A surprising turn of events (Lydia)

Tid: 22.30
Sted: midt inde i parken.
Omgivelser: klar stjerne himmel, tung og varm luft uden briser. Parken er tom for mennesker.

Malakor stod lænet op af et træ lidt væk fra stierne i parken. Han stod og tænkte over sit hjemland. Alt der var sket og hvordan han var endt her. Han var en prins, rig og magtfuld. Nu var han her, kun med de penge han havde på sin hemmelige konto, uden bosted, tvunget til at holde lav profil og leve fra hotel til hotel. Kun med et taske af hans ting. Det rørte ham ikke så meget at han ikke have de goder og ting han plejede, han havde i lang tid forberedt sig på det her. Han ville ikke længere leve i hans fars skygge. Han ville finde sig selv, vise hans intelligens og styrke. Det mente Malakor at man gjorde best ved at starte fra scratch. Han satte sit store sorte sports taske på jorden og blev ved med at stirre på stjernerne. Han måtte gøre sit hoved og tanker klar, han måtte finde på en vedvarende plan for alt dette. Uvidende om hvad der foregik et godt stykke fra ham.


tre agenter sendt af hans far havde fået færten af prinsen. De stod i en lysning et stykke væk fra stien og planlagde. den ene sagde ''Er vi sikker på det er ham?''. Den anden sagde ''Selv om vi ikke har set ham på nær hold i nu er jeg sikker på at det er Prins Malakor, der gik ind i parken for lidt siden.''. den tredje nikkede og sagde ''Det her bliver ikke nemt venner. Han er meget stærk. Vi bliver nok til at bruge vores overraskelses moment eller kan det her ende galt'' De tre mænd gjorde sig klar, de ladede deres våben og satte sig til at planlægge hvordan de skulle overfalde Malakor best muligt.

Siddende på kanten af springvandet sad Lydia med hænderne på skødet, og hovedet ned mod jorden, hun kedede sig lidt, og tænkte lidt hvorfor hun enlig var gået ind i parken, der var jo helt tomt. Det var hun ikke vant til at se for der plejede næsten altid at være folk herinde, så måske var der sket noget eller måske gad folk bare ikke komme til parken lige netop idag. Hun havde en sort knælang kjole på, sorte høje hæle på sko, det mørke hår bølgede ned over skulderen. Hun havde altid haft sådan en blød hud, det var til tider meget godt, hvem gad have en hård hud. Lydia betragtede omgivelserne lidt, hun elskede duften af blomsterne der strittede op ad jorden, og duften af friskhed fra luften. Hvad skulle hun lave, noget skulle hun lave men hun vidste ikke hvad, men hun gad ikke blive siddende for hvis hun bare blev siddende i et par timer så ville det ende med hun ville blive skør.

Derfor valgte hun at rejse sig op fra kanten og kiggede op mod himlen den var smuk, og så valgte hun at gå sig en tur , men før hun tog det første skridt hørte hun noget. Hun fulgte med blikket hen imod stemmerne, det var nogle mænd hun ikke kendte, de så ud til at snakke om noget vigtigt, hvad det vidste hun ikke. Hun gik lidt forbi dem, for at se sig omkring, men så hørte hun mændene snakke igen men denne gang omkring en prins de ledte efter, som de skulle have med hjem. Lydia tænkte lidt mens hun stod under et stort træ hvor blomsterbladene var begyndt at dale ned over hende.

En prins hun havde hvist aldrig rigtig mødt en kongelig før, ikke hvad hun selv kunne huske. Denne prins var sikkert yderst køn, og meget elegant, det havde hun nemlig hørt omkring alle der var kongelig. Hun valgte at gå ombagved et træ i nærheden af mændene så hun kunne høre mere af det de sagde. Efter lidt tid tænkte hun så igen, det kunne måske være at de mænd var ude efter prinsen på en dårlig måde, hun måtte advare ham. Så Lydia valgte at skynde sig at sætte i løb , for at finde denne prins, hvordan han så ud vidste hun ikke.

Det virkede lidt underligt sådan at bare løbe rundt i en park efter en prins man ikke vidste hvordan så ud, eller om han overhovedet var herinde i parken. Lydia stoppede op lidt væk fra mændene og under et træ igen hvor det dalede ned med blomsterblade, hun var forpustet så hun skulle have en pause. Det var svært at finde prinsen, hun måtte forsøge videre, og da hun lige skulle til at tage et skridt frem snublede hun over noget, og endte med at ramme ind i noget- rettere sagt nogen. Hurtigt skyndte hun sig at tage til hovedet for at se hvor hun var landet henne, hun så en person og kiggede væk for at se om hun kunne få øje på prinsen"Åh undskyld..Jeg leder efter en prins , og havde ikke set mig for"sagde hun

Malakor der stod i sine egne tanker hørte slet ikke hun nærmede sig, det var først da hun væltede ind i ham at han rigtigt kom til sig selv igen. Malakor stod i en stram sort Armani trøje der viste at han var muskuløs, dog ikke over pumpet. Han havde sorte bukser på af samme mærke. Han kunne lide at gå stilrent klædt. Han var over 1.90cm høj og havde blå øjne og blond hår. En meget nydelig mand. Meget kliche af en prins af være. Han kiggede ned på kvinden.

Da hun sagde hun ledte efter en prins løb tanker igennem hans hoved *Hun leder efter mig, er hun sendt for at bringe mig tilbage. Nej, det kan hun ikke være. Min far ville ikke sende nogen så klodset ud efter mig*

Malakor stod med et følelsesløst udtryk i hans ansigt. Han rakte hans blege fine hånd ned imod Lydia og sagde med en blid, dog ryg stemme ''Din undskyldning er accepteret, unge frøken. Fortæl mig, hvorfor leder de efter en prins, og hvilken prins leder de efter?''. Malakor stod i en afslappet med alligevel disciplinær stilling. Hans bevægelser var elegante dog mandlige . Han prøvede at fange hendes blik med hans dybe blå øjne og så stirre dybt ind i hendes med et blik der ville gøre de fleste utilpas. Hvis hun tog hans hånd ville hun føle den var kold selv i denne varme og blød.

Lydia betragtede ham lidt han så nu meget elegant ud han havde nogle smukke øjne så det ud til, blonde hår det var noget af det mest sjældenste hun havde set en fyr med."Jeg hørte nogle mænd snakke om at fange en prins, men ved ikke hvem det er, jeg følte bare jeg blev nød til at advare ham om at der er nogle mænd der er ude efter ham"sagde hun og fik øjenkontakt med ham lidt. Hendes øjne var nu ikke noget særligt de var såmen bare gylden brune, hendes læber var bløde og hun havde en blid smuk stemme."Men hvis han er kongelig så går han sikkert klædt stilet, og meget elegant"sagde hun og tænkte lidt mens hun holdte blikket på ham.

Måske vidste denne mand hvor hun kunne finde prinsen henne, eller måske ville han hjælpe hende.Lydia tog imod hånden og sendte ham et bredt smil"Dejligt at møde dig jeg hedder Lydia , hvem er du"spurgte hun og kiggede rundt, måske var han virkelig ikke herinde i parken, hvad skulle en prins lave herinde, hvorfor ledte mændene efter ham


Nysgerrig det var hun blevet, og hun ville sørger for at få svarerne på det hele.Hun mærkede hans hånd efter han havde givet hende hans hånd, den var kold, næsten som is, det var ikke fordi det gjorde Lydia noget, det gav et lile gys inden i hende"Din hånd er så kold"sagde hun og kiggede ned på den, mens hun betragtede hans hud lidt.

Da han hørte hendes ord ville de fleste nok blive overrasket, men Malakor virkede rolig og fattet. Da han havde hjulpet hende op lukkede han sine øjne og lyttede. Hvis de var i nærheden ville han måske kunne høre dem. Han stoppede med at tænke og bare lytte. Da han hørte en gren knække åbnede han sine øjne og forsøgte at skubbe Lydia elegant dog hårdt væk og sagde ''De er her allerede''.

Ud fra buskaset sprang den første frem foran Malakor, den anden bagfra og den sidste løb imod Malakors taske. Malakor aktiverede sin evne Illusionary Reallity og med et blink af øjet stod der tre af Malakor. Dette tog en stor del af Malakors energi, men de tre vampyrer blev forvirret et øjeblik og da greb Malakor muligheden. Med en overnaturlig hurtighed stod han ved vampyren der holdt hans taske. Han åbnede tasken og trak et sværd op fra tasken og før vampyren kunne nå at reagere mistede den sit hoved. Malakor sprang op i luften og satte af imod et træ. I en elegant gliden gennem luften svang Malakor sit sværd og den anden vampyr mistede hovedet. og Malakor landede elegant og roligt på sine ben. Men lige som han skulle til at angribe den sidste forsvandt hans illusioner.

Et brag lød da den sidste Vampyr, forbløffet over at Malakor vidste at de kom endelig var kommet til sine fulde fem og havde affyret sin pistol. Kuglen havde ramt Malakor i brystkassen.Malakors sværd var røget et stykke væk fra ham efter skudet. Malakor skulle til at angribe men så følte han det. Det var en sølv kugle. selvfølgelig. kombinationen af udmattelse efter at have brugt sin evne i så stort omfang og sølvet i hans brystkasse bragte Malakor i knæ.

Malakor kiggede på Vampyren foran sig. Vampyren grinede, grinet var en nervøs klukken. Vampyren pegede sin pistol mod Malakor og sagde ''Du er lige så stærk og klog som din far advarede os om. Men selv ikke du kan stoppe tre af os. Tiden er inde Prins Malakor''

Malakor kiggede bare på Vampyren foran sig. En rande af blod begyndte at løbe fra hans mund. Hans ansigt bar stadigvæk ingen følelse. Han overvejede sine muligheder * Jeg er for svækket. Rejser jeg mig er jeg ikke hurtig nok til at nå ham før han skyder mig. Jeg er for svækket til at bruge min evne. Det ser ud til jeg har tabt, jeg fik ikke engang sagt til den unge dame som advarede mig hvem jeg var*. Malakor vidste tiden var ved at løbe ud.

Alt skete så hurtigt næsten, til at Lydia havde noget at opfange hvad der lige skete for øjnene af hende, men hvad der skete med ham så hun godt, og mændene gjorde hende en anelse bange for at de ville gøre hende noget. Hun skyndte sig at tænke men da hun så personen var ned på knæ skyndte hun sig hen mod ham, rettede hans hoved op så hun kiggede på ham. Blodet løb ud og det fik Lydia til at tøre blodet væk med et stykke fra hendes kjole hun fik revet af."Klarer du den"spurgte hun bekymret og kiggede tilbage mod mændene der bare stod og så ud til at more sig over synet. Men det gik langsomt op for Lydia det måtte være prinsen, hun vendte blikket mod ham helt overrasket"du er prinsen er du ikk"Sagde hun og betragtede hans brystkasse det måtte have gjort ondt, hvad skulle hun gøre noget måtte hun gøre.

*tænk Lydia tænk"sagde hun og fik lyst til at gøre noget mod de mænd men som sagt var hun jo bare et menneske hvad skulle hun kunne gøre mod tre mænd , hun fik øje på sværdet og måtte handle hurtigt, så hun grab fat i sværdet og stilte sig foran ham"I får ham ikke med hjem..Han skal have lov til at være den han er, og ikke fanget i sit kongerige så tit"sagde hun og pegede sværdet mod den ene af mændene.

Hun fik et smil på læben, måske kunne hun ende med at blive skadet, men hun kunne ikke lide at se sådan noget ske især ikke med en person hun ikke kendte, hun mærkede en bange følelse de var langt stærkere end hende, men hun ville sørger for der ikke skete ham noget om han var prins eller ej."Måske er det dumt at et menneske hjælper en prins, men noget må jeg gøre.."sagde hun og holdt en pause for at kigge hen over skulderen til Malakor"også selvom jeg måtte blive skadet så gør jeg et forsøg"hun vendte blikket hen mod mændene igen.

Malakor var forundret da Lydia kom over til ham og spurgte om han klarede den. Han svarede med et kort nik. Da hun spurgte om han var prinsen svarede han roligt ''Vi må vente lidt med præsentationerne lidt, unge frøken'. Da hun samlede hans sværd op og stillede sig foran ham kunne han ikke lade være med at se forbløffet ud. Et menneske der ville forsvare ham, et monster som ham og uden at kende ham. Det havde Malakor aldrig oplevet før. Hun var noget særligt dette menneske. Måske var alt ikke tabt.

Malakor stillegjorde sit sind. først kiggede han mod den ene vampyr han havde halshugget. Han var nede. Så imod den anden, han var også nede. Begge døde. Kun en tilbage. Vampyren med pistolen.

Malakor vidste at det her ville være hans eneste chance. Han viskede sagte til Lydia ''Skær dig i hånden med sværdet, hurtigt''.

Hvis Lydia gjorde det. Blev Vampyren med pistolen distraheret af hendes blod og i det øjeblik sprang Malakor til angreb og i et greb tage pistolen ud af Vampyrens hånd og skyde Vampyren i hjertet hvorefter han ville falde på knæ igen og spytte blod ud på jorden.

Det var også mærkeligt for Lydia at beskytte en person hun ikke ikke kendte, og enda hende som et helt normalt menenske, mærkeligt.. Hun betragtede manden der var tilbage med pistolen , og lyttede til hans hvisken hun nikkede, og tænkte straks at det måtte gøre ondt, men hvis de kunne få ham væk så måtte hun gøre det. Så hun skar sig i håndfladen med sværdets blad så der langsomt begyndte at komme blod frem, det gjorde en lille smule ondt men det var nu ikke så slemt som hun havde forstillet sig. Hun betragtede blodet lidt , godt nok havde hun smagt sit eget blod før men der var hvist ikke andre væsner i nærheden.


Eller var der, var Malakor et væsen, hun vidste det ikke men hun var så småt begyndt at tænke tanken da han ville have hende til at skære sig med sværdet. Lydia kunne mærke blodet der var begyndt at dryppe ned på græsset, manden så ud til at kigge på blodet, så han var distraheret. Hendes blik vendte sig hen på Malakor"Hvad så nu , hvorfor skulle det hjælpe at jeg skar mig"spurgte hun undren, han havde sikkert en plan men hun vidste ikke hvad det var, måske ville han gøre det af med manden med pistolen hun blev nød til at vente og se.

Lydia kiggede rundt bare for at sikre sig at der ikke kom nogle væsner og overfalde hende, eller begynde at drikke fra hende som var hun mad. Hun havde intet imod vampyrer tværtimod så var de nogle unikke skabninger der var så godhjertet eller ja dem hun havde hørt om var det, der fandtes også vampyrer der var ondsindet, og grusomme. Dog var det mest badboy vampyrerne de fleste rendte efter, Lydia var ligeglad , vampyrer var vampyrer, lidt ligesom andre væsner *Håber det virker , så vi kan gøre det af med ham*tænkte hun og kiggede ned på hendes blod igen, det var utroligt så smuk en farve blod havde og det var nu ikke koldt man kunne ikke mærke dens temperatur.

Øjnene lukkede sammen lidt , hvorefter hun indånede luften lidt friskende det var det. Hun åbnede så øjnene igen og vendte kroppen halvt mod Malakor"Var er planen hr"spurgte hun bare for hvad skulle hun kalde ham.

Efter Malakor havde brug afledningen til at tage pistolen fra vampyren og skyde den og nu sad nu knæ ledte han ever sin styrke. Han var lette over det var ovre, at han ikke blev taget denne gang. At han kunne blive. Men hvor længe. Han fik med nød og næppe tvunget sig på benene og vendte sig mod Lydia. En fin rande af blod fortsatte fra hans mund og ned af hans hals. Blod løb også fra hans brystkasse. Han frøs lidt og kiggede ned mod jorden. Han kunne ikke lide at spørge andre om hjælp, han hadede når han ikke var stærk nok til at klare ting selv. Han fnøs igen og tænkte * Tænk at jeg er så svag at jeg ikke kan gøre det selv. Og så reddet af et menneske af alle. Hvor nedværdigende. Men hende her. Hun... Hun er anderledes *


Malakor nikkede til Lyadia da hun spurgte om det var over. Han sagde roligt ''De er døde, det er over nu''. Han forsøgte at trække patronen ud af sin brystkasse men han havde ikke styrken til det. Han forsøgte igen, blodet løb fra såret imens han havde sine fingre inde i det. Men han kunne ikke få patronen ud.

Han kiggede på Lydia og sagde ''Undskyld, det er ikke over i nu. Jeg kan ikke få patronen ud. jeg er for svækket''.

Blikket gled hen på ham og hun tænkte ikke så meget over det med blodet, det løb bare lidt no big deal, Malakor skulle redes først så hende bagefter-eller ja rede rede det var vel bare lidt blod ikke ligefrem fordi hun var ved at dø. "Hvordan gør jeg det, skal jeg bruge sværdet, eller vil du bruge mit blod til noget"spurgte hun eftersom hun ikke havde nogen idé omkring hvad der ville sikre sig at han ikke ville dø. Ja godt nok var det underligt at et menneske som hende skulle redde ham, han måtte være et væsen, så det var en mærkelig følelse det gav. Lydia s øjne faldt på hans brystkase før hun væltet ham stille ned på jorden for at ligge ned, så hun lettere kunne få patronen ud ad hans brystkasse. Hun tænkte lidt over hvordan hun skulle gøre det, men det var lidt svært, måske skulle hun bruge sværdet men det ville skade ham endnu mere, men , hvis han vaer et væsen kunne han vel godt bruge hendes blod til styrke.

Aldrig før havde hun givet sit blod ud til andre , så var det nu en god idé hun kendte ham ikke, men et forsøg var det hvertifald, for selvom hun ikke kendte ham, var han en prins og det ville ikke være godt hvis han døde. Nej det ville Lydia ikke tillade"Blev liggende så skal jeg nok hjælpe dig med at få den ud"sagde hun og gav ham et bredt smil, selvom hendes tanker kørte rundt omkring om hun nu kunne få den ud.

Hun kunne godt se på ham han gerne ville have den patron ud, det måtte ikke være så rart at have sådan en inde i sig."Gør det meget ondt"spurgte hun og tog fat i sværdet for måske at kunne bruge spidsen til at løsne patronen lidt, men det var måske en risiko.

Lydia betragtede ham lidt mens hun enlig ikke ønskede at skade ham men sommetider måtte man vel tage en chance"Hmm hvis du er et væsen, og du mærker endnu mere svækkelse så drik mit blod på hånden her, ved det er lidt farligt at give blod ud, men du har brug for det, og jeg vælger at være godhjertet"sagde hun , og kiggede på sværdet , hun ville ikke gå igang før hun vidste om det var en god idé med Malakor.

Da Malakor blev hjulpet ned og ligge kunne han ikke lade være med at tænke over hvordan en person kunne være så godhjertet. Malakor var en meget ærefyldt person og han ville ikke lade hendes hjælp gå ubelønnet hen.

Han lyttede til de ting hun havde at sige. Han havde det meget svært lige nu, han var normalt for ikke at sige altid den der var i kontrol. Det var ham der styrede hvad der skulle ske og hvornår, men nu var det hele omvendt. Ikke nok med at Lydia var i kontrol, så var hun et menneske. Malakors tanker hvirvlede som en tornado i hans hoved * Et menneske der fortæller mig. MIG. Hvad jeg skal gøre, det er jo uvirkeligt. Hvordan kan det her ske*. Hans tanker blev afbrudt da hun tilbød ham hendes blod. Malakor kiggede på hende med et forunderligt blik i hans ellers kolde blik. Lugten af hendes blod tiltrak ham.

Han lod sine hugtænder komme frem og kiggede lidt på hende før han sagde ''Hvis du i sandhed tør at give en af mørkets væsner som mig dit blod så sæt din hånd mod min mund, og sæt din anden hånd fingre ind i min brystkasse og træk patronen ud ''. Han kunne ikke tro sine egne ord. Han burde suge hende tør for blod så hun døde, men det havde han af underlige grunde der var uklare for ham selv ikke lyst til. Han talte faktisk sandheden overfor dette menneske. Det overraskede ham selv meget.

Da hans hugtænder kom frem blev hun lidt overrasket fordi det var så lang tid siden hun havde set en vampyr , og at kunne få lov til det igen det gav en god følelse inden i hende. Hun rakte hendes hånd frem mod hans mund med en underlig følelse, den var på en måde blandet med god og dårlig følelse. Hun vidste godt hun måtte tage sig sammen, så hun kiggede på ham mens hånden var op til hans mund så han kunne få noget af hendes blod. Gad vide om hendes blod smagte godt, det vidste hun ikke , hun havde godt nok smagt sit eget blod før, men det er endnu mere underligt at spørger sig selv om ens eget blod smager godt.

Den anden hånd uden blodet på, placerede hun på hans brystkasse hvor patronen var, nu skulle den ud, og heldigt for Lydia at hun havde halvlange negle så mon ikke hun kunne få den ud, det ville måske gøre ondt men blodet skulle hjælpe Malakor så det meste af smerten ville gå væk. Lydia håbede på det bedste, så hun var klar, og begyndte at sætte neglene hårdt ned i hans brystkasse for at få patronen ud, hun var meget koncenteret for at se hvor hendes negle ramte , og hun manglede bare at grave den patron ud, når hun kunne det.

"Den sidder virkelig godt fast"sagde hun, og rykkede lidt til den for at løsne den, den skulle ud, det var svært med en hånd, men hun vidste at han havde brug for hendes blod til at få samlet styrken igen. *tænk at jeg gør det her, det havde jeg aldrig troet, mig hjælpe en kongelig*tænkte hun men lod blikket kort falde hen på prinsen*men der er noget over ham, der får mig til tro på jeg kan næsten alt, og han virker ikke til at være så slem*

Så fortsatte Lydia og håbede snart den patron ville komme ud, den var løsnet sig lidt, så nu så det lysere ud, hun var begyndt at kunne mærke hendes hånd var begyndt at dulme lidt måske var det pågrund ad blodet, eller det at hans hugtænder ville tage fat. Hun prøvede at ryste det af sig mens hun prøvede videre med at få patronen ud. "Jeg beklager meget hvis jeg giver dig smerte af det her"sagde hun.

Malakor satte sine tænder i hendes hånd. Hendes blod var som nektar for ham. Dog holdt han tilbage, han ville ikke suge for meget for hun skulle jo koncentrere sig. Han sad helt stille. Da hun stak sine fingre ind i ham gav han et grynt fra sig. Han var van til smerte, han var en kriger og smerte var naturligt for ham. Det var mere følelsen af hendes fingre i hans brystkasse, hvordan hun holdt hans liv i hendes hænder, hvordan hun med et lille ryg kunne forsegle hans skæbne. Malakor havde aldrig før stolet på en person så meget før. Han var yderst utryg ved situationen men det var selvfølgelig ikke noget han viste.

Da han kunne se hun så ud som om hun tænkte, slab han hendes hånd med munden og sagde fast ''Koncentrer dig pigebarn kuglen sidder tæt ved mit hjerte.''. Malakor fnøs i smerte og sagde sammenbidt '' Godt, tag nu fat i kuglen og træk den langsomt ud. Du kan gøre det. Jeg tror på dig''. Malakor var forbløffet over hans ord igen. han mente dem faktisk. Men hvorfor, hvorfor mente ham dem. Han var forvirret men lod det glide væk. Der var vigtigere ting at koncentrere sig om lige nu.

Med bange anelser og bekymret ansigtsmine på sig, tog Lydia fat for at hive patronen ud ad hans brystkasse, og ud kom den det, godt nok med lidt blod , men i det mindste var den ude. Ja hun kunne sagtens have drabt ham på stedet, men det gjorde hun ikke han havde faktisk reddet hende i starten ved at skubbe hende forsigtigt væk. Det var første gang hun nogensinde havde gjort sådan noget, hun kiggede ned på sin håndflade og smilte lidt hvorefter hun kiggede bagved sig på græsset , hvor patronen lå ligeså stille og fint."Den er ude, den ligger derhenne"sagde hun og kiggede på hans brystkasse det så lidt vildt ud, og da havde bidt hende og suget lidt af hendes blod det gav ikke så meget en smerte , eller jo måske en lile slags men det var til at holde ud.

Øjnene gled hen på de afdøde mænd, hvorefter hendes smil forsvandt"Hvorfor var de efter dig, du er prins burde du ikke følge med dem"spurgte hun undren og rejste sig op , for at gå hen imod dem, hendes blik gled ned på dem, og hun fik revet et lille stykke fra kjolen af til at kunne binde det rundt om hendes hånd. "Jeg ved stadig ikke hvad du hedder"hun grinte mildt, som han havde sagt de måtte vente med præsentationen, før patronen var ude og det var den nu.

Nu skulle alle hendes spørgsmål besvares, eller ja dem som han ville svarer på. Lydia vendte kroppen rundt så hun stod med fronten mod ham igen, hun valgte at gå hen til ham igen, hun rakte en hånd frem til ham"Jeg havde aldrig troet jeg skulle tillade en vampyr at suge blod fra mig, end ikke en vampyr jeg ikke kender"sagde hun og tænkte lidt om han ville tage imod hendes hånd, eller om han hellere ønskede hun skulle sidde ved siden af ham, det var et godt spørgssmål.

Hun kiggede ned ad sig selv, ja kjolen var da stadig pæn nok, udover der de små stykker hun havde måtte rive af, men ja sådan var det jo. Man kunne gost sige der skete noget inde i parken"Er det din far der ønsker dig hjem"spurgte hun med blikket op mod himlen.

Han så måløst til da hun trak kuglen ud af hans brystkasse. Han kunne mærke hvordan hans krop begyndte at regenerere og lukke såret. Han var stadigvæk meget svækket og der ville gå noget tid før han ville være ved fuld styrke igen. Især fordi han ikke have fået blod i dag og kun drænet lidt fra Lydia. Han sagde roligt '' Jeg takker dig, unge frøken''.

Han nikkede undskyldende ''Jeg beklager at omstændighederne ikke var til en ordenlig præsentation, før dine fingre skulle ind i min brystkasse, unge frøken. Mit navn er Malakor, kronprins af Javasaw''.

Da hun rakte hendes hånd ned tog han imod den, men da han skulle rejse sig op kunne han mærke at hans styrke ikke var til det. Han gled ned og side igen og fnøs i smerte. ''Jeg beklager, men min styrke er ikke vendt tilbage i nu''. Malakor var vred på sig selv. Tænk at han ikke havde styrken til at rejse sig op. Hvordan kunne tre simple Vampyrer skade ham så meget. Selv hvis det var hans fars agenter var det uacceptabelt.

Han kom til fatningen igen og væk fra hans tanker og kigge på Lydia igen og sagde blidt ''Jeg fik vist heller ikke min yndige rednings kvindes navn''. Det var til at høre på måden han talte på, med takt og tone at han ikke var fra denne tid, trods han lignede en der var.

Det var til at se at han var svækket og det var hende et mysterie hvordan de tre mænd kunne gøre så meget skade, men i det mindste var patronen ude. Hun endte så med at sætte sig ned ved siden af ham, mens hun pludselig fik øje på nogle blomsterblade i håret af ham, hun fniste lidt ikke ondt men bare en smule blidt , hvorefter hun faktisk nød det syn , en prins med blomsterblade i håret. Nærmere sagt en vampyr prins, men det var nu et yndigt syn. "Åh ja det har jeg da glemt, jeg er Lydia Mikealson"præsenterede hun sig mens hun kort bukkede forover med hovedet for at vise høflighed man skulle jo vise høflighed over de kongelige det havde hun altid lært. Da han takkede hende, smilte hun og nikkede kort med hovedet"Jeg burde enlig også takke dig for at have reddet mig der i starten af vores møde"sagde hun og tænkte lidt over det der var sket der.

Ja man kunne måske godt kalde hende en redningskvinde for hun havde reddet ham, han havde sikkert gjort det samme for hende, hvem kunne vide om den dag ville komme-Ingen kunne vide det kunne måske godt ske. Hun lænte sig tilbage mod træet hvorefter hun kiggede op mod himlen hvor der var fyldt med stjerne, et smukt syn.

Hun elskede stjerner, de glimtede så smukt i nattens lys, men stjernebilleder kunne hun ikke se nogle af, det var hvist ret så svært at få øje på nogle."En smuk aften, lige bortset fra blod, og smerte"sagde hun og lukkede kort øjnene for at nyde nattens duft, og for at nyde duften af blomsterbladene fra grenene. Det var en rar følelse at vide af hvis der skulle ske enten hende eller Malakor noget så kunne de altid hjælpe hinanden.

Et menneske og en vampyr prins underlig blanding, men hun havde hjulpet ham, ligesom at han havde hjulpet hende."Jeg syntes ikke rigtigt jeg ser vampyrer herinde i parken, det er hvist en ny ting"smilte hun hen til ham med de gylden øjne låst fast på hans øjne.

Da han kaldte hende yndig blev hun helt overrasket det var der ingen der havde kaldt hende før , jo måske hendes mor men ellers ingen"tusind tak"sagde hun glad.

Malakor bukkede sit hoved da hun nævnte sit navn og tilføjede ''Mig en ære at møde dem, frøken Mikaelsom''. Det var en af de første gange nogenside at Malakor havde talt høfligt til et menneske og rent faktisk ment det. Han vidste ikke hvorfor men denne kvinde havde gjort et godt indtryk på ham.

Han rystede på hovedet da hun sagde han havde reddet hende og sagde med en blid og kold stemme ''Jeg vil være ærlig overfor dig. Den eneste grund til jeg skubbede dig væk, var så du ikke kom i vejen''. Malakor tænkte *hvorfor er jeg så ærlig overfor denne kvinde, hun er ikke andet end et ubetydeligt menneske*. Gang på gang blev Malakor overrasket over hans venlighed overfor denne dødelige.

Malakor kiggede mod den smukke nattehimmel og sagde ''Blod og smerte kan være sjovt. Men skønheden som nattehimlen bringer er fortryllende. Stilheden og lysene, det store sorte tomrum. Det sætter virkelig gang i tankerne. Nattehimlen er en af de sande skønheder i denne brutale og uretfærdig verden ''.

Hans blå øjne låste sig ligeledes fast i hendes og han sagde''Jeg er ikke som andre Vampyrer. Jeg tænker, jeg er hjerne, ikke instinkt. Jeg er dybere end de fleste vampyrer. Mange af dem er bare rovdyr i mine øjne, ingen finesse for hvordan man i sandhed jager''.

Malakor nikkede da hun takkede og svarede '' Du skal ikke takke for sandheden, frøken Mikaelson. Du skal ikke takke for noget. Men du spurgte hvorfor de var efter mig. Jeg er prins af Javasaw, men jeg ønsker ikke min fars diktaturiske kontrol over mig. Jeg ønsker at være fri, at finde mig selv og min egen styrke så jeg en dag kan vende tilbage og ændre skæbnens gang i mit land''.

Lydia lyttede efter og var meget glad for at han stolede på hende nok til at ville fortælle de ting omkring ham selv, ja tænk at han skulle være så ærlig overfor hende, og enda at hun skulle være så ærlig overfor ham, underligt. Ja nattehimlen var utrolig smuk, og hun havde enlig ikke lagt mærke til kulden hun nød bare natten som den var. Hun kiggede væk fra hans blik lidt mens hun kiggede på de afdøde mænd"burde vi ikke skille os af med dem, eller skal vi lade dem ligge der"spurgte hun , med en kort undren grimasse på sig.

Selvom han sagde hun ikke behøvede at takke så følte hun en trang til at gøre det, bare fordi hun var godhjertet, men det var lidt mystisk hvorfor han ikke havde drabt hende, det havde de fleste vampyrer sikkert gjort. Men ja Malakor var ikke som de andre vampyrer"det er rart at møde en vampyr der er anderledes, fordi de fleste jeg har mødt har altid være de samme kedelige, grusomme , koldhjertet skabninger"sagde hun og kiggede hen på Malakor. Da han begyndte at tale omkring hans hjem smilte hun der måtte virkelig være smukt , det plejede alle slotte at være, alle kongeriger plejede at være noget af det smukkeste. "Jeg er sikker på der er smukt i dit kongerige"sagde hun, og samlede benene til sig så hun kunne holde om dem mens hun sad lænet op ad træet.

Lydia lagde hovedet på skrå og kiggede på ham, fastholdte blikket på hans blik"Hvordan er din far Malakor"spurgte hun , og lod den korte brise tage fat i det lange hår. Han havde stadig blomsterblade i håret, og det endte også snart med at Lydia ville få nogle i håret. Det kunne sikkert ikke undgås, men blomster duftede altid så godt, når de flagrede rundt så var det altid smukt, også selvom de måtte dale ned fra træer, så var det altid friskende og et yndigt syn.

Hun fik et bredt smil frem på de bløde læber"Men eftersom jeg har reddet dit liv, betyder det så du vil gøre noget godt for mig"spurgte hun, hun havde aldrig oplevet det før, så hun vidste ikke om han stod i gæld til hende, eller hvordan det var.

Malakor havde ikke lagt mærke til bladene i hans hår. Han var i teorien ligeglad med de afdøde. Døde folk rørte ham ikke spor. Men alligevel nikkede han og sagde blidt ''Måske burde vi se at komme væk. Hvis nogle har hørt pistol skudene vil de snart komme løbende og jeg har ikke kræfterne til at tage mig af flere lige nu. Ser du, patronen jeg blev ramt med var ikke en normal patron. Den var lavet af sølv''.

Da hun sagde han var anderledes end andre kiggede han ned i jorden kort men så kom tanken til ham * Hvorfor følte jeg skam et kort øjeblik. Jeg er hvem jeg er og det har jeg aldrig fortrudt før. Tag dig sammen Malakor*. Malakor tvang sig selv op og stå og kiggede på Lydia med et følelses forladt og kold blik i hans øjne. Som prøvede han at overbevise sig selv om at han ingen følelser havde for noget overhovedet. Han sagde så roligt ''Nej jeg er ikke som de andre. Jeg er ikke kun grusom, jeg er den mest grusome, følelser er noget jeg for længe har smidt bag mig. Følelser er for dødelige. Jeg er ikke slem, jeg er den værste, mest modbydelige skabning du nogenside vil møde''. Hans blik hvilede i hendes øjne.

Da hun spurgte om hans far brød han blikket med hende og han rystede på hovedet ''Dette er ikke stedet at tale om min fader, yndige frøken Mikaelson. Hvad angår mit kongerige har det set bedre dage. Min far, han er ikke længere en god regent.''


Til det sidste hun sagde nikkede han og sagde ''Jeg er en mand af ære. Du skal ikke frygte mig så længe jeg har en gæld hos dig. Du har reddet mig, du er i sikkerhed så længe den gæld er ubetalt. Malakor vaklede hen imod hende. Han havde kun lige fået nok energi tilbage til at holde sig på sine ben.

Lydia nikkede og kiggede ned i græsset ja hun vidste det godt når gælden var ovre måtte hun være bytte igen, det havde hun prøvet før mange var efter hende fordi hun var et menneske. Så mødte hun hans blik det var trist hans blik skulle stråle af styrke, og den glæde han måtte have , hvis han havde en. Hun lagde hans ene arm omkring hendes nakke for at han kunne støtte sig til hende, hun var villig til at hjælpe ham så meget hun nu kunne"Ja god idé men hvor kan vi putte dem hen Malakor"spurgte hun mens hun prøvede at finde et muligt sted at gemme dem, de var inde i en park mon ikke der måske var et sted de afdøde mænd kunne være.

Hun lod hendes øjne hvile i hans, og børstede blomsterbladene væk fra hans hår"Selvom du er hvad du er, så har du ligesom alle andre et svgaheds spot, et sted indeni i dig, som gør du ikke kan være grusom har jeg ret"sagde hun og pegede mod hans hjerte. Nu vidste hun heller ikke om det passede men det var bare en af de ting Lydia havde hørt omkring vampyrer, og de andre væsner, selv de grusommeste havde en svaghed.

Måske ville der komme flere herhen til dem, flere mænd der var ude efter Malakor , de måtte væk , hvorhen var det næste store spørgssmål. Men så fik hun idé hun havde sin egen lejlighed i Terra, måske var det en mulighed, alt efter hvilke ideer Malakor havde. "Hvad skal vi tage hen, jeg har en lejlighed tæt på her, medmindre du har andre ideer"sagde hun, med blikket vendt mod springvandet, tænk at hun havde siddet der lige inden hun havde hørt alt det med Malakor og de mænd. Hvis hun havde siddet ved det springvand i timevis så ville hun blive skør før eller siden.

"Hvordan kan du stole på et menneske som mig, du burde have drukket alt mit blod, en vampyr s bedste bud på noget blod er mennesker, efter det jeg har hørt"sagde hun og vendte blikket ned mod jorden, hun havde dog stadig sin støtte om Malakor så han ikke ville falde. Lydia vidste ikke om hun ønskede at møde hans far han var sikkert den mest grumme mand man kunne møde, måske en der helt sikkert ville dræbe hende. Hun begyndte at blive lidt bange, men prøvede så at ryste det af sig.

Hun så hans tristhed i hans øjne og sendte ham et lille smil mens hun holdte sit blik på hans"Selvom du er det du er, så har du et hjerte der banker for lidt godhed, alle væsner har fortjent at være elsket, at være unikke som de er, ingen skal lave om på dem"sagde hun , det lød som en kort prædiken , men det var ærlighed, det var hvad hun mente omkring det, og håbede det ville hjælpe på Malakor s humør lidt.

Malakor det nu støttede sig til Lydia havde aldrig ladet et menneske hjælpe ham med at stå. Hans vrede over hans egen svaghed kogte i ham. * Jeg må blive stærkere, hvordan skal jeg vinde over min fader hvis jeg er så svag her. Jeg må blive stærkere*. Hans tanker blev afbrudt da hun spurgte hvad de skulle gøre med de døde. Han sagde koldt ''Lad dem ligge. Lad nogle andre tage sig af dem''.

Da hun børste blomsterne ud af hans hår var han næsten paralyseret. Det var der det gik op for ham at hun ikke var bange for ham. Hun så måske noget i ham, noget godt, noget han ikke selv kunne se. Dog lod han hende gøre det. Han var mere forvirret en nogenside før.

Han nikkede og sagde blidt ''Hvis de vil have mig i deres hjem, frøken Mikaelson så tror jeg det ville være det bedste sted at tage hen lige nu..

Han nikkede igen og svarede ''De har ret Frøken Mikaelson. Jeg burde have dræbt dig og gjort dit blod til min styrke. Normalt ville jeg også have gjort det. Men der er et eller andet specielt over dem, frøken. Allerede nu har de gjort ting som jeg aldrig har tilladt mennesker at gøre før. Og af en eller anden grund fortæller jeg dem den bare sandhed. Hvorfor ved end ikke jeg. De er også anderledes fra andre mennesker, som jeg er anderledes fra andre vampyrer''.

Malakor rystede på hovedet ''Jeg er hvad jeg er, det er simpelt. Følelser gør en svag. Tro ikke det her er noget eventyr. Jeg er ikke prinsen på den hvide hest. Jeg er hvad jeg har sagt jeg er. Hvorfor jeg agere sådan over for dem yndige frøken. Det er mig en gåde, måske de frelste mig''. Sandheden var at Malakor selv var begyndt at tvivle. Havde han virkelig noget godt gemt i sig selv dybt inde.

Lydia lyttede til ham, og hun var besluttet for at de skulle tage hjem til hende det ville være det letteste ligenu, for hun kunne enlig heller ikke komme i tanke om andre steder. Sandheden var altid en god ting, og at han fortalte hende den var hun kun meget glad for, hun var altid ærlig , selvom ærlighed sommetider godt kunne såre en person. Da han nævnte det med de afdøde mænd nikkede hun og vendte lidt rundt for at gå ud ad parken, og hen mod hendes lejlighed. "Det vil være mig en ære at have fint selskab fra dem Malakor"sagde hun og kiggede op på himlen i et kort øjeblik

"Stjernebilleder er der hvist ingen af , eller også er jeg bare dårlig til at se dem"sagde hun og lagde hovedet på skrå. Efter hans ord omkring prinsen på den hvide hest, smilte hun"Hvem siger man har behov for den klassiske prins på den hvide hest, der er meget mere eventyr i noget dystert, koldt noget, faldende sne, regn"sagde hun og kiggede ligeud i luften mens de gik hen mod lejligheden."Jeg har aldrig troet på kærlighed sådan rigtigt, fordi jeg har aldrig oplevet det før, sådan virkelig ægte kærlighed helt nede i maven.. Man skal være heldig at opleve den"sagde hun og strøg en hårtåt ombagved det ene øre.

Lydia mente dog at alle havde fortjent kærlighed ligemeget hvad, ingen skulle leve i tomheden forevigt. "Men sommetider ønsker jeg helst bare at kunne tage et sted hen, hvor der bare er ro, og ingen mennesker, bare en slags drømmeverden, hvor alting er anderledes fra alt andet"sagde hun og fik et sorgmodigt ansigtsudtryk på sig.
Hun prøvede at ryste det af sig, for hun skulle jo have Malakor hen til hende så han kunne slappe af, han havde sikkert stadig ondt

Hun følte sig smirgret over hans blide ord til hende "jeg takker, men man kan vel godt sige jeg er den jeg er, ligesom du er den du er, vi er unikke som vi er"sagde hun og sendte ham et smil. Lydia var ikke bange for ham, det burde hun være han var en vampyr, der var meget stærkere end hende. Måske havde han noget godt i sig, måske ikke, det måtte tiden vise.

"Men Malakor hvad vil du gøre hvis du ender med at skulle stå ansigt til ansigt mod din egen far i en dyster kamp"spurgte hun undren, og kunne så småt få øje på hendes lejlighed fra der hvor de gik.

Malakor nikkede igen og svarede ''Nej æren er skam på min side, frøken Mikaelson. Det var begyndt at virke helt naturligt at snakke med hende for ham. det gjorde ham faktisk lidt usikker på sig selv et øjeblik.

Malakor fnøs, det var nok det tætteste han var kommet på et grin i mange hundrede år. Han sagde blidt ''Det er fordi de ikke kan se dem. Frøken. Men hvis man ved hvor man skal kigge så finder man dem''. Han lyttede til den anden del hun sagde ''de er da irerterrende positiv, frøken''. Han var faktisk glad for hendes positive adfærd. Det var lang tid siden han havde snakket med så positiv en person.

Malakor nikkede forstående. og sagdeJeg er enig. Det tætteste jeg kommer på den verden du snakker om er når jeg ligger i stilheden og kigger på stjernerne. Kun der har jeg næsten ro i mit sind. Kun der føler jeg mig rigtig fri''

Malakor svarede ''Sandheden er at jeg ville dø hvis jeg stod foran ham lige nu. Han er meget stærkere en mig, jeg skal finde min sande og indre styrke før jeg kan besejre ham''. Malakor lænede sig mere op af Lydia og sagde ''Hvornår er vi ved deres lejlighed, frøken Mikaelson?''. Selvom han fik det bedre og bedre havde han stadigvæk svært ved at gå.

Lydia kiggede på ham da han lænte sig tættere på det gjorde hende slet ikke noget,l for hun var efterhånden blevet vant til at være i nærheden af ham, han var godt selskab uden tvivl. Hun kiggede på ham da han grinte ja det var måske bare hende der slet ikke kunne se nogle stjernebilleder, men hun kunne måske lære at få øje på dem, eller måske skulle man bare give sig god tid. En af de smukkeste ting ved nattehimlen var at sommetider dukkede der stjerneskud frem, om man så måtte ønske vidste hun ikke noget om, hun havde tit hørt at enten så måtte man ønske, eller så fik man 3 ønsker. Lydia vidste ikke lige hvilken af de to ting hun skulle tro på.

Så nåede de endelig frem til lejligheden, hun gik indenfor med Malakor godt nok op ad trappetrinene og så åbnede hun døren, for at byde ham indenfor"Vi er her nu hr Malakor"sagde hun høfligt, og gik hen mod hendes sofa godt nok læder, de fleste af hendes møbler var lidt gammeldags, der var også en bogreaoler, og border, tv, ja det der nu hørte med til en lejlighed. "bare lad som om du er hjemme, det er godt nok ikke et slot men jeg kan stolt sige at vi er væk fra muligheden om at blive fundet, og skudt, måske dræbt ad andre mænd"sagde hun, og gik ud i køkkenet"Lyst til noget at drikke, har næsten alt at byde på"sagde hun med et smil på læben.

Ja hun nød Malakor s selskab det var en underlig ting at kunne nyde en vampyr s selskab, og han havde enlig smagt på hendes blod, betød det så han altid vidste hvor hun var henne. "Jeg ved du nok skal klare den, hvis du holder viljen til det inde i dit hjerte så vil du sagtens kunne vinde over ham"sagde hun, og vendte ryggen til ham for at finde noget at drikke, måske drak han vin, eller noget andet der smagte godt, Lydia ventede med at finde noget til hun vidste om han ville have noget at drikke.

"Eller foretrækker du blod"drillede hun ham lidt dog på en sød måde, så hun håbede han ville forstå det. Hun kiggede ned ad sig selv, ja kjolen havde hun glemt et kort øjeblik den var lidt ødelagt, men når man var en kvinde så er der masser af tøj. Så nikkede hun ja når man bare lå og kiggede op på stjernerne man kunne helt forsvinde hen i en verden, hvor musikken var stille, og hvor der bare var tomhed, en slags ro, hvor man bare kunne drømme hen.

Da de kom indenfor kiggede Malakor rundt omkring. Lydias hjem var meget bedre end de sidste steder han havde sovet. I godvogne og hoteller. Han havde gjort alt for at undgå hans fars folk. Han sagde blidt ''Nonsens. De har et dejligt og hyggeligt hjem, frøken Mikaelson. De har stil og renhed, hvad mere har man brug for i et hjem''

Han skulle til at sætte sig ned i sofaen da han fik øje på sin trøje. Den var fyldt med blod, både hans og de vampyrer han havde dræbt. Han ville ikke ødelægge hendes sofa så han blev stående.

Da hun tilbød ham noget at drikke svarede han mildt ''Jeg vil ikke trænge mig på. Men hvis de har noget rom ville det være indbydende. Dog kun hvis de selv vælger noget at drikke, frøken Mikaelson''. Når han ikke jagede var han meget høflig af natur. Malakor følte at det her sted var sikkert, ingen vidste han var her så ingen ville lede efter ham her.

En tanke kom til ham. Nu hvor hans fars folk var døde ville der komme flere med tiden. Han ville stå overfor et valg, at rejse væk og forevigt at blive jaget eller holde stand her. Normalt forlod han bare en by uden at tænke mere over det, men denne kvinde der stod i køkkenet i den snavsende og ødelagte kjole havde formået at bringe en lyst til at blive frem i ham. Han kiggede på hende imens hun stod og baksede i køkkenet. Han førte en hånd til sin mund og følte et svagt smil på hans læber, det overraskede ham meget og smilet forsvandt hurtigt igen. Han anede ikke hvorfor det overhovedet var kommet til at starte med.