig bare at være i hendes andre former og Zuresh havde sikkert ikke bemærket for meget at hun endelig var der.

Så hun havde pakket alle hendes ting, stormet afsted uden at sige noget til ham overhovedet, andet end hendes underskrift på at hun tog missionen for ham. Ingen farvel og inden lyd overhovedet. Dog havde hun aldrig, på hendes tur, taget det smykke halsbånd af, som Zuresh havde givet hende. Tegnet på at han endelig ejede hende og hun var hans kæledyr, hans loyale panter.

Emma sad nu i taxaen og kiggede ud. Der var kommet et kæmpe ar på hende ene kind, da hendes modstander dengang havde fået et godt indhug i hende. Hvilket også var grunden til at det havde taget hende så længe for at komme hjem. Oppe i Norge, som hun havde været i. Var hun endt på hospitalet og var blevet opereret oven i. Hendes modstander havde været en dæmon og havde næsten slået hende ihjel. Heldigvis havde lægerne reddet hende og hun var endt med arret på hendes kind, et kæmpe et fra hendes brystkasse og ned over maven, en på hendes underarm og hun kunne ikke gå nær så godt på hendes ene fod, da den var blevet knust og healet lidt forkert. Men hun var i live.

Taxaen holdte og hun steg ud, kiggede op imod tårnet og greb hendes kuffert. Hun gik op imod indgangen, mærkede de mange øjne på hende, da hendes stil, som altid, var MEGET anderledes. En kvinde i kom hende i møde.

”Goddag Frøken, hvordan ka-” Mere nåede hun ikke at sige, da Emma endelig bare ignorerede hende og gik direkte hen til elevatoren, åbnede den og gik derind, hvor hun lukkede dørene direkte i synet på kvinde. Hun knurrede svagt og lukkede hendes øjne, imens hun forberedte sig på at møde hendes Herre igen, efter over 1 måned.

Disse dage var det sjældent at han opholdt sig på kontoret med det store panorama-vindue, stålbordet og den store, læderbetrukkede chefstol.
I stedet tilbragte han de fleste timer i sin lejlighed, som lå i toppen af bygningen. Her skulkede han rundt i mørket, og gemte på minderne om de to kvinder som han havde givet sit hjerte til.

To kvinder, som begge havde vendt ham ryggen...

Denne aften sad han dog i chefstolen, med ryggen til bordet og elevatoren, og stirrede ud på den grå himmel.
Han var iført et stilet jakkesæt med gråt slips og en lidt længere jakke, og den sorte læderklap dækkede for det uhyggeligt manglende øje...

Håret var sat som sædvanligt, og han så som altid stilet ud.

Livet var bare ikke nemt at finde i hans mørke blik...

Da elevatorens 'ding!' lød, drejede han stolen rundt for at se hvem det var, der forstyrrede ham.
Han forventede at det var Mei, håbede at det var Shado eller Yurie... men blev overrasket over at se hans kat vende hjem i stedet!

Hun kiggede op med hendes græs grønne øjne, så grønne at ingen kunne måle sig med dem og de næsten lyste op i mørket. Hun fangede hans blik og mærkede den store smerte i hendes brystkasse. Kort tøvede hun, men hun gik i hurtigt indenfor i værelset og smed hendes kuffert på vejen. Hendes gang var ikke som normalt, hun haltede svagt, men håbede på at han ikke lod mærke til det. Halsbåndet om hendes hals hang tungt og den smykke sten lyste op. Hun havde ikke på noget tidspunkt rørt ved den, kun når hun skulle i bad, der tog hun den af for at beskytte den, men tog den hurtigt på igen, lige efter.

Emma gik ind i rummet, puttede hendes hånd ned i lommen, hvor hun hev en halskæde op, med inden tørret blod. Halskæden som chefen for det firma, det firma som ville trumfe hendes Herres, altid havde på. Hun gik direkte over til bordet hvor han sad og smed den derpå.

”Mission klaret.” Sagde hun med hendes hæse og altid varme stemme. Dog denne gang med en træt og smertefuld undertone. Hun var træt meget træt. Specielt fordi hun ikke havde kunne sove ordenligt uden hendes Herre i nærheden, eller noget som duftede af ham.

Emma puttede hendes hænder i lommen på jakke igen og kiggede lidt væk imens hun kæmpede for ikke bare at forvandle sig, springe ind over bordet og putte sig til ham. Kæmpede bare for at holde til den lille smule stolthed hun havde, foran ham.

Hans blik hvilede roligt på hende, mens hun kom ind i det enorme kontor - og han lagde godt mærke til hendes halten.
Han lagde som regel mærke til alt...

"Velkommen tilbage, Emma." sagde han med sin sædvanlige, hæse og magtfulde stemme.
Han kastede et blik på den blodige halskæde, og smilede skævt.

"Godt klaret... men jeg kan se du er kommet til skade. Hvor slemt er det?"

Han havde vidst fra starten at de fleste opgaver og missioner, som Emma og andre blev sendt ud på, var livsfarlige... og med visse personer, som Emma, tog Zuresh sig faktisk af hvordan de havde det.
Han ville heale hende og fjerne ar og skader, hvis det var nødvendigt.

Hun kiggede lidt op og spinde svagt, dog stoppede hun hurtigt den lille katte lidt og hostede lidt, prøvede at gemme det. Emme gik over til ham, rundt om hans skrivebord og stoppede en meter fra ham, så han bedre kunne se hende.

”Blot nogle ar og knuste knogler.. Lægerne kunne ikke gøre så meget, da min krop healede lidt for hurtigt.. De gjorde et godt stykke arbejde.” Sagde hun svagt og lagde hende arme omkring sig selv imens hun lænede sig lidt op af hans skrivebord, på den raske ben.

”Jeg overlever.” Sagde hun og kiggede ned. Her duftede svagt af en anden kvinde, hende som også var der sidste gang, før hende Yurie.

Emma sank en klump og kiggede op på ham. Han så træt ud, mørkere end normalt og mere kølig. Hun kunne ikke lide det. Blandede følelser dukkede op i hendes sind. Trangen til at løbe, gemme sig og holde alt ude var voldsom. Men også trangen til at falde ned i hans skød og kramme ham, beskytte ham og holde andre væk, var stærk.

”Du burde underrette dit personale noget bedre.. En kvinde dernede vidste tydeligvis ikke hvem jeg er..” brummede hun og kiggede væk. Emma hadet alle hans andre folk, spyttede altid efter dem, knurrede og var generelt flabet, sådan var hun overfor andre end Zuresh.

Da hun trådte nærmere og fortalte en smule om sine skader, lod han blikket glide ned over hende en enkelt gang.
Knuste knogler og ar... det var hvad man kunne forvente af missionerne.
De var trods alt farlige.

"Hvis du ønsker det, kan jeg heale dine skader, og endda fjerne dine ar." sagde han og så igen på hendes ansigt.

"Og ja... du har ret. Men vi har fået mange nye folk, og Mei er på sin egen lille selvgivne opgave, så der er ikke nogen til at opdatere folk lige nu."
Han gjorde det ikke for tiden... det var Mei's opgave, da hun avr hans assistent.

"Vi skal nok sørge for at de behandler dig med den respekt, du fortjener." sagde han så med et halvtræt smil.
Han kunne også godt selv mærke den svage rest, der var tilbage efter Shado havde været her... og det pinte ham. Men ikke lige så meget som hans lejlighed gjorde.

Fandens til menneskelige følelser.

Emma bed sig lidt i underlæben og mærkede trangen, trangen til blot at føle hans hånd på hendes hoved. Som han gjorde da han havde nusset hende lidt. Hun kiggede ned og kæmpede imod disse stærke følelser, hun hev svagt efter vejret og faldt forover.

Hun gled ind i hendes store katte form, den helt sorte panter ende på gulvet og gled ud af hendes tøj som blot faldt ned i en bunke. Det eneste som var tilbage var den smukke halsbånd, som på en underlig måde, altid blev i hendes andre former.

Med en dyb knurren, gik hun over til ham, haltede stadig på hendes ene bagben og de mange ar var også tydelig på denne form. Hun endte foran på, med bagdelen på gulvet og hagen på hans ene knæ. De store kærlige øjne kiggede op på ham, dog var de lidt triste og hun bevægede halen lidt rundt bagved hende, inden hun blidt slikkede hans ene hånd med hendes ru tunge.

Zuresh lod blikket glide hen over arrene, da hun forvandlede sig til den smukke, sorte panter. Ét af dem mindede ham om den tid, hvor han var sortelver... den tid hvor han var 'Sansiss'... for det var et af den slags ar, som han selv ville have nydt at lave.

Hendes ru tunge imod hans hånd fik et lille smil frem, og han lænede sig lidt frem i stolen. Læderet gav sig under ham, og han lagde den ene albue på sit knæ, og lagde så sin anden hånd på Emma's pelsede hoved.

"Måske burde jeg heale dig... vil du gerne have det?" spurgte han. Hendes skader var trods alt voldsomme... og hun havde gjort det godt.

Han så godt hendes triste blik, og han vidste hvad det betød... han havde vidst det i lang tid, og de havde endda talt kort om det.
Zuresh sagde intet til det... han mente ikke at nogen af dem kunne klare en sådan samtale lige nu.

Hun kiggede op på ham, svingede hendes hale lidt rundt og lagde hovedet imod hans hånd, imens hun tydeligt nød kontakten og allerede slappede meget mere af. Hun var hjemme, lidt der hvor hun hørte til. Dog vidste hun godt at denne form ville være svær for ham at heale hende i. Så i stedet hoppede hun kort og forvandlede sig igen, til den store smukke ørn, som nu sad på hans knæ.

Emma nappede lidt i hans finger og skrabbede svagt, med et lille nik til ham imens hun strakte hendes vinger ud så han kunne se den store ar på hendes brystkasse, under den smykke halsbånd som lige nu hang der, lidt for stor til hendes lille form.
Dog opfangede hun kort nåede og hørte elevatorens ’ding’ og dørene gik op. Menneske kvinden som hun havde mødt nedenunder dukkede op.

”H-Hr. Zuresh, jeg ville blot tjekke om De var okay. E-En meget ubehøvlet kvinde gik ind i elevatoren og vi har alle ledt efter hende.. D-Deres kontor har vi d-dog ikke tjekket..” Mumlede hun og kiggede ned. Emma hoppede op på hans skulder med et lille bask med hendes vinger og skreg af kvinden, som meget overrasket så op. Tydeligt havde hun ikke set Emmas kuffert og hendes tøj lå heldigvis gemt bagved hans bord.

Zuresh var som altid fascineret af Emma's evne til at forvandle sig. Hun var ganske dygtig til det, selv for en Navajo.
Han skulle lige til at lægge hånden på hende for at helbrede hende, da elevatoren's 'Ding!' lød.

Han vendte blikket mod menneskepigen og lyttede til dennes stammende ord.
Da Emma sprang op på hans skulder og skreg af kvinden, rakte han lynhurtigt op og tog blidt fat om hendes næb for at stoppe skriget, mens han sendte hende et blik der sagde 'Nej...'

Hendes opførsel over for hans ansatte, og især de kvindelige, var noget de skulle snakke om senere.

Han slap hende og vendte igen blikket mod kvinden ved elevatoren.
"Det er helt i orden, frk. Monterey. Den såkaldte 'ubehøvlede' kvinde er en ven af mig. Hun må komme og gå som hun vil."
Hans stemme var venlig, og det var tydeligt at han ønskede at mennesket slappede lidt mere af i hans nærvær.

"Vend tilbage til din post, og informer folk om dette."

Kvinden nikkede hurtigt og tog elevatoren ned igen. Alt imens sad Emma blot og surmulede på hans skulder, imens hun kæmpede for ikke at ødelægge hans jakke, med hendes dødeligt spidse klør. Hun hoppede ned på hans lår igen og kiggede op med de kølige øjne. De øjne som tydeligt viste at hun godt var klar over at hun havde gjort noget forkert, men hun ville gøre det igen.

Sådan var Emma, hun var en rebel, som var overalt, dog havde Zuresh været den eneste som hun nogensinde havde bukket under for, og hun ville ikke gøre det forandre, om det så ville koste hende livet.

Emma gik lidt over imod hans mave og lænede sig lidt op af den imens hun svagt skrabbede til ham og lukkede hendes øjne. Hun slappede af igen og ventede endelig bare på at han ville heale hende, give hendes kræfter igen, imens hun ihærdigt prøvede at lade vær med at falde søvn, fordi hun så ville forvandle sig tilbage til menneske igen.. Og være nøgen på hans skød..

Da frk. Monterey forsvandt ind i elevatoren igen, vendte Zuresh sin opmærksomhed mod Emma.
Han lod hende hoppe ned og gøre hvad hun ville, og med et lille smil lagde han en hånd på hende, for derefter at lukke øjnene og fokusere på sin magi...

Emma ville kunne mærke en varm, kildende følelse i hele kroppen, og derefter en kløen de steder, hvor hun var skadet eller arret... og så, efter omtrent ti sekunder af dette, forsvandt følelsen igen.

Ar, knogler, urenheder og andet var helt væk nu. Som om det aldrig havde været der.
Hendes krop var healet totalt, og ingen ville tro at hun nogensinde var kommet til skade, bare ved at se på hende.

"Så... du er så god som ny igen. Og næste gang opfører du dig ordentligt, ikke?" sagde han, selvom han godt var klar over, at det havde hun bestemt ikke tænkt sig!

Kvinder...

Hun lukkede hendes øjne imens hun nød følelsen af hans magi, mærkede hvordan det hele gik tilbage på plads igen og den ekstrem sjove følelse i hendes fod, da den gik helt på plads, som den skulle. Da han var færdig og snakkede igen, skrabbede hun blot lidt og forvandlede sig op til hendes katte form.

Nu fyldte hun dog meget mere og strakte sig op af ham med hendes bløde pelsede og meget varme krop. Hun spandt højt og gnubbede hendes bløde hoved ind imod hans hals imens hun gav ham et lille slik på kinden.

Emma kiggede derefter op på ham, og håbede at hendes tilstedeværelse kunne hjælpe lidt på hans mørke humør, hun ønskede ikke at se ham sådan her, så knust og trist!

Da hun forvandlede sig igen, lagde han en arm om hende og lænede sig tilbage i stolen med et let suk og et lige så let smil.
"Det er nu godt at have dig tilbage, mere eller mindre helskindet..." sagde han og strøg hendes pels lidt.

Han vidste at hun forsøgte at redde hans humør lidt - og selvom det blot ville være en maske, ville han gerne vise hende et bedre humør.
Måske kunne det også gøre lidt for hende, i stedet for at hun også skulle være trist over de følelser, som hun nærede for ham...

Han gav hende et let klap på siden, og smilede så.
"Du vil opdage at din hud er næsten fejlfri, når du forvandler dig til et menneske igen... min healing er blevet langt bedre."

Hun gryntede lidt og slikkede hans kæbe svagt imens hun lå der imod ham og slappede af. Dette var blot et katte instinkt, at gnubbe lidt med hendes poter og slikke. Sådan gjorde alle katte væsner når det var!

Emma gabte svagt og kiggede på ham imens hun lagde sig lidt ned igen og daskede til hans hoved med hendes snude.

Trætheden væltede ind over hende, imens hun lå der og slappede af, trygheden var der jo og endelig kunne hendes sind falde til ro også. Hun slikkede kort til hans kæbe imens hun lukkede hendes øjne og mærkede hvor tung hendes krop blev.

Alt omkring hende faldt til ro og hun døsede hen til lyden af hans hjerterytme og åndedrag. Emma faldt i søvn der på hans skød og forvandlede sig tilbage til hendes menneskelige form. Dog kom sandheden meget frem da hun lå der nøgen.

Hun var meget tyndere, da hun ikke rigtigt havde spist noget på hendes rejse, de utrygge omgivelser, bekymreringer om Zuresh og meget andet havde gjort at hun ikke havde spist. Hendes ellers flotte og fyldige krop var tyndere og musklerne var tydeligere da hun var blevet en smule stærkere, men nu var fedtet der bare ikke så meget mere til at gemme det. Hendes hud var blegere da hun også var blevet syg undervejs. Så generelt havde hendes udseende det ikke for godt. Samt de mørke skygger af søvnløse nætter, hang under hendes øjne.

Da Emma faldt i søvn, og dermed ufrivilligt forvandlede sig til sin menneskeform igen, lagde han godt mærke til hvor tynd hun var blevet.
Musklerne stod frem, og viste at hun var stærk - en ting han egentlig ikke brød sig om hos kvinder - men de viste også at hun havde haft det hårdt, for normalt var de ikke så fremtrædende.

Også hendes blege hud gav ham et stik af dårlig samvittighed... hold kæft hvor han ikke anede, hvordan han skulle håndtere denne situation.
Hun var ham totalt hengiven, så hengiven at hun satte livet på spil for ham og drog igennem et helvede af en mission - men han kunne bare ikke. Det var ikke det, der var rigtigt i hans hoved, og hans hjerte sagde ligeledes nej...

Zuresh sukkede og rejste sig op med Emma i sin favn.
Han gik roligt hen til den sofa, som stod i kontoret, og lagde hende ned på ryggen, for derefter at trække et tæppe op over hende.

Han kiggede lidt på hendes ansigt, og mærkede den dårlige smag i munden igen.
Samvittighed var nyt for ham... det havde han fået da han mødte Yurie... og det var en fandens stor forhindring for mange ting.

Zuresh vendte sig om og gik tilbage for at sætte sig i stolen igen.
Han vendte den rundt, og betragtede atter det grå vejr udenfor...

Emma sov helt indtil den næste dag. Hun vendte sig ofte rundt i sofaen og vågnede langsomt op, ved at hun lå helt krøllet sammen og halvgemt under tæppet. Hendes lange ben strakte sig lidt ud fra under tæppet og hun knurrede svagt, lidt utilfreds over at hun var tilbage i hendes egen form. Hun strakte sig helt, rullede lidt rundt og om på ryggen imens hun gryntede svagt og irriteret over solen.

Langsomt satte hun sig op, trak tæppet omkring sig og krummede sig sammen med hendes ben op til hendes brystkasse.

Alt var blevet lyst inde på kontoret og det hele så lidt anderledes ud.
Hun kiggede rundt og ledte lidt efter Zuresh.

Timerne gik og gik, og da Emma ikke vågnede, valgte Zuresh at forlade kontoret.
Da han ikke behøvede søvn, og i øvrigt ikke havde sovet siden Shado's forsvinden(Hvad var dog pointen?), brugte han i stedet tiden på at bevæge sig op i lejligheden, iføre sig sit træningstøj bestående af en sort tank-top og et par grå, kraftige bukser, og øve sin nærkampteknik.

Dette brugte han hele natten på, og det var først da solen stod op og lyste ind ad hans vinduer, at han lagde mærke til hvor meget tid han havde brugt.

Emma måtte være vågnet nu, og forvirret over hvor han var... hun kendte trods alt ikke til denne del af bygningen.
Så Zuresh bevægede sig, uden at skifte, ned til kontoret igen.
Elevatoren dingede, og han trådte ind i det nu lyse kontor, netop som Emma kiggede rundt efter ham.

"Godmorgen." sagde han og smilede til hende.

Hun så ham dukke op fra elevatoren og det lille ’ding’ skreg op inde i hendes stille sind og hun farede forskrækket sammen, endte med at hoppe over armlænet, forvandlede sig til hendes katte form og knurrede højt. Hun havde været van til en meget stresset omverden, så hendes kampinstinkter var altid vågne. Dog var hun stadig lidt søvndrukken, så hun rystede kort på hovedet og gabte imens hun så og duftede at det blot var Zuresh.

Emma luntede lidt over til ham, nussede hendes hoved ind i hans hånd og gabte igen. Hele hendes pels var lidt rodet, da hun jo havde sovet og ikke været i bad i noget tid. Hun satte sig ned og kiggede nysgerrigt op på ham imens hun lagde hovedet på skrå, tydeligt overvejede om hvad han dog havde lavet.

Hendes reaktion fik ham til at smile igen. Nok var det vel egentlig ikke så sjovt... men han fandt det nu komisk at hun havde reageret som en forskrækket kat.

Ganske rammende, taget hendes personlighed i betragtning.

Han kløede hende lidt på hovedet da hun kom over til ham, og lod så blikket glide rundt i det store kontor en enkelt gang.
"Jeg har trænet hele natten... så nu får vi noget morgenmad herop. Hvad vil du have?"

Hun slikkede hans fingre lidt legende imens hun lagde hovedet på skrå og gik over til hans kontorbord. Der hoppede hun lidt og lod hendes forpoter lande på kanten af bordet. Hun tog en kuglepen i munden og skrev på et stykke papir.

’Gå en tur med mig.’

Emma ville gerne udenfor med ham, på en måde følte hun at en gåtur ville være dejlig. Noget inde i Emma var dog forandret lidt. Hun følte ikke rigtigt hendes menneskelige side lige nu, hun ville ikke være i hendes rigtige form foran ham lige nu her, da hun på en måde kunne mærke at han ikke havde det på samme måde som hende. Emma ville ikke kunne være den som han havde brug for. Så hendes rebelske natur slog ind.

Hun ville blive som kat, indtil han bad hende, med stor kræft om at forvandle sig tilbage.