Dans med mig!

Fraværende klemte hendes fingre svagt om hans skulder, som hun mindedes disse tider. Det havde været hårde odds for dem, og de havde tabt katastrofalt. Hun forblev stille i et par minutter, inden et nyt billede tog form.

Hendes øjne fik et fraværende og fjernt glimt, som filmen viste den voldsomme kamp imellem herskeren, hende selv, og modstanderne.
Magi, fægtning, knive og kommentarer blev udvekslet imellem dem alle i kampens hede, inden hun brat endte billedet, ved at vise hende selv døende på toppen af Abbadons tag. Med dæmonkvindens ansigt, smilende, faretruende.

"Det var den første kamp om tronen i Di Morga.. Flere efterfulgte.. Nu er landet herskerløs og stadig på randen til sammenbrud.. Alligevel lever vi stadig".

Hånden imod hans skulder dirrede svagt, inden hun slap grebet om denne, brød kontakten imellem dem, og drømmeverdenen sprang i luften omkring dem, for st tvinge dem begge tilbage i den ulækre gyde, tilbage til virkeligheden.

Max kunne fornemme, at der var noget galt, da hun klemte om hans skulder, Endnu en film dukkede op. Den var uhyggelig. Alt for uhyggelig. Alligevel kunne han ikke slippe den med øjnene, som den udfoldede sig for hans øjne. Han havde ingen anelse om, hvad det egentligt var, der foregik. Hvem var hvem? Hvorfor sloges de med hinanden? Han knyttede sine hænder og hans krop spændte op.
Filmen endte med, at Angelie var ved at dø og endeligt fjerne han blikket. Det kunne han ikke holde ud til at se. Det grusomme i filmen skar igennem hans mani, og det var som om, at energien blev suget ud af hans krop.

Angelie slap hans skulder og de var pludseligt tilbage i den klamme gyde. Den passede også bedre til det, han lige havde set, end en grønne eng. Han havde sænket blikket til sit skød, mens han spekulerede over det, hun lige havde sagt. Om kampe om tronen og at Di Morga var herskerløst. Han havde aldrig spekuleret nærmere over, hvem der egentligt styrede dette lille sære land. En regering som alle andre, sikkert.

Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige. I stedet tog han sin bowlerhat af og kørte hånden igennem sit hår. Han vidste godt, at det her ikke var noget, han skulle blandes ind i. Overhovedet. Han havde ikke engang lyst til at spørge ind til det. Han pillede lidt ved skyggen på sin hat.

Slapt sad hun med lukkede øjne op imod den klampede mur ved hendes ryg. Sådan var det hver gang hun brugte sine magiske evner i så lang tid af gangen.. Hun var nødsaget til at have et pusterum, for st komme til kræfter igen.
Derfor ænsede hun heller ikke, at Max pludseligt virkede ilde til mode, efter st have set hendes film.

Efter nogle minutter åbnede hendes øjne sig svagt, for st kigge over imod ham. Det var her hun opfattede forandringen. Måske hun ikke skulle have vist den sidste del.. Han var trods alt blot et menneske.
Et grynt lød fra hende, inden hun rakte ud for st lægge fingrene om hans hage, for st tvinge ham til at se på hende.

"Alle historier er blodige på hver deres måde.. Krig sker, men verden går ikke under.. Lad være med at være så mut" hviskede hun næsten utydeligt, inden hendes hånd slapt faldt til jorden. Et svagt anstrengt smil blev sendt i hans ret ing, inden hovedet faldt tilbage imod væggen endnu engang.

Max brød sig ikke om den virkelige verden. Han valgte altid at fokusere på alt det gode. Alt det sjove. Ingen nyheder, ingen tanker om krig og død og ødelæggelse. Alt hvad der havde med den slags at gøre, kunne sende ham ud i en af sine depressioner, og det ville han for alt i verden undgå. En enkelt ting, kunne sende ham i frit fald, og det her var tæt på.

Finge lukkede sig om hans hage og han blev tvunget til at se på Angelie. Hun så træt ud. Det slog ham, at det nok var anstrengende at bruge magi. Han mødte hendes meget blå øjne med sine knapt så blå. Man ville kunne se det triste i hans øjne, hvilket ikke var noget, der skete ofte. Han lyttede til hendes ord og sukkede dybt.
"Jeg bryder mig ikke om den virkelige verden. Den er grim." Han mente ikke helt det sidste han sagde. Det var den ramte del af ham. Han syntes verden var et smukt sted, især hvis man fokuserede på de gode ting. Han vidste godt, at der var grimme ting i verden, men han kunne for det meste skubbe det væk. Medmindre de blev smækket lige op i ansigtet på ham, som det var sket på.

Da hun slap hans hage igen, tøvede han lidt, men satte sig så over ved siden af hende med ryggen mod muren. Han var tavs igen.

Som hun holdt ham fat, for at kunne se direkte ind i hans øjne, så hun læberne bevæge sig. Blandet med Jans triste blik, havde hun en fornemmelse af, at han ikke brød sig om det han havde set.

"Uden det kaotiske og mørket, ville du aldrig kende til den gode del" påpegede hun let, inden hun plantede et blidt kys imod Jans pande, for derefter at se ham tage plads ved siden af hende.

Hendes krop dvaskede i den afslappede position, inden smilet bredte sig over hendes læber. Det havde været en overvældende dag for mennesket, så det mest fornuftige ville være st snakke videre i den virkelige verden, også selvom det ville foregå igennem en telefon. Desuden havde hun ikke kræfterne til at bringe dem ind i den anden verden igen.

Han var så stille, at det bekymrede hende en anelse. Hvordan kunne en person ændre humør så hurtigt, blot på grund SF en historie fra landets fortid.

Max havde glemt, at hun ikke kunne høre ham, de havde jo lige snakket sammen.
Han kunne stadig mærke hendes kys på sin pande, mens han sad og pillede ved sin hat ved siden af hende. Hun havde ret i, at der ikke ville være godt uden ondt, men hvorfor skulle man lige tænke på det onde?

Det havde været forfærdeligt at se, mest fordi det ikke var en film, men noget, der var sket i virkeligheden. Det lavede et skår i hans glæde, men det ville nok ikke vare alt for længe. Lige nu havde han dog svært ved at ryste det af sig, så det passede ham fint at sidde her og komme sig, sammen med den smukke elver. Han skævede lidt til hende. Altså, hun var ikke en elver, men hun var en elver. Han var stadig ikke helt sikker på, at han forstod det, men han måtte bare holde sig til, at nu var hun elver. Og sikke en magi hun havde.

Hun så godt nok træt ud. Han var også blevet træt, så uden at tænke nærmere over det, væltede han lidt til siden og lagde hovedet på hendes skulder. Med en træt bevægelse hev han sin mobil frem og begyndte at taste en besked.
Du ser træt ud. Jeg er også træt. - fordi han lige nu var uden al sin energi, fik han både brugt store bogstaver og grammatik.

Hun mærkede hvordan hans hoved faldt imod hendes skulder. Stadig med øjnene lukkede, lagde en beskyttende arm sig omkring hans skuldre, som for at fortælle ham, at alt var ganske godt, og han skulle ikke bekymre sig længere.

Øjnene åbnede sig halvt lige tids nok til at ae ham taste en besked ind på telefonen. Et smil kom over hendes læber inden hun nikkede. "Giv mig fem ti minutter, så er det overstået hviskede jun til ham, inden hun overvejede hvordan hun skulle håndtere anden del af beskeden.
"Hvor bor du?" Spørgsmålet kom automatisk fra hende, så hun kunne sørge for, at han i det mindste ville komme i seng, inden han ville dejse om og sove på hende. Hun ville trods alt ikke have kræfterne til st bære ham nogen som helst steder han, end ikke hvis hun ikke var udmattet. Det var hendes adrætte krop hverken trænet eller opbygget til.

Max følte sig en smule mere tryg, da hun lagde armen om ham. Han skulle nok komme sig, han skulle bare lige have lidt tid. Måske høre noget musik og bevæge sig lidt. Lige nu kunne han god sove, men når han havde sovet, ville det helt sikkert gøre godt at komme ud og få øvet noget parkour. Han skubbede sig lidt bedre ind mod Angelie og lyttede til hendes ord. Så hun skulle også bare have tid. Han nikkede, så hun vidste, at han havde forstået.

Hendes spørgsmål om, hvor han boede, fik ham dog til at tøve lidt. Han gav ikke sin adresse ud, simpelthen fordi man ikke kunne vide, hvordan folk ville bruge den. Så han svarede ikke med det samme. Hvorfor ville hun vide det? Han løftede telefonen igen og spurgte.
Hvorfor?

Lige nu sad han fint der, på den kolde asfalt med den kolde mur i ryggen. Han frøs så sjældent, hvilket nok kunne tydes ud fra hans lette tøj, der ikke var egnet til det vejr, der var lige nu. Et eller andet stak ham i ryggen og han flyttede lidt på sig. Nåh ja, det var nok den pistol, han havde stukket i bukserne. Han havde altid et eller andet våben på sig. Eller to. Han havde også en kniv gemt ved anklen. Det skete ikke så ofte, at han havde brug for nogen af delene, men de var nu rare at have i en verden, hvor alting virkede til at have tænder eller magi.

Som han sad der og puttede sig nærmere, måtte hun skule et skævt smil over dennes barnlige opførsel. Han var nu ganske spøjs, og heldigvis for ham, havde han vækket hendes interesse. Måske Zane ville lade hende beholde ham, hvis hun bragte ham med hjem, skønt hun tvivlede. Mennesker var trods alt kendt for at være lavest i fødekæden.. Den svageste race.

Hendes blik lagde sig på telefonen for at se det enkelt ord, inden hun kiggede på ham. "Så jeg kunne følge dig hjem hvor du ville sove i en seng, frem for på et stykke pap i koldt vejr" svarede hun, som om det var det mest logiske i verden.
Hun havde dog anet hans utilpashed ved st nævne det, og hun gav hans skulder et opmuntrende klem. "Her er også ganske fint" tilføjede hun dog derefter, for st berolige ham.

Max var ligeglad med, hvad hun tænkte om ham. Som så mange andre vidste hun ikke, at han, når han ikke lige var langt ude i en mani eller depression, var ganske normal, smart og klog. Det var der ikke mange, der vidste. De fleste troede, at hans hjerne var brændt sammen, selv hans familie.
Det var egentligt et ret ensomt liv, men det påvirkede ham for det meste kun, når hans sind dykkede ned i mørket.
Hvis han vidste, at hun tænkte på ham som et kæledyr, var han dog nok blevet noget fornærmet. Og alligevel nok have syntes, at det var sjovt. Til en stat, i hvert fald.

Hendes svar til hans spørgsmål fik ham til at rynke på næsen. Han var ikke ved at falde i søvn. Ikke lige nu. Han flyttede lidt på sig og skrev igen på telefonen.
SÅ træt er jeg heller ikke. Og jeg har ikke så langt hjem.

Måske han skulle rejse sig, så hun kunne se, at han nok selv kunne komme hjem, men han havde ikke lyst lige nu. Han sad godt og kunne godt lide at sidde op ad hende. Det skete ikke så ofte, at der var nogen, der bare var der med ham. Hvem skulle det være? Han kendte ikke nogen her i Di Morga. Ikke endnu, i hvert fald.

Smilet gled over ansigtet, inden hun gav hans skulder et let klem, efter at have læst beskeden endnu engang. "Som du vil" svarede hun ganske roligt, inden blikket kort vendte sig imod himlen.

"Så bliver vi her" afsluttede hun efter en kort pause, inden de blå øjne fik et svagt fjernt skær over sig, som hun overvejede om regnvejr ville være i nærheden Af at påbegynde.
Et grynt lød fra hende, som hun rettede ryggen en anelse, strakte musklerne, for derefter at strække benene ud fra hendes krop.
Den lave rumlen kom fra hendes maveregion, velvidende at hun ikke havde spist inden hun havde været nede i byen. Et måltid kunne også hjælpe en hel del på kræfterne trods alt.

Max lukkede øjnene lidt, da hun havde sagt, at de skulle blive. Lige nu kunne han godt slappe af, men han kunne allerede mærke den indre uro begynde at prikke til ham igen. Så det varede nok ikke så længe, inden han blev nødt til at komme på benene. Han havde ellers lige håbet, at han kunne være fri for den, indtil han havde fået sovet lidt. Det var ikke søvn, han fik mest af for tiden.
Men lige nu var det rart at sidde og slappe lidt af med en arm rundt om sig.

Da hendes mave knurrede, kunne han ikke lade være med at grine lidt. Han tastede på telefonen.
Skal vi finde noget at spise?
Han kunne også godt spise noget, opdagede han. Han kunne egentligt ikke huske, hvornår han sidste havde spist. Tiden blev så udflydende, når manien tog over. Måske han også burde få noget at drikke. Lige nu, hvor han sad stille, kunne han godt mærke, at hans krop skreg efter noget næring. Han havde så svært ved at holde styr på det. Det var sket mere end en gang, at han var gået i dørken, fordi han havde glemt at spise og drikke i et par dage.

Ekkoet kom fra hendes mave, og hun måtte himle en anelse med øjnene inden hun mærkede hvordan han bevægede sig, for atter st skrive en besked.

Mad.. Lige nu var mad det bedste ord, hun nogensinde havde hørt, og nikket kom fra hende.
Eftersom han lå halvt op ad hende og hendes arm, var hun nødt til at vente på at han selv rejste sig i første omgang, hvilket trods alt også gav hende muligheden for at skaffe nogle kræfter til at tvinge musklerne igang.

Nu huskede hun hvorfor hun så sjældent brugte så mange magiske kræfter af gangen. Følgerne var ganske enkelt ikke det værd, men hun havde ladet sig rive med. Forhåbentlig havde han fundet oplevelsen værdig.

Da Angelie nikkede over, at de skulle have mad, sukkede Max en smulle lettet. Nu skulle han bare lige på benene. Det tog ham lige nogle sekunder at tage sig sammen, men han fik endeligt trukket sig selv ordentligt op at sidde. Med et hop var han på benene. Han gabte og strakte sig, så hans led knagede. Han fik sat hatten på hovedet igen, gav den et lille slag og rakte så en hånd ned til den rødhårede elver med et smil. Hun lignede en, der kunne bruge en hånd.

Bare det at komme på benene gav ham noget af sin livlige energi tilbage. Det var nok tanken om, at han skulle have mad. Han børstede sine bukser af, som var han meget interesseret i at se ren og ordentlig ud, hvilket han ikke var. Men han havde nu oplevelsen af, at folk så knapt så skævt til ham, hvis han i det mindste var ren, når han sprang rundt og var tosset.

"Hvor sk..." Han slog sig for panden og trak mobilen frem igen.
Hvad skal vi finde på at spise
Max var ligeglad, han spiste stort set alt. Undtagen tomater. Han kunne ikke fordrage tomater.

Som trykket imod hendes krop lettede, da han rejste sig, lod Angelies øjne sig åbne for st kigge op på ham, inden hun selv begyndte st gøre mine til at rejse sig.
Hånden han strakte ned imod hende blev glædeligt taget imod, inden hun med hans hjælp, fik halet sig selv på benene.

Et kort øjeblik lænede hun sig imod muren, indtil hendes vejrtrækning langsomt blev mere normal at lytte til.
Som han viste beskeden, overvejede hun hvad der ville være et godt bud. Selv havde hun brug for noget nærende, så kroppen kunne genopbygge sine kræfter på ny.

"Hvad med.. En virkelig god gryderet?" Svarede hun halvt spørgende, inden hun satte sig i et langsomt tempo ud ad gyden.
Eftersom abbaddon ikke længere havde kokke il at kokkerere, havde Angelie lært hvor man kunne spise den bedst kokkererede mad i byen. Desuden lå denne lige i nærheden, så de ikke skulle bevæge sig alt for langt. Faktisk kun ti meter fra gydens udmunding.

Max så lidt bekymret på hende. Hun havde været så let på tå og smidig, inden hun havde taget ham med ind i drømmeverden. Nu virkede hun mest som en gammel kone. Han overvejede om han skulle støtte hende, men han havde en fornemmelse af, at det nok ville være en dårlig idé.

Han nikkede ivrigt til hendes forslag om en gryderet. Det lød da godt. Lige nu kunne han egentligt spise hvad som helst. Han kunne mærke bølgen af energi komme ind over sig, og han kunne pludseligt ikke rigtigt stå stille. Heldigvis begyndte Angelie at gå ud af gyden, så han kunne komme i bevægelse. Hurtigt var han oppe på siden af hende, tæt på, så han kunne være parat, hvis hun skulle dejse om.

Hun førte ham hen til en restautant, der lå lige ved siden af gyden. Hvor heldigt var det ikke lige?! Han skyndte sig at springe frem og åbne døren for hende, mens han bukkede dybt og teatralsk med et grin og glade øjne.

Hun mærkede hvordan han nåede helt tæt op af siden på hende, som hun bevægede sig imod spisestedet. Hendes hånd gned fraværende over maven, som de langsomt nærmede sig.

Hun så ham sætte tempoet i vejret, for st åbne døren og lave det teatralske buk. Hun kunne ikke lade være med svagt at himle med øjnene af ham, inden hun nikkede for derefter st træde igennem den.

Til tjenerinden bag baren, løftede Angelie to fingre i vejret, inden kvinden sendte hende et nik, for derefter st forsvinde ud ad en dør.
Hendes hoved drejede sig en halv omgang, for st se om knægten var fulgt efter hende, inden hun trak en stol ud ved et vord, nær det store vindue ud til gågaden.
Dovent gled hendes krop ned i sædet på denne, inden hun ventende så til hvad han foretog sig.

Nu ventede hun blot, velvidende st maden allerede var igang med at blive lavet. Spørgsmålet var blot, hvad eller om han ønskede noget st drikke til.

Max fulgte efter Angelie ind på restauranten, ligeglad med, at hun himlede af ham. Hun var åbenbart kendt herinde, for hun behøvede ikke at sige noget, for at få tjeneren bag baren til at gå. Han så sig nysgerrigt rundt. Ikke at der var noget specielt at se.

Angelie satte sig ved et bord ved et stort vindue ud til gågaden. Perfekt! Så kunne han sidde og kigge ud og spekulere på, hvad det var for væsner, der gik forbi. Det elskede han. Selvom han hellere ville vide, hvad de var, end gætte og være uvidende.

Han dumpede ned i stolen på den anden side af bordet og stirrede ud af vinduet for et øjeblik. Så kom han i tanke om, at han egentligt var her med nogen, så han skyndte sig at se på Angelie og smile stort, inden han lod blikket glide ind over rummet. Gad vide, om han fik noget at drikke? Det endte med, at han viftede med begge hænder af en tjener, der kom hen.

"En co.. Vand!" Han måtte hellere drikke vand. Det var underligt af ham, at være så fornuftig, men det var nok stadig den grimme oplevelse, der havde fået hans hjerne til at sænke farten lidt.

Tilsyneladende var han ganske tilfreds med siddestedet hun havde udvalgt, for hun betragtede Max, som denne faldt i staver med blikket vendt ud igennem ruden. Dette gav hende trods alt muligheden for st kunne nærstudere ham.
Han havde en ganske særlig karakteristika efter hendes mening. En skam at han kun var et menneske.

Som hans blik vendte tilbage imod ham, så hun det store smil, og hendes studering blev brat afbrudt, da han fægtede med hænderne og en tjener kom ned.
Læberne bevægede sig, men intet var st høre.
Der gik dog ikke længe før hun regnede ud, hvad han havde sagt, eftersom en kande isvand blev stillet på bordet. Hvilket fornuftigt valg. Det overraskede hende, at han var den type.

Duften nærmede sig, og den varmtdampende mad kom i dybe skåle, med ris under den mørke sovs, der var fyldt op med grøntsager og mørt kød.
Allerede inden tallerkenen ramte bordet, havde Angelie gaflen imellem fingrene.
Hendes ryg rettede sig rank, inden hun tilfreds tog den første bid SF sin mad. Sulten havde hungret i hendes mage hele vejen trods alt, og endelig blev lysten tilfredsstillet.

Max smilede stort og taknemmeligt til tjeneren, der kom med vandet. Han nåede knapt nok at stille kanden fra sig, før Max var i gang med at hælde op i et glas og sluge de første par mundfulde. Hvor var han egentligt tørstig!
Pludseligt ramte en fantastisk duft hans næsebor og han så med store øjne på den mad, der blev sat på bordet foran ham. Åh, det så godt ud. Han greb sin gaffel og begyndte at skovle ind, ikke specielt kønt eller høfligt, men han var ligeglad. Hans mave rumlede i håb om mere mad.

Efter at have slugt en halv tallerkens mad, rettede han sig op. Nåh ja, måske var det en god idé at være social. Og måske spise lidt pænere. Han lagde gaflen fra sig og drak noget mere vand. Maden smagte virkeligt godt, og hans mave var glad. Ind til videre, han skulle måske passe på ikke at spise for meget for hurtigt. Det sidste var for sent.

Han tog mobilen frem og skrev en besked, der bar præg af, at han var ved at være frisk igen.
det smager bare godt jeg er sulten

I modsætning ti, Max havde Angelie selv lært af bitter erfaring hvad der skete, hvis man spiste for hurtigt eller for meget. Det var hvad hun havde gjort den dag hun blev genoplivet, hvilket havde gjort hende umådeligt dårlig tilpas.
Derfor holdt hun sig selv i skindet, og spiste i et roligt tempo, som varmen og næringen langsomt bragte svag farve tilbage i huden på hende.

Hun tog sig på ingen måde af hvordan han kastede maden ind igennem munden, eftersom manerer ikke var noget hun personligt satte ret højt på listen. Det var blot rart at se til.
Det var først da han vendte telefonen imod hende, at Angelie sendte ham et svagt smil og nikkede for st bekræfte hvad han selv sagde. Hun havde det på ganske samme måde.

Hun mærkede hvordan kræfterne vendte tilbage i hende, som maden svandt ind til kun at efterlade et ganske lille hjørne tilbage på tallerkenen.
Hænderne lagde sig tilfreds over hendes mave, der føltes til at være vokset til dobbelt størrelse.
"Fortrinligt" ordet lød fra hende, som hun strakte armene over hovedet, inden albuerne lagde sig imod bordkanten.
Blikket lagde sig undersøgende på ham, inden hun overvejede en tanke.

"Hvis du skulle komme i problemer, så opsøg mig i Abbaddon" lød hendes stemme pludseligt. Velvidende at Angelie havde et utal af fjender, især nu, hvilket kunne bringe ham ud i problemer et menneske aldrig ville kunne håndtere. Dette gjaldt også, hvis han selv rodede sig ud i nogle, så skulle hun sørge for st der hurtigt blev sat skik på det.

Max så lidt på Angelie, inden han spiste videre. Hun så ud til at få det bedre. Det var godt. Resten af hans mad forsvandt i et noget langsommere tempo. Til sidst var han ved at være godt mæt og han lænede sig tilbage i stolen, mens han pustede sig selv op af ansigtet.
"Puh."

Han nikkede ivrigt, da hun sagde, at det var fortrinligt. Det havde været ret godt. Max lavede normalt selv mad, selvom det ikke ligefrem var det, han var bedst til. Eller havde mest tålmodighed til. Så han levede mest af brød og andet, der var nemt. Men han havde bare ikke penge nok til at købe alle sine måltider ude, selvom det sikkert ville være sundere for ham.

Han gengældte nysgerrigt hende blik. Hun så underligt på ham en gang i mellem, han kunne ikke helt greje, hvad det var, hun tænkte på. Han fandt det ikke skræmmende, bare underligt. Han blev nysgerrig over det.

Han blinkede lidt overrasket over hendes ord. Abbadon? I problemer? Aldrig.
"Hvad er.." Han sukkede og løftede telefonen op igen.
hvad er ababaddon
Max havde ingen anelse om, hvad det var hun havde sagt eller hvordan man stavede til det.

Tilbuddet hun gav ham var ikke fordi hans person betød synderligt meget for hende på nuværende tidspunkt, men hvis det ville blive kendt blandt folk, at hun havde ladet en 'ven' i stikken, tvivlede hun på, at andre ville være interesseret i frivilligt at stå på deres side. Hun var trods alt klar over en krig ville begynde på et tidspunkt, skønt resten af landet var uvidende. Sladderen løb trods alt hurtigt i disse gader, hvilket bestemt ikke ville være til hendes fordel, skulle en sådan episode ske.

Blikket vendte sig imod telefonen, inden hun rystede let på hovedet. Engang havde alle vidst hvad det var, hvor det var. Det havde, i hendes øjne, været byens stolthed, som det tronede sig over bygningerne i Terre.
"Det kæmpe slot, der befinder sig i den vestlige del SF byen" forklarede hun så langsomt, næsten opgivende, inden hun pegede på det forkert stavet ord.
"A-b-b-a-D-o-n" rettede hun så, da hun stavede det for ham, inden blikket lagde sig på en lille gruppe af vampyrer, der passerede vinduet.

Først der gik det op for Angelie præcist hvor sent det var gået hen og blevet. Mørket havde lagt sig dom et tæppe over byen, frembragt nattens væsner. Ar begå sig i terres natteliv var altid spændende. Det var her man virkelig ville opleve hvor makaber og ondskabsfulde væsnerne kunne blive.. Inklusiv hende selv, men det vidste dette menneske trods alt ikke.

"Bare.. Husk at du har muligheden" tilføjede hun langsomt, inden blikket vendte tilbage imod ham, og sendte ham et halvt skævt smil.

Max havde ingen anelse om, at folk var efter Angelie, selv ikke efter den lille film, hun havde vist ham. Hun havde snakket om en krig, men for Max var det ikke noget, der virkede virkeligt. Det var noget, der ikke havde noget med ham at gøre. Og selvom nogen skulle finde på at opsøge ham og spørge om Angelie, havde han ikke noget at fortælle alligevel.
Selvom Max var et menneske i en verden af monstre, klarede han sig nu meget fint igennem det hele.

Han rynkede kort panden over hendes opgivenhed. Han havde kun været i Di Morga i et par måneder og havde ingen anelse om, hvad det store sorte slot var, selvom han havde set det. Det så skræmmende ud. Hans ansigtsudtryk skiftede til imponeret overraskelse.
"Bor du i et slot?" Det var nok ligemeget, at hun ikke kunne høre ham, hans ansigt sagde det hele. Og han sprang let og elegant over hendes stavning af slottets navn, han ville have glemt det i løbet af minutter alligevel.

Max var ligeglad med, at det var blevet mørkt. Han var tit ude om natten, når han ikke kunne sove. Her i Di Morga havde han ikke oplevet noget farligt endnu, så længe havde han ikke været her, men i Paris var han da kommet i klemme nogle gange, hvor det ikke altid var endt lige godt. Men det rørte ham ikke så meget. Selvom han virkede glad og fuld af liv, var han på en eller anden måde ligeglad med sit liv.

Han nikkede som svar til hendes ord og strakte sig dovent. Måske han alligevel kunne falde i søvn, nu hvor hans mave var fyldt op.

Det hav af forskellige ansigtsudtryk han viste, gjorde det en anelse besværligt for hende at gætte hvad han tænkte på de givne tidspunkter, men da hun nævnte slottet, hvilket vel mere havde form som en fæstning, så hun tydeligt hvad hans ansigt betød. Det spørgsmål var ikke nødvendigt at skrive ned på nogen måde, og det let drillende smil gled op i den ene mundvige, inden hun rankede ryggen en anelse.

Det havde altid været en stolthed for hende, at hun var blevet tilbudt netop det sted at kalde sin hjem dengang for mange år siden. Nu var et det eneste sted hun ønskede at høre hjemme, det eneste sted hun følte sig hjemme. "Ja.. Jeg bor der" gentog hun endnu engang, for at bekræfte hans spørgsmål.

Hun slugte et svagt gab inden dette nåede at blive synligt for Max, eftersom hun ikke ønskede at han skulle misforstå det. Hun havde da bestemt haft en hyggelig aften, men de kunne jo ikke blive siddende her hele aftenen, eller hun kunne i hvert fald ikke. Der var forberedelse der skulle gøres.

Langsomt lavede hun et spørgende blik, som for at hentyde til at de skulle rejse sig, og forlade spisestedet? Hvis han nikkede, ville hun rejse sig, efterlade en lille bunke med sedler, for derefter at vente på ham ved hoveddøren.