I'm going to hell ~ Zuresh (xxx)

S: skolen i den fattige del af byen
V: overskyet, men varmt.
P: klik her
T: kvart over fem

Efter mange år uden skole, uddannelse og voksne til at tage sig af hende, var Nephthys nærmest blevet fortaler for kernefamilien, den videregående uddannelse og skoletvang. Desværre, så kunne hun ikke selv tage en uddannelse - for hun var for gammel til at tage grundskolen og highschool. Hun var ikke dum, tværtimod - men det var andre ligeglade med så længe hun ikke havde det på papir.
Men ingen kunne tvinge hende til at holde sig væk fra skolens areal efter lukketid - medmindre de ringede til politiet.
Så, nu, kvart over fem om eftermiddagen - skolen lukkede kl. 17 - var skolens arealer tomme, med undtagelse af junkies, bander, tyveknægte og voldtægtsmænd. Gæt selv hvilken kategori hun hørte mest til.
Hun sad for sig selv, på en gynge, med en guitar i hænderne. Guitaren var gammel, slidt og havde set langt bedre dage - men det var i det mindste noget hun ikke havde stjålet.
Hun spillede, men sangen gav næppe meget mening uden ordene. Ordene dog, var hendes egne - og hun delte dem ikke med andre. Hvorfor skulle hun? Ingen lyttede alligevel - så hvorfor prøve? Hvorfor overhovedet bede andre om det?
Alligevel kunne hun ikke lade være med at mumle teksten mens hun spillede. Det lød helt klart som om hun havde spillet og sunget hele livet - men var det tilfældet? Hvem ved?..
Ved hendes side var hendes taske - en sportstaske fyldt med det tøj hun nu engang havde, lidt mad og en smule druesukker - hun måtte jo sikre sig at hun ikke gik i insulinchok..
De få der kendte hende vidste, at hun var født med diabetes - og endnu færre vidste at hun ikke levede af medicin mere, for hun havde ikke pengene til det. Hvem havde også brug for de ekstra 30 år i den anden ende alligevel?
Hun var helt væk i sin egen verden, fast fokuseret på sin guitar, da en nar skubbede hende bagfra. Hun faldt ned på knæene mens guitaren blev flået ud af grebet på hende af en anden person.
''Nå nå, hvad har vi her? En gadetøs og en ukulele!'' grinte den ene. Nephthys, en kvinde af få ord, bed sammen og så vredt på ham.
''Giv mig den.'' sagde hun, kontrolleret mens hun blottede tænderne svagt. Hun hadede når folk ikke lyttede.
De grinte blot, de to knægte, og kiggede nysgerrigt på tasken. Hun satte fra og prøvede at tage tasken inden de fik ideer, men hun fik guitaren smadret direkte ned i ryggen så hun landede fladt på jorden.
Hun hostede lidt, spyttede jord ud af munden, men da hun prøvede at rejse sig trådte den første knægt på hendes ryg. Han holdte hende nede, mens de gennemrodede hendes taske. De grinte, råbte og skreg som syge aber, inden de forsvandt med både hendes taske og hendes guitar. Godt det samme, der var intet af værdi i den taske. Men det var alt hun ejede.
Hun fik rejste sig op, og måtte erkænde at hun endnu engang havde ladet muligheden for en god jagt og et godt grin gå fra sig - blot fordi hun havde lovet aldrig at vise andre det. Hun sukkede og satte sig på gyngen igen, mens hun rettede på sit tøj og børstede det rent for jord.
''vatpikke...'' sukkede hun, og gnubbede sit ansigt lidt for at samle tankerne.

Hele optrinnet med de abe-agtige tyveknækte, som tilmed var voldelige, blev overværet ude fra vejen, hvor en stor, sort bil holdt parkeret ved kantstenen.
Bilen holdt så kun lidt af den kunne ses, og motoren summede roligt i tomgang, mens det skinnende køretøj holdt stille.

Han havde fået chaufføren til at stoppe da han havde fået øje på den unge kvinde, som blev overfaldet af de unge gutter.
Hvorfor han var soppet op og havde fattet en smule interesse for dette, anede han ikke... for tiden havde alt omkring ham været mere eller mindre ligegyldigt - og da især ukendte væsener og mennesker som blev overfaldet.

Men denne gang havde noget fået ham til at holde øje med optrinnet.

Han sad på det læderbetrukkede bagsæde af den luksuriøse, sorte bil og betragtede tyvene, som de fór afsted med deres bytte: en halvskaldet guitar samt en taske med personlige ejendele.
Heldigvis for pigebarnet, havde de ikke gjort mere end at smække hende en med guitaren (Og dermed med garanti smadret dens stemning) og holde hende nede med en fod på ryggen.

Det kunne have endt langt, langt værre...

"...kør bilen hjem til Tower. Jeg går resten af vejen." sagde han hæst, og uden at vente på svar fra chaufføren, åbnede han døren og steg ud af bilen.
Han lukkede den nærmest lydløst (Dyr bil, gode døre!) og rettede lidt på den halvlange jakke der hørte til hans forretnings-agtige jakkesæt, som i øvrigt bestod af en hvid skjorte, et gråt slips, klassiske, sorte bukser og skinnende, sorte lædersko med snørrer.
Det hele blev dog toppet af den sorte læderklap som dækkede hans ene øje og gav ham det, som nogle ville kalde et 'farligt look'.
Det var overskyet, men varmt... dog generede varmen ham ikke det mindste - ligesom ekstrem kulde heller ikke ville have gjort det.
Blot én af fordelene ved at være, hvad han nu engang var.

Zuresh krydsede roligt vejen mens den sorte bil kørte afsted ned imod midtbyen.
Da han nåede over på legepladsen, stak han hænderne i bukselommerne og betragtede den unge kvinde, som sad med siden til ham.

Han vidste stadig ikke hvorfor han tog sig det mindste af det, men alligevel hørte han sig selv sige:
"Måske det her ikke er det oplagte sted for en ung dame som dig. De fyre kunne lige så nemt have voldtaget dig, eller stukket dig ned."

Manden der nærmede sig hende var - i hendes optik - fint klædt. Bilen havde hun bemærket kort, men hun havde ikke tænkt videre over det - og med god grund. Hvorfor skulle hun? Hvad ville det have hjulpet hende, at se på en dyr sort bil? Hun ville aldrig komme i nærheden af den alligevel, medmindre hun lå i bagagerummet med tape for munden.
Hun bemærkede ham ud af øjenkrogen mens han nærmede sig, og da han talte til hende drejede hun blot hovedet og så på ham.
''Hvor skulle jeg ellers tage hen?'' sagde hun bare, med et lille skævt smil - for han skulle i hvertfald ikke se at hendes ryg føltes som om to virvler var revet fri og at hendes lunger brændte efter at indhalerer al den jord.
''De var aldrig kommet så langt.'' sagde hun bare, og trak på skuldrene. Hun kunne ikke sige så meget til det - ikke medmindre hun skulle til at uddybe enten hendes race eller hendes fortid. Begge dele var ting som hun ikke delt med andre end sine få nærmeste.

''Som om det hjælper at en stor farlig mand kommer og udtrykker bekymring for mig. Nu tror de andre her nok bare at jeg har en sugardaddy..'' sukkede hun og rettede lidt på håret, som stadig havde små blade og grene i sig efter turen ned på jorden.

''Hvorfor taler De egentlig til mig?'' spurgte hun, inden hun så på ham igen. Hun var godt nok ikke uddannet, eller havde et hjem, men hun holdte på formerne når de kom til fortaler. Altid dis indtil dus.

Hendes reaktion ville måske have virket flabet i visse typers øjne, men Zuresh så ikke en flabet halv-teenager lige nu... i stedet virkede hun som en person med en vis form for mørk selvtillid og et reelt greb om den virkelighed, hun befandt sig i.

Altså noget i stil med en realist.

Zuresh hævede kort det ene øjenbryn mems ham betragtede den unge kvinde.
Hun forsøgte ay skjule det, men det var tydeligt at hun havde ondt efter overfaldet.
Hendes vejrtrækning var meget lidt besværet.

"Du kunne gøre mamge ting. Du virker ikke dum, og du er køn... du burde finde dig et job i stedet for at ende med en kniv i maven en eller anden aften. Og sugar daddy? Hvis du havde sådan en, ville du slet ikke være her. Neej, de tror nok nærmere at jeg er ude på at købe sex for en enkelt nat. Eller at jeg er et bekymret familiemedlem."

Hans hæse stemme var rolig, og han lod det mørke blik glide rundt på den halvtomme legeplads.

"Hvorfor forsvarede du dig ikke?"

(Beklager hvis der er fejl og mangler. Skriver pt fra mobil :p)

I et kort øjeblik mens han talte kunne hun mærke hvordan tanken om et bekymret familiemedlem hev i hende. Havde hun egentlig nogen familie, sådan rigtigt?..
''Det er meget få der vil ansætte en uden uddannelse på steder som ikke er fast food eller stripklubber. Jeg har skam prøvet.'' sagde hun stille, og så hen på ham - hendes grålige øjne kunne nemt antages for at være tågede og derfor gav hende mindre synsevne. Det var dog ikke tilfældet.

Hvorfor hun ikke forsvarede sig?
''De fortjente ikke den reaktion..'' svarede hun og prøvede at rette ryggen for ikke at virke alt for sløset - på trods af smerterne i ryggen.
Hun havde lyst til at fortælle det hele, om hvorfor hun ikke kunne tillade sig at blive vred, hvad det gjorde ved hendes krop. Men hun søgte ikke medlidenhed - og om hun fik det eller ej, så ville det virke som om hun søgte den hvis hun fortalte sin historie.

''Desuden, hvad er der at stjæle fra en hjemløs, udover hendes sidste sæt tøj og hendes stoffer?'' sukkede hun bare, og gled tilbage til at hænge med hovedet og krumme ryggen.
Hun havde aldrig været en stolt kvinde, hun havde aldrig lært det. Hun havde lært at dukke hovedet og håbe at ingen tog hendes ting. En ting, hun ikke havde været god til.

(det er helt fint :) )

Han lyttede i stilhed mens hun talte, og hvert ord hun sagde gjorde det mere tydeligt at hun var en uheldig sjæl.
Og at noget i hendes fortid sandsynligvis var skyld i alt dette.

Da hun ikke virkede til at være den dovne type, mistænkte han hende ikke for at være den klassiske 'Jeg gider ikke. Jeg gør hvad jeg vil'-klovn.
I Di Morga var der ganske simpelt ikke plads til den slags personer - med mindre de havde snuheden og styrken til at bakke det op.

"Men er det så ikke bedre at arbejde medd at lave fastfood? Der bliver du hverken bestjålet eller voldtaget." sagde han. Han forstod ikke rigtig hvorfor dette var et problem...
De fyre kunne lige så godt have stukket hende ned, eller det der var værre... og så alligevel...

"Nok er det ikke meget at stjæle... men det er, eller var, dine ejendele. Så hvorfor ikke? Hvorfor var de ikke reaktionen værd?"
Havde de gået efter ham, var det endt dem lag, langt værre end de kunne forestile sig... så hvis hun, som hanhavde en anelse om, var i stand til at forsvare sig... hvorfor havde hun så ikke gjort det?

Hun kendte godt til hans slags - dem der ikke så logikken i at holde sig for sig selv lige meget hvad. Det var fint nok, men hun var stadig ikke overbevist om at hun skulle arbejde med noget hun bare ikke kunne holde ud. Bare var andre ting - men kun for de snarrådige.

Hun så ham direkte i øjnene, og kort skiftede hendes øjenfarve fra grålig til en dyb gylden karamelfarve. Pupillerne blev større, og få sekunder senere blev hendes øjne atter normale.
"De var ikke det værd. Risikoen for at det gik galt var for stor. Ja, de stjal fra mig - men er derfor at give dem en dødsdom for det?" Hendes stemme var vag, og afslørede hvor lidt hun havde lysten til at vise ham mere. Hun kunne ikke styre forvandlingen, eller sig selv under en forvandling. Så hellere lade være.
Hun rejste sig fra gyngen og gik hen mod ham, mens hun bed rygsmerterne i sig.
"De virker utroligt nysgerrig.. Er der en grund til dette?" Spurgte hun inden hun stoppede op. Deres kroppe var ganske få tommer fra hinanden, og hvis han ville - så kunne han uden tvivl gribe fat i hende og hive hende med sig. Men hvorfor skulle han også gøre det?

(Skrevet fra mobilen, så beklager diverse fejl og mangler :) )

Da hun ikke svarede på hans fastfood-spørgsmål, skød han tanken lidt væk. Hun havde vel sine grunde...

Deres blikke mødtes, og kort efter var Zuresh klar over, hvorfor hun ikke havde forsvaret sig selv;
Hun var Navajo, og tilmed en af dem, som ikke kunne styre sin dyriske side.
Havde hun forvandlet sig, ville hun have dræbt overfaldsmændene.

"Jeg forstår... du får ikke tit blod på hænderne. Og din sans for retfærdighed fejler ikke noget. En dødsdom for tyveri er vel for meget." sagde han, og betragtede hende roligt som hun stillede sig lige foran ham.

Hendes spørgsmål var at forvente... og som han havde tænkt for sig selv mens han sad i bilen, så var han ikke selv sikker på hvorfor denne kvinde havde vakt hans nysgerrighed.

"Måske fandt jeg hele optrinnet interessant, og måske mener jeg at det er en skam, når piger som dig lever på denne måde." sagde han, og følte at det måtte være grunden.

Det ironiske i alt dette var, at hvis hun havde mødt ham for måneder siden, ville denne situation have været meget anderledes.
Dengang han var den frygtede 'Sansiss', ville han have fanget hende, køn som hun nu engang var, og så ville han, som så mange gange før, have udlevet sine daværende, sadistiske lyster på hende.

Hvorfor denne tanke dukkede op nu, hvor han ikke havde haft den i så lang tid, var Zuresh ikke klar over... måske var det simpelthen det melankolske i situationen.

((Det går da meget godt! Du skriver rigtig godt))

Hun vidste at han forstod - at han ikke bare lirede noget af for blot at vinde hendes tillid. hvad skulle han også bruge en hjemløs kvindes tillid til?
''Kun døden er døden selv retfærdig. Det er ikke en dødeligs plads at lege gud.'' sagde hun - og allerede dér var der et hint om hvem hun egentlig var. Hun havde levet i mange kristne hjem.
Plejefamilierne der kom til børnehjemmets arrangementer var KUN kristne. Hun havde altid afskyet den religion, men havde hun ikke respekteret den så havde hendes krop lidt langt mere end den allerede havde.
Hun smilede over hans måde at sige tingene på.
Hun fik intet definitivt svar, for han kendte nok ikke selv grunden.
Hun rakte hånden frem, en tydelig gestus til at hilse ordenligt på ham.

''Mit navn er Nephthys.'' sagde hun, og prøvede at give et forsigtigt smil. Smilet afslørede de lidt spidse hjørnetænder. Hun kunne ikke skjule sin race for dem der kendte til den. Men for andre, de ignorante, havde hun gjort det hele livet næsten.

Det var jo nemt nok for menneskene i denne verden - de havde intet de skulle skjule, intet de skulle holde tilbage. Hun havde desværre et problem med at kontrollere det - hendes forvandling. Hun kunne småting, og kunne tildels genkende andre.. Men det var sjældent at det var nok, og ganske ofte ville hun ty til vold uden muligheden for at stoppe igen. Det var først når hun faldt i søvn igen, at hendes normale jeg kom frem igen. Og hun hadede det..

((jo tak! :D Det gør du dælme også! :D ))

Dødelige skulle ikke forsøge at lege gud...? Åh, han kunne ikke være mere enig.
Det komiske i denne del af samtalen var naturligvis, at tingene forholdt sig anderlede for ham.
Men for nu, var det ikke noget som denne unge kvinde behøvede at vide noget som helst om...

Da hun rakte hånden frem imod ham, gjorde han det samme og tog hendes hånd i sin.
"Nephtys? Ikke et ordinært navn. Men man husker det. Mit navn er Zuresh." sagde han og gengældte hendes smil, om end med lidt mere selvtillid.

Hendes hjørnetænder gav hende et lidt mere vildt og eksotisk look, syntes han. Egentlig ikke en dårlig ting.

"Nephtys..." sagde han, mens han slap hendes hånd og roligt kiggede sig omkring, for at se på de andre på legepladsen.
"Jeg synes du skal sove i en seng i nat. Hvis du vil, kan du låne et værelse hos mig."

((Takker! Elsker at skrive.))

Hans ord fik hende til at smile, mere end hun normalt ville gøre. Måske kunne man svagt ane en rosa farve dukke frem på hendes blege kinder. Huskede man hende, så måtte man have hukommelse som en elefant. Hun var lige så grå og ensformelig som en regnvejrsdag i London.  

''Zuresh.. Det lyder helt overnaturligt.'' sagde hun, mest for sig selv. Hun smagte på navnet, følte det på tunget. Hun kunne lide det.
Hans tilbud gjorde hende straks en smule nervøs. Havde han nogle planer, i kølvandet på hans tilbud?
''Det lyder ærlig talt godt med en seng.. Men.. Ikke for at lyde uforskammet.. Men, hvad er hagen? Hvad skal jeg gøre til gengæld?'' man kunne tydeligt se på hende, at tillid ikke kom let. At hun uden tvivl havde nemmere ved at være alene og leve med konsekvenserne af det - fremfor at skulle give ting og ydelser som gengæld eller betaling for en seng eller mad.
Hun kunne mærke det løbe koldt ned af hendes ryg over tanken omkring sidst hun havde stolet på en anden person.

((præcis det samme her! :D Det er frirummet fra hverdagen))

Han smilede lidt da hun rødmede. Det var vel nogen enhver mand godt kunne lide - at få en pige til at rødme.

Dog fik hun det nervøse udtryk, som jo måtte komme med hans tilbud.
Han forstod godt hvorfor hun spurgte om 'hagen' ved det. Det gav kun mening... for hvor mange ville ikke tilbyde en køn pige dette, i bytte for for eksempel sex?

"Der er ingen hage. Det eneste du skal gøre, er at få en god nats søvn. Det har alle brug for, og du får det ikke herude... desuden vil jeg nøde finde dig i en gyde et eller andet sted med hals og mave sprættet op. Der er utroligt mange farlige, sadistiske typer i den her by..."

Det var som om hun havde nogen erfaring med blindt at stole på folk... dårlig erfaring.
Men Zuresh mente det dog.
Der var ikke nogen hage, og han forsøgte at vise det med noget så simpelt som et smil.

Hun lyttede til ham, efter hun havde spottet smilet. Damn it, han havde set farven i hendes fjæs skifte!
Hun vidste ikke helt, om hun turde stole på ham - men hun følte lidt at det ville være totalt uforskammet at afvise tilbuddet.

Hun tog mod til sig, og nikkede derefter svagt.
''Godt så.. Du har i hvert fald dine argumenter i orden.'' sagde hun, og et lille drilsk glimt trådte svagt frem i hendes øjne. Hun smilede igen, et sjældent syn for fremmede - inden hun drejede hovedet mod en lyd. En lyd, som måske kun hun hørte - hun var ikke sikker. En skramlen, papir der blev rodet i og træ der blev smadret - efterfuldt af en ordenlig omgang guitarstrenge der splittede. Hun bed sammen, og ganske kort kunne man ane hvordan hun inderligt overvejede at give slip og sætte efter knægtene. Hun kunne uden tvivl finde deres duftspor - deres stank hang i hendes næse. Men hun vidste også, at hun uden tvivl ikke kunne stoppe sig selv hvis hun valgte at forvandle sig. Måske kunne hun nøjes med en halv forvandling? Hun havde lært at gro klør... Men, med Zuresh lige foran hende... Hun opgav tanken og måtte indse at tilbuddet og en seng for natten nok ikke ville være gældende hvis hun satte efter knægtene.
Hun knyttede hænderne lidt, og det gibbede i hende da hun mærkede en skarp smerte i håndfladerne. Uden at tænke over det - uden kontrollen over det - var hendes negle blevet til lange sorte klør som havde boret sig ind i hænderne. Hun bed endnu engang sammen. Hendes klør forsvandt langsomt mens hun bed sig svagt i læben. Hun var ved at være træt, svimmel og højst sandsynligt også lav i blodsukker. Hendes krop arbejdede rigtig skidt med stress. Små bloddråber dryppede ned langs hendes hænder og ned på jorden ved deres fødder. Intet slemt, men nok til at hun havde det lidt skidt med det.
Hun var lettere rådvild nu. Hvad skulle hun egentlig gøre? Skulle hun bare stole blindt på ham og følge med?

Joo... argumenter var noget han var blevet langt bedre til.
Det havde taget sin tid at ryste det feralske, voldelige af sig, men resultatet i sin helhed, var godt.

Hun havde et charmerende smil, denne unge Navajo. Et smil som kunne afvæbne de fleste... og det var trods alt en god lille evne at have.
Bare synd hun tilsyneladende smilede så lidt...

Lysen af træ der smadredes og guitarstrenge der blev slået løse, nåede skam hans ører. Han reagerede bare ikke på det.

I stedet kastede han et enkelt blik på Nephtys' skarpe kløer, og vendte så atter blikket mod hendes ansigt.

"Dyret i dig har lyst til at gøre dem fortræd." Sagde han roligt.
Han kendte det selv fra dengang...

"Men din krop er ude af stand til at klare en sådan belastning nu. Kom i stedet med mig... vi er ikke langt fra et af mine komplekser."
Og med de ord gjorde han omkring og begyndte at gå ud mod gaden.
Hvis ikke hun fulgte med, ville han stoppe op og sende sig for at betragte hende tålmodigt.

Hun så på ham, med et blik der nok næppe kunne tydes. Hun brudte sig ikke om tanken om, at han uden at kende hende kunne se direkte ind i hendes sind og tanker. det var som om han kravlede rundt på indersiden af hendes kranie, og søgte efter de præcise ting at sige før at afvæbne hende. Gjorde han mon dette med vilje?

Da han kommenterede på hendes tydelige lyst til at skade de unge mænd fra før, kunne hun mærke skammen skylde ind over sig. Hun hadede denne lyst, denne blodtørst. Og da den først var kommet efter moderens død... Hun kendte intet til kontrol, når det kom til sin race. Tværtimod...
Faktisk, så var hun ikke engang sikker på, hvad hun var. Andre havde forskellige navne for det - og enkelte der havde set hende skifte havde koblet det med hendes navn: Nephthys. Dødens gudinde, ledsager af de døde, søster til Anubis og Isis. Hvor Anubis stod for døden selv, og Isis for fødsel og genfødsel, så var Nephthys rolle en smule uklar. Men for de fleste, blev hun mest set som døden selv. Og med god grund.

Zuresh havde ret, og det var tydeligt for enhver at se. Hun var svag, udmagret og nok ikke alt for langt fra at besvime.
Hvornår havde hun sidst spist? Hun huskede det faktisk ikke. Normalt passede hun godt på, spiste med jævne mellemrum. Om det var affald fra en skraldespand eller andre menneskers rester givet i medlidenhed var ligemeget. Med en diagnose som hendes, var mad lige så vigtigt som hendes medicin. Bare ærgerligt at hun ikke havde råd til nogen af delene.

Zuresh begyndte at gå, og Nephthys var ikke mange skridt bag ham. Hun havde for længst lært, at holde sig bag sin ledsager, hvis man ikke var af samme status. Og i dette tilfælde var de kontraster. Hun var hjemløs, fattig og beskidt - han var velstående på alle umiddelbare punkter.

Hun forstod ikke hvorfor han hjalp hende. Var han ude på noget, eller bare medmenneskelig? En mand som ham, det var ikke helt skidt at have i baghånden. Men så igen, hun kunne lige så vel ligge i en seng uden noget valg end at betale ham hvis han krævede det. Og betaling fandt man i mange former i denne verden... Hun rystede på hovedet af sig selv ved tanken, og gøs svagt.
Han var ikke grim, tværtimod. Han virkede som en behagelig mand. Men, der var en tydelig aldersforskel mellem dem, og det sociale skæld mellem dem var endnu tydeligere. Så mon ikke hun blot skulle se dette som en venlig gestus, og ikke som andet? Hun var i vildrede over det..

Og alligevel fulgte hun blot efter ham, som en lille hundehvalp på søgen efter mad, kærlighed og en varm seng. Latterlig sammenligning..

Det overraskede ham ikke, at hun ikke svarede på de ting han havde sagt.
Det lod til at være mere eller mindre tabu for hende...
Hvilket var forståeligt, hvis man ikke var en hærdet dræber - og det troede han bestemt ikke, at hun var.

Han smilede ganske let da hun fulgte med, og selvom gestus'en med at gå bagved ham var noget, som han normalt fandt passende, kunne han ikke helt lade være med at tro at det her handlede om manglende selvtillid.
Det handlede om ikke at være god nok, samt at være den lille.

Da de havde gået i et par minutter, kom de til et mindre hotel med en ren, hvid facade og velholdte buske og blomsterbede udenfor.
Indgangspartiet var i mørkt træ, og dørene åbnede automatisk for dem.

Receptionisten, en ældre herre med velfrisseret, gråt hår og jakkesæt, tog imod dem med et varmt smil.
"Ah, Mr. Zuresh. Velkommen til. Jeg går ud fra at de skal have suiten?"

Zuresh smilede og nikkede.
"Benjamin. Godt at se dig. Ja, suiten vil være fin. Gør også det store værelse ved siden af klart til min veninde her."

Den ældre herre bukkede og smilede venligt til Nephtys.
"Jeg vil sørge for det med det samme." sagde han, hvorefter han forsvandt ud bagved.

Nephthys fulgte med ham, og beskuede hans ejendom. Eller, sådan som hun forstod det, én af hans ejendomme.
Hun så facaden, hvid og ren. Det var ikke noget hun så hver dag - og slet ikke noget hun havde sat fødderne i nogensinde. Det hele var luksus, i forhold til hendes levestandard. Men hun valgte at holde sine tanker for sig selv. Hun følte sig som en lille pige, som mødte en plejefar eller legeonkel for første gang og egentlig indså hvor indskrænket hendes verden havde været.
Receptionisten var velfriseret og velklædt. Hans smil, varmt og venligt, gjorde hende på en måde endnu mere utryg. Venlighed var ikke en tilvandt ting for hende.
De to snakkede tilsyneladende helt fint selv, så hun valgte blot at forholde sig stille. Hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun gøre? Hun var helt ude af rammerne, når det kom til denne slags ting. Hun var beskidt, hun lugtede sikkert. Hun skammede sig over sig selv, da hun stod ved siden af Zuresh.
Da receptionisten forsvandt ud bagved, og havde smilet til Nephthys, havde hun bakket et skridt baglæns mens hun så lidt ned. Smilet var ikke blevet gengældt fra hendes side.
Hun havde det skidt, og hendes ben kunne snart ikke bære hende mere. Hun var svimmel, som om hun var beruset. Dette var dog ikke tilfældet, og dem der kendte til hendes diabetes ville også vide, at hun ikke var helt frisk. Lavt blodsukker var mildest talt en plage når man ingen penge havde til mad.

Da Benjamin var gået, vendte Zuresh blikket mod Nephtys - og opdagede dermed at hun så ret så skidt ud.
"Du er ikke frisk... om lidt vil du blive lukket ind i dit værelse, hvor der vil stå et måltid parat. Spis hvad du kan, og hvil dig... jeg selv vil være at finde i værelset ved siden af dit." sagde han.

Hun så ud som om hendes ben kunne knække sammen under hende hvert øjeblik... så det var godt at Benjamin kom tilbage to minutter senere og rakte dem hver en nøgle.

Zuresh nikkede og takkede den ældre receptionist, og Benjamin trak sig tilbage til disken for at lave noget papirarbejde.

"Følg med..." sagde Zuresh, hvorefter han ville føre Nephtys ind i en elevator, som hurtigt ville føre dem op på øverste etage.

Her var det en lang, simpel gang med hvide vægge og røde tæpper på gulvene.
Trædøre gemte på de luksuriøse værelser bag dem, og Zuresh førte Nephtys hen til en af disse.

Han åbnede døren for hende med et lille smil, og afslørede et simpelt, men luksuriøst og behageligt værelse; luksus'en kom ikke af prangende malerier og snoede sengestolper, men af kvaliteten på de få møbler, der nu engang var derinde.
En blød sofa i sort læder, et sofabord i mørkt træ, en lænestol i sort læder, og en blød dobbeltseng med masser af puder og behagelige tæpper.

På sofabordet stod der en bakke med brød, suppe, en bøf med ris og sovs, samt grøntsager. Der var også både danskvand, vin og sodavand.

"Tag for dig, og få noget hvile," sagde Zuresh,
"Hvis alt er OK her, vil jeg gå ind til mig selv..."

Hun lyttede til hans ord - hans påbud - og fulgte atter lydigt med ham uden spørgsmål, da han førte dem hen til en elevator. Små rum gjorde hende utilpas - og elevatoren var ingen undtagelse. Hun krøb sig lidt sammen, trak skuldrene op omkring ørene. Anspændt.
Værelset han viste hende hen til var klassisk, minimalistisk og rent i alle forstand. Hun følte sig malplaceret, hun var en gadetøs. Hvad lavede hun på sådan en luksuriøst hotel? For, det var da et hotel, ikke? Det, eller også var det et sted han husede alle de kvinder han ellers havde et godt øje til. Ikke at hun ligefrem følte at han havde det til hende - nok mere en faderskikkelse.. Hvem vidste.

Mad var hendes svaghed - og heldigvis var hun kun meget lidt kræsen. Dog med en forkærlighed for kød - jo rødere jo bedre.
Hun så hen på sofabordet, og kunne mærke den indre ulvinde logre lystigt - men hun holdte det tilbage. Mest af alt, fordi hun ikke vidste hvad en passende reaktion var.
Hun så på ham, da han atter talte. Hun nikkede, mens hun trådte helt ind i rummet - så hvis han ville lukke døren efter sig stod det ham frit for.
''Zuresh... Tak..'' sagde hun og så ham direkte i øjnene. Igen kom et snert af det ravgule i hendes øjne. Et lille symbol på at hun faktisk stolede på ham. Hun håbede inderligt, at det ikke var forkert af hende.
Man kunne så småt ane hvordan koldsveden tog over. Hendes syn var sløret, og hendes tunge begyndte at slå knuder. Uden tøven og uden at vente på at han var gået, så gik hun ud og vaskede hænder. Man spiste ikke når man var beskidt. Få sekunder efter, kiggede hun sig i spejlet. Hun så så frygtelig ud.. Syg... Hun gned arrigt en enkelt tåre væk fra kinden. Hun trådte tilbage i rummet, og fik hen og satte sig i sofaen, efter at have taget støvlerne af. Hun skulle ikke slæbe skidt rundt i værelset.
Hun tog med rystende hånd et stykke brød, og begyndte langsomt at spise af det. Hun turde ærlig talt ikke bevæge sig en millimeter mere end hvad godt var.

Han vidste at hun måtte føle sig malplaceret... som en lort blandt smukke blomster... en hjemløs tøs på et halvfint hotel var ikke normalt.

Men hun glemte at hun faktisk passede ret godt ind... Nephtys var en meget køn pige, og til trods for at hun virkede syg lige nu, gjorde hendes skønhed stadig meget for hende.

Da hun kiggede på ham og takkede ham, smilede han kort.
Han havde ikke smilet meget på det sidste. Det havde været en ualmindeligt hård tid... og han vidste stadig ikke hvordan det hele skulle ende, og hvad han selv ville ende med at gøre - eller blive.

I brøkdelen af et sekund mærkede han noget halvt uvelkomment, mens han så på hende;
Den gamle, ondskabsfulde lyst, som ikke i sandhed havde været hans egen.

Zuresh slog dog hurtigt tanken ud af hovedet, og smilede atter til Nephtys, som hun gav sig i kast med maden.
"Det var så lidt." sagde han, "Og hvis der er noget, så er jeg inde ved siden af."

Så forlod han hendes værelse, og låste sig ind i suiten ved siden af.
Indretningen var i samme stil som hendes lidt mindre værelse, ud over et panorama-vindue som fyldte hele den ene væg, og gav en udsøgt udsigt over byen.

Zuresh smed jakken over en stol, og stillede sig hen til vinduet for at skue ud over byens mange lys.
Sådan som han havde gjort det i alt, alt for mange nætter nu...

Hun kunne se på ham, at han havde en anden opfattelse af tingene end hende. At hun måske hørte til i denne verden, hvor hun selv mente at hun slet ikke passede ind. Nephthys var ikke velstående, smuk og elegant. Tværtimod.

Hans blik gjorde hende mere eller mindre utryg. En del af hende vidste hvad han tænkte, kunne mærke det. Hvordan? på samme måde som en hund ved hvornår dens ejer er ked af det eller vred. Det gjorde hende en smule urolig.

Han forlod værelset efter kommentaren om at han var ved siden af, og hun nikkede for sig selv. Var det betryggende eller...?

Hun krøb sammen efter at have spist lidt. Hun følte ikke for at angribe bordets overflod af mad - mest af alt fordi hun ikke kunne betale for det. Værelset var en luksus, og han havde bedt hende om at hvile sig. Hun var nervøs for tanken om at gå i seng - hvad hvis hun vågnede for sent? Hvad hvis han stod der når hun vågnede?... Hun krøb sammen på sofaen hvor hun sad, og nød for en kort stund roen. Hun havde ondt, hun var træt - og hun ejede intet... Hun skammede sig. Hun kunne intet give som tak for hans hjælp - ikke udover sin krop.

Hun kunne mærke trætheden, og hvordan den gjorde hende ked af det. Det var først nu hun var alene efter det overfald tidligere. det var først nu hun kunne reagerer uden frygten for at nogen brugte hendes følelser mod hende. Hun mærkede tårer glide ned af hendes kinder, og hun begyndte så stille at snøfte. Hun tænkte ikke over at han måske kunne hører hende inde ved siden af.

Vreden ulmede i hende, og hun rejste sig i frustration. Hun gik igen ud på badeværelset, og stirrede i spejlet. Hendes kølige øjne skiftede over til en gylden karamelfarve mens pels voksede frem på hele hendes krop. Hendes knogler brækkede, antog en ny struktur - en hale voksede frem led for led, og fik hende til at skrige lavt. Hendes kæbe forlængede sig selv, tænderne faldt ud og blev erstattet af ulvetænder.

Det gjorde ondt, og badeværelset var smurt ind i blod og rester af hendes menneskelige skikkelse: tænder, negle, ødelagt tøj. Og hvad var der tilbage? En krid hvid ulvinde - ca. 1½ gang størrer end en normal ulv. Instinkterne var det der oftest tog over, og derfor stod hun blot og slikkede blod af gulvet - spiste eventuelle rester af sig selv. Hvis nogen så det i dette øjeblik, ville de se en ulv fortærer resterne af et menneske. Dem der kendte til hendes tilstand ville nok nemmere forstå.

Hun vidste ikke hvem hun var, hun vidste ikke at hun ikke var en ulv normalt - faktisk vidste hun intet. Hun havde næsten fået slikket hele badeværelset rent inden hun begyndte at vaske sig selv før hun forlod badeværelset. Hun luntede ind i værelset igen og lagde sig på gulvet ved fodenden af sengen og faldt i søvn.

der ville gå et døgns tid før hun ville vågne igen, og der ville mindst gå fem timer fra hun faldt i søvn til at hun ville ligne et menneske igen. Indtil da, var hun en ulv på et hotelværelsesgulv.

Han hørte godt det lavmeldte skrig og de voldsomme lyde, som hendes transformering frembragte.
Ikke en eneste af dem fik ham til at reagere det mindste... han end ikke rynkede panden eller stoppede op for at lytte.

I stedet stod han blot ved panoramavinduet og skuede ud over byens mange lys.
Nattens ro var over ham, og han følte sig på én gang tilpads og samtidig længedes han så det gjorde helt ondt.

Hans hjem... hans sande hjem i østens mægtige bjerge... og hende... ved guderne, hende!

Men hun var væk. Han måtte sande dette, og bevæge sig videre.
Der var intet andet at gøre.

Han sov ikke den nat, men stod i stedet og lod tankerne og minderne få frit spil.
Dog kunne man ikke se tegn på søvnmangel eller træthed på ham.

Da et døgn var gået på denne måde, begav han sig ind på Nephtys' værelse.
Her greb han et tæppe fra sengen, som han lagde over hendes menneskelige skikkelse.

Så satte ham sig roligt i sofaen, og ventede tålmodigt på at hun skulle vågne op.

Hun lå blot i fosterstilling på gulvet, sammenkrøbet og småmumlende i søvne, mens Zuresh kom ind og lagde et tæppe over hende. En af ulemperne ved forvandlingen var at hendes tøj jo ikke fulgte med, så indtil han havde lagt tæppet over hende havde hun blot ligget nøgen på gulvet.

Der var nok gået lidt over en halv time, da hun endelig begyndte at vågne op. Hun rykkede lidt på sig og kort efter satte hun sig op ganske hurtigt. Hun så rundt, en smule forvirret - lige indtil hun stirrede direkte hen på Zuresh. Hun havde lyst til at kravle ned i et hul, bare fordi hun vidste at han enten havde set hende fuldkommen nøgen eller i ulveskikkelse. Begge dele yderst intimiderende for hende at dele med en relativt fremmet mand.

"Jeg... øøh... jeg mener..." hun så hen over gulvet hvor poteaftryk af blod ledte fra badeværelset over til hende... "pis..." sukkede hun og rejste sig mens hun knugede tæppet tæt om sig for at skjule så meget muligt af sin krop. Hun vaklede, og måtte indse at hun ikke var helt frisk. Hun fik sat sig på sengekanten og så opgivende på poteaftrykkene.

Han lod blikket falde på hende da hun rørte på sig.
Han sagde intet imens hun forlegent kiggede rundt og forsøgte at sige noget, som alligevel ikke ville have gjort den store forskel.

"Det betyder intet." Sagde han, da hun havde sat sig på sengen.
"Du er Navajo, og dine instinkter tager over. Sådan er det, når ingen har lært dig at kontrollere det."

Zuresh lod blikket glide hen over de blodige potespor på gulvet.
"Tag dig ikke af rodet. Jeg har flere vampyrer og dæmoner ansat, som bruger dette hotel til deres mere... blodige lyster. Personalet her er vant til langt værre ting end dette."

Hun krøb lidt sammen for sig selv, mens hun lyttede til hvad han sagde. Navajo?... Hun rystede stille på hovedet over at han tydeligvis vidste mere end hende omkring hvem og hvad hun var. Det virkede surrealistisk...

Hans kommentar om hvad han havde ansat, hvad de brugte hotellet til.. Det var som om hver lille fiber i hendes krop spændtes og var klar til at springe ud af vinduet. Hun skulle ikke nyde noget af at møde en af hans ansatte, hvis det var hvad de lavede til hverdag...

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige. Skulle hun indrømme at hun var svag, at den taske der blev taget fra hende var alt hvad hun ejede, at hendes medicin lå i den? Drengene kunne ikke være kommet meget længere end at hun kunne opspore dem - kunne de? Det var selvfølgelig nemmere bare at stjæle noget mere insulin - men egentlig havde hun ikke lysten til at være tyv. Ikke mere.

''Hvad skal jeg gøre som ''tak'' for at du har hjulpet mig?..'' spurgte hun, en smule omtåget. Hun burde virkelig blive mere klar i hovedet - men det var svært.
Hun kunne ikke engang beslutte sig for om hun faktisk stolede på Zuresh... Hun kendte ham ikke, men han hjalp hende uden problemer. Hun var mildest tal rådvild.